The Lost One and the Future Heir - Rafaela

Imens hun sad ved spisebordet og spiste sit brød lyttede hun stille til det hendes onkel fortalte om jorden. En helt anden verden? Fandtes der andre verdner end lige denne som de levede i? Det lød meget spændende syntes hun, men det, at andre racer end menneskene blev set som noget farligt forstod hun ikke helt og alligevel, hvis nu der var flere vampyre, skyggevæsner eller dæmoner på jorden end de troede ville hun nemt kunne forstå det. De racer var også nogle af dem som var mest frygtet end de andre. Draconianerne var ikke frygtet i denne verden, men det var sikkert fordi de holdt sig mest for sig selv og var en rolig race selvom de kunne blive til en gigantisk drager. Hun undrede sig ikke over, at der var konsekvenser ved, at tage igennem portalen, men hun ville gerne se, hvordan andre verdner fungerede end den hun kendte. Måske passede hun bedre ind der selvom hun var en draconianer der gik med dragehale konstant, men det kunne de vel være ligeglad med ikke? "Onkel hvorfor er det andre racer er frygtet der? Hvad er konsekvenserne ved, at tage igennem portalen for synes det lyder virkelig spændende, at se hvordan menneskene kan gøre en verden til noget uden den store hjælp fra andre racer og det vi andre kender til" man kunne tydeligt høre på hende, at hun faktisk syntes, at det var spændende. Det var sjældent hun syntes af nogle historier var kedelige, men det, at se den verden hendes far og onkel kom fra virkede spændende eller nok ikke lige det med dem, men det, at menneskende havde udviklet sig mere på jorden? Endde havde gjort i Underworld.

Makkadin smilte af hendes nysgerrighed.
"menneskerne har en konstant frygt for nye ting. og især over for ting som de ingen kendskab har overfor eller for noget som de ikke kan selv. det hjalp især ikke at menneskerne er stærkt religiøse. de tror på mange forskellige ting de mennesker men på en måde så er alting de tror det samme men med andre navne, ord og regler. dog en ting man frygtede for var "de onde". dem de mente var onde er folk som havde en svag mængde magi. det var unaturligt for mennesker at have magi og derfor blev det set som ondskab og sort magi. det samme galte også for de væsener der kom til jorden. det er nemlig kun mennesker som er født rigtigt på jorden. andre væsener er senere kommet til igennem rifter i tid og rum eller ved portaler eller igennem inkantationer fra de folk som faktisk har magi. men de væsener som så kom til som måske ikke er så uhyggelige her i denne verden. ende meget ofte med at mutere eller have problemer fordi de så anderledes ud. selv drager blev længe set ned på som værende vilde og mytiske dyr." sagde han med et smil.
"på samme måde så har det konsekvenser at komme igennem portalen da du kan ende med at mutere. når du går igennem en portal til en anden verden bliver din krop delt op i meget små dele og så bliver de samlet igen på den anden side af portalen. men mange gange kan der være små ændringer i hvordan du bliver sat sammen så måske har du pludselig horn eller vinger eller din hudfarve er anderledes. det er forskelligt fra person til person." sagde han med et smil.
"men jeg kan fortælle dig mere om menneskerne og hvordan de har udviklet sig en anden gang. nu skal vi ned og bestille dit våben du vil have og måske kigge på noget udstyr til dig." sagde Makkadin og tog sin sidste tår af sin vand.

Rafaela lyttede nysgerrigt til det han fortalte om menneskenes verden som åbenbart hed jorden. Det lød stadig lidt underligt for hende, at der var andre verdner end den hun kendte til. Man kunne tydeligt se på hende, at det var noget som intresserede hende. Hun fik spist det sidste af sin mad og lyttede stille til det hendes onkel fortalte om konsekvenserne ved, at tage igennem portalen og begyndte, at grine og pegede på sin hale ""Det kan ikke blive være end alle de mutationer far har udsat mig for i de sidste års tid. Så oprindeligt ikke sådan her ud før kort tid inden jeg kom her hos jer" fortalte hun. Hendes hale lå ved siden af hendes stol og lovrede til siderne. Hun rejste sig op og tog hans glas og sit eget glas og tallerken. Hun gik hen til vasken og begyndte, at vaske tingene op. Hun ville gøre rent inden de skulle afsted da det var lige så nemt, at få det overstået end, at det skulle gøres rent bagefter.

Makkadin smilte og rystede på hovedet.
"det kan sagtens være værre. jeg kan fortælle dig så meget at din søster Zaela var skabt på jorden. men da hun kom blev hun delt op og på den måde blev din søster Surzi skabt. imens fik Bron dæmonhorn og lignende. det kan sagtens være værre. men ja de mutationer du har været igennem har heller ikke været småting men prøv at tænk på nogle af de gode ting som du har fået ud af det. ikke fordi jeg siger af hvad din far har gjort er rigtigt men se på hvad du har og ikke på hvad du kunne have." sagde han med et smil og gik hen og tog sin lange blå kappe på og sine store støvler på som så ud til at veje et ton. og så stod han og ventede stille på at Rafaela kom.

Hun lyttede stille til det han sagde. Han havde sådanset ret i det han sagde, men hun var efterhånden ligeglad med, at blive muteret. Hun havde oplevet det så ofte, at det halve var mere end rigeligt. Hun vidste sådanset heller ikke, hvordan ens krop ville reagere når man blev muteret så meget som hun var blevet det meste af hendes liv.
Da hun havde fået vasket op gik hun oven på og skiftede tøj til noget der var lidt varmere, at have på.
Hun gik ned til sin onkel og kiggede roligt på ham "Skal vi se, at komme afsted så vi kommer tilbage igen idag og ikke næste år" sagde hun stille. Det sidste var ment som en lille spøg.

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] (Undtagen våbnet)

Makkadin grinte.
"måske kommer vi hjem idag. måske kommer vi først hjem om et år. det vigtigste er at bare at komme hjem" sagde Makkadin med et glimt i øjet. var det en spøg han svarede tilbage med? eller var det et filosofisk spørgsmål? måske begge dele.
Makkadin åbnede døren og de gik ud på den varme gade. de gik ned igennem byen som var fuld igang med at have liv i sig. butikkerne havde åbnet for længst og vejret var solrigt som altid. jo længere ned i byen de kom jo tydeligere blev lyden af en hammer der ramte metal igen og igen i en rytmisk gang.
de kom hen til smeden som var fuld igang med at hamre løs på metal og lave våben og rustninger. væggene var dækket med våben af alle slags typer og former og rustninger var blevet sat op på figurer lavet af træ så man kunne se hvordan rustningen så ud.
"velkommen til Makkadin. det er længe siden. hvad kan jeg gøre for dig" sagde den store smed. han var en stor mand. større end Makkadin i højden og bredden. han var skaldet og havde et stort fuldskæg. hans tøj var beskidt med sod og metalrester. hans arme var store og muskuløse som benene på en okse. dette var en mand som man tydeligt kunne se havde gjort hvad han gjorde i mange generationer.
ved smedeilden stod der en spinkel dreng. udseendet svarede til lidt yngre end Rafaela. drengen var dækket i sod og sved og var fuld igang med at trykke den store ventil der holdte liv i ildet fra smedebålet igang. hans tøj var for stort og hans hår var langt og roddet.
"hej Beowulf. jeg kommer for at bestille et specialvåben til min niece. hun er kommet til mig fra sin far af til at blive trænet og hun mangler et våben som passer til hende. vi kommer derfor til at søge din ekspertise i dette område." sagde Makkadin til smeden som åbenbart hed Beowulf.
Smeden kiggede på Rafaela og smilte.
"selvfølgelig Makkadin. alt for dig og din familie. lad mig lige finde kataloget." sagde Beowulf og fandt en stor bog frem hvis sider var lavet af læder.
den var nok lavet af læder for at undgå at gå i brand på grund af den høje varme.
i bogen var der masser af billeder af forskellige våben lige fra stave, til sværd, til knive, til buer, til pistoler og geværer, og til store hamre og økser. der var også en side som hed trickvåben men siden havde kun et billede og det var et billede af det der lignede en le. gad vide hvad et trickvåben var og hvorfor denne le var det?
"du kan vælge hvilket som helst af våbenene og hvis du ønsker nogle ændringer til det så siger du bare til og jeg kan lave det. hvis det skal også have nogle specielle funktioner så sig endelig til." sagde Beowulf med et smil til Rafaela.

Rafaela grinte lidt over hendes onkels kommentar om, hvornår de var hjemme. Hun puffede stille til ham og fulgte roligt med ham ned i byen. Hun kendte overhoved ikke byen og det hun havde set af den var i mørke. Byen så helt anderledes ud i dagslyset. Hun kiggede undersøgende omkring sig imens hun fulgte efter sin onkel. Man kunne tydeligt se og mærke på hende, at hun ikke var kendt der.
Da de var kommet hen til smeden kiggede hun undersøgende på manden. Hun stod skråt bag sin onkel da hun ikke helt vidste hvad hun skulle gøre af sig selv plus hun ville lade sin onkel styre det med våben da hun ikke havde forstand på det overhoved. Hun havde kun været glad for et våben som hendes far pludselig mente ikke var godt nok længere og havde derfor opgivet, at bruge våben. Hun havde det bedst uden. Hun smilede venligt til smeden og hendes onkel. Hun nikkede blot til smeden da han kom med en stor bog med forskellige våben. Hun var helt blank når det gjalt våben. Hun kiggede lidt i bogen for, at se om der var nogle spændende våben, men hun syntes ikke, at hun kunne finde et der passede til hende. Hun var træt af, at våben skulle være så vigtigt. Hun kiggede op på sin onkel "Jeg har ikke forstand på sådan noget onkel" sagde hun stille imens hun bladrede i bogen.

Makkadin smilte til hende.
"du skal ikke tænke på så meget om våbene. du skal bare tænke på hvilken slags kampstil passer dig bedst. er du hurtig og akrobatisk, stærk med kraftfulde angreb eller en som gerne vil angribe fra afstand? ellers er der også de der trickvåben. Beowulf kan du ikke vise hende det våben du har på listen?" sagde og spurgte Makkadin.
Beowulf nikkede.
han fandt det der lignede et kurvet sværd frem og en lang stav som var klappet sammen på en måde.
"her kan du blandt andet se at lige nu er det kun et sværd som er meget let og lige til. men hvis jeg putter det på staven og klapper staven ud så er det en le istedet." sagde Beowulf og i en glidende bevægelse satte han sværdet på enden af staven og staven klappede automatisk ud og nu stod han med en le.
"jeg er specialiseret i at lave Trickvåben. jeg laver de bedste i det kendte land. jeg kan lave alle våben om til trickvåben ud fra ønske." sagde han med et smil.

Hun kiggede på sin onkel og lyttede stille til det han fortalte hende. Hvilken stilart var hun egentlig? Det var nået hun aldrig havde tænkt over. Hun kiggede hen på Beuwolf der vidste trickvåbnet frem. Det så meget spændende ud, men det virkede bare ikke til, at være et hun ville kunne finde ud af, at bruge. Hun havde det bedst med, at have 2, 1 hånds våben i hænderne end et 2 håndsvåben, nu hvor hun tænkede lidt mere over det.
Hun begyndte og tænke mere over, hvordan hun klarede sig bedst de gange hun havde været i kamp. Hun var hurtig og ville helst kunne flytte sig og angribe fra forskellige vinker uden modstanderen ville kunne nå, at reagere tæt på, men samtidig bruge sin evne til, at få modstanderen til, at være fokuseret på hendes ildkugler end hendes sværd. Hun kiggede i et godt stykke tid i bogen før hun stoppede på en side, hvor der var 2 sværd der så ens ud og alligevel var forskellige da det ene var et 2 håndssværd og det andet et 1 håndssværd. Hun stod i et godt stykke tid og kiggede på sværderne. Sådanset kunne de 2 sværd blive kombineret til et trickvåben som Beuwulf kaldte dem. Så sværderne kunne sættes sammen så det blev til et 2 håndsvåben og kunne skille sig fra hinanden så det blev til et 1 håndsvåben så hun i stedet havde et våben havde 2 som hun havde det bedst med. Hvis hun så kunne bruge sin evne samtidig med sværdet eller sværderne både i sværdet og på sig selv ville hun blive mere fleksiben og have flere angrebsmuligheder. Hun kiggede hen på sin onkel og prøvede så vidt muligt, at forklare ham hvad hun tænkte. Hun vidste ikke om det var nogen god ide, men hun ville høre hans mening og om det overhoved ville kunne lade sig gøre.

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Makkadin stod lidt og hørte efter hvad Rafaela fortalte. det samme gjorde Beowulf også.
"det må du vide Beowulf, kan du lave sådan et våben? et trickvåben i den stil men også har mulighed for at trække Rafaelas kræfter ud i våbnet?" spurgte Makkadin til Beowulf.
Beowulf kløede sig på hagen.
"det burde være muligt. jeg er dog usikker på at jeg har et materiale til at gøre våbnet holdbart nok til længere brug af dine evner Rafaela. men jeg tror at det skal gå. ellers må du vende tilbage og så må vi se hvad mulighederne er for at få fat i et materialerne." sagde Beowulf med et smil til Rafaela.

Hun kiggede skiftevis fra sin onkel og hen på Beuwulf. Hun håbede det kunne lade sig gøre, at få det våben hun ville have da det for hende virkede mere sandsynligt, at kunne finde ud af det. Hun lyttede roligt til Beuwulfs kommentar om hendes evne. Hendes evne var da ikke så stærk var den? Vidste han overhoved hvad det var for en evne hun havde? Hun stod lidt og tænkte over det og nikkede stille til Beuwulf "Det må vi tage til den tid, men bruger det ikke meget mere energi fra min side af når min evne kommer ud i våbnene også?" spurgte hun nysgerrigt. Hun følte ikke selv, at hun havde meget energi efter hun havde brugt sin evne som var, men det skulle stadig trænes, men hun ville lige høre om det blev værre med våbnet.

Makkadin trådte til.
"det kan jeg forklare. du skal ikke se din evne som værende statisk. at det er kun noget der kan blive til den form som den kan blive til nu. istedet skal du se dine flammer og dine kræfter som værende ligesom vand. det kan skifte form og figur til hvad end du ønsker det skal være. det samme gælder også med våben. det kan virke som om at du bruger mere energi på at få din evne ud i våben men det skyldes ikke at du bruger mere energi men mere at du er nød til at koncentrere dig anderledes end hvad du er vant til." sagde Makkadin med et smil. Beowulf kunne ikke andet end at nikke som svar til det Makkadin forklarede.
imens i baggrunden var smededrengen stadig igang med at holde smedebålet varmt men så ud til at være meget koncentreret om Rafaela.

Hun lyttede stille til det hendes onkel fortalte om hendes evne. Hun forstod ikke helt det han fortalte hende, men måske var det noget hun skulle blive klogere på igennem hendes træning? Hun lærte sådanset bedst, at forstå de ting folk forklarede hende når hun prøvede det på egen krop. Hun nikkede dog forstående til det han sagde. Hun vidste ikke helt hvad hun skulle sige til dem. Hun lukkede bogen i og rettede Beuwulf bogen igen.
Hun havde lagt mærke til, at smededrengen hele tiden kiggede på hende når hun havde travlt med noget andet. Hvorfor var det, at han holdt øje med, hver en bevægelse hun gjorde. Hun kiggede på gløderne i smedebålet som var ved, at slukkes.

Beowulf smilte og takkede Rafaela for at række ham bogen men han lagde mærke til at Rafaela kiggede bag ved ham imod smededrengen.
han vendte sig om og så at smededrengen ikke lavede noget rigtigt og gløderne var ved at gå ud. i en glidende bevægelse kastede Beowulf hammeren imod smededrengen og ramte væggen lige ved siden af smededrengen som hammeren sad fast i væggen.
"KAN DU SÅ KOMME IGANG KASPER DIN DOVNE HUND! HVAD TROR DU LAVER! BÅLET ER VED AT GÅ UD!" råbte Beowulf med en hård stemme som fik himlen til at ryste og smededrengen til at hoppe tilbage til virkeligheden og begyndte at trykke ventilen med double tempo.
"det må i undskylde. han kan være en doven knægt til tider. men jeg sætter en bestilling op til jer og så sender jeg den dovne hund der med våbnet når det er lavet." sagde Beowulf og vente sig imod drengen igen. "HVIS BÅLET SELVFØLGELIG IKKE GÅR UD!" råbte Beowulf af drengen igen som fik ham til at lave et lille spjæt og et hvin og begyndte at arbejde hurtigere.
"vi ses Beowulf. du må have det. må lyset vise dig vej... kom Rafaela vi skal nå at handle og vi skal også hen til læderbutikken så du kan få dig en ordenlig rustning" sagde Makkadin med et smil og lagde sin store hånd blidt på Rafaelas ryg. drengen kiggede stadig på Rafaela med et nysgerrigt ansigt imens han arbejdede hårdt og blev næsten pisket af Beowulf verbalt.

Rafaela fik et lille chok da Beowulf råbte af drengen. Hun havde lidt ondt af drengen, men han kunne vel bare passe sit arbejde istedet for, at glo på hende. Hun rystede stille på hovedet og lænede sig roligt op af sin onkel. Hun ventede sådanset på, at de skulle videre for hun vidste ikke, hvor mange planer hendes onkel havde for dage. Hun havde valgt, at følge med ham idag for, at hun kunne lære byen bedre, at kende. Hun kiggede op på sin onkel da han snakkede til hende. Hun smilede stille da han lagde sin hånd på hendes ryg "Du føre bare an onkel" sagde hun stille. Hun sagde pænt farvel til Beowulf og kiggede kort hen på smededrengen. Der var noget underligt ved ham. Hun vidste ikke helt hvad det var, men det ville hun finde ud af før eller siden.
Rafaela fulgte roligt efter sin onkel. Hun kiggede op på sin onkel "Onkel det næsten spild af tid, at finde rustning til mig. Skifter jeg form går den i stykker bruger jeg min evne bliver det til aske. Det kræver en helt del, at finde matriale til, at lave en udrystning der kan klare de 2 ting samtidig med, at jeg skal se godt ud i det" sagde hun drilsk og blinkede med det ene øje til sin onkel.

Makkadin smilte til hende.
"jeg ved der findes materialer som kan tåle varmen fra selv en drages ild. Blandt andet dragelæder." sagde Makkadin roligt.
Dragelæder blev i gammel tid jagtet men nu kommer det fra gamle drager der dør af sygdom eller lignende eller fra drager som skifter hamp. Men der findes stadig nogle folk der jager drager.

Hun lyttede stille til det han sagde. Det lød meget intressant, men kunne det så også udvide sig så det ikke gik i stykker når hun forvandlede sig? "Men kan det så også tåle, at jeg går i drageform?" spurgte hun nysgerrigt imens hun fulgte med sin onkel hen til ham der skulle lave hendes udrustning. Hun havde ikke forstand på sådan noget. Hun vidste bare, at hun var træt af, at skulle gå nøgen rundt efter de 2 ting skete. Hendes hale lovrede til siderne imens hun kom gik.

Makkadin kløet sig i skægget og tænkte.
"den kan jeg ikke svare på. Men lad os spørge lædersmeden og så prøver jeg at kontakte Nogle draconianere jeg kender" sagde Makkadin imens de gik hen imod lædersmeden. Da de kom derhen så var butikken lukket med en seddel hvor der stod 'frokost pause kommer tilbage om en time'.
"nå imens vi venter så kan vi tage hen og finde noget mad til i aften" sagde Makkadin med et smil og en venlig aura

Hun kiggede roligt på ham og lyttede til det han sagde "Det håber jeg for det ikke ligefrem det fedeste, at være nøgen foran en masse folk pga ens forvandling og evne. Det er faktisk utroligt træls i længden" sagde hun stille. Hun kiggede på skiltet der hang på døren. Det var da også typisk, at folk holdt pause når man endelig kom hen til dem for, at lave en handel med dem, men de skulle sådanset også have noget mad ned så det var ikke så slemt alligevel. Hun kiggede op på sin onkel da han sagde de kunne tage ud for, at handle ind til aftensmaden. Hun nikkede stille. Hun vidste ikke hvad de skulle have måtte hun indrømme. Det måtte hendes onkel bestemme. Hun puffede blidt til ham imens de gik videre "Hvad skal vi have til aftensmad i aften?" spurgte hun nysgerrigt. Hun tog fat i hans arm og holdt om den.

Makkadin trak lidt på skulderen men fik en god ide.
"du sagde at du var interesseret i jorden og hvordan mennesket er der. hvad med at vi så laver noget mad som på jorden? jeg ved ikke om du har hørt om Sushi?" sagde han med et smil. Japan havde altid været en af hans ynglings lande at besøge da han var på jorden. deres kultur var speciel og befolkningen havde en stærk følelse af ære.

Rafaela lyttede stille til det hendes onkel foreslog. Hun havde aldrig hørt om ordet Sushi. Det lød faktisk meget intressant, men hvad var det egentlig for noget? Hun kiggede roligt op på sin onkel "Det lyder som en god ide. Må jeg prøve, at hjælpe dig med, at lave maden så?" spurgte hun nysgerrigt. Hun ville gerne lære og være mere selvstændig og ikke behøvede en masse tjenestefolk for, at kunne klare sig selv. Hun havde ikke set en anden person i hendes onkels hus der gjorde rent eller noget siden hun kom.

Makkadin nikkede.
"selvfølgelig må du hjælpe til. jeg vil bare advare dig om at det kan være svært for det er en kunst i sig selv at lave sushi" sagde han med et smil og førte vejen imod markedet.
heldigvis levede de samme slags fisk og dyr som der gjorde på jorden. der fandtes stadigvæk laks, torsk, kylling, rejer, hummer, krebs, køer og grise så der burde være ingen problemer at skaffe ingredienserne.
de gik ned til markedet og Makkadin begyndte at lede efter tingene.
"Rafaela kan du ikke gå hen til fiskehandleren og hente noget laks, noget torsk, rejer, hummer og krebs? du får bare pengene her. så mødes vi ved springvandet." sagde han og pegede hen imod et stort og smukt springvand.

Hun lyttede stille til det han sagde. Så var det ikke meget anderledes end, at skulle træne. "Det er ikke meget mere anderledes end at skulle træne onkel. Det også svært" sagde hun stille.
Hun fulgte roligt efter ham. Hun stoppede op da han snakkede til hende igen. Hun prøvede, at huske på alt det han sagde hun skulle købe for ham. Det var da meget fisk han skulle bruge. Hun kiggede hen på springvandet og nikkede forstående "Det skal jeg nok. Vi ses om lidt" sagde hun stille og gik hen til fiskehandleren efter hun havde fået pengene fra sin onkel så hun kunne købe alt den fisk han skulle bruge til, at lave sushi.
Da hun kom hen til fiskehandleren var han igang med, at ekspedere en anden kvinde som stod foran hende. Hun stod roligt og ventede på, at det blev hendes tur imens hun kiggede på alt den fisk han havde.

kvinden blev hurtig færdig med sin handel og gik videre men kom til at gå ind i Rafaela.
"se dig for" sagde kvinden men inden Rafaela kunne nå at vende sig om og se imod hende var hun væk i mængden af mennesker.
"hvad kan jeg gøre for dig?" spurgte fiskehandleren. han var en muskuløs mand. han lignede som om han var faktisk den som fangede fiskene.

Rafaela stod roligt og ventede på, at det blev hendes tur da kvinden gik ind i hende. Hun bakkede nogle få skridt væk og kiggede bare efter kvinden. Var alle folk så uforskammet i denne by? Det overraskede hende utroligt meget, at der fandtes sådanne nogle sure kvinder i byen som gav andre skylden for det de selv gør.
Hun var blevet så forbavset da det var blevet hendes tur havde hun helt glemt, at det var hendes tur. Hun smilede venligt til manden. "Jeg vil gerne have nogle laks, nogle torsk, nogle rejser, en hummer og krebs" sagde hun venligt til manden.