Suprise - Arlen -

Adelaide havde ikke set Arlen i næsten fem måneder. Der var flere grunde til det. Hun havde set ham, flirte, kysse andre piger. Han havde været hende utro, og hun havde ikke kunne tilgive ham for det. Så hun var skredet, hun havde skrevet et brev til ham og så var hun væk. Konfrontationer havde hun aldrig haft let ved, men hun blev nød til at se ham nu. Grund nummer to. Hun var gravid, barnet var hans og hun var fem måneder henne, og det kunne man godt se. Hun havde været forbi hans hus og efterladt endnu en besked, hvor hun bad ham møde hende i parken i Sunflower. Det var deres sted. Hun havde en grålig kjole på, der lå løst om hendes krop, men det var ikke nok til, at skjule hendes voksende mave. Hun havde sat sig på en bænk, men hun var urolig. Hun kunne ikke sidde stille, fordi hun var nervøs. Arlen havde været en rigtig god kæreste, lige ind til han havde været hende utro. Hun havde ikke brug for en forklaring fra ham, hun skulle bare have lettet hjertet, så hun selv ville have det bedre. Adelaide forventede ikke noget af ham. Hun rejste sig og gik frem og tilbage hen over jorden. Over hende stod solen flot på himlen og varmede jorden op. Der var stadig en kølighed i luften, da skyer ind til videre havde dækket for solen. Tiden sneglede sig frem, men nærmede sig snart middag. Hun gned nervøst hendes håndflader imod hinanden, mens hun ventede på Arlen.

P

Arlen bevægede sig gennem Sunfury, han havde fået en besked fra Adelaide den eneste kvinde han, nogensinde havde elsket. Men som altid havde, Arn ødelagt det hele. Han, havde hans egen bror som pesten, kunne de bare ikke ha haft vær deres krop. Men de var tvunget til og leve i den samme krop, Arlen havde ledt efter Adelaide da han var vendt tilbage til Sunfury, hvor han havde søgte efter hende, for at forklare, hvordan det hele hang sammen. Efterhånden, havde han opgivet og finde hende, da Arn ikke lige frem gjorde det let for ham. Han havde derudover os en pligt som ridder, beskytte de svage, dem der ikke kunne beskytte sig selv, derudover havde han os Geralt og tænke på. Men som altid var han taget afsted, uden og  sige det videre til Arlen. Arn var dog glad for det, en ting sagde Arlen, at grunden til han var sådan, var at Arn, havde haft en lille indflydelse på ham. Men det måtte han finde ud af senere lige nu var han jo selv i kontrol over kroppen. Han bevægede sig ned til deres sted, mens han prøvet og finde ud af, hvad han skulle starte med at sige. Undskyld ville nemlig ikke dække det, hvilket gjorde at, han måtte fokusere på det. Arlen drejede omkring et hjørne, hvorefter han gik ned i parken. Han kunne se hende, fra hvor hun stod, men der var noget som var ændret ved hende, han måtte forklare alt, omkring hvad hans liv indbar. Han kunne ikke forstå, hvorfor han havde holdt det hemmeligt for hende i virkeligheden. James tog hans hat af, hvorefter han gik helt hen til hende, "Adel der er en ting du skal vide, jeg skulle ha fortalte dig det før, men jeg var måske lidt bange, for hvordan du vil reagere." Han tog hans hat af, mens han sagde det, og lod han venstre hånd køre gennem hans mørke hår.

Adelaide var ikke en utålmodig person, men når man ventede på, at fortælle noget så stort til nogen, virkede et minut som 10. Hun følte hun havde stået og ventet på ham i timevis, men hun var klar over det ikke var sådan, da hun hver andet øjeblik kiggede op på solen, for at se hvor meget den havde rykket sig. Hvilket var næsten ingenting. Hun stod med ryggen til ham da han kom, som forventet begyndte han at undskylde. Men det var ikke derfor hun havde bedt ham møde hende. ”Arlen..” Hun sagde det udelukkende for at stoppe ham. ”Jeg bad dig ikke komme, fordi jeg forventede en undskyldning fra dig. Der er noget jeg skal fortælle dig.” Hun drejede sig rundt, så hun stod med fronten rettet imod ham. Det var tydeligt at se hun var gravid, og lige netop den dag, havde hun ikke forsøgt at skjule det. Ikke nær så meget som ellers. Hun var ikke flov over det, hun ville bare ikke modtage alle de spørgsmål, man som regel modtog i forbindelse med graviditet. Hun sagde ikke ordene, da han forhåbentligt godt kunne lægge to og to sammen. Selvom Adelaide skulle have fortalt ham det for længe siden, havde hun haft svært ved det. Hun fandt først ud af det, efter de var gået fra hinanden, og hvis hun mødt ham igen, blev hun nød til at tage stilling til deres brud, noget hun ikke havde været klar til før nu. ”Jeg synes du fortjente at vide det.”

Arlen, ville ikke undskylde han ville bare forklare hende noget, som han ikke havde fortalt hende før, hvilket var vigtigt. "Jeg vil ikke undskylde jeg vil forklare mig inden" kom det svagt fra Arlen af, hvorefter. Han holde mund, han fotjente ikke og få det første ord indført aligvel men han ville bare gerne forklare, hvad han havde holdt hemmeligt. Arlen så på hende da hun vendte sig om, og eftersom hun så på ham, vidste han godt, hvad dette indbar. "Jeg er faren, er jeg ikke." Lød det svagt fra Arlen af, hvorefter han bed sig svagt i underlæben, dette var så overraskende, at han ikke kunne finde ord for det. Han var glad, men os lidt anspændt om det, hvordan adel, havde det var os en anden sag. Han kiggede på hende, hvorefter han talte igen, "vil du beholde barnet." Han sank en klump, da han havde sagt det, hvorefter hans øjne søgte hendes. "Men som sagt jeg vil gerne forklare det, jeg har nemlig ikke været helt ærlig med dig, du skulle ha vidste det inden vi kom sammen, jeg er ked af jeg holde dig i mørket, men de gange jeg, har været mærkelig og gjorde nogen ting, det  var ikke mig." Arlen vidste godt, hvor åndsvagt det lød, han så hende i øjne igen så hun kunne se sandheden, "Da jeg blev født, var jeg født sammen med en anden person, jeg ville være død, hvis ikke en heks, havde sat min brors sjæl og min ind i samme krop, da vi ellers ville være døde, de gange hvor du enden har set et lys Adel, i mine øjne, eller hvor jeg virket mærkelig i forhold, til normal,  var det ham, jeg ved ikke om du tror på mig men det er sandheden, jeg har aldrig kunne sige det til folk, uden de troede jeg var gal eller stod og skød løgne frem i hovedet, på folk." Han vidste godt, at hun måske ikke troede på ham, hvilket gjorde dette mere svært end det var i forvejen, folk troede aldrig på ham, ellers troede de han var sindsyg.

Adelaide var ikke sikker på, hvordan hun skulle håndtere situationen. Det var jo ikke fordi hun havde prøvet det før, og allerede nu vidste hun, at hun håndterede det forkert. Hun skulle have fortalt ham med det samme, så han også havde haft indflydelse på det. ”Okay.” Svarede hun ham bare, mens hun ventede på hans reaktion. Han var noget mere rolig end hun havde forventet. Hun havde vel forventet det værste, og så var hans reaktion som en drøm. Han tog det så pænt. Hun nikkede bare til hans spørgsmål. Hun havde ikke været sammen med nogen, hverken et godt stykke før og efter Arlen. Hun havde altid haft en drøm om at finde den eneste ene, den helt rigtige for hende. Hun var sikker på, hun havde fundet det i Arlen, så havde hun set ham kysse andre, og det havde vækket en mistillid i hende. Hans næste spørgsmål var også retfærdigt, for ville hun egentlig det? ”Jeg ved det ikke. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre.” Adelaide virkede selv meget rolig, fordi hun havde haft så længe til at tænke over det. Han begyndte at forklare, og hun lyttede til ham. Hvis han havde brug for at forklare, så skulle han have lov til det. Hun var ikke sikker på hun forstod hvad han mente, da han sagde det ikke var ham, men så så han hende i øjnene og forklarede videre. ”Du skulle bare have fortalt mig det. Den her verden vi lever i, er så fantastisk og forfærdelig på samme tid. Du havde været død, hvis der ikke havde fandtes hekse og magi, men det er også forfærdeligt at du aldrig kan være alene. Jeg tror på dig Arlen, men jeg ville bare ønske du havde fortalt mig det.” Hun gik tættere på ham og så ham i øjnene. ”Hvis jeg havde vidst det, havde jeg ikke forladt dig. Jeg havde forstået det.” Arlen var den første Adelaide rigtig havde elsket, og de fem måneder der var gået, havde ikke fjernet den kærlighed, men hun havde fået den på afstand nu. Men at han stod der foran hende, vækkede nogle gamle følelser.

Arlen så hende i øjne, for en gangs skyld blive han ikke kaldt en freak. Han lytte til hende og da hun kom tætte på ham, vækkede det lige så stille følelser i ham. Han så hende i øjene, hvorefter han bed sig selv svagt i læben igen og lod hans hånd glide gennem hans hår. "Tror du nogensinde, vi kan prøve igen, jeg ved godt jeg skulle ha fortalt dig det, men hver gang jeg havde sagt det til nogen, troede de jeg var sindsyg." Arlen talte helt rent fra posen lige nu, han elsket hende stadig det var der ingen tvivl om. Men han kunne ikke skrue tiden tilbage, men gud, hvor ville han ønske han kunne det. "Jeg håber du kan tilgive mig, du er den eneste som betød noget for mig, jeg ved godt det er forsent at sige, da du sikkert er kommet videre, men jeg håber lidt vi kan prøve igen, da jeg jo stadig elsker dig." Lød det svagt fra Arlen af, hvorefter han så hende i øjnen og gik lidt tætte på. "Jeg vil se om jeg kan få fjernet min brors sjæl, hvis det er, jeg tror det måske kan lade sig gøre, men jeg er ikke sikker." Arlen så hende i øjne, hvor havde han lyst til og kysse hende igen, holde om hende være ved hende. Han ville ikke lade Arn fucke dette her op igen, "jeg ved godt at det er meget og spørge om, men jeg vil sætte pris på, hvis vi kunne prøve igen og du kunne tilgive mig Adel." Da han sagde de ord trådte han et skridt tætte på hende, og lagde hans pande blidt mod hendes, mens han så hende i øjne. "Jeg vil altid være her ellers, hvis du for brug for det, det lover jeg dig." Inden i var sandheden os den at Arn, havde savnet hende, grunden til han havde ligget med kvinde og var ligeglade med dem, var at han os følte noget for Adel, selv om han ikke ville kendes ved det. Arlen anet dog intet om det, men ventet bare på hendes svar lige nu.

Adelaide var i tvivl om, hvor vidt hun bare kunne springe direkte ud i det igen. Hun så ingen grund til, at hun ikke kunne tilgive ham, men de nye informationer hun havde fået om ham, skulle hun stadig lærer at accepterer, og det kunne måske tage tid. ”Jeg har tilgivet dig Arlen. Det er slet ikke dig der bør undskylde. Din bror ødelagde det for dig, og det er dig der skal tilgive ham.” Adelaide var ikke ligefrem kommet videre. Hun var aldrig rigtig kommet over ham. Den første kærlighed, havde vel altid en plads i hjertet. Da han sagde han stadig elskede hende, fandt et smil sted på hendes læber. ”Jeg elsker også stadig dig. Men vi bliver nød til at tage små skridt. Jeg mistede tilliden for dig, og den er vi nød til at genopbygge igen først.” Hun var ikke afvisende over for tanken om at finde sammen med Arlen igen, slet ikke, men de blev nød til at tage sig tid til det. Hun lagde hendes hænder på hans hals da han lagde hans pande imod hendes. De var så tætte, og alle de følelser kom nu for alvor tilbage. Hun fortrød så meget lige pludselig. ”Jeg ved det.” Hun lukkede øjnene i et øjeblik, og så ham så i øjnene igen. ”Jeg skal også undskylde. Jeg har håndteret alting så forkert. Jeg gik fra dig uden at få en forklaring. Du skulle have haft chancen for at fortælle mig det. Jeg skulle også have fortalt dig om graviditeten, så snart jeg vidste det.” Adelaide var begyndt at blive hormonel, men det havde ikke for alvor vist sig før nu. En tårer gled ned af hendes kind og hun trak sig væk fra ham, for at tørre den væk før han så det. ”Skal vi gå en tur?” Hun ville gerne tilbringe mere tid sammen med ham.

Arlen lyttet til hende, hun havde nok ret, han måtte tilgive ham, hvis ikke det var for hans skyld, ville han jo være død. Så Adel, havde som altid ret, Arlen lyttet til hende mens han smilede. Hun havde ret som altid, da hun trådte væk, og bagefter talte til ham, Smilede han svagt til hende og nikkede, han tog hatten på igen, hvorefter han tog sin hånd frem, som hun kunne tag fat i hvis hun ville. Arlen begynde derefter og gå med hende, mens gennem parken han prøvede og huske det sted her i parken, hvor de første gang kyssede. Men det var lidt sværte for ham, at placere, "så hvordan har du haft det Adel." Lød det svagt fra Arlen af, mens han bevægede sig videre med hende. Han ville gerne høre, om hun var kommet gennem dette, og hvordan hun havde det. Derfor startet han med og gøre det, Arlen bed sig i underlæben. Arlens øjne søgte efter steder de, havde været i parken, heldigvis var Arn stadig træt så han kunne ikke bare tag over. Arlen så over på Adel, mens han sende hende et smil, "et bestemt sted du vil hen eller skal vi bare gå og se, hvor vejen føre os hen inden vi bestemme os for at gøre noget." Lød det charmerne fra Arlen af, han kunne huske da de, havde været sammen hvordan hun nogen gange, havde drillet ham med og tag hatten, hvorefter han ville være løbet efter hende for at få den igen og et lille kys, eller bare ende med og finde et træ med dejlig skygge. Arlen lyttede til hende, mens hun svaret på de spørgsmål der var.

Adelaide så ingen grund til, at blande sig mere i hans forhold med sin bror. Nu havde hun sagt sin mening, og så ville hun ikke tage mere del i det, medmindre han spurgte hende direkte. Hun så ned på hans hånd, og tog den. Det bragte varme minder med sig. De havde haft så mange gode stunder i den park, så hun var ikke sikker på, om hun faktisk skulle have valgt det sted, da det havde været en mulighed, at deres forhold havde sluttet. Men nu var det ovre, og så måtte de se hvad der skete. Deres forhold var bestemt ikke dårligt, men heller ikke som hun et sted ønskede det skulle være. ”Det går fint. Jeg får tegnet en masse. Det gør mig rolig.” Hun smilede ved tanken om, at der også var sneget et par tegninger af ham ind. Hun havde tænkt på ham mindst en gang om dagen, ofte flere. Adelaide var ikke utryg ved Arlen, det var måske mere hans bror hun frygtede for. Hvem vidste hvornår han kunne komme frem. Hun vidste jo ikke hvordan det foregik, men hun udtrykte ikke dette til Arlen, da han jo ikke kunne gøre noget ved det alligevel. ”Lad os bare gå.” Adelaide havde aldrig været meget for planer, og skulle man endelig ligge planer, skulle det ikke være helt ned i gåture. Hvis hun underbevidst ville et sted hen, ville hendes fødder føre hende derhen. Hun så på ham ud af øjenkrogen, og smilede ved synet af ham. Hun havde på et tidspunkt været usikker på, om hun ville se ham igen.

Arlen ville gerne forklare hende, hvordan det hang sammen med hans bror, og hun ville få det at vide inden deres tur stoppede. Han smilede svagt da hun tog fat i hans hånd, mens han bevægede sig videre med hende. Hun skulle ha det at vide, længere var den ikke. Han kunne huske, hvor meget de havde været igennem og derfor skulle hun vide det. Han nikkede til hende, hvorefter han sende hende et varmt spil, "det er godt du har haft det godt, du har jo altid haft en ting med at tegne." Sagde Arlen, mens han sende et varmt smil. "Så en ting du skal vide, er at den måde, hvor på jeg ikke selv styre mig er at mine øjne for et svagt skær, og jeg vil ikke snakke med ham, hvis jeg var dig, ikke før jeg har talte med ham." Arlen smilede en enkel gang til hende igen inden, han forklaret videre "Arn er os en meget løs person, han er meget voldsom og modsætning af mig, men lad os tale om noget andet, nu ved du nok for en dag om ham, hvad fik du så tegnet." Lød det fra Arlen af, hvorefter han sende hende et varmt smil. Arlen bevægede sig videre med hende og lod hende bevæge sig videre med dem, han smilede svagt mens han gik gennem Sunfurys gadere. Arlens øjne så sig sagt omkring mens de gik videre, de måtte finde på noget og lave, ellers ville dette ende galt. "Men jeg er glad for du har det godt Adel," Arlens øjne fulgte hende ud af øjnekrogen, men han var nu lidt glad for hun ikke stjæl hans hat lige idag, selv om det måske ville være dejligt. Arlen rettet let på hatten mens de gik videre, han ville nok ende med at tag den af, hvis hun ikke fjernet den fra ham inden. Hvilket han faktisk, ville sætte stor pris på os, men lige nu måtte de bare finde på noget, "hvad siger du til og gå hen på en kro, hvor vi kan bestille noget mad." At tage hjem til hans hus, var nemlig ikke den bedste ide, siden de skulle opbygge lidt tiltro.

Adelaide nød bare at være der sammen med ham. De kunne ikke bare tage fat hvor de havde sluppet, men de kunne sagtens arbejde sig frem imod det, og det ønskede hun også. ”Ja, det har jeg jo.” Hun så på ham da han forklarede nærmere om sin bror. Et skær i øjet. ”Jeg skal nok være forsigtig, men jeg kan godt se hvornår det er dig, og hvornår det er ham. Hvis i er så forskellige, så vil jeg vide det.” Hun nikkede blot, da han skiftede emne. Hvad havde hun tegnet. ”Legende børn, naturen.” Hun tøvede en anelse, før hun fik sagt hvad hun ellers havde tegnet. ”Dig.” Et vindpust fik blæst hendes hår op i hendes ansigt, og hun brugte hendes frie hånd, til at få det om bag hendes ører. ”Hvordan har du selv haft det?” Hun havde bevidst ikke spurgt, da hun frygtede han havde haft det dårligt på grund af hende. Hvem ville have af vide, at man havde forvoldt den mand man elskede skade. Det var ikke noget man ønskede. ”Ja, det lyder godt.” Hun så på ham, så rigtigt på ham. På hans øjne, hans læber. Hun havde virkelig savnet ham, og nu hvor han var ved hendes side, vidste hun hvor meget. Hun havde ikke været glad de sidste fem måneder, hun havde ikke smilet oprigtigt, og nu kunne hun ikke andet. Hun burde have taget kontakt til ham før. Meget før. Det havde også været godt for hende selv.

Arlen bevægede sig videre, han nikket svagt til hende mens de gik videre. Han smillede da hun forklaret, hvad hun havde tegnet, men da hun ende med at nævne ham. Blive han lidt flov og træk hatten længere ned, for at skjule hans rødmen. Han vendte sin opmærksomhed mod hende igen, da hun spurgte ind til, hvordan han selv, havde haft det. Der var ikke så meget og tale om ved ham vel, han havde været på opgave og trænte nye ridder op. Så det ville os være hans svar, han kunne i det mindste prøve og lyde som, om han havde gjorde noget andet, men hans arbejde fik ham altid på andre tænker. "Øhh trænet nye ridderer, trænet været på nogen opgaver, hvor." Han holde en pause da han kom til og huske en opgave han var blive sendt ud på med en ven, men han var omkommet. "Øh og mistet en god kammerat, andet er der vidste ikke udover jeg har ledt efter dig og savnet dig, men det er hvis det." Kom det fra Arlen af, hvorefter han kigget op fra hans hat igen. Han bevægede sig så derefter hen mod den nærmeste kro, hvor han gik ind sammen med Adel. Han træk stolen ud for hende, som han altid personligt gjorde, hvorefter han sætte sig ned efter hun havde taget plads, han vidste ikke helt, hvad de skulle tale om mere, det havde jo været så lang tid siden og siden de skulle bygge det op igen, takke været Arn, hvis det ikke var forsent, ville det blive mærkeligt. "Jeg skal nok gi, og så er jeg flyttet ud til mit eget sted, det sted jeg har Arvet, eller jeg har overvejet det." Han sende hende et varmt smil, mens de ventet, ved bordet, mere for at komme i lidt bedre humør. Han, havde os fjernet hans hat da de var gået ind, da han jo havde manere.

Adelaide fulgte ham videre mod kroen. Hun lagde ikke mærke til at han rødmede, heller ikke at han trak hatten ned for at skjule det. Adelaide lyttede til hvad han fortalte, men så på ham da han stoppede midt i en sætning. Hun sank en klump. Hun skulle have været der for ham, og hadede sig selv for ikke at have været der da han havde brug for hende, for han ville have været der for hende, hvis ikke hun var skredet. ”Det er jeg ked af.” Hun slog det med at han havde ledt efter hende og savnet hende hen, for det betød at han ikke bare havde været ligeglad, og gjorde hun fik dårlig samvittighed. Det var ikke engang ham der havde dummet sig. Nej, det var hendes og Arns skyld forholdet bristede, og hun forventede måske mere end undskyldning fra Arn end fra Arlen. Adelaide gik ind på kroen sammen med Arlen og satte sig ned, da han trak stolen ud for hende. Hun rykkede den ind og så på ham med et stort smil. ”Det er da godt. Jeg er glad på dine vegne.” Adelaide havde altid ønsket det bedste for Arlen, og det gjorde hun stadig. Selv hvis det bedste for ham ikke var hende, og det var hun usikker på efterhånden.

//Beklager længden.

Arlen vidste godt at det ikke var hans skyld, men hvis han ikke, havde lade Arn tag over for at tage en lille lur, ville de stadig ha været sammen. Han elsket hende stadig og det håbet han os at hun vidste, efter som han havde talte om det flere gange. Arlens øjne mødte hendes, hvor han så hende i øjne igen, hendes øjne hendes mund hendes hår, alt ved hende var så perfekt. Han ønsket det bedste for hende, og hvis det var uden ham måtte det være sådan. En tjener gik hen til dem, hvor han så spurgte dem om, hvad de ville ha. Arlen var ikke så sulten, men han havde som altid en hvis tørste, "bare gi mig noget vand jeg klare mig." Lød det svagt fra Arlen af, hvorefter hans øjne mødte Adels igen. Han måtte forklare hende mere senere, at han ikke gav hende skylden og at han bare, var glad for at være sammen med hende her igen, hvorefter han kunne vælge noget andet. Men han håbet da at de måske kunne finde sammen igen, da han jo som sagt følte noget for hende. Arlen kunne pludselig mærke at Arn ville til og tag, over hvilket gjorde alt dette svære han prøvet og holde det tilbage, hvilket ikke var let, Arn tænkte heller ikke på andre, det var hans grund til de ikke anet hvor Geralt var henne, "ved du hvad gi mig noget  stærkt med os." Kom det fra Arlen til tjenerne mens han prøvet og holde styr på det, Arn var ved og bryde igennem hvilket ville ske, hvis Arlen ikke fik noget til og holde ham vågen med nu, eller bare noget stærkt og drikke.
//gør intet mit er heller ikke så langt hon :9//

Adelaide så ham i øjnene med et smil på læberne. Hun havde altid været glad i hans samvær, lige fra første gang de havde været sammen. Han havde været helt perfekt hele tiden, og hun havde ikke haft en grund til at føle sig utilpas i hans selskab, og var det stadig ikke. Hun så på tjeneren da han kom til, hun lod Arlen bestille først. Hun var blevet ret sulten de sidste par måneder, men det var klart, når hun ikke længere spiste for en enkelt. ”Et glas vand og dagens ret.” Hun så tilbage på Arlen og overvejede hvordan hun skulle føre samtalen videre. De fem måneder der var gået, havde ændret på Adelaide. Hun var blevet nød til at vokse op og blive klar til at få et barn, men også at passe på det barn der var i hende. Hun havde aldrig været den store fester og dranker, men hun kunne ikke længere få den øl eller den drink hun sommetider godt kunne bruge. Det var overraskende nok en stor ting at vende sig af med, fordi det havde virkelig kunne berolige hende, hvis hun havde haft en lang dag. Måske var det også derfor, hun var begyndt at tegne så meget, fordi hun havde brug for at være rolig. Hun faldt ud af sine tanker, da Arlen igen talte. Hun så på ham med et smil før hun et øjeblik slog ned og så på hendes hænder der gned sig imod hinanden. Et tegn på hun var nervøs. Men hvorfor var hun nervøs?

Arlen kiggede på hende, mens han prøvet og vinde hans kamp som var inden i ha, men det var som om at Arn gerne ville ud, hvorfor anet Arlen ikke. Men han måtte få det stoppet på et eller andet tidspunkt. Arlen smilede til hende, det var lidt svært og snakke om noget igen, men bare at være her med hende var dejligt i sig selv. Da manden kom hen til dem med deres bestilling tog Arlen, hans glas vand og drikkede det hurtigt. Mens han holde øje med hende, mens hun sad og spiste, de måtte helt sikkert mødes igen, "jeg gir dig ikke skylden for noget, det håber jeg du ved Adel, jeg er bare glad for du er her igen." Lød det svagt fra Arlen af, hvorefter han kløede sig bag det ene øre, han studeret hendes måde hvor på hun spiste og smilede af synet af det. *Håber det er iorden jeg Springer lidt.* Da hun var færdig med og spise og de havde sadden, sammen det sidste af dagen, og det første a aften. Sende Arlen hende et smil, "hvad siger du til og mødes igen på et tidspunkt det er jo ved og være sent, og hvis du os skal hjem og sådan noget." Mumlede Arlen, mens han kiggede ned i bordet, han havde aldrig været rigtig god til og afslutte en aften, mere fordi han var bange for at sige det forkerte. Men nu, havde han endelig haft hans tid med hende igen,hvor han kunne forklare sig. Arn, havde opgivet og tag kontrollen da Arlen, virkelig holde fast i dette, og han ville selv bruge for mange kræfter på det ellers. Arlen rejste sig op og fik betalte, hvorefter han fik hentet deres overtøj. Da han kom tilbage, smilede han svagt til hende, hvorefter han sende hende et varmt men dog charmerne smil. Han tog sin hånd frem, hvorefter han smilede til hende, "skal vi gå adel."

Adelaide tog imod bestillingen og begyndte at spise. Hun var stadig ret yndefuld i hendes bevægelser, og det ville hun nok altid være. Hun stoppede med at tygge, da han sagde han ikke gav hendes skylden. Hun sank og vendte blikket fra tallerken, og til ham i stedet. ”Det sætter jeg pris på Arlen. Men jeg føler mig skyldig. Jeg er ikke skyld i Arns handlinger, men jeg burde stadig have givet dig en chance for at forklare.” Hun fik spist færdig og drukket den sidste slurk vand. Hun havde nydt tiden sammen med ham, og selvom der måske stadig var en smule akavet hed imellem dem, så var hun sikker på de godt kunne komme sig over det. ”Det vil jeg meget gerne.” Hun så efter ham, da han gik op for at betale og hente deres overtøj. Hun rejste sig og trak i hendes jakke, tog hans hånd og begyndte at gå imod udgangen af kroen. Hun så på ham med et smil, og slap hans hånd. ”Jeg har en hest der venter mig ikke langt herfra. Men vi må snart ses igen, det lover jeg.” Hun stillede sig på tæer, og nåede hans kind hvor hun blidt lod hendes læber røre ved hans kind. Hun så ham i øjnene med et smil der nåede hans øjne, før hun gik hen imod sin hest. Hun var ikke i tvivl om, han gerne ville følge hende, men hun havde brug for at tænke over deres aften, før hun skulle ride hjem.

//Out.