Told ya. I'm not a cityperson - Razor

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]
S: Gågaden i Terroville
T: Aften
V: Lunt
Emne til: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

---

Faktisk følte hun sig ikke tilpas i byen. Så mange folk der gik imellem hinanden. Nogle der massede sig forbi hende for at komme igennem. Det var ikke en behagelig følelse overhovedet. Blikket flakkede voldsomt rundt. Ulven følte sig langtfra tilpas, men man skulle næsten igennem byen for at komme til Ashen Wood fra hvor hun var kommet. Tatia havde haft besøgt The Forest, og endelig var hun på vej hjem ad. Dog kunne hendes tanker ikke holde hende fra at kigge efter Razor. I teorien var han her sikkert ikke engang. Hvad var tilfældet? Tatia følte sig slet ikke hjemme i disse omgivelser. Alt larmen fra alle sider af folk der enten råbte eller snakkede normalt. Faktisk lignede hun en som slet ikke kunne finde ro i sig selv. Som om, at hun flygtede fra stedet - hvilket hun egentlig også ønskede mest at gøre. Hun havde haft sin pause. Haft fri. Været væk fra sine normale omgivelser uden noget ondt var sket. Så nu havde hun lidt mere styr over sin indre ulv igen. Den var ikke ligeså bange. Hendes sår var healet, faktisk var hun usikker på om Razor ville kunne genkende hende uden at være gul og blå.

Nogle stødte ind i hende, hvilket blot gjorde ulven vred, men Tatia havde fået genvundet sin kontrol. Efter, hvad George gjorde hende havde hun nægtet at miste den igen. At få hende til at glemme hvad hun stod for havde været en ting, men at have fået hende til at gå imod Wade var noget helt andet. Til alt held var deres kærlighed stærkere end så meget andet. Hendes mave rumlede let og hun gik hen til hvor duften af kød kom fra. Dog måtte hun stoppe op og tænke over, hvordan hendes far normalt agerede dengang hun var barn. Han gav altid dem noget for mad. Det var ikke noget hun brugte i lejren. Der delte alle. Så hendes instinkt var at gå hen for at få mad. Hvilket relaterede til mere ballade end hun lige havde regnet med.
"You can't just come here and steal or food!" Udbrød manden og greb fat i hende. Tatia fik tydeligvis et chok med mandens hånd i et fast greb om hendes håndled.
"I'm just hungry..." Hviskede hun let og sank en klump. Dog fik hun trukket sin hånd til sig igen.
"No you are just a thief.. do you know what happens do a thief? We take one hand so they remember.. how do you feel about that? Girl." Sagde han og prøvede tydeligvis at skræmme hende.
"Thanks but no thanks. I like both my hands." Hun rev sin hånd til sig. Han trådte lidt tilbage da hendes øjne glødede rødt.
"Vampire!" Udbrød han. Tatia trak ulven tilbage og stirrede underligt på ham.
"No I'm no.." Med et var der en som stak tænderne i hendes hals bagfra. Det spændte i hendes muskler.
"Let me go!" Udbrød hun og prøvede at vride sig fri af de faktisk stærke greb omkring hende. Tatia bukkede hovedet ned og gengalt tjenesten ved at bide vampyren i sin arm så et stykke hud blev flået af den blege hud. Vampyren fik et chok og trak sig tilbage. Vrissede af hende.
"So you are that beast. I heard so much about your kind. Bloodsuckers who is afraid of the sunlight. I'm not impressed." Vampyren brød sig tydeligvis ikke om hendes hån og valgte derved at springe imod hende.

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Man skulle tro det at handle mad var en simpelt opgave når appetitten 99% af tiden altid hungrede efter kød. Men Razor havde den seneste tid fået smag var et udvalg af andre ting og når han dicideret blev sendt ud for at handle kunne han vel ligeså godt udforske alting - det var også derfor at han havde valgt at bevæge sig til gågaden denne gang og ikke bare til den nærmeste slagter eller bare have fået en anden til at levere maden til huset.
Desuden trængte han til at komme ud - ud og få noget luft. At sidde hjemme fanget i sine egne tanker havde han fundet ud af ikke var godt. Det gjorde ham aggressiv og fyldte ham med følelser han ikke havde lyst til at føle. Han kunne fornemme at hans frygt var havde fået en lussing og forsvundet for han kunne føle, føle mere end nogensinde før. Selv når han sov. Han havde siden han kom hjem haft problemer med at sove. Billederne i hans hoved havde var alt for ægte og han havde svært ved at skelne dem fra virkeligheden. Drømme han ikke kunne slippe ud af så snart han endelig var faldet i søvn - det var som om at han var fanget, tvunget til at genleve det hele, først til sidst måtte han slippe ud af søvnen og vågne op i hvad der bedst kunne beskrives som et panisk anfald. Men det var ikke de billeder der var de værste. De billederne der jagtede hans sind var billeder af Tatia. De meldte sig både nat og dag i tide og utide. Hun var tilbage i deres varetægt. Lænket i af de fugtige og mørkerum, bare tanken om det kunne få det til at løbe koldt ned af ryggen. Hendes smertefyldte skrig gav genlyd i hans hoved og fik arret i hans pande til at gøre ondt, så ondt at det nogen gange havde bragt ham flere dages hovedpine. Det virkede så ægte at han frygtede at det faktisk var det der var tilfældet, hvorfor skulle han ellers se det?

Han bevægede sig ned af gaden og lod blikket glide rundt på folk og de butikker han nu stødte på på sin vej. Han havde endnu ikke fået købt andet end et brød, som han holdt i en pose i den ene hånd. Duften ved bageren havde fristet ham til at købe det, han kunne have købt sig fattig i kage samtidig, men han vidste at der var et sted længere nede som lavede de bedste kager - så der havde han helt sikkert tænkt sig at gå hen. Han vidste at når man handlede på dette tidspunkt ville man få tingene billigere og dermed kunne han få flere lækre ting med hjem, for det var ikke fordi han manglede penge - men det han havde fået med skulle jo gerne række til alt hvad den søde tand længdes efter.

Dog var der noget andet der fangede hans opmærksomhed på vejen, folk havde samlet sig et sted og det var tydeligt at der foregik noget som ikke skulle, hvilket selvfølgelig gjorde Razor endnu mere nysgerrig og inden man havde set sig om havde han joinet forsamlingen - dog med et andet udtryk end de fleste andre. Det virkede også til at folk forsvandt væk det det gik op for dem hvad der foregik, at det ikke var et simpelt menneske der havde valgt at angribe en hvad alle andre så som en tilfældig pige på gaden. Razor udtryk var dog på en og samme tid en stor pærevælling af glæde, overraskelse og spænding. Dog noget han hurtigt rystede væk for at kunne fokusere - der var intet at glæde sig over, Tatia blev angrebet af en vampyr. Men det var synes af hende der havde gjort ham glad og fik en varm boblende, lettet fornemmelse til at suse rundt i hans krop.
" Leave her alone! " Bed han i det han af vampyren i det han trak sin kniv og lod den flyve gennem luften, den borede sig ind i benet på vampyren. Razor vidste godt at en normal kniv i sidste ende ikke kunne gøre meget skade på sådan et væsen, så meget havde han da lært - men det betød ikke at den ikke kunne mærke det og at det ikke ville kunne flytte dens fokus fra at angribe Tatia til noget andet. Man kunne aldrig vide med vampyrer, hvor stærke de var eller hvad deres kampfærdigheder bestod af. Så hellere være en smule behjælpelig end slet ikke at gøre noget. Desuden ønskede han ikke der skete hende noget - hun var her! i byen. Også selvom hun havde sagt hun ikke var en by person.

Tatia fik et chok da en kniv fløj igennem luften og ramte vampyren i benenet så han faldt på knæ foran hende. Tatia vendte hovedet om og så på Razor med et lettet blik. Det var befriende at se ham igen. Det var fantastisk at se ham igen. Selvom det var ved at være et par ugers tid siden. I takt med vampyren trak kniven ud af sit ben havde Tatia trukket sit sværd og der var kun en som mistede hovedet der - og det var vampyren. Hun tørrede bladet fra sit sværd af i kroppen. De andre væsner trak en smule tilbage. Der var så mange forskellige dufte her. Det var slet ikke til at finde ud af for hende. Så hun trådte hen imod Razor.
"Told you. I'm not a city person." Sagde hun i en let hvisken og sendte Razor et smil. "Good to see you I must say." Tatia pustede let ud og kiggede så ud på folk. "I was afraid they had taking you .. I'm glad you are here." Flere blodsugere nærmede sig dem. Hendes blod måtte vel tiltrække dem. Den eksotiske duft shapeshifters bar over sig. Vampyrerne gik imod dem. Trods alt havde de lige dræbt en af deres. Men så igen. Vampyrer så vel altid et snit til at slå ihjel.
"I guess I always will have a week so rest and then it's back to fighting. Great." Mumlede hun. Hun havde haft lidt under en uges ro inden hende og Wade blev taget. Og næsten en uge uden drama i The Forest. Alt godt forsvandt vel stille igen når det dårlige ville balancere.

"Adventure on your terms what do you say. Run or Fight those ugly creatures?" Hendes blik kiggede over på Razors.
"Oh you two really think you can fight us? A half animal and a hybrid.. You really think. That you can beat us? We are the strongest creatures in this world." Sagde en af vampyrerne meget stolt tydeligvis. Ikke at Tatia var imponeret, hvilket hendes ansigt ikke ligefrem holdt tilbage.
"I know powerful people. But they never talk about it. You know why?" Spurgte hun vampyren og hævede på et bryn. "Because if a strong person talks about their power, it's often because they are afraid and want people to fear them. True power is nothing like that." Tilføjede hun og vippede hovedet på skrå.

Ikke at vampyren blev glad for hendes ord.
"Do you ever just shup up girl? I could just rip your tongue out... Maybe that would teach you someting." Forslog han og gik et skridt tættere på hende.
"Well If you tak one more step near me. I would have to teach you a thing or two." Svarede hun ham blot med et skævt smil. Hendes greb var fast på hendes sværd. Tatia var trods alt van til at slås. En vampyr kunne vel være en udfordring, men hvis der var noget hun elskede var det at bryde hendes grænser og skubbe dem længere end hun nogensinde havde regnet med. Så længe hun selv valgte at gøre det.

Tatia valgte at se disse vampyrer som jægere. Det var de vel også. En anden slags jægere, dog vidste hun, at det var dø eller dræb. Så selvfølgelig ville hun vælge hende og Razors overlevelse frem for alt her.
"I think he talks to much what do you think brother?" Spurgte hun Razor og flyttede de blågrønne øjne om på vampyren igen. "What to do about that.." Hun tænkte let. Der var et par stykker. De ville sikkert godt kunne ordne dem og komme helskindet væk. Det var intet i forhånd til arenaen. Intet i forhånd til, hvad de havde været tvunget til at gøre. Og Tatia var virkelig ved at være træt af folk som troede at de kunne håndtere hende og vidste, hvad hendes skæbne var. Virkelig! Nogle opførte sig som om, at hun var en prik i deres spil, hvilket hun ikke var. Langtfra.

Razor betragtende Tatia som hun gjorde det af med vampyren foran hende. Hun kunne endnu, det var smukt. Så kunne en genforening da ikke blive mere perfekt. Selvom der var andre vampyrer som samlede sig omkring dem forsvandt Razors smil ikke et øjeblik. På nuværende tidspunkt var der intet der kunne slå ham ud - Tatia var her, i live. Han var blevet bekræftet i at det han havde set bare var skræmme billeder opdigtet af frygten i hans sind.
" You have no idea how happy I am too see you. " sagde han så lidt med et kort lille grin før han lod blikket glide rundt på folkene omkring dem. " They almost did. " fik han så lige tilføjet. Men skubbede hurtigt tankerne omkring hans hjemtur ud af hovedet - det skulle ikke fylde hans sind endnu engang. Før han så fra den døde vampyr snuppede sin kniv. Det var nok ikke det smarteste trick at skulle kæmpe uden nogen former for våben. Ikke mod væsner som var meget stærkere end han selv var.
Han rettede kort blikket mod Tatia med et lille smil før han kort trak lidt på den ene skulder. " Maybe we're just meant to be fighting together " sagde han så lidt. Det virkede hvert fald sådan, de skulle mødes i kamp endnu engang - ikke at det gjorde Razor noget, det fik blodet til at pumpe rundt i kroppen og man blev helt frisk i hovedet af det.
" Dah! I'll never miss out on a good fight. Especially not with you by my side.. Besides, we need to get that horrible smell away from the street. " sagde han så med et lille grin og drejede kort sin kniv rundt i sin hånd. Der var faktisk ingenting han hellere ville lige nu. De skulle ikke tro de sådan uden videre kunne komme masende og sætte tænderne i folk - især ikke Tatia, uden nogle konsekvenser. Grinet stoppede dog ikke, men steg i stedet en grad da han hørte hvad blodsugeren havde at sige. De anede ikke hvad de var oppe imod. Razors selvsikkerhed i kamp kunne ikke blive højere end når han var side om side med Tatia - der følte han sig næsten uovervindelig. Det var en fantastisk følelse.
Razor skævede mod de andre vampyrer som fulgte trop da taleren havde taget et skridt frem mod Tatia. " I think you should shut him up. Real fast " sagde han så bare med et lille grin og lod kort sit blik hvile mod ham vampyren som åbenbart mente at Tatia og Razor ingen udfordring var overfor dem. Der tog han fejl. Munden på den vampyr kunne ikke blive lukket hurtigt nok - han var irriterende at høre på, attituden han havde, som om han kunne det hele - nærmest med lukkede øjne. Nej, han skulle ikke have lov at stå der og belære verden om vampyres styrke ret meget længere.

Der gik dog ikke længe før en vampyr havde mistet tålmodigheden og sprang frem mod dem. Det kom et øjeblik lidt som en overraskelse og Razor træde tilbage for styrken den havde med sig i mod ham, mest for ikke at ende med at vælte helt, hvilket var tæt på - men han formåede at genvinde sin balance. Det var tydeligt at den gik efter at få hænderne omkring hans hals - men det var ikke et smart trick at gøre mod en som havde frie hænder og en kniv i den ene. Om det var fordi den havde håbet at han tabt kniven i skubbet fra før - det havde den taget gruelig fejl. Kniven var som limet til Razors hånd og han havde ikke tænkt sig at slippe den før kampen var slut. Han slog kniven ud efter vampyren men den bremsede hans arm med et slag og fik Razor skubbet bag over ned på jorden. Dog var den et øjeblik for fokuseret på faldet at Razor så sit snit og hakkede ud med kniven mod vampyrens hals - et hak der fik huden til at glide fra hinanden. Razor fik så fat om hovedet på den og vred det rundt i en hurtig bevægelse.
" To close.. " mumlede han lidt og rynkede kort næsen lidt før han skubbede kroppen væk fra sig og kom på benene.

Tatia nikkede til Razor da han sagde, at han var glad for at se hende. De havde næsten fanget ham. Tanken skar hende i hjertet. Heldigvis var det et næsten. Gid hende og Wade havde været så heldige. Let sank hun en klump til minderne før hun slog over på, hvad der forgik lige her og nu. Et smil bredte sig henover hendes læber da han sagde de nok var skabt til at kæmpe sammen.
"Yeah it must be fate." Svarede hun ham med et skævt smil. Tatia elskede da en god kamp. Specielt, hvis hun var i kontrol over den. Hvis hun kendte konsekvenserne af disse valg. Næsten da. Hendes blik havde analyseret til disse vampyrer som en mindre trussel. Sølle væsner som troede det var bedre end andre.
"Well we fight together. So let's show them what we can do." Sagde hun med et skævt smil til Razor. Vampyren foran hende irriterede hende voldsomt. Ordene der svømmede ud af hans mund var lige til at smide ud.

Da en af de andre vampyrer mistede deres selvkontrol havde Tatia registeret det. Den ledende vampyr gik imod hende og slog ud efter hende med sin næve. Tatia svang sit sværd og armen blev skåret over. I det chokerende øjeblik greb hun fat i hans hår og tvang hans hoved tilbage. Bladet fra kniven skar hovedet af ham så hun stod med det i hånden bagefter. Tatia følte sig ikke uovervindelig, for hun var blevet overvundet før. Ønskede ikke det skulle ske igen, men måske burde hun være mere stolt end hun var. Tatias instinkt efter hun havde sluppet vampyrens hoved var at finde Razor. Hun var på vej derhen da Razor skubbede liget væk. Så sank hun en klump hvorefter hun pustede lettet ud. En af dem løb op foran hende og greb rundt om hendes hals. Grebet strammede sig for at blokere hendes luftveje. Dog havde hun ikke i sinde om at lade dem vinde, så hun hamrede sin pande ind i vampyrens. Han bakkede bagud, hvilket gjorde hun løftede sit knæ op under hagen på ham.  Tatia greb sparkede ham tilbage.
"Well that is what I call a thrill." Åndede hun lettet ud og stak sit sværd i hjertet på vampyren hun lige havde slået ud. Folk var begyndt at gå væk. Det lettede faktisk Tatia en del.
"Stupid bloodsuckers." Mumlede hun lettere irriteret.

Så vendte hun atter opmærksomheden over imod Razor.
"So maybe we should keep moving. I guess it would have been better to take a trip in the city in daylight." Hun trak let på skulderen.  Så pustede hun let ud og kløede sig kort i nakken.
"That is enough for one night. We should go." Sagde hun så og greb Razors hånd for de kunne gå afsted. Hun anede ikke, hvor de var på vej hen af. Hun gik bare.
"So.. I'm happy they didn't take you again. I wish I could say the same. But they did.. They took Wade too.. we survived.. but yeah. I took a week away from the pack to get some peace." Sagde hun så og kiggede på Razor imens de gik.
"Any ideas where we can go? " Spurgte hun så og skar en grimasse ganske kort trods alt var hun ikke kendt i byens område.

Hans blik spejdede rundt på de resterende ansigter der stirrende forarget på kampen der foregik - det var meget få folk som ikke var vampyrer der havde stukket hovederne frem for at se hvad der foregik. Der var ikke meget kampgejst at spore i blikket på den sidste vampyr - den han var tydeligt frustreret over at have set sine venner miste livet for øjnene af ham. Han kunne vel bare have grebet ind før det gik galt? Hvert fald lignede han ikke selv en der havde tænkt sig at tage kampen op. Heller ikke selvom nederlaget var en pinsel der stod skrevet over hele hans ansigt. Det var lige før man kunne fornemme hvor ydmyget han følte sig, over at gruppens helt og aldeles skuffende præsentation af deres race. Det fik bare et smil frem på Razors læber og han skulle til at træde mod den sidste vampyr - som dog hurtigt vendte ansigtet væk og forsvandt væk i en imponerende fart. Tatia og Razor var pludselig de eneste tilbage - dem som ikke havde været blodtørstige væsner havde forladt stedet, sikkert for deres egen sikkerheds skyld. Hvilket der selvfølgelig intet var galt i, der fandtes nok ikke mange som ikke ville have gjort det samme. Ikke at Razor ville have gjort det, han fandt sådanne ting alt for spændende og skyndte sig hellere at springe med ind i kampen frem for at være på sidelinjen eller forsvinde helt.

Et lille grin forlod Razor før han rettede blikket tilbage mod Tatia. " I don't think he'll be back anytime soon " sagde han så lidt med et smil om læben før han kort rettede blikket lidt i den retning vampyren var smuttet i. Selv ikke hvis han havde en gruppe mere af blodsugere - så var det nok ikke her de ville vende tilbage til før de med sikkerhed vidste at der ingen fare var for at - typer som disse to unge væsner rendte rundt i gaderne.
" How.. " han gik lidt i stå i sin sætning før han hurtigt var efter Tatia på vej ned af gaden. Han skævede kort rundt men rettede så blikket mod hende igen og rettede sig lidt op da han lige havde fået benene med på rette kurs. " Wait what? they had you? How? What did they do? Are you okay? I mean.. you know what I mean.. " Razor mave slog en knude på sig selv ved ordene der kom fra Tatia mund. Så det havde haft fat i hende, lettelsen som før havde skyllet ind over ham forsvandt med det samme. De gav åbenbart ikke op. Var det overhovedet sikkert at opholde sig nogen steder. Han rynkede kort næsen lidt af irritation over at det gik ham på. Han plejede aldrig at bekymre sig om sådanne ting - hvilket i sidste ende var den største frustration. Han ville hellere være ligeglad end at gå med ligegyldige bekymringer der langsomt åd ham op indefra.

" Are you hungry? " spurgte han så hurtigt med hovedet på skrå. Mest fordi - alt den tænken havde slået hans hjerne over i et stadie hvor den helt sikkert godt kunne bruge et sukker boost. " I know the amazing cake shop. It should still be open, hopefully.. Or else I'm gonna be disappointed.. " Tilføjede han så lidt med et lille grin og fik skubbet tankerne hen på kagerne i stedet for alt det andet. Han havde ikke lyst til at tænke på det, eller tale om det eller noget som helst. Tatia var her og i live, der var intet mere i det. De var begge i live og det var det vigtigste. Desuden havde den kage butik egentlig været hans plan lige siden han smuttede afsted hjemmefra så det ville næsten være ærgerligt ikke lige at tage et smut forbi. Desuden huskede han at Tatia havde sagt at kage ikke lige var det der var mest af hvor hun boede - altså en by ting. Og nu var hun jo i byen, så skulle by ting da opleves, smages og udforskes. Razor var helt klart den rigtige at have med på sådan en tur. Han kunne vise hende mange steder af byen som mange andre måske ville have overset.

Det lille grin fik et større smil frem på Tatias læber. Det var en fornøjelse at arbejde side om side med Razor igen. Hun skar en grimasse over hans sætning. Det var først da han spurgte ind til, om hun var okay at hun sank en klump. De mørke tanker og minder blev kastet forrest i hendes hoved. Fik hende kort til at stoppe med at gå, før hun fik overtalt sig selv til at gå videre.
"I'm not okay. But it will get better." Sagde hun så og sendte ham et skævt smil. Ganske stille sukkede hun. "They tried to break me. Almost killed Wade... They.. tried to make me a monster.." Tatia slog blikket ned. Let knyttede hun sine næver. "They forced me to almost kill him. They took my control. And I'm scared they still can control my mind... " Tilføjede hun og sukkede lidt.  Hendes blik borede sig ned i jorden imens hun stille gik fremad.
"They changed the rules. Wade and I broke free.. but I didn't get any revenge.. and that is all I really wanted to give that place.. all my revenge." Sagde hun og løftede blikket let op. Hun virkede knust i sin stemme. Der var noget anderledes over den fra sidst. Hun havde været så meget igennem på så kort tid, hun havde slet ikke haft tid til at bearbejde hændelserne før nogle nye var sket. Det gjorde stadigvæk ondt fra første omgang. "I guess I'm still haunted by the memories, blood must have blood. And I just want them to suffer like we did and do." Hun bed sig selv lidt i læben inden hun tvang et smil op på det sørgmodige ansigt igen. Hun var ramt hårdt af det, og ønskede ikke at vise det, men Razor havde været der første omgang. Hun turde åbne op for det. Om han kunne relatere til det eller ej.  Naturligvis var det ikke verdens bedste emne at springe på, og hun hadede at oplevelsen var sket - men der var intet at gøre ved det nu. Måske en dag ville hun tage sin hævn. Hun ville have sin hævn. De fortjente alle sammen at dø for, hvad de havde gjort - og hendes ulv var enig. De røde øjne glødede let før hun blev opmærksom på det og fik farven trukket tilbage.

"I told you. My self-control is not on my side these days. I'm afraid I lost it a bit. " Indrømmede hun tøvende og pustede så ud. Let rystede hun på hovedet.
"Sorry. It's not something you want to hear me keep talking about.." Sagde hun undskyldende og kørte en hånd henover sit hår. Lod sin hånd glide henover, hvor hun var blevet bidt af vampyren. Hun burde få det fikset snart. Hver ting til sin tid. Desuden, hvis hun ikke kunne klare dette, så var hun virkelig sunket dybt. Så selvfølgelig kunne hun klare en lille skramme og lidt blodmangel! Trods alt, havde hun været udsat for meget værre end den lille skræmme.

Tatia var næsten taknemlig for hans næste spørgsmål. Det fik et ægte smil frem på hendes læber.
"Yes!" Udbrød hun nærmest. Hendes sult havde været skyld i det lille sammenstød. Så selvfølgelig var hun sulten.  Kage. Nårh ja! Han havde snakket så meget om kage. Så det måtte de vel prøve! Det var længe siden hun havde opholdt sig i byens gader. Hvorfor opholde sig et sted, hvor man ikke følte sig hjemme? Dog var det som om, at hun kunne gå med Razor og føle sig tilpas. Det var underligt. Hun var van til at det kun var Wade, som fik hende til at føle sig hjemme, men Razor gjorde hende tilpas på en anden måde. Det var rart.
"Is that a new look? Waiting for the door to open. What about we just go in anyway." Spurgte hun og blinkede let. Hun var lidt ligeglad med byens normer og regler. De overholdt heller aldrig hendes floks regler og normer. Så hvorfor skulle hun dog gøre det ved dem? Et skævt smil bredte sig let op på hendes læber. Det var stadigvæk mærkeligt at befinde sig her. Og hun regnede med snart at skulle være, men hun kunne vente til der blev lyst. Det var alligevel et par dages tur tilbage fra byen af. I ulveform måske mindre tid.

Hun mærkede en smerte der strejfede hendes krop. Let løftede hun en hånd op og kørte den under hendes næse. Hvorfor reagerede hendes krop på brug af hendes evne uden hun gjorde det? Hun pustede voldsomt ud og klemte kort øjnene sammen.
"I feel like we should hurry a bit." Sagde hun sammenbidt hendes hjerte galoperede afsted. Det var en af bivirkningerne efter hun var kommet tilbage denne gang. Hendes evne kunne reagere uden hun overhovedet brugte den. Hvilket faktisk bekymrede hende lidt. Hun havde ikke fortalt Wade det endnu.. for det var en skade som Rakshas blod ikke engang kunne heale  - og han havde nok at se til. Sin egen skyldfølelse. Det var ikke godt for dem at være skilt fra hinanden for længe. Han var aldrig kommet hjem da hun var kommet hjem og så blev de tortureret sammen... og nu havde hun været væk igen... heldigvis ikke samme sted. En fredlig uge hun havde haft.

Razor lyttede til Tatia og kunne ikke lade være med kort at rynkede næsen en smule i irritation over hvad hun fortalte. Tanken om at de havde taget hende igen gjorde ham vred, og at de oven i købet havde valgt at bruge den hun elsker mod hende. Som en direkte linje til hendes hjerte og sind i et forsøg på at knække hende. Han lod blikket glide over hende, det var tydeligt at det stadig sad dybt i hende - Razor selv var jagtet af oplevelsen og det på trods af at ting som det førhen aldrig havde taget den mindste smule på ham. Men det var noget andet med Tatia hun ønskede jo i sidste ende ikke at skade folk - det var hvert fald det indtryk han havde fået af hende.
At skade i hævngerrighed var en anden side af sagen. De skulle ikke slippe godt fra hvad de havde gjort, der var intet som talte imod at de skulle ydryddes - men på en måde der ville jagte dem selv når livet var sivet ud af deres ynkelige kroppe. Razor var klar på en hævn. Tatia skulle ikke nævne mere end en gang at det var tid før han ville stå kamp klar ved hendes side. En ting var de fysiske skader men kunne leve med - men skaderne der havde sat sig i sindet ville aldrig forsvinde helt, lige meget hvor meget man kæmpede for det.

" You know where you can find me when you're ready to take those bastards down. I'll always fight with you. " sagde han så og sendte hende et lille smil, tonen i hans stemme afslørende hvor meget han mente det. Hvis han skulle dø i kamp var det til et godt formål ved hvert fald at have vist dem bare lidt af at de ikke skulle lege med ilden. Ikke sådan som den bredte sig.
" Its not too late. " tilføjede han så lige kort. Der var ingen grund til at se sig slået. Når kræfterne var på sit højeste kunne de tage tilbage og tage hævn - en hævn der ville gå få alle til at krumme tæer når de hørte om det. " We need to make history Tatia. Make them live in fear. " han kunne ikke helt lade være med at smile ved tanken, der var vel i sidste ende ikke en bedre følelse end at få dem til at frygte sin egen eksistens. Bevise at ingen steder for dem er sikkert.

" You can talk, I don't mind. I get it. " sagde han så lidt og rettede blikket lidt frem. Inderst inde var det emne som burde ligges på hylden, men på den anden side ville han ikke lade Tatia gå rundt med det alene. De var trods alt sammen i det og ligeså meget som man ville ønske man bare kunne skubbe det væk og ikke tænke på det mere, så meget havde man dybest set også brug for at tale om det - blive forstået en smule. Der var ikke meget forståelse at finde i folk man ellers forsøgte at tale med om det. Ikke at det var noget Razor som sådan havde gjort et forsøg på - alt hvad han sagde var for de fleste en omgang manisk pladder.
Han fulgte kort hendes hånd med blikket da den søgte op mod hvor det nu gik op for Razor at hun var blevet bidt af en af de bæster fra tidligere. Han valgte dog ikke at kommentere på det. Hvert fald ikke lige med det samme.

Han kunne ikke helt lade være med at grine. " That idea isn't as bad as it sounds, but.. There's no need to be troublesome with the people who are kind enough to give cake for free. Besides, I really like that place I don't think they would want me to come back if we just barks in. " sagde han så lidt. Ikke ord man som sådan kunne forvente at høre for Razors mund. Han var nemlig typen som ingen hensyn tog og gerne bare gjorde hvad han ville uden noget kunne stå i vejen for det, og især ikke en lukket dør. Det var jo hvad han gjorde til daglig - sneg sig ind i folks hjem. Men dette kage butik betød nu alligevel lidt ekstra - det ville være ærgerligt hvis det skulle være en kamp hver gang han havde lyst til kage.
Han lod blikket glide over hende for at tyde hvad det var der foregik, men han kunne ikke rigtig finde frem til det. Det var vel også svært at vide præcis hvad der skete i folks kroppe hvis de ikke selv direkte informerede om det. Men med Tatia ord, skyndte Razor sig hen til butikken - som til deres held var åben. " I'll be quick " sagde han hurtigt og inden man havde set sig om var han forsvundet ind i butikken og trådte ud igen få øjeblikke efter med en mindre kasse i favnen. Den gemte på et mindre udvalg af kager - selvfølgelig havde Razor valgt dem han selv synes var de bedste for hvorfor skulle Tatia ikke have lov at smage dem. " They gave me two for free, just because I'm cute " sagde han så med et lille grin.

Tatia virkede ikke helt okay, der var et eller andet som så ud til at gå hende på - det kunne være mange ting, men et øjeblik havde et virket som om at det ikke helt var deres samtale emne fra før men noget helt andet. Noget som glippede i hendes ellers utrolige selvsikkerhed. " Are you okay? " fik han så spurgte og lod hovedet glide på skrå, dog mens han gav tegn til at hun skulle følge med - de skulle ikke stå her og spise kage. Der måtte være et sted hvor de kunne sidde et øjeblik, i ro og mag. Hvis det overhovedet var muligt i deres selskab. Razor begyndte at tvivle. Rolige øjeblikke kunne tælles på en hånd - hvor imod knap så rolige øjeblikke ingen ende havde.

Tatia gav ham et nik da han sagde, at hun altid kunne finde ham når det kom til det. Hun vil helt klart tage hans ord for det.
"That is a deal, but I think we should wait a little longer. I have to be back with the pack soon. Niylah and Wade will worry too much If I'm not back as planned.. you know with everything that happened. But I'm glad you will fight with me. I will take your word for it!" Svarede hun ham og vippede hovedet lidt på skrå. Det var ikke forsent, sagde han. Det føltes for sent, men et snigangreb kunne vel være nøglen til deres succes. De forventede sikkert ikke at se dem frivilligt på det sted nogensinde igen. Han vækkede hævntørsten i hende. Det var tydeligt. Wade havde taget hende ufrivilligt fra kampen og væk fra hendes hævn. Så tørsten var blot blevet værre for hver dag der gik. For hun kunne ikke lukke det ude.
"Well, that sure sounds like a plan. I can find the place in my sleep. It's such an awful smell." Et skævt smil bredte sig på hendes læber. Hun legede selv med ilden her, men hun havde aldrig haft mulighed for at få nogen til at frygte hende. Og af hvad hun havde lært. Så skulle man få folk til at indse deres dumhed før de stoppede og hun ville ikke risikere at nogen andre blev taget imellem tiden. Og hun vidste desværre også, at imens de stod og snakkede skete det for flokke af folk. Det hadede hun.

Forsigtigt bed hun sig i læben da han sagde hun bare kunne tale. Hun ønskede ikke bare snakke, hvis han virkelig ikke gad høre det. Han lød som hende selv når folk blev ved med at ævle løs. Selvfølgelig var der nogle gange man gerne ville lytte. Hun nikkede ganske kort.
"I guess I'm just a bit broken now. I takes time to get back together again after what happened. This time was even more hard. I don't even know how to place it in my mind." Svarede hun lidt tøvende.

Hun trak kort på skulderen over  Razors lille grin. Hvis han kunne få noget gratis måtte han vel tage det. Så hun lod ham bestemme. Han havde ligesom fordelen her  i byen. Og sidst hun prøvede at få noget mad havde det jo ikke ligefrem gået som planlagt. Hun så efter ham da han løb afsted. Hun lod sig selv stille op af en mur og vente. Lettere anstrengende pustede hun ud og håbede på det ville tage af. Det var sket af og til siden hun havde haft det væske i systemet. Det var ude, men alligevel havde det pillet nok ved hendes evne til at få den til at reagere negativt mere end den burde. Tatia bankede sit hoved tilbage i muren i frustration over smerten. Eller blot for at flytte den.
Dog så snart Razor var på vej ud havde hun suget det så godt til sig som overhovedet mulig. Dog havde hun meget besvær med lige præcis at suge denne smerte i sig fordi den var så ny, og hvis det var bivirkning af hendes evne var hun bange for at miste livet  i forsøg på at lade det ligge. Et smil kom anstrengende op på hendes læber da han kom med sit lille grin. Faktisk gjorde det hende i godt humør. På trods af smerten.


En ting som Tatia hadede for tiden. Det var, at folk hurtigere kunne se lige igennem. Sommetider savnede hun at virke følelseskold og god til at lukke det ude som gjorde hende. Da han spurgte hende om hun var okay nikkede hun helt automatisk. Sådan var det vel nemt for hende, det var blevet automatiseret for hende at nikke og sige ja til det.
"I will be fine. It is just pain..." Hun kunne mærke kroppen der gik i krampe, men gjorde alt for ikke at lade sig gå på, hvilket blot endte med at hun begyndte at ryste som var musklerne virkelig trætte.  "I just need a place to sit. This is one of the things they did. They did something to me... and I don't know how to stop it.." Hun bed sammen og øjnene klemte sig kort sammen i smerte. "It hurts." Hun lod sig selv falde ned til jorden og falde ind i væggen bag sig. Tatia tog sig en dyb indånding og lod ulvens øjne gløde.  Det bragte lidt ro. Fordi hendes evne ikke virkede i ulveform. Så halv formskiftning burde lindre smerten bare lidt. Heldigvis kendte hendes indre ulv Razor. Ellers ville den blot føle sig truet. Specielt i byen.
"Let me see the cake." Sagde hun så og sendte ham et skævt smil. Ud af hendes højre øje løb der en tårer af blod.  Hurtigt tørrede hun den væk.
"I want to make them pay for this." Vrissede hun irriteret og bed sig i læben. "I hate this. This pain." Indrømmede hun og sank en klump.

Hans blik hvilede mod Tatia mens hun talte, og nikkede bekræftende for at vise at han havde forstået hvad hun mente. Det var klart at hun inden længe skulle vende tilbage. Det skulle nødig ende med at hendes pack ville tage ud og lede efter hende og selv ende i det rod der viste sig at forfølge dem. Ikke bare Tatia og Razor, nej bæsterne havde også taget ham Tatia holdt aller mest af - hvilket kun kunne ses som et tegn til at de nok ikke bare lige sådan gav op. Noget i disse væsner havde vækket deres interesse og Razor vidste selv hvad der betød - at man ikke bare lige slap tråden med det samme. Det gjorde han jo heller aldrig selv når noget havde fanget hans opmærksomhed på den måde.
" I won't let you have all the fun. " sagde han så bare med et lille grin. At tage hævn, den fik Tatia ikke lov at have alene.
" They'll never see us coming. " tilføjede han lidt og forestillede sig hvordan det hele ville kunne bygge sig op i en heftig kamp. Selvfølgelig var Razors forestilling en smule urealistisk. Vinde uden en kamp og skader var ikke muligt, selv heller ikke hvis de kom uventet og lavede et utroligt bagabreb. Det var farlige væsner de havde med at gøre. Både i antal men også i styrke. Razor havde klaret sig på egen hånd i skoven et stykke tid på vej hjem takket været sin hurtighed og smidighed. Men det ville have endt galt hvis det ikke havde været for Reign som i Razors verden irriterende nok dukkede op midt i det hele i skoven den dag. En kamp mod dæmoner var ikke noget et uerfaren menneske skulle tage op men han havde gjort det alligevel og det havde i sidste ende været det der gjorde at Razor ikke mistede livet den dag.

" Would it help in the fixing you if we made those idiots suffer just as much as you are? " spurgte han så lidt og lod hovedet tilte på skrå. At tage hævn ville aldrig kunne fjerne de ar der havde sat sig på sjælen og i sindet. Men det kunne helt sikkert bearbejde den vrede man havde mod stedet og i sidste ende ville det kunne gøre at man måske i stedet for at havde tankerne på hvor forfærdeligt de gjorde det for en, så vide at man gjorde præcis det samme mod dem - at de fik hvad de fortjente.
Razor ville gerne lytte hvis det hjalp Tatia, også selvom han i sidste ende ikke var den bedste til det. Han var selv rimelig hurtig til at gemme tingene væk. Det kunne jage ham på andre tidspunkter. Hvilket det så sandelig også gjorde.
Et øjeblik var det ren og skær bekymring der viste sig i Razors ansigt. Tatia så slet ikke ud til at have det specielt godt. Et eller andet var helt gruelig galt og det virkede ikke til at hun selv helt var klar over hvad det præcis var der var galt. Samtidig mærkede han en vrede boble op inden i sin krop. Tanken om hvad de havde gjort ved hende som stadig kunne have en effekt nu - det gjorde ham vred. Nej rasende.

Han skulle lige til at guide dem mod et sted hvor de kunne sidde da Tatia røg på jorden. Her var også fint nok at sidde. Det var hvert fald den første tanke Razor fik sporet sig frem til i sit hoved ud af alle dem som farede forvildet rundt i mangel på at vide hvad han helt præcist skulle gøre. Han satte sig så bare ned ved siden af hende med et lille smil. " Please te.. oh wauw.. " sagde han så og lod blikket hvile mod Tatia øje. Blod. " Tatia that is seriously messed up.." fik han så mumlet frem. Razor havde aldrig været god til ord og slet ikke på et stadie hvor han vidste hvad der var det rigtige at sige i forskellige situationer - nej tværtimod han lukkede ud hvad der først kom til ham.
Han satte dog hurtigt kassen på jorden med kagerne i og åbnede låget med et smil om læben. " Tardarh! All.. almost all of my favorites.. Just grab whatever you want! " sagde han så og så kort fra kagerne til Tatia for så at lade blikket lande på kagerne igen. Der var et fint lille udvalg af forskellige flotte kager. Almindelige stykker, et var chokolade og et andet vanilje. Der var en blåbær muffin og en citron muffin, samt to forskellige slags tærte. Duften ramte med det samme som han havde åbnet låget hans næse. En sød duft der var svær ikke at nyde.
" We will.. Before you know it, they'll beg for you to stop hurting them - but you wont, you'll just take it a little step further - and then wait for the begging. Just so that you can continue to make them beg. " sagde han så lidt med et lille smil om læben. Hævnen ville komme og den ville blive mere fæl end hvad de nogensinde ville kunne forestille sig. Om Razor så skulle skaffe hjælp til at sende mareridt gennem deres sind hvert øjeblik af deres eksistens.

De havde prøvet at gøre hende til deres våben.  Det var næsten lykkedes. Det havde været alt for tæt på. Det var måske derfor de havde sat kampene sådan op som de havde gjort da Razor også var der? For at finde de stærkeste også gøre dem til deres bagefter? Tanken fangede hende kort, men hun holdt den for sig selv.  Razor fik hende hævntørst op på et niveau som hun aldrig havde troet var muligt. Han boostede den mere og mere for hver gang han nævnte det. Dog vidste hun, at Wade nok ikke ville sætte pris på at hun tog tilbage dertil. Bare fordi, at det var lykkedes ham at lave en aftale da de sidst var der, betød det ikke at hun ikke kunne få hævn over hvad de havde gjort imod hende. Alt den smerte de havde påført hende. Let sank hun en klump. Spørgsmålet om det ville hjælpe hende, at hævne sig. Let sank hun en klump. Måske ikke. Det ville ikke få hendes ar til at forsvinde. Det ville ikke helbrede hendes mentale tilstand, men det ville stoppe dem. Stoppe dem fra at gøre det igen, og hun gjorde alt for at sætte sine moraler på, at de havde fortjent det og det var det rigtige hun tænkte på.
"I don't know if it would make me feel any better. But I do know, that I won't risk others getting used like us. If we don't make them pay, they will do it again and again till there is nothing left." Sagde hun. Tatia brød sig ikke om generelt at slå ihjel, men på det seneste havde hun haft så nemt ved at se blod. Hun havde ikke haft ordentlig tid til at komme sig over alt der var sket - og hun havde brug for tid.

Let førte hun sin rystende hånd op til sit øje da han kiggede på hendes øje. Tatia så kort skeptisk på blodet der beklædte hendes fingerspidser.
"Tell me about it. It is a side effect on what they did.  They tried to turn me to a weapon, but they needed me at my breaking point before they could do anything." Let sank hun en klump. "They want us. They want to make us their weapons Razor. That is why they won't give up. They tried to control me. I almost hurt Wade. Almost.  They are so much more powerful now. They know how to hurt me... maybe even you." Sagde hun og sank endnu en klump.  Tanken hadede hun. Om hvad de var i stand til. Hvad målet mon var for deres plan.

Så åbnede Razor kassen. Duften ramte hendes næse. Den behagelige duft. Det sendte hende tilbage til fortiden. Dengang hvor hendes liv havde været simpel og at bare hendes mor havde bagt kunne gøre hendes dag god igen. Et ægte smil bredte sig glædeligt henover hendes læber da han sagde, hun bare kunne tage hvad hun ønskede. Tatia tænkte sig nøje om. Der var så mange muligheder! Alt for mange muligheder. Tatia tog en blåbær muffin.  Hun tog en dyb indånding det duftede fantastisk! Så tog hun en bid. Den søde smag der dansede på hendes tunge med sukkeret sammen med det lettere syrlige fra bærerne. Hun slikkede sig om læberne og sendte Razor et smil.
"It is really good!" Sagde hun og tog endnu en bid.  Ulven var ikke begejstret den fortrak naturligvis kød. Men kød kage var vidst ikke ligefrem det mest lækre.

Tatia kiggede på Razor. Endnu engang kom tanken om hævn frem i hende. Ingen tvivl om at Razor ville lede missionen. Han virkede til at have den rette måde at motivere hende på. Tatia ville ikke blande de andre ind i det. Måske fortælle Wade om det, også skaffe ham noget bedøvende så hun kunne smutte når han fald i søvn. Hun vidste at han ikke ønskede, at hun skulle komme til skade og det kunne hurtigt virke som en ren og skær selvmordsmission. Men ville det ikke være det værd? Hvis de skulle dø der, ville de dø for noget de troede på. En kamp på at gøre livet bedre for andre. Tatia kunne ikke komme i tanke om en mere god måde at dø på end den. De røde øjne glødede endnu engang blot kraftigere over Razors ord.
"I shall show them no mercy." Sagde hun med et skævt smil og lod den røde farve glide ind, og give hende den naturlige igen.  Selvfølgelig skulle hun lige tilbage i sin topform selvom hun var i den fysisk. Nu havde hun et mål, så mon ikke det skulle gå hurtigt nok? Tatia var overbevist om, at hvis hun trænede lidt hårdere når hun kom tilbage. Så kunne hun hurtig komme tilbage i spillet. Hvis Raksha kunne overtales. Næppe. De var så pylrede da de først kom tilbage, hvilket Tatia da godt kunne forstå.

Han lyttede til hvad hun sagde, der var ingen tvivl om at Razor havde Tatia med på en hævn. Heller ikke selvom det virkede til at noget trak i hende i den anden ende. Men Razor var ikke typen der ville lade sådan en genial plan skylle væk. Tværtimod, jo mere han fyldte sine tanker med det, jo mere sulten blev han efter at se dem lide. Betale for hvad de havde gjort og gøre en ende på det, så det aldrig ville kunne komme til at byde andre det. Pludselig gav hævn meget bedre mening i hans hoved. Han forstod pludselig hvorfor folk kunne udrette utrolige ting med hævn i tankerne, for det var sådan han følte det. Så målrettet mod det at han nærmest følte sig uovervindelig - og selv hvis han ikke var det, så ville han være det alligevel. Bare forsøget på at gøre det af med den ville være nok.

" Morons.. You're not a weapon. You're Tatia - a powerful woman and a Direwolf - someone who chooses her own path, no one can't own her or use her. She's just, way to powerful, her heart is way to strong. " sagde han så bare lidt med et lille smil og lod blikket hvile mod hende et øjeblik. " Maybe they're powerful to, but greed wont get you anywere in life, you need to have fun. They don't know about fun. And what we're looking for is a fun revenge - mixed up in a bag filled the sweet and savery. The perfekt combination. " tilføjede han med et smil før han selv snuppede en kage fra kassen, han tog et stykke tærte, æble tærte. Normalt var Razor slet ikke fan af noget som helst som havde med frugt og grønt at gøre - men blandet med den søde tærtebund som var spækket med sukker, så var det en fryd for smagsløgene.
Han holdt lidt øje med Tatias reaktion på den muffin hun havde snuppet - et godt valg! Næsten intet kunne slå en lækker blåbær muffin og da slet ikke efter en lille kamp mod blodsugere. Man blev lige bekræftet i hvad staklerne gik glip af når de var tvunget til at drikke blod og intet andet. Det fik ham bare til at nyde den første bid af sin tærte endnu mere.

" I guess we have our next adventure planned out already " sagde han så lidt med et lille grin før han lod blikket glide rundt på omgivelserne. Har var meget øde - folk havde endnu ikke valgt at bevæge sig ud efter det stunt der havde foregået længere nede af gaden. Sikkert fordi de frygtede at det ville fortsætte. Det var ikke noget Razor tænkte videre over, han havde tankerne dybt begravet i en plan om hævn - som dog blev påvirket en del af den søde smag der for hver bid han tog vendte tilbage i hans mund.
Han slog dog pludselig blikket op, efter at have været fokuseret på kagerne i kassen et øjeblik. Hans næse havde opfanget en lugt, samme lugt som tidligere havde været lugten af vampyrer. Hans blik glide ned af gaden, dog uden helt i at finde kilden til hans sansers opvågning. Faktisk synes han ikke at kunne få øje på dem nogen steder og det fik et øjeblik et halv irriteret blik frem på ham, mens han så omkring dem, på gaden, bag dem, over dem. De skjulte sig - men det var tydeligt at de var tilbage, flere denne gang. Han kunne lugte mere end en - eller var det bare endnu et tanke spil? Han rynkede kort næsen lidt og blev et øjeblik forvirret. Det kunne ikke nytte noget hvis det endte med at der ingen forskel var på forestillinger, drømme og syn og virkeligheden de var i. At noget via tankerne ville kunne påvirke hans sanser var i sig selv en frustrerende ting - så han håbede at det denne gang var vampyrerne der var gode til at skjule sig.

" I can't.. figure out.. Do you see them? Smell them? Something? " spurgte han så endelig da han selv gav op i sin søgen, og rettede blikket mod Tatia. Han lod hovedet glide en smule på skrå. Dog gik der ikke længe før hans blik langsomt søgte op mod taget på bygningen bag dem, hvor en mørk skikkelse havde gjort sig til kende. Frem for at være bange som de fleste andre ville have været, blev Razor lettet. Så var han ikke ved at blive helt gal. Han var en smule gal, men ikke på et stadie hvor han ikke kunne skelne mellem fantasi og virkelighed. Så det var ikke bare hans sanse der spillede ham et pus, der var faktisk ubudne gæster.
" Seriously.. We just bought cake.. " mumlede han så bare lidt og lukkede låget på den lille kasse med kagerne og skubbede den indtil muren, der kunne den forhåbentlig stå i sikkerhed. Hvad end dette endte med ville han gerne have kagerne med bagefter. Det ville være spild hvis de blev efterladt eller trådt i stykker.

De ord han sagde til hende fik hende til at løfte hovedet let op. Det var tydeligt at hans ord gik ind til hende og blev der. De betød en hel del for hende. Det betød en hel del for hende at få de ord fra ham. For hun vidste, at Razor mente det han sagde. De fik hende til at trække på smilebåndet.  Let pustede hun ud med et mere afslappet smil. Hendes mentale styrke var hendes stærkeste karaktertræk. Det vidste hun godt. Hun gav aldrig op. Nogle dage var det blot tæt på at føle at hele verden på ens skuldre.  En sjov hævn. Kunne hævn være sjov? Den tanke havde hun aldrig haft. Hævn havde været død i hendes hoved hele sit liv. Hvad der forgik i Razors hoved var alligevel ganske interessant sommetider, mere end hun måske lige ville indrømme. Der blev vækket et mørke. Et mørke hun havde blandede følelser for. Glimt af skæbnen i fremtiden. De billeder hendes hjerne viste af hendes begær for hævn. Hvordan alle dem som havde forvoldt skade blev flået fra hinanden i stumper og stykker. Så kunne hun give dem Rakshas blod og begynde forfra lige bagefter! Tanken om deres gråd for de skulle stoppe. Den fik hendes smil til at glide lidt skævt op på hendes læber. Ikke det samme varme smil. Det lidt mere diabolske, faktisk var det ikke set før. Men det sad heller ikke på hendes læber forfærdelig længe. Længe nok til at det overraskede hende. Så faldt smilet blot helt til jorden til Razor snakkede igen.

"Yes we have. And It is going to be amazing." Nu var der ingen vej tilbage. Planen var lagt. For hun kunne ikke bare lade Razor tage derhen selv heller.  Tatias smerter var væk igen. De kom og gik som det passede dem. Hvilket irriterede hende. Hvad nu hvis hun en eller anden dag ikke ville kunne få dem til at gå væk? Måske var der en kur? Måske skulle hun finde en kur? Men hvordan? For overhovedet at komme frem til den, så var hun vel nød til at tage tilbage dertil. Det kunne hun bruge som argument vel? Hvis det skulle komme sig til at forklare sin sag. Hvis Rakshas blod ikke engang virkede på smerten. Hvad gjorde så? Kunne det være tegn på at de havde forkortet hendes liv, eller skulle hun bare holde sig fra tanken om det? Måske havde de vidst det? At Wade ville slippe fri og tage hende med. Så de havde sikret sig, at lige meget hvad ville de se hende igen. Måske var det deres mening. I det tilfælde kunne hun ikke tage Razor med sig. Det ville være at give dem hvad de ønskede. Hun rystede tanken ud af hovedet. Det var ikke Wades skyld. De havde lovet ham at han kunne hel ud af stedet, de havde intet sagt om hende. Og lige nu følte hun sig langt fra i et helt stykke. De havde spillet deres spil som forventet, og nu stod Tatia her og skammede sig over ikke at have regnet det ud. Tatia sank let en klump og slog tanken ud af hovedet.

Det opdagede at Razor virkede en smule ude af sig selv. Sætningen gjorde hende dog opmærksom og hun flyttede blikket frem ad. Let sank hun en klump. Hun lod sine røde øjne glide frem, fordi de havde det med at kunne se meget bedre i mørket end hendes menneskeøjne.
"Yup I see them. We are not alone." Sagde hun og kiggede over på Razor. "We can take the cake with us." Tilføjede hun og kom på benene.
"I'm very tired of people who wants to fight us all the time. Like give us a god damn break!" Vrissede hun arrigt. En knurren bredte sig i hende. Tatia trak sit sværd og stod klar til at forsvare sig selv hvis det skulle være nødvendigt. Hvilket det nok gjorde. Det havde hun lært for tiden. Næsten alle ville noget ondt. Så at være klar på kamp vil være det bedste.  Dog så det ud til at Razor blot satte kagen ind til siden. Så de kunne vel forsvare deres lille område her. Selvfølgelig kunne de det. Nok var det mørkt og der var andre forhindringer end der ville være i skoven, men mon de ikke klarede den? Tatia sank let en klump. Ud af skyggerne dukkede en flok op af vampyrer og dæmoner. Færten fik hende til at rynke på næsen af afsky. Heldigvis var Razors ikke sådan helt forfærdelig. Hun havde vendt sig til den. Men de andre.
"You kids should know better. It's very late to be out. You never know who you might run into. Ghost. Vampires.. demons." Sagde han og brød ud i en latter. Tatia rystede let på hovedet.
"I can do another joke Nathan. A shapeshifter and a hybrids walks down the street.. they meet a group of demons. So they can either become our slaves or die." Han lo let og de andre gjorde det samme efterfølgende. Tatia nikkede let.
"See here is the thing. I really don't have time for being your little slave girl and I don't want to die now. So I will pass. We both pass." Svarede hun til tilbudet og lagde hovedet let på skrå.

Han med den ekstremt dårligt joke løb imod dem. Tatia ventede til det rette øjeblik. Så kastede hun sit sværd og perfekt ramte det i brystkassen af manden. Hun løb frem og trak det tilbage til sig. Lod kort blikket glide henover det blodige bad.
"Last chance. You can do and there will be no more blood tonight. If you stay.. you will see." Sagde hun med et skævt smil. Nathan virkede dog blot mere vred over hendes mord på sin ven.  Det forstod hun selvfølgelig godt.  Han løb dog efter Razor i vrede. Tatia vidste folk der handlede udfra vrede ofte tabte slaget. Det var en ting som hun havde lært fra sig selv. Nathan løb hen med en kniv i hånden og gjorde an til at placere den i skulderen af Razor da Tatia skubbede Razor væk. Kniven ramte ind i hendes arm og hun skar en grimasse ganske kort. Det kom som et chok for vampyren at hans angreb havde slået fejl. Tatia så det til sin fordel. Hun trak hurtigt kniven ud af sin arm og hamrede den igennem hovedet på vampyren.
"Bring it on." Sagde hun og pustede let ud.

" Just for second I thought I was going crazy. " mumlede han lidt, lettet over at Tatia også så dem. De kom hurtigt nærmere. Skikkelsen på taget rykkede sig dog ikke en cm. Hvilket et øjeblik fik Razor til at overveje om det nu var en rigtig person der stod deroppe, eller om han så syner - det ville ikke være første gang. " As long as we don't forget the cake if we all of the sudden are leaving. It would be such a waste to leave it behind.. " sagde han så lidt før han rettede blikket mod dem som dem nærmere. Børn? Razor rynkede kort næsen lidt som respons på den kommentar der var blevet kastet efter dem.

Han kunne dog ikke holde et underholdt fnys tilbage ved ham den andens helt utroligt elendige joke. " Oh wauw. That was a hell of bad joke.. " sagde han så bare lige ud med et grin. - Razor kunne kun nikke bekræftende til hvad Tatia sagde, han havde heller ikke selv planer om at dø - eller være deres slave, han var allerede slave - en slave som i forvejen var forvirret over hvem han egentlig følte fortjente hans tjeneste mest. Desuden ville det være at stjæle hvis de bare tog dem. Ikke at Razor gik specielt meget ind for lov og orden, men hvis det kunne være til hans egen fordel så kunne han da godt spille lidt på det.
Han frygtede ikke dem der stod foran dem. Vampyre og dæmoner var for Razor de samme som de fleste andre væsner. Bortset fra at de havde en styrke langt ud over det sædvanlige - men det plejede ikke at være et problem så længe man bare brugte sit hoved en lille smule - så for Razor var det nok et problem, han agerede overilet ligesom ham fyren der netop var løbet mod dem og måtte se sig slået på få sekunder af Tatia sværd. Det kunne undre mange hvorfor Razor stadig var i live - men noget sagde ham at han måske alligevel ikke var så defus i hovedet når det kom til stykket, at hans kamp teknikker lå så dybt i ham at han ikke behøvede at tanke over hvad han skulle gøre, men han gjorde det bare og det gav næsten altid pote. At tvivle på sine evner var en af de dummeste ting man kunne gøre.

Razor nåede slet ikke at reagere på hvad der skete, for første han skulle til var at reagere på vampyrens angreb, men Tatia kom ham i forkøbet og skubbede ham væk, hvilket han ikke havde set komme og han mistede balancen og snublede. Han kom dog hurtigt på benene igen og rettede blikket mod vampyren som faldt for sin egen kniv, som dog var placeret i hånden på Tatia. " Oh wauw, that gotta hurt his pride. " sagde han lidt med et smil og rettede sig lidt op - han skævede kort mod Tatias arm som havde fået det hak der ellers ville have været blevet plantet i Razor. Han sendte hende kort at taknemmelig smil før han rettede blikket mod resten af gruppen - som alligevel var en del. Det var ikke mange der virkede rørt over at have mistet to fra gruppen.

Der gik da heller ikke mange øjeblikke før de trådte nærmere, en efter en angreb. Ikke den bedste taktik - men eftersom de alle ikke var lige hurtigere var det alligevel som en bølge af væsner der kom væltede mod dem. Razor bed kort tænderne sammen og drejede sin kniv rundt i sin hånd, som han havde fundet frem. Han havde altid et par stykker på sig, førhen havde det kun været en, men eftersom han havde udviklet sig en mindre paranoia - var det blevet til lidt mere end en kniv.
Han sprang frem mod en som gik efter ham og før hans modstander havde en chance for at ligge slag ind på Razor, havde han skåret halsen op på manden så han med det samme faldt sammen med halsen fuld af blod, et øjeblik efter var det ikke kun det forreste af halsen der var skåret over, men hele hovedet der ikke længere sad mellem hans skuldre.

Han skævede kort mod Tatia, for at være sikker på at hun stadig var til stede og i live. Ikke at han tvivlede på hendes evner for overlevelse selv midt i et kaos som dette havde udviklet sig til at være - men han ville være sikker. Han ville ikke have på samvittigheden hvis hun var faldet fordi han ikke havde været opmærksom et øjeblik. Det øjeblik han så faktisk valgte at tjekke efter Tatia, var der en anden som udnyttede og fik slået Razor om på jorden ved et hårdt slag ved øret. Han ramte jorden og et øjeblik glippede det for ham og han så ikke meget andet end sorte prikker for sit syn der gjorde gaden under ham helt grumset.
" Dang it.. " mumlede han lidt og blinkede nogle gange med øjnene for at finde fokus. Han slog ud efter personen med sin kniv og ramte også - hvilket han kunne høre på en smertefuld lyd der kom fra vampyren der havde angrebet. Men kort efter mistede han sin kniv ved et spark over hånden som slog den ud fra hans greb. Han knurrede lidt og fandt endelig fokus på vampyren, som uheldigvis var kommet sig hurtigt over det ellers dybe sår fra knivens skarpe blad. Pludselig forsvandt jorden under ham - eller han forsvandt fra jorden og blev løftet op af vampyren og presset mod en pæl - en af dem som gav gaden et skummelt lys når mørket var faldet på. Lige i stemningen til hvad der foregik. Trykket af pælen mod hans ryg gjorde det svært for ham at trække vejret, det var som om at han ikke kunne få luften ordenligt ned i lungerne. Denne vampyr var helt sikkert stærkere end han først havde forestillet sig.

" You didn't actually think you had a chance beating me? and with such a silly little knife.. " lød det fra vampyren og han klikkede med tungen før han satte tænderne i Razor midt mellem hals og skulder og snappede hans blod i sig.
Det glippede kort i Razor og han bed tænderne sammen. Han havde før oplevet at få drukket sit blod af en vampyr, men det havde været frivilligt. Dette var bestemt ikke frivilligt og det gik så stærkt - han kunne allerede mærke at vampyren havde taget mere end rigeligt. Han sparkede ud efter vampyren og forsøgte at rive hans hoved væk ved at tage fat i mandens hår, men det lod ikke til at virke - selv ikke den kniv han havde fået fat i fra sin lomme og plantet i mandens skulder virkede til at have nogen som helst effekt.
Grebet om mandens hår blev svagere og svagere jo mere blod han mistede - det virkede kun til at more vampyren. Razor havde ikke troet at han så hurtigt ville blive overmanden af en enkelt person - måske havde han undervurderet situationen.

Hun flyttede blikket over på Razor så snart vampyrens grå indtørrede krop fald til jorden. Hun sendte ham et nik med et skævt  smil. Hendes skade var minimal. Det kunne have været meget værre. Tatia snerrede let da de blev angrebet. Det undrede hende, hvorfor de angreb en af gangen først. Det fik dem udryddet hurtigere havde hun først tænkt, men pludselig kunne hendes instinkter slet ikke følge med vampyrernes fart omkring hende. Det gjorde des flere gange hun snurrede omkring sig selv - des mere rundtosset blev hun.  Tatias blike ramte Razors da han kiggede overpå hende. Hun fløj over imod ham da han blev slået i jorden, men en af vampyrerne fik grebet om hendes hals og hamrede hende ned i mod jorden - ganske hårdt. Hun satte sine negle i hans arm, og lod sine ulveklør vokse ud. De røde øjne gløede og så snart han blot løftede grebet lidt om hende, så løftede hun sin fod op og skubbede ham væk.  Tatia fik kastet sig til side da de andre lagde an til at overfalde hende. Så kom hun på benene. Dog var der alt for mange til at hendes blik overhovedet kunne nå at flytte sig, hvis hun skulle levende fra det her i hvert fald. Hun havde lovet Niylah og ikke mindst Wade at komme hjem i et hel stykke, og det havde hun i sinde at leve op til. Tatia undveg et par slag, modtog nogle. Det var lidt som en dans for hende. God træning, hvis man skulle finde noget godt i det. Hun ville her ønske at hun havde Wades evne. Den evne til at lære hurtigt. At lære disse forbandede væsners taktikker hurtigt. Det ville være en stor fordel. Vent kunne hun måske noget i samme stil?  Mere nåede hun ikke at tænke over det før hun fik et knæ i maven og ramte jorden hårdt. Flere spark ramte hende og hun kunne ikke få sig selv op og stå. Så hun ventede. Utrolig nok ventede hun blot på, at få sig løftet op. Det gik hende dog ikke voldsomt godt.

Dog var der noget som satte en ild i gang i hende igen. Hun kunne se imellem væsnernes spark på hende at nogen havde fat i Razor. Hun ventede desperat kort på at Razor skulle gøre manden skade, men det omvendte skete. Vampyren bed sig fast i Razors hals. Alt Razor prøvede så ikke ud til at virke. Tatia kunne mærke vreden boble i hende. Noget hun ellers syntes at have fået kontrollen over igen. De røde øjne lyste klart op. hun knyttede hænderne let og forsøgte atter at rejse sig op. Et spark til og hun ramte jorden. Endnu engang forsøgte hun. Hun fik satte sine tænder i benet på en som ønskede at sparke. På trods af hendes mennesketænder var mennesketænder - så kunne et bid stadigvæk gøre ekstremt ondt. Og det gjorde det. Benet blev trukket til sig. Den korte forvirring tog hun til sin fordel og lod skiftningen af form tage over sig.  Den store kæmpe ulv rejste sig og flåede sine modstandere fra hinanden. En knurren lød igennem de tomme gader som dystre ekkoer. Så løb hun hen til vampyren ved Razor og lukkede sit bid omkring livet på ham. Hun kastede underdelen til side som var det en ubrugelig pude. Den øverste del fald hurtigt til jorden.  Tatias røde øjne kiggede på Razor. Let puffede hun den våde snude imod ham, for at se om hun kunne kvikke ham lidt op. Så drejede hun sig rundt og lod blikket glide henover de resterende væsner. Der var stadigvæk mange. Ikke så mange som på arenaen. Hun kunne vel tage dem, men hun var usikker på sin egen styrke, hvis Razor ikke var på toppen.

Tatia viste tænder og knurrede. Børsterne var rejst. Hun håbede lidt at kunne sætte dem på andre tanker end at angribe et væsen som kunne flå en mand over ved lethed.  Når en kastede sig imod dem angreb hun. Tatia gjorde alt for at sørge for at nå dem før de kunne nå ind til Razor, om det så skulle koste hende livet. Nej, hvad sagde man til guden af døden... ikke idag. Hun gik til angreb. Sørgede for at blive i en afstand af Razor så hun hurtigt kunne nå ham, hvis der skulle ske ham noget. Blodet beklædte hendes hvide pels som en rustning. Dog faldt hun til sidst. Det var ikke noget hun ønskede. Men de havde overfaldt hende. Slog på hende og hakkede på hende med knive. Så til sidst måtte hun skifte form. Kroppen aktiverede evnen automatisk og gjorde hun holdt vejret som en hvalp - hvilket gav hende en puls som kunne forveksles med værende død.  Det gjorde så de trak sig. De tænkte vel at tøsen var død og hybriden var så godt som død også. Så de lo let og smuttede. For nu. Tatia blinkede svagt. Den nøgne krop lå klistret til jorden. Tildækket i blod. Ryggen var fyldt med snitsår som resten af kroppen. Hun fik tvunget sig selv til at vende hovedet til den anden side og så på Razor. Hun var træt. Det kunne tydeligt ses i hendes øjne.  
"Run. Take the cake and go." Fik hun tvunget sig selv til at sige. Hun kunne ikke rigtig få sig selv løftet op, dog stoppede det hende ikke for at prøve. Et skrig brød ud fra hende imens hun fik sat sig op. "God I hate this bloody city." Vrissede hun irriteret.
Hun kom endelig på benene lettere ubalanceret.  Let bevægede hun sig over imod, hvor hun havde haft forvandlet sig. Hun fik øje på det lille glas. Hun faldt ned på den hårde jord og fik med lettere besvær fat i glasset. Med rystende hånd fik hun åbnet det og ført det op til sine læber. Hun drak væsken. Rakshas blod. Forsyning hun aldrig tog afsted uden. Dog drak hun ikke det hele og rakte det til Razor.
"It is the same blood as last time." Sagde hun og trak skævt på smilebåndet. Så kiggede på noget af tøjet og klædte en af dæmonerne af for at beklæde sig i tøjet.
"Are you okay... like I mean okay. Not just okay as yes I will be fine." Spurgte hun og bed sig selv lidt i kinden. "People always ask, you say yes. And then they don't have to deal with you anymore. I want to know If there is something wrong." Tiføjede hun med et skævt smil.

Det var ikke følelsen af hans lunger der hungrede efter lufter eller blodet der sivede ud af hans krop og ind i vampyren hvis tænder var dybt begravet i hans hals. Nej det var synet han så hen over vampyrens skulder. Tatia der kæmpede på egen hånd og flere gange måtte lade sig overmande, for så at komme på benene igen. Det gjorde ondt at se. Endnu mere ondt fordi han ingenting kunne gøre, han følte sig hjælpeløs. Han ville gerne springe frem og rive lemmerne af hver af en der havde lagt en hånd på Tatia. Hans vrede var indebrændt og kunne ikke komme ud. Hans krop ville ikke lystre de signaler han så ihærdigt forsøgte at sende den. Vampyren havde ham i sin hule hånd og kunne gøre det af med ham når som helst det skulle være. Kniven han første gang havde sat i skulderen på vampyren havde været i brug et par gange mere i hans kamp om at komme fri - ingen af stikkende virkede på vampyren og Razor fandt det unfair og frustrerende.

" Please stop.." knurrede han lavt og kniven faldt til jorden, han ikke engang kræfter til at holde den længere. Vampyren stoppede dog ikke - han øgede bare presset mod Razor. Et pres der fik en knagende lyd til at lyde fra hans hans ribben og en smerte skød gennem hans krop. Det var sikkert skaden han i forvejen havde på ribbende der fint blev skubbet op igen.
Han lod øjnene glide i, lige i det vampyren slap - ikke af egen fri vilje, nej han forvandt fra ham - delt i to. Razor fandt dog med det samme til jorden og blev liggende. Det tog ham et par sekunder før han fik hostet sig til en vejrtrækning der gav ham den luft han havde brug for. Sorte prikker dansede for hans syn da han åbnede øjnene og søgte efter Tatia. Heldigvis var han ikke blevet bevidstløs, og hun var stadig i live. Lettelsen skyllede ind over ham - men kun for en stund. For der gik ikke længe før han kunne se hvordan de overfaldt hende, mens hun kæmpede for sig selv og for Razor. Han gjorde hvad han kunne for at hjælpe bare en smule, men det var kun hans hoved som havde energi til at udvikle slag - og ærligt, så virkede det ikke.

Han var lige så ubrugelig en hjælp som en mus i en fælde. Han forsøgte dog alligevel at bevæge sig, skubbe sig op at sidde. Han kunne vel - han fik en idé. Han greb fat om kniven han før havde tabt i en sløv bevægelse men lod så tungen glide ned over bladet, før han sendte kniven gennem luften - den ramte ikke som den skulle, men formåede alligevel at lave en flænge over låret på en af dem der havde overmandet Tatia og han faldt sammen da giften fra hans spyt på bladet havde ramt en blodbane. Han ville nok ikke blive liggende længe - men en mand mindre kunne vel ikke være en dårlig ting. Det var også hvad hans nuværende kræfter kunne holde til og han lænede sig en smule mod den pæl han før var blevet holdt fast ved. Lugten af blod lå tungt i luften og gav nærmest kvalme. Ikke en reaktion han normalt havde på blod, men der var intet af det blod der kunne lugtes der gav nogen form for appetit.

Selv Razor blev snydt af Tatias stunt med at spille død for de væsner der havde angrebet dem og en indre panik spredte sig i hans krop. Han forsøgte kort at sige noget, men der kom ingen ord ud over hans læber. I stedet mærkede han hvordan hans øjne blev våde og kort efter fortsatte det ned over hans kinder. Hun kunne ikke være død - det var Tatia, hun var i Razor øjne uovervindelig. Den indre ild hun formåede at tænde når hun kæmpede - det var en ild som ikke kunne slukkes. Den skulle jo beskytte hende, holde en hånd over hende når der var allermest brug for det. Havde den virkelig svigtet hende? Tanken stak i hans bryst og han bed tænderne sammen. Et øjeblik sad han med lukkede øjne og forsøgte at holde tårerne tilbage - men de som resten af ham, lystrede ikke og gav sig selv frit spil.

Det var først da de andre væsner var smuttet at han åbnede øjnene igen og rettede blikket mod Tatia, som bevægede sig var i live. Han gik i stå. Hvis han ikke havde været i stand til at bevæge sig før - så var han hvert fald ikke nu. Han glippede kort med øjnene men fik så en knurren frem. " .. Screw the cake! You fucking moron! I thought you were dead! " bed han så bare hæst af hende. - Det var ikke meningen han ville have reageret sådan, men frustrationen i ham havde et øjeblik overtaget hans sind. Han ville have været skyld i hendes død fordi han ikke havde hjulpet hende. At skulle bære det var ikke noget han ønskede, slet ikke.
Razor fulgte hende med blikket da hun rejste sig og fandt den lille flaske. Han vidste med det samme hvad det var. Det var et klogt træk af have sådan noget med sig rundt. En ting Razor burde overveje - han var en omvandrende ulykkesfugl og kom altid til skade. Han tørrede kort sine øjne med sit ærme før han tog imod flasken da hun rakte den mod ham, han tøvede ikke med at drikke det et øjeblik. Han vidste hvilken effekt det havde og helt sikkert ville være behjælpeligt - også selvom det sikkert ikke kunne fylde hans krop med alt den blod han havde brug for - men det kunne hjælpe, så kroppen kunne koncentrere sig om det selv og ikke om de andre skader han havde fået.

" I'm sorry.. " sagde han så bare kort lidt - til det hele. For ikke at have hjulpet i kampen mod dem, og for at snerre af hende. Men han var blevet utrolig bange et øjeblik - et syn man sjældent så på Razor.
Han overvejede Tatias spørgsmål et par sekunder før han så bare trak lidt på den ene skulder. Han kunne allerede mærke hvordan blodet hjalp inde fra og det var godt. Dog følte han sig stadig ikke helt på toppen - men han var lidt i tvivl om det egentlig var det Tatia havde ment med sit spørgsmål. " I'm not sure.. " svarede han så endelig og rykkede kort lidt på sig, før han forsøgte at komme på benene. Det krævede en masse støtte fra pælen bare overhovedet at stå oprejst. Meget kunne man sige om skader i kamp - men at få sin krop tømt for blod var virkelig noget der rev energien ud af en.
" I mean.. what do you mean? now? I feel weak - later? I don't probably better.. Tonight? awful. I can't sleep. I don't believe when people say it's only dreams. Some dreams are just.. way to real.. Sometimes they come, even when I'm awake. It hurts and makes my heart so fast it gets unconfutable" sagde han så lidt og rettede blikket mod Tatia. " I'm scared. I've never been scared before and it sucks - and I don't know what to do about it. " tilføjede han så lidt og bed tænderne sammen, han måtte igen anstrenge sig for at tårene der havde hobet sig op i hans øjne ikke ville løbe nogen steder.

Hun ignorerede let da han snerrede af hende. Hun ville have gjort det samme, hvis situationen havde været omvendt. Så hun tog det nu ikke så tungt. Hun havde også direkte truet Wade engang med, hvis han ofrede sig for hende, så ville hun aldrig tale til ham igen. Ikke at hun ville kunne holde det, men hun kunne blive sur. Meget sur endda.
"It feels pretty much like death too. But then again I don't fear death." Mumlede hun let for sig selv. Det var nok ikke nu, at hun skulle sige sådan til ham. Hun havde ikke set ham græde før, og han slog hende ikke som en der rigtig forstod betydningen af det.
"Don't be sorry. My body reacts to stress like this these days. My ability choose an animal that can hold their breath for long. And it makes my heart beat very slow. I use it if people try to drown me or anything like that." Svarede hun for at forklare sig. Hun følte, at hun skulle forklare sig.

Tatia lyttede opmærksomt på om Razor var okay. Hun var oprigtig bekymret for sin lillebror over hans ord. Det undrede hende med de drømme og på samme tid var hun nysgerrig. Tatia sank en klump og gik et skridt tættere imod ham.
"It's okay to be a bit scared sometimes. We all feel scared once in a while. And that is okay." Sagde hun og sendte ham et smil. Så svang hun armene omkring ham. Et tæt og varmt kram. Nok var han ikke van til det, men han kendte jo hendes lille Tatia ritual. Tatia knugede ham ind til sig. Hun var trods alt en smule højere end ham, så det så blot kært ud. Nok var hun dækket i blod, men det ændrede ikke på den følelse hun udsendte af omsorg igennem krammet.
"You will be okay. I will do anything to make it okay.." Sagde hun og trak skævt på sit smilebånd. Tatia var meget oprigtig. Og hun holdt af sin bror. Det var de færreste som hun ville give sit liv for, og Razor var en af de få som hun ville gøre det for. Hendes skader var healet op og hun trak sig forsigtigt ud af krammet. Dog havde hun hænderne på hans skuldre imens hun kiggede ham i øjnene.
"So. Shall we take the cake and go away from this bloody smell?" Spurgte hun med et skævt smil. Tatia kørte hånden igennem hans hår og lod sin hånd glide kort henover hans kind. "Come." Sagde hun med et smil. Tatia var ikke tryg i byen. Overhovedet ikke det som det lignede, men for at skabe den mest betryggende stemning og for at løfte den bare lidt. Så lagde hun det gerne på hylden.

Hun lod sin glide ned i hans og gav den et klem. Så tog hun kassen med kage under den ene arm. Tatia var god til at lukke af for oplevelserne i selskab med andre. Specielt, hvis hun ønskede nogen skulle have det bedre end hende selv. Den eneste hun virkelig kunne bryde helt sammen foran var Wade, men det var en bestemt forbindelse. Spørgsmålet var om den form for tillid kunne opbygges mellem hende og Razor. Det kunne det sikkert. Det kunne tage tid, men hun havde allerede tillid til ham. Så det var et skridt i den rigtige retning. Tatia gik stille afsted, men slap ikke hans hånd medmindre han rev den til sig.
"I'm sorry If I scared you. If I feel something I act and If I want something I take it. And I felt like I needed to help you so I did. And I would do it again. Till my heart stops beating." Sagde hun med et skævt smil. Måske var det ikke smart, og ikke særlig klogt at reagere på den måde. At ofre sig for andre, det var mærkeligt at føle at nogle betød så meget for en - at uden dem ville man føle sig som ingen ting.

Tatia gik til hun kom til et forladt hus. Der var ingen fært. Så hun besluttede sig hurtigt for, at de skulle gå derind. Et hus var vel et hus. Et sted at slappe af var et sted at slappe af. Hun sparkede døren ind så de kunne komme indenfor. Det var falde færdigt og dog i god stand. Der var støvet. Hvilket hun ikke fandt særlig behageligt, men hun ville hellere være her end på den åbne gade, hvor de kunne være under angreb.
"I hate this dusty place. I was told that houses in this town would be so beautiful and rich. A lot of gold and silver." Sagde hun og så en anelse skuffet ud. "A shower could be nice.." Mumlede hun lidt irriteret. Tatia satte kagerne på et bord og kørte hånden igennem sit hår. Så slap hun Razors hånd og satte sig i en gammel sofa.
"I'm very disappointed about the city life. Too much blood. And too much violence... I mean I know that everywhere we go death follows. But still! This. This is too much." Sagde hun og trak let på skulderen. Tatia bed sig let i læben og sukkede kort. "Look at us, we must be the commanders of death." Tilføjede hun og sendte ham et skævt smil. Problemet var, at han ikke havde noget imod mord på uskyldige men det havde hun. Dog var disse væsner de lige havde dræbt ikke uskyldige, de var skyldige, men hun havde stadigvæk taget deres liv. "What do you do.. when you realize you might not be the good guy?" Spurgte hun. Spørgsmålet var egentlig til sig selv, men det blev udtalt alligevel.

Razor var et øjeblik helt ligeglad med hvilken evne det var Tatia havde brugt. Han troede hun var død og den indre panik han havde fået i det øjeblik var helt forfærdelig, noget han aldrig før havde oplevet. Han havde ikke brug for flere ukendte følelser i sin krop. Han var efterhånden blevet træt af dem og ville bare gerne have det tilbage som det var før. Selvom lettelsen var en rar følelse. Lettelsen over at Tatia ikke var død, men at hun var lige her og talte til ham. Hendes stemme var beroligende og hun havde ikke skulle sige meget før han var faldet en smule til ro igen over chokket. At skulle miste hende her og nu var slet ikke planen. Faktisk så han helst at hun levede meget længere endnu. Et godt liv, uden alle de her problemer det virkede til jagtede dem.

Han fandt sig hurtigt til rette i hendes kram og denne gang uden tøven gengælde han det. Også selvom det sikkert i sidste ende ikke kun var noget Tatia gjorde - så var det for Razor en Tatia ting, en rar Tatia ting. Det var på alle måder så utroligt berolige - noget han aldrig havde troet han skulle få brug for, men alligevel var det præcis hvad der manglede. Han sagde ikke noget, det var ikke nødvendigt - hendes ord og følelsen af hendes arme omkring sig, varmen fra hendes krop. Det var rigeligt til at få ham til at slappe af igen.
" Thank you for saving me.. again.. " sagde han så lidt og sendte hende et lille smil da han ligesom hende trak sig ud af krammet. Han stod i evig gæld til Tatia for de gange hun havde reddet ham. Han ville til hver en tid gøre det samme for Tatia, også selvom det ville føre ham til døden. Den frygtede han ikke, men han frygtede at miste Tatia.

Han fulgte med hende da hun havde snuppet kassen med kagerne og begyndte at bevæge sig afsted ned af gaden. Razor forstod ude mærket godt hvis Tatias syn på byen ikke var blevet den mindste smule bedre. Han vidste ikke hvor længe hun havde været her, men indtil nu havde de ikke været meget andet end kaos omkring dem. Det var ikke ligefrem sådan han havde forestillet sig at det skulle foregå når hun engang kom til byen. Tværtimod, han ville gerne have vist hende en masse af hans favorit steder - spist kage i ro og mag, og ja - måske med en smule aktion, men dette havde måske lige været i overkanten. Det var som om en skygge lå over dem. Tingene skulle gå galt, ellers var der noget galt.
" But... I don't want that. Your heartbeat sounds beautiful. I don't want that to end. " sagde han så lidt og lod blikket hvile lidt mod hende. Han ønskede ikke at være en af dem der skulle høres hendes sidste hjerteslag. Hvert fald ikke allerede - allerhelst så han hende leve for evigt, men det var vidst ikke så tit at shapeshifters havde den egenskab med i rygsækken. Hun skulle ikke ofre sig for ham - men han kunne sætte sig ind i hendes tanke gang omkring det, for han ville gøre præcis det samme for hende. Lige meget hvor meget hun så måske ønskede det anderledes. Han kunne godt lide tanken om at dø for at redde Tatia, ikke at han havde lyst til at dø lige forløbig, men hvis det blev - så var der en ære i at have reddet Tatia på vejen.

Huset de fandt frem til var ikke noget at prale af. Noget helt andet end hvad Razor til dagligt boede i. Han lyttede til hvad Tatia sagde og kunne kort ikke helt lade være med at smile. " You know, this isn't the typical house. There is alot of houses with piles and piles of gold and silver. Fancy furniture and never ending hot water in the shower! Soap that smells like candy and little bell you can ring every time you need something, food, drinks, a blanket. " sagde han så lidt med et lille halv skævt smil om sine læber. Dette hus var ingenting i forhold til hvad mange af de andre huse bestod af. Huset han selv levede i var utroligt i forhold til. Der var alt hvad man kunne forestille sig man nogensinde ville få brug for - og mere til.

" Bad timing I guess.. Or maybe this is just a thing we need to get use to - darkness following us around. Beating death in his own game over and over again. " sagde han så lidt før han selv sank ned i sofaen med blikket rettet mod Tatia. Han var stadig træt, meget træt. Hans hjerte kæmpede for at banke blodet rundt i hans krop efter at have mistet en del af det. Ligeså meget som han elskede at slå ihjel og alt den vold det involverede - kunne han alligevel kun give Tatia ret, det var for meget, men det var ikke kun i byen at ting som dette skete. Hvad der var sket i skoven havde også været for meget. Det var grumme væsner over alt hvor man gik. Tatia og Razor var åbenbart tanden mere uheldig end så mange andre og virkede til at have dem lige i hælende lige meget hvor de bevægede sig hen.
Han rettede blikket mod hende, og lod hovedet glide lidt på skrå. " There is no such thing as good guys - we're all bad, in some way. We do bad stuff for our own sake. Lie, kill, say bad things, betray - it's all a part of being alive. " sagde han så lidt og vippede kort lidt med sin ene fod. Smilet fandt sin vej tilbage på hans læber. Razor kunne sagtens komme med en prædiken om hvordan man skulle gøre. Ikke fordi han vidste det, men fordi han havde et helt andet syn på hvad der var rigtigt og forkert end så mange andre. Han fandt næsten alting som det rigtige og næsten ingenting som det forkerte. Han gjorde selv alting ud af lyst og tog sjældent hensyn - tænkte ikke over konsekvenserne af hvad han gjorde men gjorde det bare. Om det så i sidste ende ville skade ham eller andre - han kunne ikke være mere ligeglad. Der var selvfølgelig dukket undtagelser op. Tatia var en undtagelse - han ville ikke gøre noget for at skade hende eller gøre hende ked af det.

Det gav et sæt i ham og han kastede sit blik hen over sin skulder ved en lyd han ikke havde set komme. En kat trissede gennem en dør fra et af de andre rum og videre hen over gulvet. Den ænsede dem ikke - gik meget målrettet, for så at springe op på en gammel kommode og give sig til at vaske sig. Razor blik var limet mod katten og han rynkede kort næsen en smule over den ligegyldige attitude. " Arrogant little shit.." mumlede han så lidt og kneb kort øjnene lidt sammen. Razor havde aldrig forstået katte - men han forstod heller ikke så mange dyr, eller mennesker, eller andre væsner. Han forstod ikke engang sig selv, så det gav vel kun mening.

"I will always save you." Svarede hun uden overhovedet at tænke over det. Det var rent instinkt. Tatia smilte til ham selvom  krammet var overstået.  Hun havde altid været meget uselvisk, også selvom det måske ikke var det første man tænkte når man så hende. Tatia var totalt modsat af, hvad folk normalt havde af første håndsindtryk til hende. Det var nu egentlig lidt sjovt, og dog.
"I'm not afraid of dying. But the only god I believe in is death, and the one thing you say to him is; not today." Svarede hun til det med hendes hjertebanken. "But just because I'm not afraid of death.. it doesn't mean I want to die. I have to many people here I care about. And I will not rest in peace till I know you all are save." Tilføjede hun og sendte ham et skævt smil.
"I have seen so much death all my life. I rather kill the devil and face the demon tomorrow then give it all up. But those who fear death is always the first ones to die.. Or that is what I have seen." Hun trak let på skulderen. Han fik hende til at snakke løs. Helt ude af kontekst indimellem også.

Tatia kiggede sig omkring.
"I was in a beautiful house in the woods one day. It was so big and bright. It was a long time ago, but I still remember it like it was yesterday." Svarede hun og sendte Razor et skævt smil. Det var tydeligvis gode minder, hele hendes liv var ikke en stor uduelighed. Der var skam også gode ting. Balancen mellem det gode og det onde. Det var nu det ondes tur til at ramme hende, og så vidste hun også - at det ikke kunne blive ved med at gøre ondt.
"Maybe.. or maybe not. I guess we never will know that." Svarede hun og trak let på skulderen. Tatia sukkede let over at han virkede træt. Hun bed sig lidt i læben og kiggede på ham sætte sig i sofaen.
"I guess you are right about that. Maybe there are no such a thing as good guys." Tilføjede hun og trak på skulderen. Så gik hun ud i køkkenet. Hun fandt en kniv og lod den glide henover hendes håndled. Blodet løb ned af hendes hånd og ned i et krus hun havde placeret under. På grund af Rakshas blod i systemet ville det heale når hun engang var færdig med det.  Hun tørrede blodet af i sit tøj, og greb glasset for at gå ind til Razor igen. Hun kunne ikke undgå at le en smule. Katte var heller ikke hendes yndlings dyr, men hun kunne overkomme dem. Tatia observerede katten og rakte derved Razor glasset.
"You need some blood, drink up!" Sagde hun en anelse bestemt. Nu havde hun ligesom gjort skaden og blodet var der, en skam ville det være at lade det gå til spilde.

Hun satte sig ned ved siden af ham.
"Well, I might not like the city so much. Not a town as big at this. I was born in Firewood Village, I know that town.. I must say it's been a long time since I checked it out." Sagde hun og smilte skævt. Hun lagde hovedet imod Razors skulder.
"We should get some sleep. The night is dark and full of terror.. but I'm in no mood for more drama.. drama can wait another day.." Sagde hun og holdt sig for munden imens hun gabte let. Stille lukkede hendes øjne i og hun fald i søvn på Razors skulder.

Han lyttede til hvad hun sagde, men kunne ikke sætte sig ind i det. Hvert fald ikke på den måde som Tatia sikkert ønskede han gjorde. " I still don't want you to die. " sagde han så bare kort. Så var det sådan set lige meget om hun frygtede døden eller ej, så længe hun ikke døde. Han ønskede hende ikke død og ville under ingen omstændigheder ikke være vidne til det. Han ville redde hende - de kunne redde hinanden, men før eller siden frygtede han at han måske ikke ville kunne redde hende i tide og det ville gå galt. Ligesom det nær havde gjort for lidt siden. Han rynkede kort næsen ved tanken om det. Han ville ikke lade der ske hende noget, det kunne han ikke. Bare tanken om det gjorde helt ondt - en følelse han ikke forstod, men på trods af det var der noget der gjorde tegn til at det rigtige var at beskytte hende.

" I promise to show you a pretty house - just for the sake of you not hating the city forever " sagde han så lidt med et lille smil og lod blikket hvile mod hende. Det ville næsten være ærgerligt at lade hende forlade byen med så mørkt et syn på den. Det var ikke altid dystert og blodigt, støvt og usselt. Byen havde mange gode og flotte ting at byde på - det krævede bare man var i den rigtige del af byen. Razor kunne nok hurtigt få dem ind i et hus som kunne vise Tatia at ikke alle sammen var som dette - også selvom hun nok godt vidste det. Dette hus var intet i forhold til alle andre. Selv huse i den mindre velhavende del af byen var bedre end dette. Dog fandt han alligevel dette usle støvede hus rart - hvert fald på nuværende tidspunkt. Det virkede i øjeblikket trygt og godt. I ly for de væsner der rendte rundt på gaden udenfor - som normalt ikke ville have skræmt ham - men alligevel gjorde fordi han ikke følte sig i et stadie der kunne betegnes som klar til kamp hvis det pludselig meldte sig på banen. Nej tværtimod, manglen på blod gjorde ham svagelig.

Han lænede sit hoved mod sofaens ryglæn og skævede kort lidt op mod loftet, men rettede så blikket tilbage mod Tatia. " But.. you can still be good at heart. Maybe you do bad things but your heart is still good, kind.. Like Reign, he's kind too.. sometimes to kind. Its weird. Just like the saying - Keep your friends close but your enemies closer. Good and bad goes hand in hand - you never really know what you got.. " sagde han så bare lidt - om hans sætning gav mening eller ej - det gjorde det i hans hoved, men som mange andre ting han fik sagt af og til var det ikke altid at det kom ud på en forståelig måde. Desuden gik det næsten ikke op for ham at Tatia forsvandt ind i et andet rum - det var først da duften af blod nåede hans næse og han rettede blikket mod hende da hun vendte tilbage med et glas i hånden. " Wait.. " sagde han kort lidt, men droppede så at brokke sig mere over det - eftersom blodet ikke ville forsvinde tilbage i hendes krop på grund af brok. Og det duftede godt, så godt at han ikke kunne sige fra for at drikke det. Så han tog imod glasset med et lille smil og drak det kort efter. Det var ikke en smag han var vandt til fra blod, men det var godt. " Thanks.. " sagde han så bare kort med et lille smil efter at have drukket halvdelen.

" We can visit Firewood tomorrow if you want. I like that place too " sagde han så lidt med et lille smil. Der havde han efterhånden været en del og synes mere og mere om det for hver gang han besøgte det. Det var også der han havde købt sin nye ynglings kniv. Ikke at det havde en stor betydning i noget som helst, men det var en af de få ting han sådan lige kunne huske derfra. Og mange andre ting, men hans tanker omkring det behøvede ikke fylde mere lige nu, han kunne lade det overvælde hans indre hvis de skulle derhen, han havde hvert fald ikke noget imod at tage derhen sammen med hende. Især ikke hvis Tatia gerne ville derhen og se det igen.

Han rettede blikket lidt mod hende før han drak det sidste af glasset og skubbede det ind på det lille bord der stod indenfor rækkevidde. Han lod så sin ene arm smutte om skuldrene på Tatia med et lille smil. " You're right.. We should sleep." sagde han lidt med et lille smil, mens han strøg sine fingre nussende ned over hendes arm. Han lod blikket hvile mod hende et stykke tid. Han var ikke helt sikker på om han turde ligge sig til at sove - selvom trætheden på trods af blodet stadig var overvældende, så frygtede han drømmene søvnen bragte med sig.
" Thank you Tatia.." mumlede han så bare lidt før han så bare lod øjnene glide i. Det var bedst at få sovet - måtte han lade sig jage i drømmene var det det der måtte ske. Han kunne ikke forblive vågen for evigt.

Der gik heller ikke mange øjeblikke, før han var fanget midt i det endnu engang. Han kunne trøste sig selv med at det i det mindste ikke var billederne af Tatia der fyldte hans hoved. Kun fordi han i sin underbevidsthed vidste at hun var lige ved siden af ham - ellers ville det have overbevisende nok for ham og havde fået det hele til at være endnu værre. Det var slemt nok som det var. Gang på gang at skulle opleve det hele igen. Se pinslen i øjnene på den på den person han som den første nogensinde havde følt noget for. Det gjorde ondt og gjorde det umuligt for ham at have en rolig søvn.

Faktisk var hun taknemlig når folk ikke ønskede hun skulle dø. Hun smilte let. Det hun ønskede efter hun engang måtte lade livet var at folk skulle huske hende. Tatia smilede stort til ham, da han lovede at vise hende et pænt hus.
"Well I don't hate the city. I just like the woods much better." Svarede hun med et skævt smil for at dække lidt over sit had til byen. "My friend in the pack, Raksha. She is afraid of the city. She was raised by wolves. The life in the woods is all she knows.. I can't even imagine it." Fortalte hun så og trak let på skulderen bagefter. Tatia var vel bare ikke det rigtige sted i byen for den bedste oplevelse. Der var også forskel på den måde man var vokset op. På den måde hun reagerede. Raksha ville være totalt bange for at bare se byen.

Tatia bed sig let i læben og kneb øjnene en anelse til hans ord. Ja man kunne selvfølgelig gøre ting ved en god tanke uden den var det.. .det gjorde ikke nødvendigvis en til en dårlig person.
"Like I killed all those people.. because I tried to stay alive and for us both to live?" Spurgte hun og sank let en klump. "Who is Reign?" Spurgte hun og lagde hovedet nysgerrigt på skrå.
"Hand in hand. But it is not true that we never know what we got. True friends stay with you. I'm gonna stay with you. Always." Sagde hun og så ham lidt hårdt i øjnene. "Never think for a second that you are alone. Okay?"

Hun ignorerede at han bad hende om at vente. For hun var alt for stædig til at gøre det. Så hun nikkede til ham da han takkede hende. Han var hendes bror. Hendes lillebror. Selvfølgelig vil hun sørge for at han havde det godt, hun ville ikke kunne leve med sig selv, hvis hun skulle sidde og se på ham være udmattet nu når hendes skader var healet op. Tilbuddet om at besøge Firewood imorgen var fristende. Det var alligevel på turen hjem. Så, hvorfor ikke besøge den på vejen? Hun havde været forbi med Wade ganske kort, men på grund af husly. Det var ikke noget hun havde fået fornøjelse af ovenpå alt det de havde været igennem.
"We can do that. I would be lovely." Svarede hun og sendte ham et skævt smil.

Tatia kunne ikke undgå at observere ham imens han drak blodet. Hun drak jo Rakshas blod for sin overlevelse ved brutale skader... men at leve af det. Det måtte være underligt. Hvis hun nogensinde blev vampyr.. nej det kunne hun overhovedet ikke forstille sig. Hun kunne ikke tænke den tanke.

Følelsen af han strøg sine fingre henover hendes arm var behageligt. Det gjorde hende rolig. Hvilket resulterede i, at hun hurtigt faldt hen. Hurtigere end nogen af de andre dage her i den seneste uges tid.
Dog sov hun også meget let. Kun på grund af de oplevelser hun havde været igennem.  Tatia fik et lille smil på i sin søvn.
Han var ikke den eneste med mareridt. Hun led selv af dem. Hvis det ikke var hendes skyld og ansigterne på de folk hun havde slagtet. Så førte hendes mareridt hende til gentagelser fra da Wade var ved at dø.. eller da hun blev tortureret og tvunget til at angribe ham.. i hendes mareridt kunne han dog ikke stoppe hende.. og hun vågnede altid op i et gisp når hun stak sværdet igennem hans hjerte.

Det var ikke meget anderledes denne gang. Hun vågnede op i et gisp, efter mareridtet havde fået hende til at slå ham ihjel. Hendes hjerte bankede voldsomt. Tatia havde aldrig fortalt Wade om hvordan hendes mareridt endte. Han vidste blot hun havde mareridt. Selvfølgelig havde hun ikke været hjemme i næsten en uge nu. Hun vendte blikket imod Razor og kom derved i tanke om, at de var i sikkerhed. Lidt endnu. Tatia kneb øjnene en anelse til lyden af hans hjerte rytme som var lidt hurtigere end normalt. Han havde snakket om de drømme. De drømme som ikke var rare. Tatia sank en klump og lod sin hånd glide blidt henover hans hår imens hun nynnede en beroligende melodi. Blot for at håbe på at tonelejet ved hendes stemme kunne ændre hans mareridt til en drøm i stedet for. At vende hans tanker. Det kunne måske hjælpe. Så hun blev ved. Indtil solen stod op og strakte sig ind af de støvede vinduer. Hun trak på smilebåndet over lyset der dansede let ind. Så flyttede hun lidt på sig, i håb om de pludselig bevægelser ville bringe Razor ud af hans søvn.

Hun førte sin hånd op til hans hår og rodede let i det før hun rejste sig op.
"Morning cutie pie." Sagde hun med et stort smil. Hun var sulten. Hendes blik smuttede over imod kagerne, dog måtte hun blive skuffet da det så ud til at katten havde været i dem.
"That stupid cat ate or cake.." Mumlede hun irriteret og vendte sig om imod Razor.  Det var ikke til at se på hende, at hun ikke havde fået nok søvn. For hun havde overskuddet til at smide det til siden. Desuden havde hendes krop vendt sig til det.
"Shall be go for a hunt.. not that I want to steal the food.. or maybe. I'm hungry. If I talk to them, you take the food.. I think we could make the greatest team ever seen." Sagde hun og slog lidt dramatisk ud med armene. Så skar hun dog en lille grimasse. "You are the one who knows this place. Any other ideas?" Spurgte hun og vippede hovedet spørgende på skrå.

Razor var født og opvokset i byen, så tanken om ligefrem at være bange for steder forvirrede ham en smule. Han kunne ikke sætte sig ind det. Men han kunne godt forstå hvis man valgte at bo i skoven frem for byen - skoven var mere rolig, ikke nødvendigvis mere fredelig og ufarlig - men rolig. " Poor thing.. but.. if you look at our sweet visit at the moment - you can kinda understand why some people don't really feel like being in the city - or thinking about the city. Being scared though.. Well, maybe everyone should be scared. " mumlede han så lidt før han kort rynkede panden en smule. Han var ikke selv bange, han var ikke rigtig bange for noget. Det var løgn, han var bange for noget - han var bange for at miste dem han holdt af. Meget få personer havde en rolle i hans liv som han følte var værd at beskytte, Tatia var en af dem. Faktisk, den der betød mest.

" That didn't make you a bad person no.. They were the bad one. Real bad. You're not bad, not bad at all.. Even if you wanted to, I don't think you can be all bad. Maybe for a moment. But not.. you would never do anything to hurt people if they didn't deserve it. And those bloodsucking monsters, they deserved it... I think I'm bad. Am I bad? " han rynkede panden en smule. Hvis han tænkte for længe over det, jo mindre mening gav noget som helst - så han valgte at lade være. Tatia var god, også selvom han modsagde sig selv lidt ved at mene det. Der var noget skidt i alle, men der var også meget godt i nogen. Tatia var god, det var han ikke i tvivl om. Han kunne kun tale ud fra hvordan hun var overfor ham - og det havde på intet tidspunkt været dårligt. " Reign is.. " sagde han bare kort før han så bare trak lidt på den ene skulder. " Just a human.. " tilføjede han så lidt. Tatia var sikkert ikke interesseret i en længere forklaring over hvem han var - desuden vidste Razor ikke helt om han kunne komme med en forklaring - alligevel kom der lidt ekstra til svare. " He's the one who saved me in the forrest, when the demons attacked me on my way home from you. " sagde han så lidt. Mere var der vel ikke til det. Det undrede stadig Razor hvorfor, men på den anden side - som han havde sagt. Reign var også en god person, alt for god. Også selvom han måske ikke havde været specielt venlig overfor Razor - det var dog alligevel, noget han så mellem fingre med. En eller anden åndssvag grund han ikke kendte til. Han burde være sur, men det var han ikke. Mere skuffet og ked af det. Underligt. Han skubbede det hurtigt ud af hovedet - det var dumt at spilde flere tanker på ham - det gjorde han i forvejen alt for tit.
Han skævede lidt mod Tatia, men hans blik blev mindre og mindre skævende efterhånden som hun talte. Smilet om hans læber fandt stille sin vej tilbage - oprigtigt. " Okay. " sagde han så bare kort til sidst. Der var ikke brug for at sige mere. Det varmede rart i brystet det hun sagde. Det var noget han ikke ville glemme, han stolede på hendes ord - og som alt andet Tatia sagde tog han det ind. Gemte det godt og sikkert, lige ved hjertet - fordi hvis det blev inde i hjertet ville det dø hvis han døde og det skulle det helst ikke.

Han planlagde allerede deres tur inde i sit hoved. Besøge et stort og smukt hus på vejen mod Firewood. Bruge den sidste tid sammen med Tatia i Firewood - der kunne Razor ikke vise hende rundt, men hvis hun var derfra kendte hun vel også en del til stedet på forhånd. Razor havde ikke været der meget, kun nogle gange når han kedede sig eller havde været i selskab med Reign. Det kunne egentlig godt være han havde været der en del, men han bemærkede bare aldrig hvor han egentlig havde fået bevæget sig hen. Han glædede sig dog til turen i morgen. Forhåbentlig ville den blive noget mere rolig - det var begrænset hvor meget der kunne gå galt på en højlys dag med bunker af folk på gaderne.

Razor ville ønske han kunne vågne af de mareridt der farede rundt i hans hoved. Men han var fanget i søvnen. Lige meget hvor meget han kæmpede for at komme fri, så blev han med det samme trukket med tilbage, måske endda dybere end først antaget. Dog falmede det en smule - hans underbevidsthed fangede Tatias nynnende melodi. Det ændrede ikke billederne i hans hoved, men det gjorde ham opmærksom på at det bare var mareridt - ikke virkelighed. Effekten var overvældende og hans søvn var pludselig ikke så ulidelig som den havde været. Det ville være umuligt ikke at se effekten, han slappede mere og mere af. Havde muligheden været der, gengælde han gerne gerningen for at Tatia kunne sove godt - men han var ikke vågen og havde en tendens til ikke bare lige at vågne. Det var egentlig en en lidt farlig tendens.

Dog røg han ud af søvnen da Tatia rørte på sig, mere end tidligere. Han glippede kort med øjnene da han mærkede en hånd i sit hår, og kunne ikke helt lade være med at smile. "Mmmm... morniiing.. " mumlede han så lidt og skævede lidt mod hende. Han fik dog store øjne da hun sagde hvad hun sagde.. "What!? " sagde han så hurtigt og kastede blikket mod kassen som kagerne havde været i. " That.. " han mumlede en række uforstående ord før hans blik endelig fandt sin vej tilbage mod Tatia. " Thats rude.. " sagde han så bare og rynkede kort næsen lidt. Det var jo meningen at de skulle have spist kagerne! Og ikke en eller anden dum kat. Han vidste der var et eller andet lusket ved den! Han skævede rundt - tankerne røg hurtigt rundt i hovedet på ham - den ville ikke leve længe hvis han så den, slet ikke! Han ville personligt flå den - om den så skreg i smerte. Han skævede kort mod Tatia, før han skubbede tankerne ud af hovedet igen.

Han kunne ikke helt lade være med at grine. Tatias plan lød faktisk som en god plan, men Razor havde penge - så i sidste ende ville det være nemmere bare at købe maden frem for at stjæle den. " Why... not just buy food? I don't think I'm that good at stealing stuff " sagde han så lidt med et lille grin. " even though it sounds fun. Really fun. " tilføjede han så lidt med et lille smil om læberne. Razor stjal sjældent og hvis han gjorde var det mest bare fordi han snuppede noget og bildte sig selv ind at det var en smagsprøve - og sådan nogen var i hans verden gratis. Han måtte da så også indrømme at han var blevet jagtet en del gange af sure folk som ikke mente det Razor mente, altså at smagsprøver var gratis. " There's tons of good places with deliiiiicous food! I'll show you, and! then - you can eat everything! almost.. I think, just don't get sick " sagde han så lidt med et lille grin og sprang på benene. Planerne om hvordan katten skulle dø, var for længst sevet ud af hovedet på ham - nu fyldte mad hans tanke og han vidste lige hvor de skulle tage hen. " Follow meee! " sagde han så lige hurtigt før han smuttede afsted mod udgangen af det gamle, støvede hus de nu havde opholdt sig i.

" Is there anything you prefer? I mean.. meat bread? Are you into all that green stuff? " spurgte han så lidt og drejede sin opmærksomhed mod Tatia. Der var mange muligheder at finde i byen, mange af stederne havde også flere ting at vælge imellem - så de kunne vel i princippet gå hvor som helst hen og finde noget de kunne lide. Men hvis det specifikt var kød de gik efter, så var Razor ekspert og kunne meget hurtigt føre dem til et sted der serverede det bedste af det bedste. Desuden var han også selv blevet en fan af brød - hvor meget han så end ikke ville indrømme det. Han var åbenbart bare blevet præsenteret for det af den rigtige eller - det rigtige brød - det var nok en blanding af begge dele. Dog fik Tatia lov at bestemme.

Tatia lyttede til ham da han sagde hun ikke var en forfærdelig person. Det lettede lidt en sten væk fra hendes skyldfølelse. Det havde ikke engang Niylah haft ordene til. Ikke engang Wade. Måske fordi hun vidste at når Razor sagde det, så sagde han det ikke bare for at hun skulle føle sig bedre tilpas. Der var en sandhed bag hvert eneste ord han sagde. Det var hans mening og ikke bare ord han der skulle kører igennem hans hoved tusinde gange før han sagde det. Dog da han spurgte hende om han var en forfærdelig person kneb hun øjnene lidt. Selvfølgelig var han ikke det.
"The word isn't awful. People are not awful. They want to be good. Something makes them bad, makes them snap." Hviskede hun let og sank så en klump. Så kiggede hun på Razor. "You are not a bad person. You have the heart on the right spot. Yes you enjoy watching other people suffer, and that is not what I think is a good thing. But I don't believe that a thing like that can make someone bad." Fortalte hun og sendte ham et skævt smil. "People are not born evil. Life does something sometime.. that makes you stop being the sweet person you once were." Let sank hun en klump og sukkede let. "We've all got a monster inside of us and we're responsible for what it does when we let it out." Let trak hun på skulderen. Det var sandheden.

Hendes nysgerrighed faldt på dette menneske. Reign. Hvem var han? At dømme af Razors ansigts udtryk, så kunne hun ikke finde ud af om det var positivt eller negativt. Det var ham som havde hjulpet ham i skoven. Så var det en person der skulle takkes? Hun kunne ikke rigtig finde ud af det, hvilket også kunne ses i de blågrønne øjne.
"So what is it then? You care about him?" Spurgte hun og vippede hovedet let på skrå. "Or what? I can see there is something.. what is it?" Hun så på ham, på en måde som at han kunne fortælle hende det uden hun ville dømme ham. Tatia kunne aldrig finde på at dømme ham.


Razors reaktion på kagen var voldsommere end hendes egen, men nu var han også det mere glad for kage end hende. Hun kunne ikke finde færten af katten så den måtte have vidst, at den burde flygte for sit liv. Altid noget nogle kunne se, hvad der var bedst for dem selv.
"Very rude." Svarede hun og trak let på skulderen over det. Der var egentlig ikke noget at gøre ved det. Så kunne de finde noget mere rigtig mad. Hvis man kunne sige det?
Tatia trak let på skulderen da han forslog en anden ide.
"I'm not that good at stealing.. but I don't have any money." Hun rynkede kort på næsen. De brugte jo ikke ligefrem penge ved lejren. Alle hjalp hinanden der. Hvorfor det ikke var det samme i byen, tja det ville hun nok kunne bruge en evighed til at undre sig over - så hun droppede spørgsmålet allerede nu.
"Well let me see them. Take me on an adventure!" Sagde hun lidt dramatisk men med et strålende smil på læberne. Tatia fulgte efter ham da han sagde hun skulle følge efter.

Tatia var lige i hælene af ham da han forlod det forladte hus. Byen så meget bedre ud i dagslys end i nattemørket.
"I prefer meat. I'm a wolf after all." Svarede hun med et skævt smil. Tatia kunne ikke undgå at smile i Razors selskab. Nogle kunne vel få lov at stille spørgsmål til deres forhold. Det var måske underligt, hvor hurtigt det var udviklet, men Tatia fandt det fantastisk. Det var sket udenfor al forventning. Hvilket hun nu fandt lidt morsomt. For da hun først blev smidt i den celle med ham, havde hun aldrig troet på, hvis nogle sagde til hende; "He is going to be like a brother to you someday" Hun ville aldrig have troet på dem. Tatia var nok lettere død af grin. Tanken om Ren fik hende til at bide sig selv lidt i læben. Ja han var hendes biologiske bror og virkelig glad for at have fundet hende, men hun vidste ikke helt endnu, hvordan hun skulle tackle situationen. For det var ikke fordi, at de havde noget historie at bygge på.
"So. The plan is.. we find a place to eat. We walk to Firewood Village? And we look around before I need to go home?" Spurgte hun og vippede hovedet en tak på skrå. Ikke at hun ønskede at tage hjem og dog. Hun savnede Wade meget. Specielt fordi, at de ikke havde haft meget chance for at tale sammen efter de kom hjem.. ikke før hun blev sendt afsted jo.

Hans blik hvilede mod hende mens hun talte, han forsøgte at forstå det - men måtte indrømme, hvert fald for sig selv, at det ikke var den nemmeste opgave. Heller selvom alt hvad Tatia sagde faktisk gav mening, så var det stadig svært for ham at sætte sig ind i den egentlig mening bag det. " What if.. what if the monster takes all the control, and grabs your mind and everything inside you? How can you make it go away? or.. just, make it loosen its grib? " spurgte han så lidt. Han vidste ikke hvad det var for et monster der kunne leve inde i folk - men taget i betragtning af næsten alting hvad Razor foretog sig i sit liv, så kunne han han forestille sig at det monster da havde rimelig godt fat rundt om ham, så godt at det blændede ham for virkeligheden - og det ikke virkede til at ville give slip. Han havde ingen kontrol - eller også var han bare en undtagelse - en af dem som måske var født til at være et monster frem for at gemme på et monster. Det var forvirrende at tænke på.

Razor rynkede kort næsen lidt, tanken om Reign fik underlige følelser til at dumpe ind i hans krop. Han kunne ikke selv tyde dem. Nogen gange var det slet ikke rart og andre gange meget rart. " I don't know.. Maybe, probably. But it dosen't matter. He dosen't like me. I'm just a demon - just like.. he's just a human.. a stupid one, selfish and.. " han gik lidt i stå før han så bare slog blikket mod sine fingre. " I try so hard to forget him, but I can't.. and its awful. And I don't even know why. Its a waste of my time thinking about someone who hates me, isn't it? ofcourse it is.. " det blev mere og mere til en mumlen. Han havde ikke lyst til at snakke om det. Det stak indeni bare at tænke på det, ligefrem at skulle tale om det - nej. Det havde han ikke lyst til. Han ville bare gerne glemme det og komme videre. Han skævede kort lidt mod Tatia igen før han så bare kort trak på den ene skulder. " the kind of guy who does everything right - and then.. slams the door in your face.. " tilføjede han så lidt. Det var vel i princippet sandt, men på trods af det - kunne Razor godt lide ham. Dog uden helt at være klar over hvorfor.

" I knew that cat was trouble.." fik han mumlet, før han rystede lidt på hovedet. " I have money, I'll pay " sagde han så bare med et lille smil. Han havde alligevel ikke fået handlet alt det ind der egentlig havde været planen igår, så der var stadig penge tilbage. Dem brugte han gerne på mad til Tatia og sig selv. Han kunne altid komme med en undskyld til Jack om at de var blevet stjålet af en eller anden, eller noget i den stil hvert fald. Om ikke andet kunne han vel ligge ud - hvis han orkede at bevæge sig hen for at hente af hans egne penge.
" How do you find food back home? " spurgte han hende så lidt, og lod hovedet glide på skrå. Han huskede da at have fået mad - men det var først nu det slog ham at der vel egentlig ikke var butikker som der var her. Det kunne selvfølgelig også være at de kun levede af at jage i skoven. Han kunne godt lide den tanke - det lød, primitivt men sejt, sådan at være afhængig af naturen på den måde. Alle dyrene - det måtte være et paradis fyldt med kød! Men det kunne selvfølgelig også være at de havde folk til at søge mod byen for at købe ting ind. Eller havde aftaler med folk omkring sig, som kom med noget.

Eventyr skulle de hvert fald nok komme ud på! også selvom det sikkert ingenting var i forhold til hvad de havde oplevet, det gjorde ikke så meget - Razor var klar på alle slags eventyr sammen med Tatia - også de mere rolige af slagsen.
Folk på gaden virkede meget mere venlige i sindet end dem der havde været der aftenen før, de skulle ikke gå langt før myldren af folk allerede gjorde opmærksom på sig selv. Det overraskende altid Razor hvor mange folk der egentlig var i byen, mest fordi han selv næsten altid kun opholdt sig udenfor om natten, hvor der var helt utrolig tomt. Tanken om hvor alle disse folk gemte sig - det var nærmest uhyggeligt.
Tatia foretrak kød - præcis ligesom Razor selv gjorde. Et øjeblik skulle han til at gå i en retning mod et sted han kendte som solgte det bedste af det bedste, men han gik i stå da Tatia nævnte deres egentlige plan. Han rettede blikket mod hende med et smil. " You just gave me an awesome idea! " sagde han så og smilet om hans læber voksede. Der gik ikke mange sekunder før han skiftede retning og spadserede mod det kvarter han vidste havde flotte huse. Det var jo hvert fald en del af det Tatia skulle nå at opleve inden hun smuttede hjem. " What about, we just skip the line for buying food - and just.. take a look around in a fancy house.. Just pretend that, its ours and eat whatever they have " sagde han så med et smil om læben. Han synes selv planen var god - desuden var det svært at gå forkert hvis man gerne ville have god mad i sådan et hus. De havde næsten altid et eller andet lækkert. Selv hvis det var væsner som ikke levede af mad, så var der altid ting og sager at finde. Om ikke andet så noget som var regnet til dem der arbejde i de store villaer.
" And then afterwards we go to Firewood Village.. aaaand then, depending on - what you have time for. We'll say see ya later - ooor do something else.. I don't we'll figure it out! " sagde han så lidt med et lille smil. Han havde ikke lyst til at Tatia skulle tage hjem, men han kunne godt forstå hvis hun gerne ville hjem - byen var ikke for hende og hun havde helt sikkert et savn til dem der helt sikkert også savnede hende, dem der ventede på hende hjemme i den lejr hun boede i. Razor ville ikke holde hende tilbage for at komme hjem. Han havde desuden selv planer om at skulle videre - han ville finde tilbage til Dragons Peak, og være der for en stund. Hvor længe - tja det vidste han ikke. Det vidste han aldrig.

Hun bed let sammen. Hvad gjorde man? Det var et godt spørgsmål. Hun vidste det ikke, men hun kunne tænke sig til svaret, for det var vel hvad hun hele tiden gjorde.
"You fight it. You never give up. You tell yourself to keep going. It might hurt.. and you might want to die.. but you will not give up the control. The moment we do, we will be lost forever. And when we get lost.. we die... we still walk around but we will be dead inside." Det var hvad hun havde lært her i livet. Det var det hun levede på. "That is how I'm still here." Tilføjede hun og bed sig selv ganske kort i kinden. Det var ikke noget hun brød sine tanker med ofte, men når tingene gik ned af bakke var det rart at have nogle ord som kunne få hende til at bakke sig selv op. "In other words; Ge smak daun, gyon op nodotaim.. get knocked down, get back up." Så snart hun havde talt gik det op for hende, at hun egentlig måtte kede ham noget så dybt sommetider. Men hun talte meget... om det var godt eller skidt - det kom vel an på personen.

Tatia vidste ikke helt, og det var udfra Razors reaktion som gjorde hende egen lidt forvirrende.
"He hurt you?" Spurgte hun og sank let en klump. "Not like getting hurt with claws or a bite.. but inside.." Forklarede hun hurtigt sin mening med det.
"If he doesn't treat you well, and if he doesn't like you.. he is a waste of your time. Some people live life a little old fashion.. they think all demons are bad.. or all werewolves lose their temper too fast.. We are very good at that.. thinking something awful about someone.. Just a human. Just a shapeshifter.. a vampire a demon.. even a hybrid. We are all flesh and bones.." Hun trak let på skulderen.
"But you care about this human.. I can tell by the way you speak of him. Even if he hates you he still cares.. some people say they hate the other, because they are scared of love.. When you hate someone, you still care about them." Hun prøvede at være opmuntrende. Det var vel sådan Wade og Raksha var. Wade var ikke ligeglad med hende, men han skubbede hende til side.. og Raksha troede han hadede hende. Det var den onde cirkel. Reign havde hun dog aldrig mødt, og hun kunne ikke forstille sig nogle der ikke kunne lide Razor. "You are angry at him.. because?" Spurgte hun stille nysgerrigt. Han svarede hende dog hurtigt på det.
"I think he is afraid.. or just stupid.. or maybe even both." Let trak hun på skulderen. Hun brød sig ikke om ordene smækket døren i hovedet. Det gjorde man da ikke.


Hvordan de fandt mad derhjemme.
"We hunt.. and eat together. We share must of the time." Svarede hun uden at tøve på hans spørgsmål. Det var så let at svare ham alligevel. Det var så naturligt for hende. Der var riglig med mad når jagten havde været god. Naturligvis var der også dårlige jagtsæsoner. Men så havde de den store jagt en gang om måneden. Der skulle der jages og det var altid hyggeligt. For dem i hvert fald. Specielt hvis de var sultne nok, så var der ingen chance for de menneskers overlevelse. På den måde var hun ikke spor anderledes end en vampyr eller en dæmon. Hun jagtede for mad. For sin overlevelse, hvilket nok også var derfor hun ikke dømte andre racer udfra deres mad indtag.

Der var så mange folk der løb rundt, nogle hoppede og nogle gik. Der var mange forskellige ansigter og ansigts udtryk. Nogle virkede travle og andre som om, at de havde hele livet foran sig. Folk var så forskellige. Alle havde forskellige mål i livet og ikke alle kendte til hinanden. Det var et hel andet samfund end hun var van til. Det var faktisk lidt sjovt. Tatia stoppede op da han sagde, at hun havde givet ham en ide. Selv lyste hun en del op.
"What are you waiting for tell me!" Udbrød hun med strålende øjne og et kæmpe smil. Hun ventede til han sagde sin ide for hende. Tatia vippede hovedet let på skrå. At tage et kig i et pænt hus. Finde noget mad der. Ligesom på deres sidste tur.. bare bedre forhåbenlig.
"Well I like that idea! I'm all in!" Sagde hun spændt. Hun kunne godt lide eventyr med Razor. Måske var det ikke ligefrem det mest moralsk korrekte, men at tage et kig gjorde vel intet.

Planen for Firewood Village var hun med på. De kunne nå, hvad de kunne nå. Tatia vidste, at Roselia ville sende et hyl til hende når de forventede hun var i nærheden. Inden at Niylah ville sende flokken ud for at finde hende. Det var åbenbart en form for sikkerhed. Tatia satte pris på det, men hun ønskede ikke at bringe flokken i nogen form for fare.
"We always figure it out." Svarede hun ham med et skævt smil. "But you know the city best. I think we should find a pretty house and look around. I will follow you." Tilføjede hun og svang sin ene arm over hans ryg og lod sin arm dingle nedover hans skulder. Tatia kunne ikke stoppe med at smile. Det var umuligt for hende. Specielt lige nu.
"I have to say.. If we run into that Reign guy, I might kick his ass." Hun skar en kort grimasse. "Sorry not sorry." Tilføjede hun med et skævt smil. Lidt overbeskyttende storesøster var man vel. "If he ever contact you.. and play nice.. don't let him fool you. Some people just use you so they can feel good. You are part demon.. blooddemon. You can listen to his heart. If it jumps fast when he is nervous or lying. If he hurts you.. I will come after him."