The Lost One and the Future Heir - Rafaela

det gik direkte i Vincents lem. det gjorde at den var stiv på et kort sekund. han var lidt i chok over at høre de ord komme fra hendes mund men han vidste også godt hvorfor hun havde det sådan.
"med glæde" sagde han med et frækt smil og spredte hendes ben. han kunne tydeligt se at hun var våd og klar og ikke behøvede forspil.
han satte sin lem imod hendes indgang og i et stød var han trængt ind og kommet til bunds. hvorefter han begyndte at kneppe Rafaela i lange hårde stød.

Hun var nærmest lykkelig over, at han ville gøre det for hende. Det var trodsalt hans skyld, at hun havde fået det på den måde som hun havde det selvom hun ikke direkte vidste det. Hun smilede frækt til ham imens hun lagde sit hoved let på skrå. Hun stønnede kort da hun mærkede, at hans lem blev presset helt i bund. Hun nød det. Det var som var det en julegave hun lige havde fået. Hun nød ham hver gang han rykkede hårdt indeni hende og hun nussede ham på brystkassen og hev ham af og til i håret.

han blev træt af at blive hevet i håret så han holdte hendes ene hånd op imod sengen imens den anden tog og masserede hendes bryst. han begyndte at øge tempoet og begyndte selv at stønne. både på grund af nydelse og fordi han brugt energi på bevægelsen.
han synes hun føltes mere våd. var Drageurt virkelig så kraftig? havde han vidst det så havde han prøvet det lidt oftere på de draconianere han har mødt. mest for sjov.

Hun vred sig som en gal. Hun blev dog lidt overrasket over, at han holdt hendes hænder imod sengegavlen så hun ingen jordisk chance havde for og komme til hans hår. Hun stønnede højere og højere og vred sig mere og mere af ren nydelse. Hun løftede st hoved for og komme tættere på hans ansigt for og kysse hans fyldige læber.

han gav hende dybe og inderlige kys som langsomt udviklede sig til at snave. imens forsatte han med at pumpe hendes indre med sin lem og langsomt øgede tempoet. han tog også lidt hårdere fat på hendes bryst men uden at det skulle gøre ondt. samtidig begyndte han også at lege med hendes brystvorte.

Hun fortsatte med og kysse ham inderligt og gengældte hans snav. Hun elskede og være sammen med ham. Hun gjorde, at hun følte sig tryg ved hans nærkontakt.
Da de var færdige og Rafaela var kommet i ro igen puttede hun sig ind til ham og lagde sig til, at sove kort tid efter da hun var drænet for energi.

Dagen efter vågnede hun meget tidligt og var stået op. Hun gik ud i haven og nød solens stråler ramme sit ansigt og varme hende op. Hun havde lyst til og træne, men hun vidste ikke helt, hvad det egentlig var hun skulle træne. Vincent havde sovet da hun vågnede, men om han havde vågnet da hun listede ud af værelset vidste hun ikke.

Der gik lidt tid før Vincenh vågnede men til gengæld havde Makkadin været vågen længe.
"godmorgen Rafaela. Har du sovet godt?" spurgte Makkadin.
Det var faktisk ikke kun Vincent der skulle træne hende men også Makkadin

Rafaela sad på trappen og kiggede rundt i haven. Hun syntes virkelig havem var smuk. Nok var den stor, men den var ikke så stor som den på slottet, men denne have var mere hyggelig og være i syntes hun selv. Hun kiggede på sin onkel og smilede stille til ham "Godmorgen onkel, ja jeg har sovet fint. Hvad med dig?" spurgte hun stille. Hun havde sådanset ikke fået noget og spise eller drikke i over et døgn, men hun følte ikke nogen trang til noget og spise eller drikke for hun var van til og lade være med og spise og drikke i flere dage.

han smilte.
"det har jeg. har du fået noget morgenmad?" spurgte han nysgerrigt.
det nyttede jo ikke at hun trænede hvis hun ikke har haft noget at spise.
Makkadin var klædt nogle simple klæder. ikke noget fint eller fornemt.

Hun kiggede stille på ham og rystede derefter på hovedet. Hun havde ikke haft lyst til og spise noget, men hun følte heller ikke nogen sult "Nej det har jeg ikke onkel. Har ikke spist noget siden forgårs, men jeg er heller ikke særligt sulten" fortalte hun stille. Hun vidste ikke om han havde hørt om de gange, hvor hun havde nægtet og spise noget i lang tid, men det håbede hun lidt, at han ikke havde for ellers ville hun sikkert blive tvangsfodret som hun var blevet der hjemme på slottet de gange det skete og det blev opdaget der.

Makkadin kløede sit skæg og tænkte.
"tja hvis du ikke vil have noget af spise kan jeg måske overtale dig til at tage et glas vand fra vandet i brønden? det vil hjælpe med at rense din krop for dårlig energi og fornye din krop og helbred." spurgte Makkadin og smilte til hende.
han var selvfølgelig bekymret men han ville ikke tvinge hende til at spise mad. han håbede bare hun ville gå med til at tage lidt af drikke for at holde hendes helbred oppe.

Hun sad stille og lyttede til det han sagde til hende. Hun følte sig nu heller ikke specielt tørstig måtte hun indrømme. Hun rystede lidt på hovedet og smilede venligt til ham "Ellers tak onkel, men føler mig heller ikke særligt tørstig, men skal nok tage noget og drikke når jeg føler, at jeg har behov for det" sagde hun stille. Hun vidste inderst inde, at det var en stor fed løgn hun kom med, men hun havde det for dårligt med sig selv og det der skete omkring hende til, at tanken om mad og drikke ikke var der overhoved og lysten var endnu længere væk.

Makkadin nikkede forstående.
"jeg vil ikke tvinge dig til noget som du ikke vil. men forstå en gammel mands bekymring. men nok om det. du kan tage noget af drikke når du ønsker det. men indtil da hvis du har lyst så kan jeg undervise dig lidt i kamp." sagde han med et smil.
han ønskede ikke at tvinge hende til noget men han var bekymret for hendes velvære. det nyttede jo ikke at sulte og udhungre sig selv for det ville kun føre ting triste personer og at man bliver sengeliggende fordi man bliver syg.

Hun lyttede stille til det han sagde og nikkede lidt, men et smil bredte sig på hendes læber da han hentydet til, at han var en gammel mand "Hvem er en gammel mand?" sagde hun drillende og smilede stille til ham. Hun sad lidt og tænkte over om hun ville lade ham træne hende. Hun nikkede stille og rejste sig op "Det må du meget gerne" sagde hun stille og gik hen og krammede ham stille.

Makkadin grinte et kort grin.
"åh min pige du får mig til at smile og føle mig ung igen." sagde han og gik hen til et stativ med pinde og tog en hen til Rafaela og rakte det hen til hende.
"nå lad os starte med det basiske om kamp." sagde han og gik om bag ved Rafaela og tog hendes hænder imens hun holdte på pinden.
"hold godt fast og bare følg mine hænder og bevægelser. den første du skal lære at kende er at lægge styrke i din bevægelse. du løfter pinden over dit hoved men så du kan stadig se dine hænder og så slår du ned sådan her." sagde Makkadin og illustrede bevægelsen ved at bevæge hendes arme som han forklarede hende.
"prøv at sving nogle hundrede gange eller indtil du ikke kan mere. så du rigtig får bevægelsen ind i dig og du selv kan mærke hvornår du skal bruge krafter til at slå ned." sagde han med et smil og satte sig på en gammel træstol ved husets ydre mur.

Rafaela smilede stille til sin onkel. Hun havde blot været der nogle dage, men hun var allerede begyndt og få ro over sig selv. Hun grinte selv over, at hun fik ham til, at føle sig ung igen. Var det godt eller skidt? Hun kiggede efter ham da han gik hen til et stativ med nogle pinde. Hun vidste ikke helt, hvad han ville med dem, men hun stolede på, at han ville træne hende så hun kan klare sig selv og det, at kunne være til nytte når der ville være kamp eller andet. Hun vidste godt, at ingen havde tiltro til hende og så slet ikke efter alle de små stunts hun har lavet i løbet af tiden. Hun tog imod pinden da han rakte hende den og nærstuderede den kort. Hun holdt pinden med begge hænder og kiggede om på ham da han stillede sig bag ved hende. Hun kiggede på hans hænder for og se, hvor han placerede hendes og holdt øje med alt han gjorde. Det virkede nemt nok når han viste hende det. Hun nikkede forstående til til onkel og prøvede, at gøre det samme igen, men det hele føltes helt forkert for hende. Ikke naturligt, men det gjorde det vel aldrig når man prøvede noget nyt? Hun prøvede det nogle gange, men man kunne tydeligt se på hende, at hun blev mere og mere frustreret over, at hun ikke kunne gøre det rigtigt. Hun havde altid for høje forventninger om sig selv og hun kiggede hele tiden rundt på de bevægelser hun lavede og det gjorde hende sådanset mere frustreret og forvirret end nødvendigt. Efter hun havde prøvet 10 gange og det stadig ikke fungerede havde hun lyst til og knække pinden midt over. Vreden over, at hun ikke kunne finde ud af det lyste ud af hendes øjne. Hun stollede overhoved ikke på sin krop nok til, at lade hendes krop arbejde.

Makkadin så det og med det samme gik hen til hende.
"rolig min pige, jeg ved godt det føles forkert og det føles som om man gør det forkert. men lær bevægelsen og langsomt vil du blive bedre og bedre. det handler ikke om at være smart endnu eller selve bevægelsen. det handler om styrken bag slaget. du skal kunne lægge både din vægt og styrke i hvert eneste slag." sagde han og lagde sin store hånd på hendes kind og nussede hendes kind imens han smilte et varmt smilt til hende.
"jeg har et motto jeg lærte da jeg var på jorden. en stor kriger sagde den til mig. han sagde "jeg frygter ikke den mand som har lavet 50.000 forskellige slags slag, 1 gang. men den mand som har lavet 1 slags slag, 50.000 gange"" sagde Makkadin og lagde sin hånd på hendes skulder.
"prøv igen min pige og gør bevægelsen til en vane og gør den vane til en refleks." sagde han med et smil.

Hun sænkede armene og kiggede frustreret på sin onkel. Hun var frustreret over, at hun ikke kunne finde ud af det hele og samtidig med, at hun var vred på sig selv over, at hun ikke kunne finde ud af det. Hun plejede ellers, at være hurtig til, at lære nye ting, men dette syntes hun var virkelig svært for hende, at lære. Hun trak vejret dybt nogle gange imens hun lænede sit hoved imod hans hånd da han havde lagt sin store hånd på hendes kind. Hun blev langsomt roligere og lyttede til det han fortalte. Det var utroligt, hvor meget fornuft der var i den gamle mand, men han var alligevel god til, at fortælle hende, hvordan hun havde det uden hun skulle forklare ham det.
Hun undrede sig over, hvad jorden var for det havde hun aldrig hørt om før. Hun skrev sig det bag øret så hun kunne spørge ham ind til det senere i aften, hvor de skulle hygge sig. Hun var nemlig blevet nysgerrig over det. Hun stod og tænkte lidt over det motte han fortalte hende. Det lød meget fornuftigt det motto, men hvad betød det egentlig? Hun blev ved med, at tænke over det. Da det pludselig slog hende, at en person der kunne mange forskellige slags slag, men ikke trænet dem ordentligt var mindre farlig end en person som havde trænet det samme slag mange gange og var rigtig god til det slag og vidste hvordan det skulle udføres ordentligt.
Hun smilede efter lidt tid til sin onkel og nikkede til det han sagde. Hun ville begynde, at gøre slaget langsomt indtil det passede meget bedre til hende. "Tak for hjælpen onkel" sagde hun stille og begyndte og lave slaget langsommere og mere koncentreret så hun kunne få slaget ordentligt ind i kroppen. Hun lukkede sine øjne så hun bedre kunne fokusere på hendes krop og hvordan den arbejdede med slaget. Efter hun havde gjort slaget nogle gange med lukkede øjne begyndte slaget og sidde mere præcist og man kunne tydeligt se på hendes krop, at den var mere tilpas med slaget.

han smilte til hende
"det var så lidt" sagde han og gik tilbage til bænken.
han studerede nøje hvordan Rafaela trænede på. han lagde tydeligt mærke til at hun bedre kunne lære tingene ved at gøre bevægelserne langsomt og præcist. det gav ham også en tydelig ide. han manglede bare på at Rafaela blev færdig med sin træning i det bestemte angreb så han kunne forsætte hendes træning.
han tænkte over hvor lang tid Rafaela måske havde behov for at være her. om hun havde brug for nogle måneder. måske nogle år eller måske længere tid? det var han dog ikke så bekymret for. han kunne faktisk godt lide at Rafaela var her. det gav ham også noget til at arbejde med. han havde nemlig manglet længe noget at tage sig til. han søn var jo blevet en stor dusørjæger og der var meget fred i Sunfury så længe han var der. men han følte at han kunne gøre mere og det var lige præcis hvad han gjorde nu for Rafaela.

Rafaela blev ved med og lave den samme øvelse i et godt stykke tid. Hun havde ikke styr på tid eller sted. Hun trak vejret roligt og dybt så det var mere koncentreret. Hun øgede langsommere og langsommere farten i slaget og styrken i det. Hun kørte den samme fart og styrke i lidt tid, hvor hun derefter øgede farten og styrken i slaget et takt og fortsatte. Hun fortsatte med slaet i ca en halv time, hvor hun derefter stoppede. Hendes arme føltes som havde nogen hængt 2 elefanter fast i hver arm. Hun kiggede forpustet på sin onkel og gik roligt hen til sin onkel. Hun kiggede dog hen på brønden og fik lyst til og springe ned i det dejlige kolde vand. Hun satte sig på bænken hos sin onkel og så på ham "Hvordan synes du det gik onkel?" spurgte hun nysgerrigt. Man kunne godt se på hende, at hun skulle have en pause.

Makkadin smilte venligt til hende.
"det så ud til at gå rigtig godt. hvis du bare øver dig nogle par gange om ugen så burde den sidde perfekt. men jeg har noget andet som måske kan hjælpe dig." sagde Makkadin og rejste sig op og tog sin hammer med.
han stilte sin hammer ved springvandet og stilte sig foran hende.
"nu vil jeg lære dig noget som er også fra jorden. det er en måde at meditere på og samtidig er det en måde at forsvare dig selv uden våben. det bliver kaldt TaiChi." sagde han og stilte sig op med lidt spredte ben foran hende.
"gør ligesom mig og træk vejret langsomt imens." sagde Makkadin og begyndte at lave langsomme bevægelse. så langesomme men så præcise alligevel.

Hun lyttede stille til det han snakkede om hvordan det gik og hvordan hun kunne blive bedre. Hun nikkede forstående og så roligt på ham "Tak onkel det prøver jeg så" sagde hun stille og kiggede efter ham. Hun følte sig færdig som popsanger og det var kun formiddag. Hun kiggede stille på ham da han stillede sig foran hende. Hun lignede en der kunne lægge sig til og sove og bede ham gå ad helved til, men det kunne hun alligevel ikke få sig til. Han gjorde det jo for hendes skyld og ingen andres og hun ville sådanset gerne lære sig selv bedre kende og lære, at kunne forsvare sig selv. Hun rejste sig op og kiggede undersøgende på det han gjorde. Efter nogle få minutter stillede hun sig med let spredte ben og prøvede, at følge med i hans bevægelser. Hun trak vejret dybt og samtidig stille og roligt. Hun følte sig mere rolig og at hun havde mere kontrol over sin vejrtrækning.

han forsatte med den ene bevægelsesrække indtil han mente hun havde fået styr på selve bevægelsen og nu gik han hen til hende for at hjælpe hende med at være mere præcis med bevægelserne. men han var kun nød til at rette hendes hænder og ben og lignende engang imellem da hun klarede det godt.
da han mente hun var færdig så stillede han sig foran hende igen.
"kom du behøver ikke mere. du ser også ud til at være kvæstet. lad os gå ind og få noget af spise og drikke så du kan få en pause og så kan du tage med os ind i byen for at finde dig et nyt våben. du skal dog ikke købe det for smeden skylder mig nogle tjenester så du får specialt lavet et våben som gave fra mig" sagde han med et smil til hende.

Hun følte selv, at hun var ved, at have rimelig styr på det, men alligevel føltes det som om der var nogle fejl, men hun var utroligt glad for, at hendes onkel var der for, at hjælpe hende. Hun smilede stille til ham.
Da han sagde, at hun gerne måtte stoppe stoppede hun og gav ham et kram da han sagde, at hun fik våbenet som gave fra ham af "Tusind tak onkel"
Hun fulgte med ham ud i køkkenet og fik smurt sig et stykke brød og hældt et glas vand op til sig selv. Hun kiggede hen på sin onkel "Vil du også have et glas vand?" spurgte hun stille. Hvis han ville hældte hun også et glas vand op til ham og stillede det på spisebordet til ham. Hun satte sig overfor ham og begyndte, at spise sit brød og drikke af sit vand. Hun kiggede stille på ham "Onkel du nævnte tidligere noget om jorden. Hvad er det egentlig?" spurgte hun nysgerrigt.

Makkadin satte sig ned ved spisebordet.
"ja tak det vil jeg meget gerne have" svarede han som svar til hendes spørgsmål om vandet.
Da hun spurgte om jorden så var han lidt nød til at tage sig ved skægget.
"puha ja jorden. Det er en helt anden verden i forhold til den du nok kender til her. På jordnær er verdner befolket mest af mennesker. Der er kun meget få andre racer som enten lever skjult i verden eller lignende. Mennesket har nemlig aldrig haft særlig meget magi på jorden og i en længere tid blev alting som ikke var menneske som noget farligt og negativt. Til gengæld har de været den race som har haft mest potentiale af alle andre racer til at udvikle sig. Men jorden er neget anderledes i forhold til denne verden men alligevel er der så mange ting som der er fælles træk. Hvis du er heldig kan det være jeg kan vise dig jorden. Men du skal lige være advaret om at der er konsekvenser ved at gå igennem portalen." sagde Makkadin og tog en tår af sin vand. Jorden havde mange minder fra hans barndom og ungdom samt meget af hans liv. Det var der han var født og det var der han har levet mest ved at beskytte menneskeverden. Men nu var hans opgave lidt stoppet.