Three is a magic number - Chester & Micah (XxX)

Sted: Rotten Root distriktet i Doomsville.  
Tid: Meget sent på aftnen
Vejr: en smule diset og overskyet samt en smule køligt
Omgivelser: Gyder og som sådan ikke nogen folk

Rækkefølge:
@Vetis
@Micah
@Chester

Der var blod i luften... så meget var sikkert. Gaderne lå dødstille hen i Rotten Root distriktet i Doomsville. Denne aften var enlig ikke udover det sædvanlige men de fleste indbyggere vidste dog bedre. Det var trods alt ikke det fineste kvarter og alt kunne ske for hvem som helst. Der var ingen som kunne bide sig sikre. Alt var heller ikke som det altid så ud til, og der var ikke nogen som gad være offer for den forståelse. Især ikke når det var at det kunne komme til at koste dem livet. Det havde allerede kostet én mand livet i aften.
Lidt gemt væk fra gaderne, i en ellers så fredfyldt gyde lå en mand udspredt på gadens brosten. Rundt om ham lå en kaskade af friskt blod. Han var dækket af rifter og sår efter kamp. Hans øjne var fuldt ud åbne og hans ansigt malet i en skrækfuld og horribel grimasse. Hans mund var åbent i et sidste skrig inden at døden havde indtruffet. En noget grusom død som var opstået af at baghovedet af hans hoved samtlige gange var blevet slået hårdt ned i brostenene. Meget hårdt endda... næsten med en umenneskelig styrke, som havde knækket hjerneskallen. Hjernemassen lå nu spredt omkring hans hoved i en blodig masse. Maven... tja, den var også gradvist blevet sprættet op, som en fisk, kort tid efter at døden var indtruffet. Indvoldene lå så dermed også en smule spredt ud over mandens mave. Det var et horribelt syn som kunne få det til at vende sig i maven på nok de fleste mennesker.

Godt tilfreds og smilende sad en hvidhåret man på toppen af den massakrerede mands mave. Han var smurt, fra næsten top til tå, i den døde mands blod. Det var knap og nap muligt at se at han overhovedet var hvidhåret. Manden havde nemlig tidligere ramt en blodåre i den døde mands hals, og var blevet godt og grundigt sprøjtet til. Ikke at det havde gjort ham spurgt. Det havde heller ikke gjort noget af noget at hans tøj var blevet revet itu, og at han havde fået flere slag. Han havde endda også nogle røde håndmærker om halsen fra da manden havde prøvet at tage kvælertag på ham. Han havde simpelthen bare tilladt det hele. Al smerten... han havde trods alt søgt den. Den døde mand havde været et let offer for Vetis' galskab. Han var kommet gående igennem gaderne med sin makker. De havde bare været nogle gemene tyve, som havde gået og troet at de var nogen. Vetis havde spillet det nemme offer og havde lavet dem gøre med ham hvad de ville. Det var lige indtil at adrenalinen var nået sit højdepunkt, og de skulle til at gøre det af med Vetis, at han havde spillet sine egne kort. Før de overhovedet havde vidst hvad der skete, var det for sent at gøre noget som helst. Vetis havde hurtigt overmandet dem, også havde det været hans tur til at gøre med dem hvad han lystede.
Den ene mand, den mindste af dem havde Vetis brækket benene på samt kæben. Den anden havde han taget sig lidt bedre tid med. Vetis havde plaget og tortureret ham til hans eget hjerte havde været fyldt med fryd og lyst. Manden havde skreget som et stukket svin, et skrig som havde villet kunne høres langvejsfra. Der var dog ingen som var dumme nok til at komme ham til undsætning, medmindre de havde ønsket at lide samme skæbne. Efter at Vetis havde fået nok af ham, havde han endt hans miserable liv ved at åbne hjerneskallen på ham… midt ude på brostenene.
Den anden som stadigvæk var i live havde været bevidstløs i noget tid, men han havde overværet det meste af det brutale mord af hans ven. Ikke at han havde, kunne gøre noget. End ikke det at stikke af eller skrige, havde han været i stand til. Det havde Vetis selvfølgelig sørget for ved tidligere at inkapasitere ham med nogen brækkede ben og en brækket kæbe. Det var trods alt langt fra første gang at Vetis havde gjort noget som dette. Han var en lystjæger og dette var en af hans yngling hobbies. Der var næsten ikke noget som slog det... det skulle så lige være en god omgang sex, men det fik han nok ikke noget af med disse to. Ikke når det meste af den døde mands blod lå ud over det hele…
Ærgerligt for han var ellers godt trængende over sådan en omgang her, at selv et lig og en halvdød mand havde kunnet friste.

Siddende på manden betragtede Vetis hans døde ansigt. Han smilede djævelsk og aede mandens nu kolde kind. Vetis så noget så underligt idyllisk ud sådan som han sad der på ham. Hans sorte trøje var itureven og faldt ned og blottede hans ene skulder. Hans blodige hår, som han tidligere havde sat så fint op, indrammede hans ansigt og var med til at male blodige streger i ansigtet på ham. Vetis var helt varm efter strabadserne og på grund af aftenens kølige dis kunne man se varmen fra Vetis' krop. Hans åndedræt var også tydeligt og kom ud som små skyer.
Vetis nød at det var køligt og kiggede op mod himlen for derefter at lukke øjnene og tage en dyb indånding. Han følte sig så i live sådan som han sad lige nu. Endorfinerne og adrenalinen flød i hans krop i bølger og skabte kemiske reaktioner som aldrig før. Det var euforisk. Dog... der manglede mere... han var ikke høj nok endnu. Han ville have mere.

Han kiggede ned på den døde mand og placerede sine tommelfingrer på hans øjne. De var våde og slibrige. Hans øjne lignede dem som tilhørte svin... og stille begyndte han at ligge mere og mere pres på sine fingrer. Det var sjovt sådan som hans fingrer, sank ned i øjnene på ham, og ingen længe sprang de under presset. Noget af safterne sprang i ansigtet på Vetis, men han grinede bare af det og pressede sine fingrer længere og længere ned i kraniet. Det var en sjov og fed fornemmelse. Det morede ham dog kun for en meget kort stund. Det var stadigvæk ikke nok... Vetis kiggede nu over på den anden mand som stadigvæk var i live. Han peb som en i helvede og så ikke ud til at han kunne rive sit blik væk fra Vetis. Han øjne var rødskudt at tårer og blodet strømmede stadigvæk fra hans kæbe som hang slapt. Hans ansigt var også ved at blive godt og grundigt blåt og gult omkring de steder hvorved Vetis havde slået ham. Hans ben var stadigvæk lige uduelige og hans bukser var møget til af mandens eget pis og afføring. Vetis, som havde fanget hans blik nu, smilede djævelsk til ham inden at han slikkede sin hånd. Aftnen var skam ikke omme endnu, og han kunne sagtens finde på noget mere at lave.

Micah var egentligt ude på en af sine mange og meget typiske aften ture. Det var ikke usædvanligt at han endte med at gå fra det distrikt han boede i - Angerforge - ned til Rotten Root. Han var trods alt, dengang han havde været menneske, brugt en del af sine første leveår i disse gader, inden han var blevet solgt som slave til højestbydende for igen og igen at blive solgt videre, indtil hans skaber havde købt ham, og forvandlet ham. Han vidste stadig ikke helt hvorfor Marcus havde valgt at forvandle ham dengang, men han var vel egentligt meget taknemmelig for at han havde gjort det-Micah havde trods alt nydt sit liv som et af nattens væsner meget mere end han nogensinde havde nydt så meget som en enkelt dag af sit liv som et sølle menneske.

Derfor var distriktet her både et minde for ham om hvor lavt han havde været i fødekæden, og en påmindelse om hvor langt han var nået, nu. Men det var også et sted hvor det var nemt at finde bytte, da ingen bekymrede sig om hvor mange der døde i slummet. Ingen autoritet der ledte efter mordere i det laveste samfundslag, da alle her blot blev set på som snyltere af samfundet, nogen det alligevel kun var godt man kom af med da de kun var en klods om benet. Og når han så samtidig kunne få mad ud af dem, så gjorde han vel egentligt samfundet en tjeneste ved at dræbe dem? Sådan så han i al fald selv på det.

Og det var netop som han gik rundt her med alle de tanker, på udkig efter et nyt bytte, at han standsede op - da han både hørte enden af et halvkvalt skrig, og samtidig opfangede lugten af blod i luften. Han stod kort og overvejede - undersøge hvad der tydeligtvis var en anden der havde gang i noget sjov, eller leder efter eget bytte? Hmm. Han vejrede sine muligheder i godt og vel tyve sekunder, før han trak på skuldrene og drejede i den retning lyden og lugten var kommet fra. Han var alligevel ikke rivende sulten, han kunne godt vente til næste nat hvis det skulle blive nødvendigt. Han gik blot i et helt normalt, roligt tempo, tættere og tættere på stedet - lugten af blodet blev kun kraftigere jo tættere på han kom, og da han endelig rundede hjørnet til gyden, så han jo så hvorfor.

Mange andre ville være løbet skrigende bort ved synet af alt det blod, og manden i midten af det hele, som der tydeligtvis morede sig med hvad han havde bedrevet her. Men nu var Micah jo ikke som de fleste andre. Han lukkede kort øjnene, men ikke fordi han ikke kunne klare synet - nej, det var for at tage en lang, dyb indånding, virkelig værdsætte den utroligt dejlige lugt af al blodet, der hang i luften. Det var lige så hans tænder løb i vand... Da han åbnedeøjnene igen så han på manden der var centrum for det hele, komplet sølet ind i blod. Blodet trak skam intet fra hans udseende - og under alt blodet, syntes Micah også at genkende lugten af manden - af hans race, i al fald. Jo, den var god nok, det var skam en dæmon der havde hygget sig her. Et skævt smil trak op i vampyrens ene mundvige, som han roligt trådte tættere på, mens den fremmede slikkede på sin blodige hånd. "I see I'm not the only one who's been looking for some great fun this evening..." sagde Micah så blot, de intenst blå øjne fokuseret på dæmonen foran ham.

// Outfit

Chester var ikke typen til at få venner. Måske var det hans arrogance eller måske var det hans lyst efter at få andre til at lide. Det kunne vel være, hvad som helst, der gjorde, at han skabte flere fjender end venner. Dette havde han det egentlig også fint med. Hvem havde brug for venner? De var bare en belastning. Venner betød ansvar. Det betød, at man skulle tænke på andre personer og skulle dedikere sin tid til dem. Det betød at de forventede noget af én. Det havde Chester allerede nok af med Celeste.
Desuden var det eneste sted, hvor Chester egentlig fik venner, var når han var ude at jage. Han vidste ikke helt hvorfor, fordi han fortrak selv at jage alene, men ofte endte han med at støde på nogen, der var lige så sadistisk som ham, og et venskab ville spire i mellem dem. Nu havde Chester bare lært konsekvensen af det - minus plus minus gav altså ikke plus. Man skulle ikke blive venner med nogle lige så skøre som en selv og ikke forvente at det ville give bagslag.
Chester var nemlig blevet myrdet. Eller forsøgt myrdet. På mirakuløs vis reddede hans skytsengel, som han ikke vidste han havde, ham. Så næsten hellere dø end at blive reddet af en rapkæftet englepige men nu var han her i det mindste. Den person, der havde ønsket ham død, var hans dæmonven, som han netop havde mødt på jagt. Blot fordi Chester var ved at dræbe den menneskekvinden, dæmonvennen var forelsket i, som Chester til sit forsvar ikke vidste var hende. Så han angreb vampyren og tvang ham til at flygte, døende. Så meget for venskab.

Så Chester havde egentlig besluttet sig for, at han fra nu af ville jage alene. Ingen mordervenner, ingen venner generelt. Det var simpelthen til for meget besvær. Den sidste havde efterladt ham med en irriterende engel rendende i hælene på ham. Men som han kom gående ned af Rotten Root Districts gader, som pludselig blev fuldt af skrig, der lød som sød musik i hans øre, var det næsten uimodståelig ikke at undersøge det. Og nu var Chester ikke kendt for sin viljestyrke, hvilket betød, at han ikke en gang fik tænkt situationen i gennem, før han bevægede sig i mod lyden. Som han nærmede sig, ramte duften af blod også hans næsebor, og så vidste han, at han blev nødt til at se, hvad der foregik. Tørsten trængte sig på - han havde ikke fået plejet sine behov ordentligt efter mordforsøget. Dette var hans første ordentligt jagetur efter det, hvilket betød, at han havde planer om at tomme hele gader for blod. Nu måtte det blive hvem end han stødte på, som blev tømt. For Chester havde ikke tænkt det som en anden var på jagt. Det var ikke derfor han undersøgte det. Det var ikke det, der fangede hans interesse. Det var tanken om, at der var en person, som led, og muligvis håbede på at blive reddet. Og så kunne Chester komme og ende den persons liv og forværre de sidste sekunder af den. Det var lige, hvad han havde brug for det.

Han kom fra den anden ende af gyden. Gående i et roligt tempo med hænderne i lommerne, klar til at smage den velduftende blod, der fyldte den ellers ækle luft. Da han så nåede hen til stedet, hvor det hele fandt sted, standsede han op, brat. Hans smil forsvandt og han så forvirret på scenariet, der udspillede foran ham. Først på den ene vampyr, så hen på den lidende pivende mand og til sidst hen på liget og dæmonen på ham, begge malet til i blod. Ikke at Chester var bange for, hvad han så. Dette var ikke ligefrem hverdagsscenarie for ham men det var bestemt ikke noget til at skræmme ham væk. Nok nærmere tiltrække ham. Hvis ikke det var fordi han havde svoret for sig selv at jage alene ligemeget hvad.
Han overvejede kort situationen, hvilket kunne ses på hans flakkende blik. Men så kom han frem til den konklusion at han hele tiden brød løfter, så hvorfor ikke bryde denne her.
Et stort smil voksede frem på hans læber, hvilket afslørede hans fine hugtænder. Hænderne kom op af lommerne for at slå ud med dem i velkommende manér, som mødte han en gammel ven. Eller to gamle venner.
"Oh, hello" udbrød han med positiv overraskelse, "And good evening. What's.."
Han traskede hen og puffede med sin fod til manden, der stadig var i live - synd for ham, men sjov for dem - han så op på ham med fuldstændig skræk i hans fugtige øjne. Hvor havde han savnet det blik.
"What's happening here?" sagde han og så fra vampyren til dæmonen, da han virkede til at være den der havde stået for alt kaosset at dømme fra hans blod. Chesters smil havde en lille snert af drenget uskyldighed ved sig - noget som alle der kendte ham vidste var en stor løgn.

Vetis kiggede stadigvæk over på manden som stadigvæk var i live imens han slikkede noget at blodet fra hans hånd af sig. Det ville tage en evighed at få alt blodet af sig igen, men det var han som sådan set ligeglad med. Tøjet havde han alligevel bare med at smide fra sig i stedet for at gøre det rent eller prøve at redde det. Det var simpelthen for åndssvagt. Så var det nemmere bare at erhverve sig noget nyt. Enten ved at stjæle det eller købe sig noget nyt. Alt i alt var tøj ham ligegyldigt... han tilbragte alligevel en hel del tid nøgen. Han elsker friheden ved det og det var også bare nemmere når nu han var det som han var... altså, når han skulle have et måltid eller lidt sjovt var det sku nemmere at være nøgen for nemmere at komme til. Ikke at tøj ikke kunne have sine fordele ved at lade ene egen tanker om hvad der mon gemte sig bag andres klæder. De kunne være forførende og ret så pirrende... det var da noget som han selv brugte som våben til tider. Tøj kunne kreere en person og være med til at skabe et billede. På den måde var det ret så brugbart og nyttigt igen... så han bare tøj, men bare ingen underklæder. Det gad han simpelthen ikke. Gav ingen mening også var det også bare ubehageligt. Han kørte en hånd igennem håret før han skulle til at rejse sig og gå hen imod den pibende mand... da han hørte fodtrin nærme sig. Så siddende forblev han imens han drejede hovedet imod hans ny-ankommende gæst til hans gerningssted. De måtte have fulgt lyden... eller måske lugten? I alt fald skulle Vetis lige se an med hvem han havde med at gøre. På sin vis var han spændt over hvem det var. Nu havde han jo siddet her og ønsket sig noget mere at lave siden at blodet og adrenalinen stadigvæk pumpede løs i hans krop. Han var stadigvæk høj over hans blodbad og men kunne sagtens trænge til noget mere. Altid noget mere...

Manden virkede i alt fald ikke så forskrækket over scenen som nok de fleste ville have været. Nej, tværtimod. Med den indånding der virkede det nærmest som om at han nød det. Vetis kunne ikke lade være med at smile. Dette kunne trods alt være en ligesindet med dette angående. Sådan nogen var altid sjove... eller også var de mere problemer end de var værd, men det var ikke det som Vetis tænkte lige nu. Det var han ikke i humør til. Han var i humør til så meget andet. Så Vetis rykkede sig ikke ude af flækken da manden valgte at træde nærmere og forsat smilede.
"Fun? Well, this was, but an appetizer for real fun..." sagde han djævelsk og gav en skråt smil til manden. Det var så meget mere som var så meget bedre... så mange ting som Vetis kunne komme i tanke om, men det var ikke lige altid noget som var muligt. Især ikke når han kun havde fået fingrer i nogen kedelige mennesker. Det havde da været underholdende, ingen tvivl om det, men det var ikke nok til at holde ham høj i flere timer... eller resten af aftnen. Denne mand havde dog en stemning om sig... et blik som Vetis skam selv genkendte. "But, fun is indeed what I'm looking for and for some reason fun always seem to find me," sagde han forførende og satte ret op drejet mod manden så han kunne få et bedre kig på Vetis. Om han så kunne lide hvad han så... var Vetis faktisk ikke så meget i tvivl om. Især ikke når nu han var smurt ind i nok den fremmede mands favorit substans, nemlig blod. Vetis havde nemlig godt skue de hugtænder idet han havde talt. Det var noget som man hurtigt lagede mærke til når nu man var så bekendt med den race igennem mange år. De var nogen hyggelige nogen og Vetis foretrak faktisk for det meste vampyrers selskab da de virkede til at have samme interesser som han selv... og så var han også lidt en sucker for at blive bidt. Der var noget erotisk og pirrende... for ikke at nævne ophidsende over det. Alt i alt kunne han godt lide deres selskab især også når nu de var så stærke og ikke altid til at regne med. De kunne være lige så stærke som de var smukke. Det var det smukke i det. Alt i livet kunne sådan set slå en ihjel men det var uvisheden om hvad som havde størst mulighed for det.

Inden Vetis fik udspurgt manden yderligere virkede det til at en anden var på sporet af dem. Det så ud til at Vetis fik hvad han ønskede sig da endnu en fremmed mand dukkede op i gyden. Aftnen så i alt fald ud til at blive mere interessant nu. Han virkede helt nonchalant sådan som han stile var kommet slentrende hen til dem og ikke virkede videre overrasket, måske en smule forvirret, over blodbadet. Endnu en mørkets væsen? Kunne man virkelig være så heldig? Det løb i alt lækkert ned af nakken på ham. Mest af alt fordi begge mænd skam var en fryd for øjet. Han kunne dermed ikke lade være med at bide sig lidt i læben. Denne mand lignede i alt fald ikke én som skulle til at stikke halen imellem benene efter at have nærstuderet scenen og han lignede da heller ikke én som skulle til at angribe... det var i alt fald ikke samme situation som med den irriterende, men dog underholdende, køter som han fik solgt. Se, det havde også været sjovt.
Det så ud til at manden tænkte kort inden at han nåede til en form for beslutning. Vetis blev siddende hvor han var og holdt øje med begge vampyrer. De virkede begge to imødekommende og interesseret ikke at det altid var et godt tegn, men i mange tilfælde var det når det angik disse situationer. Havde de villet angribe havde de vel gjort det for længst når chancen bød sig. Vetis sad trods alt ned hvilket ikke spillede til hans fordel. Eller det gjorde det når man vidste hvad man skulle gøre. Vetis havde skam kravlet rundt på jorden for stadigvæk at nedlægge sine fjender. Det også meget andet som han gjorde på alle fire.
"Why hello there handsome one and two... I'm so terribly sorry..." sagde han med en falsk undskyldende tone. Derefter drejede han sig oven på mandens lig så han havde front mod de to mænd. Han krydsede benene og hvilede sin hænder bagud på manden.
"Here I am having all the fun when I've left nothing but scraps for you. Mama always told me to share, but it seems that this time I might've been bad..." sagde han igen med samme tone, men helt klart med humør og flirt bag det. De fleste synes nok ikke at det var særlig vel anset at flirte i sådan en situation og vis disse mænd ikke brød sig om det var der vel ikke noget at gøre ved det... men, Vetis kunne ikke være mere ligeglad. Han elskede at flirte i sådan nogen situationer og mere end hvad man skulle tro så lykkes det faktisk for ham. Han gravede sine negle en smule ned i den døde mand af spænding. Nu var det trods alt om at se om hvordan de begge ville reagere. De havde i alt fald reageret til hans egen fordel indtil videre. Mon ikke det ville fortsætte? Det var i alt fald en mulighed. En mulighed som nok skulle underholde Vetis på flere områder igennem denne aften og holde ham kørende til næste morgen... hvis han ellers var heldig i aften.

Det at dæmonen ikke rykkede sig en tomme, tog han kun som et godt tegn. Det var enten tegn på selvtillid og komplet mangel på frygt, eller blot tegn på at han allerede havde mærket at Micah absolut ikke havde i sinde at gøre ham ondt, tværtimod  - det her var noget han hjertens gerne ville være en del af. Eller også var det en kombination af begge. Det var i alt fald tydeligt at dæmonen nød hvad han havde lavet her, for selvom hjerteslaget han kunne høre fra ham var hurtigt, så var det absolut ikke panisk, som det han kunne høre fra den stadig levende mand der var henne ved den ene væg. Nej… Det var af glæde, af ekstase, at dæmonens hjerte slog det hurtigere end normen. Micah’s smil blev da også blot lidt større som han hørte mandens svar, og så hans smil. Det var virkelig en jackpot han havde ramt ved at følge sin næse her, var det ikke? Når han havde fundet ikke kun dette dejlige blodbad, men også dæmonen der var skyld i det, en ligesindet… Og en af de utroligt flotte incubi. Kunne natten blive bedre?

Han trådte fortsat tættere på, men små, rolige skridt, og standsede nok ikke mere end halvanden meter væk fra manden der stadig sad oven på liget. “Well… If I had to take a guess from the lovely work you’ve done, here… I’m thinking our definitions of fun match up pretty well… And perhaps in more than one regard.” han tilføjede det sidste som han åbenlyst lod sine øjne glide over mandens flotte krop, godt sølet ind i blodet… Som der da absolut ikke trak noget fra hans skønhed. Der var da også et let flirtende blik i de blå øjne som de fandt dæmonens igen, og han lod let legende sin tunge glide over den ene hugtand, der nu var i sin fulde længde. Ingen grund til at prøve at skjule dem som han normalt gjorde, når han nu trods alt var sammen med et andet af mørkets væsner.

Men snart herefter opfangede han da også lyden af skridt der nærmede sig, og han så op lige idet manden rundede hjørnet. Han nåede kun at nå et par skridt før at genkendelsen også ramte Micah. Når man nu selv var vampyr var tegnene alt for nemme at genkende - selv under duften af blodet kunne han lugte den der bestemte lugt de alle bar over sig, lidt som gammelt, dødt blod.hvilket vel også var logisk nok, nu de teknisk set var døde. Det og den blege hud… Og selvfølgelig, tænderne der kunne ses så snart manden smilede og spredte armene i en velkommende gestus ikke langt fra hvad man startede med før man gik hen for at kramme en god ven. Ikke at Micah selv på nuværende tidspunkt havde nogen han decideret ville kalde sine venner. Han havde sine klienter, nogle få samarbejdspartnere, og hans slaver… Men det var vist også det. Måske kunne det være denne nat ville ændre på det faktum? Det lod da i alt fald til, at dømme ud fra at manden her nu var samme race som ham selv og IKKE en af dem der lod til at afsky hvad de var - for helt ærligt, ville en der ikke kunne lide den blodhungrende del af sig selv, komme til så blodigt et sted? Nej, vel?

“Well… I think this little demon had quite some fun right before we arrived here…” svarede han så den anden vampyr, før hans læber igen bøjede i et skævt smil, som han så tilbage på den pågældende incubus. Hans øjne gled lettere sultent over mandens former atter en gang, som han repositionerede sig selv ovenpå liget - både på grund af hans udseende, men også grundet alt det dejlige blod, der blot prikkede lidt ekstra til hans hunger. Det kunne godt være det alligevel skulle være i aften han skulle sørge for at få fat i noget. Hvem vidste, det kunne da være de to var interesseret i at tage på en jagt sammen. To vampyrer og en dæmon? Al den skade de ville kunne forvolde. Alle de skrig. Alt det dejlige blod. Det var lige så det sitrede i fingrene efter at komme igang, hvis blot de var med på den, selvfølgelig. hvis ikke? Så var de vel lidt lyseslukkere, i al fald i forhold til det førstehåndsindtryk han allerede havde fået af dem. At de var ligesindede.

“Hmm… Maybe a little,” svarede han så dæmonen, som han lagde hovedet let på skrå. “But it was an effective lure, I gotta hand it to you… All of this blood, and then such a beautiful being in the midst of it all? You’ve made a living artwork out of yourself, if you don’t mind me saying so…” han smilede stadig som han kort så dæmonen i øjnene, før hans øjne gled tilbage til den anden vampyr. “Don’t you think so, too? Or am I the only one getting hungry, here?” ud fra tonefaldet i hans stemme var det nok umådeligt tydeligt at han mente det med begge de betydninger ordet nu kunne have i lige denne situation.

Havde Chester forventet at møde disse to mørkets væsener? Bestemt ikke. Havde han forventet masser af blod? Helt sikkert. Han havde bare forventet, at han helt alene ville være skyld i det. Han havde ikke været på rigtigt jagt længe, sådan set ikke siden hans nærdødsoplevelse, og han havde brug for at miste kontrol. Eller miste kontrol var vist ikke det rigtige ord, for Chester skulle altid være i kontrol, men han havde brug for at gå amok. Han kunne nu sagtens gå ud og slå ihjel alene, det havde han gjort utallige gange i sin levetid, og stadig have sig en sjov aften. Men efter hans nærddødsoplevelse havde han bare ikke haft lyst. Han havde vel mistet gnisten for det. Det var den som han var ude på at finde igen, han ville ikke tage hjem, før han havde fundet den. Måske, med hjælp fra disse to nye mænd, kunne han få den tilbage.
Dæmonen talte og Chester kunne nemt høre de seksuelle undertoner i hans stemme. Det kunne alle, der havde den mindste erfaring nok. Det var ikke fordi han gjorde noget for at gemme det. Dette skræmte dog heller ikke Chester væk, faktisk greb det ham kun endnu mere. Han hævede øjenbrynene med et skævt smil som reaktion og skævede hen mod vampyren for at se, hvad han tænkte om det (Her) . Ville det bare være ham og dæmonen eller ville de alle tre være med til det? Det ville Chester ikke klage over. Ikke at han vidste, hvor det ville gå hen, men fik han sin vilje, havde han et ret klar idé om det. De var jo to attraktive mænd. To tydeligvis sindssyge, morderiske mænd, men det gjorde dem kun mere attraktive for Chester. Man kunne vil sige, at han havde sig en type. Hvilket bestemt ikke var godt, siden det var sådan en type, der endte med at næsten få ham dræbt for ikke særlig lang tid siden. Måske var det her ikke en speciel god idé. Han kendte intet til de to mænd, andet end at de elskede at slå ihjel, og selvom det var et attraktiv personlighedstræk, hvis man spurgte Chester, så var det også farligt. Ja, det var måske en dårlig idé, men Chester var for grebet af den til at tænke yderligere over det.

"I'm starving, actually," svarede han derfor vampyren og sendte ham et af sine charmerende smil, der også formåede at vise hans hugtænder frem.
Dette var også rigtigt. Han havde ikke været god nok til at tage sig af sig selv, og nu kunne han mærke hvordan hele hans krop hungrede efter det blod dæmonen var smurt ind i. Normalt var han til frisk blod, til selv at kunne tvinge det ud af sine ofre, før han drak det. Men nu var der også sådan en flot mand dækket ind i blodet, at det kun gjorde det dét mere interesant.
"Actually..." startede han ud, efter et sekunds tænkepause. Som han startede med at tale igen, begyndte han at gå. Enkelte skridt, blot afslappet hen i mod vampyren, "As I vampire I have needs. You know what I mean, right?" Han kom hen til vampyren og kneb let øjnene sammen med et nik som  han sagde det til ham, før hans smil bredte sig.
"Humans may have needs such as water and sleep," talte han videre, henkastet, i mens han roligt så op og ned af vampyren foran ham. Så vente han sig væk fra ham og bevægede sig i mod dæmonen. Hans blik var sulten, præcis ligesom hans nye vampyrven. Det lignede at han slugte dæmonen rådt med øjnene. "But vampires? They need blood, of course. But  another need they have is the need for hunting. The thrill of taking other's life in their hands and crushing it. Which you seem to have mastered."
Måske var han en bloddæmon? Chester var ikke helt sikker. Det ville forklare scenariet, Chester var gået ind i, men hans flirterende tone og lokkende aura kunne mere tyde på, at han var incubus. Dette klagede Chester heller ikke over.
Han nåede hen til ham og satte sig på hug foran ham med armene hvilende på sine knæ. Ligesom ved vampyren, gled hans blik op og ned af dæmonen, vurderende. Hans smil svandt en anelse hen som var han så fikseret af ham.
"And right now I have to resist the urge not to lick all of that nice-smelling blood off of your..." Endnu en gang gled hans blik over ham og han tog en dyb indånding, duftede til blodet. "...Stunning body"
Et kort sekund så det ud som om han overvejede det. Men så bredte der sig et stort smil på hans læber med det samme drengede charme som før.
"But I don't think there's enough blood for all of us," sagde han så. Det der havde ændret sig ved ham var, at der var kommet et glimt i hans øje, det morderriske glimt, som mørkets væsener så godt kendte til.Han blev siddende men så tilbage på vampyren, hans øjne skinnede af ivrighed.
"So why don't we go out and paint the town red?"

Han sige at han havde været heldig ville være en stor underdrivelse af hele situationen. Her havde han bare tænkt at han bare ville være ude på en lille jagt i dag. Have det lidt sjovt med langsomt og pinefuldt myrde nogen, få en rus og måske finde en eller anden til at fylde ham ud for derefter at fortærer dem. Det havde været planen... mere havde han heller ikke forventet ville ske, men man kunnen vel aldrig lade være med helt at håbe at der ville ske noget. Et eller andet som han ikke havde forventet, og det her, det havde han ikke forventet. Det gjorde det dog så meget bedre og hele hans krop dirrede nu af spænding og barnlig lykke, som når man lige havde fået det bedste stykke legetøj foræret uden nogen særlig grund, men velkommen det var det da. Skam mere end blot velkommen sådan en afvigelse fra hans oprindelige planer. Også var der så lige den detalje at de begge to var vampyrer... hans mest fortrukne væsen af natten. De havde det med at være hans bedste legekammerater til tider også var de generelt bare fortrinlige at hænge ud med. Medmindre man syntes at det var sjovt at hænge ud med dynger af aske efter at de var blevet brændt ihjel af solens stråler. Nej, dagstimer var de ikke meget værd udenfor men det var så ikke ens betydning med at man ikke kunne have rigeligt med sjov indenfor. Alt i alt var vampyrer bare meget sjove og mulighederne med dem var næsten endeløse. Her var han så heldig at have tiltrukket to... som virkede meget interesseret i scenen som havde udfoldet sig for nogen minutter siden, og i manden selv som havde udført det, ham selv. I mere end én måde... han var hvad han var og havde ikke lagt skjul på sine interesser og heldigt for ham virkede de heller ikke til at gøre det. Måske fik Vetis virkelig alt som han ønskede sig i aften og mere til?

"That's certainly delightful, and here I thought that I was a special snowflake" sagde han da manden sagde at de muligvis havde samme definition af sjov. Det havde de nok i bund og grund ja. Se, det var jo altid positivt at andre kunne se skønheden i en makabre død og i et godt blodbad. Det var der så få som kunne i denne til tider kedelige verden. Så mange folk som hellere ville sætte begrænsninger på sig selv end at leve deres liv som de nu engang lystede. Disse mænd lignede dog ikke nogen som udsatte sig selv for den harme.

Udover det overværede Vetis bare samtalen mellem de to andre vampyrer. Imens lod Vetis som om at han prøvede at se uskyldig ud. Som om at han bestemt ikke kunne finde på sådan noget imens at den ene vampyr øjnende så op og ned på ham. Alt i alt morede han sig og smilede frækt og sendte lige så hede blikke igen som han fik. Han morede sig også gevaldigt da den anden hentyde til at det havde været en god lokkefælde. Tja, det var ikke intentionen, men det var i alt fald noget at have i baghovedet til næste gang han kedede sig… og havde brug for nogle legekammerater. Det var bare aldrig helt til at vide hvad det lokkede frem. Det var måske ikke alle der var med på leg ligesom de her to fine herrer. Udover det var komplimenter også bare dejlige og mere end velkomne. Især når de kunne se det artistiske i det hele. Der var enlig så meget skønhed i det som ikke mange kunne sætte pris på. De så bare død og ødelæggelse... men, det var så meget mere end det. Så meget mere... men, det var ikke noget som man skulle komme ind på nu. Måske senere på et andet tidspunkt når denne vampyr virkede til at være i stand til at se det. Han var i alt fald værd at underholde... og den anden som kom ind senere... han var helt klart også værd Vetis' tid.

Den nyankomne mand så dog lidt tænkelig ud først. Tja, fair nok i en situation med mørke væsner, men derefter fik han svaret den anden vampyr smilende og gik hen imod vampyren. Vetis sad dog stadigvæk lige så afslappet og indbydende da det var at den nyankomne vampyr vendte sig om mod ham. Det var intet under at Vetis elskede det blik som han fik. Det var altid noget som fik hans krop til at dirre yderligere. Nok mest af alt fordi for de fleste betød det fare, men for Vetis var det lykke og ekstase som det betød. Han lod ham egentlig snakke ud... mest af alt fordi det virkede som om han byggede op til noget. Det ville derfor være uhøfligt at afbryde manden. Det var trods alt også noget godt som han byggede op til så en forstyrrelse skulle ikke ødelægge effekten.
"Well, I get terribly bored sometimes and I get this... itch sometimes, but, I have an idea that you probably already know what I'm talking about," sagde han inden at manden satte sig på hug foran ham. Vetis rykkede hovedet til siden og skød kroppen lidt længere frem så manden kunne få et bedre udsyn til hans tilsølet krop. Med det blik der var han skam mere end velkommen til at kigge... og mere til.

Pulsen steg og åndedraget var skam også begyndt at blive lidt hurtigere samt tungere. Han var så tæt på og intens... hele situationen var intens og spækket med at hvad Vetis elskede. Selv var Vetis ikke for venner... mest af alt fordi han ikke helt selv forstod konceptet ligesom så mange andre ting... men, de her to ville nok kunne komme tæt på noget som der lignende med sådan som situationen tegnede sig lige nu. Nu var det bare om at lære dem yderligere at kende når nu de havde hans fulde opmærksomhed... og havde fået tændt ham godt og grundigt. Der var så mange rigtig gode måder at lære folk at kende på... dermed at lære deres mere dyriske og primale sider. Sex var altid godt...

"Why resist?" spurgte han tydeligt mærket af hans høje og tændte tilstand. Der lå også ham et djævelsk smil på læben og tændt blik i øjet... han smilede også da manden valgte at stå imod hans lyster. Øv... men der var noget andet som havde ligget ham på sinde og en idé som Vetis lige så stille selv indså. Han skulle dog stadigvæk alligevel fake en surmulende grimasse. Som et barn som ikke fik det som de ville have. Han grinte dog derefter varmt og lavmælt.
"That's true... there's not nearly enough for the both of you," sagde han og kørte en finger i cirkler rundt på brystet af sig selv. Cirklerne og aftrykkene fra hans finger var ret tydelige da hans bryst også var indsmurt i blod... Derefter puttede han den nu mere blodige finger i munden og slikkede den forførende og indbydende foran manden. Han fik det i alt fald til at se ud som at blodet var noget så udsøgt.
Han lænede sig helt op igen og helt mod manden. Hans ansigt nu få centimeter fra hans ansigt. Han smilede og hviskede ham i øret.
"I'd more than love to... and if you've got aim and can control the carnage and splatter... then I'll let you lick the blood off of this bloody, naked, stunning body of mine..." Derefter rejste han sig op og blinkede til den anden vampyr inden han gik over mod ham. Han lagde en hånd på hans bryst.
"Same offer goes for you as well... just make sure that there's enough for the both of you."

Vetis kiggede derefter på menneskemanden som ingen stedet havde kunnet flygte også selvom han ihærdigt prøvede. Han troede vel at de alle ville være for distraheret til at ligge mærke til ham. Så ynkeligt som han klynkede ville det være en umulig manøvre... Vetis var også i et helt andet humør så nu var han da virkelig dødsdømt. Han gik lige så stille hen til ham, satte sig på hug og tog fat om ansigtet på ham. Han smilede lige så sødt til ham, men hans blik sagde så meget andet. Det var lystent og fyldt med et barns iver. Manden peb som en i fanden og Vetis lige så sødt tyssede på ham. Manden prøvede at komme væk fra ham, men lige lidt nyttede det.
"There, there... no reason to cry now... you've served your purpose and have been plenty of fun... But, you see, now I've got new playmates that I'd rather hang with..." derefter flåede Vetis, i ét ryk, hovedet af ham. "And I've suddenly grown very tired of your constant whining and the very sight of you," sagde han med en hård tone og rejste sig op med hans hoved i hans arme. Derefter løftede han hovedet over sig selv og lod blodet dryppe ned over ham selv i stor stil. Det var lækkert lunt og flød lige så stille over hans ansigt... ned af hans hals og ned over hans bryst. Nogen steder samlede det sig imens andre steder flød det ned gennem veje som tidligere var blevet skabt over hans krop.

Han smed hovedet hårdt ind i muren så det yderligere splattede og landede tungt på jorden. Han kørte en hånd igennem sit hår og gik hen mod gydens udgang langsomt. Han vendte sig om og smilede afslappet mod de andre to.
"Seems like I just gave you a headstart... so, shall we get going? After all the night is young, not nearly as red and I've got room for more blood and plenty of fun," sagde han flirtende og afventede de andre to.

Micah lagde skam godt mærke til den anden vampyrs blik, og han fik da også et skævt smil tilbage, som han let løftede sit ene øjenbryn. Det spørgsmål som det blik havde været mere end noget andet, mente han selv var et lidt dumt et. Hvor åndssvag skulle han ikke være for at takke nej til en omgang med to mænd der var så milde mod øjet? Selvfølgelig, hvis han ikke svang den vej havde det været noget andet, men han havde skam ingen sådanne restriktioner. Nærmest alt og alle kunne falde i hans smag, hvis kemien altså lige passede. Han diskriminerede skam ikke mellem kønnene eller andet, på dét punkt.

“I’m hoping that is a rhetorical question,” sagde han simpelt til vampyrens spørgsmål, og hans smil blev lidt bredere. Selvfølgelig vidste han godt hvad han mente - og den måde der lige blev sendt et elevatorblik hans vej, ja, det havde han da absolut ikke noget imod, hvilket nok også viste sig i det lette kast han gjorde med hovedet, der fik håret væk fra hans øjne og hen til at sidde perfekt igen, som han stak hænderne i lommerne og rettede sig op til sin fulde højde - blot et par centimeter højere end den anden vampyr. Hans blik gled tilbage på dæmonen sammen med den anden mands, og han lod let sin tungespids køre over hans ene hugtand som manden talte. Og hvor havde han da også ret.

Måden jagten fik ham til at føle sig mere i live end han nogensinde havde gjort dengang han rent faktisk var i live, og ikke en udød skabning. Han følte sig aldrig nogensinde så levende, så fyldt af energi, som under selve jagten. Lyden af det panikkede hjerteslag… Lugten af adrenalinen der tordnede rundt i offerets krop, deres overfladiske og hurtige vejrtrækning, deres patetiske klynken når man ikke gad lege mere og fangede dem. Hvordan mange af dem panisk bad for deres liv i deres sidste øjeblikke, som om det kunne ændre ens mening, få en til at ombestemme sig og lade dem løbe frit igen.

Micah slentrede roligt tættere på dem begge som den anden vampyr gik ned på hug foran dæmonen - Micah slentrede dog om bag ham, og smilede som han bukkede sig ned, og ligesom hans nye ven, også tog en dyb indånding, lod duften af blodet overvælde ham, lige så det satte gang i mundvandet… “... Indeed, why resist it?” sagde han så helt simpelt, enig med dæmonen - som han lænede sig lige det lille stykke tættere på, så han lige akkurat kunne slikke én lang, våd linje op af dæmonens hals, med en svag, nydelsesfuld brummen over smagen af blodet koblet sammen med mandens sved indenunder. Lyden af hans hjerteslag der var blevet hurtigere som han blev - ja, ophidset var vel det bedste ord for hvad hans lyde og lugte fortalte Micah’s næse lige nu - var også kun endnu en velkommen lyd, en der gjorde Micah endnu mere forventningsfuld om hvilken spændende aften der kunne være i vente imellem de tre.

“I concur… A little mayhem never harmed anybody… Important. Quite the contrary,” sagde han dernæst som forslaget om at de gik ud og skabte rav i den blev lagt frem. Hans smil var blevet en hel del mere sadistisk, og den samme ivrighed var genspejlet i hans øjne som han så tilbage på den anden vampyr igen. Det glimt der tegnede kun godt for resten af natten. Det var sjældent Micah var heldig nok til at møde andre med præcis samme trang til kaos, død og ødelæggelse som ham selv… Men han havde vist ramt jackpotten i aften ved blot at følge sin næse. Han løftede let det ene øjenbryn og så kort ned på dæmonens hånd som den blev lagt på hans brystkasse, før de skarpt blå øjne fandt mandens, og smilet blev blot større, skævere… Lidt mere morderisk. “We might need to gatecrash some kind of party, then.” sagde han helt simpelt. Jo mere blod, jo bedre… Han havde trods alt selv før ene mand godt hygget sig med at slagte omkring et dusin mennesker på blot nogle få timer.

Som dæmonen gik hen og tog sig af det sidste menneske der var tilbage, besluttede Micah sig da også for allerede at gøre lidt klar til hvad de nu skulle til og igang med - når han virkelig skulle slå sig løs, så var vesten nok lidt for formel, lidt for tætsiddende til virkelig at give ham den bevægelsesfrihed han helst ville have. Så han knappede roligt vesten op mens han observerede dæmonens måde at dræbe manden på, der nok egentligt fik et lavt grin ud af ham, og det var ellers sjældent han grinede medmindre han selv var i gang med at flå lemmerne af en eller anden.

Han blev da også færdig med den sidste knap, øjnene stadig skarpt fokuseret på scenen der udspillede sig foran ham, og han fik smidt den til jorden omtrent samtidigt som hovedet blev revet af manden, og blodet begyndte at flyde - lugten af hvilket blot gjorde ham endnu mere sulten, det var nærmest som nogen rev ham i halsen, så meget som han blev gjort opmærksom på den igen. Hvor han før havde været sikke rpå han sagtens kunne vente med jagt til næste nat - så var der ingen mulighed for det nu. Ikke sådan som dette vakte rovdyret indeni ham.

“You don’t even have to ask, beautiful,” sagde Micah så, og impulsiv som han var trådte han blot direkte op til dæmonen igen… Og slikkede denne gang noget af blodet af hans ene kind, med et både frækt og morderisk glimt i de blå øjne. Så tæt som de stod nu havde noget af blodet også smittet af på den hvide skjorte han bar, trængte igennem stoffet for at klistre let fast til hans overkrop her og der, hvilket gav blot en smule antydning af de slanke muskler der gemte sig på hans figur.

“Because if you ask me, the fun can’t start soon enough… What about two blocks from here? There’s usually a lot of people huddled up there in shelter from the wind…” nogle gange var det virkelig en praktisk ting at være vokset op i denne bydel for de mange år siden… Der var ikke meget der havde forandret sig, og det der havde, vidste han stadig langt det meste om, så tit som han jagede her. Nu var det bare om de andre var med på idéen med at tage netop derhen for at have deres sjov, lade galskabet overtage og få frit løb… Få stillet deres lyster. Og på langt mere end én måde. Han vidste i alt fald selv at han ikke ville være tilfreds med kun at få stillet én af de sulte de havde fået startet i ham.

Chester anede ikke om han i denne her situation havde været utrolig heldig – med to flotte, villige og morderiske mænd – eller utrolig uheldig – med to psykotiske, vilde og morderiske mænd. Der var hele tiden en tanke bagerst i hans hoved, hans tidligere jeg der advarede ham i mod at bruge sin nat på dem. Zachary havde været på samme måde som dem, godt nok var han udelukkende til kvinder, men han var lige flot og lige så vild og lige så morderisk. Det havde så endt i at hans morderiske side havde rettet sig i mod Chester. Det betød egentlig at han blev nødt til at være påpasselig med sådan nogle typer. Problemet var blot at Chester selv var sådan en type hvilket betød at han på ingen måde var påpasselig. Det var en del nemmere at gøre først og tænke bagefter. Bare ikke når man havde en kæmpe gabende sår, der var ved at tage livet af en. Hvilket han var ret sikker på at de to mænd sikkert ville have mulighed for at kunne, i hvert fald hvis de var to i mod Chester. Så stod han ingen chance hvis de ønskede hans hoved.
Det var dog så nemt at glemme, hvor dumt det var af ham, når han havde en dæmon af godt udseende siddende foran ham indsmurt i velduftende blod og en flot vampyr, som satte sig på hug af ham, begge to, der spurgte ham om hvorfor han modstod sin trang. Som to djævle på hans skuldre som hviskede alle hans fornuftige tanker væk og dem var der ikke en gang mange af til at starte med.
Han betragtede som vampyren lod sin tunge glide op ad dæmonens hals, hans øjne fikseret på hvordan blodet ramte hans tunge. Hans vejrtrækning blev dybere og det hjalp ikke hvordan dæmonen bagefter kom helt tæt på ham. De få centimeter i mellem dem gjorde at trangen til at komme tættere på, fjerne den sidste afstand i mellem dem, næsten blev uimodståelig. Hans blik gled kort ned på hans læber, før de bevægede sig tættere på hans øre.
Hvad han hviskede til ham var netop prikken over i’et for Chester. Alt fornuft var væk, det eneste han kunne tænke på var hvad de to mænd kunne give ham af nydelse – både med mord og noget helt andet senere hen. Og det at både dæmonen og vampyren var med på hans forslag om mere blod gjorde ham kun mere grebet af tanken.
Han var tæt på at give efter, at vælte dæmonen ned og slikke blodet af hans krop, men så havde han rejst sig op og var på vej i mod vampyren. Chester rejste sig ligeså op.
”There’s always a party somewhere to ruin,” svarede han på vampyrens ord med et afslappet smil, dog delte det den samme morderiske entusiasme som vampyrens. Desuden havde han helt sikkert ret – Chester vidste selv, at der skulle meget blod til at han ikke kunne mere. Han havde en stor appetit. Og det virkede til at hans medrace havde det på samme måde. Han vidste endnu ikke om dæmonen var bloddæmon, men han virkede bestemt ikke til at have et problem med at der var blod over det hele. Så de skulle nok finde en del folk samlet et sted for virkelig at få tilfredsstillet deres trang til jagt.

Manden bevægede sig væk fra vampyrerne og hen til den lidende mand i stedet. Chester vidste egentlig godt, hvad han havde tænkt sig, altså at myrde manden, men hvordan var det interessante. Hvor kreativ han var, hvor blodig han var, hvor fuldkommen skør han var.
Svaret var, at han var en god mængde af det hele.
Det gibbede i Chester, som han flåede mandens hoved af. Ikke fordi han blev forskrækket men fordi han blev begejstret over dæmonens handling, spændt som en fjeder på at kunne deltage i det selv. Det gjorde det kun sværere ikke bare at komme i gang, som dæmonen lod blodet dryppe ned af sig og Chester rykkede utålmodigt på sig. Han blev nødt til at se over på sin medvampyr for at se om, han virkede lige så spændt. Han havde smidt vesten, så han måtte være klar på at få mere blod på sin ellers hvide skjorte.

Dæmonen kylede hovedet væk og Chester fulgte klumpen med øjnene, som den med nogle bump røg på jorden. Hans øjne glimtede af fuld i gennem fascination.  
”That was perfect,” endte han med at sige med et enkelt anerkendende klap med hænderne i mens han bevægede sig tættere på dæmonen, ”Just perfect.”
Han nåede hen til ham og kunne ikke længere modstå ham. Som han nåede han til ham, kom en hånd på hans hofte og han bukkede sig ned over ham. Uden tøven, som var det det eneste han kunne tænke på, bukkede han sig ned og lod sin tunge strejfe dæmonens hals, på den anden side end hvor der stadig var et mærke fra den anden vampyr. Det var ikke meget, men nok til at han endelig kunne smage den blod, han havde prøvet at holde sig fra, og nok til at han fik lov til at komme tættere på dæmonen. Ikke så tæt som han egentlig ville men det måtte vente til senere på natten.
Som han trak sig væk, tog den anden vampyr over for ham og endnu en gang betragtede han ham som han slikkede dæmonen. Man skulle ikke tro at Chester var god til at dele, som han elskede kontrol. Men i en situation som denne kunne han godt, for i denne situation havde han stadig kontrol. Desuden havde han en fantastisk udsigt.
Vampyren nævnte noget om en gyde ikke langt han fra og Chesters ansigts lyste op, da han indså at han genkendte det. Og at det var et perfekt sted.
”I know exactly what you’re talking about,” sagde han derfor med et lille henkastet ”du har en pointe”-peg i mod vampyren, ”A lot of people, none who’ll be missed, and a place far enough away for noone to hear their screams. I’m in, let’s go.”
Han gjorde et kast med hovedet, som for at bede dem om at følge ham og så gav han sig ellers til at gå. Han kendte jo vejen og selvfølgelig skulle han vise dem vej. Lidt kontrol over situationen ville han have. Dæmonen havde lokket dem til sig, vampyren havde foreslået stedet, nu ville Chester lede dem derhen.
Som han gik så han sig dog kort tilbage med sit charmerende smil.
”I’m Chester by the way.”

Okay, der var noget helt elektrisk i luften her til aften, især mellem de tre væsner. Andet kunne man ikke beskrive den stemning med. Det var som var de tre dele af én enhed. Ikke noget som man ligefrem stødte på hver dag, så disse øjeblikke skulle man sætte pris på... og om Vetis ikke også gjorde dette? Han holdt virkelig meget af at møde ligesindede, da sådanne nogle var så sjældne at finde nu til tider. I alt fald nogen som satte pris på det samme som én selv, men nu havde han også kun lige mødt dem. Der lå sikkert en hel masse under overfladen... hvilket der altid gjorde, men indtil videre var han bare taknemmelig for at de havde fundet vej til ham. Nu havde han det så heller ikke gjort det så svært for sådan nogle væsner som disse to. De havde trods alt nogle fabelagtige sanser... især når det kom til blod.

Han kunne kun forestille sig hvor godt han måtte dufte for dem, sådan som han var smurt ind i deres livret. Han havde blot observeret og yderligere smilet idet den anden vampyr også var kommet over til dem, men bare havde valgt at stå bag Vetis. Han havde kunnet mærke hans varme ånde på sig idet han havde duftet til ham. Vetis kunne ikke lade være med at have tænkt på hvor meget selvbeherskelse de havde. Der havde han siddet smurt ind i blod og de havde ikke nedlagt ham endnu blot for at få noget... og mere til. Han havde skam tilbudt, men som ham selv var de nok mere de mere legelystne typer? Det kunne Vetis sagtens forstå, og det var også det som nok ville være med til at gøre den aften uforglemmelig... eller i alt fald sætte den på top 10 listen af Vetis' favoritstunder og oplevelser.

Den andens vampyr tunge havde været mere en velkommen på hans hals, det havde i alt fald forsaget i at Vetis havde bidt sig sultent i læben. Han havde nok nydt det lige så meget som Vetis selv havde med den lyd som han havde udstødt. En lyd som havde været en god forsmag om hvad der nok ventede. Så meget var Vetis da sikker på med alle de feromoner som blev udsendt imellem det. Det fik det bare til at gibbe lidt i Vetis da duften var så tyk af det og han næsten kunne smage deres lyst på hans tunge. Det havde været svært for ham selv ikke at række ud og slikke igen... få en forsmag og prøve at prikke hul på spændingen. De havde nok ingen idé om hvor svært det reelt var for ham at modstå sådan de duftede af et herligt måltid for ham. Hvordan han ihærdigt kæmpede mod trangen til at føle dem tæt mod sin egen krop og vride sig op af dem. At spille dem som et instrument mens han lystens ville hive euforiske toner ud af stemmebåndet på det. Giver et tryk her, et klem her... noget varme her og fylde dem med sensationer af ham selv, imens de fyldte ham med sensationer af dem.

Han havde trods alt modstået, for nu, og rejste sig op og det hele. Dræbt en ynkelig mand og badet i hans blod... og stod nu afventende på de to andre, som nok skulle komme. Det lød dog til at de selv havde nogle gode ideer. Nogen som han nok selv havde foreslået siden at han kendte området ret godt. Det lød så også selv til at de kendte nogle gode steder... måske var de selv fra byen. I så fald var Vetis lidt ked af at han så ikke havde mødt dem noget før, men den tabte tid kunne jo indhentes nu og til hvornår de så selv så passende. Heldigt af det var nogle væsner af natten som levede længe, med mindre at de så blev slået ihjel, men den regel gjaldt så for de fleste.

Vetis havde bukket let idet én af vampyrerne havde klappet af den lille forestilling med drabet.
"I aim to please," havde han sagt storsmilende og blinket flirtende til ham. Derefter var han så blevet omringet af dem begge. Vetis havde meget fornemmelsen af i denne lille trio... eller hvad end dette var, ville han nok være midten af denne sandwich. Noget som han syntes at han ret ofte var, ikke at det dog gjorde ham noget. Det var trods alt ham som havde det sjovest, hvis man altså spurgte ham, for det var ham med al opmærksomheden. Samt var det også det mest intense sted at være, hvilket var et magisk ord for Vetis. Intenst. Mange ting blev bedre med den korrekte mængde intensitet, og jo mere intensitet desto bedre.

"Can't resist a taste? Why you naughty boys... not that I blame you, just make sure that there's enough to cover the rest of me," sagde Vetis efter de begge nu havde slikket ham. Han havde kortvarigt kunne mærke en skarp tand hvilket havde fået ham til at knytte sin hånd lidt sammen. Jamen, så bid dog! Det var en smule unfair det her, nemlig fordi han var så meget i humør til det, men, åh, den nydelse som ikke måtte vente ham hvis han forholdt sig tålmodig. Det hjalp bare ikke at de begge var så tætte på ham... og deres duft! De havde bare at betale tilbage for denne lidelse. Det ville Vetis sørge for... de ville skulle slikke hver og én centimeter af hans krop og få ham til at glemme hans egen navn når han var færdig med dem... hvis ikke han fik dem til at glemme deres eget navn indenad. Han var trods alt lige så gavmild som han var selvisk.
Apropos navne... så var Vetis faktisk ret så nysgerrig over hvad disse to herlige væsner kaldte dem selv. Det ville i alt fald gøre dette møde lidt mere interessant hvis man havde et navn at kalde dem ved... og muligvis stønne senere, men alt i alt ville det være rart hvis man skulle have fat i dem. Ikke at alle hed hvad de kaldte sig, men så længe at man kunne få fat på personen igen via det kaldenavn. Det var enlig det vigtigste. For på nuværende tidspunkt var Vetis ret så sikker på at han gerne ville kunne finde dem... eller finde mere ud omkring dem. Man var vel nysgerrig af natur?

"Well, it seems I'm not the only one acquainted with the hotspots of this place... delightful." Selvfølgelig kendte Vetis skam også til det sted som blev nævnt. Faktisk kendte han til en del da hans arbejde tit førte ham til sådanne steder, samt hans hobbyer. Det var bare også herligt at disse to også gjorde. Gjorde deres destination meget nemmere og mere ligetil, og jo hurtigere de kom dertil for at tildække Vetis i blodet fra deres ofre, desto længere kunne han bibeholde sin rus. Hans rus som holdt hans temperatur samt hans puls oppe. Hans fingrer, var også begyndt at snurre lidt og kriblede for at begrave sig i kødet på en person. Grave deres indre ud og blotte deres inderste for hele verden. Lidt ligesom han havde gjort her, men i et større omfang og med bedre selskab.

Vetis vendte sig mod den vampyr som syntes at ville lede vejen. Det var enligt meget fint med Vetis, siden at det måske ikke lige var tilfældet af at de havde tænkt på præcis det samme sted. Selvom det nu var meget savnsynligt, men i alt fald fulgte Vetis efter og valgte at gå afslappet ved siden af ham. Han dryppede blod idet han gik og efterlod derefter et spor, et spor som enhver ville kunne følge, hvis de altså turde. Ved at følge sporet fra start til slut ville man også være i stand til at følge Vetis' tidligere væk... og se hans fremtidige.

"Chester?" sagde han og rullede navnet på sin tunge... smagte på det og besluttede sig for at han kunne lide det. Nu var det bare om hvad han gav selv af et navn. For, man følte vel at en introduktion var det rette at gøre siden Chester havde introduceret dem for sig selv. Se, Vetis gav skam sit eget navn ud til folk til tider. Især til dem som han godt kunne lide, men, for det meste lod han folk selv kalde ham ved noget. For det meste gav han dog navnet på én af sine alteregoer.

"Delighted to make your acquaintance, Chester. I myself, are called terribly many things... so you can either call me what you will... or call me Snow... 'cause of the hair and all that," sagde han en smulende leende til sidst. "Not that it's that fitting at the moment, seeing that most of my hair is more of a reddish hue. So maybe Rouge would be more of a fitting name?"

Smilet på Micah’s læber blev kun bredere og mere oprigtigt som han så afventende på den anden vampyr, der så ud til virkelig at overveje hans næste træk, utroligt længe taget i betragtning af hvor meget Micah selv, og dæmonen lige ved siden af ham, trods alt lokkede. Imponerende selvbeherskelse, virkelig. Det var da noget at værdsætte - i visse situationer, i alt fald. I andre kunne det være noget så irriterende eller direkte upassende. Men inden længe havde han da besluttet sig, og endda besluttet sig for det rigtige, ifølge Micah’s hoved… Netop at han var med på at de skulle ud og bringe lidt mere kaos ind i verdenen, i denne bydel, end der var i forvejen.

Micah havde stille og roligt fået rejst sig igen som dæmonen gik hen og gjorde det af med den sidste mand - og smile tpå hans læber var ikke til at tage fejl af. Allerede med den smule han havde set af de to mænds personligheder, dæmonens brutalitet, det sindssyge glimt i vampyrens øjne… Så vidste han at dette nok skulle blive en helt uforglemmelig nat, og forhåbentligt en af de bedre. Det var skam også derfor der ikke gik længe før han var i færd med at tage vesten af, og havde fået smidt den fra sig. Den ville kun være en forhindring senere hen hvis han virkelig lod sig selv gå amok, som han forventede han ville i dette perfekte selskab. Skjorten var trods alt løsere, omend stadig forfærdeligt hvid på dette tidspunkt, kun med et par blodpletter hist og her fra hvor tæt han havde været på dæmonen. Det skulle dog nok hurtigt ændre sig, det skulle han nok sørge for. Det ville ikke kun være dæmonen der skulle være tilsølet i det himmelske blod.

Han nikkede anerkendende til den anden vampyrs ord - for det havde skam været et perfekt syn, for ikke at tale om lydende af knogler, sener og brusk der blev revet fra hinanden for at blodet havde kunnet vælte ned over dæmonen, hvilket blot gjorde at han fik endnu mere opmærksomhed fra begge vampyrer. Måden dæmonen reagerede på deres ros på, var da også blot noget der gjorde ham mere interessant i Micah’s øjne - de flotte ord om noget de ri så mange andres øjne ville have været helt og aldeles makabert. Han elskede det.

Micah’s skæve smil vendte tilbage som han hørte svaret fra den anden vampyr - han var åbenbart også godt kendt i dette område, med det smil og den gestus han lavede. Kun godt… Der var en masse af den slags steder i denne bydel, men kun få der havde præcis den mængde folk der skulle bruges for at kunne mætte ikke kun én, ej heller to, men hele tre blodtørstige psykopater som dem - og han kunne ikke forestille sig en bedre måde at tilbringe sin nat på, end med disse to mænd, nu.

Han rejste sig roligt op igen og rettede lidt på sin skjorte, inden han fulgte efter manden - der nu fik introduceret sig selv som Chester. Skønt, så havde han da et navn at sætte på ansigtet, på det der helt utroligt skønne, sindssyge smil. Han vendte dernæst sit blik over på dæmonen igen, og lod en lav latter undslippe. “Oh, don’t you worry… There’ll be more than enough for you to bathe in…” forsikrede han ham, med et direkte morderisk glimt i hans øjne som han trods alt var sikker på at dæmonen nok skulle værdsætte, som de begyndte at gå hen mod den lille plads hvor netop mange af de hjemløse som regel holdt til om natten da de kunne være en smule i læ for vind og vejr derinde.

“I think I prefer Rogue. Gets rid of any confusion, you see. Most people I know call me ‘Mr. Snow’, after all. But you two lovelies - you can get to call me Micah.” fortalte han dem begge med et af hans store charmesmil og frække blink, før de ankom til deres destination. Alene det at se alle de folk sidde og ligge så tæt sammen som de prøved epå at holde varmen, så tæt på hinanden at det kun ville være alt for nemt at flå dem fra hinanden for at få det søde blod…. Det fik hans mund til at løbe en smule i vand, og han lod langsomt sin tunge glide over hugtænderne, nu fuldt ud synlige, som forberedelse på det festmåltid der meget snart skulle finde sted, nu de tre var ankommet til ‘banketten’. “Would you gentlemen like the honors? I’ll make sure nobody gets to flee.” foreslog han, som han standsede op i midten af den vej de var kommet fra - den eneste vej ind til den lille plads, og derfor den eneste vej folk ville kunne prøve at flygte fra dem.

//den blev lidt kortere end ellers... skal lige ind i rytmen med de lange svar igen :')