New and Old friends - Luce

Tid: Formiddag
Vejr: lunt sensommer med en blid brise
Sted: Det store marked
Omgivelser: Masser af mennesker og boder
[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Taliia og en gruppe af Draconias besætning var inde i byen for at sælge nogle vare og samle forsyninger. De gik i samlet flok og alle var på en eller anden måde lettere bevæbnet. Taliia førte ordet når de forhandlede priser, både ved køb og salg. Gruppen, en blanding af racer og køn, lyttede grundigt efter og sugede alt til sig for selv at kunne gør dette en dag. Taliia fik forhandlet sig frem til en fornuftig pris om ti sække ris og fem sække mel, som blev betalt med en blanding af sølv og kobber. Taliia gik lidt videre og standsede ved en bod med smykker. Hendes øjne faldt på et der var formet som et par vinger, der beskyttede et hjerte. Smykket var kunstfærdigt lavet, så det kunne deles og samles igen. To sølvkæder hang fra hver del af smykket. Sælgeren så hurtigt på Taliia og smilede. "En fantastisk gave, som kan bæres af begge parter. Et tegn på at selv om man ikke er sammen fysisk, så er man det i ånden. Det kan blive deres for en guldmønt." Taliia spurgte om tilladelse til at holde smykket og fik det. Hendes tanker gik til Seuzan. Han var kaldt til møde i Piratrådet og derfor havde Jake spurgt Raco om tilladelse til at tage hende med på denne tur. Hun ønskede at hun kunne være taget med ham, men hun forstod udmærket at dette ikke ville blive til virkelighed. Dette smykke, hun syndes godt om det, men var i tvivl om hvad Seuzan ville mene. Hun lagde smykket igen og så smilende på sælgeren. "Vil du være sød at holde det tilbage et par timer?" Sælgeren smilede igen og svarede at det ville han med glæde. Taliia så igen på smykket og vendte sig for at gå videre.

Luce havde taget Speedy sin førerhund med ud, at gå sig en tur. Hun boede normalt på slottet hos Sakref Morladin og hans familie. Hun var normalt lærling hos Sakref, men hele hendes liv havde forandret sig efter hun var blevet blind for anden gang. Efter en kur imod en gift der havde kørt rundt i hendes krop i flere hundred år.
Hun havde ikke altid været blind. Hun havde mistet det ved først, at hendes øjne var blevet fjernet af 2 forskellige slaveejere, men senere fik hun øjnene tilbage bare ikke synet og efter en forvandling til dragonlycan fik hun en evne som gjorde hun kunne se bedre, men efter kuren for, at få giften ud af sin krop blev hun bare et almindeligt menneske dog med den særhed, at kunne tale, forstå draconiansk samt hendes hud var lyslilla.
Hun vidste sådanset ikke hvor hun skulle gå hen. Hun gik bare for, at komme ud i det fri og vende sig til, at gå rundt uden hjælp udover fra Speedy som var en blond labrador førerhund.
Hun kom hen til boden som solgte smykker og kom til, at gå ind i kvinden som snakkede med manden om, at holde et smykke til side i nogle timer. Hun stoppede stille "Det må de undskylde jeg så dem desværre ikke" sagde hun venligt. Hun stod som om hun stirrede blot ligeud i luften, men hun havde stadig sit stof bundet omkring sine øjne da det ikke var et syn folk kunne lide med en der kun havde helt hvide øjne og som aldrig blinkede da hun havde mistet øjenlågende for flere år siden, men havde haft en masse hjælp igennem tiden til, at kunne klare sig uden det.

Taliia mærkede et lille bump og derefter en kvinde som undskyldte. Hun vendte sig det sidste og så på kvinden, som havde et klæde for øjnene. Hun mærkede efter sin pung, som stadig hang hvor den skulle. Hun så undersøgende på kvinden og derefter på hunden.
"Det er helt iorden. De kunne jo ikke vide at jeg ville flytte mig. Undskyld jeg spørger, men kan det passe at de er draconianer?" Et par af folkene fra gruppen kom hen til hende.
"Taliia, vi har de forsyninger som vi kom efter. Vi fik også et godt tilbud på den rom, Kaptajnen elsker." Taliia grinede og tænkte på hvad Jake ville sige, når de kom ombord med det.
"Super. Det skal nok lette hans humør. Bringer i det ombord på Draconia?" Folkene bekræftede at det var hensigten.

Luce stod stille og undrede sig lidt over, hvorfor Speedy ikke havde stoppet hende eller gået udenom, men det kunne jo være, at han var blevet alt for forvirret over så mange mennesker og derfor ikke havde opdaget, at kvinden hun var gået ind i var ved, at flytte sig. Det havde måske været et uundgåeligt hændelse. Speedy havde sat sig foran Luces fødder for, at beskytte hende imod det der ville være foran hende, men også for, at fortælle Luce at den kun afventede på, at skulle gå videre.
Hun undrede sig lidt over, hvorfor kvinden spurgte ind til hendes race, men nikkede bare bekræftende "Ja jeg er draconianer hvorfor spørger de?" spurgte hun nysgerrig.
Hun lyttede til det de snakkede om hende og en anden. Hun kunne regne ud, at de var nogle af dem som sejlede om det så var af den gode slags eller den dårlige slags kunne hun ikke regne ud.
Hun lyttede dog mere intenst da hun hørte navnet Draconia. Et skib som en hun kendte for lang tid siden sejlede med. En rigtig god kammerat hun havde kisse misset lidt med i sine helt unge dage, men forbindelsen blev brudt fordi han skulle sejle og kort tid derefter endte hun på en skole for umulige og kriminelle unge. Hun var næsten sikker på, at fængslet var mere mildt end den skole hun var sendt på imod sin vilje.

Da hun talte, var der glæde i stemmen.
"Jeg kender en del draconianer, og var bareenysgerrig. Jeg beklager hvis det fornermede dem, hvilket ikke var min hensigt." Hun så sig rundt og fik øje på Saxon, sibets Quatermaster. Hun grinede og råbte.
"Hej Saxon. Er du blevet sendt ud i ærne for Jake?" Saxon så op fra en tøjbod med drengetøj.
"Ja, desværre. Kaptajnen har lidt for meget papirarbejde til at han selv kunne gå op indkøb." Han afsluttede handlen og kom over til hende. "Han bad mig om at finde en gave som han kunne tage med hjem til sønnen. Du ved han forguder knægten." Taliia grinede hjerteligt.

Luce lyttede stille til det hun sagde. Hun smilede stille "Det skal de ikke tænke på. Spurgte bare da det ikke er hver dag man bliver spurgt om man er en eller anden race" sagde hun stille. Hun smilede venligt imens hun kørte kort sin hånd hen over Speedys hoved der sad stille og ventede tålmodigt på, at skulle videre.
Hun bed hurtigt mærke i Jakes navn. Det faktisk lang tid siden hun havde hørt om ham og snakket med ham oven i købet. Hun kunne dårligt nok huske hvordan han så ud. Han var sikkert skibsknægt sidst hun havde hørt om ham for flere hundrede år siden og nu var han kaptajn. Han havde haft travlt kunne hun regne ud. "Undskyld jeg måske lyder lidt underlig, men kender de en draconianer der hedder Jake?" spurgte hun nysgerrigt bare for, at høre om denne kvinde måske kendte noget til ham og måske vidste hvor han var henne eller kunne give ham en besked fra hende eller bare hilse ham fra hende.

Både Taliia og Saxon så overrasket på kvinden.
"Jaa, jeg kender en. Hans navn er Jake Black. Han er kaptajn på skibet Draconia og leder af en flåde på seks skibe." Saxon så mere grundtigt på kvinden.
"Jeg undskylder, hvis jeg tager fejl. Men de minder mig om frøken Luce Dreadheart. Hun var en meget god veninde af Kaptajnen, da han lige var begyndt at sejle med Draconia." Det sidste var henvent til Taliia, som så undersøgende på Saxon. Taliia så sig rundt og fik øje på en kro, hvor man kunne sidde uden foran. Hun smilede.
"Må jeg byde på en forfriskning? Der er en kro ikke langt her fra. Jeg låner gerne min arm, hvis det vil hjælpe dem. Åh ja, mit navn er forresten Taliia Valcyriel, men bare kald mig Taliia. Saxon her er Quatermaster på Draconia." Saxon smilede og brummede bekræftende, imens han så afventende på kvinden.

Luce mærkede hurtigt blikkende rette imod sig. Hun kunne også godt mærke på Speedy, at han var blevet mere beskyttende efter Saxon og Taliia kiggede på hende. Luce lagde en hånd på Speedys hoved for, at fortælle ham, at hun var okay.
Hun lyttede nysgerrigt til det de fortalte. Hun blev dog meget overrasket over, at nogen nævnte hendes navn. Hvem var denne fyr? "Jeg er den Luce Dreadheart. Men hvem er i egentlig?" spurgte hun nysgerrigt. Hun stod lidt og tænkte over det tilbud hun havde fået "Jo det kan altid friste og så kan Speedy her slappe lidt af. Det er rart, at møde jer" sagde hun stille og smilede venligt til de 2 personer hun lige havde mødt. Hun vidste dog ikke helt om hun kunne stole på dem eller ej, men det måtte tiden vise.

"Mit navn er Saxon Draka. Jeg er grandfætter til Jake Black, og var kun en ung knægt, da han mødte dem første gang. Jeg husker tydeligt deres skønhed og venlighed. Må jeg have lov til at byde dem armen?" Taliia smilede, da Saxon bukkede af vane og rakte sin arm frem, så hun kunne tage den, hvis hun ønskede. Hun fik øjenkontakt med en af kropigerne og vinkede hende over.
"Vi vil gerne have husets bedste vin, samt vand og godt kød til hunden. Og så vil vi gerne sidde ude." Taliia lod en sølvmønt falde i hånden på pigen som nejede og løb tilbage til kroen. Derefter vente hun sig imod smykke handleren.
"Jeg snupper smykket med det samme." En guld mønt og smykket i en pose skiftede hænder.
"Hvad mig angår, så har jeg kendt Jake i omkring 70 år. Han kom meget i det handelshus jeg har i Aquener. Desuden har han oplært mig i alt hvad der har med havet og skibe at gøre. Jeg har sejlet hos ham i et par år, før han syndes at jeg skulle prøve at sejle under en anden kaptajn." Hun så kærligt på posen i sin hånd. Hun håbede at Seuzan kunne lide smykket.

Luce lyttede stille til det Saxon fortalte. Hun begyndte, at tænke tilbage til dengang. Det var mange år siden, men hun kunne godt huske en lille dreng løbe rundt om benene på Jake. Hun begyndte, at smile stille for sig selv over tanken om en god fortid og over den ros han kom med "Nu kan jeg godt huske dem og de er en lige så stor charmetrold som Jake var dengang så man kan godt se hvem de har set op til. Og de må gerne tilbyde din arm" sagde hun sødt og rakte sin hånd frem så hun ramte hans underarm og følte sig roligt frem så hun kunne holde fast i hans overarm
Luce holdt stadig fast i Speedy med den anden hånd. Hun havde bestemt sig for, at han skulle have selen af, men stadig snoren på for, at han kunne være mere som en hund og have fri end, at være på arbejde. Luce stod stadig ret med ryggen. Det gjorde hun sådanset altid det var sjældent man så hende gå rundt uden, at være ret i ryggen.
Hun kiggede hen imod Saxon imens Tallia snakkede med ham i smykkeboden "Ligner Jake stadig sig selv efter så mange år og har han det godt?" spurgte hun nysgerrigt.
Da Tallia snakkede til hende igen lyttede hun stille til det hun fortalte "Det er rart at møde dem. Hvem er deres kaptajn nu?" spurgte hun for, at virke interesseret i det Tallia fortalte. Luce havde aldrig helt forstået det med, at skulle ud og sejle, men det vasr nok mest fordi hun havde haft sine kampe med sin del af familien og hun vidste sådanset ikke hvor meget Jake og hans familie havde hørt om det.

Saxon klukkede ved Luces spørgsmål om Jake.
"Ja, han ligner sig selv, selv om han er blevet lidt højere end den gang de kendte ham. Og i løbet af det sidste halvandet år eller to, er han blevet mere overvågen. Men det skyldes nok at han har mødt sin soulmate og de har fået en søn sammen." Saxon var begyndt at gå over til kroen og det bord, som kropigen var igang med at gøre klar. Da de kom over til bordet, hjalp Saxon Luce ned på en stol. Taliia var fuldt med og smilede ved spørgsmålet til hende.
"Da Jake havde oplært mig, kom jeg videre til Kaptajn Vivian på Sea Hawk, som jeg har sejlet med i omkring 50 år. Og for omkring halvandet eller to år siden, kom jeg ombord på Black Breath, hvor Raco Fire er kaptajn." Hun satte sig og fyldte krusene med vin.

Luce lyttede stille til det Saxon fortalte omkring Jake. Så havde det kun gået fremad for hendes gamle ven og det glædet hende. Hendes egen tid havde også ændret sig meget med en del op og nedture. Men det havde hun en ide om, at Saxon kunne regne ud eftersom hun jo ikke havde været blind sidst han havde set hende. Ej heller Jake havde set hende blind før. "Det glæder mig, at høre hvordan det er gået min gamle ven" sagde hun stille og smilede roligt.
Da Saxon hjalp hende hen på en stol satte speedy sig ved hendes side. Hun kørte sine hænder rundt på kroppen af hunden for, at løsne selen som han havde på. Det fortalte Speedy, at nu havde han fri eller pause og derfor godt kunne slappe af og ikke skulle være på vagt på samme måde. Speedy rhavde dog stadig snoren på for det skulle man jo når de var ude i offentligheden. Speedy rejste sig op og rystede sig før han lagde sig ved siden af Luces stol og lagde sig til, at sove. Man kunne tydeligt se på Luce, at hun ikke blot betragtede Speedy som en førerhund men også som familie og sin bedsteven.
Luce kiggede hen imod Taliia og lyttede roligt til alt det hun fortalte. Det lød som noget af et eventyr, at tage ud og sejle og skifte kaptajn på den måde "Jeg må indrømme, at det lyder meget interessant det i fortæller mig omkring det at være ude på havet og om Jake" sagde hun stille og smilede stille til dem.

Taliia drak lidt af vinen og klukkede glad.
"På en måde ville jeg ønske at jeg var blevet ombord på Draconia, men hvem ved om jeg så havde været på besøg hos min kusine og fætter den dag hvor jeg mødte Seuzan?" Hun sukkede, hvor hun dog savnede ham. Hun kunne mærke jalousien gnave i sit indre, men hun nægtede at give efter for den. Han var hende tro, det tvivlende hun ikke på. Det var også en af de ting hun elskede ved ham. Han var der altid for for hende og hun for ham.
Saxon grinede kækt og drillende hende.
"Hvor klogt var det lige at forlade Dead Mans Rock, når du alligevel går og sukker efter din elsker."

Luce lyttede roligt til det Taliia fortalte. Hun vidste dog ikke helt hvad hun skulle sige til det. Hun kørte sin hånd hen over bordet for, at finde sit krus, men hun kom istedet til, at skubbe under det så det væltede. Vinen landede lige i hovedet af Speedy som vågnede. Han rejste sig op og rystede vinen af sig så det sprøjtede ud over det hele. Luce gispede og grinte derefter "Undskyld min ven det var ikke med vilje" sagde hun stille. Speedy stilte sig på 2 ben med forbenene på Luces skød og slikkede hende i ansigtet for, at få den klistrene vin af hende samtidig for, at sige det var i orden. Luce klappede Speedy som satte sig med hovedet på hendes skød så Luce kunne nusse ham på hovedet. "Det er ikke den nemmeste opgave, at være blind og så tage fat i ting. Man kan ihvertfald få nogle komiske øjeblikke" sagde hun med en latter i stemmen.

Kropigen var kommet ud med vand og kød til hunden, da uheldet skete. Hun skynde sig at tørre vinen op, samt hentede en våd klud og et håndklæde til Taliia, da hun bad om det.
Taliia gik over og satte sig på knæ ved siden af hunden imens hun lod hånden hænge et lille stykke foran sig, så hunden kunne snuse til den hvis den havde lyst.
"Hvis du vil, kan jeg fjerne det værste fra din vens pels. Og du har ret, men man behøver ikke nødvendigvis at være blind for at lave fejl med at tage fat i ting." Der var latter i hendes stemme. Hun huskede tydeligt hvad der var sket et par dage tidligere, da hun havde sat og dagdrømt om Seuzan. Saxon lo stille, han havde godt regnet ud hvad Taliia tænkte på.
"Ja, det er ikke sådan at være forelsket. Og så når man ikke har set sin elskede i flere dage..." Han viste at han drillede hende, og viste at han kunne slippe godt fra det.

Luce var lidt flov over, at have spildt vinen, men det var jo hvad der kunne ske når man ikke vidste hvor tingende stod i forhold til hende.
Speedy kiggede på Taliia da hun rakte en hånd imod ham men ikke rørte ved ham. Han snuste stille til hende og lagde derefter sit hoved kæle imod hendes hånd.
"Det må du meget gerne hvis du vil. Nej det har du ret i, men det sker som oftest der eller hvis man lige er i en anden verden" sagde hun stille og smilte.
Hun fniste lidt over Saxons kommentar. Ja der var man jo noget kurret end man normalt ville være måtte hun indrømme.

Taliia smilede og kløede Speedy bag det ene øre, imens hun svarede med en stemme som udviste selvkontrol.
"Ja, du kan bare vente dig, Saxon. Den dag du finder dit livs kærlighed, skal jeg nok være sød at huske dine drillerier og sende dem retur til dig." Hun holde stemmen rolig af hensyn til Speedy. Saxon grinede bare, og med blide hænder satte han et nyt krus vin i hænderne på Luce. Taliia gav sig til at tørre vinen af Speedys pels og tørrede efter med håndklædet.
"Så, min ven, er du ren igen." Hun talte blidt på elvernes sprog, til Speedy.

Luce kunne mærke på Speedy, at han var tryg ved situationen og rolig og det gjorde, at hun også var meget rolig.
Hun mærkede kruset i sine hænder og smilede som tak til Saxon. Det var sjovt, at tænke over, at den lille knægt hun havde mødt dengang var blevet en så sød gentleman.
Hun kiggede hen imod Taliia "Tak skal du have for, at du ville tørre ham" sagde hun stille og smilede sødt til Taliia. Speedy slikkede Taliia kort på kinden som tak og lagde igen sit hoved på Luces skød. "Han er mors dreng" grinte hun.

Taliia rejste sig, gik over og satte sig på stolen igen.
"Det er dejligt når dyr knytter sig så tæt til en. Jeg tror min kusine har det på samme måde, bare med større væsener." Hun smilede og drak lidt vin. Saxon smilede og tænkte lidt inden han blandede sig.
"Var det ikke noget med at du ville have din kusine med hjem til øen? Tror du at hun kan undvære de væsener? Nå, nok om os. Luce, hvordan har du haft det igennem de sidste 480 år? Jake har flere gange nævnt dig i sine logbøger, når han lod tankerne vandre."

Luce smilede stille til det Taliia sagde "Det er det og så sladre de ikke når man fortæller dem hemmeligheder og specielt ham her han er mere loyal end nogen person jeg har mødt i flere år" sagde hun stille og nussede Speedy bag øret som var faldet lidt i søvn af det.
Luce bed sig lidt i læben og vidste ikke hvad hun skulle sige eller hvordan hun skulle reagere da han spurgte ind til hende "Ja som du nok kan se er jeg blevet blind. Det var jeg overhoved ikke dengang og chancen for det meget lille. Ihvertfald de 200 år af dem har været et rent helved med en masse problemer og traumatiske oplevelser. Sådanset kan man vel sige det bare er held jeg den dag idag sidder her med jer. Jeg er blevet mere selvstændig,
men har alligevel brug for hjælp af andre. Bor pt hos Sakref Morladin som er far til min ældste datter.
Han er godt nok ikke hendes biologiske far, men han adopterede hende dengang da jeg ikke selv kunne tage mig af hende grundet en masse problemer så" hun trak let på skuldrene. I den tid hun havde snakket om sig selv havde hun haft en usikker klang i stemmen og havde siddet meget uroligt.

Taliia tømte kruset og fyldte det op igen.
"Det gør mig ondt, at høre. Men alligevel er det dejligt at du har været heldig nok til at beholde livet. Og særligt lækkert at du har venner og familie, som hjælper dig. Jeg er sikker på at Jake bliver overrasket når vi kommer tilbage og fortæller ham dette. Eller osgå skulle vi blive siddene her en stund. Så kan det tænkes at han selv kommer ind til byen." Hun gned sig om hagen imens hun talte smågrinenede. Saxon begyndte også at smågrine.
"Jaa, han snakkede noget om at hvis jeg ikke var tilbage inden for et par timer, så ville han selv tage ind og finde den gave... Eller var det en trussel? Taliia har ret. Han vil blive overrasket over at se dig igen, Luce. Og det er af den gode slags." Taliia så over på Luces krus.
"Vil du have mere vin?" Hun var klar til at fylde kruset, hvis det var Luces ønske.

Speedy havde kunnet mærke på Luce at hun ikke var så glad længere så han havde sat sig mere ret og puttede sit store hoved imod hendes brystkasse. Luce holdt om ham og smilede stille. Det var helt underligt hvor meget et andet væsen kunne gøre for en bare så man følte sig mere tilpas igen.
Hun lyttede stille til det Saxon og Taliia sagde. Hun vidste ikke helt hvordan hun skulle reagere på det. Selvfølgelig havde det været fedt, at møde Jake igen, men hun vidste ikke helt hvordan hun skulle reagere på det fordi hun havde sådanset ikke skænket ham så mange tanker de sidste mange år fordi hun havde haft meget andet at bryde sin lille hjerne med "Selvfølgelig er jeg lykkelig for, at være i live og det, at have nogen jeg har kunnet støtte mig 100% til havde gjort de sidste mange år noget nemmere. Men tror I virkelig, at han ville være glad for, at møde mig igen og om han overhoved kan genkende mig. Det eneste jeg sådan rigtigt husker om ham var, at han var væk i mine lillae øjne...som jeg desværre heller ikke har længere" sagde hun stille. Hun var blevet lidt trist over, at nævne det sidste. Hun tog en tår af sin vin og smilede skævt til Taliia. "Nej tak jeg har i mit krus endnu" sagde hun stille.

Saxon lagde blidt og venligt sin ene hånd på hendes arm. Hans stemme var fyldt med varme, ærlighed og venlighed.
"Han vil bestemt blive glad for at se dig. Det var ikke kun dine øjne han var væk i. Han var også væk i din venlighed, stædighed og stærke personlighed, for blot at nævne nogle af dem. Han..." Saxon havde fået øje på noget over på den anden side af gaden. Latter kom frem i hans stemme.
"Når man snakker om solen." Taliia så sig over skulderen og grinede, hvorefter hun piftede en gang og vinkede til personen.

//vi kan ligeså godt få Jake med Jeg smider ham ind her//

Luce mærkede Saxons hånd på sin arm og kiggede hen på ham imens hun lyttede stille til det han sagde til hende. Hun smilede stille over det han sagde om hende. Hun begyndte dog at undre sig over hvad der skete da han pludselig stoppede med, at snakke. Var Jake kommet? Hendes smil forsvandt kort og vidste ikke hvordan hun skulle reagere "Er det Jake?" spurgte hun usikkert. Hun kiggede forvirret omkring sig selvom hun intet kunne se

Jake kom gående ned af gaden og kedet sig som bare pokker. Han havde droppet papirerne og havde valgt at tage ind i byen selv. Han var godt nok stødt på nogle af folkene som var på vej tilbage skibet med forsyninger. Men Taliia var ikke sammen med gruppen, de fortalte ham at hun var faldet i snak med en kvinde ved en smykkebod. Jake så kort på de forskellige boder, men han måtte vente med at se grundigt på dem, til han havde fundet Saxon, for at se om han havde købt noget. Da han hørte et pift, kædede han det øjeblikkeligt sammen med Taliia. Han så i retningen og så hende vinke. Hun sad sammen med Saxon og en kvinde. Imens han nærmede sig kroen, hvor de sad så han mere grundigt på kvinden. Knap fem skridt fra dem, stansede Jake med et total overrasket udtryk i ansigtet.
"Luce??" Stemmen afslørede hans overraskelse, glæde og forvirring.