Old memories call us back - Wade

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

---

Hvad lavede hun her? Var det en af grundene til hun var flyttet til Ashen Wood forest med sin flok? At komme tættere på sine gamle minder. Der var ikke mange, men stadigvæk nok til at lokke hende tilbage. Hun havde ikke været i byen længe, og det var længe nok til at folk havde stiret en anelse på hendes påklædning. Ikke at det gjorde hende noget. Det nærmeste hus var et sted hun havde befundet sig meget. Ved hendes kære fætter og kusine. Hendes bånd til Wade havde været godt dengang. Det enkle års forskel havde næsten ikke haft nogen betydning for hende. Det havde gjort hun havde været tættere på ham end sin egen bror nogle gange. Dog var det de gode minder med de dårlige der ramte ved at gå her. Det var tomt, ingen havde åbenbart købt det. Gamle klatter af blod sad smeltet sammen med væggenes terpet og virkede ikke til at ville komme af, om man så brugte flere dage. Let sank hun en klump imens hun lod sine fingre glide henover. Hvad mon der var sket her? Mon det var Wades blod hun lige havde kørt fingrene henover? Tanken fik hende til at slå blikket væk. Han var den eneste hun kunne huske ansigtet på tydeligt. De andre var sløret for hende. Hurtigt slog hun tankerne til side og bevægede sig igennem huset. Der var støvet. Luften var en anelse kvalmende i betragtning af hun var van til den frie luft udenfor.

Luna bevægede sig ind i soveværelset og satte sig ned på jorden. Hun var klædt i et par shorts og en normal top. Så måske var det egentlig hendes gigantiske vilde hår folk havde stiret efter? Hun smed den tanke til side og forsatte med at åbne skuffer. Hun fandt en bøger gemt væk i et hemmeligt rum bagved en kommode. Hendes nysgerrighed slog til og hun tog bøgerne ud på sengen. Det måtte være hendes onkels. Dog fangede noget andet hendes opmærksomhed. Luna bevægede sig imod døråbningen til soveværelset. Hun kunne fornemme en anden shapeshifter til stede i huset med hende. Hun vidste ikke om hun skulle agere fjendtlig eller venlig. Dog bevægede hun sig ud af, og gjorde an til at kaste sig imod vedkommende. Dog nåede hun lige at stoppe sig selv. Hun stod kun ganske få centimeter fra ham, men det var ikke for nogen somhelst intim stemning. Hurtigt bakkede hun tilbage til hun mødte væggen. Hendes øjne vidste ikke om hun havde set et spøgelse eller ej. Minderne flashede foran hendes øjne. Prøvede at sætte den lille drengs ansigt sammen med den person der stod foran hende nu.
"W.." Hun prøvede at udtale den person hun troede det var. "Wade?" Spurgte hun så og så på ham med store øjne. Glæden boblede berusende i Lunas blod, men begejstringen blev jaget på flugt af tvivlens klamme hånd. var det dumt at håbe? Det kunne også være en komplet fremmed. Men ligheden. Ligheden var der på trods af det var så mange år siden hun sidst havde set Wade.

Hun rettede sit blik imod kniven der blev sænket. Luna var ikke selv bevæbnet, om det var smart eller ej var så en anden side af sagen. Med en ganske let bevægelse, lagde hun hovedet på skrå. Det var ikke fordi, at hun havde regnet med at han skulle genkende hende ligeså hurtigt som hun kunne placere ham. Det var vel op til enkelte. Dog trak hun blot på smilebåndet.
"Det jo ikke ligefrem fordi, at det er et fremmed sted for mig." Pointerede hun og gik så væk fra muren. Et par skridt frem. Hendes skridt var ikke truende, mere vel balanceret - nærmest som om, at hvert eneste skridt hun tog var gennemtænkt nøje - selvom det slet ikke var. "Fortæl mig ikke, at du allerede har glemt din kære kusine." Tilføjede hun så og trådte et skridt nærmere ham, for at have en chance for at se ham mere i øjnene. Om han ønskede at kendes ved hende, eller om han blot sagde; at han ikke vidste hvad hun overhovedet snakkede om. Luna måtte leve med, hvad end han sagde til hende og hans reaktioner.  For hun var ikke herre over ham.
"Jeg troede faktisk du var død." Sagde hun så og slog blikket over på væggen, på blodet. Hun havde ikke haft mulighed for at undersøge det dybere, og hun var for nylig kommet Ashen Wood. Faktisk skulle hun tale med en anden flok i nærheden og hun skulle tale med en Niylah.  En af de kommende dage.

"Jeg skulle til at kigge igennem nogle dagbøger jeg fandt. Blot for at se om der er nogle minder fra mine forældre deri. Hvis du vil. Må du da gerne holde mig med selskab, men på den anden side, hvis du ikke vil. Så er det også okay." Sagde hun så og fik stille tilbage til soveværelset. Hun tog en dagbog op og satte sig til rette på sengen. Det gik hurtigt op for hende, at det var Wades mors. Luna blev fanget i fortællingen. En beskrivelse fangede hende dog.

"Jeg må indrømme, at det er svært. At se ham vokse op uden at vide det, men han er så ung, at han ikke ville forstå det alligevel. Hvordan mit liv blev løgn på løgn har jeg ingen anelse om. Det skete blot. Hvis jeg ikke havde lagt med Erics broder, ville dette aldrig være sket... så ville jeg ikke føle mig så skyldig. Jeg kan se det på Chris. Han kender sandheden. Han ved Wade er hans. Hvorfor han ikke siger noget til mig, hvorfor han ikke spørger, det undre mig. Er det fordi, at han nu har Luna? Og fordi jeg har Harley..."

Luna så op med blanke øjne og sank let en klump.
"Du burde læse det her." Sagde hun og viste ham, hvor han skulle læse. Hun var lettere skeptisk overfor det, men Wades reaktion var afgørende. Hun havde altid følt sig tæt med Wade, tættere end andre fætre og kusiner måske normalt var. Dette forklarede det. Bare lidt. Luna bed sig i læben og kiggede ganske uskyldigt op på ham, imens hun ventede på om han læste det eller ej. En familie hemmelighed som havde været skjult længere end den måske burde. Men to kunne kun holde en hemmelighed, hvis en af dem var døde og nu var de alle. Undtagen hende og Wade. Harley, vidste hun ikke om var.

Synet af den tabte kniv forgik i hendes hoved som slowmotion. Wade der svang armene omkring hende, gav hende en følelse hun ikke havde følt længe. Jo hun havde haft brødre og søstre ved flokken, dog havde hun aldrig set dem som familie. Kom hun heller aldrig til, for de var døde nu. Luna svang sine arme om ham og gav ham et klem. Det var underligt at være tæt på nogen igen. Harley var her ikke, hvad mente han med det. Vidste han hvor hun var? Ikke fordi at Luna havde været specielt tæt med Harley som sådan. De to havde altid haft et anderledes twist i deres person. Modsætninger.
Luna smilte let da han fulgte med hende ind i soveværelset.
"Jeg leder ikke efter hemmeligheder. Blot minder." Sagde hun. Da han havde læst det nikkede hun let til ham. Det var sikkert derfor de var så tætte uden tvivl. Jeg ved ikke hvor meget det betyder. først fik ordene hende til at synke en klump og hendes hjerte til at gå i stå til hun lyttede videre på hans ord i stedet for at lukke stemmen ude.
"Niylah..." Hun tyggede let på ordene. Men sagde ikke mere. Da han snakkede om et mål blev hun opmærksom, hvad havde han dog i tankerne? Luna rejste sig op fra sengen, men blev stående bagved ham et stykke fra for at give ham luft. Det gav hende et stød i hjertet da forklarede hende, hvad der var sket.

Luna gik et skridt tættere på ham så hun stod bagved ham. Hun placerede en hånd på hans skulder og gav den et klem. Ganske let sank hun en klump og kiggede ud af vinduet.
"Hvis du søger hævn for det, spilder du din tid. Du er ikke til ansvar for at hævne dem.." Sagde hun med en ganske rolig stemme. Luna var ikke drevet af hævn, had eller andenform for vrede.
"Dæmoner dræbte mine forældre... Jeg gemte mig, de fandt mig ikke. Jeg stak af... eller prøvede.. blev fanget. Købt og solgt til mange.. til jeg blev fundet af en flok selv. Jeg leder flokken nu. Men, jeg har aldrig søgt hævn." Sagde hun og slap så hans skulder. "Et mål om at dræbe nogen holder dig bare fra det virkelige problem... du føler dig skyldig gør du ikke? Fordi du ikke var her til at stoppe det... eller måske fordi, at du føler du burde have haft samme skæbne?" Spurgte hun igen ganske roligt. Let rømmede hun sig let og trådte tilbage fra ham med ganske få skridt. En ting var, at hun ikke vidste, hvordan han ville reagere på hendes ord. Men hun kunne tage det, hvis det kom til råb. Hun ville ikke ændre på sine ord for at få andre til at have det bedre. Hellere sandheden end falsk medlidenhed. Det var også familie for hende, hun ville ikke søge hævnen som et mål. Hvis byttet kom til hende, kunne det måske blive nedlagt. Eller der kunne findes en anden straf. Døden var ikke altid udvejen.
"Noget helt andet er.. du nævnte Niylah?" Luna kneb øjnene lidt. "Jeg har en aftale med hende en af de kommende dage.. vi skal snakke noget alliance. Du siger hun er din familie.. og jeg tror dine ord, hvis du siger mig... at jeg vil kunne stole på hende til ikke pludselig at vende mig ryggen hvis vi er i krig." Luna undgik gerne og dræbe, men var klog nok til at vide, at nogle gange var det nødvendigt. Og hvis det kom til det, var hun også forberedt. Luna så det blot som sidste udvej, intet andet.

//out