♔ Just the little things (Richard) ~ (Fortid)

Der var aldrig helt stille på skibet. Selv ikke når alle sov. Bølgerne der kastede sig op omkring skibets ydre og brusede rundt ved siderne slog stilheden ihjel. Nogen gange ville man ønske det ville holde op, andre gange satte man pris på at lyden var der, så man kunne abstrahere fra de lyde folk herinde kom med. Lyden fra piskeslag der andre steder på skibet blev delt ud hvis man ikke makkede ret eller så ud som dem som troede de kunne bestemme altid mente man skulle se ud. Det var forfærdeligt. Det værste var dog når folk bukkede under og gav op. Det var tydeligt at se i folks øjne når de havde mistet gnisten til at kæmpe videre, overleve turen og håbe på at ende i et bedre liv på den anden side. Mange havde en hård fortid med sig i bagagen mens nogen var ude på første tur og første oplevelse blandt handlerne. Dune selv var en af dem. Denne tur var hendes møde med slaveverdenen og hvad hun indtil nu havde set, hørt og oplevet - var der intet positivt ved det. Dog havde han ikke mistet gejsten på livet. Hun vidste at alting nok skulle blive bedre, intet andet end sådan en tanke ville redde hende i sidste ende. Dune var en optimist og det virkede til at en del af dem hun havde talt med på skibet her, satte pris på det. Hun havde altid en god kommentar gemt til dem som håbet langsomt fossede ud af. Det gjorde hende ondt at se folk, unge som gamle miste håbet på bedre, men hun vidste også at det var folk selv som skulle kunne vende deres syn på tingene og kæmpe til det sidste.

Den spinkle rødhårede pige sad lænet op af en af bjælkerne i lastrummet, kun oplyst af lyset fra indgangen oppe fra dækket. Det var ikke som hun havde forestillet sig et skib der fragtede slaver så ud, de lå ikke tæt sammen på række ude af stand til at bevæge sig i et mørkt rum fyldt med gråd. Gråden var der, mørke rum var der - men de kunne bevæge sig, og nogen skulle mere ofte bevæge sig end andre. Fysisk stærke mænd blev brugt til nedslidende hårdt arbejde omkring på skibet, kvinder brugt til mindre fysisk arbejde. Dune selv havde brugt de seneste timer på at binde reb, et job der tærede på hvad ens hænder i virkeligheden burde være i stand til. Men hun brokkede sig ikke, endnu en af Dunes mange kvaliteter. Lige meget hvor meget hun havde at brokke sig over kom der ingenting, udtrykket i hendes ansigt kunne selvfølgelig fortælle hvor meget lysten til at flippe i et raseri udbrud - men hun gjorde det ikke. Det var sikkert hendes års træning i at holde sin indre ulv i skak, der havde gjort at hun kunne tage mange ting enormt rolig og fattet. Det skete dog at kontrollen forsvandt og hendes vrede sprang ud og rev alt omkring sig i stykker.

Hun havde ikke tænkt sig at lade noget komme i vejen for hendes frihed når de endelig nåede land. At være her kunne hun acceptere for et øjeblik. I selvskab med den hun havde kær var det ikke en opgave der krævede alt hun havde. Hun lukkede kort øjnene et øjeblik og fokuserede på lyden af havet og duften af det salte vand, dog kun et par sekunder, før hun lod blikket glide over sine hænder med et lille smil mens hun fortsatte sit arbejde. At dagdrømme var ikke en ting man skulle tages i at gøre, hvert fald ikke hvis ens arbejde gik i stå undervejs.

Smerte og gråd, var en daglig dag på dette skib. Richard, havde lært det med det samme, men i forhold til andre tog han de slag han kunne for de folk, som var ved og knække eller ikke kunne holde til det. Med det sagt greb han ind og fik flere tæv end de andre, han havde opbygget et forsvar som gjorde at de altid havde svært med det. Denne dag var ikke anderledes, de havde fået ham og en gruppe til og lave masten, hvilket der var et meget farligt job. Richard, havde derfor fået et grimt ry og alle dem der, holde dem som slaver til de kunne sælges videre var ved og blive gal på ham. Men Ikke nok med det, de kunne heller ikke lige at Dune gav de andre slaver håb . Men det var ikke nok til og tag deres blik fra ham, da de så ham som farlig fordi han opmuntre folk til og modsætte sig dem, hvilket gjorde at han altid fik had og de værste opgave. Man ville gå så langt til og sige at han var deres syndebuk, fordi han gjorde så meget han kunne for at hjælpe de andre slaver.

Da aften var ved og være starte blev han smidt ind til de andre ved siden af Dune, hvor man som altid kunne se de ar han havde fået. Richard fik kæmpede sig op men man kunne se blodet fra piske slagene, derudover en masse andre ar han, havde fået. ”Tag hende næste gang,” lød det fra vagten, hvor de lige skulle til og tag fat i Dune. Men Richard var fremme før og så op på dem, ”var det alt i er godt nok svage.” Efter de ord, tog de ham med igen, hvor han fik flere tæsk, hvorefter de smed ham ved siden af Dune ” gi ham noget mad og drikke når han vågner.” Lød det fra en vagt der spytte til højre, inden han gik hvor han så forlod Richard og Dune for dem selv.
//sorry det korte svar. Du må godt gøre dem korte os, hvis du vil med omkring mellem 10 og 15 :9//

Det var som pile der stak gennem ens krop hver gang Richard blev leveret til lastrummet, gennem tæsket og blodig. Det gjorde ondt indeni. Første gang han var tilbage var han i det mindste stadig ved bevidsthed. Dune skulle kort lige til at sige noget, men rettede istedet sin opmærksomhed mod vagterne som sagde at hun skulle tages med. Det var aldrig en god oplevelse at være i hænderne på vagterne, hun havde prøvet det - men ikke så ofte som før, Richard havde taget en del tæsk for hende, også selvom hun inderst inde ikke mente at han skulle, hun kunne tage sin straf selv. Men i stedet måtte hun se Richard lide endnu mere. Hun bed sig i læben og så efter dem som de forsvandt væk igen. Lige som hun troede de var alene for en stund blev han taget fra hende igen. Dog valgte hun ikke at sige noget, det ville kun gøre tingene endnu værre. En slave der talte uden tale tid, kunne kun forvente mere straf end hvad først planlagt.

Det føltes som evigheder mens de var væk. Dune gned hænderne mod hinanden og skævede rundt i rummet før hun lænede hovedet tilbage og lukkede øjnene. Dog med spidset øre så hun kunne høre når der kom nogen. Bekymringerne boblede rundt i hendes krop. Man vidste aldrig hvem der kom tilbage eller om man overhovedet kom tilbage. Det skete at vagterne mistede kontrollen over hvad de gjorde mod folk her og det havde resulteret i død for nogle. Dune vidste at Richard var stærk, men det var vel begrænset hvad en krop kunne holde til.
Lyden af stemmer og fodtrin fik hende til at slå øjnene op og fortsætte sit arbejde, mens de kastede Richard tilbage på jorden ved siden af hende. Vreden over synet af hvad de havde gjort ved ham, fik hende til at bide tænderne sammen. Hun gjorde dog intet før de havde forladt rummet og hun var alene med ham. Og i samme øjeblik det var tilfældet, slap hun hvad hun havde i hænderne og rykkede sig hen til Richard. " Rich.. " hviskede hun stille og strøg ham over håret med den ene hånd. Han trak vejret, hvilket betød han var i live - en lettet men stadig bekymret følelse dansede gennem hende og hun kunne bare håbe han snart var ved sig selv. Han skulle ikke tage flere straffe for hende. Dette syn kunne hun ikke bære meget længere.

P http://resources3.news.com.au/images/2014/03/22/1226862/054919-7fe9dcee-b17f-11e3-995d-6099a80e173b.jpg

Richard kunne kort efter, mærke en velkendt stemme og hånd der rørte ham blidt. Der gik et lille stykke tid, hvorefter han rejste sig selv op. Han hostet kort efter noget blod op, hvor han så kiggede over på Dune. ”Hey.” Kom det svagt fra ham af, hvorefter han fik kæmpede sig op og sidde. Han så hen på Dune og fremtvang et smil, ”jeg er okay Dune.” Lød det fra Richard af, hvorefter han lagede en hånd mod Dunes kind. Richard gjorde alt dette ikke kun for hende, men for alle de andre os. Men han måtte lære og vise styrke overfor dem, hvis han kunne gøre det. Kunne han holde opmærksomhed på ham, hvor han så kunne inspirere dem. Han måtte for alt i verden ikke virke svag, og de tæv han fik gjorde at han kunne få sig selv til og virke stærk. Richard smilede svagt til Dune, hvorefter han lænede sig ind, og kysset hende ganske kort på læberne. Richard rejste sig bagefter op og tog noget og drikke, som lå lige ved siden af ham da smerten var der. Richard kunne mærke smerten på hans ryg, hvor meget det kæmpe sår var på hans ryg, man kunne se det da han ikke, havde hans rustning på længere.


Richard bed sig svagt i underlæben, for at undgå et skrig fra ham selv af. Det var noget af det værste han nogensinde, havde været udenfor. Richard ville for alt i verden ikke, virke alt for svag overfor dem alle sammen. Han ville bevise at han stadig, havde styrken til og lede dem, han så over på Dune. Inden han begynde, og tænke sig lidt over, hvad han kunne gøre for at få folket gennem dette her. Første del var, at han skulle ikke vise tegn på svaghed. ”Dune, hvordan har alle folk det.” Lød det svagt fra Richard af, mens han holde smerten inde. Styrke var den eneste ting der gjorde, at han, var farlig for alle dem der holde slaverne her på skibet. Richard var farlig fordi, hvis de ikke kunne knække ham, kunne han holde alle de andre i gang og vise styrken de, havde med ham ved dem. Den styrke der gjorde at slaverne os, havde håb for at komme videre i deres liv efter dette.

Dune lod sit blik hvile mod Richard og kunne kort ikke lade være med at få et lille smil frem over læberne ved hans ord. Men hun rystede så bare lidt på hovedet. " Du er i live, men ikke okay " fik hun så bare stille sagt med blikket rettet mod hans ansigt. Selvom han så ud som han gjorde, og at Dune vidste hvad han de sidste timer havde været udsat for - var hun altså glad for at han var her. Hun var ikke sikker på at hun selv havde ville kunne holde gejsten oppe under denne tur hvis det ikke havde været for Richard, heller ikke selvom hun af natur var stærk og svær at få ned med nakken. Så var der grænser for hvad man kunne holde til.
Den varme følelse bredte sig i hendes krop da hans læber mødtes med hendes - en følelse der aldrig forsvandt når hun var ved ham. Hun lod kort øjnene glide i et øjeblik og lod selv sine læber være med i det korte kys. Hun bed sig kort i læben da det fik sin ende men lod så blikket glide rundt på omgivelserne. Drømmen ville være at kunne få lov at være helt i fred, nyde selskabet af personen man havde så kært som Dune havde Richard uden at skulle være bange for at nogen ville opdage det og sende flere straffe i nakken på en. Et sted med frisk luft, omgivelser der ikke ville få en til at krumme tæer. Der var intet smukt ved dette sted.

" De er bange.. " sagde han hun kort før hendes blik gled tilbage på Richard. Han var stærk, men Dune kunne se smerten i hans ansigt bag den facade der var sat op for ikke at skræmme folk mere end højst nødvendigt. Der var intet at sige til hvorfor slaverne her på skibet havde frygt og angst skrevet over hele ansigtet. Der var ikke meget andet at føle. Mange så dog op til hvad Richard viste og havde set besluttet at være stærke - stå imod og ikke lade de grumme folk få dem ned med nakken. Det var det budskab alle skulle forstå. At der var ende på lidelserne hvis man holdt ud længe nok. At der så var nogen der valgte at gøre en ende på det på den værst tænkelige måde var en anden sag - noget man indmellem slaverne forsøgte ikke at få folk til at ty til. Håbet skulle findes og det var hvad de gjorde.
" Men du skal ikke pines for alle, Rich.. der er grænser for hvad en krop kan holde til. Regner med at sætte fødderne på fastland sammen med dig. " sagde hun så bare stille.

Dune bekymret sig nogen gange alt for meget, for ham eller det mente han da selv. Richard vidste, hvad han gjorde men så længe Dune vogtet over ham, viste han ikke, hvad han skulle gøre af sig selv. Han skulle ikke kun kæmpe for de andre, og Dune men os ham selv. Han kunne ikke forlade hende, ville ikke forlade hende hun, havde ændret ham lidt. Men han kunne ikke lade andre modtage straffe. Richard smilede svagt til hende, hvorefter han sank en klump. ”Jeg skal nok komme gennem dette, hvis dig og de fleste andre overlever, vil jeg selv, få mig selv med.” Lød det svagt fra Richard, hvorefter han så hende i hendes øjne.  De blå øjne, havde, altid haft en påvirkning på ham, men det der virkelig gjorde det hele var at den person hun havde, hjulpet ham til og være.

Richard sende hende et svagt smil og så sig omkring, folk var stadig bange man kunne se, hvordan de undgik og kigge op mod døren. Richard lagede sit hoved mod hendes, hvor han se sende hende et smil. ”Slap af jeg, har en plan og jeg sætter den i gang i morgen. Jeg lover dig, at jeg nok skal komme med dig og, hvis vi ville blive væk fra hinanden lover jeg og lede efter dig, jeg har ikke tænkt mig og forlade dig huske på at lige meget, hvad der sker imellem i overmorgen og i morgen bare vide jeg er med dig og alle de andre hele vejen.” Lød det fra Richard af, hvorefter han kyssede hende med stor passion mens, hvor havde han bare haft lyst til det, men ikke nok med det så ville han helst nyde, måske deres sidste nat sammen.

Der kunne ske meget mellem de to næste dage, hvis han fejlet var det noget han aldrig ville kunne tilgive sig selv for.  Richards brune øjne, mødte hendes blå øjne, igen, hvor han sendt hende et svagt smil og lagede hans hoved mod hendes skulder. "Jeg lover dig, jeg skal nok komme ind på fastelandet med dig, du må bare stole på mig." Lød det som en hvisken fra Richard af, hvorefter hans kærlige øjne kiggede ind i hendes igen.

//du springer bare, videre til næste dage, if you want or where you want. :p//

" Vi skal nok klare den, men kun hvis du er med hele vejen - og hvis du fortsætter som du gør nu. Så er der ingen garanti. Det er et spørgsmål om tid før de finder dig som en stor nok trussel for deres forretning og ikke bare nøjes med afstraffelse " sagde han så lidt og lod blikket hvilet med Rich, et seriøst blik. Der var ingen tvivl om at vagterne her ikke fandt sig i alting. I sidste ende kunne de ende med bare at slå Rich ihjel i stedet for at straffe ham - havde han været hvilket som helst anden slave havde de sikkert gjort det allerede. Men mænd som Richard var værdifulde på længere sigt. Muskler solgte, det var der ingen der kunne benægte.

Dune så mod Richard øjne med et lille smil om læben. Hun stolede på hans ord - men bekymringerne sad stadig i hendes krop. Lige meget hvor meget hun så end forsøgte at skubbe dem væk, så ville de altid være der bare en smule. Hun frygtede at han en dag ikke ville vende tilbage. " Jeg vil se frem til din plan - og lykkedes den, så skal du vide at jeg er ved din side gennem det hele " sagde hun så med et smil og lod sine læber mødes med hans. En følelse af glæde spredte sig i hendes krop, en følelse der var meget værdsat i en situation som denne, hvad skulle hun dog have gjort uden Richard.
Hun strøg ham forsigtigt over håret med den ene hånd og lod blikket hvile mod ham. " Jeg stoler på dig. Det må du aldrig betvivle " sagde hun så bare stille med et lille smil om læben. At stole på hinanden var noget af det vigtigste - ærlighed betød i forvejen meget for Dune men her - var det livsnødvendigt.


Dune vågnede ved at en spand med vand blev væltet på gulvet af et hårdt spark fra en af vagterne. Hun glippede med øjnene og nåede at fjerne sig inden hun blev søbet ind i vandet fra spanden. Det var ikke ligefrem den bedste måde at vågne på. " Det er straffen! når undermålere som jer puster jer op overfor de forkerte! " råbte vagten og hævede sin ene arm, hvor han i hånden holdt liget af en ung kvinde. Folk omkring dem gispede - også selvom det ikke var første gang at vagterne havde kastet sådan et stunt i hovederne på dem - så var det stadig skræmmende og forfærdeligt, lige meget hvad.
" Jeg kan med sikkerhed sige at dette er vejen i alle vil gå hvis i så meget som overvejer at bryde de meget få og simple regler der er her! Dette så kaldte flugtforsøg har konsekvenser - ikke kun for de regel brydende krøblinge - men også for jer! Nu må i klare jer uden vand og mad. Ingen grund til at spilde kræfter på så respektløse individer! " sagde han vredt og kastede kvinden på jorden før han forlod rummet op af trappen mod dækket.
Der havde været tumult på dækket efter en mindre gruppe slaver havde forsøgt at stikke af i en redningsbåd. Men det var tydeligvis ikke lykkes for dem da en vagt havde fanget dem i øjeblikket. Der var dog kun en som havde måtte lade livet. De andre var helt sikkert under pisken et sted - en straf der umuligt kunne være noget godt i sinde af. Det betød dog samtidig at vagterne på nuværende tidspunkt ikke ville være nær så opmærksomme på resten af slaverne. - De så deres trussel som en ting der skræmte folk nok til at de ville makke mere end ret den næste tid. Dune havde flere gange mistænkt dem for at gøre det, bare for at skræmme resten, ikke fordi at der rent faktisk var nogen der havde gjort noget forkert. Usselt.

Richard smilede da hendes læber mødte hans igen, han følte sig værdsat hel, men mest af alt det gav ham styrken til og kæmpe for hende og alle de andre igen. Han ville aldrig forlade Dune, hvis han kunne undgå det. Richards øjne mødte hendes blå øjne igen, inden de begge faldt i søvn, i den andens arme. Lyden af en spand der blev væltet fik os Richard op og de nået, og rykke fra hinanden inden vagterne på dette skib så det. Richard så op og det smerte ham og se, hvordan de bare smed en person fra sig. Richard lyttet til vejret og kunne svagt, høre en storm starte. Han vende derefter sit blik mod Dune igen, hvorefter han kysset hende på læberne igen, ”Dune hør godt efter der er en storm nu, hvis alt går som det skal er vi ikke særlig langt fra land."

" du blive nød til og få de andre til sikkerhed, jeg har lovet sammen med en gruppe af de andre mænd at, få dem til og fortryde, de nogensinde kom her, til jeg skal bare vide en ting, når vi mødes igen, hvor skal det være henne, så kan jeg vise jeg stadig er i live, og så kan jeg os se dig, derudover vil det os være letter.”
Lød det svagt fra Richard af, hvorefter han kiggede sig omkring folk gjorde sig klar denne nat, ville blive de slave vagters sidste nat, og dem der ville ha solgt dem. Richard træk sig selv og, fandt en kniv frem, han fortræk nu sværd men han, havde ikke kunne lave en i nu, da det gamle var taget fra ham.

Richard træk Dune op til sig, hvor han holde om hende og så kysset hende, ”det er nu Dune, det er din tur til og vise det var dig som holde mig oppe, hele vejen igennem, få de andre slaver i sikkerhed, så tag vi os af de andre slavehandler og vagter på dette skib, tiden er kommet.” Med de ord bevægede Richards sammen med de andre frem af i det samme stormen slog ind, vende vagten sig om en døde af en kniv lige over hans strube. Richard smed den og samlet sværdet op, hvorefter angreb.