Tsk, I don't need your help. I'm doing perfectly fine dying on my own ~ Emery

Han skulle til at dø. Igen. Men denne har gang var det permanent, og han var ikke sikker på, hvordan han havde det med det. Han var ikke klar, det vidste han godt. Når man havde levet et par hundreder år, begyndte døden at blive så uvirkelig, så intimiderende og på sin vis så ligegyldig overfor andre end en selv. I lang tid havde han tænkt at han lå over døden. Det havde han sådan set også tænkt, da han flygtede fra stedet, hvor mordforsøget fandt sted. Men nu var han ved at miste håbet.
Han havde rejst i flere timer. Han havde brugt alt sin energi på at bruge sin overnaturlige fart så meget så muligt i et forsøg på at nå hjem, før solen stod op, og på at bruge sin evne til at holde styr på alt blodet, der truede med at pumpe ud af det sår, hans dæmon-kammerat havde efterladt i hans hals. Kammerat. Den bastard. På en måde følte Chester sig faktisk forrådt, hvilket sådan set ikke gav mening. Han havde heller ikke tøvet med at slå dæmonen ihjel, hvis han gik i mod ham. Men det var som om dette havde været noget helt andet. Han slog ham ihjel for et menneske. Et ynkeligt menneske, der nok alligevel ville blive dræbt af en anden. Hvis ikke dæmonen selv. Hvor mange mennesker havde den knægt ikke også dræbt? Fuldstændig tåbeligt.
Sorte pletter svækkede hans syn, mens han tvang sig selv videre gennem gaderne i Doomsville. Der var tomt, men dette var også tidspunktet, hvor folk ikke længere var i byen, og andre var endnu ikke stået op. Hvilket betød, at Chester ville være fuldkommen alene, når han døde. Det havde han det egentlig fint med. Ingen skulle se ham i det her stadie - svag. Heller ikke Celeste. Ikke en gang hans skaberinde ville han ønske var ved ham nu. Hun skulle huske ham som hun havde oplært ham, ikke se ham dø på sådan en ligegyldig, uforventet måde. Han var måske ikke klar, han var måske endda bange, men hellere være alene, hvor han ikke behøvede at vise den frygt frem for nogen, end at blive husket som alt andet end han faktisk havde været de sidste mange år.
Det gjorde ikke en gang ondt mere. Nej, det var ikke helt rigtigt, men smerten lå blot som en tåge over ham, dulmede hans tanker og gjorde det hele en smule mere overskueligt. Han kunne ikke høre andet end sit eget hjerte banke desperat og hans hæse vejrtrækning. Han kunne ikke nå det. Han kunne ikke løbe længere, og palæet var i den anden side af byen. Han kunne allerede se de første glimt fra solen, der truede med at sprede sig. Han prøvede at se sig omkring, men der var intet andet end mørke, da hans syn ikke længere virkede. Og så faldt han. Alt styrke havde forladt ham og sørgede for han ikke længere kunne bruge benene. Han kunne ikke engang bruge sin frie hånd til at gøre faldet blødere, og ramte jorden med et hårdt dunk. Mørket lagde sig om ham som en tung byrde. Han kunne ikke flygte fra det. Han gav slip på såret og stoppede med at bruge sin evne, så blodet frit kunne strømme ud. Hellere dø ved eget valg end at lade solen tage ham. I det mindste kunne han bestemme dét. Det sidste valg, han havde mulighed for at tage i sit livs sidste øjeblik. Mørket tvang ham til at lukke øjnene og ligge stille, og han stoppede med at kæmpe.

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] + Sorte støvler med en høj bred hæl + [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Natten havde været langt, og fyldt med fest og farver. Der var røget godt med øl, vin og lidt andet ukendt indenbords, imens musikken spillede, og Emery havde egentlig for første gang i lang tid haft en ganske fornøjelige stund blandt andre væsner. Hun var overhovedet ikke sikker på, hvem hun egentlig havde snakket med det meste af aftenen på kroen, men takket være alkoholen havde hun ikke tænkt nær så meget over det, som hun normalt ville. Desværre skulle det vise sig, at aftenens indtage ville, at hun skulle straffes tidligt for sine synder. Et stykke ud på natten, hen imod morgenstunden, hvor folk langsomt begyndte at forsvinde, havde hun kunne mærke en underlig uro i kroppen. Først var det startet i maven, men senere havde det bredt sig. Utilpashed, lettere svimmel og en anelse ør i hovedet. Utilfreds, omend også undrende over de usædvanlige stærke, og ikke mindst tidlige tømmermænd havde hun måtte erkende sit nederlag. Derfor forlod hun festen, og begyndte spadserturen imod nærmeste kro, hvor hun forhåbentlig kunne få tillusket sig et værelse. Normalt befandt hun sig ikke natten over i Doomsville, men da smerterne tog til var der simpelthen for langt at flyve.

Roligt traskende ned af en af de mange, mange tomme gader i Doomsville, betragtede hun let byen omkring sig. Egentlig var hun ikke særlig nysgerrig på dette tidspunkt, men hun kendte ikke byen særlig godt, og hun forsøgte derfor at holde øjnene åbne for potentielle overnatningsmuligheder. Vinden ruskede i hendes løstsiddende hår, og hun nød den tidlige morgenbrise. Alligevel fik synet af den svagt rosa himmel mindet om, hvor længe hendes krop egentlig havde været vågen, og et gab kunne nu ikke længere holdes på afstand. Hun nåede netop at dreje om endnu et gadehjørne, inden hun lukkede øjnene i og strakte armene over hovedet med en stor gaben. Hun havde aldrig været forskræmt over den slags, selvom hendes 'kære' moder nu havde forsøgt meget for at lære hende lidt om, hvordan man teede sig offentligt. Dog skulle guderne også vise sig som et par belærende hoveder denne tidlige morgen, da hun kort efter at have påbegyndt sit gab, pludselig mærkede sin ene støvle blive fanget under noget, som lå på jorden foran hende. Med et forskrækket udbrud, spærrede hun øjnene op, tids nok til at se, hvordan jorden kom susende imod hende. Hun nåede tids nok at smide hænderne foran ansigtet, men resten af hende måtte lide den hårde lande mod jorden, og hvad end det var hun snublede over, hvor hendes fødder nu befandt sig.

"Fuck...!"

Svovlende og bandende kom hun slingrende på benene igen, og kunne til sin irritation konstatere, at faldet havde flået hendes højre knæ til blods. Irriteret vendte hun sig imod det som havde sendte hende i jorden, og spærrede så øjnene op for anden gang denne morgen. Det var en krop. En mand faktisk. Hendes øjne fangede som det andet blodpølen som langsomt lod til at vokse fra halsen af ham, hvilket fik hende til at rynke på næsen. Hun listede et enkelt skridt nærmere, velvidende at dette kunne være sket nyligt, da blodet stadigvæk strømmede, og stak så støvlesnuden imod kroppen. Med en enkelt grov bevægelse gav hun et ordentligt skub, således at kroppen forhåbentlig ville rulle om på ryggen. Dernæst trådte hun endnu et skridt nærmere, og satte sig så på hug ved siden af kroppen, imens hun forsøgte at inspicere kroppen tænkende, at fyren tydeligvis var død... for nyligt altså.

"Gross.. It's too early for this shit."

Mumlede hun irriteret for sig selv.

Han var næsten sikker på, at han var død. Nu havde han prøvet at dø før. Dog var det med håb på noget på den anden side, men han havde nu stadig en anelse om, hvordan det føltes at dø. Det var ikke specielt behageligt. Måske hvis man var et sølle menneske og døden var en naturlig ting for en, hvor man gik bort omringet af sine ynglinge, fordi ens svage krop vitterligt ikke kunne holde til livet længere. Men det her var ikke sådan en død. Chester var begyndt at føle sig udødelig, så den her død skulle aldrig have fundet sted. Og i stedet for at være omringet af dem han elskede, indså han, at der ikke var nogen personer, der faldt under den kategori. Måske udover én, men ikke en person, der havde nogen idé om det og selv i det sidste øjeblik af hans liv, kunne Chester ikke indrømme det overfor sig selv. Det var nemmere at forlade hende som en hver anden. Det gjorde det hele mindre skræmmende.
Han var altså næsten sikker på at nu var det nu. Han havde selv givet op, for der var ingen grund til at kæmpe til det sidste. Selv ikke han var stærk nok til det. Men så, lige pludselig, mærkede han noget, der ikke havde noget med hans død at gøre. Det tog ham tid at bide mærke i det, da han havde mistet følelsen i det meste af sin krop, men efter at kunne høre tumult og derefter en ed, vidste han, at der var en person med ham. Denne person rullede ham ligeså over på ryggen og siden han ingen kræfter havde i kroppen, blev han nødt til at lade hende gøre det.
For fanden. Kunne han ikke bare få lov til at dø i fred? Det var den første tanke der faldt ham ind. Mest af alt fordi han så det her som fuldstændig ydmygende. Den store, stærke arrogante vampyr som endelig var blevet slagtet og nu lå i en pøl af sit eget ækle blod - halsen var skåret over, som var han et dyr.
At personen skulle lade ham være i fred var hans første tanke. Men den varede ikke hurtigt før han indså, at det at en person var ved ham ikke nødvendigvis var en dårlig ting - denne her person kunne måske redde ham. Ikke at han skulle se hvorfor, de fleste ville elske at se en vampyr lide og dø. Men overlevelsesinstinktet tog over. Han blev nødt til at prøve.
Han tvang sig selv til at åbne øjnene. Det føltes som om en kampsten var lagt over ham og den mindste bevægelse krævede alt hans sidste energi. Han var næsten bange for at den mest simple bevægelse ville få ham til at krydse over på den anden side. Til sidst kunne han se op på personen, der havde skubbet ham over. Han kunne ikke se specielt godt, sorte pletter dækkede det meste af hans syn, men han kunne sagtens se kvindens lysnede hår og øjne. Han havde ikke tid til at undre sig over det. I stedet åbnede han munden. En hæs lyd kom ud af ham, da han prøvede at få ord ud - såret i hans hals havde gjort det næsten umuligt for ham at tale. Han troede at han ikke længere kunne føle smerte, men da han forsøgte at tale, kom det hele vældende tilbage som en flod af pine.
Til sidst fik han hvæset ét simpelt ord ud. "Help"
Hvor var det pinligt. At blive nødt til at bruge sådan et svagt ord. Men Chester var mere desperat end han nogensinde havde været før. Hans arm hævede sig en smule op fra jorden som prøvede han at få fat i kvinden foran ham. Det var det eneste han kunne gøre, før det hele blev for meget igen og alt sortnede. Han havde ikke mere energi og besvimede, før han nåede at finde ud af, om kvinden ville redde hans liv eller ej.

Efter var sikker han på, at fyren var død. Det måtte han være. Hun havde sjælendt set magen til sår, medmindre man snakkede på dyr, hvor nogen havde ønsket en hurtig død. Derfor undrede det hende også kraftigt, at blodet faktisk stadigvæk lod til at pible ganske langsomt. Der lod ikke til at være meget tilbage, men det var alligevel nok til, at hendes blik hurtigt blev opmærksom på det. En tand mere nysgerrig skuttede hun sig atter forsigtigt nærmere liget, imens hun stadigvæk sad på hug, inden hun prøvende rakte ud efter hans brystkasse. Hun stoppede dog efter et kort øjeblik lige før, at hendes fingre ramte kroppen. Hvad ønskede hun egentlig ved at røre ved kroppen? En vejrtrækning?... En puls? Hun tvivlede pludselig på, om det mon var den rette beslutning. De mange tanker der kørte rundt i hovedet på hende, samt synet af det stadigvæk løbende blod var nok egentlig hele grunden til, at hun missede det første livstegn. Emery var så optaget af blodet, at hun slet ikke opdagede åbne øjne før, at kroppen pludselig fik hostet en halvkvalt lyd ud. Hun væltede hurtigt bagud med et forskrækket bagud, da hun uden tvivl havde bedømt kroppen til at være død. Nu lå han her, stirrende på hende med et desperat blik, samt en hånd rakt i hendes retning. Hun gjorde ingen mine til at tage den, og betragtede i stedet, hvordan den drattede mod jorden og livet igen forsvandt fra hans ansigt.

Først efter, at hun var helt sikker på, at han var helt væk igen, rankede hun sig og kiggede sig hurtigt omkring. De var alene. Han var døende, og hun var virkelig ikke vild med idéen om, at det pludselig skulle være hendes ansvar. Ikke ville dømme hende, hvis de ikke vidste det. Derfor begyndte hun langsomt at bakke bagud, inden hun til sidst vendte sig om og begyndte at gå. Som hun begyndte at tage skridt for skridt væk fra kroppen mærkede hun pludselig, hvordan hendes krop forandrede sig. Mavepinen som havde startet tidligere forværrede sig nu pludselig drastisk, og hendes krop var tung og dvask. For hvert skridt var det pludselig en kamp at komme væk, og hun mærkede til sin store forfærdelse, hvordan koldsveden brød frem på hendes pande. Hun stoppede op, gispende, med en kold fornemmelse i kroppen, inden hun ganske langsomt vendte sig om imod kroppen, som hun havde efterladt bag sig. Det stod nu pludselig frygteligt klart for hende. Som en klam knude i maven, formede der sig et mønster - et billede om man ville sige - sig langsomt i hovedet på hende. Hun var døende.

"NO!"

Uvilligt trådte hun endnu et skridt længere bagud, hvilket næsten fik benene til at knække under hende. Som om distancen mellem dem og hendes uvilje imod ham overførte smerterne hurtigere. Hun kendte udmærket historierne, skrønerne og rygterne. Af ren frygt for denne dag havde hun læst og lyttet til det meste, som hun kunne komme i nærheden af. Hans liv, var hendes liv. Til dages ende. Deres dage. Undrende over endnu en ny fornemmelse kiggede hun ned mod sine hænder, som hun holdt oppe foran sig. De rystede. Ikke af døden denne gang, men af frygt. Uroen over, hvad der nu kom til at ske havde ramt hende. Men den slags hjalp ikke meget. Hendes blik vendte tilbage til kroppen, og før hun kunne nå at tænke mere over det, mærkede hun sine fødder bevæge sig igen. Efter blot sekunder stod hun atter hævet over kroppen, hjælpeløs, imens hun endnu engang kiggede sig omkring. Stadigvæk ingen væsner. Emery hvæssede frustreret, men mærkede samtidig, hvordan adrenalinen greb ind og gav hende fornyet styrke. Han måtte have hjælp. Hastigt rakte hun ned og greb fat om håndledene på ham, hvorefter hun gav sig til at trække. Som fyren lå der splattet ud i sit eget blod, virkede han umiddelbart ikke særlig stor, så vægten kom bag på hende. Alligevel blev hun stædigt ved, og med et par prust fik lykkedes det hende at få rykket ham et par meter, inden hun pludselig mærkede noget varmt imod panden. Overrasket sendte hun blikket opad, kun for at opdage, at solen var begyndt at rejse sig på himlen. Og det var ligesom først ved synet af den, at noget gik op for hende. Panisk smed hun armene fra sig, og kastede sig ned mod kroppen igen, imens hun ignorerede den fugtige fornemmelse af blodet imod hendes tøj og hud. Uden at tøve stak hun en finger i munden på fyren, og trak op, hvorefter hun med dagens 27'ende irriterende udbrud kunne konstatere, at fyren ikke bare var døende. Han var fandme død før. Det forklarede selvfølgelig hans udholdenhed og skræmmende kolde hud, men det gjorde alligevel ikke humøret meget bedre. Desperat flåede hun sin tynde jakke af skuldrene og smed den over kroppen, så den dækkede det mest udsatte, såsom armene og hovedet. Resten var heldigvis dækket med hans eget tøj. Da det var gjort, måtte hun samlet sig et kort øjeblik, før hun lukkede øjnene og mærkede den velkendte summen i ryggen, hvilket kun varede et ganske kort øjeblik før, at et par enorme vinger brød igennem huden. Udmattelsen kom bag på hende, og hun gispede ved følelsen. De havde travlt. Derfor fik hun hurtigt stablet sig på benene igen, og trods en smule vaklen, greb hun atter fat om hans arme, og denne gang med hjælp fra et par ivrigt flaksende vinger fik hun trukket ham videre. Der gik adskillige minutter med hende der i storsvedende og panisk stil fik trukket en fremmet vampyr igennem gaderne, imens hun kiggede efter bare det mindste lille hus eller kro med lys i vinduerne... men intet. Og så lige da hun var ved at give op, nærmest totalt drænet for energi, fik hun pludselig øje på en smal lille gyde, hvor lyset ikke lod til at kunne trænge ind. I hvert fald ikke før middag. Skideligeglad med, hvad der ventede dem senere, fik hun vendt kursen og trukket dem begge to ind i den knap så velduftende gyde, hvor det heldigvis lod til, at de var alene. Ikke sikker på, at fremmede blikke nødvendigvis var en særlig god idé, trak hun ham ind helt bagerst, og lagde kroppen oven på et par tomme sække, som formentlig havde været brugt til lidt mad. Da det omsider var gjort, faldt hun ned på knæ igen, denne gang af udmattelse, men brugte muligheden til at trække hendes jakke bort. Blodet var holdt op med at løbe.

"Shitshitshitshit."

Han var i sikkerhed. Han var ikke i solen. Men... såret. Såret var der stadigvæk. Hun var ingen healer som sin mor, og selv hvis det var tilfældet, så var det formentlig ikke nok. I stedet rev hun et stykke af jakken, som hun pressede imod såret, nytteløst, imens hun tænkte så det knagede. Vampyrer. De helede, ikke? De var stærke, hurtigere end de fleste, og så... drak de blod. Blod! Kroppen manglede blod. Ikke blot i form af en blodtransplantation, men i form af næring. Som hendes egen efter turen ved søen. Et kort øjeblik sad hun med sammenbidte tænder og stirrede ned på sin gyldenbrune arm, som holdt stoffet imod halsen før, at hun greb om et nærtliggende flaske, som hun smadrede imod asfalten. Da flasken så endelig var blevet skarp, valgte hun ikke at tænke over det i mange flere sekunder før, at hun i en hurtig bevægelse kørte den hen over huden på hendes underarm. Smerten var underligt mild, men da blodet begyndte at pible frem kunne hun ikke undgå at skære en grimasse. Desperat slap hun stoffet, og strakte armen over ansigtet på ham, imens hun med den anden hånd tvang munden åben i håbet om, at noget af det i det mindste ville ramme og have en eller anden form for effekt.

"This better fucking work... Wake up! Wake up, you idiot!"

Chester havde ingen forståelse for, hvad der foregik omkring ham, da han langsomt begyndte at komme til bevidstheden. Han forstod dog, at han ikke var død. Han var ikke sikker på at det ville forblive på den her måde, men lige nu var det her den bedste situation at være i. Smerten lå stadig over ham som et tungt kvælende tæppe. Det gjorde det derfor umuligt for ham at bevæge sig eller åbne sine øjne. Han måtte derfor benytte sig af sine andre sanser, hvilket var lige så besværligt, for det var som om det eneste han kunne sætte en finger på var lyden af noget stort, der slog i gennem vinden. Han havde hørt den lyd før, men lige nu havde han slet ikke energi nok til at finde ud af hvorfra.  Derudover kunne han mærke at han bevægede sig. Ikke frivilligt, han var ret sikker på at han på ingen måde havde mulighed for at bevæge sin krop efter sin vilje. Nej, han måtte blive trukket, nogle måtte have fat i ham. I alt sin forvirring havde han glemt alt om kvinden, som han havde set, lige før han besvimede, så nu begyndte han at undre sig over hvem der ville hive ham væk. Bare det ikke var Celeste, hvor ville det være pinligt, hvis hun skulle til at redde ham. Det ville han aldrig høre enden på. Det kunne også være hans dæmon-kammerat, der havde fulgt efter ham, og ville færdiggøre drabet. Eller en af de tusind andre mennesker, der hadede Chester, som ønskede at være skylden i hans død. Eller redde ham for så at kunne torturere ham. Det ville ikke komme bag på ham.
Alligevel var han ikke bange. Selv hvis det var en person, der ønskede at torturere ham, så var Chester længere væk fra døden end han lige før havde været. Desuden havde han ingen kræfter til at være bange. Han havde ikke en gang kræfter til at tænke på en måde at komme væk på. Han lod sig bare slæbe væk, omringet af mørke.
Så blev han pludselig ikke trukket længere. Chester havde ingen anelse om hvor han var henne og da han prøvede at åbne øjnene, blev han kun mere udmattet. Mørket virkede mere påtrængende nu. Måske skulle han til at dø alligevel?

Mere nåede han dog ikke at tænke over det, generelt fordi alle hans tanker var slørrede, da noget blev presset mod hans læber og tvang ham til at drikke. I starten havde han det som om han blev kvalt, men så snart duften af blod ramte hans næsebor, fik han åbnet sine læber på klem og tog godt i mod det.
Han troede aldrig han skulle være så glad for blod, og det sagde alligevel en del. Ikke nok med at det smagte absolut vidunderligt. Chester kunne nemt smage sig frem til at det var engleblod og selvfølgelig smagte alle engle godt, men der var noget helt specielt ved det her blod. Noget han ikke kunne sætte en fingre på men som fik det til at sitre gennem hele hans krop. Følelsen af blodet der trængte ned i hans hals og livskraften fra personen, der gav ham til sig, som langsomt blev overført til ham var... ja, livsvækkende, sjovt nok. Blodet begyndte at pumpe rundt i Chester, varme hans krop op og han kunne mærke hvordan hans sår lidt efter lidt helede væk. Da han begyndte at vinde sin styrke tilbage og endelig kunne bevæge sig igen, begyndte han også at drikke mere ivrigt. Hans ene hånd greb fat i armen, som var mod hans mund.
På et tidspunkt fik han dog revet sig løs, stadig med et let greb om kvindens arm. Han så ikke på hende, blot på såret ved hendes arm. Blod var om hans mund, for det var ikke ligefrem fordi han prøvede at drikke ordentligt.
”Gosh, that’s good,” mumlede han helt forpustet. Han skulle lige til at give sig til at drikke igen, uden så meget som at overveje konsekvenserne dette ville have for englen, når han stjal mere blod fra hende. Men så var armen ude fra hans hånd og væk fra hans ansigt.
”Hey!” nåede han at udbryde, fornærmet, før han brugte albuerne til at rette sig mere op og derved kunne se på kvinden. Så genkendte han hende. Hun var kvinden han havde bedt om hjælp. Med de lysende øjne og det lysende hår. Så hun havde rent faktisk besluttet sig for at redde ham. Hvad i alverden var hendes problem? Han var ret sikker på at han ikke havde gjort en selvlysende engel til sin fjende i fortiden og han var helt sikker på at han ikke havde gjort en til sin ven. Han havde ikke den bedste hukommelse, men han ville have husket en person, hvis de rent faktisk havde lyst til at redde ham. Han kunne tælle de personer på én hånd. Hvis ikke med én finger.
”And you are…?” spurgte han afventende mens han lå støttet op på sine albuer og så på hende. Han virkede mere irriteret end taknemmelig over at hun var der. Men det var nu mest fordi han stadig havde en dunkende hovedpine over at have været ved at dø, og så fordi han havde på fornemmelsen, hvem hun rent faktisk var. Man kunne vel bare håbe på noget andet. Faktisk så var Chester taknemmelig. For havde han ikke været det, havde han dræbt hende på stedet. Han manglede stadig blod til at blive helt stærk igen og så smagte hun så forrygende. Men nu måtte han vente og se hvad hun svarede.

Som hun sad der, sammensunket, i en eller anden gudsforladt gyde i Doomsville, med sit dyrebare blod løbende fra en grim flænge i armen, så tillod hun sig selv kortvarig at lade tankerne vandre. De fik hurtigt vendt det hele til underen over, hvordan en nat der var sluttet så fint kunne ende med en morgen så skidt. Solen var knapt stået op endnu, og hun havde nær allerede stillet træskoen én gang. Hun havde tal på, da hun endnu ikke var sikker på, hvilke intentioner vampyren først havde når han vågnede op sulten og forvirret. Ikke nok med, at hun skulle redde fyrens liv frem for sit eget, så skulle hun filme også holde sig på god fod med ham for ikke at blive ædt. Livet kunne rende hende et vist sted i det øjeblik. Emery sukkede tungt og lod blikket, som førhen havde spejdet imod gydens åbning, vandre tilbage mod skikkelsen på jorden. Til sin store lettelse kunne hun faktisk fysisk se, hvordan såret langsomt gav sig til at lukke sammen. Glød var der ikke meget af men hun tvivlede nu på, at den nogensinde ville returnerer til ejermandens hud. Det var så det eneste hun nogensinde ville kunne have i fred igen. Dagen. Solskind. Livet. Gud, hvor tragisk.

Det gav et lille gib i hende, da en kold hånd pludselig smækkede sig omkring hendes arm. For en stund skete der ikke mere end det, så hun mistænkte det blot for at være en slags ufrivillig reaktion fra kroppens side, da den omsider modtog noget veltrængt næring. Næring. Ordet lød forkert i hendes hoved, imens hun havde blikket fikseret imod den tykke, mørkerøde væske, men hun kunne vel ikke tillade sig at være kræsen med at dele i denne stund. Det var først da kroppen pludselig begyndte at stamme ord igen, at hun besluttede, at det var nok. Stemmen lød stadigvæk en kende rusten, men modsat tidligere ude på gaden, så havde hun nu ikke længere besvær med at tyde ord og handlinger. Specielt ikke da han pludselig forsøgte at snige sig til endnu en tår. Frastødt og en anelse nervøs ved tanken om at miste meget mere blod, da hun allerede fandt sig selv en kende svimmel, trak hun hurtigt armen til sig selv igen ved hjælp af et kraftigt ryk. Nok var han halvdød, men han var stadigvæk vampyr. Det var ikke til at sige, hvor mange kræfter der gemte sig under den blege hud. Emery holdt vagtsomt øje med alle hans bevægelser, imens vampyrerne langsomt fik skubbet sig op på albuerne. Hun gjorde ikke mine til at hjælpe ham, præcis som da han havde rakt en hånd imod hende, men holdt i stedet tæt omkring sin blødende arm i håbet om ikke at tabe alt for meget mere blod. Det flabede spørgsmål ramte hende som koldt vand, og hun havde mest af alt lyst til at stikke fyren en flad. I stedet kneb hun de hidsigt blussende øjne sammen imod ham, og svarede så med en tone koldere end hans hud.

”Not your bloody breakfast, that’s for sure!"

Med de ord fik hun lettere vraltende stablet sig selv på benene igen, inden hun dovent børstede det værste skidt af tøjet. Hun kastede et hurtigt blik ud mod gaden, da hun pludselig syntes at høre en smule liv, men vendte så blikket en sidste gang mod fyren.

”I guess you’re still hungry. Wait here.”

Uden at vente på hans svar eller reaktion, drejede hun om på hælene, og bevægede sig så hastigt ud af gyden og forsvandt ud af syne. Emery endte faktisk med at traske rundt et par minutter før, at hun fik lokaliseret lyden fra førhen. Det var en bager. Nogle af de første til at rejse sig med solen. Han bar på en halvtung sæk mel, men virkede ellers ikke særlig opmærksom på sine omgivelser, som han vraltede ned af gaden med et gab nu og da. Emery sneg sig lydløst nærmere, og først da hun stod helt op af ryggen på ham, prikkede hun hans skulder.

”Hey you...”

Da bageren forbavset snurrede omkring for at se, hvem i alverden der ville snakke på denne tid, benyttede hun sig lynhurtigt af forvirringen. Uden at lægge meget mere tanke bag det hele, fyrede hun et slag af sted, som ramte ham lige i synet. Smerten skød op igennem hendes svækkede arm, og hun bed en kraftig ed i sig, imens hun betragtede, hvordan bageren og melet faldt til jorden hurtigere end en sæk kartofler.

Et par minutter senere i gyden genlød det atter af noget tungt som blev slæbt, samt et par englevinger som baskede ivrigt. Bageren var noget tungere end vampyren, så ikke nok med, at scenen havde dækket hende halvvejs med mel, så svedte hun også som pisket. Omsider, medmindre vampyren havde flyttet sig, nåede hun hen til de bløde sække, hvorpå hun smed bageren.

”Eat and then we’ll talk… but don’t kill him. Any signs of that, and I’ll kill you again myself.”

Nu dybt udmattet over den lange nat, den begivenhedsrige morgen og blodtabet smed hun sig træt op af muren og betragtede sløvt, hvordan vampyren forhåbentlig ville tage føden til sig, med måde selvfølgelig, så han kunne blive stærk nok til, at hun ikke behøvede slæbe flere folk den dag.

”What’s your name?”

Chester kunne ikke lade være med at se overrasket på hende over hendes svar, der var lige så flabet som hans spørgsmål havde været. Hans overraskelse blev dog hurtigt erstattet med en hæs latter. Så hun kunne finde ud af at svare igen. Hvor irriterende. Det ville bestemt ikke hjælpe på hans hovedpine.
Han skulle lige til at komme med et provokerende modsvar, for Chester kunne ikke lade en engelpige få det sidste ord, men så havde hun rejst sig op og på vej væk. Chesters mund forblev åbnet, uden rigtigt at vide, hvad han skulle gøre.
"It's not as if I have any other choice," råbte han efter hende og rystede let på hovedet.
Langsomt fik han sat sig ordentligt op. Han var øm i hele hans krop. Englens blod havde måske reddet hans liv, men han havde slet ikke fået nok til at blive stærk igen. Så for nu var han svag som et menneske og fanget i en gyde indtil solen gik ned. Vidunderligt.
Mens englen var væk, havde han tid til at forstå, hvad der lige var sket. Eller havde været tæt på at ske. Han pustede ud og tog sig til hovedet med en rynket pande. Måske var det her den værste dag i hans liv. Og han havde haft nogle skoddage i sine hundrede år i Underworld. Ikke nok med at han var blevet forrådt af en af sine eneste reelle venner - af hvad han troede - og kom alt for tæt på døden, nu skulle han også døje med en engel. Formentlig resten af sit liv. Chester havde regnet sig frem til at hun var hans skytsengel. Hvorfor skulle hun ellers redde ham? Var det ikke noget med, at hvis man døde, døde sin skytsengel også? Det var næsten det værd at forsøge.

Han sad stadigvæk i sækkene, da hun kom tilbage. Med en bevidstløs mand med sig, men det var hende, som Chester havde fokus på. Endnu en latter lød fra ham, denne gang mere autentisk.
"You look even worse than me," sagde han. Det kunne sikkert have lydt som noget venskabelig drilleri, men ved Chester lød det udelukkende som provokation, "What, did you help him finish his bread, before abducting him?"
Manden blev smidt ned ved siden af Chester og han så ned på ham, studerende. Han vidste jo godt hvad englen ville ham ham til at gøre og det var ikke fordi han havde meget andet valg end at drikke fra ham. Englen havde nok ikke tænkt sig at tilbyde mere af sit blod.
Så han greb fat om manden og hev ham op - så svag Chester var nu, var han ufattelig tung, og det var frustrerende. Han skulle lige til at bide ned i ham, uden at høre på hvad englen sagde, og med planer om at tømme ham for hver en dråbe. Men så beordrede hun ham til at lade være. Skulle hun virkelig til at bestemme over ham? Chester gjorde ikke andet end at åbenlyst rulle med øjnene over hende og så sank han tænderne ned i ham. Det blev ikke gjort forsigtigt, det kunne Chester ikke finde ud af. I stedet drak han fra ham mere og mere dyrisk, som styrken kom tilbage til ham. Han smagte ikke specielt godt og slet ikke lige så godt som engleblod, men Chester kunne mærke blodet pumpe rundt inde i sig igen og hvordan hans mulighed for at knække manden med sit greb blev større og større, og det var alt han havde brug for. Han var så grebet af blodet, at han overvejede at bare slå ham ihjel. Men nu havde englen trods alt reddet hans liv og selvom Chester allerede havde besluttet sig for ikke at kunne lide hende, betød det ikke, at han ikke skulle gøre noget for hende for at gøre gengæld. Så før det blev livsfarligt for manden at miste mere blod, trak Chester tænderne ud af ham og smed ham fra sig. Han tørrede sig om munden med sit ærme men det hjalp ikke meget siden hans tøj allerede var blodigt fra hans eget blod.
"Chester," svarede han en anelse forpustet i mens han prøvede forgæves at tørre blodet af sin mund. Han gav op og vendte i stedet blikket i mod englen. "Shouldn't you know that? As my guardian angel and all."
Chester forstod ikke det med skytsengle. Han vidste bare, at hun var hans. Eller også var hun bare på vej til at blive falden men selv dette forklarede ikke hvorfor hun havde lyst til at redde en vampyr. Og ikke bare en vampyr, Chester. Chester havde gjort det meget tydeligt, at ingen skulle ønske at være god i mod ham.
"So you're my own personal angel?" spurgte han sarkastisk begejstret. For begejstret var han virkelig ikke. Han kunne ikke fordrage engle. Og at skulle have en rendende i hælende på en som pligt? Det lød forfærdeligt. "I've been wondering when you'd show up. I've already died once before, you know. Hence-"
Han lavede en gestus ned af sig selv, der var dækket til i blod og mod manden, der lå bevidstløs på jorden med et blodigt sår i halsen. Som sagt før, så vidste han ikke helt hvordan det med skytsengler fungerede og om hun kun lige havde fået ham eller om hun havde haft ham hele sit liv. Hvis det var det sidstnævnte havde hun gjort et frygtelig job.

Emery mærkede, hvordan en lille klump af fryd bredte sig i hendes bryst, da hun bemærkede hans overraskede udtryk. Alligevel kunne der ikke spores ret meget af fryden i hendes ansigt før, at hun vendte sig om at forlod ham. Hun havde trods alt stadigvæk et stykke arbejde som skulle være færdigt før, at hun kunne lave nerverne falde helt til ro igen. Ingen skulle dø den dag - ikke på hendes vagt. Derfor ignorerede hun bevist Chester's flabede kommentar, som han råbte efter hende, men lod sig i stedet fokusere på lyden af andet liv end dem selv.

Da Chester valgte at grine af hende, da hun trofast vendte tilbage med bageren på slæb, sendte hun ham et hadefuldt blik. Hvad fanden bildte han sig ind? Vampyrer var klamme, kolde, halvdøde væsner, men En-eller-anden måtte virkelig hade hende, siden hun også var blevet fanget med en af de vampyrer som selvfølgelig fandt dem selv både fantastisk overlegen og røvirriterende. Fedt. Da han så valgte at kommenterer på hende, som om hele processen faktisk havde taget timevis, fløj hun op i ret position og rettede en advarende finger imod ham. Trætheden var borte fra hendes stemme, da hun snerrede af ham.

"Why don't you shut your dickhole and eat, before I decide that you're better of half dead in some god forsaken basement... 'Kay?!"

Imens hun sad op af muren og forsøgte at samle de resterende stumper af energi, som hun tydeligvis ikke havde, holdt hun alligevel skarpt øje med ham. Bare fordi hun var træt, så betød det ikke, at han skulle have sin vilje. Gud... det var ligesom at have fået et barn. Et udødeligt, blodsugende og iskoldt barn... Emery stønnede stille, og gemte ansigtet i hænderne for en kort stund, imens hun overvejede, om man kunne tillade sig at opdrage på sin skytsperson. Med en pisk. Eller en økse. Jo, øksen lød som en god idé. En smule mere opmuntret af tanken, kørte hun hænderne tilbage over ansigtet for at fjerne det værste sved og skidt, og nåede lige at se op tids nok til at opleve, hvordan han kastede sig over den stakkels bager som et sultent dyr. Tydelig frastødt trak hun et grimasse, men sagde ellers ikke yderligere.

Der gik adskillige minutter med ham frådende over bageren, og hende skulende imod ham som en anden høg før, at han pludselig gav slip igen. Hun var godt begyndt at overveje, om han mon overhovedet ville lytte til hende, men til hendes store lettelse, så lød det til, at beskeden var sivet ind. Nu var det dog hendes tur til at rulle med øjnene.

"No, ya idiot... Oh I'm sorry! I mean 'Chester'... That's now how this shit works."

Hendes stemme var træt. Ikke blot på grund af den seneste times begivenheder, men ved tanken om, at hun var fanget med en fyr der tilsyneladende havde et yderst forskruet billede om, hvordan den slags fungerede, når hun selv kun kendte en lille del af det. Alligevel livede hun lidt op igen, da han kaldte hende sin 'personlige' engel.

"No. Just no. I'm that poor soul that has to make sure, that you don't get more hurt than necessary, but that doesn't mean I'll take care of your every need. The food thing for example? Ain't happening EVER again."

Med de ord kom hun pludselig i tanke om såret på armen, hvorfra hun løftede hånden som ellers havde fungeret som pres. Til hendes store skuffelse og lettelse, bemærkede hun, hvordan blodet stadigvæk løb, men dog knap så ivrigt som før. Hun havde tydeligvis været en kende for ivrig med flasken.

"Maybe fate decided you weren't worth saving the first time...."

Tilføjede hun tørt uden at se op på ham, da hun udmærket var klar over, hvad han snakkede om. Emery kastede et distræt blik ud mod gydeindgangen blot for at kunne bekræfte, at gaderne stadigvæk var forholdsvis tomme.

Nu truede hun ham også. Sikke noget mod hun alligevel havde sig. Dumdristig kunne man vel godt kalde hende. Tænkte hun ikke over, at hun talte til en vampyr lige nu? Rettelse; tænkte hun ikke over, at hun talte med Chester? Tydeligvis ikke. Måske vidste hun i sandheden ikke, hvem han var. Nå, han havde alligevel for travlt med at få noget blod i sig til at reagere på det. Hun fik lov til at få det sidste ord i denne omgang, lige nu var blod vigtigere, og det sagde noget, for det ville ikke være første gang, at Chester havde sagt nej til blod til fordel for at diskutere med en.
Han fik kastet manden væk fra sig og hævede øjenbrynene af englen, da hun kaldte ham idiot også. Som om det forbavsede ham men egentlig var det nogle af de lette ting hun havde sagt til ham i løbet af deres korte møde.
"How would I know? It's not like you've shown up before to teach me any of it," svarede han henkastet som om han ikke vidste, at det var ren provokation at sige sådan noget. Han valgte ikke at tilføje, at han nok ikke ville have lært noget alligevel, fordi han sikkert ikke ville have lyttet til hende.
Hun blev ikke glad for Chester anmodning om en personlig engel. Det vidste han egentlig godt. Engle ville hade at skulle tjene et mørkets væsen. Englepigen måtte virkelig hade at skulle ham som skytsperson. Det gjorde hele situationen lidt bedre for Chester.
"Poor soul? What about me?" sagde han overdrevet fornærmet til en grad hvor det lød sarkastisk, "I'm stuck with an angel for eternity and can't even make a butler out of her. If you won't satisfy me, then what good are you for? Besides keeping me alive, I guess..."
Noget gik op for ham. Dette kunne ses på hans blik og hvordan hans smil ændrede sig til let adskilte læber.
"An extra level of immortality," sagde han overvejende. Ikke nok med at han ikke kunne dø af alderdom - nu havde han også en engel der gjorde at han ikke kunne blive dræbt. Det lød da ikke så slemt igen. Han var sådan set uovervindelig. Indtil hun døde selvfølgelig.

Hendes sidste svar var prikken over i'et for Chester og han så på hendes med et glimt i øjet, som var en blanding af fascination og irritation. Efter nogle sekunders stilhed, hvor han havde betragtede hende, pegede han en finger i mod hende.
"You're feisty," sagde han med et smil. Dette var dog ikke nogen kompliment. Han tænkte det mere som en lille hund, der troede den var stor og gøede af alle der kom forbi. Det så han, når han så på hende.
"But remember," sagde han og rejste sig op med nemhed. Han havde fået næsten alt sin styrke igen. Han holdt en kunsterisk pause for at baske snavs af hans allerede fuldstændig ødelagte tøj for så at vende sig i mod Emery med et skævt smil. "I can kill you. Not the other way around"
Så meget vidste han trods alt om skytsengle. Døde han, døde de. Så medmindre hun var selvmordsvillig, hvilket hun tydeligvis ikke var, siden hun reddedde ham til at starte med, ville hun nok forsøge at holde ham i live. Men han behøvede ikke at tænke i de baner for nu. Derimod var det ikke skidt at have en engel tvunget på sin side.
"But," sagde han derfor i en udånding i mens han strakte sig op i mod himlen "I think I'm going to enjoy my extra level of immortality for now instead."
Han skulle lige til at gå, han nåede endda at tage et skridt, da han indså noget. Solen var lige stået op. Der var lys lige udenfor gyden. Han kunne på ingen måde komme ud uden at brænde op.
"Dammit," mumlede han. Hvor hadede han solrige dage.

Havde Emery kunne høre Chesters tanker, så havde hun for en gangs skyld formentlig ikke sagt ham imod. Dumdristig var nemlig et ord, som hun ikke var helt ufamiliær med. De gamle kragemødre, hvis dumme unger hendes mor havde tvunget hende til at socialiserer med som lille, havde ikke været langsomme til at opfatte, at Emery ikke var helt ligesom de andre. Hvor de få andre englebørn i gruppen havde leget pænt og snakket med hinanden i rolige toner, så havde hun oftest set sit snit til at stikke af på sine egne eventyr. Dumdristig. Voldsom. Grov. Utilregnelig. Forkert. Ord var der nok af, og selvom hendes stakkels mor gjorde alt for at holde hende i skak, så skete det nu og da, at Emery overhørte dem snakke. I starten betød det ikke så meget, da det bare var dumme, gamle mennesker som snakkede. Men til sidst begyndte de at sætte sig. Som små fluer der aldrig helt forsvandt, selvom man forsøgte at vifte dem bort. Så hun havde bare lært at leve med… det. Med dem. Med vreden.

Tilbage til virkeligheden sukkede Emery blot tungt af hans næste kommentar, og ignorerede stædigt det overdrevent forbavsede blik han sendte hende.

”Just listen, will ya?! I’m not your bloody butler, and I’m certainly not your freaking mother! I’m your guardian. It’s not my job to teach you. It’s my job to make sure you don’t die, so I don't die, which is the only explanation to all of… this.”

Det sidste blev sagt med en løs hånd der forsøgte at signalerer imod, hvad der egentlig foregik i gyden, selvom det var en kende åbenlyst for dem begge to. Imens Chester lod til at gå over i noget der mindede om en form for rablende enetale, hvor det hurtigt blev tydeligt for hende, at han bestemt havde fået mere end rigeligt blod, fik hun ganske langsomt skrabet sig op på benene igen, hvor hun stod vaklende et øjeblik, inden hun fik rettet et strengt blik imod Chester, som stadigvæk befandt sig på jorden.

”Well boohoo. Suck it up, trash boy. You should consider me even still being here a gift from gods. Not some sort of trump card!”

Emery betragtede vagtsomt, hvordan gode idéer pludselig lod til at flyve igennem hovedet på vampyren, som lod til at være blevet frisk hurtigere end turde have håbet. Ikke nok med, at han pludselig rettede en finger imod hende, så lod benene også til at fungere igen. Før hun overhovedet kunne nå mere end at træde et skridt væk langs væggen, så stod han oppe foran hende igen. Hun brød sig bestemt ikke om hans smil. Hans fremtoning. Hans tone og hans ord. Faktisk brød hun sig slet ikke om ham. Synet på gaden, smurt ind i blod og mere eller mindre død virkede pludselig en smule mere tiltalende, selvom det vist var en chance som hun havde misset for et par slurke blod siden.

”Sacrifices can be made… for the greater good of all.”

Hendes svar kom hurtigt, men desværre ikke helt med den styrke og selvtillid hun havde håbet lå bag. For jo, hun var skam glad for at leve, selvom livet var noget lort 98% af tiden, men hvis det kom til stykket, hvor der virkelig kom et ultimatum, så håbede hun inderligt, at styrken var der til at tage valget. Da Chester gav sig til at snakke videre om udødelighedstingen, betragtede hun ham blot mut, men så til sin egen store forbavselse, hvordan noget gik op for ham. Solen. Synet frembragte et sjælendt smil på hendes blege ansigt, og hun så hurtigt sit snit til at tage føringen og afslutte det her frygtelige øjeblik.

”Hah! Guess you’ll have to wait with that… But I’m done with this crap. With your crap to be specific.”

Med de resterende kræfter tilbage i kroppen, samlede hun sig selv fra væggen, og spankulerede derefter forbi Chester uden at uden ham et blik, indtil hun nåede enden at gyden, hvor hun placerede sig i en tynd stribe af det tidlige morgenlys.

”I’m out of here. Have fun waiting.”

Med de få næstesidste ord, foldede hun de stærke, hvide vinger ud igen, hvis styrke sendte et sus igennem gyden, hvilket fik enkelte løse blade og andet skrald til at hvirvle op omkring Chester. Stadigvæk uden at se på ham, drejede hun ansigtet blot en kende, så hun ikke var i tvivl om, at han forstod hende trods den stærke hørelse.

”The name is Emery by the way.”

Og så var hun af sted. Med få kraftige vingeslag, steg hun hurtigt til vejrs, og med ny vundet energi fra den svalende morgenluft der næsten skyllede alle bekymringerne bort, gled hun ubesværet igennem luften og forsvandt længere ud mod horisonten uden den mindste overvejelse om at se sig tilbage.

//Out <3