Do I want to kill you? Or do I want to love you? -Jo

Tid: Midnat
Omgivelser: Skov og søen, ingen levende omgivelser udover en svag lyd af ugler.
Vejr: Stjerneklart, med en svag kold brise
Påklædning: En sort trøje samt et par sorte bukser, mest af alt noget kamuflerende da det er mørkt.

Det var en smuk stjerneklar aften, dyrene var gået til ro og man kunne kun høre ulvene. En ung mand havde sendt bud efter de faldne engles nye leder, men afsenderen var ukendt. ”Yderst vigtigt, mød mig ved midnat ved Ashenswoods sø, kom alene”, havde der stået i brevet underskrevet med -♥. Dog så var det ikke normalt for denne unge mand at bruge den underskrift. Han satte sig ikke meget i kærlighed, men han havde nogle følelser for denne engel. Han huskede tydeligt hvordan han vidste hende den mørke side med mord og ondskab, det var et minde han aldrig ville forglemme.

Ved søen stod et træbord, lyst op af stearinlys, og der sad en henholdsvis ung mand, dog så var han ikke den person man havde regnet med at se. Man ville tro at det var den perfekte date, med mad på bordet og en rose på den tomme plads’ tallerken. Det var en tilfældig mand der bare sad der, hvis man stod langt fra ville han ligne en der sad og ventede. Men kom man tættere på så man at hans ben og arme var blevet bundet til stolen og han så skrækslagen ud. Han havde handsker på sine hænder og de så mærkelige ud, som om hans fingre slet ikke var der. Han vred sig og så rundt efter personen der havde anbragt ham der mens han forgæves forsøgte at råbe efter hjælp.
Det var nu man ville bemærke at han heller ikke havde nogen tunge, men han mistede den for længe siden, i hvert fald havde han vænnet sig til ikke at have den mere. En ung mand stod i et træ og ventede, med et smil, på at den smukke faldne engel ville komme. Midnat var tæt på men natten var langt fra begyndt, og sluttede også snart for manden ved bordet. Manden i træets navn var Ramsay og han havde ikke set englen i et par år siden de blev skilt. Han kørte en hånd igennem det krøllede sorte hår og nød en kort brise. Hans trøje fremhævede hans muskler omkring hans arme og hans mave, men det kunne man ikke se. Hans øjne lyste svagt i stearinlysets skær, de var smukke i en lyseblå fanget i en rund mørkeblå ramme.
Han glædede sig sådan til at se hende igen. Han havde haft travlt med at myrde og han forstod ikke helt hvorfor hun pludselig ikke var der mere. Man kunne ikke spotte ham på øjekast men man kunne fornemme at han var der. Man ville ikke kunne fornemme præcist hvor han var men at han var der et eller andet sted. Det ville føltes som en ubehagelig kuldegysning. Som sagt gik Ramsay ikke så meget op i forhold og kærlighed, men at hun var blevet en leder skulle vel fejres, på en eller anden måde. Også selvom han ikke havde set hende i evigheder. Han kunne ikke undgå at smile lidt. Dog så vidste han ikke helt hvad han havde mest lyst til. Havde han lyst til at møde hende med et smil eller sin kniv?

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

---

Josette havde modtaget dette brev. Det undrede hende en smule, men hun havde aldrig været typen som ikke ankom når hun var inviteret. Desuden kunne hun forsvare sig selv, så det var ikke fordi, at hun var bange for døden eller noget. Josette havde gået ud til Ashen Wood Forest, det var ikke specielt svært for hende at finde vej derud - det mindede hende om noget. Hurtigt slog hun tanken ud af hovedet. Da hun ankom undrede hun sig en smule. Et bord midt i det hele, lys. Det lignede den perfekte middag, men allerede ved hendes ankomst virkede hun mørkere end nogensinde. Hendes aura var frygtindgydende, og kunne få næsten alle til at gyse. Hun kunne fornemme flere personer end den ene, men spillede lidt med - det var altid sjovest.

Josette gik over til bordet og kiggede på manden der sad bundet. Tungen lagde på tallerkenen foran manden, og fingerne var væk. Josette rystede let på hovedet, og kiggede så op - uden dog at finde vej til hvor Ramsey præcis stod. "Sikke en fin invitation. Du afsløre næsten dig selv... dog overrasker det mig, at du ikke har fjernet bare et øje." På de ord jog hun to fingre ind i det venstre øje på manden og rev det ud. Hun kiggede let på det, og lagde det så på tallerkenen. Så tørrede hun fingrene af i hans ærme og trådte et par skridt væk fra manden. "Men ærligtalt, så var jeg alligevel en smule overrasket over du sendte bud efter mig." et skævt smil bredte sig på hendes læber. Selvfølgelig var hun stadigvæk en smule glad for ham. hun var ikke typen der gav op på sine dybere følelser ret hurtigt, det var vel en svaghed.

Ramsay fulgte hende med øjnene. Hun så anderledes ud end han huskede. I hvert fald var hun smukkere. Han så spændt på hende da hun nåede bordet og havde haft fat om sin kniv som hang i hans bælte men han slap den. Manden skreg da hun jog sine fingre ind i hans øje og vred sig som en sindssyg:” Du er ellers et smukt syn som han skulle nyde inden jeg ville tage dem.. Jeg har fortalt ham en masse om dig.” kom det fra skyggerne. Ramsay kom med et tilfredst smil, og trådte ud af skyggerne og frem i lyset.
Han havde ændret sig en del siden sidst hun havde set ham. Han var mere veltrænet end han var dengang, efter at have boet i skoven og han havde fået sit skæg som han nu passede godt på. Han smilte tilfreds og gik roligt hen til bordet og lod en finger køre langs bordets overflade mens han ikke brød den forførende øjenkontakt han havde med hende, ikke engang et splitsekund ville han tage sit blik væk fra hende:” Jeg tænkte at der ikke ville være nogen bedre middag end en god omgang tortur.. Han minder også om din første, gør han ikke?” Sagde han roligt med et charmerende smil. Han strakte sig kort og hans muskler blev spændt i et kort sekund.
Han stod på den anden side af bordet og var stadig ikke helt sikker på hvad han ville med hende, i hvert fald ikke endnu. Han havde en mærkelig følelse af at han ville række ud efter hende men viste det ikke rigtigt. Han vidste ikke hvor de stod alligevel, hun var den der skred, så hun måtte vide hvor de stod. Han trak roligt sin kniv ud inden han gik over mod hende, det kunne godt ligne at han skulle til at gøre hende noget, dog inden hun kunne nå at blinke skreg manden.
Han havde stukket mandens andet øje ud. Man skulle have et meget godt syn for at spotte kniven stikke manden, et normalt menneske ville bare have set at der lige pludselig var et øje på den lange spidse kniv:” Jeg vidste slet ikke at du stadig var i live før jeg hørte nyheden.. Man skulle tro at man aldrig ville få noget at vide i skoven men folks snak går gennem skoven som en brise i træerne.” sagde han roligt og studerede øjet let, dog rettede han sit blik mod hende igen. Han lod roligt sit blik glide ned af hendes krop og så op til hendes øjne igen:” Ærgeligt at han ikke fik lov til at nyde meget af dig.. Men jeg bryder mig heller ikke om at blive jaloux..” Sagde han kort.

Hun var underlig rolig. Selvom han var bevæbnet og hun vidste, at han var syg i hovedet nogle gange. Men det var hun trods alt selv også - derfor.. lige præcis derfor, så kendte hun til sindsyges handlinger. Da han stak det andet øje ud på manden, kunne hun ikke undgå at smile en smule morderisk. Så drejde hun blikket over mod Ramsay igen, det blev mere roligt... mere blidt kunne man vel sige. Hun gik lokkende tættere på ham, og endte til sidst et par centimeter fra ham. hun lod sin håndryg glide henover hans kind og kiggede ham i øjnene. "Nej vi kan ikke have du går hen og blive jaloux. Der intet kønt i det... men se nu bare. Nu har du mig helt for dig selv. Ligesom i gamle dage." Hviskede hun let drillende og udfordrende. Så trådte hun et skridt tilbage og lod ham bestemme. Sådan havde han det også bedst. Det havde de fleste mænd trods alt.

”Nej det ville ikke være godt..” sagde Ramsay bekræftende. Han stak kniven ned i bordet og lod øjet blive på. Han lod hende komme tæt på og så roligt på hende. Da han mærkede hendes kærtegn var der et lille smil at finde på hans læber. At hun udfordrede ham fik ham til at smile mere. Han følte sig nu rolig med hendes tilstedeværelse og tog roligt en hånd op til hendes ansigt og løftede roligt hendes hage:” Du ved præcist hvordan jeg kan lide det så..” hviskede han roligt selv og lænte sig ned mod hende. Han var trods alt 1.82 meter høj mens hun var 1.63. Han pressede sine læber mod hendes, var det kærlighed man kunne fornemme i det? Hans anden arm gled roligt rundt om hendes læn og han trak hende helt tæt på. Han kunne nemt have lagt hende ned og gjort med hende hvad han ville, det havde han sikkert også gjort hvis det var en hver anden.

Men det var Josette og han kunne ikke få sig selv til at gøre sådan noget mod hende. Han havde trods alt elsket hende en gang. Han slap hende efter han brød kysset igen og tog let fat om sin kniv inden han hev den op af bordet:” Men det var de gamle dage.. Jeg vil faktisk gerne se om du har lært nogle nye metoder i at torturere, min kære Josette? ” sagde han roligt og smilte så med sit charmerende smil igen. Der var ikke noget bedre han vidste end en kvinde der ikke var bange for at få beskidte hænder, dog ikke i den sammenhæng de fleste ville bruge.

Han lod kniven glide ned langs mandens kind så han begyndte at bløde. Derefter trak han øjet af kniven og tvang det ind i munden på manden, kom med et svag grin da manden spyttede det ud og skulle til at kaste op:” Man skulle tro han vidste hvad han fik i munden.. Så fortæl mig.. Hvordan smager et øje? Åh.. det må du undskylde..” sagde han roligt og grinte tilfredst med at manden led. Han så afventende på Josette:” Vi kan også finde en anden, ham her er nok blevet for van til det nu.. Jeg har haft ham i et par dage, og han var langt sjovere i starten..” Sagde han så og så sig kort om. Der ville nok ikke være nogen at finde i skoven.

Da han lænede sig ned imod hende, og plantede sine læber på hendes - hun gengalt det uden at tøve. Og lod ham trække hende tættere på sig. Først da han afbrød det, så kiggede hun afventende på ham. Et smil dannede sig legende på hendes læber. Så kiggede hun let ned på den torturerede og så op på Ramsay igen.
"Jeg har metoder du ikke har set før." Smilede hun skævt til ham. "Men du har ret. Vi kan ikke bruge ham mere." På de ord slog hun blikket over på manden, og løftede den ene hånd lidt op. Hun knyttede den, og man kunne høre manden gispe efter luft. Til sidst blev han rolig. Helt rolig. Hvis man kiggede på ham, ville man kunne se han var blevet kvalt. "Og desuden, så er der altid nogle i skoven." På de ord lukkede hun de blå øjne i, og skabte en vind omkring deres fødder. Den var næsten isende kold, men efter den var blæst op - så skød den afsted igennem træerne, og man kunne se hvordan de vippede. Hun var i vinden, det var fuldt fokus. Så slog hun øjnene op. "Cirka 5 minuter herfra. Er der nogle sølle mennesker der har en lille lejr. Vi skulle tage og holde dem med selskab." Smilede hun let. Josette havde altid haft denne evne.. det var bare først fornyelig at hun havde lært at mestre dens egenskaber.

Han så lidt på manden og bed sig svagt i læben i lyst over hvordan han blev kvalt, han var ikke spor i tvivl om hvordan han kunne have elsket denne kvinde. I et splitsekund fik han en følelse af at han ville have hende tilbage men den følelse rystede han af sig, han var alligevel ikke god til det med kærlighed og kærester. Han så lidt rundt da det begyndte at blæse omkring dem, overrasket over hvor god hun var blevet til at kontrollere sin evne. Han tørrede sin kniv i mandens trøje og vippede roligt stolen så han faldt bagover. Han så på hende med et smil da hun sagde at der var nogen og tog blidt hendes hånd inden han nu bare gik. Han havde været i skoven et par år nu så han kendte godt menneskernes ynglingssteder, eller i hvert fald hvor de kunne lide at være, mennesker var altid så nemme at regne ud, de arme væsner. Han havde næsten lidt ondt af dem.
Det var ikke langt fra søen, det var en åben græsplæne så man kunne ligge og nyde stjernerne. Ramsay stoppede bag et træ og kiggede roligt frem og der var de. Tre unge der havde taget et tæppe med ud og skulle til at nyde en dejlig aften sammen, efter en lang varm dag. Det var et kærestepar og deres ven. Det var næsten kvalmende hvor meget kærlighed man kunne mærke mellem parret. Ramsay overvejede hvem der skulle dø først. Eller skulle de få lov til at vælge først, eller skulle hun udvælge? Det skulle være hende, han ville se om hun var blevet god til at udøve psykisk terror, det var næsten det bedste af det hele. Han så på Josette og kom med et smil:” Du er den smukkeste af os.. Du ville nok kunne få dem til at stole på dig frem for mig..” Hviskede han til hende, en smule spændt over at se hvad hun kunne:” Du har altid fremstået som en lille engel.. Men jeg kender den rigtige dig” mumlede han roligt for sig selv.

De unge sad bare og hyggesnakkede mens de havde taget nogle øl med og lidt mad. Den ene lagde godt mærke til at en mørk aura var i nærheden men ville ikke ødelægge sine venners aften. Det var nok en kæmpe fejl, men det kunne han jo ikke vide. De grinte og snakkede højt, de fleste ville blive irriteret over deres højlydthed, men de lod ikke til at tage sig af noget.

Josette løftede blikket over mod Ramsay, og smilede skævt. Så trak hun sin kniv, og snittede nogle sår på sine ben, og satte sig på hug imens hun smørrede jord imod såret og ud på huden. "Et styks falsk tillid, bliver leveret med det samme." Så rejste hun sig op. Yderst forførrende i sine bevægelser. Hun var jo engel, men selv med jord i ansigtet, så var hun noget så smuk at se på. Det var som om, at der ikke var noget der kunne ødelægge det ansigt. "Lad legende begynde." Sagde hun så og hendes ansigt ændrede sig helt. Fra selvsikker til panikslagen, hvilket selvfølgelig blot var et fantastisk leveret stykke skuespil. Hun satte derpå i løb over imod de tre venner i midsten af plænen. Hvis man ikke vidste hvad hun havde gang i, så ville man faktisk tro på hende. Hun løb haltende over imod dem, og faldt så på knæ lidt fra dem. "Please.. hjælp mig.. " Sagde hun med en let lav stemme, og hele hendes ansigt var dækket af smerte - men falskheden var slet ikke i syne. De hjalp hende hurtigt. "Hvad er der dog sket?" Spurgte vennen af de tre, og fandt hurtigt noget til at rense hendes sår.
"Jeg.. jeg har været fanget i mange år.. jeg undslap endelig.. jeg.. jeg er så bange.." Hun græd. Falske tåre. Man kunne se medlidenheden i deres øjne. Parret sad holdt om hinanden. Så hviskede pigen i drengens øre. "Jeg er bange skat." Hviskede hun. Men på grund af Josettes evne. Så kunne hun høre hvert eneste ord som bar vinden det til hende - hvilket den jo sjovt nok også gjorde.
"Bare rolig prinsesse. Jeg vil aldrig lade noget ondt ske dig." Så kyssede han hende. Josette kiggede kort væk, og kørte en hånd igennem sit hår.
Så pustede hun stille ud, længere end en normal udånding, men ikke noget man ikke lige lagde mærke til. Det fik træerne til at ruske voldsomt omkring dem. Hun spillede dum bange, og lod som om, at hun sprang i vennens favn. Tydeligvis var han begejsret over, at Josette valgte i sin frygt at kaste sig i hans favn. På grund af manglende viden og alkoholdet i blodet, lod han sine læber plante imod hendes. Var det for at drille Ramsay at hun kyssede fyren igen? Måske. I hvert fald var det ikke ham der skulle dø først. Men hun sugede luften fra ham. Bogstavligtalt tog hun pusten fra ham.
Så drejede hun hovedet mod parret. "Ops." Smilede hun skævt. Så tog hun en dyb indånding, og rystede let på hovedet. "I er definitionen af ufattelig dum." Tilføjede hun så og sukkede af deres dumhed.
Tøsen fik et snobet udtryk i ansigtet. "Din f..." Mere nåede hun ikke at sige før Josette havde sine hænder løftet og lavede en bevægelse der kunne minde om en der havde lyst til at brække nakken på en... Dog brugte hun blot vindens styrke til at brække nakken på tøsen, som ville et hårdt vindstød kunne knække den stærkeste træstamme over. Hun kiggede over på fyren. "Hvordan kunne du dog holde den kælling ud?" Spurgte hun så og rejste sig op. Lidt øm til bens måtte hun indrømme, men hun skulle nok overleve. Alt hun skulle undgå var nogle angreb hendes ben. Selvom det var overflødige sår, så sveg de stadigvæk. Desværre.

Josette, gik hen og satte sig på hug foran fyren. Så greb hun fast om hans hage og drejede hans hoved til siden. Så pustede hun ind i hans øre. Harmløst måtte man vel tænke? Men man skulle ikke lade sig narre. Lufttrykket gjorde tydelig skade, for da hun løftede sig væk fra ham, flød blodet fra hans øre. Hun havde slet ikke lagt mærke til skriget, hun var så van til den lyd at hun ikke bemærkede det . Josette lod to af sine fingre glide henover blodet og derefter stak hun de to fingre ind i hendes mund og suttede dem rene for blod. Modsat andre engle - så kunne hun godt lide essensen af blodet mod hendes tunge.
"Ramsay, du går jo glip af festen." Sagde hun med en let hævet stemme og rejste sig op. Hun kunne mærke, at hun skulle spare lidt på sin evne - ellers ville hun måske ende med at besvime. Og det kunne vi jo ikke have.
"En død, hun irriterede mig. De andre to er stadigvæk til live." Tilføjede hun så og rejste sig op. "Men jeg tror vi skal vente til de kommer lidt til sig selv igen.. ellers er det ikke ligeså sjovt... så hvad skal vi lave imens vi venter?" Spugte hun lidt udfordrende og drillende. Hun gik hen til ham og tog hans kniv, og skar sig henover håndfladen, for at drikke blodet fra sig selv. Snart var alle de små sår healet helt. "Vil du have noget må du tage det... noget siger mig du ikke har glemt hvordan man gør." Selvfølgelig var der en drilsk kommentar fra hende - uden det vill det ikke være normalt.

Han så spændt til mens hun skar i sine ben og kunne nu ret godt lide synet af hendes ben. Han så efter hende mens hun gik, bed sig spændt i læben. Hun havde altid været en god skuespiller, det ville han gerne indrømme. Hans blik fulgte hendes hofter mens hun gik forførende og han kom med et let smil. Da hun sprang ind i armene på fyren tog han armene let over kors, han kunne nu godt se gennem hendes skuespil, men det var kun fordi han havde kendt hende længe. Bed sig let i læben endnu en gang, mest fordi hun virkelig vidste hvad han bedst kunne lide, han følte næsten af de gamle følelser kravle op, dog så kunne han ikke undgå at blive jaloux så snart hun gengældte fyrens kys. Et let fnys kom fra ham, han havde jo ikke ligefrem noget at frygte fra en fyr som ham, sådan en prins charming. Han gik roligt over til dem og så lidt på fyren som havde kysset hende og nød nu at hun havde taget luften fra ham, han brød sig ikke så meget om at se andre være sammen hende, han ville næsten bare have hende for sig selv:” Er du sikker på at hun irriterede dig eller var du bange for at jeg ville tage hævn på dit kys med prins charming?” sagde han drillende.
Et smil bredte sig på hans læber da hun skar i sin håndflade, det var nok det mest sexede hun kunne have gjort i hans øjne. Han trak hende roligt hen til sig og pressede så sine læber mod hendes, man kunne fornemme hans lyst i kysset. Han ville have hende. Hun havde ham om sin lillefinger og hun kunne egentlig næsten få ham til alt lige nu. Han tog roligt kniven fra hende:” Hvad så hvis jeg vil have dig? ” Sagde han mens han holdte en sensuel øjenkontakt med hende.
Pludselig pressede han en flad hånd mod et træ der stod bag hende, tvang hende til at blive presset op mod træet, mens han så lettere afventende på hendes læber, de bløde læber hun nu havde. Han lod den anden hånd køre op af hendes side inden han nu pressede sine læber let mod hendes, med en svag kærlig tone over det. Han kyssede roligt hendes kind og begyndte at kysse ned af kinden inden han så kyssede hende ned af halsen. Han måtte sætte sine negle i træet, lysten havde bygget sig op indeni ham:” Jeg vil se dig gøre dem mere ondt.. Det ikke noget bedre end at se dig pine andre..” hviskede han så forførende ind i hendes øre. Dog blev deres øjeblik ødelagt af prins charming som var kommet tilbage til fornuft igen efter hans vens skrigeri, han skulle til at rejse sig men det var besværligt, han hev efter vejret.
Ramsay kom med et let suk, sikke en måde at ødelægge det på. Han så kort på Josette og aede hendes side inden han lod sin arm falde ned langs sin krop igen og træde tilbage så hun ikke var presset op mod træet:” Det ser ud til at vores sjov begynder nu.. Hvad skal vi gøre med dem først?” sagde han roligt og vidste nu godt hvad han ville gøre med prins charming. Han gik roligt over til fyren og trådte på hans bryst så han blev tvunget ned at ligge. Han tog roligt sin kniv og flåede hans trøje op. Han kørte kniven ned langs hans bryst, fyrens klynken var musik i hans ører. Den anden fyr var holdt op med at skrige og sad på knæ ved pigens side mens han græd, Ramsay fik det næsten dårligt, det var lige for sukkersødt til ham. Han lavede nogle lige tern på fyrens bryst og stod så lidt og beundrede hans værk i et sekund. Så drejede han kniven og begyndte at skære ternene af, fyren vred og skreg som en stukken gris, det var en smule morsomt.

//Blev ikke lige det bedste svar, men håber det okay xD

Der var ingen tvivl om, at der var noget under alt det her. Det var ikke bare et spil de havde gang i. Der lagde noget, som prøvede at finde sin vej til den rette sti. Jo var god til at modstå sine følelser, når hun altså ønskede at gøre det. Hvordan ellers skulle hun have været i stand til at skride fra dem begge to. Hendes hemmelighed hvorfor, men ja. Josette blev slået væk og ind i en helt anden verden, hvor hende og Ramsay var de eneste der fandtes. Hun kiggede ham dybt i øjnene, imens hun mærkede barken fra træet der pressede sig op af hendes ryg. Josette lod ham plante læberne på hendes, ligeså meget som man kunne mærke hans lyst - så kunne man mærke hendes. "Hvis du vil have mig så tag mig." Svarede hun i en let sensuel hvisken mod hans øre. Hun smilede let til ham. Da han sagde han ville se hende pine dem mere. Det var deres ting.. blod. Mord.. også videre. Det var blot et tegn på, at dette ville blive en ret så vild aften. Hun observerede hvordan Ramsay gik hen til den af dem hun havde kysset, og rystede let på hovedet. Så rettede hun blikket mod den grædende og fnøs. Så gik hun derhen og satte sig og kiggede let på ham. Et dumt slag fra ham var at slå udefter hende. Med en ødelagt ølflaske slog han ind på hendes skulder, som selvfølgelig gjorde nogle skår sad fast i hendes hud. "Barn dog." Vrissede hun halv irriteret og sukkede. Så kastede hun liget af tøsen op mod et træ og brugte gaffler og knive fra deres madkurv til at hænge hende op med. Så rejste Josette sig op og gik hen til liget, hun jog sin hånd igennem brystkassen på kvinden og trak det ikke bankende hjerte ud og gik tilbage til kæresten som stadigvæk sad i tåre. Så løftede hun hjertet op foran øjnene på ham. Så kiggede hun på det også i hans øjne. "Jeg troede ærligtalt, at du havde stjålet hendes hjerte.. men lad mig hjælpe dig med det.. vi skulle nødig gå glip af den chance." Hun smilede let skævt. Han skulle til at sige noget, da Josette massede hjertet ind imellem hans læber, og tvang det ned, med hendes styrke kvang hun ham til at tykke og synke det.. Lysten til at brække sig - kunne ses i den stakkel fyrs ansigt. "Hvis du brækker det op. Så får du lov til at spise det også." Josette rejste sig kort på og pillede stille glasskårende op fra sin skulder, blodet lod hun sidde. Så kiggede hun let rundt. Hun satte hun sig atter på hug ved den rystede mand, og smilede morderisk. Så sukkede hun lidt. "Du så bange... så ynkelig.. du kunne ikke engang holde dit løfte. Du burde ikke engang dø. Du burde bare leve dit sølle uduelige liv. Velvidende om, at du burde kigge dig en ekstra gang over skulderen inden det forsent." Sagde hun så... "Så jeg giver dig en chance. Løb. Du fri lille fugl." Han så nærmest lettet ud da han rejste sig og løb en tur.
Så kiggede hun over på Ramsay.
"Det meget sjovere når de flygter for deres liv." Smilede hun så, og løftede en hånd i vejret og vinden ramte dem. Naturligvis ikke så hårdt som den kære mand der troede han slap med livet i behold. Han blev slynget igennem luften, og ramte ind i et træ ved siden af sin kære. Her hang hun ham op. Jo bemærkede hendes evne ikke ville være til megen hjælp før om måske en times tid. Hun stod med ryggen til Ramsay, men hendes ene øje begyndte at bløde blod, dog fik hun det fjernet inden hun vendte sig om.
"Så jeg tror ham her er hængt nok op for i dag.. han holder ikke i mere end få minutter." Al den tortur gjorde noget ved hende og Ramsay som man ikke kunne beskrive.. der var et eller andet ved alt det blod.. der gjorde de fandt noget specielt ved hinanden. Det var næsten for uvirkeligt til at være sandt, men sandt var det.

"Jeg ved ikke hvor godt det ville være for os hvis jeg gjorde det.. Selvom jeg virkelig gerne ville" sagde han, der var en snert af tristhed at finde i hans stemme. Han var overrasket over at han pludselig bare havde lyst til at tage hende og aldrig lade hende gå igen, det var bare ikke hans stil, kærlighed var ikke noget han interesserede sig for, men så igen, hvorfor fik hun ham til at føle sig sådan her? Det var helt mærkeligt. Han betragtede hende, man kunne tydeligt mærke at der var en helt speciel kemi mellem dem, kunne det være? Nej, han rystede hurtigt tanken væk, han måtte koncentrere sig om at pine fyren. Han nød nu bare en hver ting hun gjorde, lige fra at tvinge fyren til at æde hans kærestes hjerte til at lade ham tro at han kunne slippe. Hun var fantastisk, det måtte han indrømme bekræftende endnu en gang. Han tog kniven og borede den ned i fyrens skulder så han skreg, han var nød til at koncentrere sig om det her!
Han kom med et lille smil, men så man ham i øjnene kunne man se at den menneskelige del var delvis kommet frem i ham. Han følte en svag væmmelse brede sig, Ramsay Snow, menneskelig? Det var lidt ynkeligt. Han blev fanget i sine egne tanker mens han så på fyren, som nu bare vred sig for at få kniven ud. Et lille smil kom frem i Ramsay, det var trods alt en god aften, bedre end havde forventet. Han rejste sig roligt og trak let i kniven så den skar fyrens skulder op og blodet egentlig sprøjtede ud. Hurtigt faldt fyren sammen af blodmangel og var nu lidt af en kedelig død, men han brød sig heller ikke meget om fyren, han havde kaldt hende prinsesse. Det var hans fejl. Deres sjov blev dog ødelagt da et par bevæbnede fyre kom løbende, de havde godt hørt og Ramsay og Josette. Eller var det nu sjoven begyndte?

”Der har vi dem… Den berygtede duo Ramsay og Joestte.. Kan i huske mig? Det var min familie i brugte som forsøgskaniner..” sagde den formodentlige leder af gruppen. Han så ikke ligefrem glad ud og samme gjaldt for mændende der var med ham. Ramsay huskede det tydeligt, det var et sødt minde han nu aldrig ville glemme:” Det var sjovest at slå din søster ihjel.. og din bror… de var faktisk alle sammen ret morsomme..” sagde han roligt og trak sin kniv ud af den døde fyrs skulder. Han så lidt på Josette og gik roligt hen til hende.
Han kunne nu godt se at hendes evner var ved at være ved sit endepunkt, så han havde nu ikke så meget lyst til at kæmpe imod dem. Han tog fat i Josettes arm og løftede hende nu bare op i sin favn inden han hurtigt løb afsted, han lod hende ikke engang få lov til at bestemme, mest fordi hun sikkert havde lyst til at blive og slås:” Måske en anden dag, jeg ved godt hvem han er” sagde han forsikrende til hende og så lidt på hende mens han løb.
Der gik ikke længe før han var langt væk fra mændene og satte hende ned. Han var lettere forpustet men kun en smule. Han havde taget hende med hen til sin hytte, det var nu første gang han havde taget hende med herover, han havde altid holdt sit bosted hemmeligt, ikke fordi han ikke stolte på hende, men fordi han havde haft det bedst med at det var sådan:” Du burde hvile dig.. Jeg kan bedst lide når du kan yde hunrede procent.” sagde han og strakte sig kort. Om hun ville blive hos ham eller tage hjem var op til hende nu. Hans blik sagde at han nu gerne ville have hans skulle blive, men han var lidt bange for hvad der ville komme ud af det.

Da der kom nye folk. Bevæbnet. Hurtigt drejede hun hovedet over imod dem. Hun skar kort grimasse. "Tja.. nu når jeg husker tilbage.. naaah. Det siger mig ikke så meget, men det gør kedelige og ynkelige folk nu aldrig. Noget vi kan gøre for jer?" Spurgte hun og lagde hovedet uskyldigt på skrå.
Dog ingen hun nåede at få respons var Ramsay gået over til hende, og løftede hende op i sin favn. Hun nåede at sende ham et halv forvirret blik, men også fordi, at hun hadede at rende væk. Hun nikkede så til ham, og sank en klump. Josette, lod sig falde til rette under løbeturen, med sit hoved tæt mod ham. Det var sjældent hun faktisk lod nogle bære hende. Faktisk var det sjældent hun egentlig lukkede nogle helt ind. De eneste folk hun lukkede ind var for det meste de faldne engle - nu var hun jo også deres leder.

Josette steg ud af hans favn da de var inde i hytten. Hendes blik vandrede forbløffet rundt. Det var som om at det havde taget pusten fra hende - alle havde hemmeligheder. Og split nyt, kunne hun regne ud det ikke var. Josette vendte opmærksomheden imod ham da han snakkede til hende. Hun nikkede til ham. "Det kan jeg også bedst selv. Desuden skal jeg have renset blodet af." Josette tog sin læder jakke af og hang den på den nærmeste stol. Nu afslørede hun den knæ korte kjole mere. Hvordan den faktisk fremhævede hendes barm, og smallere talje. Den højre skulder var såret, blodrester på benene.. på kjolen. Faktisk var de begge pænt dækket af blod. Hele Josettes venstre hånd var smurt ind i blod fra da hun trak hjertet ud på kvinden. Dog indtørret nu.
"Har du et bad jeg må låne.. hvis du ikke tør lade mig gå alene, kan du altid følge med." Det var en af hendes måder at hentyde til, at hun vidste hvad hun ville have. På den anden side var det sagt med et af hendes berømte drillende blikke - fyldt med naturlig charme. Det var ikke fordi, at hun var typen der lagde skjul på det. Ikke overfor Ramsay i hvert fald.

Ramsays øjne fulgte hendes bevægelser og betragtede hende mens hun tog jakken af. Han kunne nu godt mærke nu at den løbetur havde gjort ham en smule træt. Han havde selv taget sin trøje af den ikke ligefrem var rar at have på, med alt det indtørrede blod. Hans mavemuskler og armmuskler var blottede, det var nu man virkelig kunne se at han havde passet godt på at holde sig stærk.
Han gik hen til hende med rolige skridt og kørte sine hænder roligt ned langs hende sider for at mærke på hendes former, dog gjorde han det på en kærlig måde. Han stod bag hende kørte sine hænder op langs hendes sider igen inden han fjernede hendes hår fra hendes nakke. Han kyssede hendes nakke på en måde der ville give en kuldegysninger hvis man ikke var van til det:” Selvfølgelig har jeg et bad.. Men så har du ikke brug for den her..” sagde han blidt mens han trak stropperne på kjolen ned af hendes skuldre, dog ikke helt ned, hun havde stadig kjolen på, dog var hendes skuldre blottede.
Derefter kyssede han hendes skulder kærligt, det meste af det han gjorde var på en kærlig måde. Han vendte hende hurtigt om og kyssede hende blidt, men man kunne stærkt fornemme hans lyst. Han løftede så armen mod badeværelset for at lade hende gå først:” Denne vej” sagde han på en charmerende måde. Han vendte ryggen til hende da de kom ud på badeværelset for at tænde vandet til karret.
Han forsikrede sig at vandet hverken var for varmt eller koldt, inden han vendte sig mod hende igen. Et lille smil bredte sig på hans læber og han satte sig på kanten mens han så på hende:” Du er ikke helt så skræmmende som du var dengang.. Men noget siger mig at du gerne vil have jeg bliver?” sagde han med en let charme i stemmen. Hans hænder hvilede roligt ned langs hans sider og han holdte fat i karret.
Han undrede sig stadig lidt over hvor de stod, og man kunne se på hans ansigt at det var noget der gik ham på, men man ville ikke kunne regne ud hvad. Ramsay holdte tit sine kort tæt indtil sig men han var ikke sikker på at han kunne blive ved sådan. Der var alligevel ikke nogen der kendte ham bedre end hende, det vidste han også godt. Så inderst inde vidste han godt at det ikke ville hjælpe at skjule på noget. Ærlig talt begyndte han også at undre sig lidt, hvorfor var kemien han følte stadig så stærk?

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]
Hytten indenfor
[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]
Badeværelset

Hemmeligheden var selvfølgelig hendes families stamtræ. Ingen vidste dette. Og hvis folk direkte fandt ud af det, vidste hun ikke hvad der ville ske - men hun havde lovet Manning, at hun aldrig ville sige noget til nogle omkring det.
Endnu engang smed Ramsay hende ud af sine tanker, og fik hende til at rette opmærksomheden mod ham, og kun ham. Det var hans bevægelser, hans kærtegn imod hendes hud - hans kys mod hendes nakke, der fik det til at krible behageligt inde i hende. Hun lukkede øjnene kort, men åbnede da han vendte hende rundt. Da han kyssede - gengalt hun det lidenskabeligt- uden tøven.
Hvis han spurgte hende, ville hun svare ham ærligt. Sådan var hun. Da han så fint viste hende vej hen til badeværelset. Hun stillede sig et par skridt fra, hvor han sad og lagde hovedet lidt på skrå.

Der var et eller andet der plagede ham... og selvom hun ikke var sikker på hvad det var - så havde hun en anelse.
"Min bror havde alvorligt brug for min hjælp..." Udbrød hun så, og kørte en hånd henover sit hår, og bed sig kort i læben. "Jeg har en trillingebror.. Manning. Han havde brug for hjælp til at redde vores søster. Han sagde jeg ikke måtte sige noget.. så det gjorde jeg ikke. Hvis du spekulerede på, hvorfor, at jeg pludselig ikke var der..." Hun blev derefter stille. Det var som at få lettet en sten fra sit hjerte. Thunder familien var i flere generationer blevet jagtet og været i kamp med mørkest væsner. Denne generation var dog fyldt med mørkest væsner. Det var helt ufatteligt. Men nu kunne Josette lige så godt bare få det ud. Hendes blik gav tegn på, at det ikke var noget hun havde lyst til at gå i dybten med lige nu. Faktisk ville hun slet ikke have ødelagt stemningen, og håbede på, at den hurtigt kunne bygges op igen. Josette bed sig i underlæben og så afventende på Ramsay, det var som at vente på, hvad man fik som karakter til eksamen. Alt kunne ske. Alle reaktioner kunne fremstå. Måske ville det blive forstået, måske ikke? Man vidste aldrig.

Han så ret overrasket ud da hun pludselig fortalte lige ud hvorfor hun skred, dog så rejste han sig bare og gik hen til hende. ”Mnh.. I det mindste forlod du mig ikke fordi du ikke elskede mig mere så” sagde han roligt. Hans hånd placerede han kærligt på hendes kind, et blidt smil var hen over hans læber. Han var glad, skræmmende nok var han kommet i kontakt med sin menneskelige side, det var kun på grund af hende. Inderst inde var han ikke sikker på hvor glad han var for det, men lige nu fokuserede han kun på hende.
Hans læber mødtes med hende i et kys da han lænte sig frem, han ville have hende helt for sig selv. Han ville ikke lade hende forlade ham igen:” Jeg lader dig ikke gå fra mig igen.. Hvis du støder ind i problemer som dem, så fortæl mig det.. Også hvis de siger du ikke skal” sagde han en smule alvorligt, dog med en blødhed i stemmen da han ikke ligefrem ville have at hun fik det dårligt over det, tværtimod. Han tog let fat i hendes kjole og trak den ned så den faldt til jorden. Hans arme tog hende ind i sin favn mens han aede hendes bare ryg. Han så ned på hende og kyssede hendes pande, han havde allermest taget hende ind i sin favn fordi han kunne mærke at hun gerne ville tilbage til den oplagte stemning, så det ville han gøre alt for at hun gjorde igen:" Vi snakker om det når du føler for det.." sagde han med et blidt smil på læben.

Han kom så med et charmerende smil og løftede hende let op fra gulvet så hans mave var presset ind mellem hendes ben og han så lystent op på hende. Hans greb om hendes lår var ikke et hårdt greb, hun ville sagtens kunne komme fri hvis hun ville. Han så afventende op på hende og håbede mest af alt at hun ikke ville hoppe ned. Hans tommelfingre aede hendes lår lidenskabeligt og han følte sig nødsaget til at stjæle endnu et kys fra hende, hendes kys var de bedste:" Jeg vil have dig... alt af dig.." hviskede han kærligt ind i hendes øre. Det var oplagt til at der skulle ske noget i løbet af denne nat, hvad end det var, var han ikke sikker på, men der skulle ske noget når de havde haft sådan en vellykket aften med tortur og mord.
At hun havde været så god til det havde bare gjort at han hungrede efter hende. Han pressede hendes ryg let mod væggen og begyndte at kysse ned af hendes hals igen, denne gang kunne man mærke lysten og kærligheden i hvert kys, det var ikke bare nogle sølle kys, nej han gjorde noget ud af disse:" Jeg kan ikke holde mig tilbage.. Ikke for dig.." hviskede han, i den samme kærlige tone som før. Hans hænder klemte let om hendes lår og inden han vidste af det var han begyndt at give hende nogle små, kærlige bid på skulderen og halsen. Gud, al den lyst, han kunne næsten ikke holde det ud, og han undrede sig om hun havde det på samme måde?

Kærlighed var svaghed. Det var hendes holdning. Kærlighed var for de svage - eller det var hvad hun blev ved med at sige til sig selv. Overfor Assorian havde hun ikke haft svært ved at afvise ham, men overfor Ramsay gik det totalt modsat. Komisk egentlig.  Hun nikkede til hvad han sagde. Manning ville ikke blive glad for hun havde sagt det, men på den anden side - så var det en lettelse for hende, at det ikke længere plagede hende. Det gøs igennem hende da han let som ingenting fjernede hendes kjole - hvilket afslørede hendes krop. De mellem store bryster. Den pænt tonede krop. Musklerne var holdt ved lige. Det var ikke overdrevent, men det var pænt - man kunne se hun bar styrke. Hun følte sig en underlig form for tryg imens han holdt om hende.
Det var alligevel en anelse mærkeligt for hende - sikkert som det var for ham. At komme i kontakt med det menneskelige af hinanden - en følelse hun ikke havde haft tæt på sig siden hun var taget fra ham.

Da han løftede hende fra jorden og pressede huden mod huden. Kunne hun mærke, hvordan at varmen blussede op i hende. Hendes øjne så intimt på ham. Der var den gnist han ledte efter. Josette bed sig kort i læben da han greb om hendes lår -  så svang hun benene omkring ham, for at holde sig der. Ryggen mod muren. De små dybe kys ned af hendes hals. Hun var ved at eksplodere efter ham. Hun vidste udmærket at hun vil have ham - og det samme sagde stemmen i hendes hoved. De næste ord han hviskede efterfulgt af de små kærlige bid mod hendes hud. Hun lukkede øjnene og bed sig nydende i læben. Så lod hun sine fingre glide henover hans skulder samt arme. "Så hold dig ikke tilbage." Hviskede hun let imod hans øre med en vidunderlig sensuel blid stemme. Josette bed ham blidt ved øreflippen, og lod derefter sine læber plante sig intimt og lystens på hans læber. Det var helt vildt. DEt var længe siden hun virkelig bare ønskede at være sammen med nogle - og ligenu. Så ønskede hun blot at være sammen med Ramsay. Lade ham føre hende til paradis. Han kunne gøre med hende hvad han ville. Han kendte hende,  vidste hun næsten ingen grænser havde. Vidste hun ville have ham hvor som helst. Hun var ikke en af de finere typer trods alt. Om de skulle have været udenfor i skoven havde hun intet haft imod. Josette havde et eller andet for de vildere ting. Sikkert derfor hun elskede Ramsay - der var altid noget nyt og spændende.

Han holdte om hende, mærkede hendes varme mod sin krop. At han kunne mærke hvordan hun havde det på samme måde gjorde at han simpelthen ikke kunne holde sig tilbage. Han gengældte hendes kys med en ligeså stor lyst. Han havde nået sin grænse, hvis de ikke gjorde det nu ville han gå amok. Han slap hendes ene lår så han havde sin hånd fri og tog fat i hendes undertøj, inden han nu bare hev det af, han havde ikke tid til at sætte hende ned for at få det af hende:” mnnh.. undskyld..” mumlede han en smule inden han kyssede hende lystent igen.
Han løftede mere op i hende med sin anden hånd og bed blidt i hendes bryst. Hans frie hånd åbnede hans bukser og han så afventende op på hende. Så trak han hende væk fra væggen og lagde hende roligt på det varme gulv, dog fulgte han med hende ned og han fik sine bukser af. Hans øjne spejdede ned af hendes krop og et tilfredst smil bredte sig på hans læber. Han lå på hende dog holdte han sig oppe med sine håndflader så han ikke ville mase hende.
Pressede sine læber mod hende, det var dog et lidt dyrisk kys, han fik sine læber til at åbne hendes mund inden han kørte sin tunge prøvende mod hendes tungespids, han ville have alt af hende, alt på samme tid. Han kyssede derefter ned af hendes hals igen og ned af hendes bryst, alt mens han holdte en lysten øjenkontakt med hendes øjne. Han spredte hendes ben let og så begyndte han. Han rettede sig op da hun havde nået sin grænse og så lagde han sig mellem hans ben.
Han pressede sit underliv mod hendes og trængte op i hende. Hans hofter begyndte at bevæge sig ret så kærligt og rytmisk og han nød det fuldt ud, gud det var længe siden. Han pressede sig tæt mod hende, hans bryst gned sig mod hendes, og lette støn undslap hans læber. Han holdte fat i hendes skuldre så hun ikke blev skubbet væk, følelsen af at de smeltede sammen igen var noget han havde savnet inderligt.

Rummet var hedt, dampen fra det varme vand havde dugget vinduerne og der lå de på gulvet. Ramsay gispede mens han så lidt på Josette. Han var helt fugtig og svedig, men det var hun sikkert også. Han kyssede hende blidt på munden og smilte glad. Han aede hendes kind blidt inden han nu bare satte sig op med hende i favnen. Han havde stadig lyst til hende, nu hvor det var ovre hungrede han efter mere:” Vandet er ved at blive koldt…” sagde han og håbede nu på at hun bare afviste det og blev hos ham. Han kørte sine hænder op i hendes hår og bed hendes hals, denne gang en smule hårdere end før, dog ikke så det ville gøre ondt, men efterlade et lille mærke. Hans mærke.