The Lost One and the Future Heir - Rafaela

der gik et godt stykke tid hvor det hele man kunne høre var ørkenens lyde.
"jeg ved godt du vil hjælpe og det er ærefuldt af dig at ville hjælpe folk. men du er nød til at grave efter noget andet end at kun hjælpe folk. du skal kunne hjælpe dig selv allerførst før du burde hjælpe andre. men anerkend også selv hvornår du har brug for hjælp og bliv ikke blind af dine svagheder. der er nogle svagheder som du ikke kan komme væk med nogensinde. men anerkend dem, accepter dem og lær fra dem, sådan bliver du stærkere." sagde han uden at vende sig om. denne gang lød han dog ikke kold og neutral som før men som om han talte til hende ud fra erfaring.

Hun kiggede på han "Svagheder? Jeg har kun svagheder! Hvad duer jeg egentlig til? Ingenting! Jo jeg kan finde ud af og følge ordre og være en ussel slave det er det! Jeg duer ikke til noget! Det kan godt være at jeg skal komme videre med mine problemer og det at skulle klare mit temperament og holde det nede. Men hvor meget ved du overhoved om mig og der jeg har gået igennem? Alt det jeg skal komme videre af og er kommet videre til dels og kæmper med?" man kunne tydeligt høre på Rafaela, at hun var en med meget lavt selvværd og selvtillid.

han stoppede op og kiggede på hende.
"så er det godt at min far og jeg har taget dig ind for at træne dig, og få vendt dit temperament om til fokus og dine svagheder om til styrker. men det kræver at du skal stoppe med at se de dårlige ting og begynde at se udfordringer istedet. " sagde han og kiggede på hende med fokuserede øjne.
"jeg har selv været nød til at træne. hvis jeg ikke havde trænet hver dag i 20 år, så ville jeg ikke kunne gøre det her" sagde han og i en hurtig bevægelse, trak han sin pistol og skød imod en sandbakke uden at kigge på den.
selve sandbakken blev skudt til atomer, og kun et stort mellemrum hvor bakken havde været er tilbage.
"i starten kunne jeg ikke engang løfte mit våben. jeg kunne ikke engang bære den med to hænder. let alene ramme noget med den. du skal stoppe med at se dit liv som noget lort og se den som en udfordring, livet er ikke nemt og du kan aldrig håbe på et nemt liv. du kan dog bede til guderne om styrken til at kunne klare et hårdt liv" sagde han og trak sit våben tilbage.
hans venstre øje havde pludselig sorte linjer efter han havde skudt med sin pistol.

Hun lyttede stille til det han sagde. Han kunne sagtens stå der og fortælle en masse men han vidste ikke hvor meget pres der var på hende. Inden hun mistede barnet havde hun en masse selvtillid og selvværd selvom hun tit var ude i lort til halsen. Nu havde hun intet og nærmest hadet sit liv.hun kiggede mod sandbakken da han skød efter den og den var væk kort sekund efter. Hun blev meget overrasket over det. Hun trak vejret dybt og begyndte og gå videre for og komme hurtigere ud af ørkenen. "Det bare svært og være Sakrefs datter. Man skal hele tiden bevise man kan noget specielt og kan kæmpe og så videre. Der er aldrig stunder hvor du kan føle, at du er dig selv. Og bare det at folk er imod hans love eller det han står for går det udover mig. Selvom jeg heller ikke selv er helt enig i nogle af de ting, men jeg angriber hverken ham eller nogen anden af den grund" sagde hun stille. Hun gik med rettet ryg. Man kunne tydeligt se på hendes krop, at den konstant var spændt og aldrig slappede ordentligt af.

han rystede på hovedet.
"det er ikke det jeg har hørt. jeg har skam allerede hørt angående dit lille stunt ved hospitalsfløjen idag. men jeg kan forstå hvor stort et press du er igennem. jeg er søn af Eluna'dals udvalgte. jeg blev givet til ham som en gave for hans opgave som beskytter af menneskeheden og lyset. det betyder dog ikke at jeg er guddommelig eller noget men jeg er skabt af Elona'dal. prøv at forestille dig det press. jeg ved godt du har været igennem lort. jeg har skam fået alt af vide om din fortid. men du bliver nød til at vælge nu og her. om du vil acceptere nederlag eller du vil rejse dig fra dine asker til et helt nyt dig. hvis du vælger at acceptere nederlag kan du lige så godt ligge dig her på sandet og vente på solen kommer op. jeg vil ikke stoppe dig eller noget." sagde han til hende imens han kiggede på hende.

Hun rullede med øjnene "Det stunt som du kalder det fortryder jeg ikke. Og fortryder langt fra det jeg kaldte min såkaldte far. Han er en morder og det kan han lige så godt indse som jeg kan indse mine fejl. At han så lyver for alle omkring os hvorfor mit barn skulle dø kan kunne ødelægge ham i sidste ende" hun var ligeglad med om han var enig eller ej. Hun sagde hvad hun havde på hjertet og længere var den ikke.
Hun vidste ikke hvor langt de havde gået eller hvor langt der var tilbage, men hun ville ikke stoppe mest pga af stædighed

Vincent var gået videre imens hun snakkede og så ikke ud til at stoppe.
"jeg ved godt du hader din far og der er mange ting man kan hade om ham. men dog skal du huske at ikke synke ned til hans niveau. mest af alt vil du bare ende som ham. løft dig selv op fra hadet og vreden, fra alt det negative og gå forbi det. find din balance inde i dig selv igen og du vil nå en mulighed. en mulighed for at blive stærkere. meget stærkere end noget din far kunne lære dig eller nogen andre kunne. du vil kunne komme og måle dig med min styrke. men det kræver at du er oppe for det her. at du vil selv kunne fjerne din vrede, og dit had." sagde han imens han gik.

Hun gik samtidig med, at hun havde snakket til ham. Hun lyttede stille til det han sagde. Hun gik og tænkte over det han havde sagt til hende. Han havde sådanset ret i det han sagde. Hun var dog usikker på sig selv om hun ville kunne klare det selv. Hun havde svært ved og kæmpe imod sig selv når hun blev vred og fik sine flip. Hun kiggede på ham imens hun gik "Det lyder meget fornuftigt det du siger og vil gerne videre i mit liv, men vil du så ikke hjælpe mig med og komme ovenpå?" hun kiggede spørgende på ham. Hun vidste ikke helt om han ville, men hun håbede inderligt, at han ville.

"det er derfor du er blevet sendt ned til os. for at du kan se lyset igen og komme ud af mørket. dog skal du ikke fornemme at det bliver nemt. vi skal starte med at kontrollere din vrede. når du først har fokus i dit kaos. kan vi begynde at arbejde videre med at få dig til at være i balance. fjerne din vrede og erstatte den med en følelse af balance. godt med ondt, lys med mørke." sagde han imens de gik videre igennem ørkenen. de måtte have været noget langt for det har følt som om de har gået i flere timer.

Hun vidste godt det ikke ville blive nemt for hende for og komme videre med sit liv. Hun havde lidt i lang tid og det havde været et helved og komme over det, men den største grund til det havde taget så lang tid var fordi hun ikke havde fået lov til og komme over sit tab. Hun vidste ikke hvad hun egentlig skulle gøre af sig selv for der var så meget i hendes liv der kunne skabe uro i hendes balance. Hun kggede lidt på ham "Ved det bliver svært for mig for jeg føler der er meget der kan flå mig ud af balancen, men ved også, at i vil hjælpe mig" sagde hun stlle og gk videre. Hun var ved og være godt træt af bare og gå og gå. Hvorfor kunne de ikke bare tage en hest eller i det mindste løbe lidt? Hun følte virkelig, at hendes krop var ved og være træt af og være i den samme bevægelse hele tiden.

Vincent nikkede til det hun sagde
"vi har i hvert fald metoder til at hjælpe dig. men det er i sidste ende din egen styrke der gælder om du klare det eller ej." sagde han og kiggede lidt op på himlen som om han prøvede at læse stjernerne.
efter lidt tid så vendte han sig imod Rafaela.
"vi bliver nød til at løbe det sidste af vejen ellers ender vi med at være fanget i ilden fra solen." sagde han hurtigt til Rafaela og med det samme gik i spurt. han var faktisk utrolig hurtig. hans kappe blæste bagud som han løb over ørkensandet som var der en vild vind foran ham. selv med den hastighed han var med så, så han ikke ud til at blive udmattet af det. det ville kræve Rafaela's fulde hastighed for at kunne følge ham.

Hun lyttede stille til det han fortalte imens de gik. Hun trak vejret tungt. Hun kunne allerede forestille sig, at de næste mange år ville hun tilbringe hos sin fætter og onkel. "Ergo jeg er først færdig hos jer når jeg er 1000 år?" sagde hun lettere drillende for og få lidt sjov i sit liv og for, at få humøret op på sig selv.
Hun kiggede lidt på ham da han vendte sig om imod hende. Hun nikkede stille til det han sagde. Endelig skulle de andet end blot gå. Hun begyndte selv og løbe. Hun havde ikke opdaget, hvor hurtigt hun egentlig kunne løbe efter hendes krop havde ændret sig. Hun kom dog hurtigt ind på ham da han havde haft en del forspring da hun lige skulle igang med og løbe og komme op i fart. Hendes hår flagrede bag sig og hendes fødder rørte dårligt nok jorden imens hun løb.

han vendte sig imod hende imens de løb.
"måske. det gælder jo om viljestærk du er" sagde han med et smil. det var et lille smil men han smilte faktisk.
"kan du følge med?" spurgte han. hvis det var at hun sagtens kunne følge med så kunne han godt sætte farten op

Hun lyttede stille til det han fortalte "Ja, men jeg ved squ ikke med mig selv længere"[/b svarede hun blot og fortsatte med og løbe. Hun følte ikke selv, at hun var træt overhoved og følte, at hun masser af energi hun skulle brænde af. Hun smilede stille og begyndte og løbe hurtigere så hun var nogle meter foran ham [b]"Nej det kan jeg ikke du må løbe langsommere" svarede hun stille og grinte imens hun løb hurtigt. Hun håbede lidt, at han var som Melvin for hun savnede virkelig Melvin og hans nærhed.

Vincent kunne tydeligt se at Rafaela var ved at blive træt så han løb op på hende og tog fat under hendes ben i farten og fik holdte hende i sine hænder. han var meget stærk så det påvirkede ham ikke.
han var skam den sjove og holdte meget af nærvær men han er mere professionel end Melvin ville være. samt er Vincent ikke så glad for at åbne op til folk.
det er dog forståeligt med hans baggrund

Hun havde ikke fået trænet sin nye styrke særligt meget da der havde været meget andet i vejen. Hun skreg kort da han pludselig kom løbende og løftede hende op i sine arme. Hun puttede sig ind til ham imens han løb med hende i sine arme. Man kunne godt mærke på hende, at hun var blevet mere tryg i hans nærvær. Hun lukkede sine øjne og begyndte og føle trætheden nærme sig. Hun kiggede op på ham "Hvor langt er der tilbage?" spurgte hun stille. Hun ville gerne se sit nye hjem og sit nye værelse. Hun havde ikke sovet alene i over et år for enten havde hun sovet inde ved Sakref eller også Melvin. Hun troede ikke en gang på, at hun kunne sove alene længere.

Vincent trak på skuldrene.
"vi nærmer os snart byen. du vil kunne se den efter denne bakke." sagde han og i sin hurtige fart så sprang han op i luften og hoppede så højt at de hoppede over bakken.
foran dem kunne de nu se en kæmpe stor by længere fremme som var bygget på en kæmpe oases

Hun lyttede stille til det han sagde "Okay. Trænger bare til og hvile mig ordentligt" svarede hun kort. Hun holdt fast om hans hals da han pludselig sprang højt op i luften. Hun vidste ikke hvad han havde gang i overhoved, men hun vidste heller ikke hvordan det ville være det nye sted. Hun puttede sig ind til ham imens hun kiggede hen imod byen. Den så meget smuk ud, men var den lige så smuk som den så ud?

efter en god lang løbetur så nåede de endelig hen til byen.
der var en enorm stor mur der dækkede byen og da de kom ind i byen kunne man tydeligt se at byen stadig var godt igang. butikkerne var stadig åbne og kroen så ud til at være fyldt.
"det er fint. men du kan gå det sidste stykke medmindre du ikke har styrke nok. du får forresten valget om at sove for dig selv og se om du kan og hvis ikke så må du komme ind til mig og sove." sagde Vincent og smilte et venligt smil. han var ved at åbne op for Rafaela men han ville stadig være seriøst når det galte

Hun kiggede rundt i byen da de var kommet ind i den. Hun syntes byen så smuk ud. Hun begyndte stille og roligt og gå ved siden af ham da han satte hende ned. Hun lyttede stille til det han sagde imens hun kiggede på ham. Så hun havde valget og sove med ham eller på sit eget værelse. Hun vidste ikke helt hvad hun skulle vælge "Hvor langt væk fra mit værelse sover du?" spurgte hun nysgerrigt. Hun ville gerne vide, hvor hun skulle gå hen, hvis hun ikke kunne falde i søvn eller vågnede om natten og ikke kunne sove igen eller bare manglede noget tryghed.

de gik ned af gaden som var belagt med sandsten.
"mit værelse er lige ved siden af gæsteværelset. så du burde kunne finde det nemt." sagde han roligt og uden et udtryk i ansigtet imens de gik ned af vejen.
solen var ved at stå op og varmen var langsomt begyndt at komme tilbage til området. heldigvis så ville sandet ikke brænde her i byen som den ville i ørken da oasen er beskyttet på en måde.
de stoppede op foran en fin villa som lå oppe i det fine distrikt. det lå meget tæt på slottet.
"det er så her vi bor. og det kommer til at være dit hjem i det næste stykke tid" sagde han og åbnede døren. han holdte den åben for hende så hun kunne komme ind.
selve huset udefra var meget stort og smukt pyntet med planter og eksotiske billeder.
inde i huset var der pyntet med et fint blåt tæppe som dækkede gulvet. det var havblåt og var pyntet med stjernebilleder og lignende. væggene havde flotte billeder og møblerne så meget antikke ud.

Hun lyttede stille til det han sagde. Det overraskede hende lidt, at deres værelser var tæt på hinanden. Hun nikkede dog blot til det han sagde. Hun kiggede undersøgende rundt omkring sig. Det var noget helt andet, at se end Doomsville var. Hun kunne ikke sætte ord på hvordan forskellen var og se de 2 steder.
Hun fulgte stille med ham indtil han stoppede ved en stor villa. Det var noget helt andet end et slot eller en lille lejlighed eller et lille hus. Hun var spændt på og se, hvordan de havde indrettet deres hjem for hun var van til et meget mørkt og dystert tema i alle rummende. Selv hendes eget værelse på slottet var mest sorte og mørkelillae farver. Hun gik stille og roligt ind i huset og blev overrasket over, at det ikke var et mørkt og dystert tema. Hun var helt mundlam over hvor stor en forskel der var "Her er pænt" var det eneste hun kunne tvinge ud af sine små fyldige læber.

Vincent smilte af hendes kommentar.
"det var godt at høre. min far er ikke glad for det dystre tema som din far bruger. min far er mere til de lyse og varme farver. hvilket er måske en af årsagerne til at han flyttede til Sunfury City en by hvor solen skinner meget længe" sagde han med et smil.
han så et stykke papir på bordet og samlede det op.
"okay min far har været nød til at ordne nogle ting så han kommer ikke hjem før imorgen. så du kan se dette som dagen hvor du kan vælge at gøre hvad du har lyst til. du kan tage i byen og opdage lidt af området eller du kan vælge og blive her og hvile dig. men hvis du tager ud så husk at have dit sværd i nærheden for kan godt være det er en smuk by men der findes stadig skumle typer." sagde Vincent og havde vendt sig imod Rafaela.

Hun lyttede stille til det han sagde "Her er også smukt. Det bare en helt anden verden end det jeg plejer og se. Men der skal heller ikke så meget til for og overgå det man set i Doomsville" sagde hun stille. Hun kiggede lidt på Vincent. Hun ville lære ham bedre og kende. Hun ville have en fast støtte punkt det nye sted, en hun kunne være tryg ved. En hun stollede på og det var hun nød til ved, at lære dem og kende. Hun ville nu også gerne se sit nye hjem an. Hun lyttede stille til det han lavede "Hvis det ikke er for meget forlangt kunne jeg godt tænke mig og se resten af huset og lære dig lidt bedre og kende" svarede hun stille

han trak på skulderen.
"jeg kan godt vise dig rundt. men jeg er dog ikke glad for at dele min fortid men hvis der er ingen måde jeg kan slippe for det så kan jeg fortælle det som du synes er vigtigt" sagde han og gik imod entreen.
han tog sin lange røde kappe af og hængte den op. han var muskuløs kunne man se på hans form men han var ikke stor i størrelse. han var meget tynd og så meget adræt ud.