The Lost One and the Future Heir - Rafaela

Vincent tog sig ved hagen.
"hvad med at vi så går ned i byen og tager ned til smeden. det kan være han har nogle våben som er bedre for din kampstil" sagde han og kiggede på hende.
det ville være bedst for hendes træning at hun lærte en kampstil hun var behagelig med som hun kan starte med at mestre. så har hun også en udgangspunkt med fremtidige kampmetoder.

Hun gik hen til ham og lyttede "Jeg troede du sagde at jeg skulle holde fri resten af dagen" sagde hun flabet med et smil på sine bløde læber. Hun gik tilbage til ham og rakte ham katanaean "Men det kan vi godt du bestemmer jeg følger bare efter" hun havde stadig til tider problemer med og skulle være selvstændig siden hun var blevet behandlet som slave i flere måneder. Hun kiggede rundt i haven og snuste duften af de forskellige blomstre ind. Her var så skønt at være ude i haven. Hun kunne være der i timevis når solen var fremme.

han slog skaftet af katana sværdet imod hendes brystkasse.
"du kan gøre hvad du har lyst til. bare fordi jeg spørger om vi skulle er ikke ens betydende med at du er tvunget. stå op for dig selv. hvis du ikke vil afsted så sig det." sagde han med et alvorligt blik. man kunne tydeligt se at han var ikke glad for at hun bare havde sagt ja fordi hun ikke turde stå op for sig selv.

Hun fik et chok og så forskrækket på ham da hun mærkede skaftet ramme hendes brystkasse. Hun lyttede stille til det han sagde. Hun var overrasket over, at han reagerede sådan på hendes drilleri. Hun bed sig usikkert i underlæben "Det var bare for sjov. Mente ikke noget af det jeg sagde Vincent" man kunne tydeligt høre på hende at hun var blevet forskrækket over oplevelsen. Hun bed sig i underlæben og kiggede ned i jorden "Jeg vil gerne med Vincent" sagde hun lavt

Vincent sukkede og tog en dyb indånding.
"undskyld Rafaela, det er ikke meningen at jeg skal virke kommanderende og jeg ved også godt det første var en joke. men jeg kunne se på dig at du overgav fordi du følte dig undertrykt og det er ikke meningen at du skal føle det hos mig. du skal vide at dit ord har lige så meget betydning som mit og derfor er det vigtigt at vi allesammen kan enes og ingen føler sig undertrykt. det vil heller ikke hjælpe din træning til at finde balance ved at føle dig undertrykt, du skal lære følelsen at være fri for krav og at alting er noget du skal gøre ud fra din egen fri vilje fordi du selv synes det er rigtigt ikke på grund af andre synes det. ikke engang din egen far skal have den magt." sagde han og kiggede på hende med et udtryk der viste at han mente sin undskyldning.
det var meningen at hun skulle lære at være fri og tage sine egne valg og beslutninger ud fra hvad hun selv mente var bedst. hvis hun ikke lærte det så ville hun aldrig finde ro og derfor aldrig finde balance i sig og det ville føre til at hun ville ende med at være hårdt såret af sig selv eller i værste tilfælde ville hun kunne dø af det.

Hun bed sig i underlæben og kiggede ned i jorden. Hun lyttede stille til det han sagde. Hun vidste ikke længere hvordan man var fri. Hun kendte ikke til andet end at andres ord vægtede mere end hendes og at hun skulle gøre det andre mente hun skulle og ikke omvendt. "Det er nemmere sagt end gjort. Har ikke gjort andet i lang tid end gøre hvad der blev sagt og at jeg skulle tige stille og kun lytte og svare når jeg blev spurgt om noget" man kunne godt høre på hende at hun følte sig forkert på det hele. Hun kiggede op på ham med et blik der viste tegn på at hun var forvirret men også ked af, at hun gjorde præcis det modsatte af hvad Vincent forventede "Jeg er ked af at jeg gjorde det modsatte af hvad du forventede er van til og skulle gøre alt det folk forventer af mig" fortalte hun stille

Vincent smilte til hende et beroligende smil og lagde stille en hånd på hendes skulder.
"hør, ingen her tvinger dig til noget, selv her hvor jeg spørger om vi skal tage ned til smeden og kigge på våben er det stadig dit valg i sidste ende, og det er det du skal huske, du er ikke tvunget til noget, du er dog forpligtiget til at gøre ting som fx at hjælpe til i huset som jeg har allerede sagt til dig, men du vælger selv hvordan du hjælper til og du vælger selv hvad vi gør for dig er værd." sagde han med stadig et venligt smil.

Hun smilede stille og til ham da han lagde en hånd på hendes skulder. "Jeg er bare så forvirret for alt er så nyt for mig og det, at rejse jeg ved ikke hvor langt væk for, at komme til et andet sted. Jeg har vel bare mest og alt brug for og slappe af og vænne mig til det nye sted her Vincent" sagde hun stille og kiggede op på ham. Hun vidste bare ikke hvordan hun ville slappe af. Det hele var forvirret oppe i hendes hoved og hun følte, at hun havde brug for, at der var nogen som lige bestemte hvad hun skulle for og dæmpe det ned.

han klappede hendes skulder og langsomt slap.
"hvad siger du så til at vi venter med at tage til smeden til imorgen. så kan min onkel også komme med. så kan du gå op og få hvilet dig lidt eller slappe af herude i haven. du må også være udmattet efter den lange tur hvor vi gik hele aftnen og natten med." sagde han med et smil.
"hvis du har brug for mig så vil jeg være oppe på mit værelse og tage en lur. du kommer bare ind hvis der er noget" sagde han med et smil og gik indenfor igen.

Hun smilede stille til ham og nikkede til det han sagde. Hun følte sig udmattet, men det var mest fordi at der var så meget kaos oppe i hovedet på hende så det generede hende en helt del. Hun var sjovt nok ikke sulten eller tørstig som hun elers plejere og være på denne tid af dagen. Hun kiggede efter ham da han gik ind på sit værelse. Hun gik hen til springvandet og lagde sig på det varme græs og lukkede sine øjne. Hun lyttede til vandets rolige brusen og slappede af. Hun faldt dog aldrig i søvn. Hun manglede nogen til og nusse hende på ryggen og i håret. Hvorfor var Melvin ikke taget med? Hun havde behov for ham. Hun savnede hans omsorg for hende
Da hun havde ligget i græsset i noget tid valgte hun og gå ind i huset og listede sig ind på Vincents værelse og lagde sig ned ved siden af ham

Vincent var ikke faldet i søvn endnu da Rafaela kom ind.
han lå i sengen under en meget tynd dyne og læste en bog. hans arm som var forbrændt var dækket af bandage som gik fra hånden og hele vejen op til skulderen. og så sad han af hvad det så ud til helt nøgen i sengen men hun kunne ikke se om han havde undertøj på under dynen.
hans overkrop var meget muskuløs og godt tegnet men var blevet fyldt med store ar fra både knive, sværd, skudsår fra pile og pistolskud og oveni købet rivemærker og bidemærker fra flere forskellige slags dyr. man måtte sige at Vincent har jagtet mange ting siden han havde så mange ar.
han lagde bogen på sit skød da Rafaela kom ind.
"noget galt Rafaela?" spurgte han med et let bekymret blik.

Hun rystede på hovedet og satte sig hos ham "Jeg kan bare ikke finde ro på mig selv. Føler mit hoved er ved at eksplodere og kan bare ikke slappe af. Melvin plejede og ku få mig til og slappe af, men han er her jo ikke så tænkte det nok var bedre jeg kom ind til det istedet for og blive vanvittig af mine tanker og min hjerne der ikke kan finde ro" svarede hun stille og lagde sit hoved på hans skuldre. Hun vidste ikke om hun kunne tillade sig og bede ham om og nusse hende i søvn.

han spurgte ikke længere ind til det. han nikkede bare til hendes forklaring og lagde sig ned så han lå ordenligt så hun kunne lægge sit hoved op på hans skulder ordenligt uden det gjorde ondt på ham eller hende. han lagde automatisk sin hånd op på hendes hoved og begyndte langsomt at nusse hendes hår. det så ud til at han var vant hvordan han skulle behandle kvinder rigtigt

Hun smilede stille til ham og lagde sig ved siden af ham. Hun puttede sig tæt ind til ham og man kunne tydeligt mærke på hende at hun var en pige som søgte meget efter og få tryghed og nærhed. Det havde været et problem for hende siden hun mistede barnet for lidt over et år siden hun fik det fjernet. Melvin og Sakref havde været hendes støttepunkter. Hun lukkede sine øjne og blev hurtig rolig da hun mærkede hans hånd nusse hende i håret "Tak for at du vil hjælpe mig" sagde hun stille. Hun vidste ikke hvordan han havde det med det, men hvis han ikke havde det godt med det måtte han jo sige det til hende

han smilte til hende.
"det var så lidt, jeg ved hvor hårdt du har det lige nu med alt hvad der er sket og jeg kender selv følelsen til at søge efter nogen at støtte op i og forhåbenligt så vil du i fremtiden kunne sove for dig selv uden behov for støtte når du er blevet stærkere og mere selvsikker." sagde han stille og nussede hendes hår og nakke.

Hun lyttede stille til det han fortalte "Det er vel bare en meget dårlig vane det sidste årstid har jeg enten skulle sove hos min far eller hos Melvin" hun prøvede og skubbe det væk fra sig at det var hende der egentlig var problemet selvom hun inderst inde godt vidste at det var hende der havde et problem med sig selv end hvad hun ville indrømme. Hun lukkede sine øjne og nød at han nussede hende i håret og i nakken. Hun blev roligere og roligere i hele kroppen og søgte mere nærkontakt til ham "Det kan vel også bare være en dårlig opdragelse for sådan har hele familien det egentlig nu jeg tænker over det" sagde hun stille imens hun så småt var ved og døse ind i en tungt og tryg søvn

han forsatte med at nusse hendes hår blidt.
"du er nød til at indse at dine handlinger og din opførsel har intet af gøre med din opdragelse, dine forældre eller dit miljø, du vælger selv hvordan du vil være og du vælger selv om du vil gøre sådan, så vend ikke og sig at alle problemerne kommer udefra men kig indvendigt efter svarene" sagde Vincent roligt og blidt.

Hun lyttede til det han sagde "Men det havde været tvang det sidste år" svarede hun stille. Hun puttede sig ind til ham "Jeg har bare haft brug for og føle mig accepteret og at nogen er der for mig for har ikke følt mig accepteret som person kun kropsmæssigt." fortalte hun stille. Hun lukkede sine øjne og faldt hurtigt i søvn. Hun borrede sig ind til ham.

inden han kunne nå at sige nået så opdagede han at hun var faldet i søvn.
han forsatte bare med at nusse hendes hår indtil han selv faldte i søvn.
der gik lang tid før de vågnede igen og på det tidspunkt var det nat.
der var lyden af en dør der gik op nedenunder og nogen som kom hjem. det var tunge fodtrin som var det en som var meget stor og tung.

Hun sov tungt imens hun lå tæt ind til ham hele tiden. Hun ville ikke for langt væk fra ham imens hun sov.
Hun vågnede efter et godt stykke tid og kiggede rundt omkring sig. Vincent sov stadig da hun vågnede. Hun gik hen til vinduet og kiggede ud af der. Det var nat. Månen lyste udover hele haven. Haven så smuk ud i månens lys. Hun hørte nogle trin nedenunder. Hun blev nysgerrig og gik ud af Vincents værelse og hen ad gangen indtil hun kom hen til trappen der førte bed til en større gang. Hun kiggede ned af trappen men kunne ikke se nogen overhoved. Hun trak vejret dybt og gik ned ad trappen og kiggede rundt for og sikre sig der ikke var nogen som ville angribe hende. Hun bed sig usikkert i underlæben imens hun gik ned af trapperne

der var et kraftigt lys inde fra stuen som var selve solen derinde. samtidig var der stadig de tunge fodtrin der gik rundt.
hvis Rafaela prøvede at kigge ind i stuen ville hun være blindet i starten i de første halve minut før hun vil se en høj mand med fuld gylden rustning på der var dækket med farven guld og hvidguld. han havde en stor hammer i hånden som var double så stor som en muggert og selve hammerhovedet var på størrelse med en persons krop. den var pyntet med guld og symboler.
han havde på sin side hængende en bog der var dækket med gyldne symboler.
han havde en lyseblå kappe på som så ud som om den aldrig var blevet brugt. faktisk så lignede det som om hans rustning aldrig nogensinde har været skadet.
han havde ingen hjelm på så man kunne sagtens se hans ansigt.
så ud til at være en ældre herre. hans hår var gyldent som det fineste guld og hans store fuldskæg var lige så gylden. han havde et venligt smil imod Rafaela og havde de smukkeste blå øjne.
"Ah du må være Rafaela. jeg undskylder jeg ikke kunne være her da du kom men jeg havde en vigtig opgave. jeg er din onkel Makkadin Morladin" sagde han og stillede sin hammer ned på gulvet.
det gav en kæmpe rystelse i hele jorden som var en elefant vældet lige ved siden af hende hvorefter han gik hen til hende med åbne arme og gav hende et stort kram.
han var nået højere end Rafaela. selvom hun havde vokset en del under sin sidste mutation.

Hun kiggede ind i sofaen, hvor lyset blindede hende. Hun brummede lavt for sig selv da hun ikke kunne se noget. Hun blinkede med øjnene nogle gange for og kunne se ordentligt igen. Hun gik ind i stuen og kiggede undersøgende på den store mand som stod derinde. Hun havde aldrig set ham før og han lignede heller ikke nogen hun havde set før så man kunne tydeligt se på hende, at hun undrede sig over, hvem han var.
Hun lyttede stille til det han sagde og nikkede "Ja jeg er Rafaela og det er helt i orden Vincent har taget godt imod mig og det rart at endelig møde dig øhm..." hun vidste ikke om hun skulle kalde ham onkel eller hvad hun skulle kalde ham. Hun blev lidt overrasket da han kom hen til hende og gav hende et kram.

det var som om hele hans aura var en rensende aura for alle onde følelser og tanker. som en kæmpe bølge der vaskede alt snavs væk fra hendes sjæl. hvad hun ikke vidste var at han er menneske men er født med en sjæl fra en ærkeengel. det betyder at han er det reneste og stærkeste menneske der findes og er den stærkeste Paladin og Lysmagiker der findes.
"det er også dejligt at møde dig Rafaela. jeg kan se på dit ansigt at din far nok ikke har fortalt meget om mig så jeg kan forstå hvis du synes det her er lidt underligt. men hvis du har nogle spørgsmål må du endelig sige til." sagde han med det venligste, mest reneste smil der fandtes hos nogen. der var ikke en eneste urenhed på hverken hans hud eller noget som helst. ikke engang tegn på at han skulle være lige så gammel som Sakref også selv om at han var menneske.

Hun vidste overhoved ikke hvordan hun skulle reagere. Normalt ville folk sige hun var uopdragen eller et hængetræ, men nu var hun helt paf. Hun vidste dårligt nok hvem han var. Hun stod lidt og tænke over hvordan hun skulle reagere eller hvad det var hun skulle sige til ham "Han snakker aldrig om jer overhoved så ja det er meget underligt, men der er en del der undre mig og det er, hvorfor har i aldrig besøgt os? Hvorfor snakker ingen i familien om jer og hvad skal jeg i grunden kalde dig?" hun var virkelig forvirret og det kunne man høre på hendes stemme.

Makkadin grinte lidt for sig selv.
"jeg kan ikke svare på vegne af din far eller din familie om hvorfor de ikke har fortalt om mig men jeg kan sige så meget at årsagen til at vi ikke har besøgt jer er på grund af problemer i verden. jeg er ærke-Paladin og derfor har mange opgaver. men ingen af mine opgaver har vendt mig imod Doomsville City. men det er ikke ens betydende med at jeg ikke vil have besøgt jer. men der er mange ting der spiller ind Rafaela. og jeg skal med glæde fortælle det hele. i god tid. men du kalder mig bare hvad du har lyst til. om det er onkel Makkadin eller bare Makkadin er noget du selv helt vælger." sagde han med et stort smil.
Rafaela må snart kunne mærke hvordan Makkadins tilstedeværelse renser hendes krop for onde følelser og tanker og hvordan det hiver hendes gode side op.
det er en af årsagerne til at han er så stærk. bare hans tilstedeværelse er nok til at få hans fjender til at bede om ærlig tilgivelse for deres handlinger som har været druknet i ondskab