The Lost One and the Future Heir - Rafaela

manden nikkede.
"hvor meget skal du have? 200g? 500g? 1 kg?" spurgte han nysgerrigt.
der var masser af skilte med priser på de forskellige ting. med værdi for hvor mange gram der var. samtidig skulle det nok ikke være for meget hun skulle købe da de kun er tre-fire personer.

Rafaela stod kort og tænkte over, hvor meget hun egentlig skulle købe. Hun vidste kun om sin onkel og fætter og sig selv. Var der andre i huset som hun egentlig ikke havde mødt? Hun var overhoved ikke van til, at skulle handle ind til maden, men alligevel føltes det normalt for hende, at skulle handle ind. Hun kunne ikke helt forklare hvorfor det var sådan. "Jeg vil gerne have 200g" svarede hun venligt og smilede sødt til ham. Hun håbede ihvertfald, at det var nok ellers måtte de bare deles om det. Hun vidste overhoved ikke, hvor meget hendes onkel skulle bruge til, at lave aftensmaden.

fiskehandleren nikkede og tog 200g af alle de ting hun skulle bruge og puttede alle tingene i en papirspose til hende og lagde den på disken.
"det bliver 50 guldmønter" sagde fiskehandleren og rakte hånden frem til at tage imod pengene.

Hun smilede venligt til ham og rakte ham pengene da han var færdig med, at pakke tingene ned i posen. "Tak for handlen håber du må fortsat have en rigtig god dag" sagde hun sødt og smilede roligt til ham med et glimt i øjet. Hun tog sin pose og begyndte og gå hen til det store springvand, hvor hendes onkel havde sagt, at de skulle mødes når de var færdige med de ting de skulle hente hver og især. Hun syntes faktisk det havde været en fornøjelse, at handle med ham fiskeren.
Da hun kiggede hen til springvandet kiggede hun efter sin onkel, men kunne overhoved ikke få øje på ham så hun satte sig på kanten af springvandet og kiggede på de forskellige folk der var ude i byen for, at handle ind.

der var faktisk meget roligt ved springvandet nu. de eneste folk der var, var dem som stod ved nogle boder og kiggede på varer.
pludselig begyndte langsomt lyden at stoppe rundt om Rafaela. mennesker begyndte at gå langsommere indtil de stod helt stille. fastfrosset midt i bevægelse. springvandets klare lyd fra vandet stoppede og vinden blev stille. det var som om tiden stoppede.
pludselig ude fra Rafaelas øjenkrog bevægede der et væsen ud fra skyggerne. den var formløs og lignede noget fra et mareridt. sort som mørket selv og med to røde øjne. lang og tynd og spinkel, med lange, tynde, spidse fingre.
"mørket kommer... du kan intet gøre til at stoppe det... mørket vil falde over doomsville..." sagde skyggen med en tung og hæs stemme som lød som et ekko fra dybet.

Rafaela kiggede undrende omkring sig da folk begyndte, at gå langsommere og til sidst stod stille. Stod tiden stille? Hun prøvede, at flytte rundt på sig, men der var der ingen problemer. Hun kunne ikke en gang høre noget fra dybet. Hun kiggede på skyggen der pludselig kom hen til hende og stod lige foran hende. Hun blev helt forskrækket og stillede poserne ved siden af sig på kanten af springvandet og gik tættere på skyggen "Hvad snakker du om? Hvad vil der ske i Doomsville?" spurgte hun nysgerrigt og man kunne tydeligt høre på hende, at hun ikke vidste, hvad der foregik. Havde hun skabt problemer ved, at forlade Doomsville?

den stod lige foran og tårnede i forhold til Rafaela. en lang tynd skygge med uhyggelige lange arme.
"tiden vil gå og alt vil virke fint, men mange år vil gå og kongesønnen vil blive stor. der vil en kamp mellem søskende ske og vil bringe ødelæggelse og mørke til Doomsville. men når kampen slutter vil en flamme starte, en flamme så stærk at den vil brænde alle den ser som ond. hør mine ord og frygt min profeti" sagde det mørke væsen og kiggede på hende imens den fortalte sin lange profeti.

Rafaela begyndte, at føle sig kold og frysse selvom solen ellers bagede ned på denne solrige dag. Det var som om solens stråler og varme ikke kunne trænge ind til hende. Hun var forvirret og var samtidig begyndt og blive lidt skræmt over det denne skygge sagde. Hun undrede sig over, hvorfor denne skygge fortalte hende det og spekulerede over, hvad det egentlig betød det skyggen fortalte hende "Hvorfor fortæller du mig det?" spurgte hun nysgerrigt. Hun lagde sine arme om sig i håb om, at hun kunne få varme i kroppen igen.

skyggen bøjede sig ned imod hende så dens ansigt var lige op imod hendes. dens ånde var så kold som døden selv og dens øjne så skarpe som helvedes ild.
"fordi du har kastet terningerne, du vil være overvågeren af disse hændelser. intet du kan gøre vil ændre denne profeti. værn dig selv Rafaela Morladin for din tid for at vælge side vil nærme sig" sagde væsenet og pludselig var den væk. nu stod hun hvor hun stod før men nu var alting gået igang igen. folk gik rundt og springvandet var godt igang igen. vinden susede om hendes øre og fuglene sang som intet var hændt.

Hele Rafaelas varme forsvandt da skyggens ansigt var imod hendes. Hun frøs endnu mere og stod med store øjne og lignede en, hvor øjnene kunne trille ud af hovedet på hende. Hun stod med åben mund og skulle til, at svare da skyggen forsvandt og alt begyndte, at køre som før. Hun kiggede forvirret rundt på folk som kun kiggede underligt på hende og bare gik videre. Vidste de ikke, hvad der skete? Hvor var hendes onkel. Hun rystede af kulde selvom solen bagede ned på hende. Hun lignede en der var i chok. Hun bakkede stille og ramte kanten af springvandet så hun faldt lige ned i springvandet med røven først. Hun skreg af chok og kiggede rundt på folk der grinte af hende. Hun var stadig forvirret og helt i chok over det der lige var sket og tankerne kørte rundt om det skyggen fortalte hende.

kort efter hun faldt i vandet så kom Makkadin og rakte hende en hånd frem.
er du okay? du ligner en som har set et spøgelse" sagde Makkadin og så bekymret på hende. han havde ingen viden om hvad der var sket med hende. men en ting var sikkert. dette væsen måtte være meget magtfuld.

Hun kiggede nervøst på hånden der blev rakt ned til hende. Hun fylgte hånden med øjnene med et nervøst glimt. Da hun opdagede, at det var Makkadins hånd tog hun imod den og rejste sig op og gik ud af springvandet. Hun rystede over hele kroppen som om hun frøs, men hendes krop var brændende varm, men indvendigt frøs hun som havde hun været i en frysser i flere år.
Hun lagde sine arme omkring sig selv og kiggede chokkeret på sin onkel "Så du ham ikke?" spurgte hun med nervøsitet i sin stemme.

Makkadin kiggede underligt på hende.
"hvem?" spurgte Makkadin undrende imens han stadig holdte på de varer han havde købt.

Hun kiggede endnu mere chokkeret på sin onkel da han ikke vidste hvad hun snakkede om. Havde han ikke set skyggen, spøgelset eller hvad søren det nu var som havde kontaktet hende? Hun rystede på hovedet og prøvede, at tage sig sammen. Hun fik lagt en facade på så hun lignede mere sig selv, men hun frøs stadigvæk som havde hun været et sted, hvor der kun var kulde. "Det nok mig der bare er ved, at få et solstik eller noget" sagde hun stille og tog sin pose i den ene arm og holdt fast om sin onkels frie arm. Man kunne mærke på måden hun holdt fast om hans arm, at hendes krop stadig var nervøs over det der lige var sket. Hun kiggede op på sin onkel "Nå, men skal vi gå tilbage til ham der lædersmeden?" spurgte hun. Hun ville have tankerne på noget andet så hun ikke blev ved med, at tænke på det skyggen havde sagt til hende selvom det blev ved med, at køre rundt i hovedet på hende og man kunne godt af og til mærke på hende, at hun var mere fjern og se det i hendes øjne end hun havde været inden skyggen var dukket op.

Makkadin kiggede bekymret på hende.
"måske. dog så er det godt du har fået dig en dykkert." sagde han lettere grinende til at løfte humøret.
Makkadin nikkede som svar og de gik afsted imod lædersmeden. han havde dog godt lagt mærke til hendes nervøsitet.

Hun smilede beroligende til ham selvom hun var bekymret. Hun ville snakke med sin onkel om det der skete når de kom hjem senere. Hun håbede, at han kunne lysne lidt op for sagen. Det havde noget med Darius, at gøre det kunne hun regne ud og hun vidste, at hun aldrig ville komme til, at stole på Darius ligemeget, hvor meget han prøvede, at komme ind på hendes liv. Hun smilede stille til sin onkel og fulgte roligt med ham hen til lædersmeden. Hun håbede, at de kunne finde en eller flere lækre rustninge til hende så hun var bedre beskyttet. Hun holdt sig tæt op af sin onkel og rystede stadig som om hun frøs.

de kom hen til lædersmeden hvis butik var åben nu.
han sad og var igang med at slibe sin kniv som han brugte til at skære læderet.
"velkommen til. hvad kan jeg gøre for jer?" spurgte manden og kiggede på dem.
"min niece skal have en ny rustning. en let men noget der er stærkt. hvis du kan få noget som også ikke går i stykker når hun forvandler sig da hun er draconianere så ville det være fint." sagde Makkadin og kiggede på smeden.
"hmmm... jeg har desværre ikke materialerne til at lave det hjemme nu men hvis jeg kan få hendes mål så kan jeg begynde at skitsere nogle tegninger op. men det bliver ikke billigt. materialet som der behøves er ikke noget i sig selv er billigt. selv den krystal der nok til at være behov for rustningen kommer til at være utrolig svær at få fat i. medmindre i kan hjælpe mig med at få anskaffet den så kan jeg ikke garantere et tidspunkt på hvornår den kan komme. resten kan jeg ogdt skaffe noget godt og stærkt men samtidig smidigt." sagde smeden og gik hen til Rafaela med et målebånd og begyndte at måle hende over det hele på kroppen for at få de forskellige mål.

Rafaela var stadig helt chokkeret over det der var sket så hun sagde ikke en lyd og lod sin onkel føre samtalen. Hun lyttede sådanset næsten ikke efter det hendes onkel og lædersmeden snakkede om. Hun kiggede næsten ikke på dem. Alt for hende var blevet mere uvirkeligt og tankerne blev ved med, at køre tilbage til det skyggen havde sagt til hende.
Hun kom kort til sig selv da hun mærkede lædersmedens varme ånde tæt på sig, men for hende føltes den kold og mindede hende om skyggen. Hun rystede lidt på hovedet for, at komme til sig selv igen. Hun tvang et lille smil frem på sine små læber og stillede posen fra sig så lædersmeden kunne tage de mål som han skulle bruge til, at skitsere og lave rustningen til hende.
Imens lædersmeden tog hendes mål tænkte hun endnu en gang på hvad det betød skyggen sagde. Der ville komme mørke over Dommsville. Den forstod hun ikke. Der ville komme en kamp imellem søskende, men det kunne være iblandt mange søskende par, at der ville komme en kamp ud af. Hvad for en flamme havde han snakket om som ville brænde dem som virkede onde? Var det en person som ville starte flammen eller som var flammen? Hun forstod det ikke og det, at skyggen sagde, at hun ville haft overvåget det hele og være den der skulle vælge side sagde hende ikke spor.
Lædersmeden havde været færdig med, at tage hendes mål i et godt stykke tid, men hun stod stadig med armene ud til siderne og var fjern i blikket.

Makkadin nikkede til smeden
"vi vil tænke over det til du har lavet tegningerne over tøjet. så kan mig og min niece bestemme sig til der. ikke Rafaela" sagde han og så at Rafaela slet ikke var til stede.
han knipsede med fingrene imod Rafaela.
"er du til stede Rafaela?" spurgte han bekymret. han havde lagt mærke til at hun var meget fjern.

Da han begyndte og knipse med fingrene foran hende begyndte hun, at komme til sig selv. Hun rystede på hovedet for, at hive sig selv tilbage til nutiden. "Var? Hvad? Jo onkel" sagde hun stille. Man kunne tydeligt høre på hendes stemme, at hun overhoved ikke vidste, hvad det var hun sagde ja til.
Hun lod sine arme falde ned til siden. Hun lagde sine om sig selv for, at prøve og få varme i kroppen igen.

Makkadin kiggede bekymret på hende.
lædersmeden var færdig med at måle hende og bevægede sig væk fra hende.
"sådan. jeg sender en budbringer når jeg har lavet tegningerne. men i tænker bare over det imens" sagde han og Makkadin nikkede og lagde en arm rundt om Rafaelas ryg imens han holdte den ene pose med den anden arm.
"det gør vi. vi ses." sagde han og førte Rafaela afsted. han stoppede kun lige for at hun kunne samle sin egen pose op.
"lad os lige få stillet tingene på køl derhjemme. så vil jeg lige tage dig hen til et specielt sted." sagde han imens han holdte Rafaela tæt ind til sig imens de gik. han var meget bekymret for hende.

Hun var stadig lidt fjern og det kunne man tydeligt mærke på hende. Hun reagerede langsomt på berøringer og når folk snakkede til hende eller omkring hende. Hun tog sin pose op i armen og fulgte med sin onkel. Hun rystede over hele kroppen fordi hun følte sig kold, men hun var brandvarm som hun normalt var. Hun fulgte roligt med sin onkel. Hun kiggede på ham og nikkede. Hun vidste ikke, hvad det var for et specielt sted han ville vise hende, men hun ville alligevel følge med ham.
Da de kom hjem fik de stillet tingene på køl. Hun holdt sig alligevel tæt på sin onkel selvom han på en måde føltes langt væk fra hende selvom han var tæt på hende.

efter de havde stillet tingene tog han blidt hendes hånd og førte hende med udenfor.
de gik op af en lang trappe indtil de nåede op til toppen. der var en kæmpe udsigt og lige foran dem var der et kæmpe tempel. det var stort og prægtigt. pyntet med flotte symboler og billeder.
han viste hende ind i templet hvis døre var åbenbart altid åbne.
indenfor var der pyntet med flotte statuer af forskellige personer som nok var guder og loftet var pyntet med farvet glas der gav et flot billede af et paradis.
"jeg kommer til det her tempel hver gang jeg har behov for at få fred til at tænke. dette er det helligste sted i verden. ud over dragons peak. " sagde han og smilte til hende.
"fortæl mig hvad der er galt min pige." sagde han og gik hen til hende og lagde sine hænder på hendes skuldre.

Hun holdt fast i hans hånd og fulgte efter ham. Hun vidste ikke, hvor de skulle hen, men hun fulgte bare med da hun ikke helt vidste hvad hun skulle gøre ellers. Hun måtte bare snakke med sin onkel om det med skyggen og hvad den havde sagt til hende. Hun ville gerne have styr på det.
Da de kom op til templet kiggede hun overrasket over, hvor flot der egentlig var. Hvor fredfyldt det så ud, men alligevel var det som om hun ikke kunne få ro på sig selv og som om hun stadig kunne mærke skyggens kolde ånde imod hendes ansigt. Hun nikkede forstående til sin onkel da han sagde, at det var et sted han brugte til, at tænke i. Ville det haft hjulpet hende? Det vidste hun ikke helt, men hun ville ihvertfald prøve og åbne sig op for det der skete. Hun stod med fronten til sin onkel da han lagde sine hænder op hendes smalle skuldre. Hun trak vejret dybt nogle gange og begyndte, at fortælle alt det der skete ved springvandet. Om hvordan tiden stod stille imens hun stadig kunne bevæge sig. Om skyggen der pludselig dukkede om. Hvordan han så ud og alt det han havde sagt til hende. Man kunne tydeligt høre på hendes stemme imens hun fortalte, at hun stadig var forvirret og lidt i chok over denne oplevelse. Hun kiggede ned i jorden i et øjeblik, hvor hun derefter kiggede op på ham med et bekymrende blik "Hvad betyder det onkel?" spurgte hun stille.

Makkadin lyttede godt efter med hvad hun fortalte om og nikkede til sidst da hun var færdig.
"den skygge du så er kendt som vandreren. han er et almægtigt væsen som kan skifte form. han bliver ofte set som en skygge eller en gammel mand eller i nogle tilfælde en ung mand med sorte øjne. han rejser imellem verdenerne og ser både fremtiden og nutiden og fortiden. han henvender sig ofte til personer som kommer til at spille en vigtig rolle i hans profetier. jeg kan dog ikke svare på hvad hans profeti skal betyde. du vil nok bedst vide det. men du skal ikke frygte ham. ham i sig selv er ikke farlig også selv om at han kan virke faretruende." sagde han og nussede blidt hendes skuldre.
"prøv at mærk efter herinde på templet. mærk energierne og varmen der er herinde. det kan være det vil hjælpe dine tanker." sagde han og gav blidt slip.
luften i templet var faktisk meget varmt på grund af glas loftet og samtidig var der en slags god energi på templet som om lyset var anderledes derinde. selv farverne fra glasset begyndte lidt at spille Rafaela et puds som om farverne dansede rundt om hende. duften af røgelsen og duftlys kom tydeligere frem i templet. det var en sød duft af roser og andre eksotiske blomster.