En tur på opdagelse! - Allistor (privat)

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

// foregår omkring ved en 22 tiden

Normalt var Nellie blevet lagt i seng på denne tid, efter aftensmaden og efter at have hygget lidt med hendes forældre. Hun var også blevet lagt i seng og hendes forældre regnede nok med at hun ville ligge og sove tungt, sådan at de kunne gøre noget af deres arbejde færdigt inden de selv ville gå i seng.

Men sådan var det bare ikke, Nellie var ikke træt. Hun ville gerne være udenfor, særligt når det blev lidt mere mørkt, det var sjælden hun fik lov til dette, fordi hun kunne se ånderne, de døde altså. Det kunne hun også når hun lå i sin seng, men det var ikke så skræmmende, for hun lå blot at snakkede med dem indtil hun faldt i søvn, hvilket som regel altid gik ret hurtigt! Undtagen denne aften!

Hun havde hørt fra flere at børnene i det område hun boede i at de altid fik lov til at komme ud når det var mørkt, det var sjovere at lege gemmeleg og fange når det var mørkt, for man havde sværere ved at se hinanden! En af drengene havde spurgte Nellie tidligere på dagen om hun ikke ville komme med ud og lege med dem. Hun havde forsøgt at spørge sine forældre under aftensmaden, men de havde nægtede allerede inden hun havde spurgt færdig, hun forsøgte et par gange mere, men valgte at give op! De ville bare ikke give hende lov! Det var noget hun blev ret sur over! For hvorfor måtte de andre børn når hun ikke måtte? Deres svar var altid ” det ved du udmærket godt unge dame”.

Nellie var hoppet ud af dagens kjole og egentligt i en lille tynd natkjole. Dog var hendes mor over i en af de mindre bygninger der lå på deres grund, hvor hun havde sin sy stue og skrædder butik. Mens hendes far var ude i baghaven, sådan var det altid hver aften, de måtte have det sjovt og lave ting, men Nellie skulle i tidligt i seng og sove, det var såååå kedeligt altid at skulle tidligt i seng! Dog valgte Nellie at kravle ud af sengen ud af sin tynde nat kjole og i et par af hendes bukser og en trøje, og sin læder rem om livet sådan at hun ikke tabte bukserne. Hun åbnede stille døren til hendes værelse og kiggede ud, for at se om hendes forældre måske var kommet ind igen, men heldigvis ikke!

Uden at tage sine sko på listen hun afsted mod hoveddøren, som hun åbnede meget forsigtigt sådan at den ikke larmede alt for meget! Og derefter afsted det gik! Hun løb alt hun kunne for at komme der hen hvor de andre børn havde aftalt at mødes for at lege gemmeleg og fange. Nellie nåede forpustet hen til dem inden de var gået i gang med den første omgang gemme leg. ” Hey, jeg nåede det” Sagde Nellie og smilede og hele ansigtet, hun havde blot glemt alt om hendes hår ikke var sat op, hun sov som regel altid med det løst fordi det andet var ubehageligt. ” du ligner en der lige er stået op” Sagde en af de knægtene og grinte. ” haha hvor er du bare sjov, jeg glemte at sætte mit hår op, jeg skulle jo skynde mig så jeg kunne nå at være med…. Men hvem er den første til at finde?” Sagde hun og valgte at stille spørgsmålet inden nogen andre ville komme med flere kommentar om hendes hår. ” Det er Oscar, han ville gerne være den første til at finde” Sagde drengen og smilede over til en dreng Nellie havde set før man aldrig talt med. De andre børn var enige og smilede. Afventende på at Oscar ville begynde at tælle før de andre og Nellie løb for at gemme sig.

Kurt var gået ind fra baghaven efter at have afsluttet en opgave han havde været i gang med, han afventede sin gode ven Allistor, ville komme en tur forbi til en hygge snak. Dog valgte Kurt at gå forbi Nellie’s værelse og lyttede ved døren, der var alt for stille, Nellie plejede ikke at være så stille! Hun snakkede som regel altid i søvne, nærmest lige fra hun var faldet i søvn! Han åbnede forsigtigt døren, med en stearinlys i hånden for at kunne se ind på værelset, Dynen lå halvt på gulvet og hendes natkjole lå på gulvet. Han stivnede! Hun var ikke i sin seng! Hun var væk! ” åhh nej, ” Sagde han panisk til sig selv.

Mørket var faldet ned på. Ikke mange var ude, men dem der var, var ikke bange for problemer. Enten så skabte de dem, eller også var de gode til at forsvarer sig. En skikkelse gik gennem Doomsville. Han kendte byen efterhånden godt og kunne sno sig nemt ud af problemer. Han strøg en hånd gennem det røde hår og nynnede en gammel sømandssang. Klædt i en uniform med en del våben på sig. Ikke at han brugte dem uden at have en grund.

Allistor var en kriger og dog havde han svage punkter. En klukken kom fra hans læber. ”Hvad ville Gale ikke sige.” mumlede han og drejede ned ad gaden hvor hans ven boede. Kurt Peterson var en af hans bedste venner. Dog var dog nogen som kom før ham, men Allistor ville ikke vælge imellem. Der var ikke mange som brød sig om ham og hans irriterende attitude. Et smil kom om hans læber mens han undgik en vogn. Kurt og hans familie var et selskab som han havde savnet. Bare at snakke og høre hvad de havde lavet. Kurts datter måtte også vokset. Der var efterhånden et stykke tiden siden han sidst havde besøgt dem.

Han nåede frem til deres hus og stoppede ude foran. Han rettede på sine sværd og bankede let på døren. Ikke med næven, men med knoerne. Tre lette rap, men de kunne stadig høres. Han vidste ikke om deres datter lå og sov, så hellere være på den sikre side.

Kurt var løbet over til sin kone, der sad i sin sy stue og arbejdede ” Nellie er væk” Sagde han og så på hende og man kunne tydeligt se på Julian at panikken ramte hende, de skyndte sig begge tilbage til selve deres hjem. Julian var løbet ind på Nellie værelse, for at se om hun kunne om nogen havde været inde at tage hende, men hun vidste ikke hvordan hun kunne se det.

En banken på døren fik Kurt til at blive usikker kunne det være en vagt, der kom med deres døde pige? Men han håbede blot inderligt at det var Allistor, da han hurtigt skubbede tankerne væk om at Nellie var død, for det var hun ikke! Det vidste han! Selvom han ikke kunne vide det. Han åbnede hurtigt døren og så det var Allistor, han åndede kort lettet op og så på ham. ” Godaften min Ven.” Sagde han og prøvede at virke normal. ” kan du hjælpe mig ? Nellie er smuttet, og hun skal ikke være ude når det mørkt! Vi ved ikk hvor hun er? Jeg tør ikke tilkalde vagterne og sådan, det vil være for pinligt” Sagde han og så på ham som han lod ham komme ind i huset. Julian sad på slagbænken i spisesstuen med Nellies nat kjole.

Nellie og de andre børn var godt i gang med at lege gemmeleg, første runde var allerede slut og nu var det Nellies tur til at være finderen. Hun stillede sig op af træet og holde sig for øjnene og hældte 10. ” NU KOMMER JEG” Kaldte hun og smilede stort som hun vendte sig rundt og smilede alt hun kunne. Det her var sjovt! Særligt fordi det var mørkt og det gjorde det sværere.

Allistor fulgte efter Kurt ind og nikkede en hilsen til Julian. ”Ved I hvor hun leger henne eller hvor andre børn samles?” spurgte dæmonen og begyndte at tænke stederne igennem. Han havde ikke været her et stykke tid nu, men rygter gik gennem teenagerne. Han kunne godt forstå hvis de ikke ville have vagterne rodet ind i det her. Han gik hen og lagde en hånd på Julians skulder. ”Vi finder hende. Om jeg så skal vende hele byen på hovedet.” Det var et løfte som han agtede at holde. Han havde ikke selv nogen børn, men han håbede en dag at adopter en.

Han stillede sin Glaive op ad væggen, men beholdte sine sværd og pistoler på sig. Hanfandt et kort fra sin inderlomme over byen og det nærmeste udenom. Der var farlige steder for børn at være. Allistor begyndte at markere dem. De gyder hvor Gale boede. De steder hvor tyve, mordere og deres slags holdte til. Han sukkede og vidste Kurt kortet. ”De steder jeg har markeret er de steder som er farlige. Jeg tror jeres datter er klog nu til ikke at bevæge sig her og her.” Han pegede på de to steder han vidste børn ikke viste sig. ”Men hvis hun har lige sneget sig ud må han holde til heromkring. Har I hørt noget fra andre familier i nabolaget, om at deres børn også sniger sig ud?” Havde hans mor og Gale også de problemer med ham da han var ung?

Julian og Kurt så kort på hinanden og var tydeligt bange og urolige. ” Normalt kommer Nellie ikke ud efter aftensmad, jeg ved ikke for de andre børn samles og leger om aftenen” sagde Kurt og så på Allistor, der var tydeligt panik i ham! Men han vidste også godt at hvis han tilkaldte vagterne ville alle gøre grin med dem og det havde de ikke lysten til. ” Kurt fortæl ham det, fortæl hvad Nellie kan” Sagde Julian og prøvede virkelig at holde tårerne tilbage. ” Tak jeg er så bange” Sagde hun og så på Allistor. Det var tydeligt at Kurt ville sige noget, men hvordan han skulle få det ud? Det vidste han sku ikke lige! ” Nellie er ikke som de andre børn Allistor” Sagde kurt og så ham, de havde holdt dette hemmeligt for alle, ingen udover dem og Nellie vidste dette Kurt var ved at forklare. ” Nellie kan snakke og se de døde, hun kan ikke selv kontrollere dette, om aften og natten når det mørkt, kan de blive meget modbydelige og onde ved hende. Det derfor vi altid holder hende hjemme om aftenen og natten” Sagde han og så usikkert og nervøst på Allistor, i håbet om at han ikke ville forlade dem, eller droppe deres gode venskab, fordi deres datter var anderledes.

Nellie løb rundt på jorden og ledte efter de andre børn, dette var virkeligt sjovt! Det var fedt at være ude når det var mørkt! Dog begyndte hun at høre stemmerne, stemmerne som hun hørte om dagen også, men ikke bare tilfældige stemmer men de dødes! Ånderne! Hun begyndte at blive nervøs, hun så skikkelser omkring sig, det gjorde hende virkelig nervøs og langsomt mere og mere bange! Hun var vant til at se dem der hjemme hvor hendes forældre var og kunne hjælpe hende og være der for hende, kunne støtte hende, men nu var de ikke i nærheden. Nellie prøvede forsat at forsøge ikke at panikke og bare forsætte legen men det var virkelig svært, for hun blev hele tiden distraherede.

Kurt og Julian kiggede som Allistor markerede steder på kortet, de kendte godt til de fleste af stederne, men det gjorde Nellie ikke! Hun kendte ikke stederne hvor man som barn ikke skulle være når det var mørkt! ” Allistor, Nellie kender ikke de steder, hun har aldrig været ude efter aftensmad. De andre forældre har ikke reagerede på noget, men deres børn får også lov til at løbe ude om aftenen, jeg er så bange for at miste min lille pige” Sagde Julian og så på Allistor, hun kunne ikke længere holde tårerne tilbage, hun satte sig grædende på banken der var i det rum de var i, i huset. Knuede Nellies natkjole ind til sig. ” Det skal nok gå min egen, vi finder hende!” Sagde Kurt og satte sig ved siden hende og lagde en arm omkring hende.

Nellie kunne ikke længere holde panikken tilbage, hun var endt helt henne i den modsatte ende at bydelen end hvor hun boede, der var alle skikkelserne de jagtede hende, hun prøvede at flygte fra dem! Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre! De andre børn kom fra, hørte hendes panikken råb på hjælp, som ikke var særligt højt, da hun var forpustet og bange. De andre børn vidste ikke hvad de skulle gøre, og valgte derfor at løbe hjem, uden at hjælpe hende, fordi de selv var bange, dog kunne de ikke se hvad hun så! Men de blev skræmte.

Allistor lyttede til hvad de sagde og begyndte at se på kortet. Han vidste at evner var specielle, kom an på fra person til person. ”Jeg vil hjælpe med at lede og vi vil finde jeres datter.” sagde Allistor og lagde en hånd på Kurts arm og sendte et beroligende smil. Han vendte sig om for at gå udenfor. Mørket var faldet over byen, men lygter var tændt eller ved det. Han vidste ikke hvor han skulle starte, men den mørke del kunne måske være et godt sted at starte. ”Vent her eller spørg hos nabobørnene. Jeg kigger i den del, hvor ingen børn burde være.” kaldte han over skulderen og bevægede sig gennem byen.

Et syn fik ham til at stoppe. Var det børnefødder? Han trak på skuldrene og tog en fakkel ned fra væggen. Han søgte i gyder, baggårde og andre snævre steder. ”Nellie. Kom ud lille lass.” kaldte han med sin dybe stemme. Han vidste ikke om hun ville kunne genkende ham, men han var nødt til at prøve. ”Dine forældre er bekymret. Kan du svare?” Han stoppede for at lytte.


(Jeg prøvede og her har du forhåbentlig noget)

Nellie vidste ikke hvor hun skulle gå hende, skikkelserne ville ikke lade hende være og blev mere og mere skræmmende, hun løb rundt men endte med at stoppe, hun vidste ikke hvor hun skulle gå hen, hun hørte hele tiden skridt og lyde men hun havde svært ved at vide om det var virkelig eller om det var dem hun kunne se og høre, altså de døde. Hun hørt kort efter en kalde på hende, men hun turde ikke svare, for tænkt hvis det var en af de døde? Som ville lokke hende i en fælde og gøre onde ting ved hende?. Hun løb ind i en gyde, hvor hun gemte sig bag nogen træ tønder, her kunne hun være i sikkerhed, kunne hun ikke? Hun vidste det ikke, hun holde sig for ørerne og lukkede øjnene i håbet om at hun ikke ville kunne høre dem eller se dem. Tårerne løb panisk og bange ned af hendes kind, hun hulkede et par gange og snøftede, men ellers prøvede hun at være så stille hun kunne. Hun ville gerne hjem, men hun kunne ikke finde hjem, hvorfor var hun ikke bare blevet hjemme som hun havde fået besked på ? Skulle hun dø nu ? Ville de slå hende ihjel?

// sorry for kort