It's quite a beautiful day, don't you think?

Tid Det er en sen eftermiddag
Sted En gågade i Terrorville
Omgivelser Der er faktisk ikke så mange, men dog er gaden heller ikke øde
Vejr Solen skinner, og det er overraskende dejligt vejr
Påklædning
- Tøj + Sko Hun er iført en ret simpel hvid top og en sort nederdel [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]. Hun har et par sorte ballerinaer på
- Hår + Make-up + Smykker Hun har en relativ simpel make-up på, med mest fokus på de røde læber, og dog en smule fokus på øjnene. [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]. Hendes hår hænder løst. Hun har en sølv halskæde om halsen, hvor der er et hjertevedhæng med ordene: forevigt sammen, skrevet hen over hjertet [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.].

Emnet er tilegnet [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Det var en fantastisk dag, og på samme tid en underlig følelse. Somme tider ville hun blive bragt tilbage til sin barndom, var alle dage var forfærdelige og fulde af frygt, men efter at havde mødt Meredith, syntes hun endelig at kunne få vejret og for første gang i lang tid, kunne hun faktisk nyde alle sine dage. Hendes dage var hendes egne, og hun var selv chief over hvad der skulle ske. Hver morgen når hun vågnede op, så var det ikke med frygt i hendes hjerte, men derimod en tryghed og glæde. Derudover var hun efterhånden også ved, at komme godt ud af det med de andre piger, og i stedet for at de nu var fremmede, så var de blevet tætte venner og hun følte sig ikke længere alene og bange. Det var endnu en ny følelse, men ikke desto mindre en som hun kunne vænne sig til, og en hun hellere end gerne ville vænne sig til.
Det var derfor også med et smil på sine læber, at hun vandrede gennem de enkelte butikker. Kort efter hun var blevet reddet af Meredith, havde hun forsøgt sig med, at bevæge sig udenfor og siden de fleste erne ville købe forskellige ting ind, forsøgte hun sig med det og dog var det ikke før efter nogle uger, at hun rent faktisk fandt det sjove i det. Dette forklarede nok også, hvorfor hun altid var at se omkring markederne, og det ville næsten være en undren, hvis hun ikke kom hjem med nye bøger. På trods af hun som barn havde bøger, så havde hun aldrig fået glæden, af rent faktisk selv at købe dem. Hun havde altid været tvunget til, at spørge tjenere om hjælp, men aldrig havde hun selv været ude og købe dem. Dette havde heldigvis ændret sig nu.
Efter nogle timer, måtte hun dog se at komme hjem, og som dagen før var hun blevet et par bøger rigere. Det velkendte blide smil, var endnu på hendes læber, som hun bevægede sig gennem gaderne. Meredith måtte efterhånden været irriteret på hende, specielt når man tænkte på alle de bøger hun havde købt. Dog kunne hun ikke lade hver, det var som om de talte til hende, bad hende om at købe dem og befrie dem fra et helvede. Som en bogelsker kunne hun heller ikke andet end købe dem, de besad trods alt vidundere i sig, alle de smukke historier og nu var de hendes til at læse. Dog fanget i sine tanker, bemærkede hun ikke hvad der foregik foran hende, så med et gik hun direkte ind i en foran hende. Forskrækket tabte hun balancen, og tabet på sine bøger, så ikke noget med at hun faldt imod jorden, så havde hun også tabt sine bøger.

Påklædning - [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

William's tanker gik forsat på hans forældre. Ville han noglesinde i livet finde sin mor? Han havde mødt sin far og havde ikke et sekund været i tvivl om at det var hans far. Alle de sider William besad kom dog fra hans mor. Den bløde side Noah besad, var intet at det William noglesinde ville få til at eksistere. Isabella var fars pige, uden tvivl, men også den person William nogensinde ville elske mest.
Han rystedekort på hovedet, inden han rejste sig fra sengen. En ny dag skulle til at begynde og flere væsner skulle dø netop i dag. Hurtigt fik han trukket de slidte par jeans på og en hvid t-shirt. Behøvede han virkeligt at gøre meget mere ud af sig selv længere? Få mennesker lod mærke til detaljerne på folk.

Et uheld, var det der netop var sket, da han var stødt ind i et sødt pigebarn. Hun så ikke ud til at være ret gammel, men en stor læseløst besad hun. Bøgerne var allerede spredt lidt ud på gaden. Der var ingen der stoppede op for at hjælpe hende, men blot bevægede sig videre i deres daglige indkøb. '' Are you allright? '' Williams hænder lå allerede på bøgerne til at samle dem op. Selvom han var et uhyr, nød han stadig at hjælpe få folk - Især når han selv havde været skyld i tingene. '' I'm sorry. I didn't get your name? I'm William. Nice to meet you. '' Et smil plantet sig på hans læber. Var det her en god dag for ham, eller var det her blot en af hans ofre for dagens måltid.

Faldet imod jorden var ikke forfærdeligt, men det var heller ikke det bedste og dog havde hun ikke nok fart på, til at det rent faktisk gjorde ondt "I'm so sorry, I didn't watch where I was going" hun var efterhånden så vant til, at alting ville være hendes skyld, så da hun gik ind i ham, kom det næsten op som per automatik. Hun forsøgte at samle nogle af sine bøger sammen, på nogenlunde samme tidspunkt, som den unge mand gjorde og det var her hun fik et godt indtryk at hvordan han så ud. Det var ikke fordi han var grim, fordi han var langt fra grim, man kunne sige han besad en drenget charme over sig og samtidig noget mystik og dette fik hende kort til at stoppe op. Hun fortsatte dog hurtigt igen, og med hjælp fra ham, fik hun samlet alle sine bøger sammen "Thank you" lød det fra hende, da hun rejste sig og denne gang igen med sine bøger i armene.
"I'm okay" sagde hun, for at besvarer hans spørgsmål fra tidligere, hvor i han havde spurgt om hun var okay. Da han sagde undskyld og derpå udtrykte, at han endnu ikke havde fået hendes navn, formede der sig et blidt smil på hendes læber "I never gave you my name" pointerede hun smilende. Han var charmerende, og sikkert en af de typer, som havde kvinder i sine arme hver 3. sekund. Han mindede samtidig også om de prinser, man læste om i bøgerne, dem som reddet prinsessen og senere levede de lykkeligt til deres dages ende.
Som han præsenterede sig og derpå udtrykte at det var hyggeligt at møde hende, bed hun sig svagt i læben "A pleasure meeting you, even though the circumstances may not have been the best" hun trak på skulderne, og med sin frie hånd, fik hun kørt nogle lokker hår om bag øret "My name is Sayra" hun vidste ikke, om han direkte ville have hendes navn, men han havde dog sagt han ikke havde fanget hendes navn, plus det var vel også det bedste svar, til da han præsenterede sig, alt andet ville være forkert.

Måske var det ren og skær bare selvsikkerheden i ham, der gjorde han ikke var i tvivl om han nok skulle finde føde for dagen. Pigebarnet foran ham fik kun hans læber til at smile en hel del mere end før. Hun var smuk, men på den naturlige måde - Det gjorde kun en hel del bedre. '' Sayra, what a beautiful name. And yes, it is nice. '' Han smilede rolig til hende, inden han forsatte sin sætning atter engang. '' Does the lady want something to eat, now i broke the books or maybe a walk in the green. '' Selvom William var ret ligeglad med med naturen, gjorde han det gerne for en smuk kvinde som Sayra.
'' I like you clothes. '' Måske var det en anelse akavet at nævne foran hende - Måske var det blot i det hele taget akavet. Han havde lige mødt hende for første gang i hans liv og nu komplimenterede han hende? Forhåbentligt ville det give pote når engang aften var omme.

Hans kompliment til hendes navn, fik det til at trække i hendes mundvige, det var ikke fordi hun selv havde valgt sit navn, men i sidste ende kunne det havde været værre "Thank you" sagde hun smilende, måske sagde hun tak lidt for meget, men gamle vaner var altid sværere at komme af med, og hendes kære familie havde nærmest kastet det ind i hovedet på hende, at hvis hun ikke udtrykte en form for taknemmelighed, så ville det kun ende galt for hende. Hans spørgsmål til om hun var sulten, eller havde lyst til at gå i naturen, fik hende til at hæve øjenbrynet spørgende. Det var ikke just normalt, at kaste den slags spørgsmål, imod en man ikke kendte, men så igen hun kunne heller ikke forblive i sin skal forevigt. Nogle gange måtte man lave mærkelige beslutninger også acceptere resultatet.
"You didn't break my books, they might be tiny bit dirty, but they are luckily not broken" pointerede hun, efter at havde givet et par af bøgerne en inspektion "But sure, food would be nice and I don't have anything else to do for the day" hun trak på skulderne og sendte ham et skævt smil. Som regel havde Meredith intet imod, at hun bevægede sig udenfor, hun skulle blot fortælle, hvis hun var væk i længere tid af gangen "Do you know a place we can get something to eat?" spurgte hun nysgerrigt, hun var selv ny i byen, da hun for nogle uger siden var flyttet til, så derfor kendte hun endnu ikke alle de stederne, hvor man kunne spise ting.
Da han komplimenterede på hendes tøj, kunne man se en svag rødmen på hendes kinder. Hun var endnu ikke vant til komplimenter, så når hun fik dem, ville hun ofte enten rødme eller sige at hun ikke troede på hvad der blev sagt, denne gang var det dog kun en rødmen "Thank you" hun bed sig svagt i læben, og hendes greb om bøgerne blev hårdere. Hun vidste ikke hvem han var, men indtil videre virkede han ganske venlig, måske hun var heldig denne dag.

Måske var hun i bund og grund bare en rigtig sød pige, han ønskede at lære at kende. Var der noget forkert i det? Han havde aldrig været hundrede procent intim med en kvinde før. Lorikan eller Lori som han sommetider også kaldte sig selv, havde været hans første kærlighed og første elsker. Var det så underligt han sommetider tænkte lidt mere over hvem han skulle dele livet med end bare at lade den passere. Selvom han ikke ligefrem havde forældre der var sammen, havde de alligevel elsket hinanden hundrede procent. Han skubbede hurtigt tankerne fra sig, da hendes smukke stemme lød. You didn't break my books, they might be tiny bit dirty, but they are luckily not broken Hendes anden sætning gav ham hurtigt til at smile. But sure, food would be nice and I don't have anything else to do for the day Hun ville rent faktisk gerne spise med ham. Nydeligt. Hun spurgte derefter om han kendte et sted at spise. Han kendte alt for mange steder, men den slags mad han normalt indtog var ikke ligefrem det hun ville indtage. Han smilte dog igen til hende. '' Ofcourse. Come with me. '' Han tog roligt hendes hånd og løb igennem gaderne.
Han følte sig glædes fuld. Han nød øjeblikket det var der ingen tvivl om. '' I hope you can eat here. It's no a big place or a fancy one,
but it is nice and warm. '' Han smilede kort til hende, inden han allerede var trådt ind i dørkammen for at holde døren åben til hende.
En velkendt stemme ramte endnu engang hans øre. '' Hey Willy!
What can i do for you tonight ''

Da der med et kom et smil frem på hans smil, gav det ham en vis charme, og han mindede hende endnu engang om de mænd, som man fandt i de romantiske bøger. Han lignede alt fra bogens helt, til hovedpersonens charmerende ven, som senere blev en elsker. Med andre ord var det et smil, som faktisk gjorde ham meget smuk, generelt var han en meget attraktiv ung mand, hvilket jo selvfølgelig ikke var slemt. Plus med sådan en skønhed, havde han sikkert mange elskere eller i det mindste en form for kæreste. Det ville være underligt, hvis han ikke havde en, netop fordi han virkede charmerende og endda ganske venlig, træk som mange kvinder sikkert ville elske.
Hans ord om han kendte til et sted, og at hun blot skulle komme med ham, fik hende til at smile. Dog havde hun ikke forventet, at han rent faktisk ville tage fat i hende, og havde det ikke været fordi, hun havde så god en dag som hun havde, så ville hun nok havde fået et mindre panik anfald, også været løbet i den anden retning. Ikke desto mindre fulgte hun efter ham, som han mere eller mindre løb gennem gaderne. Hun holde godt fast i sine bøger, således hun ikke tabte dem igen. For hende var hendes bøger vigtige, og derpå ikke nogen hun ville skade, eller ødelægge. En ting var at de var faldet til jorden, noget andet var at de ville kunne gå i stykker.
Hun klukkede blidt, som han udtalte det nok ikke ville være det mest fine sted, men nok varmt og rart "It's okay, I don't need anything overly fancy" sagde hun med et blidt smil. Hun havde ikke brug for at spise fine steder, en mindre restaurant eller en kro ville sagtens kunne fungere for hende. Da han holde døren for hende, kom der en svag rosa farve frem på hendes læber, det var en sød gentleman gerning og selvom hun ikke just var en fin dame, så havde hun skam intet imod det "Thank you" lød det fra hende, som hun gik ind. Vejret havde ikke været forfærdeligt udenfor, men alligevel ikke overdreven varm, så da hun kom ind, blev hun nærmest omfavnet af varmen.
Da en mand kom imod dem, og endda kaldte William Willy, komme hun ikke lade hver med at grine, men det var ikke den slags grin, som forsøgte at håne ham, men mere fordi hun fandt det ekstremt sødt "awww that's cute Willy" der var et drillende, men dog også blidt smil på hendes læber "We would like a table" sagde hun, og på samme tid vendte hun sit blik op imod William. Hun ville ikke tage styringen, men hun havde heller ikke noget imod, rent faktisk at gøre det