A princess and her protector - Gal [Fremtids emne] (Afsluttet)

Det var længe siden Gale havde turde vove sig så tæt på slottet her. Ikke tæt nok til at vagterne kunne se ham, langt fra - han vidste trods alt godt at han ikke ligefrem var velkommen i nærheden af slottet, så hellere værepå den sikre side og holde sig væk. Det var jo ikke ligefrem fordi hans udseende var noget der var nemt at glemme - absolut ikke. Det var sjældent det bare lige var til at glemme en incubus, og da slet ikke en som ham, med alle hans tatoveringer, piercinger, makeup og lignende. Hans stil var alt for nem at genkende... Det eneste han rigtigt kunne gøre for at dække tatoveringerne var at male dem over med noget andet, hvilket var mindst ligeså iøjnefaldende, så han havde bare givet op at komme tæt på, selvom han havde håbet på at han ville have haft en åbning. Han havde håbe tpå det i lang tid - da han blev fyret havde han blot villet se Elizabeth én gang til, kunnet sige ordenligt farvel til hende. Give hende den afskedsgave han havde købt den dag.

En del andre dæmoner ville nok mene han var for sentimental på lige præcis dette punkt, da han havde beholdt den gave, i håb om at han en dag så hende igen. Han håbede trods alt at hun stadig ville blive glad for den, selvom hun jo nu var blevet ældre. Han havde efterhånden besluttet sig for at han nok måtte videre fra Sunfury. Han havde ikke længere det store der holdt ham her, og langt de fleste steder ville ikke hyre ham længere, grundet stridigheder med nogle af deres regler... Hans temperament var lidt svært at styre til tider, og det var han så blevet nærmest berygtet for i de fleste vagtkorps og lignende, så ingen af dem ville hyre ham længere. Typisk. Og de havde i forvejen ikke været glade for at ansætte ham, nærmest ingen stolede på en dæmon. Suk.

Efter at have set sig lidt om i de finere kvarterer, besluttede han sig for at gå tilbage mod Shadowflame, hvor han stadig - for nu - boede. Hellere gå før nogen af de forkerte fik øje på ham. Han vandrede lidt rundt hernede, ligeglad med de blikke han fik for at gå rundt bevæbnet - han gik altid rundt bevæbnet, alt andet mente han var dumt. Også i de dyrere områder af byerne. De fleste stoppede som regel også med at glo hvis han bare fortalte han nu engang boede i Shadowflame district. Så han havde sin warhammer ved siden i sit bælte, og sit skjold fastspændt på ryggen. Ikke at han ikke ville kunne klare langt de fleste her med sine bare næver, dog. Over to århundreders kamptræning viste sig meget tydeligt når man så ham i kamp. Men måske... Hmm. Ja, det kunne være en idé. Det kunne godt være han ikke ville nå at se Elizabeth igen selv, inden han tog videre - men hvis han nu efterlod gaven med en lille besked, ved Valerya's gravsted. Så ville hun vel nok se den på et tidspunkt? Eller også ville dem der tog sig af kirkegården, sende den op til slottet hvor den måske kunne finde vej til hende inden Fenrer så det. Ja, det var nok den bedste mulighed for det.

Så han vendte om lige før han gik ud af Royal Flame district, og gik istedet ind på kirkens grund, omend det med det samme gøs igenenm hele hans krop da han trådte ind på den hellige jord. Absolut ikke et godt sted for en dæmon at opholde sig i længere tid af gangen. Han fik allerede en smule kvalme af at være her. Det her skulle gå forholdsvist hurtigt før det gik helt galt - han skulle desværre et godt stykke ind, for selvfølgelig var Valerya ikke begravet i udkanten, men midten af den store grund. Selvfølgelig. Så han gik hurtigt, med stålsatte skridt, den vej. Han nåede dog ikke mange skridt før han hørte en velkendt stemme - om end det godt kunne høres at hun selvfølgelig var blevet ældre. Som skikkelsen foran gravpladsen rejste sig og satte i løb mod ham, bredte der sig et smil over hans læber, før han hurtigt greb hende da hun sprang op til ham, og knugede hende tæt ind til sig. "Elizabeth," mumlede han stille mod hendes bløde hår, stadig smilende. Noget af ubehaget var glemt til fordel forden lilel prinsesse. Hun var både blevet større og tungere siden han sidste havde holdt hende sådan her, men med den medfødte styrke han havde som en dæmon, og hans træning, så var det stadig ingen sag at bære på hende sådan her.

Han rakte forsigtigt en hånd op og strøg en lille lok der havde revet sig løs af hendes hestehale,væk fra hendes ansigt, og så ned på hende, stadig smilende. "I didn't think I'd get to be lucky enough to see you again..."

// Tøj + warhammer + skjold.

Gale smilede svagt som han holdt Elizabeth tæt ind til sig, lukkede øjnene som han lod hendes stadig velkendte lugt skylle ind ove rham. De havde ikke nået at have megen tid sammen før han var blevet fyret, men hendes duft havde stadig nået at blive indprentet i hans hjerne, og det føltes næsten helt hjemligt at holde hende i hans arme igen. Godt nok var hun en del ældre nu end sidst han havde set hende, men han måtte da have gjort et ordentligt indtryk på hende for at hun havde denne reaktion på at se ham. Det var godt at vide han ikke var den eneste der havde savnet dette.

“Don’t apologize for him. I’m… Pretty used to it by now. There’s not a lot of people who tolerate us.” sagde han så blot, helt stille og roligt. Og det var jo sandt nok - der var nærmest aldrig nogen der ville have dæmonerne i nærheden af sig. “I’ve been pretty okay, I guess.” han trak let på skuldrene og sukkede let som han strakte sig en smule… Kvalmen blev stille og roligt værre jo længere han stod her, men han ignorerede den så godt han kunne, for hendes skyld. “It isn’t easy to find… Well… A ‘decent’ job…” han undveg spørgsmålet en smule, svarede så vagt på det han overhovedet kunne. Han havde ikke ligefrem lyst til at fortælle hende om al den underground fighting, eller, for at sige det ligeud, sex arbejde han havde gang i. Ikke at det var unormalt for hans race, så absolut ikke.

Han satte sig stille ned ved siden af hende, og så ove rpå hende med et spørgende blik - hvorefter han så fik spørgsmålet. Han rynkede let på brynene. “... No-one’s told you, yet?” godt nok var det ikke ligefrem den bedste måde dronningen døde på, men tøsen var sgu da mere end gammel nok til at få sandheden at vide nu. Og hvad var det værste der kunne ske? Fenrer havde jo allerede fyret ham. Og han var på vej ud af byen, ud af landet, tilbage til Doomsville. Han tvivlede på at kongen ville gide følge efter ham når der var mange andre der havde gjort værre ting mod ham. “... It’s your father, isn’t it. He’s too overprotective…” han sukkede og kørte en hånd gennem sit hår. “Well… She was killed. Exactly how, I don’t know. But I do know she was murdered.”

Gale havde stadig øjnene lukket som prinsessen knugede sig helt tæt ind til ham. Det var nu rart at vide hun stadig følte sig tryg i nærheden af ham, at hun trods alt ikke havde glemt ham, som han næsten havde frygtet at hun ville, for han var egentligt blevet rimelig glad for hende i den korte tid. Det havde mindet ham om dengang han havde opfostret sin egen datter - hvor præcis hun var nu, anede han ikke, men han stolede fuldt og fast på at hun stadig var i live. Han havde trods alt lært hende at kæmpe, så der skulle en del til for at få hende dræbt, i al fald. “Lots of people are asses from time to time. I’m guessing he just has some bad experiences with my kind.”

Hans lette smil var dog falmet som han forklarede den smule han vidste om Valerya’s død. “Yeah, she was murdered… If I heard correctly, it was her brother who did it… I’m not sure though, but that’s what I heard.” nåede han lige at svare ingen vagterne dukkede op. Han løftede blikket over på dem, og sukkede let over det de sagde. Selvfølgelig havde Fenrer bedt dem om det. Han stolede åbenbart ikke engang på sin egen datters bedømmelsesevne. Han var vist alt for farvet af fordomme eller tidligere erfaringer… Han rystede let på hovedet da Elizabeth talte til dem,og tog blot blidt fat i hendes ene arm, ligeglad med hvad vagterne lige havde sagt - for lige nu, i alt fald. Han kiggede dog kort over på dem og svarede, “In a minute.”

Han kiggede så tilbage på Elizabeth. “I’d rather not upset your father anymore - so I’ll go. But I want you to have this… I… Well, I bought it for you the day he fired me, so I never got around to giving it to you…” han rakte om bag i sin størrebæltetaske, og hev den lille håndsyede ulve bamse op, som han havde købt den dag på markedet. Den var snehvid og forskellige nuancer af grå, og en plet rundt om det ene øje. “I hoped you’d like it.” sagde han så med et let smil som han rakte den til hende, før han rejste sig op for at gøre sig klar til at gå, så vagterne da om ikke andet kunne se at han havde tænkt sig at lytte efter - for nu, i alt fald.

// Bamsen

Elizabeth så stille på vagterne, som de trådte nærmere og tættere på Gale. Det var ikke dem der ønskede at få ham væk fra Elizabeth, men hendes far. De fulgte blot ordre, som de sometider ikke følte var helt korrekt, men de fulgte dem stadig i frygt for at miste deres højtstående job. '' I love it, Gale. '' Hun trak vejret dybt, som hun tog imod den og omfavnede ham hurtigt med bamsen i hånden. Hun ville helt sikker skælde sin far ud, når hun kom hjem. Hun måtte nærmest ikke se nogle mennesker, uden at hun skulle have skæld ud. '' I'm gonna miss you. '' Sagde hun stille, inden hun stille bevægede sig ud af kirken. Hun kunne ikke rigtigt få lov til at sørge i fred, så hun måtte gøre det på et andet tidspunkt.

'' I hope he is happy now. '' Snappede Elizabeth efter en af vagterne, som de var nået til slottet. Hun omfavnede bamsen og selvom hun var betydeligt ældre end et barn der brugte bamse, så elskede hun den stadig.

// OUT //