In a time like this...(Lori)

Dagen var blevet brugt på markedet. Efter at have tilbragt et par dage i sit gamle hus, i Terrorville district, havde han besluttet sig for at møblere det igen. Det var blevet en hel del tommere efter han var flyttet til Dragons Peak. Men efter en samtale med Dr. Trott, var han rejst til Doomsville for at holde et par dage fri. Et par dage, der nu nærmede sig en uge. Rastløs var han, men at møblere huset og sætte det i stand igen hjalp på det. På markedet havde de mange sjove ting, han havde købt nogle malerier, bøger og andre småting. Tingene stod nu hjemme i hans entre, i nogle kasser. Ventede blot på nogen fandt et sted til dem.
Alt i alt havde dagen vel været vellykket, omend ensom. Hans søn, Xander, burde bo i huset. Men han havde slet ikke set ham siden han var kommet hjem. Heller ikke når han havde opsøgt sin gamle tyveklan, The Shadow clan. Hvor mon drengen gemte sig? Måske i bukserne på den menneskepige han påstod at have fundet sig...
Den ene hånd gled over hans ansigt. Han var kun ved at få varmen igen, efter at have tilbragt hele dagen udenfor. Efteråret var kommet og dermed også det kolde vejr og nedfaldsblade fra de træer, der nu engang var i byen. Fugtigheden over det hele. Folk der trak deres kapper tættere om sig.
Han havde ikke engang holdt et år i Dragons Peak. Han sukkede svagt over sig selv og bundede den stærke drik han havde bestilt. Den brændte sig vej ned igennem hans svælg og bryst, fik hans fingre til at sitre og spredte en fornemmelse af varme i kroppen.
I samtalen med Dr. Trott havde de snakket om at han burde vente lidt, før han vendte ryggen til hele Dragons Peak. Det ville være synd at fortryde senere. I stedet havde han foreslået ham at tage et smut til Doomsville, siden han holdt så meget af byen. Siden han følte sig mere hjemme her, i et koldt og ensomt hus, end på en travl borg. De havde også snakket om at tingene ikke behøvede at være så firkantet. Han var jo en hersker! Han kunne selv vælge hvordan han ville gøre tingene. Hvem kunne forhindre ham i at lave det meste af papirarbejdet i Doomsville, hvor han fandt sig bedre tilpas?
Han kunne se det fornuftige i det. Doomsville var hans hjem, han havde altid boet her. Og han havde mere eller mindre besluttet sig for at gøre det på den måde.

I aften var han iklædt nogle støvler, et par sorte bukser og en hvid skjorte. Ud over havde han haft en ekstra varm og vandafvisende kappe, der nu hang over hans stol. Han sad oppe ved baren og tog imod den tredje, stærke drik. Det var ikke som at drikke sig fuld sammen med Caroline, men hvis han bare fik nok, glemte han vel ensomheden. Trods alt havde han selv valgt den, travl som han havde været med at skubbe alle væk. Selv om han var begyndt på samtaler med Dr. Trott, betød det ikke han på mirakuløs vis havde det bedre endnu.
Han skar en lille grimasse. Han kunne få lige dem han ville...Måske skulle han holde en fest hjemme hos sig selv? Måske invitere et hav af ensomme kvinder? Lokke dem til en hel masse...Manipulere med sine evner som incubus. Tanken var yderst fristende! Mere end fristende!
Han bundede glasset og lod det finde disken igen med et lille 'klunk', før han hævede en finger op i luften, som tegn på en mere.
Hans fingre gled legende over skæftet på hans sværd, der hang ved hans side. For et øjeblik gled nostalgien ham, som han tænkte tilbage på begivenhederne de sidste par år...
De var ikke få.

Der var gået tid! En del tid faktisk, siden hans noget voldsomme oplevelse i Dragons peak! En aften han sent ville glemme!
Af forskellige årsager! Det var ikke så tit man glemte en døden nær oplevelse, med munde man selvfølgelig havde mange af den slags, men det kunne han ikke rigtig prale med. Han havde prøvet meget, men han kunne for det meste tale sig ud af det hele, eller stille af. Men måske var det ikke meget det at blive slået halvt ihjel der havde gjordt mest indtryk! Det havde været det Vælg han havde taget senere hen! Det viste jeg at være klogt, i hvertfald for det der skulle ske! At han skulle overleve. Men han havde endt med at åbne sig alt for meget! Mere end han nok ville indrømme..

Dagen i dag havde gået ned at Lori igen forsøge at tage på arbejde, trods han jo stadig ikke kunne ret meget. 2 bøger kunne løftes. Og han kunne ikke sætte dem på plads i de øverste hylder! Det var frustrerende at han ikke vidste hvad der var sket med ham! Han anede det jo ikke. Derfor sov Lori også en del for tiden. Han blev hurtigere træk, og så havde han det med at falde i søvn når han ikke vidste hvad han skulle lave.

Men alt det soverrig havde givet Lorikan meget længere tid ude! Og det var en bonus! Han havde hafttravlt med at rande byen rundt og fortære sjæle! Der var dog noget der nev i ham.. noget det itraternede ham. Efter hans besøge i Dragons peak, og på borgen havde han været irritabel og negativ... Altså mere end normalt!
Og det eneste der fik ham til at få det bedre, bare for en stund, var at lokke uskyldige i nettet, lokke dem til hans seng, og fortære dem!
Men denne følelse kom bare igen lige efter!

Også denne aften var han ved at fumle sine følelser, og æde sig mæt! Han skiftede ofte fra sted til sted, så folk ikke blev så mistænksomme! Han trak kåbens hætte godt op over hovedet, og satte kurs med danse kroen. De sorte støvler blev desværre pladret til i dette vejr. Men de sorte tætsidende bukser samt hans blålige skjorte blev Heldigvis holdt tørre under kappen.

Han ankom til kroen, og trak hætten af hovedet og så sig om! Yes! Her var fyldt! Her skulle han nok kunne lokke nogle til sin seng, om det så var kvinde eller mand. Han efterlod sin kappe på en Stumtjener og begav sig ind i rummet. Så søgende rundt for at finde sit næste offer! Han osede af selvtillid og charme! Dig var det ikke hvad han havde, hans mave ig side gjorde ondt, og egentlig burde han nok bare gøre som Lori havde regnet med de skulle, ligge der hjemme og slappe af.
Men det var ikke hvad der skulle ske!

Han gik mod baren. Og så på bartenderen "en whisky!" Sagde han i en fast tone, der prøvede at overdøve de mange larmene mennesker! Hold da op hvor kunne folk klarme fordi de skulle danse! Hmm eller også var det bare igen ham der var irritabel. Han fik sit glat og tog det i en mundfuld. Dog da han skulle til at smutte fra baren, fangede hans øje en genkendelig skikkelse længe henne af baren.
Sig det var løgn!.. Sean?
En nervøs klumb spredte sig i hans mave! Hvorfor var han her? Idiot Sean havde jo boet her, så, så mærkeligt var det jo ikke.
Han stod et stykke tid og overvejede hvad han skulle gøre.. deres sidste møde sluttede jo ikke så fantastisk! Han havde ligget på borgen i 3 dage, hvor han ikke havde set skyggen af ham. Og efter det var han blevet transporteret hjem.
Men det værste var nok at Lorikan havde endt med at åbne sig sådan gør den charmerende dæmon!
Han besluttede sig for at det nok var bedst ikke at forstyrre ham! Han så også ud til at have sit at tænke på! Så han ville bare prøve at lade som ingenting! Måske Sean også sætte mest pris på det

Han fik en ny. Han burde nok snart...Well, bare betale og slingre hjem. Nej...Nej, finde nogle og så slingre hjem! Og finde en butler. En der kunne se efter huset, sørge for varme og mad og vand og...Ting. Alle de ting han ikke havde gjort selv i alt for mange år. Vaske tøj, vaske gulv...Og hvad der ellers var. Hvordan gjorde man nu det? Oh. Hvem interesserede sig for den slags? Det var kun nu, hvor han boede alene et stykke tid, det var relevant igen. Hans beskidte tøj var ved at samle sig. Han sukkede svagt og lod hånden glide over ansigtet et øjeblik, med en sjov fornemmelse i fingrene. Virkelig, allerede?
Han havde vigtigere ting at tænke på, end vaske tøj. For ikke at nævne dette i princippet skulle være en form for ferie. At slappe af, finde ud af hvad han ville. Komme væk fra det hele og se tingene lidt udefra.
Han sukkede og bundede glasset. Han var tæt på at bede om en mere, da en bevægelse fangede hans opmærksomhed. Han vendte sig i stolen. En kvinde? En mand? Betød det noget? Bare det var sjovt. Hans tanker gled over på Lori. Ikke at han gjorde det med vilje, men Lorikan havde været hans sidste, vellykkede fremmede i sengen. Mon den mand også hadede ham nu?
Han havde sørget for manden kom hjem. I mellemtiden havde han selv opsøgt hans mor i håb om at finde ledetråde om den forbandelse.

Genkendte han ikke skikkelsen? Skikkelsen der vendte sig, var på vej væk...
Noget i ham ønskede at lade ham gå. Han havde genkendte ham. Godt at se han var på fødderne igen, at han havde klaret sig. Ikke at han havde været bekymret, jo! Men hans begyndende beruselse fik ham til at glide ned af stolen og træde hen mod skikkelsen, der var på vej væk. Hans ene arm gled en smule frem, som ønskede han at tage fat i ham, få ham til at vende sig om mod ham...
Men hvorfor skulle han? Havde Sean ikke snart haft succes med at jagte alle væk?
"Lori...Eller Lorikan?"
Det kom tøvende og overraskende klart, taget i betragtning han var ved at blive en smule beruset.
"Du behøves ikke gå for min skyld..."
Måske var det fordi han var der, at Lorikan ikke gad være der...?
Han var ret sikker på det var Lorikan. Ellers ville han ikke være her, nu, på denne tid. Hvis overhoved.

Det var jo ikke fordi han ligefrem ville stikke af! Egentlig burde han være ligeglad med at Sean var her, han burde ignorere det. Hvad var de overhoved? Man kunne ikke engang sige at de var venner, for det var det bestemt ikke.
de var…. 2 mænd der havde nydt hinandens selvskab en enkelt nat, og derefter havde Sean reddet ham.. Men gjorde det dem til venner? Ikke rigtig. Han vidste ikke engang hvad Sean hed mere end Sean…
Det var jo ikke fordi han flygtede fra Sean… eller var det? Hvorfor skulle han flygte? Hvad var det der gjorde dette øjeblik så kaotisk?
Var det fordi han ikke havde lyst til at tale med ham?, fordi han regnede med at Sean ikke ville tale med ham? Eller var det i virkeligheden fordi han var lidt bange for hvad der skulle blive sagt? Hvad skulle de tale om? Lorikan vidste allerede at han havde åbnet sig alt for meget. Og Sean havde vidst følt det samme.

Dog da han var ved at finde sin vej ud af menneske mængden, hørte han denne charmerende og dybe stemme bag sig. Han sukkede lidt for sig selv. Hvordan kunne han overhoved være i tvivl om hvem af dem det var, når han var et sted som her.
Han vende rundt, og så på ham med de gyldne øjne, med et blik der klart hentydet til at han ikke helt var klar over hvad han skulle sige.
Dog da Sean nævnte at Lorikan ikke behøvede at gå for hans skyld, kom flabetheden op i ham. Han lagde armene lidt over kors, og så på ham med et løftet øjenbryn ”hvorfor skulle jeg gøre det for din skyld?” Spurgte han blot.
Det bedste forsvar for ikke at få folk langt ind på livet var at være spydig og flabet. Det skræmte de fleste.

Dog kunne han ikke holde den ret længe. Han ende med at lade armene falde lidt, og han så på Sean. Det var virkelig mærkeligt, normalt havde han massere at sige, men lige nu var han tom for ord. Han skynde sig dog at plante endnu et smil på sine læber ”nårh? Så blev du endelig færdig med papir arbejdet?” drillede han

Hånden faldt så hurtigt ned igen. Han skammede sig over den...Hvad havde han planlagt? At gribe fat i ham, hvis han insisterede på at gå sin vej? Fjollet. Og med den spydige hilsen fortrød han overhoved at tage kontakt. Som om... Som om det ikke var svært nok i forvejen. I gamle dage ville han have grint sådanne bemærkninger væk. Ignoreret dem eller givet svar på tiltale. Men nu? Han var jo ikke helt sig selv endnu. Og lige nu gjorde kommentaren mere skade end gavn...
Det irriterede ham det havde så stor indvirkning på ham. At det...Sved. På den måde. Han følte sig svag. Ubrugelig. Ikke god nok. Fortrød...
Og så begyndte alkoholen også at tale. Det kunne gå begge veje. Forstærke følelsen eller fjerne den?
Det var jo ligegyldigt. De kunne være to om det spil. Siden hvornår gav han op? Hvis Lorikan - som flertallet i denne verden, hvis ikke alle - hadede ham, var det jo hans problem! Da ikke noget der skulle bekymre Sean!
Et svagt, omend koldt smil gled over ham og noget skarpt og koldt skinnede i hans mørkegrå øjne. Som havde Lorikan forvandlet sig fra en dæmon-fælle til hans næste offer.
"Det er en talemåde, Mr.-know-it-all. Jeg hentydede selvfølgelig til din egen skyld. At min tilstedeværelse ikke skal ødelægge din sjov. Men jeg kan se jeg tog fejl. Godt" bemærkede han som svar. Hans stemme klingede koldt og utilregnelig. Alkoholen gav ham en fornemmelse af usårlighed. Han kunne da sige og gøre som han ville!
Et svag fnys kom frem ham. Papirarbejdet? Jah.
"I det mindste har jeg et vigtigt arbejde at opretholde. Jeg kan se du går igen?" svarede han tilbage, med en tydelig hentydning til, at de begge vidste hvis skyld det var, at Lorikan overhoved havde overlevet.
Han slog kort ud med den ene hånd.
"Fint. Gå din vej eller også går jeg. Jeg troede du om ikke andet ville være interesseret, angående forbandelsen. Men jeg skal ikke forstyrre dig i...Hvad end du har gang i" tilføjede han så sigende. Hans blik havde allerede forladt Lorikan, som ledte han efter den næste, der kunne udgøre en form for underholdning. Samtidig trådte han lidt tilbage, mens hans ene hånd fiskede efter hans kappe. Nåe ja...Han burde også betale. Måske et glas mere?

Lorikan måtte indrømme at han blev noget overrasket over hvordan Sean valgte at svare. Han havde godt nok kun mødt Sean 2 gange, men han havde da altid en eller smart bemærkning som han sende i den anden retning. Men nu? Sean lød næsten som om han var såret eller stødt over det der var blevet sagt.  
Det var ikke så nemt det her. Hvad skulle han overhoved sige til det? Det var jo ikke fordi han havde ubehag ved at Sean var her eller noget. Hvad var et lige der skete?
Selv hans ellers meget rolige forspørgelse blev hamret til jorden med en spydig kommentar, om at han da i det mindste havde et arbejde.

Han bed sig lidt i læben da Sean nævnte at Lorikan var på benene igen ”ja mere eller mindre” mumlede han så. Han tog sig lidt automatisk til siden hvor han stadig måtte gå med forbindinger for at såret ikke sprang op, eller der kom bagerier i.  Det var dog stort set healet helt, men lægen havde bedt ham beholde et på noget tid endnu.

Han kunne mærke en nervøsitet der steg i hans krop. Hvad var det her? hvorfor var han så nervøs og akavet i nærheden af Sean? Da han ligefrem blev bedt om at gå for ellers ville Sean gøre det, gik det virkelig op for ham at der var noget galt! Hvad var der med Sean? Det var en helt anden mand han stod overfor!. Han var jo helt ude af den.
Han skulle lige til at sige noget, da han hørte Sean nævne Forbandelsen. Han spærrede øjnene op. Havde han virkelig ledt efter en måde af hæve den? Han var sikker på at Sean havde droppet alt om det da Lorikan havde forladt borgen. Men han havde brugt tid på at tjekke det?
Da Sean valgte at gribe ud efter sin kappe, grab Lorikan hans arm ”Sean vent!... hvad sker der`?” spurgte han så.
Han så på ham med de gyldne øjne der nærmest for første gang vidste et bekymret udtryk. ”hvad er der galt?... du… du er slet ikke dig selv!” sagde han så. ikke at han rent faktisk ville vide h is Han ikke var, så godt kende Han ham slet ikke, men det her var i hvert fald ikke den dæmon Han havde delt seng med, og ikke mindst lagt sit liv i hænderne på! Ham her var langt mere frustreret og... På en eller anden måde bare... Ikke Sean som Lorikan havde mødt ham. Han satte en hånd mod hans brystkasse for at Sean ikke skulle gå. ”jeg vil gerne vide mere om forbandelsen… men.. tror du ikke vi skulle få dig hjem?.. Eller i det mindste et andet sted med ikke så meget larm.. og… Alkohol” sagde han så. Han kunne tydeligt både lugte og se på Sean at han  nok snart skulle til at holde igen med hvad der kom i hovedet.

Han forstod ikke selv det her! De fleste ville han havde ladet gå! Man kunne måske tro at det var på grund af forbandelsen at han stoppede Sean, men det var den mindste del af det!
Jo han ville gerne vide hvad Sean havde fundet ud af, men underligt nok, var det vigtigste for ham lige nu, at finde ud af hvad der gik af Sean.

Alkoholen fjernede nogle af hans mure. Noget af hans forsvar. Gjorde ham mere modtagelig, men også at han viste mere af sine følelser, selv om han ikke brød sig om det. Også selv om han ikke helt var opmærksom på det. Det føltes på en og samme måde ubehageligt og afslappende at give udtryk for sin frustration. Måske havde han været lidt ubehøvlet nok. Han skar en svag grimasse og greb sin kappe uanset. Ville ikke risikere at den blev væk. Ikke at han ikke havde råd til en ny...Hans ene hånd gled over kappen, som han havde slynget den om den ene arm. Alkoholen bankede i hans hoved, gjorde rummet mere diffust end det sikkert var. Lydene gled sammen i en stor larm og han var alt for pinligt bevidst om Lorikans hånd mod hans overkrop. Hans ledige hånd gled op og lagde sig rundt om hans håndled. I et øjeblik var han stille.
Lorikan spurgte ind til ham og hvad skulle han svare? Han havde håbet hans svar virkede mere nonchalant, som om intet af det gik ham på, men han havde åbenbart fejlet. Han slap ham igen. Hvad skulle han gøre? Han følte sig...Han vidste ikke hvad. Og nu irriterede alkoholen ham, holdt ham fra at tænke klart. Samtidig havde han lyst til at drikke bare lidt mere.
Han fiskede i lommen efter nogle mønter og betalte manden, bag disken.
"Undskyld, jeg er...Det var..."
Lorikans egen skyld? Det var jo ikke kun hans skyld. Han rystede på hovedet, før han så hen på Lorikan igen.
"Jeg forstyrrede din aften" han skar en svag grimasse.
"Du skal ikke føle dig ansvarlig. Jeg kan selv manøvre rundt i byen, med eller uden alkohol i blodet" Forsikrede han, hvilket uden tvivl var sandt. Han ønskede ikke at være til besvær...
Tænkt sig ham...Ham der var så arrogant, så uovervindelig og stærk, i dette øjeblik følte sig så sårbar. Hvor han dog hadede det! Og han kunne ikke finde på noget som helst der kunne forklare situationen. Ikke uden at sige det direkte, men han var ikke sikker på om han kunne...Eller om det var relevant. Eller om Lorikan gad høre på sådan noget fis.
"Lad os snakke om forbandelsen, ja. Et...Roligere sted...Er fint. Har du noget i tankerne?" Han rettede sig mere op. Rankende ryggen og skød skuldrene lidt frem, så han virkede større. Kompenserede for den sårbarhed han havde vist et øjeblik, da han prøvede at tvinge noget mere normalt igennem. Prøvede at være mere sig selv, også selv om alkoholen lokkede ham til at stå en smule svajende.
"Sikker på du ikke vil have en drink? Jeg giver" foreslog han alligevel.

Lorikan var virkelig forvirret! Hvad var det lige der skete? Han var ikke vandt til sådan noget her! Normalt ville han være komplet ligeglad med om andre havde det skridt eller ej.
Han lagde mærke til Seans hånd der nu holde om hans håndled, og frygtede faktisk lidt at dæmonen overfor ham ville bliv vred om lidt!
Han rystede let på hovedet da Sean undskylde, og atter begynde på det med at han havde forstyrret hans aften. ”hold nu op Sean..” sagde han med et lidt opgivende smil.
”Du forstyrre ikke min aften.. du er bare fuld, det er derfor du opdigter alt det der” Sean var ikke sig selv. Om det var alkoholen… eller højest sandsynligt noget andet, det vidste han ikke, men han havde sine ideer.
”jeg er godt klar over at du selv kan finde hjem!.. men nu vil jeg altså gerne have lov til at ledsage dig!.. så før nu bare an!” sagde han lidt mere skabt.

Han så på Sean da han sagde om han have noget i tankerne. ”lad os tage hjem til dig!.. det er nok det nemmeste!” sagde han roligt, og så sig om, hvor var det nu han havde hængt sin kappe?.
Han så på Sean da han talte om en drink, og løftede et øjenbryn.
Han sukkede lidt ”den kan vi tage når vi kommer hjem til dig!” sagde han bare, og tog fat i Seans håndled, og hev ham med ud fra folkemængden.
Han fandt sin kappe på vejene, eller i hvert flad en der var magen til, og trak den om sig på vej ud fra kroen. Han slog den en smule mere om sig som de kom udenfor, og vende blikket mod Sean ”når?... viser du vej?” spurgte han og skuttede sig lidt. Hold kæft hvor var det ved at blive koldt! Og han var ikke den bedste til at huske det med at tage lidt ekstra tøj på.

Han var stille lidt mens de gik, men skævede så lidt op mod Sean. I et forsøg på at bryde stilheden, prøvede han. ”nårh? Hvad laver du så her i Dooms ville?”
Han kunne mærke at det her var virkelig underligt for ham. Han var ikke vandt til at bekymre sig, faktisk havde han altid været i tvivl om han havde den evne! Eller om den kun tilhørte Lori.
Gud ja! Det var jo forbandelsen de skulle tale om? Gad vide hvad Sean havde fundet ud af? Mon han havde fundet en måde at løse det her på?
Så Lorikan endelig kunne blive en enkelt person? Hen både spændt men også nervøs følelse dukkede op i hans mave mens han tænkte på det her.

Opdigter? Han skar en svag grimasse for sig selv. Fuld? Nah, da ikke så fuld! Lidt beruset måske, men ikke mere end det. Og hvem kunne sige han ikke måtte det? Han var en voksen mand. Havde været det i over 700 år. Men tydeligvis lod Lorikan det ikke være til diskussion. Han var ikke sikker på om han brød sig om den skarpe tone eller ej, men den fik ham til at tie stille for en stund. Nok til at Lorikan kunne gribe hans håndled og trække ham med sig. De forlod baren og alle Seans planer om at tage en fest med hjem til sig selv. Han så sig over skulderen og viste ikke helt om han ville fortryde det her...Snart ville Lorikan vel tage videre og så sad han igen blot i det store hus, helt alene. Måske skulle han anskaffe sig en kat?

Udenfor var luften kold. Han slog sin kappe om sig og fastgjorde den ved kravebenet. Han rettede den lidt til, så den gav mest mulig beskyttelse mod den kolde nat. Han var ikke fuld nok til at ignorere kulden fuldstændig og den friske luft fjernede de værste tåger i hans hoved. Tankerne stod mere klart, mere vågne, nu. En let støvregn ramte ham...Oh, det regnede stadig. Heldigvis ikke slemt.
Han overvejede om han skulle praje en vogn til at køre dem hjem, lod blikket glide over Lorikan et øjeblik. Han ville have godt af gåturen og hvis Lorikan kunne gå herhen uden at dø af smerter, kunne han vel også klare resten af vejen hjem til Sean?
Med et svagt smil gjorde han en gestus mod Terrorville, før han satte kursen i en forventning om at Lorikan ville følge med.
Efter et øjebliks stilhed brød en af dem endelig stilheden.
"Ah, jeg..." Hvad skulle han sige? Han havde undgået at fortælle hele sandheden til Razor. Intet om Dr. Trott, blot som om han selv var nået til en konstatering.
"..Jeg havde brug for et par dage fri. Jeg savnede byen. Så...Her er jeg" bemærkede han med et svagt skuldertræk og et svagt, skævt smil.
"Jeg overvejer at flytte mere eller mindre tilbage. Sætte mit store hus op igen, anskaffe mig en butler og nye møbler...Meget af papirarbejdet er jo det samme, uanset om jeg lever det her eller der. Og jeg bryder mig trods alt mere om at være her" Well...Det var vel det korte af det lange. Og uden at nævne Trott, der havde overbevist Sean om nøjagtig de samme ting. Han ville aldrig indrømme han var så svag, at han havde brug for andre til at få det godt igen. Hvis det altså skete.
I et øjeblik truede stilheden med at komme igen, men han tvang sig selv til at snakke videre. Det kunne ellers være så fristende bare at kigge ned på jorden foran sig, undgå vandpytterne og bare fokusere på at komme hjem. Eh...Det var også snart Yule. Så kom sneen sikkert også. Selv om hans Yule så ud til at blive så ensom som nogensinde, foretrak han trods alt at være i Doomsville imens.
Han rømmede sig svagt.
"Jeg bør nok undskylde. Mit hus har været overladt i hænderne på en af mine sønner. Han har tydeligvis ikke været meget hjemme eller tænkt meget på at holde huset. Der roder og kan godt være lidt koldt" bemærkede han i en undskyldende tone.

Okay måske havde det ikke været den bedste ide at hive Sean med ud i kulden, Kulden var ikke ligefrem rar, og den fik en til at krumme sammen og spænde i musklerne, og det var ikke det mest behagelige når hans sår stadig ikke var healet helt.
Dog sagde han ikke noget, han bed det i sig, som han gjorde med så meget andet.
Sean behøvede ikke at vide hvor ondt det egentlig gjorde, for så havde han nok også bare frarådet at Lorikan havde jagtet.

Han gik ved siden af Sean og lyttede lidt til hvad han fortalte. Så han havde altså tænkt sig at flytte tilbage til Doomesville? Det skulle nok blive interessant. Og nu gik Lorikan ligefrem og havde været taknemlig for at Sean ikke lige var en han stødte på.. og her var han så!
Dog forstod han godt Sean. Der var ikke noget ved at bo et sted hvor man ikke følte sig hjemme, slet ikke!

Han trak lidt på skuldrende da Sean nævnte at der nok var rodet. ”i det mindste har du et hus, og ikke en etværelses hos en gammeldame, så mig rør det ikke hvis det roder” sagde han roligt.
Da de havde gået et godt stykke, måtte Lorikan stoppe op. Smerterne gjorde at han blev hurtigere træt, og forpustet. Det var forfærdeligt at være så hjælpeløs.
Han så lidt på Sean, og sende ham et smil der skulle forsikre ham om at han var okay, selvom det ikke helt var tilfældet.
Han fik rettet sig op, og gik videre.
”så du bliver altså?... bliver det ikke ensomt uden alle dine tjenere?” spurgte han roligt. Alt for at tale om noget andet end smerterne i hans mave og side.

Det var nemmere at tale om andre problemer end sine egne! Helt sikkert. Derfor var det hvad han gjorde.

//sorry for længden

Han smilte svagt. Jah...Hvad var værst? Et stort, tom og koldt hus eller en sikkert varmere, etværelses i nærheden af andre, levende væsner? Ikke at han ville bytte alligevel. Dette var hans lod og han ville få klaustrofobi i et etværelses, hvis han skulle bo der hver dag. Nej, han havde selv bygget dette hus om! Han havde haft mange gode stunder der. Ikke tale om han bare ville bytte det ud, fordi han ikke lige følte for at kickstarte det igen. Han sukkede svagt og uhørligt.
Han stoppede op og så tilbage på Lorikan, da han stoppede op. Hans øjenbryn gled lidt sammen, som han vurderede situationen: Tydeligvis havde Lorikan smerter og var ikke kommet sig nok, over sine sår og smerter, til at gå en længere tur i kulden. Han bed sig selv i tungen. En svag smag af blod dukkede op og den stikkende smerte afhjalp den håbløse følelse inden i ham.
Godt gået, McGivens! Du kunne ikke være ædru eller holde dig nok væk fra ham, til at han ikke skulle takkes med det her! Han har brug for hvile, for varme og måske en frisk sjæl. Du har fuldstændig ødelagt hans aften og det vil være på din kappe, hvis hans sår springer op igen!
Hans hænder gled ned i nogle lommer, hvor de knyttede sig. Selvhadet voksede på ny styrke og fyldte hans væsen. Han var ikke engang sikker på han ønskede selskab længere...Han fortjente det jo ikke, gjorde han vel? Nej. Nu havde han tvunget Lorikan med ud på denne gåtur, der sikkert gjorde hans sår og smerter meget værre. Det mindste han kunne gøre var at følge ham hele vejen og sikre han kom ind i nogle afslappende omgivelser - foran en varm pejs!
Han gned sig i panden. Det var det rigtige at gøre...Var det ikke?
"Undskyld..." mumlede han. Hvad kunne han gøre? Næppe ville manden tillade at han bar ham. Han rettede sig op og kiggede sig omkring, mens han gjorde tegn til Lorikan om at stoppe op.
"Hvil dig lidt længere...Hvor egoistisk af mig. Jeg prajer en hestevogn!" besluttede han. Hans blik gled op og ned af gaden...Ja. Der måtte køre en forbi før eller siden. Det vrimlede jo med natteliv!

Han sukkede, denne gang mere hørligt, før han trak på skuldrene.
"Tjenerne er praktiske, men de udgør ikke ligefrem selskab. Desuden kan den slags altid skaffes. Blot jeg har en butler, går det nok" Han overvejede det lidt, før han rystede svagt på hovedet. Stadig kiggende efter en hestevogn.
"Det gør ingen forskel. Om jeg er ensom i den ene by eller den anden, hvad forskel gør det? I det mindste kender jeg byen her" Måske var det alkoholen der gjorde ham mere åben. Mere åben for at sige hvordan det var, omend stadig ikke direkte. For direkte.
Et svagt smil gled over ham.
"Tænk sig, hvor afhængig man bliver af andre. At andre vasker ens tøj, gør rent...Det er helt absurd"

Lorikan pustede et par gange ud, og fik taget nogle dybe indåndinger. Da han fik rettet sig op, så han dog hvordan Sean stoppede ham. Han tiltede hovedet lidt på skrå da han hørte Seans undskyldning. Han så forvirret ud!
Hvorfor blev han ved med at undskylde? Og hvad var det han blev ved med at undskylde over?
Han havde mest af alt lyst til at spørge, men ville han overhoved få et ordenligt svar?
Han hørte ham sige at han skulle hvile sig mere, og at han ville praje en hestevågn. Han brummede lidt for sig selv. ”jeg kan godt gå, vi behøver ingen hestevogn” sagde han og fik rettet sig helt op.
Det ville heller ikke være vanvittig behageligt! En bombende heste vågn, og ujævne veje, nej tak!

Han lyttede til hvad Sean fortalte og så på ham. Så han VAR altså ensom, og det var altså derfor han var her? Men det var jo klart at en mand som Sean nok ikke ville indrømme sådanne ting.
Han valgte dog ikke at sige noget til det. Det ville være taveligt at orientere overfor ham.
Han kunne ikke undgå at grine lidt da Sean sagde at det var sjovt hvor meget man kunne blive afhængig af andre mennesker, og man blev hurtigt vant til at andre gjorde det hele for en. Selvom han ikke selv var fin på den eller noget, så var der jo en der gjorde alt det her for ham.
Den ældre dame han boede hos, gjorde alle de her ting for ham!
Hun lavede hans mad, vaskede hans tøj, gjorde hans værelse rent, og gjorde så meget andet for ham. Eller…. For Lori. Men det kom jo lidt ud på det samme i det her tilfælde!
Han så dog på Sean med et smil "Ja man bliver hurtigt forvent" grinte han lidt.
Dog blev denne tanke ved med at irritere ham.
Han sukkede lidt ”Sig mig… hvorfor er det at du bliver ved med at undskyld? Og for hvad?” spurgte han så.
Han var simpelthen nød til at vide det! Han havde jo intet gjort.

Han så på lidt ned af gaden og konstaterede at der ikke var en vogn at se i miles omkreds.
”helt ærlig… vi er frosset til døde før du får fat på en vogn!... lad os nu bare gå” sagde han og trak kappen mere om sig. Han orkede virkelig ikke at vente på en vogn mere. Derfor begynde han at gø alligevel ”desuden.. så er det bare fordi jeg bliver lidt hurtigere forpustet! Jeg har ikke holdt mig aktiv siden mine sår. Så lad nu vær med at være pylret ikke?” drillede han lidt, dog med et mildt smil. Det blev ikke sagt på nogle hård eller arrogant måde, men med et overraskende blidt dril i stemmen.
Han havde tidligere drillet Sean med at han var pylret, da han havde ligget hjemme hos Sean for at komme sig

Stædigheden kendte han så godt til. Var han ikke det samme? Det gjorde ondt på stoltheden, at indrømme man ikke kunne selv. At man havde brug for hjælp, selv i noget så simpelt som at tage en hestevogn. Genkendelsen fik ham næsten til at smile, mens han overvejede at påpege han selv gerne ville have en vogn. Men ingen belejlige undskyldninger kom til ham...Behøvede han dog også sådan en?
Ingen han kunne nå at tage stilling til det, snakkede Lorikan igen. Han skiftede vægten fra det ene ben til det andet.
Det var jo koldt. Faktisk virkede det til at støvregnen mere var slud lige nu. Halvt regn, halvt sne. Han holdt den ene hånd frem, fangede denne blanding af vand og frosen vand i sin hånd. Små, kølige dryp. Ja...Slud.
Spørgsmålet var ubehageligt. Han så op og ned af gaden, som en undskyld for at trække svaret ud og samtidig vende ryggen mere og mere mod Lorikan. Til sidst kunne han ikke trække det ud længere, uden det blev akavet eller tydeligt at han ville undgå det. Han sukkede og vendte sig langsomt om mod Lorikan igen, mens hans hænder fandt hans lommer. Der var varmere.
"Det er...Kan det ikke være lige meget?" Han kunne ikke lade være med at gå defensiven. Forsvare sig selv og derfor stak hans stemme måske også lidt mere end den burde.
"Som regel undskylder man, fordi man mener man har gjort noget forkert. Gjort noget for at såre eller forstyrre en anden person..." Det lød dumt. Siden hvornår tog han sig af den slags? Hvorfor havde han undskyldt så meget? Han blev vred på sig selv. Så dum han var! Og deri lå egentlig også Lorikans svar...

Han gik med ham. Hans blik gled over ham et øjeblik, for at være sikker på det gik, men diskuterede det ikke. Han ville have gjort det samme og Lorikan havde ret, hvad angik der alligevel ingen hestevogn var lige nu. Kulden gjorde ham mere medgørlig på det punkt, det og forståelsen i forhold til stædigheden. På nogle punkter mindede de jo virkelig om hinanden!
Det gik langsomt op for ham...At han fandt Lorikans selskab rart. De var ens på flere områder, hvilket gjorde det nemmere for dem at indrømme visse ting over for hinanden. Forstå. Kunne...Lorikan være en ven? Han turde næsten ikke tænke tanken. Måske var det lige arrogant nok at påstå nogen gad være venner med ham, ud fra et par tilfældige møder...
Alligevel fik Lorikans ord ham til at smile.
"Jeg er pylret, er jeg ikke?" bemærkede han retorisk. Hans blik gled ned på de våde sten under dem. vejen var mere stejl her, men det betød også blot de nærmede sig.
"Lad os dreje ind af en sidegade heroppe...Det gør vejen hurtigere" bemærkede han så og pegede op mod en sidevej på deres højre side, som de snart ville nå til.

Turen var ikke så lang igen. Snart kunne de dreje ind på en bredere gade. Det var tydeligt i deres omgivelser, at de havde nået Terrorville. Gaderne var pænere, husene større og et par mørke skikkelser - vagter - gik rundt. Snart kom det store 2-etagers hus til syne. Bygget i en blanding af sten og træ, med den store, solide egetræsdør med jernhængsler. Selv om huset bar præg af at være bygget, til at holde alle uvedkommende ude, var der alligevel detaljer der gjorde det elegant. Dog var det tydeligt ingen havde boet i det i næsten et år og roserne uden foran virkede vilde. Sean skammede sig lidt over det...Han elskede orden. At have styr på den slags. Hvilke ideer ville dette ikke give folk?
Han stak en nøgle i døren og skubbede den op, efter at have hoppet frisk op af de tre trin foran døren. Alkoholen hvilede stadig i hans blod, men lige nu mærkede han det ikke rigtig.
Entreen var stor, kold og næsten helt mørk. Gulvet var at koldt, cremefarvet marmor. Et stumtjener stod parat til at tage ens overtøj. Sean løsnede sin kappe og hang den der.
Over det hele stod der kasser eller nye møbler. Fra loftet hang en stor lysekrone med lyskrystaller, som lige nu var den eneste lyskilde. Krystallerne trængte dog itl at blive skiftet - deres lys var mere dunkelt end normalt. Intet holdt evigt.
Ligeud var der en stor trappe, der førte op til husets anden sal. Til begge sider var der døre. Dem til højre første til kælder, køkken og tjenestefolkene, selv om der lige nu var ingen. Til venstre var opholdsstue og andre små værelser.
"Velkommen. Vil du have noget? Drikkelse, måske?" Spurgte han, før han viste vej mod den nærmeste dør til venstre. Opholdsstuen lå den vej.

Måske var det bare ham, men han var altså meget sikker på at Sean prøvede at undgå hans spørgsmål. Han så afventende på ham, og det hjalp ikke at Sean spurgte om det ikke bare var lige meget. Øh! Nej?...
Han hørte dog det næste der kom ud af Seans noget skarpe mund lidt nu. Han brummede irriteret for sig selv. ”beklager jeg spurgte så!” lød det bestemt fra ham.

Han måtte desværre erkende for sig selv, at hvor meget de end kunne blive uvenner, diskutere eller bide af hinanden.. så følte han sig faktisk godt tilpas i Seans selskab. Måske var det deres faktisk ret ens personligheder, der gjorde at han følte sig så rolig og afslappet, trods deres hug en gang i mellem, men det var vel noget af det der gjorde det særligt.
For sjovt nok havde han aldrig åbnet sig på den her måde overfor en anden person. Og det kunne vel ikke kun have noget at gøre med at Sean havde redet ham? Eller at de begge var dæmoner eller noget andet i den dur.

Han grinte lidt da det lød til at Sean HAVDE indset at han havde været pylret.
”haha…. Nah bare en smule” grinte han lidt, og puffede til ham. Sean havde været sindssygt pylret siden Lorikan havde opsøgt ham. Det var nu sødt nok, men det var også lidt komisk. Især fordi Sean ikke havde det til hensigt, og fordi Lorikan var så skide dårlig til at lade folk pylre om ham. Han var ikke god til sådan noget.

Han fulgte blot Sean den vej han viste, og måtte tage sig til siden en gang i mellem. Det gjorde stadig skide ondt. Men han prøvede på ikke at vise det. Sean behøvede ikke vide at Lorikan faktisk havde ondt. Da de endelig kom til huset var det virkelig en lettelse. Han gik med ind, og så sig lidt om. Waw… nok havde han regnet med noget stort, men det her var jo vildt. Ja det var HELT klart noget andet end hans et værelses.
Han så lidt på Sean da han spurgte om Lorikan ville have noget at drikke. ”bare lidt vand tak” sagde han roligt. Han fandt ind i stuen, og fandt en stol han kunne sidde på. Han sukkede lidt over ømheden i hans mave.
Han tog lidt fat i sin trøje, og hev op i den. Forbindingen om hans mave var der stadig var der, og der var heldigvis ikke tegn på blod eller noget, så hans sår var i hvert fald ikke sprunget op endnu. Han sukkede lidt og lænede sig tilbage i stolen.

”nårh… lad mig så høre hvad du er kommet frem til” sagde han og så lidt på ham. Han var kommet for at høre mere om sin mor… og så måske også lidt for at tale med Sean. Eller en del. Han kunne faktisk godt lide Sean. Hans selskab gjorde ham godt tilpas, og hjalp en hel del på følelsen af at være alene.

Han havde set det. De små trækninger, ingen kunne sige sig fri fra. Bevægelserne, med hvilke Lorikan bevægede sig. Han var trænet i at læse folk og om noget var smerter et af de udtryk han kendte bedst. Det var i den tilstand folk var nemmest at lege med, foruden han i sin tid også selv havde tilføjet en del.
Men han sagde intet. Da de stod i entreen nikkede han let og gjorde tegn til at Lorikan skulle finde sig til rette og at han ville komme om lidt. Selv gik ham den modsatte vej og fandt sit køkken.
Her satte han varmt vand over, efter at rode i de ulmende gløder på jernkomfuret. Han gik ikke ud fra den lille ventetid ville gøre fra eller til. Han fandt en bakke frem, fandt en tekop til sig selv, en theblanding og lidt sukker. Et almindeligt glas og en kande med frisk vand til Lorikan. Selv rørte han ikke menneskemad, men han vidste Lorikan gjorde. Han havde dog intet af det i sit hjem, så manden måtte blot leve uden en snack.
Da vandet kogte hældte han det op i en kop til sig selv. Han tog bakken og fandt vej til opholdsstuen.

Opholdsstuen var ikke det største rum i huset, omend stadig stor nok. Et par lænestole stod foran pejsen, der lige nu var kold. Et par lyskrystaller hang langs væggene og kastede et varmt lys. Langs væggene stod et par reoler, hvor af de fleste var tomme for bøger. Sean havde taget de fleste med sig til Dragons Peak og det gjorde nu rummet mere tomt og koldt. Der var intet at gøre ved det. Han placerede bakken på stuebordet mellem stolene, før han greb noget brænde og gik i gang med at tænde op i pejsen.

Han rodede ind mellem brændeknuderne med en jernstang, for at få ilden til at tage ordentlig fat. Imens han så flammerne, der begyndte at rejse sig og mærkede den første, lille bølge af varme, overvejede han hvad han skulle svare. Til sidst lagde han jernstangen fra sig og satte sig over i den ledige stol. Gjorde noget ud af at røre i sin the et øjeblik, mens han gjorde tegn til at Lorikan blot skulle tage for sig af vandet, såfremt han var tørstig.
Han sukkede svagt og hvilede sit lettere svimmel hoved mod ryggen af lænestolen. Han lukkede øjnene et øjeblik, før et svagt smil gled over ham.
"Jeg er ikke typen der åbner sig for andre...Ikke nemt. Folk skal først bevise de er det værd. At det betyder noget for dem...Men en klog mand siger jeg lider af ensomhed og dårligt humør. Han kalder det tungsind...Depression...Så jeg vil vel gerne undskylde for mit dårlige og ikke mindst skiftende humør" bemærkede han og så ind i pejsen. Det var anderledes, her inden for husets vægge. Ikke at han ville kunne holde ud at kigge på Lorikan, mens det blev sagt. Det havde vel noget med stolthed og mandighed at gøre!
"Nuvel, forbandelsen...Jeg fandt din mor. Du siger, du ikke brød dig om hende. Jeg vil alligevel spare dig for detaljerne. Det vigtigste er vel blot de ting hun fortalte mig" Han så endelig over mod Lorikan igen. Sean virkede en smule træt, nu hjemme, med den voksende varme i rummet. Han skubbede støvlerne af og løsnede sit sværd, som han lagde på gulvet, ved siden af sin stol. Fødderne blev samlet i den rummelige stol. En albue hvilede på armlænet og hans hoved mod hånden. Dovent brugte han den ledige hånd til at finde hans kop med the og tage den til sig. Den liflige duft af sort the med smag af tørrede bær.
"Forbandelser har en tendens til at være helt simple, når man først ved, hvad man skal bruge. I dit tilfælde er det åbenbart en...Form for mur, hun har rejst i dit sind. En mur du ikke kan røre, ikke kan se, men som holder dig fra at være hel. Din mor var ikke glad ved tanken om at du, Lorikan, formåede at titte ud til omverdenen. Vidste du at hun i sin tid...Havde håbet på du helt forsvandt?" Han rystede svagt på hovedet.
"Undskyld...Detaljerne. Jeg snakkede over mig. Første skridt i at løse forbandelsen, er at du Lorikan...Og Lori...At I begge vil fjerne muren. Vilje og ønske alene gør det ikke, men I skal begge ville det" Han løftede koppen op til sin mund. Vandet var stadig meget varmt, så han pustede lidt, før han tog en forsigtig tår.

//Jeg tog mig lidt frihed i forhold til forbandelsen og moren - hvis det ikke stemmer overens med din historie eller hvordan tingene bør være, skal du endelig bare rette på mig! Jeg tog mig trods alt friheden uden at spørge dig først xD

Det var rart endeligt at sidde ned. Dette havde vist sig at blive en langt mere stresset aften end han havde regnet med da han tog hjemmefra.
Han sad blot og så lidt rundt. Her var godt nok tomt, men det havde Sean jo forklaret hvorfor. Han lænede sig tilbage i stolen og prøvede på at slappe af. Dog var der underligt svært, og samtidig meget nemt.
Det var virkelig en irriterende fornemmelse. Hans krop slappede af, og stressede ikke ud eller noget. Men hans hoved var mere forvirret Måske det havde noget med Sean at gøre. Det var jo ikke hver dag han var i selskab som Seans. Dog virkede han anderledes end sidst…

Han så på ham da han kom ind, og betragtede ham lidt da han gik over til pejsen. Årh det blev godt med noget varme. Han var kold fra top til tå, og det gjorde ikke ligefrem smerterne mindre. Han hælde lidt vand op til sig selv, og fik noget væske inden bores. Det var nu meget rart, selvom han havde regnet med at hælde Whisky og vin indenbords i aften, så var det her også acceptabelt.

Han sad og så lidt mod flammerne da han pludselig hørte Sean forklare om sig selv. Om hans humør og sådan. Han vende hovedet og så undrede på ham. Sad han virkelig lige og fortalte sådanne ting til Lorikan. Som ingen ellers betroede sig til?
Han så dog lidt ned. Så forstod han nok bedre at Sean var som han var. Han nikkede en smulle, og skulle til at sige noget da Sean skiftede emne.

Han spærrede øjnene lidt op da Sean fortalte at han havde funder Lorikans mor. Hans så dog ned i gulvet med et hårdt blik som Sean begynde at fortælle. Nej han havde ikke et godt forhold til sin mor, og et kort øjeblik overvejede han om han skulle bede om detaljerne BLOT for at kunne føle tilfredsstillelsen ved at hun var blevet gjort ondt, dog ville han ikke bede Sean om at forklare om det.
Han så mere over mod Sean da han begynde at forklare hvordan denne forbandelse fungerede. Så han havde altså en mur inde i sit sind? Dog var han ikke særlig glad for at høre at hans mor ikke havde regnet med at Lorikan kom frem. Og da Sean forklarede at hun faktisk havde håbet på at han var forsvundet helt, knyttede han sine hænder hårdt i. Den forbandede heks! Hvis han nogle sind fandt hende selv, så ville ha dræbe hende med sine egne to hænder.

Det var meget sødt af Sean at han prøvede at undgå de mange detaljer, men det var lidt for sent. Bare det at Lorikan havde hørt om sin mor gjorde ham ved.
Dog da han hørte hvad løsningen på denne forbandelse var, så han både måbende og chorkeret på Sean. Han kom med et vred og opgivende suk ”FEDT!!...” udbrød han og slog ud med armene. Han rejste sig fra stolen og gik vredt frem og tilbage ”så er det jo Umuligt!!! Lori ved ikke engang at jeg eksistere… ud over det du fortalte ham.. og selv hvis han vidste det, så ville han da aldrig hjælpe med at vi blev en!” han rodet sig frustreret i håret.

Han geade dog ned og sukkede lidt ”når men.. tak fordi du prøvede..” sagde han blot og gik over til pejsen. Han lod den ene arm hvile mod muren over hans hoved mens han så ned i ilden.
”jeg må nok bare indfinde mig med at det er sådan her jeg skal leve rasten af mit liv….. gemt væk i natten mens Lori sover” sukkede han lidt.

Det var sært, det havde aldrig rigtig generet ham før nu. Ikke før han var begyndt at tænke over hvordan det mon ville være når de var en person. Og han var begyndt at glæde sig til ikke at skulle være den ”mørke” del af dem. Og til at han kunne føle de ting som Lori kunne.


//det er perfekt, kunne ikke have forklaret det bedre selv XD

Lorikan var altså ganske opgivende? Han sukkede svagt og gned sig lidt i panden. Hvorfor skulle han tvinge en mand igennem noget, som han tydeligvis ikke gad kæmpe for? Man opnåede intet, hvis man ikke kæmpede for det. I denne verden overlevede den stærkeste - de svage blev overfuset eller dræbt. Og hvorfor ikke? Det virkede kun logisk!
De svage...
Snakken om hans søn, Xander, i virkeligheden var forsvundet og ingen havde set ham i alt for lang tid...
Han tvang sine egne kvaler væk. Måske var det den menneskepige han havde fundet sig!
Han rørte lidt rundt i theen, mens han overvejede det. Til sidst fandt han, at han simpelthen ikke kunne ignorere det så meget, som han ønskede at han kunne. Efter at have taget endnu en lille tår, af sin the, stillede han den over på bordet. Fødderne gled ned på bordet og han rettede sig mere op, før han rømmede sig svagt. Til sidst rejste han sig op og gik over til pejsen. Hans arm fandt også den kolde væg. Varmen slog imod ham og fik ham til at gyse svagt, men hans mørkegrå blik gled over til Lorikan.
"Det er ikke kønt når nogen blot giver op" En svag trækning, der udgjorde et lille smil.
"Jeg kan selvfølgelig intet gøre, hvis du i virkeligheden ikke gider kæmpe for det. Når det kommer til stykket, er det hele op til dig. Men jeg vil gerne gøre opmærksom på at problemer er til, for at blive løst" Hans blik gled ned på pejsen. Gløderne der ulmede, en brændeknude der gav nogle smæld fra sig. Lyset der blev kastede over dem og efterlod halvdelen i en kølig skygge.

Lidt efter talte han igen, som han rettede sig op og slap væggen igen.
"Jeg kan måske snakke med Lori om det. Jeg føler mig ansvarlig, det var trods alt mig der satte dig tanken i hovedet. Hvis jeg kan overtale dig, kan jeg sikkert også overtale Lori. Men det nytter jo alt sammen intet...Hvis du ikke vil?" bemærkede han sigende. Hans blik gled over Lorikan endnu en gang, som om han bedømte ham, før han vendte sig om og gik tilbage til sin stol. Han satte sig tungt ned og måtte hvile hovedet mod ryglænet af stolen et øjeblik. Jah...Nu måtte resten af alkoholen godt snart forsvinde fra hans krop.

Han betragtede lidt Sean da han kom over til pejsen. Dog var de ord der kom ud af hans mund ikke noget der gjorde Lorikan særlig glad. Han knyttede næverne, og gjorde at for at holde en boblende vrede inde.
der var ikke meget af det der ellers blev sagt, som han egentlig opfattede. Hvad bilde Sean sig ind! Hvad gav ham ret til at sige sådan? Til at sige at Lorikan havde givet op? Nok vidste Sean hvordan forbandelsen fungrede, men han vidste ikke hvordan det var at leve med den.

Til sidst kunne han ikke tie stille mere, så da Sean valgte at gå tilbage til stolen, vende Lorikan sig om efter ham ”du har ingen ret til at sige jeg har givet op! Syntes du det er sørgeligt at se en der har givet op?!.... Så se på dig selv!.. Hvem af os to er det lige der har givet op?!.. Du gemmer dig her, bare fordi du ikke er mand nok til at styre den by du selv havde så travlt med at erobre!..SÅ HVEM ER DET DER HAR GIVET OP?!” hvæsede han vredt.
Dog var det egentlig bare tanker.. der skulle have forblevet tanker, og som ikke skulle have været ydret. Han bed sig hurtigt i læben med et meget mere beklagende udtryk.
Han vidste at han var trådt over stregen. Han kunne ikke tillade sig at sige den slags. Han vidste oprigtig talt ikke hvorfor Sean var her og ikke i Dragons peak

Han så lidt ned ”undskyld Sean… det er ikke noget jeg skal blande mig i” mumlede han. Han sukkede og lod sit blik glide hen mod Sean igen.
”okay…. Jeg er bange okay… hvad hvis Lori finder ud af at jeg eksistere, og på en eller anden måde sørger for jeg ALDRIG kommer frem igen…. Eller hvad hvis det så sker? At Lori og jeg bliver en.. Jeg… Jeg har ikke lyst til at føle alle de ting Lori gør, jeg har ikke lyst til at kunne blive såret, blive ked af det eller savne nogle eller noget…. alle de ting er nogle jeg kan skyde væk, men Loris hverdag er fyldt med den slags.. jeg vi også kunne mærke dem hvis vi bliver en” Han trådte et skridt tilbage og mærkede varmen fra paisen mere.

Han sukkede lidt ”jeg vil gerne have din hjælp… jeg frygter bare for hvad jeg ender med at blive til” mumlede han lidt.
Han gned sine hænder lidt. Hvorfor var han så nervøs? det lå normalt ikke til ham. Slet ikke. Det lå hellere ikke til ham at være ydmyg. Men Sean havde en temmelig irriterende virkning på ham. Han havde aldrig mødt nogle der kunne få ham til ligefrem at undskylde, okay jo en… den menneskedreng til Reign som Lori var så forgabt af. Åh nej!.... Kom Lorikan også til at føle for den rolling?
Han rystede tanken væk. Det var ikke hvad han havde lyst til at tænke på nu.

Han gik hen mod den stol han havde siddet i før, og satte sig ned. Han så på Sean ”jeg er ked af det jeg sagde…. Det kommer ikke mig ved hvorfor du er her” han vende sig mere mod ham ”hvis du vil tale med Lori, lyv for ham om nødvendigt, bare få ham til at fjerne den mur… jeg er træt af at leve sådan her” sukkede han.
Det var udmattende ikke at kunne lave ET liv i stedet for 2. Og det var nok i virkeligheden Lorikan det var mest hårdt for. Men Lori måtte da også have sine tanker om hvordan mange ting skete for ham uden at han vidste hvordan

Manden havde virket så opgivende og fuld af selvynk. Selv om Sean også havde den slags, betød det ikke at han elskede det og til hverdag - når han ikke gik i en depressiv tilstand - var det faktisk noget der aldrig skete. Han havde håbet på at fremkalde en reaktion. Vrede var en mulighed...Men han havde ikke forudset angrebet på ham selv. Ikke på den måde. Ikke på den vrede-fremkaldende og dybt sårende måde. Forandringen var flydende, men udtrykkelig. Alt der kunne have mindet om venlighed i hans øjne forsvandt, som dug for solen. Om noget, var de to kolde sten nu. Hans ansigt glattede, blev til en maske og den kølige aura, der nu stod om ham, truede med at gøre hele rummet det mere mørkt, det mere koldt og kvæle alle former for glæde og liv. Han hænder gled alt for kontrolleret op og foldede sig, foran hans ansigt, mens albuerne hvilede på armlænene. Han var alt for rolig, alarmerende rolig.
Sean gennemgik de samme følelser som alle andre. Men den vrede han følte nu, det sårede raseri der ulmede i hans indre, var så stort at han ikke kunne få sig selv til at råbe. Lysten til at ødelægge, til at slå ihjel, var der. En impuls der kunne være så svær at styre...
Det skete jo gang på gang, gjorde det ikke?
Han åbnede sig og folk begyndte at skændes med ham. Hvorfor havde han været så dum igen igen at hoppe på den vogn?! Hans øjne gled i et øjeblik. Han hørte slet ikke hvad Lorikan sagde længere.
Tydeligvis gjorde han tingene forkert...Havde han mistet sit touch? Sin evne til at sige og agere, så folk efterkom hans ønsker? Ja. Det måtte han tydeligvis havde gjort. Hvorfor? Fordi han ikke længere brugte tid på at overveje det. Overveje folk og hvilke træk han burde tage.

Hans hænder gled ned på armlænene, som han skubbede sig selv op af stolen. Ordene der var blevet sagt...Var de sandhed? Flygtede han? Hvordan kunne Lorikan på nogen måde udnævne sig til ekspert på hvordan han havde det?! Nu fik vreden hans hænder til at ryste. Han knyttede dem, vendte sig om og var allerede på vej over til døren, der førte ud til entreen. Han åbnede den og stod ved den, som en vogter. Hans kolde blik gled over til Lorikan.
"Tydeligvis..." Hans stemme var kold og klar. Der var intet at tage fejl af.
"...Har vi et dårlig samarbejde. Jeg beklager, hvis jeg har sagt eller ageret forkert. Tydeligvis er jeg faldet af på den, i forhold til at socialisere. Jeg vil bede dig om at gå og aldrig komme tilbage"
Han efterlod intet til diskussion. Det var hans inderlige ønske, i dette øjeblik.
"Jeg kan ikke forestille mig, at vi har mere at sige til hinanden"
Han havde været alt for optaget af de voksende, snart ustyrlige følelser og tanker, til at lytte til manden. Til overhoved at overveje en undskyldning. Til overhoved...At have lyst til noget længere. Dette var et tilbageslag...Et hårdt et. Og han vidste allerede hvad han ville gøre. Ikke at det ragede nogen...Ikke at nogen alligevel interesserede sig. Dette var tåbeligt! Det var dumt! Han hadede sig selv for at hoppe i den fælde igen. Var han så desperat?!
Betød det noget?
Han ventede på at Lorikan gik. Jo før, jo bedre.

Lorikan så vuderende på Sean, han kunne ikke finde ud af hvad manden tænkte, plus at han jo ikke ligefrem sagde noget der kunne gøre det nemmere at finde ud af.
Dog så han undrede på ham da han rejste sig og gik mod døren.

Ha så chorkeret ud da han ligefrem blev bedt om at skride. Dog overraskede det ham i virkeligheden ikke så meget igen. Han havde jo helt klart såret Sean, fornærmet ham. Han rystede dog på hovedet ”sean jeg beklager… det var ikke min mening..” begynde han men kunne godt selv høre at det lød dumt. Man kunne ikke ratfærdig gøre hvad han lige havde sagt.

Han så op på ham ”Sean…. Jeg ber dig.. jeg har brug for din hjælp..” erkende han. Han så på ham ”Du sagde selv at du ikke åbnede dig overfor de fleste… og.. jeg har det på samme måde…. Mit bedste forsvar har altid været at være spydig eller skubbe folk væk.. du…” han sukkede og så lidt ned, det var klart at det var noget der både irriterede og skræmte ham lidt  ”du fortæller mig bare alt det jeg i virkeligheden godt ved… men ikke har lyst til at høre” erkende han og så på Sean.

Dog måtte han acceptere sit nederlag. Acceptere at han endnu en gang havde formået at skubbe en person væk. Han sukkede lidt, og gik så mod Sean og døren. Det var bestemt ikke fedt at skulle gå her fra på denne måde. Han gik forbi Sean, men stoppede dog i døråbningen.
”undskyld Sean… det var virkelig ikke min mening at såre dig igen… jeg skal nok holde mig væk” garanterede han inden han vende sig rundt for at forlade rummet. Han vidste udmærket godt at dette ikke var første gang. Han havde gjort det samme både da han mødte Sean, og da han redet ham i dragons peak.
Hvad var det også han lavede? Han lavede jo ikke andet end at tigge om Seans hjælp, og bagefter fornærme ham.

//sorry for ventetiden og længden

Han kunne ikke tage stilling til dette. Ikke lige nu. Hvordan kunne han tage en andens byrder og personlighedsmæssigt tilbøjeligheder på sig, når han selv kæmpede? Han var på ingen måde i en følelsesmæssig tilstand til at kunne tage vare på andre. Hans erfaring sagde ham, at selv hvis han tilgav Lorikan og de gik videre som før, ville det ske igen. Og igen. Og igen. For sådan gik det altid og han havde netop set et bevis på det. Det ville være dumt at fortsætte det på denne måde.
"Jeg har givet dig første del af puslespillet. Jeg kan sende dig resten af hvad jeg ved. Jeg tvivler ikke på du kan finde andre, der kan hjælpe dig. På nuværende tidspunkt er jeg ikke i stand til at hjælpe andre og jeg beklager hvis jeg holdt dig hen. Lad være med at opsøge mig igen, du vil alligevel ikke finde mig" bemærkede han kryptisk. Dette var dråben...Et eller andet sted havde Lorikan været hans sidste chance...Hans eneste mulighed...For at se om tingene kunne blive normale igen. For at se om han kunne komme ud af sin skal og om folk vitterligt forlod ham, på grund af ham, eller på grund af noget andet. Han havde fået de beviser han havde brug for og han var ikke i stand til at se væk fra dem længere. Mere. Mørket opslugte ham, truede med at kvæle ham...Lige nu kunne han ikke mere. Hans indre rystede. Bare Lorikan dog snart ville gå...Han ville ikke vise det. Ville ikke afsløre mere, der kunne blive brugt imod ham på den måde. Dr. Trott var langt væk nu...Og tydeligvis havde alt dette været en dårlig ide.
Nej, hvordan skulle han kunne hjælpe andre, når han selv var så uligevægtig, selv havde brug for nogen, der kunne hjælpe ham op? Her stod de, to fyre, der klamrede sig til hinanden, i håb om at få hovedet over vande. Og lige nu følte Sean, at han var ved at drukne.
Han lukkede døren efter ham. Ville ikke engang tjekke om han fik ud af hoveddøren - ikke engang følge ham ud. Han satte ryggen til døren og gled ned og sidde. Hans hænder faldt træt til gulvet og hans brystkasse hævede og sænkede sig unaturligt. Hans øjne gjorde ondt og han gad ikke engang bekæmpe det.
Dette var dumt. Han overvejede at sætte ild til det hele, men tanken om han havde brug penge på de møbler og ting igen, gjorde at han ikke kunne. Måske var der endnu et svagt håb i hans indre...På at han kunne komme tilbage?
Men ikke nu. Nu ville han forsvinde. Ikke som hans søn...Han ville stadig være her et sted. Men han ville forsvinde fra den kendte verden. Sende Assorian et brev. Få fred...Og give fred.
Men lige nu...
Ville han bare sidde her og svælge i det mørke dyb, der udgjorde hans indre.

//Out