A happy time with my godson

Tid: formiddag, Juni 1145
Sted: Skoven på Dead Mans Rock
Vejr: lun sommerdag med en blid brise
Omgivelser: Træer, buske og en lille klukkende bæk
@Connor

Taliia var taget ud i skoven for at hente flere healende urter. Det var altid godt at sørger for et lager af tørret urter, og særligt når det drejede sig om at patienterne var pirater: slagsmål på kroen, kamp i arenaen eller lige hjemkommet fra et togt. Hun smilede og tænkte igen på at skulle tage sig sammen og nævne sin kusine for Raco og Jake. Larlii ville være en fantastisk hjælper hvad angik urterne i skoven og healing af folk. Valdar ville sikkert også følge med. Han kunne blive en god trænings partner. Hun hørte en smule knitren i græsset og snorrede rundt, klar til at trække det ene af de lange dolke hun bar på ryggen. Hendes øjne gled langsomt og søgende hen over skovbunden i søgen på grunden til afbrydelsen. Hun klemte øjnende en smule sammen for at fokusere bedre og søgte endnu en gang hen over skovbunden. Den blide brise var ikke helt til nogen hjælp. Den kom lidt skrå ind på hende, og hvem eller hvad der var der ude, var ikke i vindens retning. Hun lukkede øjnene lidt mere og lyttede intenst for at opfange den mindste lyd.

Tre skikkelser sad gemt. To bag et træ og en oppe i træet. To drenge og en pige. Tukana var en ung pige på elleve. Langt, krøllet, brunt hår. Lys hud og nøddebrune øjne. Klædt i en kjole, men hun kunne stadig løbe rundt. Læder støvler bar hun også. Beorn var en stor dreng. Bredt bygget og pjusket hår. Bar en hvid skjorte og brune bukser. Håret var brunt og huden lys. Den sidste var nok det barn som alle på øen vogtede over. Døde han var der krig. Connor Blackfire var søn af de to ledere på øen. Han havde en brun hud og sort hår. Den brune hud kom fra hans "mors" side af familien. Det sorte hår kunne diskuteres. Han havde brune øjne og var rimelig dygtigt til at bruge sine ord. Han bar tøj der mindede om indianernes. Flettede sit hår og bar rundt på våben som bue og pil. Når han blev ældre ville han få en Tomahawk.

Han var fulgt efter sin gudmor ind i skoven for at se hvad hun skulle. Dette var en af de dage hvor han kunne slippe fra hans forældre. Han sad stille som en mus oppe mellem grenene og se på hende, vidste hvilke problemer han ville få hvis han blev opdaget. Med Seuzan hjemme på Devils Lagoon kunne ingen rigtig holde øje med ham. Taliia var læge og handelskvinde her på Dead Mans Rock. Mor og far havde travlt med at holde øen kørende og sørge for at ingen udvedkommen kom ind uden deres billigelse.

En fornemmelse fik hende til at se op imellem træernes grene og et skævt smil gled ind over hendes alvorlige ansigt, som begyndte at slappe af. Hun slap sit greb om dolken og vente sig igen om for at samle urterne op inden hun gik hen til bækken, hvor hun skyllede urterne og lagde dem i græsset for at tørre lidt. Hun fik øje på en anden urt i vandkanten og begyndte at plukke lidt af den. En del af hendes sind var vendt imod den retning hun havde fornemmet sin gudsøn. Hvis hun ikke tog fejl var han sammen med sine to bedste venner, Tukana og Beorn. Hun smilede. Han var med garanti stukket af fra sine lærer eller hvad han ellers havde været igang med. Hun var imponeret over hvor stille de tre var blevet til at bevæge sig rundt. Hun havde ikke gjort noget særligt for at lære dem det, men de havde alligevel været hurtige til at opfange finesserne. Hun overvejede om hun skulle kalde på dem, eller lade dem vente lidt endnu.
Efter hun havde plukket lidt af urten, satte hun sig med ryggen op af et træ. Her tog hun sin lange ærmeløse kofte af og lagde den ved siden af sig. Under den havde hun sit brune læder korset og grønne skjorte.
Hun lukkede øjnene et øjeblik for at lytte til vinden, men den kom skråt ind på hende og kunne ikke hjælpe hende. Derfor åbnede hun igen øjnene og så smilene op imod det sted i træerne, hvor hun fornemmede en af sine forfølgere.

Connor bevægede sig langsomt ned af grenene og smilte. Han vidste ikke at han var opdaget, men han vidste at der var en sandsynlighed for det. Hun var en elver, men han havde øvet sig og ønskede at se nærmere på den flok af ulve. Han så på hende og så mod Beorn og Tukana. Begge sad stille, men et nys kom fra Beorn. Det rungede gennem skoven og Connor gav et suk fra sig. Flot Beorn. Nu ved hun at vi er her sikkert.

Hun kunne ikke tilbageholde en hjertelig latter, da et nys rungede igennem skoven. Hun rejste sig og skulle til at kalde på børnene, da vinden drejede og hun opfangede lyden af ulve. Hun greb sin lange, ærmeløse kofte og løb over til stedet hvor nyset var kommet fra. Her trak hun sine lange dolke og gjorde front imod ulvene. Klar til at ofre sig for at børnene kunne komme i sikkerhed.
"Se at komme tilbage til byen. Dette er ikke sikkert." Hun talte uden at fjerne blikket fra ulvene som nu var kommet ned til vandløbet, men stemmen var høj nok til at de kunne høre hende. Både ulvene og Taliia så afvendtende på hinanden, for at se hvem der tog det første skridt.