... I knew I shouldn't have gone back here. - Vetis

You do know this is probably a horrible idea, right? 'brummede' Remy's tanker i Emerson's sind, og han sukkede. I do, Remy. But I just... Want to see it one last time before we keep away from here for good. Maybe we can even find mom and dad, say hi... If they aren't dead yet, that is. Emerson rynkede let på brynene og hankede op i den taske han havde slænget over skulderen, i hvilken Remy lå, så stille han kunne for at folk ikke lagde mærke til at tasken bevægede sig og alt sådan noget. Santuiner og deres dyre tvillinger var trods alt ikke ligefrem nogen de fleste mennesker brød sig meget om, så meget kunne de da huske... Især siden det at folk direkte havde jagten dem, var skyld i at de havde flygtet fra byen for omkring fjorten år siden, nu. Efterladt deres familie og venner fordi de ikke ville vide hvad folk ville have gjort ved dem hvis de fik fat i dem.

Men nu det gik bedre for dem havde Emerson næsten fået hjemve, på trods af den dårlige opvækst her, og mod alt hvad Remy havde sagt, og hans egne bedste instinkter, havde han besluttet sig for at tage herhen og se om de i alt fald kunne finde deres forældre, eller nogle gamle venner. Remy var kun gået med grundet den store beskyttertrang han havde overfor sin tvilling - for hvad nu hvis han døde og var skyld i at de begge så døde, uden Remy kunne gøre noget ved det? Ja, det skulle jo ikke ske, vel.

Så Emerson gik stille og roligt rundt i nogle af de gader han kunne huske fra sin ungdom,prøvede at huske præcis hvor de havde boet, men det var svært... Så mange af gaderne lignede hinanden, her. Han var dog ikke dum at komme ubevæbnet - han havde et lille kortsværd ved den ene side, og sin store jagtdolk ved den anden. Kortsværdet var et han kun havde fået råd til grundet de mange ting han kunne lave og sælge fra området omkring det store hus han havde fået foræret af Fenrer. Det havde virkelig været gavmildt... Og noget hverken ham eller Remy var helt kommet sig over endnu. De var slet ikke vandt til den form for venlighed fra folk de havde kendt så kort tid.

Men efter noget tids vandring, satte Emerson sig ned lidt væk fra alle andre, for at folk ikke skulle lægge alt for meget mærke til de stykker, af den pølse han havde købt da han gik på gågaden, der røg ned i tasken til Remy, eller den måde han smilede på da han via deres telepatiske link med det samme fik en masse taknemmelighed sendt sin vej. han tog da også selv et par gode bidder af resten af pølsen, og en lille bid brød, som han skyllede ned med lidt vand. han hældte også lidt vand i sin ene håndflade, og førte den forsigtigt ned i tasken, så Remy kunne lappe vandet op. Der kiggede han dog meget omkring sig, holdt skarpt øje med om nogen så over mod dem... Men prøvede stadig at gøre det lidt diskret. Lidt på samme måde som han holdt øje med dyrene han jagede ude i skoven - sørge for ikke selv at blive opdaget alt for nemt mens man skarpt holdte øje med enhver bevægelse.

Det var ikke mange dage til den store auktion og den sidste jagt var blevet sat ind for at nå det i tide. Der var allerede blevet indfanget en del væsner, men kravet samt ønsket om mere sjældne og eksotiske væsner var fordoblet. Ikke at der ikke var mulighed for at opfylde disse ønsker, men det var ikke lige nemt altid. Mest af alt fordi sjældne og eksotiske væsner var, tja, ikke så nemme at finde fordi de sjovt nok var sjældne. Det skulle dog ikke stande de fleste jægere, mest af alt på grund af prisen for dem ville være høje og de selv stod til at indtjene en del. Selv med denne passion og grådighed var det dog ikke lykkes for de andre jægere lige så godt som én jæger. En jæger som vidste præcis hvorved man skulle til sagen samt finde sit bytte. Denne jæger havde mange øre og øjne åbne i afkroge af byer som alle var på udkig... På udkig efter det udsædvanlige og efter tvillinger hvis sjæle var forbundet. Én et dyr samt en anden et menneske... en Santuine.
De var nogle sky væsner og havde det med bare at ligne regelmæssige mennesker med deres kæledyr i øjnene på andre. Hvilket gjorde dem så svære at finde og skille dem fra de almene folk som levede i denne verden, men vidste man blot hvad man ledte efter var det skam ingen sag. Såsom, det ubrydelige link imellem tvillingerne. Den måde som de vågede og passede på hinanden, mest af alt fordi den enes død kunne føre til den andens undergang. Ikke noget nogen nok ville ønske sig, men båndet var da noget at respektere. En delt skæbne... Lidt ligesom med en skytsengel samt deres udvalgte, men, på den anden side gjorde det dem også ufattelige sårbare og nemmere at nedlægge.  Det var som at få to fugle med én sten. Man skulle kun gå ud efter én trods alt.

Såsom dyret som gemte sig i knægtens taske...

Vetis som var én af jægerne til denne auktion havde i noget tid ledet efter det perfekte bytte. En Santuine... Han havde haft en del kontakter og folk til at holde øre og øjne åbne i diverse byer og for lidt siden fik Vetis en glædelig besked. Der var en mystisk dreng som var blevet spottet i nærheden af Doomsville. Han havde rendt rundt med en taske så virkede til at indeholde et levende væsen. Et væsen som han fra tid til anden havde fordret når han ikke havde troet at nogen havde holdt øje med ham. Dette havde fanget Vetis' interesse og han havde selv kigget efter ham. Derefter havde Vetis forklædt sig selv som en tilsmudset og sørgeligt udseende hjemløs. Hans ansigt var beskidt, hans tøj pjaltet og laset samt hans hår farvet sort med hint af det hvide, for at se ældre ud. Han havde en hat på samt en hætte over hovedet for at ligne en hjemløs som prøvede at holde sig varm. Derefter havde han sat sig på gaden blandt andre hjemløse... dog lidt for sig selv da hjemløse godt kunne være territoriale, og han ønskede ikke at de skulle nærme sig.
Nu ventede han blot på at drengen kom nærmere hans gade så han ville kunne konfirmere om han i sandhed var en Santuine. Hvis dette viste sig at være tilfælde, ville han slå til. Helst inden at de vidste hvad der foregik... og før den ene tvilling ville stikke af. Han skulle helst have fat i dem begge samt have fat i den tvilling som var mest sårbar.

"Alms... alms for the poor," tiggede Vetis med en rug og opgivende stemme idet knægten var dukket op. Han rakte sine beskidte hænder frem næsten afkræftet og så håbefuldt op på drengen. Hans læber var helt tørre samt sprukne. Han havde tegn på kamp og blå mærker da han tidligere havde ladet nogen hjemløse tæve ham. Han havde provokeret dem ved at nærme sig deres territorium, og muligvis også ved at have kaldt dem nogen smagsfulde ting.

"Please, young man, show mercy... I beg of you," bønfaldt han drengen. Hans stemme sitrede og det virkede til at hvert andet øjeblik kunne manden bryde ud i gråd. Det var alt sammen en del af skuespillet. Nu var det bare om at se om knægten bed på.

Emerson sukkede let som han, efter lidt tid, fik rejst sig igen, atter en gang med rygsækken god thejset op på ryggen, og Remy liggende så stille som han overhovedet kunne. Remy's paranoia om at nogen måske alligevel havde set ham bevæge sig var dog begyndt at smitte lidt af på Emerson, som der langsomt blev mindre og mindre optimistisk omkring at se det sted de havde vokset op en sidste gang inden de ville tage afsted. Måske bare én gade mere, så ville han vende snuden hjemad mod Firewood Village... Eller, lidt uden for  byen trods alt, med det hus de nu bare lige havde fået foræret.

*It better just be this one road. I really don't have a good feeling about this. You're way too curious for your own good.* 'fnøs Remy, og Emerson rullede let med øjnene som han gik hen mod den næste gade. *Yes, yes, I promise, last street... And then we'll go home. And you're really no better when you hear something in the forest. You get annoyingly curious, too.* *Well, guess we gotta have SOMETHING in common...* Emerson var gået lidt i egne tanker grundet deres mentale diskussion, og opdagede derfor først manden der sad og tiggede, da hans stemme rev ham ud af den mentale samtale, og fik ham til at se ned på manden. Han var stoppet nogle meter fra ham, og overvejede lidt. Godt nok ville han anse sig selv som venlig, men... Han vidste også godt hvor meget man skulle passe på i områder som disse.

"Sorry, I don't have any money..." hvilket ikke engang var løgn. Han gik aldrig rundt med peng epå sig - han byttede sig som regel til ting istedet, med de skind han selv garvede. Men nu så manden trods alt ud til at være en der nok kun alt for nemt kunne komme til at fryse, især med det vejr de havde for tiden, så... "But I do have something else, if you'll just give me a second?" han sendte et venligt, men nervøst smil i mandens retning, før han rakte om bag i tasken - skindet var heldigvis i en af de små lommer og ikke det store rum som Remy sad i, så han relativt nemt kunne komme til det. "It's nothing big, but... It might help you keep just a bit of warmth, right?" det var skindet fra en ung då han havde fundet. Ikke en særlig stor en, men nok til at dække overkroppen, i alt fald. Han rakte det frem mod manden, stadig med smilet på læberne, omend det var tydeligt i hans øjne præcis hvor agtpågivende han stadig var, præcis hvor parat han var til at tage benene på nakken hvis der skulle ske noget. Han havde hørt mere end rigeligt med historier om voldelige hjemløse...

Det var altid noget at han havde knægtens opmærksomhed. De fleste ville ikke stoppe op for en gammel hjemløs... medmindre de led under det som hed medlidenhed samt empati. Egenskaber som Vetis selv ikke havde, men som så mange andre havde… såsom knægten her, sådan som han stoppede op foran ham. Nu hvor han var helt tæt på kunne Vetis bedre se hvordan han så ud. Han kunne dermed også få et bedre overblik over situationen, samt lave en bedre anskuelse af ham. Han så relativt ung ud, og virkede mest af alt en smule nervøs. Det var muligt at han ikke brød sig om at være i denne situation, eller blot denne del af byen... Hvilket gav god mening hvis blot man kendte til den. Stedet her havde trods alt ikke det bedste ry i byen. Nemlig med hvor oftest folk forsvandt herfra... Generelt var det kendt for dens kriminalitet samt fattigdom. Derudover kunne man så fundere hvorfor knægten så var her. Enten havde han ikke tænkt sig om eller også havde han muligvis et ærinde... eller også skød han blot genvej. Det var ikke til at sige, men alt i alt var det blot heldigt for Vetis at knægten befandt sig her. Her var der nemlig ikke mange som ville komme til hans redning, hvis han blev overfaldet... Eller blot forsvandt. Dette var nemlig meget sandsynligt. Især hvis han skulle vise sig at være brugbar... Uanset var Vetis sikker på at han nok skulle gå for en god pris på auktionen.  

Som hjemløs smilede Vetis større til knægten og virkede utroligt rørt. Hans hænder rystede og svageligt og håbefuldt rakte han ud med sine hænder mod drengen. Det virkede ikke til at drengen anede uråd endnu, hvilket var noget som helst gerne måtte fortsætte... Bare indtil at fælden helt klappede sammen. Vetis holdt godt øje med hvad der foregik og lod ikke nogle detalje undslippe ham... for var drengen i sandhed af hvad Vetis troede... ville den anden person være i nærheden. Denne race havde nemlig ikke nogen anden mulighed som sådan, siden at deres liv afhang af hinanden. Som mistænkt ville den anden person nok være i taksen som drengen bar rundt på. Andre muligheder var der nok ikke.

"You're much too kind son..." sagde han med den samme gamle røst og hostede kort. Han tog imod skindet og knugede det ind til sig, som var det en dyrebar skat. Han smilede uden at vise tænder til drengen og kiggede længselsfuldt mod tasken. Han begyndte at fumle nervøst med skindet og kiggede op mod drengen igen. Hans ansigtstræk var håbefuldt samt nervøst.

"If... if it wouldn't be too much... I mean, you've already been so kind to me... But, if possible..." han stoppede kort som skammede han sig over det næste han skulle til at sige.

”Might I ask for some food? I mean your bag is so big, and I needn't much... just... I know this is too much to ask from such a young lad as yourself, however... Just enough to settle the pain... That would be all and I won't bother you futher." Han tog sig derefter til maven og ømmede den en smule.  

Derved rakte han sin hånd ud igen, atter håbefuld og rystende.

Tja, idet mindste virkede fyren her da flink nok. Ikkesom nogle af de meget aggressive hjemløsede havde stødt på før. Men igen, så vidste Emerson også godt at skindet sagtens kunen bedrage - for eksempelsådan som hvordan hans barndomsvenner havde vendt sig imod ham det øjeblik de fandt ud af at han ikke var et almindeligt menneske. Minderne om hvordan de var blevet jagtet ud af byen hjemsøgte stadig dem begge nu og da.

*Can we please get a move on soon? I don't really like this. He smells way too funny...* kommenterede Remy i en merenervøs 'tone' end før, efter at Emerson nu engang havde fået givet tiggeren det skind han lige havde kunnet få fat i, og kunne undvære. *Yea... We can. It isn't long until darkness falls, anyway, and I'd really rather NOT be in the city when that happens...* erklærede Emerson sig enig i Remy's tanker, og var allerede igang med at tage nogle skridt væk fra tiggeren igen, før han hørte de næste ord der forlod hans mund. Han gik ikke tættere på ham igen, men standsede dog op endnu en gang, og så sig over skulderen mod fyren igen.

"Oh... I'm sorry, but I really don't have any food left. I ate all I had just before," sagde han som svar til tiggeren, og trak let på skuldrene mens han sendte et undskyldende smil tiggerens vej. Det var jo så ikke kun ham der havde spist det mad de havde, men ellers var det nu sandt nok - der var skam ikke noget som helst mad tilbage i rygsækken, blot Remy og nogle bundter af urter, der skulle bruges til andre ting - de var ikke som sådan spiselige i sig selv. Han havde selv heller ikke den bedste fornemmelse med manden lige nu, ikke efter Remy sagde at han lugtede lidt mærkeligt... Det tydede på at manden nok ikke var menneske, og Emerson havde ikke rigtig lyst til at vide hvad han så var... Så derfor begyndt ehan roligt at gå væk igen, dog med regelmæssige blikke over sin skulder, tilbage mod fyren.

Vetis havde ikke i sinde at lade ham gå endnu... men, knægten virkede allerede varsom. Det var trods alt en mulighed at knægten eller hans kompagnon havde fået færten af noget. I så fald, så skulle knægten ingen steder, så Vetis rejste sig lige så stille op fra hans siddende position. Han havde stadigvæk ikke i sinde at afsløre sig selv i nu og ømmede sig selv idet han rejste sig.

"It's alrigt son... Better for the youth to stay fed than the older generation... We don't have much to offer anyway, in these hard times..." sagde Vetis noget sørgmodigt, men med et lille venligt smil. Han børstede sine ben nogenlunde af, men det var ikke til at se forskel siden at hans tøj allerede var møgbeskidt samt lugtede forfærdeligt. Han sukkede og tog sig let til skulderen og blev ellers stående hvor han var. Vetis krummede i ryggen så han ikke stod i sin fulde højde og så han virkede mere sårbar, samt ældre.

"Out with the old and in with the new... Nothing ever stays the same..." sagde han sagte. "But, one can only hope for our youngsters to be spared in these trying times... after all... you are the future." Han hostede derefter kraftigt så hele hans krop rystede.

"Quite the responsibility... I know. So no wonder you all want to leave as fast as you can... there's no future for you to be found her... Only death and dismay in this rotten city..." Vetis tog et tøvende skridt fremdad inden at han fortsatte, "Still, one can only hope for the best. Hope that one day the light will shine through and hope for someone to arrive and guide us. It's all we can do..."

Han trådte nærmere og rakte ud med en tøvende hånd mod knægten. Han stoppede to meter fra ham og kiggede håbefuldt på ham med et lille smil.

"I know you will want to get out of here as fast as you can. It would be the smartest thing to do... and you seem like a smart lad... But, at least let me shake your hand as thanks for what you've done for me." Han smilte venligt og stod rystende med sin hånd, som var det anstrengende at række ud efter knægten. Vetis virkede svag og ynkelig sådan som han stod der, men jo, dette skind bedrog. Ikke at han ville lade sig afsløre, men mange væsner havde et stærkt instinkt for at overleve, hvilket afslørede ham til tider når de fornemmede et farefuldt væsen. Vetis havde selv det instinkt, men noget som han så ikke led under var medfølelse for andre. En pestilens af en følelse som mange andre besad og som overskyggede deres logik. Noget som kunne lede dem i en tidlig død… eller en uønsket situation.  

Vetis håbede i denne situation at knægten led af denne sindslidelse af sentimentalitet, og ville give Vetis sin hånd. Gjorde han dette ville Vetis ikke give slip igen. Valgte knægten så ikke at gøre dette, tja, så ville Vetis gribe fat i ham i stedet for og ikke give slip. Vetis kunne trods alt sagtens dække den afstand ret hurtigt. Den anden oplevelse ville så blive mere grum end den anden... så det var bare om hvilken skæbne knægten valgte for sig selv... Ikke at han ville kende til det før det var for sent.

Det her var… En af de mærkeligste situationer Emerson endnu havde været i, og det sagde ikke så lidt. Med hvor nervøs Remy var overfor den her forholdsvist flinke mand, ja, så satte det nu engang også Emersons egen paranoia i gang. For når Remy var sådan, så var der som regel også grund til at være nervøs.

Selvom det smertede ham at se andre lide, så gik han ikke tættere på manden - han smilede blot let, med en anelse medlidenhed, til ham i stedet. "I guess so…" mumlede han dog stille til det med at intet nogensinde forblev det samme. Helt stille kunne han vel heller ikke forholde sig uden at virke mega uhøflig, vel? Smilet blev en hel del anstrengt som manden hostede og han hørte de næste ord der forlod ham - ikke lige hvad han var vant til at høre fra andre mænd som ham… Det var uhyre sjældent at de ældre tiggere tænkte i de baner, eller var så velformulerede. *I think you're right, Remy… Something's definitely wrong here…* han prøvede ikke at lade sig mærke af det, men han trådte stadig et skridt væk fra tiggeren som han trådte fremad.  

"You know what... I just remembered I actually need to be somewhere, right now. So if you don't mind... I mean, good evening to you and all, but I really, really need to go..." sagde han så, som han langsomt bakkede mere væk, før han brat vendte sig om for at sætte i løb - men pludselig havde manden fået fat i ham, og han vidste, vidste at Remy havde haft ret - fyren her var dælme ikke menneske, ikke så hurtigt som det der havde foregået! *Remy, run!!!* nærmest råbte Emerson til ham ind i sit hoved, og som Remy hurtigt fik hoppet ud af tasken, løb han med vilje ned af Emerson's ene arm, da han godt vidste hvad Emerson havde i sinde. For netop som Remy gned mod Emerson's hånd mens han sprang ned, fremsagde Emerson hurtigt en af de velkendte formularer - "Kukua wanyama kidogo," og med det samme voksede Remy til omtrent dobbelt størrelse. Den ekstra styrke og længde på benene gjorde så også at han hurtigere kunne løbe afsted.

Og som Remy sådan hoppede afsted, mumlede Emerson endnu en formular, der kun påvirkede ham selv - "Nguvu ya wanyama..." hvorved han også med det samme kunne mærke den øgede styrke og fart, i al den ekstra energi han nu fik, men samtidig satte det også en del af de mere fornuftige tanker ud af spil, og satte ham mere eller mindre ind i et dyrs fight-or-flight instinkt, som han svang sin venstre arm rundt med al sin nu forøgede styrke i et håb på at få et godtnok slag ind på manden til at han kunne vrikke sig fri, alt imens han af sine lungers fulde kraft - i håb om at nogen hørte det - også råbte "Let me go, you friggin' weirdo!!" dog med en form for knurren igennem det hele, igen grundet instinkterne som besværgelsen havde vakt i ham.

Knægten virkede ikke til at købe hele den hjemløse mand situation - men det var der skam ikke noget galt i. Det gjorde det trods alt vare svære for knægten selv, men drengen skulle da selv have lov til at vælge sin skæbne... og med det hvordan han selv ville fanges. Vetis nød trods alt en god jagt, så der var skam ikke noget galt vis knægten havde lugtet ugler i mosen. Vetis havde skam testet knægtens logik ved at lyde lidt for klog for en stakkels gammel og ildelugtende mand. Der var trods alt nok noget galt vis sådan en mand lød lidt for vis. Knægten virkede trods alt også til at virke en del mere nervøs derefter, hvorved at Vetis dermed var spændt på at se hvad der skete. Han havde allerede planer om at gribe fat i ham skulle han flygte, men han var spændt på at se hvordan knægten ville flygte - om han blot ville stikke halen mellem benene elle gå til modangreb - måske endda bryde helt sammen? Det var der trods alt nogen som gjorde, eller også frøs de helt sammen på stedet.

Vetis smilede idet at knægten påstod at han pludselig havde husket at han burde være et andet sted lige nu. Dog var det interessant at han stadigvæk prøvede at være venlig, også selvom han ikke så ud til at ville være her længere. Det var en del humoristisk og Vetis undrede sig om han også ville være sådan overfor hans kommende ejer - men hvem vidste... det kunne være at knægtens ejer var sødere en Vetis selv. Ikke at der skulle meget til for at være det.

Vetis fik hurtigt fat på knægten idet at han var begyndt at sætte i løb. Han holdt godt fast i ham.
"How rude," sagde Vetis med et skævt smil om læberne og med latter i stemmen. Hans stemme lød også mere som hans egen nu. Yngre, fast, selvsikker og diabolsk. Kendte knægten til noget om andre racer, var det nok ikke svært at tænke sig til at Vetis ikke var noget simpelt menneske - for slet ikke at nævne noget menneske overhovedet. Ikke at det ville hjælpe ham meget, medmindre han kendte til lysmagi eller havde et helligt våben... men selv det ville ikke helt kunne redde ham. Vetis var skam ikke bange for smerte, ej heller lysmagi. Der var faktisk ikke noget som Vetis var bange for. I alt fald ikke på nuværende tidspunkt, men Vetis regnede heller ikke med at finde det som han frygtede, ude i fremtiden. Det at være bange havde han trods alt brugt en del af sin fortid på, men når man så blev stærk og havde mærket magtens sødme... så var det svært at gå tilbage til sådan tider. Ikke at Vetis nogensinde ønskede det. Det var trods alt noget som ikke gavnede... i alt fald ikke ham selv. Hans fjender var nok af en egen mening.

"There you are" sagde Vetis idet at han så knægtens dyre-tvilling løbe. En tvilling som så ud til at være en sølvræv... ikke ringe endda. Med de ord som knægten brugte, og med sådan som sølvræven blev større, var det ikke svært at forestille sig hvad knægten var i stand til. Det var i alt fald ikke lysmagi, som nok var det eneste som ville kunne hjælpe ham. Tværtimod, det var noget så tamt som Vita Natura... natur magi. Vetis havde godt stødt på det før og kendte faktisk til det. Han havde undersøgt det tidligere og tortureret personen som havde været i stand til at bruge det. De havde fortalt ham om de forskellige formularer samt deres effekter... inden at de til sidst tog livet af sig selv. De havde fortalt om alt det som de havde vidst, men om knægten her så kendte til mere, var ikke til at vide. Vetis følte sig dog ikke skræmt også velvidne om at magien kunne gøre dem stærkere. De skulle trods alt stadigvæk over hans egen styrke... en dæmons rå styrke.

Vetis kunne mærke og se effekterne som knægtens næste formular havde. Hans mimik fik ændret sig hurtig og Vetis observerede hvordan knægten var klar til at slås... så det var hans ønske? Han skulle skam være mere end velkommen. Vetis skulle nok vise ham hvor ynkelig at han var.

Vetis stod fast og tog imod slaget som kom fra knægten. Det gjorde ondt, ja, men det var så også kun det. Vetis greb løsnede sig ikke det mindste og han stod fast hvor han var. Han smilede lige så meget som før og klemte endda til om knægtens håndled. Ikke hårdt nok til at brække noget, men nok til at vise at han ved nemhed kunne knække håndleddet på ham.

"Scream all you want child... No one here has the heart or desire to help you sagde han lavmælt. "And no one will be able to help you after having been caught... so you better spare the energy or have your wrist snapped." Det sidste var en åbenlys trussel som han så kunne vælge at følge eller ej.

"So listen carefully to what I say and call back your brother." Med det sidste som han sagde gjorde han det tydeligt at han vidste hvad han var.

Fuck... Han skulle virkelig bare have lyttet til Remy fra starten af. Hvornår lært ehan det?! Hans bror havde altid været den klogere af de to... Folk troede bare at han var en simpel ræv, men nej... Han var skam meget klogere, mere vis, end Emerson var på så mange punkter. Flere gange havde han selv tænkt at det havde været bedre for dem hvis det havde været omvendt med hvem der var i en dyre krop, og hvem der var i menneske kroppen... Og dette var endnu et af disse øjeblikke.

Selvom han kunne mærke vreden indeni, dermestvar dukke top af de instinkter formularen havde vakt i ham... Så kunne han stadig godt mærke at han rent styrke mæssigt ikke kunne stille noget op mod denne mand. Og hvis han kunne undgå at skulle bruge nogle ugers tid på at hele et brækket håndled... Så måtte han tage det slag det var til hans stolthed at stoppe med at kæmpe imod grebet. "And what if I refuse? There isn't much you can do with just one of us, is there? When you have used time to set up such a ruse... Is that really energy you want to have wasted on something that can be snagged away from you if something happens to one of us and the other dies, too?" i virkeligheden prøvede hans selvfølgelig mest på atkøbe tid med denne samtale... Tid til at tænke over om der var nogen som helst anden udvej... Men i hans eget hoved gav det jo så heller ikke særlig megen mening at holde fast i kun én santuine...

Det var underholdende at se knægtens reaktion, idet at det gik op for ham, at han ikke kunne kæmpe imod Vetis' greb. Det havde nu også været sjovt at se ham kæmpe imod yderligere... Det ville nok ikke føre knægten nogle vegne, men det var altid sjovt at se hvad de havde oppe i ærmet. Til Vetis' held så det dog ikke ud til at han havde givet helt op, hvilket betød at han bare havde en smule mere viljestyrke. Vetis skulle dog tage sig selv i ikke at grine højlydt, idet at knægten prøvede at modsætte sig. Det var ynkeligt og han talte som var han bedre vidende... som havde han selv et es oppe i ærmet ved at Vetis kun havde fat i ham... som om at Vetis manglede mere. Nej, Vetis behøvede skam kun at have fat i én af dem. Han skulle nok også vise ham hvorfor.

"You're wasting your words child"

KLASK! Lød det da Vetis derefter gav knægten en syngende baghåndslussing med sin frie hånd. Det var ikke nok til at slå hans kæbe ud af led, eller hårdt nok til at drage blod... men hårdt nok til at knægten muligvis ville tænke sig mere om inden at han åbnede sin mund for at vrøvle yderligere.

"Your ignorance serves you not child. Now, call your brother or I'll have to show you exactly what I can do with one of you..." Det sidste blev sagt med en vederstyggelig tone, og med et løfte og smerte vis ikke Vetis' ord blev lystret. Vetis klemte derved også hårde om knægtens håndled så hårdt at det ville efterlade et mørkt blå mærke. Vetis vidste bestemt godt hvad der ville ske vis én af brødrene døde, men Vetis havde skam tænkt sig at holde dem i live... men ikke uden smerte. Dette var noget som han igennem tidernes løb havde øvet meget i, og han kunne holde folk i live i flere dage... under grum tortur. Det var derved ingen sag at forvolde disse brødre ubeskrivelig smerte og stadigvæk holde dem begge i live. Vetis vidste godt at skulle han sælge disse brødre, skulle de helst være intakt... fysisk, men med de rette kontakter var selv ikke det et problem. Han havde trods alt nogle som kunne få det til at ligne at Vetis aldrig ville have gjort dem nogen skade. Deres mentale var noget andet som Vetis så måtte betale for... men så var det så heldigt at mange kunder nød at have et forpint væsen. Nu var det bare op til knægten her om hvor forpint han og hans bror ønskede at være. For deres egen skyld ønskede de ikke at gå igennem for meget smerte, især ikke når det ene gik ud over deres bror. Vetis vidste trods alt godt at de havde et stærkt bånd til hinanden, hvilket var det som han var i færd med at bruge imod dem. For de nænnede vel ikke at se deres kæreste bror i smerte? Især ikke når det hele kunne undgås ved at følge lige så stille og roligt med.

Emerson skulle lige til at tale igen, da lussingen ramte... Og for en kort stund ringede hans ører, så kraftfuldt som det havde været. Han følte sig helt ør... Han tog det ene skridt tilbage han kunne, for ikke at miste balancen, og rystede derpå hovedet lidt for at komme af med det sidste af svimmelheden. Allerede var et stort rødt mærke ved at forme sig på hans kind, der hvor Vetis' hånd havde ramt.

Selv om han var på randen til tårer, og en svag lyd af smerte undslap hans læber som han mærkede det strammere klem om hans håndled så rystede han på hovedet. Han sagde ikke noget - men han nægtede stadig. Han ville gøre alt for hans bror... Alt for at han kunne undslippe.

Men lige netop da, så mærkede han... At i stedet for at løbe væk...Var Remy på vej tilbage! Han spærrede øjnene op i respons som hans tanker farede derudaf og han skreg i sit hoved at Remy skulle vende om igen og bare løbe, løbe væk derfra og redde sig selv. Men den stædige ræv ville ikke have noget af det. Hvis nogen skulle gå igennem det helvede her, så skulle det være dem begge, og ikke kun den ene af dem.

Så inden længe... Så kom den stadig større sølvræv til syne. Det var dog tydeligt på Remy's kropssprog at han ikke havde i sinde at kæmpe - da han kom med et par bedende klynk, som hans måde at bede Vetis om at lade være med at gøre hans bror mere fortræd... Før han lagde sig ned, med ørerne tilbage og halen mellem benene.

Det virkede til at lussingen havde fået det unge væsen til at tænke sig en ekstra gang inden at han åbnede munden. Vetis havde passet på med ikke at slå ham ud af balance, men det var aldrig helt til at vide hvad de forskellige kunne holde til. Der var jo så mange som var så skrøbelige, men knægten virkede til lige så stille at komme sig over slaget. Et slag som allerede lige så fint havde farvet hans kind, der hvor Vetis havde ramt. Det klædte ham noget så godt, men Vetis var også sikker på at blå og lilla ville passe ham lige så fint... Vetis smilede idet at en noget så patetisk lyd undslap det unge væsen, og at han lignende én på randen til tårer. Han var velkommen til at græde lige så tosset som han ville. Han ville trods alt ikke for Vetis virke stærk eller ligende ved at holde sine tårer tilbage. Men for Vetis ville det også bare være underholdende at se ham mere pint med et helt vådt ansigt. Knægten virkede dog stadigvæk til at kæmpe... men det var heller ikke ham som Vetis havde forventet ville knække...

Vetis' smil blev større idet han hørte skridt fra den anden bror nærme sig...

En hånlig latter undslap Vetis idet han så den tilfangetaget brors reaktion. Det virkede ikke til at han selv havde forventet at hans bror ville vende tilbage. Han så nærmest forrådt ud... om det så var tilfældet var Vetis ligeglad med, for det var i sandhed en fryd for øjet.
"So the lost brother returns... I was wondering when you'd join us again..." sagde Vetis sødt og nikkede hen imod den lille sølvræv. Han var et pragteksemplar og Vetis var ret sikker på at han ville sælge godt... det ville de begge to. Da sølvræven lagde sig ned og ikke viste tegn på at ville gøre modstand vidste Vetis at dette var en succes.
Han piftede høklydt ud i den mørke og stille aften... for kort efter at blive svaret tilbage med en piften. Vetis kiggede dybt i øjnene på knægten med et borende blik og sagde lavmælt,

"Keep calm. Move unexpectedly and even I can't assure your safety." Dette var tydeligt en advarsel og en trussel. Inden længe lød lyden af en vogn trukket af en enkelt hest. Den var meget lille og det lignende ikke at der var megen plads, men der var nok til det den skulle bruges til. Føreren af hesten var ligesom Vetis klædt i nedslidt og mørkt tøj. Personen var også iført en hat vis skygge dækkede for deres ansigt. Alt i alt var det ikke til at se hvem personen var da de var dækket helt til. Personen steg af og gik om bag om vognen i et kort øjeblik, for at gøre noget klart. Derefter vendte de tilbage og gik hen mod Vetis... med håndjern og reb.
Personen var høj af statur og havde en intimiderende og blodtørstig aura omkring dem. De sagde intet til Vetis, men med et kort nik for Vetis ville personen begynde at ligge drengen i håndjern. Gjorde drengen nogle tegn på at modsætte sig personen, ville han hurtigt finde ud af hvorfor tøjet virkede så stort og tætsiddende nogle steder. Han ville også finde ud af hvorfor der hang en lugt af blod og død omkring dem.

Emerson bed sig let i læben og lukkede øjnene mod et par tårer som Remy var kommet tilbage. Hvis Remy fik lov... Ville ræven da også stille og roligt snige sig helt hen til at ligge i Emerson's skød, som knægten nu engang var faldet ned på sine knæ efter slaget.

Men som han åbnede øjenene igen så han kun det kolde blik fra dæmonen... Og sukkede let som han nikkede. Han forsto ddet skam udmærket. Og han ville ikke risikere at gøre noget der kunne skade Remy, heller. Hans bror var den vigtigste i verden for ham... Og måtte derfor beskyttes, uanset hvad. Uanset om det så betød at de begge måtte blive tilfangetagne og tjene hvad end for en type herre de ville få i fremtiden.

Han gjorde ingen modstand... Og ej heller gjorde Remy. Ingen tvilling ville have at den anden skulle komme til skade... Nu hvor flugt forsøget havde fejlet... Så var samarbejde det næstbedste, da det forhåbenligt kunne gøre hele oplevelsen mindre frygtelig end den ellers kunne blive for dem.

//Undskyld den er rimelig kort, skal lige helt i gear igen