You know what they say about hope, it breeds eternal misery - Roman

Hvad der skete her. Det var et vidunderligt spørgsmål. Sagen var den, at i Terroville da hun havde været på vej hjem. Var hun blevet slået ned bagfra, og nu vågnede hun op i et mørkt lille rum imens hun kunne hører, hvordan hestenes hove ramte gruset. Der var så indelukket i denne kasse, hun kunne næsten ikke ånde. Det føltes som flere timer. Flere dage hun var fanget i et lille tomt rum, hvor hun knapt nok kunne bevæge sig. Hun prøvede at sove men det var næsten umuligt. Først da hun kunne mærke, hvor tørstig hun egentlig var - så begyndte hun at blive bange. Hun begyndte nærmest at ryste over det hele.
Der gik flere dage før hun kom ud derfra, og på dette tidspunkt kunne hun ikke engang mærke om hun var sulten eller tørstig mere. Det var nærmest som om at hendes indre organer var ved at lukke ned. Da lyset fra en lille halv guld lampe ramte hendes blå øjne føltes det som solens varmeste stråler, fordi hun havde været lukket inde i mørket så længe. Nogle stærke arme løftede hende op fra kassen i arme og fødder, hvorpå de lod hende falde ned på et lille sølle tæppe. Hun ømmede sig kort. Her fik hun en lænke om sit ene håndled, samt stod der en lille skål ved væggen med vand i. Lexa kiggede omkring sig, der var intet sollys, ingen planter eller natur til at styrke sig på. Det var alt hun havde brug for, også ville hun egentlig kunne komme ud herfra.

Dagene gik sådan her. Hun fik lidt vand og lidt mad. Nok til at se frisk ud. Dog var der en dag at tingene var anderledes, hvad var der gået en måned eller noget. Nok til hun var hjernevasket og ikke turde at gøre andet end at lystre dem som havde fanget hende. De gav hende et bad, ordnede hendes hår, og gav hende pænt tøj på. Og for første gang kom hun endelig udenfor. Hun kunne mærke følelsen, men kunne ikke lige nu få kontakt til sig selv. Det gjorde ondt, ikke fysisk. Lexa var ikke ekstremt stærk mentalt, men heller ikke svag. Hun havde været i et naturparadis hele hendes liv, dette var alt for meget. Hun havde ingen energi fra naturen nu, den følte sig svigtet af hende, og derfor kunne hun ikke få kontakt og energi fra den. En person rørte hendes skulder og fik derved hendes opmærksomhed.
"Jeg har brug for du er perfekt idag, kan du gøre det for mig?" Spurgte ham som havde sørget for hun fik mad og vand. Lexa nikkede stille.
"Vi skulle nødig tilbage til det mørke rum vel?" Spurgte han og lod sin håndryg glide henover hendes kind. Lexa rystede på hovedet.
"Idag vil der komme du møde din kommende mand. Jeg har brug for du er perfekt. Så du kan være hans dronning." Hviskede han i hendes øre. Lexa lukkede kort øjnene og åbnede dem igen. "M..men hvad hvis jeg ikke vil være hans dronning?" Spurgte hun en smule tøvende, og sank en klump. Manden så underligt på hende, som om det var underligt, at hun havde en mening, hvilket gjorde hun tøvede endnu mere.
"Det er der eller mørket. Og hvis du bliver i mørket meget længere vil du miste helt forbindelse til dig selv... og det kan vi jo ikke have vel min lille blomst?" Det var tydeligt en trussel. Lexa sank så en klump. "Godt vi er enige kom så." Sagde han og tog hendes arm for at fører hende om foran, hvor Roman ville vente.


// Påklædning

Lexa var bange. Ikke noget du kunne se direkte på hende, hvis man kunne hører hendes hjerte rytme ville man vide det. Det hun var mest bange for var nok, at hun ikke følte sig som sig selv. Mon Bellamy ville bemærke hendes fravær. Det var trods alt ekstremt længe hun havde været væk. Det kunne også være, at han var sammen med sin kæreste og derved ikke vidste hun var fraværende. Okay, Lexa var bekymret for, at hendes familie ikke vidste hun var væk. Hun havde trods alt prøvet at leve uden de vidste hun fandtes. De kunne vel leve uden hende igen ikke? Lexa kom ind i rummet, og fik øje på ham hun skulle gives væk til. Kort holdt hun vejret, og så nervøst på ham. Det var endnu en prøvelse, sagde hun til sig selv gentagende gange. Alting skulle nok ende godt i sidste ende, det havde det bare at gøre. Der måtte vel være lys for enden af mørket. Det skulle der være. Alt hun skulle gøre nu var at holde på håbet, for hvis hun mistede det ville hun miste sig selv helt.
Manden slog hænderne sammen og brød stilheden. Han bukkede for Roman. "Her ser de deres hustru, hr Karnstein." Sagde han meget stolt over at have fundet det der skulle være den perfekte kone til ham. "Dette er Danielle." Han kendte jo ikke Lexas rigtige navn, så at give hende et navn var det eneste han kunne gøre. Lexa kunne egentlig godt lide det navn, Lexa havde Rita opkaldt hende. Danielle lød faktisk pænere. Kort sank hun en klump og manden lavede en lille håndbevægelse til at hun skulle komme tættere på, og det gjorde hun uden at tøve. Hun blev sendt helt op så hun ikke stod ret langt fra Roman af.

Pludselig forsvandt alle. De respekterede ham nok til ikke at tøve på hans ord. Ikke at hun hørte dem. Det eneste Lexa kunne hører var hendes hjerterytme der steg og steg som sekunderne gik. Da han lagde en hånd mod hendes hage frøs hun kort og slog de klare lyseblå øjne op - så de kiggede direkte ind i hans mørke. Han spurgte om hendes rigtige navn. Kort syntes hun helt, at hun faktisk havde glemt det. Hun måtte blinke et par gange for egentlig at huske hvem hun faktisk var. Hun lod luft sive igennem de sammenpressede læber, så hun kunne hive vejret gennem munden. Let kunne hun mærke ordene presse sig på, imens hun forsøgte at blinke. "L..Lexa." Sagde hun så stille og holdt vejret. Lexa tog ikke blikket fra ham, men hun stirrede heller ikke - hun blinkede ind imellem for at holde sig rolig. Hun var van til at Rita havde delt hende ud til forskellige mænd, og hentet hende bagefter - denne gang vidste hun dog, at der ikke ville være nogen der kom efter hende. Måske hendes fader, Jonathan ville ikke blive specielt glad for dette - vidste hun. Men hun ville ikke se disse to slås, ikke fordi hun tvivlede på hendes fars styrke - men hun ville ikke risikere det.