Dark Wings, Dark Words - Sean

Regnen slog voldsomt ned på jorden. Nattens mørke bragte den vante mystisk til sig uden besvær. Stjernerne var næsten ikke til at se på den overskyede nattehimmel. Hestenes hove kunne høres tydeligt da de kom travende med vogn bagved sig. Vejen til Terroville var en smule lang fra Sunfury City, men at vende tilbage til Terroville virkede som den rigtige beslutning. Inde i vognen var der en enkel lanterne med et levende lys. De få personer der havde rejst med hende, havde været en vidunderlig snack til turen. Da vognen stoppede og døren blev åbnet - lagde hun blot en finger på føren og smilede legende. "Shhhh. Du fortæller intet, du fjerner blot ligende og lader en ung dame nyde sin aften. Forstået?" Caroline smilede en anelse større da han nikkede og tog sig af det. Hun vendte sig om og lod de safirblå øjne glide henover byen fra gågaden af. Derefter begyndte hun at gå. De selvsikre skridt i disse velkendte omgivelser - de viste en anelse mystik og ikke mindst ynde.
Caroline bar en længere sort kjole, som sad tæt ind til hendes hud og oplyste den mælkehvide hud. En lille paraply havde hun over hovedet så håret ikke blev ramt af de hårdere regndråber. Carolines skridt igennem gaden på denne tid af natten var ret tydelig, stilethælene klingede i jorden med en blid lyd der signalerede fare - i hvert fald for nogle.
Siden hun var kommet tilbage, havde hun hørt om Delilahs familie havde taget Sean som deres nye kæledyr. Caroline kunne i forvejen ikke fordrage den tøs eller familien, så om det var forsent at redde Sean? Det var det godt spørgsmål. Han havde hjulpet hende før, hvis hun kunne gøre noget ville hun gøre det.
Caroline smuttede ind imellem gyderne. Hun smed paraplyen fra sig og kørte en hånd igennem sit hår. En vampyr skulle på jagt, og hun skulle skam nok i sidste ende finde sit bytte. Caroline måtte dog tænke sig om, hvor ville hun kunne finde Sean, hvor fandt man en, som måske ikke gad findes? Caroline gik ud af gyden og kiggede let rundt. Regnen blokerede en smule for hendes sanser, og valgte derfor at gå ind i et gammel værtshus på næste hjørne. Og overraskende nok, virkede dette som det perfekte sted. Caroline kastede let håreret tilbage og kiggede derefter rundt. Nogle folk blev stille, imens andre ikke rigtig observerede at hun var trådt indenfor. Caroline fandt hvad hun søgte, og satte sig hen på en stol overfor ham.
"Så, der har vi et ansigt jeg ikke har set længe." Et lettere skævt smil dannede sig let på hendes læber.

Sean brugte det meste af sin tid hos familien Chase, på deres område. Han var både en af dem der bestemte mest og samtidig ikke den der bestemte allermest, hvilket han på en eller anden måde fandt behageligt. Det var ikke længere ham der havde det sidste ord, og dog savnede han det stadigvæk. En gang om ugen havde han rejst til Doomsville for at mødes med sin søn, Xander, blive opdateret på hvad der skete i byen og for at besøge Alane og Elyas. Hans hus havde han givet til Alane, men han havde stadig sit eget værelse i huset og Elyas og hans kære butler boede der stadig. Alligevel havde hun lavet lidt om på indretningen, som det jo lå hende frit for. Og nu? Nu var han i byen af flere grunde. Han havde ikke længere brug for at være ved familien hele døgnet, for de fleste var begyndt at stole på ham og henvende sig til ham. I starten havde de set skævt på ham, men accepteret ham, fordi faderen havde ønsket ham der. Nu havde han efterhånden bevist sit værd og var blevet lukket ordentlig ind i varmen. Det var godt. Så kunne han snart begynde på en plan til at få tingene som han ønskede dem. Desværre havde han endnu ikke kunne få Delilah ud af den fangekælder, hun sad i, men det måtte blive et problem til et andet tidspunkt.
Han var i byen for at tjekke op på sine egen handel og for at ordne nogle ting for familien. Vanen tro holdte han sig til de små gader, han kendte så godt og endnu genkendte folk hans skikkelse eller ansigt, skønt han, som noget nyt, skjulte sig bag en kappe og hætte, hvor han før var spankuleret selvsikkert rundt, uden at frygte at blive genkendt. Han havde da heller intet imod det, men alligevel foretrak han at forblive lidt anonym. Trods alt havde han andre ting at tænke på nu, end kun sig selv.

En af de små værtshuse. Han havde altid opsøgt disse små steder eller været til at finde her. Han var heldigvis kommet ind, lige inden regnen blev for voldsom og derfor var hans tøj kun fugtigt og ikke drivvådt. Skoene, de sorte bukser og en sort skjorte, der var åben ved kraven. Kappen hang over stoleryggen og tørrede i varmen der var i lokalet. På bordet foran ham stod et krus med øl. Det brune hår strittede i alle retninger, med pandehåret der hang lidt ned over hans pande. De grå øjne, der skannede lokalet. Visse vaner var svære at vænne sig af med. Selv om han normalt foretrak dolke, havde han nu et sværd ved sin side. Åh ja, mange ting havde ændret sig.
Halvvejs gennem sin øl og de nyeste rygter senere, dumpede en kendt skikkelse ned foran ham. En han ikke havde set længe. Et år? Måske mere? Han vidste det ikke helt. Blot lang tid siden, det måtte være nok at konstaterer. En partner, når de skabte ballade og lavede rod i tingene. Når de dræbte. Helt automatisk gled et lille smil over ham, et af de skæve. Var han virkelig så nem at finde, for dem der kendte ham? Og dog vidste han jo ikke om hun havde ledt længe eller om det mere var en tilfældighed.
For gammelt venskabsskyld gled hans ene hånd i luften, som han kaldte serveringen til sig. Med en finger gjorde han opmærksom på de skulle have noget ekstra at drikke, til Caroline, da han endnu ikke selv var færdig med sit.
"Jeg viser mig ikke så offentligt længere" svarede han roligt. Sandt. Efter alle de ting der var sket...De personlige problemer, den ubalance der var i hans liv, den nye evne han havde fået, men ikke kunne kontrollerer. Det hele havde været svært og familien Chase havde været et sikkert sted, hvor han kunne samle sig i fred. Han havde nu mere styr på sig selv, på sine meninger, sine følelser og handlinger. Han havde nu bedre styr på sin evne. Skyggerne talte mindre til ham nu og han følte sig ikke længere på renden af sindssyge. Om det havde bragt ændringer med sig? Helt naturligt måtte man konstaterer det.
"Og hvordan går det med dig?" spurgte han så. Uden tvivl Caroline lignede en med en opgave, en mission, men for nu ville han lege dum og lade som om han ikke kunne se, hun faktisk ville ham noget.

Caroline lænede sig tilbage og kiggede Sean dybt i øjnene. Hun prøvede at analysere det hele. Han virkede rolig, hvilket trods alt var helt normalt. Det var der hun havde det fra. Tage tingene roligt, hun havde observeret Sean og derfra havde hun modtaget den gave. Caroline lagde hovedet let på skrå. "Jamen så vi to." Svarede hun simpelt og blidt. Hun lænede sig lidt forover med albuerne på bordkanten.
"Det går glimrende. Det sædvanlige. Lidt mord hist og der. Dog... så savner jeg min kære arbejdsmakker." Hendes skæve smil blev an anelse bredere. Sandt og sige, selvom CAroline kunne dræbe uden at blinke og var en farlig fjende. Så var hun også en person med et godt hjerte. Det var bare den der knap der blev trykket på nogle gange, så hun kun så rødt. Nattens væsner var monstre, det kunne ingen lave om på. Enten accepterede man det ellers så levede man i evig skyld. Caroline havde accepteret det for længe siden. Specielt når hun havde arbejdet, eller rettere sagt lavet sjov i gaderne sammen med Sean. Det havde ligesom vækket hendes indre mørke, og hun havde lært det at kende.
Caroline greb om håndledet på tjeneren da han kom og serverede for hende. Hun kiggede ham i øjnene. "Forhold dig helt rolig. Det overstået på ingen tid." Smilede hun let legende, og skar så med sin negl en lille ren flænge i huden på ham, så blodet løb fra hans håndled og nedlangs hånden, og derfra ned i hendes drink. Da Caroline synes det var nok kiggede hun på ham igen. "Gå ud og få bundet dit sår, det ser forfærdeligt ud." På de ord gik tjeneren hurtigt ud og forbandt sit sår. Caroline suttede hurtigt sin ene finger ren for blod, inden hun greb om glasset og løftede det let op. "Skål." Kom det fra hende lidt efter, og hun løftede let glasset over imod Sean i en skål inden hun førte glasset op til sine læber. Hun lod væsken sive ned, og derefter satte hun glaset på bordet. Caroline lænede sig tilbage i stolens sæde igen og kiggede lidt nysgerrigt på Sean.
"Undskyld jeg.. jeg er bare ret så nysgerrig. Over hvad du har lavet ved Delilahs familie? Du ved gryderne har øre." Sagde hun så ret lige ud, og lagde hovedet en tak på skrå.

Sean var som altid rolig og måske lidt for tålmodig. Flere års erfaringer havde lært ham at man ikke måtte miste overblikket og man først mistede det, hvis man lod sig rive med. I en stemning, af sit temperament...Det kunne ikke betale sig og det var bedre bare at tage en dyb indånding. For et halvt år siden havde han haft svært ved at styre sig. Men nu havde han fundet noget af sin ro igen. Måske endda lidt for dybe ro.
Han gengældte Carolines blik, næsten uden så meget som at blinke. Roen der lå over ham var ikke bare et rovdyrs, men en stille morders. Roen var så dyb, så tydelig, at den næsten kunne virke truende. Men som altid havde Caroline intet at frygte. Ikke fordi han ikke turde, men grundet deres lange venskab. Desuden ville det blive noget af en kamp. Caroline var jo ikke selv uden evner. Faktisk, hvis han skulle foretrække nogen som helst, ville Caroline være en af dem.
Hans blik gled over tjeneren, som Caroline greb ham om håndleddet og begyndte aftapning af blod. Hans blik gled rundt på omgivelserne, men ingen så ud til at bemærke noget. Hvis de gjorde, skjulte de det, for hverken Sean eller Caroline så ud til at være nogen man satte sig op imod. Klogt.
Ikke så meget som han blinkede, da hun gjorde det. Det var ikke unormalt. Det var ikke underligt eller sært. Det var hvad man kunne forvente, specielt i Caros selskab og han morede sig blot lidt ved det, selv om det ikke var særlig tydeligt. Faktisk havde han mest til fælles med en statue.
Han hævede langsomt sit krus og skålede med hende, uden et ord. Han tog krusset til læberne, tog en lille tår og lod krusset glide ned på bordet igen. Han var ikke specielt ivrig efter at drikke lige nu. Han havde et ansvar.

Et svagt smil gled alligevel over ham, da hun nævnte familien Chase. Selv om han ikke ligefrem havde pralet med det, var det heller ingen hemmelighed at han var hos familien. Han lænede sig lidt ind over bordet, med armene hvilede foran sig. Hans blik forlod ikke Caro og det svage smil hvilede blot på hans læber, før han vædede dem.
"Hvad er det jeg kan høre i din stemme?" tonen var drillende. Umiddelbart lød det ikke som om Caro ligefrem var glad på hans vegne. Eller måske var det bare en konstatering, et neutralt spørgsmål?
"Bekymrer du dig for en gammel ven?" spurgte han mere neutralt.
"Eller håber du på et par billige informationer? Jeg har opgivet mit arbejde. Jeg sælger ikke længere informationer, jeg myrder ikke længere. Ikke medmindre prisen er virkelig god, tør siges. Hr. Chase fandt mig tilfældigvis og han forguder mig, så jeg gav ham en chance. Jeg er endnu ikke skuffet"
Selv om det ikke var hele sandheden, var det noget af den. Den skjulte sandhed, hvordan han vil redde Del og slå faderen ihjel, ville han end ikke komme tæt på at røbe. Han kunne ikke risikerer det. At det kom for de forkerte ører. Chase havde mange ressourcer og selv hans gamle venner måtte leve i uvisheden. Det var en foranstaltning han måtte tage.
"Jeg er familiens højre hånd. Jeg får alle familiens kvinder til min seng, for jeg er nyt blod, jeg er rene gener. En af reneste og stærkeste dæmoner i området" konstaterede han, som var det et ganske almindeligt synspunkt og noget der ikke kunne stilles spørgsmål ved. Samtidig gled hans ene skulder lidt op i et svagt skuldertræk. For hans vedkommende, var det bare sådan.
"Er det et problem?" spurgte han neutralt og lænede sig lidt tilbage igen.

Bekymre du dig om en gammel ven? Caroline kiggede kort ned inden hun så løftede blikket op igen. Hun havde lært at være rolig ligesom Sean, måske ikke ligeså godt, men det var fordi at hun havde pænt mange af Delilahs minder til at vide, hvordan hun skulle overleve. Man kunne kalde det snyd, men hun kendte en del til ret mange. Uden egentlig at købe sig til informationer.
"Hvis jeg ville have informationer. Så havde jeg allerede fået dem." Smilede hun og tog så endnu en tår. Lyttede til, hvad han sagde omkring Delilahs familie og ham selv. Hun valgte ikke at sige et eneste ord før han var færdig med at tale. Det var altid mest høfligt at lade folk tale ud jo.
"Jamen så jeg glad for Delilah og jeg ikke blev gift ind i den da de havde chancen." Kom det en smule drillende fra hende, ikke fordi, at hun havde noget imod Sean.. hun så ham bare ikke som over halvdelen af Underworld måske gjorde.
"Hvorfor skulle det dog være det? Familien har et yderst smukt palæ.. og en endnu mere interessant fangekælder, nogensinde været der?" Caroline kørte en hånd igennem sine blonde lokker. Hun var meget neutral i stemmen. Derefter trak hun let på skuldrene. "Men jeg synes nok der var noget over dig. Du har ændret dig meget... men hvad jeg ikke forstår er.. har du så slet ikke lyst til at lave lidt larm i byen her til aften? Det ret trist, det var lige det jeg havde lyst til. Men hvis du er holdt i snor, så forstår jeg godt du ikke går med til det." Caroline hævede lidt drillende på brynet imens hun tog sig endnu en tår og bundede så glasset, hvorpå hun placerede det på bordet igen.
På mange måder kendte hun ikke Sean så godt som andre måske gjorde, men hun kendte ham for når de havde tilbragt tid sammen. Med Nille og Jacob væk.. så var det heller ikke ligefrem nemt at finde tilbage til de gode gamle dage.
Det mindede hende faktisk lidt om et gammel møde.. Dengang havde det blot været i en anden by.. her havde hun også fundet Sean siddende ved et lille værsthus, for at udspørge ham om Nille, hvilket var endt i et mordertogt i stedet.
"Kan du huske da vi var i The Valley Of The Dead? Da jeg fandt dig siddende ved et bord ligesom idag? Efter gik vi ud.. vi fandt et par.. havde det sjovt." Caroline lo kort for sig selv inden hun rettede opmærksomheden mod Sean igen.

Han smilte svagt. Det var også en af grundene til det var svært at handle med informationer, for alle virkede til at mene de havde alle informationer i forvejen eller selv kunne skaffe dem. Eller måske var det bare hans omgangskreds? Det var ligegyldigt. Han arbejdede ikke med det mere, så det betød intet. Lad bare nogle andre tjene penge på det. Han manglede intet og kunne stadig nyde lidt af sin klans værdier fra tid til anden, selv om han ikke længere var lederen.
Han drejede sit krus rundt, så det hele tiden balancerede på kanten, mens han blot så roligt på Caro, med et svagt smil. Han var fuldkommen afslappet. Faktisk tvivlede han på noget som helst kunne bringe hans pis i kog lige for tiden. Han følte sig som en rigtig dæmon.
Delilah. Ja. Folk havde ikke set hende i noget tid og ingen ville se hende det næste stykke tid, før hun enden var blevet gift med nogen i familien, dræbt eller sat fri. Han prøvede at hjælpe hende. Selv om de officielt endnu hadede hinanden, ville han faktisk føle sig en smule trist hvis hun forsvandt. Ikke fordi han nogensinde ville indrømme det, over for nogen som helst.
"Familien er lidt specielt" svarede han blot. Han ville ikke fortælle noget om familien, om hvad de lavede eller hvad han personligt mente om den. Det var jo også lige meget hvad han selv mente, lige nu var det irrelevant og han foretrak at bruge tiden på de mere relevante ting.
"Ja" svarede han blot. Han havde været i fangekælderen, både i selskab med familien og fordi han selv havde listet sig derned. Hans ene øjenbryn gled en anelse i vejret.
"Du lyder som om du kender stedet" kommenterede han. Et eller andet sted var han måske stadig nysgerrig. Hvorfor skulle hun nævne det specifikke sted, hvis ikke fordi hun kendte til på en eller anden måde?
Det svage smil blev lidt større, da hun åbenlyst fornærmede ham og provokerede, med et tydeligt mål. At lokke ham. Spørgsmålet var om han skulle give efter eller ignorerer det? Hvis han intet svarede, ville det kun være et spørgsmål om tid før hun ville gå igen. Og dog, selv om han ikke selv følte for at slå ihjel, ganske enkelt fordi det faldt ham så normalt, var han stadig nysgerrig, draget mod muligheden, af at se andre dø. Kruset stoppede med at dreje rundt, da han i stedet lod det stå stille på bordet, stadig med hånden rundt om det. Han var ret ligeglad med hvad hun mente om emnet, men han var tiltrukket af ideen om igen at sprede lidt død og ødelæggelse. Trods alt var det jo sjovt og den samme slags morsomheder han ikke havde gjort længe. Han havde jo familien at tænke på, han måtte ikke skade deres navn. Men lidt frygt for deres højre hånd - for dem der endelig genkendte ham - var måske ikke det værste? De var jo dæmoner, ikke forpulede engle.
"Jeg husker det. Og jeg husker den underjordiske grotte vi var i, da vi slog en magiker ihjel" Eller hvad han nu havde været. Uanset hvad det været interessant.
Han trak vejret dybt, før han førte krusset op til munden og tog en tår af det. Han sank det langsomt, mens krusset blev sat tilbage til bordet og hans blik gled ud af det nærmeste vindue. Det så ikke ud til at regne helt så meget længere, men det ville stadig være en våd fornøjelse. Godt hans slags aldrig blev syge.
"Jamen så lad os komme af sted" kommenterede han kort, mere som havde de en aftale de skulle overholde, end som at de skulle ud og sprede lidt død.

Caroline trak let på skulderen.
"Kender og kender. Jeg kender stedet ligeså godt som Delilah selv." Kort trak hun på skulderen, som var det bare et emne de skulle springe over. Eller bare tage op senere. Da han nævnte et af deres andre eventyre, kom der et kækt næsten morderisk legende smil frem på hendes rosenrøde læber. Hun nikkede til det. Det kunne hun sagtens huske. Caroline ventede let. Hun var ikke ligefrem god til at tage et hint, hvis det skulle være han ikke ville. Måske fordi, at hun inderst inde - vidste at hun måske godt kunne friste ham. Det var trods alt en del af hans natur. Caroline kiggede op på ham med et smil, og rejste sig op. "Lad os det min kære" Min kære. Brugt som et form for kælenavn kunne man vel sige, måden hun sagde det på - var næsten som at gøre en smule grin med forfinede mennesker. Hun tog drillende hans arm, og lod dem føre udenfor. Det små regnede ikke det vildeste. Caroline slap hans arm. "Hvad skal vi så finde idag?" Spurgte hun med et drilsk smørret smil på læberne. Caroline var i godt humør- hvilket hun faktisk ville takke Logan for. Men nok om det.

En folk unge kvinder kom gående- deres høje latter var næsten til at få hovedpine af. Caroline kiggede på Sean ud af øjenkrogen. "Lad os tage dem." Sagde hun så lidt efter og lagde hovedet på skrå. "Eller har du en bedre ide?" Spurgte hun og vendte blikket over imod ham.

Sean lod hende tage hans arm og med et svagt smil forlod de kroen. Havde han fået betalt for sine drikkevarer? Selv hvis han ikke havde, kunne han ikke være mere ligeglad. Et eller andet sted var han stadig en rebel, typen der gjorde som han ønskede og slog dem ihjel, der påstod han ikke kunne. En ting var sikker. Værten havde ikke været dæmon. Og derfor følte han sig ikke forpligtet til at betale noget som helst!
Caroline var nok en af de få personer, der kunne få ham til at virke lidt som den gamle Sean igen. En af de få personer der kunne lokke ham med lidt sjov. Trods alt, hver gang de mødtes, flåede de altid nogen fra hinanden. Åh, han huskede sidste gang, hvor en eller anden engel havde fløjet dem om ørerne og prøvet at overbevise dem om at lade være! Åh, hvor havde han grint...Åndssvage fjerdyr! Ingen kunne stoppe dem! Ikke når de først var gået i gang!
Det var åbenlyst hun holdte noget hemmeligt for ham. Men så igen, han holdte også ting hemmelige. Måske kunne han spørge ind til det senere. Noget sagde ham at han burde, for hvis Caroline, hvor godt han end nød hende selskab, ville vise sig som en trussel, var han nød til at reagerer på den.

Udenfor mærkede han regnen ramme hans hud. Dråberne var kølige og gjorde ham fugtig, gjorde hans kappe fugtig. Jorden var fuld af vandpytter, der plaskede, hvis de trådte i dem. Folk dukkede sig i deres kapper og tøj for ikke at blive for våde. Og dog, nogle unge kvinder så ud til at nyde dem selv lidt for meget i denne farlige verden, helt alene. Ligeglade med regnen. Ligeglade med de udgjorde et bytte for nogle rovdyr. Noget der kunne koste dem dyrt.
Sean smilte roligt til Caroline. Bare det samme, skæve smil han altid sendte folk. Et eller andet sted ønskede han måske bare at sende andre efter dem og se dem blive flået. Og et andet sted ønskede han selv at flå dem. Dilemma.
"Lad os. De er så gode som nogen" kommenterede han og lod blikket glide over til kvinderne igen. Tre kvinder på tur. Ikke den vildeste udfordring og deres skrig kunne alarmerer naboerne...Uanset hvor sjov en større massakre ville være, havde han ikke brug for den slags opmærksomhed. Ikke længere.
Så måtte de jo starte med at skære deres tunger ud. Eller trække dem med et andet sted hen, måske? Trods alt var skrig af smerte og pinsel jo...Så berigende.

Med Carolines hånd, der hvilede på hans arm, trak han hende roligt med sig. Der gik ikke lang tid før de nærmede sig kvinderne, faktisk havde de direkte kurs mod hinanden. Kvindernes latter blev højere og højere. Udsigten til blodet, til skrigene, gav ham helt gåsehud. Det var så længe siden...Var det virkelig noget man kunne være afhængig af? Han tog en dyb indånding.
De havde kurs direkte mod kvinderne og til sidst stoppede kvinderne mere og mere op. Sean smilte til Caroline og slog en pludselig latter op, som var de et par der havde det sjovt og slet ikke så de ved at støde ind i en gruppe unge kvinder. Unge kvinder...Havde han overhoved spist endnu?
Kvinderne ville fjerne sig fra dem, lade dem passerer midt i mellem dem...
Men det gjorde de ikke. Sean gjorde i hvert fald ikke. De var så tæt på kvinderne...Og ud af det blå slap han Caroline og vendte sig mod den nærmeste kvinde. Han greb hende i skuldrene og så hende dybt i øjnene. Shhh! Ikke skrige!
For kvinden ville han forandre sig. Hendes begyndende skrig døde hen og i stedet så det pludselig ud til at hun ville dåne. Men det gjorde hun ikke.
"Åh...Herre, du er så...Så..." Sean smilte let til hende.
"Jeg ved det kære. Stå nu stille her" bad han hende.
Det var simpelt. At bruge sine evner som Incubuc til at gøre kvinden forelsket i ham og derved sikre hun var medgørlig og ikke skreg.

De lignede lidt et klassisk ægtepar, som gik sig en aftentur i byen. Caroline havde det nu sjovt med den lille leg. Hun havde ærligtalt savnet det, at være omgivet af gamle venner og interesser. Det var ikke det samme når hun dræbte alene, med Sean. Så skete der altid et eller andet sjovt. Da de nærmede sig kvinderne. Caroline grinede med Sean. Ærligtalt var der ingen falsk klang over det, inderst inde morede hun sig mere end han kunne forstille sig. Lidt skade havde man vel taget? Caroline bemærkede kvinderne følte sig en smule mærkelig tilpas ved det 'par' der kom imod dem. Og der slap Sean hendes arm og greb fast i den første af dem.
"Skat da, du finder da også bare altid dem der pænere end mig." Sagde hun med armene overkors, og rystede let på hovedet. Så vendte hun sig rundt kiggede på de andre. "Mænd ikke, det slet ikke til at tro." Hendes smil blev dog skræmmende, da de plantede sig skævt på hendes læber.
"Lad hver med at skrige.. det så irriterende at hører på." Sagde hun med sin fine lille evne, og brugte den på dem begge to. Derefter blottede hun sine tænder, og satte dem i den første, bare for at få en smule blod ned. Derefter trak hun dem til sig igen, og kørte håndryggen henover kinden på den af dem hun havde taget blod fra. Så drejede hun blikket over for at se, hvad Sean fortog sig - hvorefter hun flyttede blikket tilbage på pigerne. Men de stirrede ondt på hende, hvilket gjorde Caroline hævede på et forvirret bryn inden hun kunne mærke, hvordan hun blev kvalt stille. Hun gav nogle host fra sig, og kunne mærke, hvordan hendes hals brændte voldsomt. Til sidst mærkede hun sine knæ ramme asfalten. Alt derefter stod i tåger.

Der var et eller andet sug. Det var en brændende smerte i hendes hals, som om, at hun var ved at være virkelig tørstig. Snart slog hun de store blå øjne op, og mødte et loft der nok engang havde været hvidt. Lokalet var tydelig allerede ved første øjekast beskidt, og gemt lidt væk fra byen. Spindelvæv i loftet og små revner. Hun drejede hovedet til siden og løftede at bruge sine skuldere til at løfte sig lidt op for at få overblik. Over hende lagde der et hvidt lagen. Hun prøvede let af løfte på hænder og fødder - men kunne ikke andet end at hæve dem en lille centimeter. Carolines blik flakkede rundt, hvad skete der? Hun kunne føle hvordan hendes hud mødtes med lagnet da hun rykkede sig blot lidt. Hendes hud var blottet derunder. Hvad var dette dog for et sygt sted?! Caroline bed sig ganske kort i læben, inden hun begyndte at rive lidt i lænkerne omkring hendes hænder igen, de rokkede sig ikke ud af stedet. Snart opdagede hun en slange på gulvet. Indholdet var blodrødt, og hun fulgte den med øjnene. Den havnede tilbage til hende. Tog de hendes blod, og til hvilket formål. At gøre hende svagere?
Hun lod luften sive ind mellem hendes læber, der næsten var ligeså tørre som sandpapir.
"Sean?" Spurgte hun. I hendes hoved lød hendes stemme normal, men lige nu var den så hæs - at det ikke ville undre hende, hvis han ikke kunne hører hende.


//Sådan, så det sat igang.. tilføj gerne ekstra spændende ting!

Han vendte sig om, da Caroline grinte og et svagt smil gled over ham, da hun satte tænderne i den ene kvinde. Hurtigt. Effektivt. De var de fødte rovdyr. I starten havde han tøvet, for han var en anden person nu, men der var et tidspunkt han åbenbart ikke havde ændret sig og det var et tidspunkt som dette. Han trak kvinden, han havde beroliget, tættere på sig, slyngede en arm om hendes skuldre, som han lod hende se på. Han havde ikke travlt.
Hans øjenbryn gled undrende sammen, da Caroline var færdig og så ud til at have problemer. Problemer? Hvordan? Hvorfor? Et simpelt menneskes blod...Han slap kvinden han stod ved og skulle til at skynde sig over til Caroline, da det lignede hun besvimede...Da han mærkede noget tungt ramme ham i baghovedet. Det kunne kun være fra kvinden...Men hvordan...Hvorfor...
Han sank sammen, først på knæ, så på alle fire. Hans ene hånd gled op på hovedet. Da han så på den igen, var den fuld af blod. Så blev alt sort.

Da han vågnede igen lå han, som Caroline - skønt han ikke vidste det, på en seng eller briks. Den virkede hård, men samtidig lå han oven på noget der forhindrede ham i direkte at fryse eller ligge for ubehageligt. Han vred sig lidt. Hans arme lå fast over hans hoved med nogle lænker. Ud fra hans tilstand, ud fra den svidende smerte, ville han gætte på der var pentagrammer på lænkerne. Også hans ben var lænket fast. Han havde umiddelbart intet tøj på, hans muskuløse overkrop lå som den var, fuld af ar, mens hans brystkasse gled op og ned, som han trak vejret. En tynd dyne eller måske kun et tæppe lå over hans underliv og ben. Umiddelbart kunne han ikke svare på om han var helt nøgen under den. Han drejede hovedet fra side til side for at finde ud af hvor de var og hos hvem.
Han var øm. Når han drejede hovedet, var han øm, der hvor han var blevet slået. I starten var hans blik en smule sløret, men blev langsomt mere og mere klart. Ikke fordi der var meget at se. Han hørte små lyde. Et eller andet sted...Måske fra den anden ende af rummet, måske tættere på? Som en hæs stemme. Han kom i tanke om Caroline. Hvad var der sket med hende? Han blinkede lidt og så op i loftet. Igen prøvede han at hive sig løs, uden nytte.
"Caroline?" kaldte han ud i rummet, selv om han vidste deres kidnappere lige så godt kunne sidde der et sted og han blot ville gøre opmærksom på sig selv.
Ah...Hvis han dog ikke var blevet slået oven i hovedet. En hovedpine bredte sig og han følte trang til at lukke øjnene igen, hvilket han gjorde.
Hvorfor føltes dette som noget de havde prøvet før?

Det her var sygt. Værst af alt så var det ikke noget nyt for hende. Når fangeskab og tortur var blevet en del af hverdagen, så gjorde det faktisk tingene lettere at overskue. Dog var der altid en ny metode hun lærte igennem det her. Hun blinkede kort med øjnene for at holde sig selv og sine tanker vågne. Seans stemme skar igennem hende som et lyn og gjorde hun fløj op, og kunne mærke, hvordan smerten skar igennem hende. Det var næsten som om, at hun havde flere nåle i kroppen - og da hun rev sig op af, så skar de alle sammen igennem huden på hende. Caroline faldt tilbage på båren hun lagde på, og hev smerten i sig til den forsvandt. "Jeg er her." Sagde hun stadigvæk hæst. I det mindste var hun ikke alene? Også selvom hun ikke ønskede Sean skulle være her, så var hun glad for hun ikke var her alene. "Typisk os huh?" Hun lo kort af sig selv, hvilket blev derefter fulgt af et par host. Caroline fik drejet hovedet let til siden, så hun kunne se, hvordan den tykke væske forlod hendes system. Det var sølvfarvet væske. En gift af en art. Det ville forklare, hvorfor, at et menneske kunne få hende i jorden før.

Skridt... Hun kunne hører nogle som gik inde ved dem. Lyden det var mærkeligt. Caroline kunne ikke sætte en finger på færten heller. Det var noget metal af en form. Hvis hun havde haft et fungerende hjerte, ville det galopere afsted - så snart hun kunne hører nogen fremmed var på vej imod hende. Så snart hun stod ansigt til ansigt med det, spærrede hun overrasket øjnene op. Om det var en mand eller kvinde vidste hun ikke. Alt hun kunne se var en person dækket i sort, med en udrustning af forskellige knogler. Åndedraget på dette væsen eller denne person var dybt, ekstremt tung - som havde den enten meget svært ved at trække vejret - eller noget andet. Caroline stirrede på væsnet og blottede som en anden kat truende sine tænder - blot en reaktion. Dog vendte personen bare om og kiggede hen til Sean - så han også fik ansigtet af denne person at se. Dog var det også det eneste de så af dette væsen. Før en ny fært trådte ind i rummet. Menneske. Den anden fært forsvandt langsomt, den havde forladt rummet.

Caroline trak sine tænder til sig igen, og sank en klump. Let løftede hun sig forsigtigt op med den ene albue, og bed smerten i sig. Hun fik et blik af kvinden. Klædt i en hvidt, og rødt hår sat op i en højheste hale. Spinkelbygning. Caroline kunne mærke, hvordan hendes tænder løb i vand. Tørsten var næsten modbydelig. Det var længe siden hun havde følt sig så tørstig. For selvom det ikke var længe siden hun havde været fanget og nærmest tørret ud, så havde der været følelser blandet ind i den situation. Lige her var det kun tørsten der plagede hende, og derfor var den så slem. Kvinden lo let. En latter der var blandet med en sødme, men også en hvis kyniskhed. "Det her er interessant, synes i ikke?" Spurgte hun med en nærmest lalleglad tone. Caroline fnøs let, og lagde sig så ned igen.
"Jo så interessant... jeg dør af spænding." Selvom Carolines stemme var hæs, kunne man tydeligt hører hendes sarkasme.
"Hvad med vi tester dig først?" Spurgte kvinden så, og gik hen og løsnede Carolines lænker. Det var tydeligvis et træk, men Caroline sprang med det samme ned fra båren. Hendes fødder plantede sig på gulvet. Noget hun havde lært af Delilah var ikke at bekymre sig om sin påklædning. Nøgenhed var ingen svaghed ikke medmindre man gjorde den til det. Dog kunne hun mærke, hvordan svimmelheden ramte hende. Hun greb fast om slangen i hendes hals, og rev den af - selvom den var umådelig godt sat fast, hendes hud havde trods alt prøvet af se om den kunne heale sig rundt om den. Caroline flyttede blikket over imod kvinden, og hævede på et bryn. De lange vampyros tænder blottede sig af tørsten, og det hvide i hendes øjne malede sig langsomt rødt.
"Fascinerende. De normale vampyrer vi havde her inde holdt knap nok til giften. Yderst interessant." Hun skrev noter ned som var hun et dumt lille skolebarn. Caroline gik imod hende. Selvom hendes skridt var tunge - næsten som at have bundet flere murbrokker omkring hendes ben. En ting vidste hun. Selv hvis hun fik chancen, ville hun ikke tage afsted uden Sean. Hendes blik søgte rundt, der var en mur imellem hende og Sean - rettere sagt de havde hvert deres rum. Men hendes sanser var meget skarpe lige nu, og selvom kvindens fært. Kvindens hjerte banken og puls var ekstremt i fokus. Så kunne hun sagtens finde Sean også. Først af alt, så skulle hun have blod hvis hun skulle kunne klare sig. Dog var Caroline ikke lige frem dum. Kvindens blod var sikkert forgiftet ligesom den anden dumme tøs. Skulle hun tage chancen eller ej? Måske skulle hun tage lidt af Seans, også selvom bivirkningerne var slemme. Det kunne umuligt være værre end at være eksperimenter for en sindssyg kælling?

Endelig havde Caroline fået tvunget sig selv derop. Og lige da hun skulle til at gribe fast i kvinden og sætte tænderne i den frygtløse tøs. Så kom væsnet fra før, og tog fast i Carolines hals med et jerngreb og sendte hende hele vejen igennem rummet - så hun til sidst ramte ind i væggen i Seans rum. Caroline gled ned af væggen og løftede let blikket op, og stønnede kort af smerte. Så fik hun øje på Sean og kravlede let derover. "Klare du den?" Spurgte hun lettere hæst og lyden af monsteret der kom igen, fik hende til at prøve at rejse sig op. Hendes muskler var smadret, hun var udmattet af helveds til. Men hun måtte bare give det sidste hun kunne ikke? Caroline kunne knap nok stå på sine ben, og faldt hurtigt ned på knæ ved siden af Seans båre. Alt hun kunne gøre var at prøve at nå at få en af hans lænker op. Det lykkedes hende også at få en op - før hun blev slået tilbage. Den styrke denne person havde. Var den inde i hendes hoved, eller var den en skabning af videnskab. Uanset hvad, så var den farlig.

//Blev det lidt langt? Ja okay håber det kan bruges xD

Han kunne intet andet end lytte. Han kunne høre lydene inde ved siden af og fordi de virkede en smule dæmpet, gættede han på de kom fra et andet værelse. Han vred sig lidt, men det var som om lænkerne skar i hans hud. Måske var det pentagrammerne, der gjorde lænkerne mere uudholdelige at have på. De sved og han gøs. Han kunne næsten mærke hvordan de holdte ham fanget og tog hans styrke fra ham! Han hadede det.
Hans blik gled op på dette ukendte væsen, da han kunne høre det kom ind til ham. Lyden var mærkværdig, som om personen havde støvler på, men lavet af et hårdt materiale. Væsnet var som dækket af knogler, der var skåret ud, så det virkede som en form for rustning. Og sort. Det var ikke til at se hvem eller hvad personen, væsnet, var. Han kneb øjnene lidt sammen og så efter det, da det forsvandt ud af hans synsfelt igen. Han sukkede og lagde hovedet tilbage igen, stirrede op i loftet.
Og hvor længe skulle han så ligge her?

Lydene. Nogen der snakkede, hvoraf han genkendte den ene som Carolines. Hans øjenbryn gled sammen, så en rynke eller to blev skabt imellem dem, da han koncentrerede sig om at lytte efter. Den anden stemme...Den virkede bekendt, skønt han ikke helt kunne sætte en finger på præcis hvor han havde hørt den før. En kvinde.
Der gik lidt tid...Så lød det som om det ukendte væsen kom igen. Pludselig kom Caroline flyvende.
Igen vred han sig i sine lænker, men mest fordi han pludselig blev bekymret for om der var sket noget med Caroline. Hun så ikke helt frisk ud, men så gled hun ned på gulvet og ud af hans synsfelt. Det eneste han kunne se, var det ukendte væsen, der kom tættere på. Og...En kvinde der fulgte i hælene på den og noterede et eller andet.
Han genkendte kvinden. Hans hjerte hamrede en ekstra gang. Dette kunne betyde Delilah også var i fare, hvis hun altså ikke havde siddet i en fangekælder derhjemme.
Carolines hånd dukkede op. Den flåede en lænke op. Hun blev ikke påvirket af pentagrammerne og kunne derfor flå dem op, hvor Sean ikke kunne. Blot med en arm fri mærkede han hvordan noget af styrken vendte tilbage. Væsnet kom over til dem, men ingen Sean nåede at advare hende, havde den slået hende væk igen.
Han snerrede for sig selv og vred sig i sine lænker, for at løsne sig selv fra dem. Håbede han var stærk nok til at fjerne resten selv nu. Han prøvede at ignorerer den kvinde, der vedblev at stå midt i rummet og ubekymret skriblede et eller andet ned. Han var træt af det, træt af visse folk prøvede at behandle ham som et eksperiment. Der var intet at sige til han foretrak at være sin egen læge! Bare fordi han var en archdemon.
Han fik fat i lænken. Han stønnede, som pentagrammet fik hans hud til at brænde. Stædigt hev han til. Det virkede ikke. Han prøvede igen...Og igen. Til sidst lagde han alle kræfter i...
Og kæden knækkede. Kæden, men ikke selve lænken rundt om hans håndled. Han var fri, men derfor endnu svag.
Han satte sig op og så over mod Caroline, for at se om hun endnu var ved bevidsthed eller i det mindste i live.
"Hvorfor gør du det her?" vrissede han og så vredt over mod kvinden, der endelig så op. Hun sendte selv Sean et ubekymret smil og viftede lidt med en finger, som irettesatte hun Sean for at være uartig.
"Så du husker mig? Imponerende. Jeg husker også jer. Det gifte par, der var våbeneksperter. I snød os alle sammen" svarede hun blot.
Sean greb fat i sine lænker om fødderne. Han havde endnu underbukser på, men det var også alt, da han hev tæppet til side og hev i sine lænker for at komme helt fri.
"Caroline? Tal til mig!" forlangte han.

Seans stemme rungede i hendes hoved. Caroline tal til mig. Det var et dybt ekko som ikke stoppede lige med det samme. Hun lagde blot på jorden. Hun kunne ikke få sig selv op og stå - så hun valgte at blive liggende. Af alt, hvad hun havde lært - så var at samle lidt energi nok det bedste. Hun lyttede dog i stedet for. Hendes krop var måske svag og tung lige nu, men når hun så chancen ville hun prøve at forsvare hende og Sean. Seans stemme kunne man sige rørte hende, sådan hun vidste hun - at han faktisk bekymrede sig om hende - hvis man kunne kalde det for det.
Caroline kunne mærke en kold kniv af en ting ramme hendes hud, og prikke til hende.
"Skuffende." Kunne hun hører kvinden sige let og skrev det ned. Caroline drejede sig hurtigt rundt og greb om benet på hende. Hun satte tænderne i, og sugede til sig af blodet. Det hun kunne nå inden hun blev sparket til. Caroline løftede blikket op. Hendes tænder blottede sig i et hvæs, og den mælkehvide farve kom pænt tilbage på hendes hud igen. Det var lidt blod, men nok - for nu.
"Bare rolig honey." Blinkede hun til ham, og kom på benene med lidt tøven. "Jeg klare den." Tilføjede hun let. Monsteret kom imod hende. Caroline vidste, at kamp var en dårlig ide - specielt når hun ikke kendte sin modstanders styrker eller svagheder. Alt hun vidste var, at vedkommende var stærk.

Hun tøvede. Dog fik hun øjenkontakt med væsnet, hun måtte vel forsøge sig med de evner hun havde.
"Stop." Sagde hun med sin evne, og holdt øjenkontakten. "Du med os, ikke hende." Tilføjede hun stadigvæk med sin evne i brug. Så kiggede hun opmærksomt på væsnet. Det blev forvirret. Som planlagt. Caroline løb over til Sean for at hjælpe ham med at få hans lænker revet i tu. Når de begge hjalp hinanden, så gik tingene meget bedre! Snart havde hun fået lænken op, og tog hans hånd.
"Lad os skynde os!" Forslog hun hurtigt og begyndte at gå mod døren. Hun ville lade væsnet tage hendes hævn, det var bedst sådan. Medmindre Sean selvfølgelig havde en anden ide?

Caroline kunne hører hjertebanken og det var ikke fra dette rum. De ville nok møde udfordringer om de slap fri her fra eller ej. Det var aldrig let for dem, så hvorfor skulle det dog være det nu? Caroline sukkede kort og kiggede på Sean.
"Nogle ideer?"

Hans blik veg fra kvinden, doktoren, til Caroline. Lige nu kunne man vidst rolig sige det var Caroline der sørgede for at få dem fri, men sidst havde det vidst også været ham, så det gik nok kun lige op. Hvis det overhoved betød noget i en situation som denne, det var. Måske var han en smule konkurrencepræget alligevel?
Bid og blod og spark og snerren.
Så kom Caroline over til ham igen og hjalp ham fri af resten. Da de sidste lænker faldt larmende til gulvet, rystede hele hans krop, da styrken vendte tilbage. Det havde været ekstra stærke pentagrammer, for at holde ham nede og nu følte han ruset, som styrken vendte tilbage og i et øjeblik fik ham til at føle sig uovervindelig igen. Som efter ritualet, nærmest.
Han nåede dog ikke rigtig at komme sig, før Caroline havde hevet ham ud på gulvet og trak ham efter sig. Det var fantastisk hvordan Caroline kunne slås sådan til gulvet og kun et øjeblik efter rejste sig igen. Men måske var det adrenalinen, som selv vampyrer følte?

Kvinden så efter dem, som de løb, men hun virkede ikke bekymret. Heller ikke da det ukendte væsen stod og stirrede efter dem - Eller det gik Sean ud fra den gjorde - efter Carolines forsøg på at overtale den. Det lignede lidt den kunne finde på hvad som helst. Hjælpe dem eller prøve at dræbe dem igen.
Snart stoppede de selv op. Sean var ikke helt sikker på hvorfor, da han ikke havde samme sanser som Caroline, men han stolede på hende. Hans blik gled om bagved. Kvinden stod stadig og noterede nogle ting, forbavsende rolig, mens monstret efterhånden så ud til at være nået til en konklusion. Det ville være nemt at slå kvinden ihjel nu her...Så hvorfor ikke?
Han trak sig løs af Carolines greb.
"Først og fremmest..." Han vendte sig om mod kvinden. Hans store, muskuløse og arrede krop satte i bevægelse, da han løb mod kvinden. Han ville knække nakken på hende eller...Et eller andet...Der sikrede hun var død. Hun ville ikke kunne sladre, lægge nye planer eller noget som helst! En pinsel ude af verdenen. Især nu hvor væsenet endnu var en smule paralyseret.
"Få monstret til at kæmpe for os!" råbte han til Caroline. Havde hun styrke til det? Monstret havde virket usikker, men nu bevægede den sig igen og gik direkte efter Sean, der havde kurs mod kvinden.
Med monstret kunne de bruge den til at bekæmpe yderligere fjender på vej ud. Håbede han. Ellers måtte de bare forvirre den igen og stikke af selv.
Han sprang efter kvinden, der endelig virkede en smule overrasket. Hun prøvede at flytte sig, men Seans krop kolliderede med hendes og de faldt begge to ned på det kolde gulv. Hendes noter gled over gulvet, som hun tabte den.
"Slip mig, din...!" Sean satte sig hurtigt op og tog kvælertag på kvinden, så hendes ord druknede i pludselig panik fra hendes side. Hun greb Seans hænder og prøvede at rive dem væk. Han snerrede svagt og klemte til.

Caroline var usikker på, om hendes evne ville virke, hvis hun brugte den igen nu. Normalt plagede hun bare at sikre sig sin overlevelse, og det havde hun gjort mange gange nu. Hun plagede at vende tilbage med fuldstyrke senere, men nu måtte hun tage sig sammen og hjælpe Sean. Hun stod bagved ham da han greb fast i kvinden. Hun gik op på siden af Sean og begyndte pludselig at synes, at det måske var lidt for let? Var det ikke en smule for let? Caroline bed sig kort forsigtigt i læben.
"Bare afslut det. Hug hovedet af hende.. de plager at forblive døde på den måde." Sagde hun en anelse kækt, og kiggede over på væsnet som stille gik imod dem. Caroline skælvede over imod det som det kom nærmere. Hun lukkede kvindens panikanfald ude af sit hoved, og blokerede væsnets vej hen imod Sean. Hun kiggede det i øjnene, og blev kort utilpas på en mærkelig måde.
"Vi har ikke brug for en rejse makker vi ikke kan stole på... Så.. jeg vil have dig til at ende dit liv." Sagde hun og lagde hovedet let på skrå. Caroline kunne mærke det tog hårdt på hende - trods alt, havde hun ikke alt for meget blod i hendes system. Dog havde hun lært at vende sig til at være under sådanne situationer, rejse sig op efter at blive slået ned var ligesom hverdagskost for hende nu. Caroline fulgte væsnet ud i det store rum. Kort gav hun Sean et nik til blot at tage sig af den kvinde der.

Caroline observerede at det nok skulle gå som planlagt. Hun så væsnet tage sin egen hånd ind igennem sin brystkasse, og rive hjertet ud på sig selv. Hun hævede forbløffet et øjebryn. Væsnet faldt sammen. Men nået virkede dog helt forkert. Det kunne umuligt være så let her? Eller var hun bare blevet bedre til at slippe væk? Caroline sukkede kort og gik op og tjekkede i kvindens journaler. Alt hun havde skrevet ind omkring hende og Sean og rev papirerne i tu. De skulle ikke havne i de forkerte hænder trods alt. Caroline kiggede let rundt og fik øje på sit tøj, og trak i det. Det var trods alt mere behageligt at rende rundt i end intet overhovedet.
"Klar til at smutte, eller har du brug for en lang og elskersovs scene?" Spurgte hun med et lille drillende smil. Ikke at hun regnede med vejen ud var fri. Hvis de havde mødt et af de væsner nede i en kælder - måtte der være flere af dem. Det mindede hende om the village of dead. Luften var tung og der stank af kaos og død. Hvem vidste om de ville løbe ind i et par levende døde på deres tur hjem? Det var ikke ligefrem fordi, at hun aldrig havde mødt de væsner før - hun vidste hvordan de skulle håndteres.
Og ganske rigtig, så snart de kom forbi den tunge kælderdør blev lugten meget kraftigere. De var fanget i et hus fyldt med levende døde. Caroline var nok ikke mest bekymret for sig selv lige her, fordi at de aldrig rigtig gik ligeså meget efter hende som frisk kød - Caroline var jo tekniskset allerede død, så hvorfor gå efter dødt kød. Caroline vendte blikket over imod Sean.
"Vi skal bare lige finde et rum, måske med nogle forsyninger af en ting, mennesker.. et eller andet." Sagde hun overraskende rolig. OG lige på slaget kom der et skrig oppe fra. Hun sendte Sean et skævt smil. "Hvem kommer først?" Spurgte hun kækt.

Han strammede om halsen og mærkede hvordan den blev presset sammen i hans greb og kvinden med den ene hånd, kradsede desperat mod hans ansigt, selv om han blot skulle rette sig lidt op for at undgå det meste. Han kunne mærke kvinde lave flere rifter ned over hans hals, den sviende fornemmelse, men ærligt talt var det jo det mindste af det hele. Ja, hans venner ville nok nærmere lave jokes med at han havde haft en ordentlig omgang sex. Hvad han ikke så, var kvindens anden hånd, der gled ned i en af hendes lommer...Og hev en kanyle frem. Den blev boret ind i hans ene ben og han kom med et overrasket udbrud, cirka samtidig som kvinden vendte det hvide ud af øjnene og udåndede. Han slap hende med krampagtige fingre og greb om kanylen, trak den ud af sit ben og studerede den et øjeblik, før han kastede den fra sig med et utilfreds grynt. Han vidste ikke hvad der havde været i den, men han håbede det ikke var noget slemt. Måske havde der ikke været noget af betydning, men kvinden var gået i panik og havde måske håbet det kunne distraherer ham nok til at redde hende, på en eller anden måde. Uanset hvad betød det ikke noget nu.

Han kom op og stå og lod sine skuldre rulle lidt, mens han gik over og fandt sit eget tøj. Med det på, gik han over til de sørgelige rester af Carolines arbejde. Et kort blik på monstret, mere interesseret i papirerne, som hun havde været alt for hurtig til at ødelægge. Der kunne have været nyttige informationer i dem, som han kunne have haft brugt. Han bukkede sig ned og samlede nogle stumper op, men kunne ikke læse andet end et ord eller to på hver af dem. kun hvis man havde alle stumperne og meget tålmodighed, ville de nogensinde blive læsbare igen. Nu hvor de var ødelagt, ville han helst have dem brændt, men det virkede ikke som en mulighed, da stedet var oplyst af krystaller, frem for iltfortærrende fakler.
Endelig rejste han sig op og med et svagt smil gik han over til Caroline igen. Han hørte også skriget, men han følte sig ikke urolig over det. De færreste kunne hamle op med en archdemon, trods alt. Han gjorde galant tegn til at hun skulle gå.
"Damerne først" smilte han tilbage til hende.

Caroline smilede skævt til Sean, inden hun gik videre ind i rummet. Hun brækkede et ben af en stol, hvorefter hun brækkede det til to pæle. Et par levende døde kom imod dem, og Caroline stak pælen igennem hovederne på dem, hvorpå hun efter trak den ud igen. Ja hun kunne hamre hovedet igennem skalden på dem, men hendes mål var at komme ovenpå til blodbanken. Caroline sørgede dog hele tiden for at have Seans ryg - også selvom det ikke så ud til det.  De levende døde tog kampen op imod dem, men de vidste selvfølgelig heller ikke bedre. En vampyros og en archdemon - de kunne tage over verden hvis de ville. Der var flere end hun havde regnet med, men det galt også bare om at få føde, også komme ud. Eller det var hende mål. Det tog hende heller ikke langtid før hun var på vej op af de trapper, lidt vampyrfart kom man trods alt langt med. Hun sparkede døren op og sprang på menneskekvinden der sikkert havde troet, at hun var i sikkerhed så længe hun gemte sig her.

Caroline stak tænderne i hende, og drak hver eneste dråbe til der intet var tilbage - så løftede hun liget op og smed det ned på jorden - så alle de levende døde gik efter lyden. Caroline løb ned af trappen, med blod om munden som hun hurtig tørrede væk. Så kiggede hun efter Sean.
"Lad os kommer væk." Sagde hun så og løb hurtigt om bagved Sean da der kom en levende død imod ham. Hun sparkede bæstet væk, og vendte blikket imod Sean. "Så har dit rolige sind en plan?" Spurgte hun med et hævet bryn. Denne verden var dræb eller bliv dræbt, og de begge havde tydeligvis valgt deres skæbne. De var mordere, men hun havde accepteret det for længe siden.

Caroline kiggede omkring, de måtte da kunne lokke disse væsner ned i kælderen måske? Det var da en måde de kunne skabe nok larm til at se ville gå derned.