Never forget ~ Fayre (Fortidsemne)

Julian havde været et stort savn. Flokken havde givet ham den bedste begravelse en ulv kunne ønske sig. Han havde været beta i flokken, men havde været tæt på at skulle være alfa. Nu stod Katie som beta i flokken. Så snart alfa hannen døde, ville hun overtage den post, trods hun blot var en kvinde.
Hun havde frygtet det, men Julian havde beroligede hende meget i hans sidste tid. Han havde fortalt hende, hvor meget han var sikker på at hun ville blive den bedste de ville have haft, med hendes rene hjerte og gode evne til at tale folk til ro og fornuftig heden hun havde. Samtidigt havde han også altid sagt hvor stolt han var over hende, den måde hun havde udviklet sig siden hans bedstemor havde fundet hende som en 11 årige pige. Han havde selv været 11 år, dengang hun var kommet til lejren, så hun havde hurtigt fundet en ven i ham. Katie havde kun faldet mere i forelskelse med ham, end hun allerede var. Han havde haft en speciel evne, der havde fået hende til at kunne forholde sig rolig. Da han døde, havde hun meget svært ved at give slip på ham. Hun havde opsøgte mange seere for at få kontakt til ham, men alle havde sagt til hende hun måtte komme videre, at han ikke ville komme tilbage, men hvordan vidste de det?

Dagene var snart kommet, terminen var tæt på. Hun vidste endnu ikke hvad barnet skulle hedde, eller hvordan hun ville være som mor uden faderen. Hun savnede stadig sin søster.. Hvordan havde hun været i alle disse år? Der var sket så mange ting for Katie selv. Hun havde fundet sig en mand, Julian, de havde forlovet sig, hun var blevet gravid… Men han var også endt med døden, før de havde vidst af det. Sygdomme havde taget livet af ham, men hun havde alligevel nydt alt den tid, hun havde fået med sit elskede og nu kunne hun videreføre deres familie sammen.
Hendes flok havde taget sig godt af hende, imens hun havde været gravid. Nu ventede hun blot på det hele ville ske og det ville ikke tage lang tid, var hun sikker på.


Hun aede stille sin mave, som hun så ud i luften… ‘’ I wish she was here. I miss her so much. ‘’ Sagde hun, som hun stille havde rettet blikket ned i mod maven. Vandet var klar overfor hende, det var smukt, nærmest guddommeligt.

"Please sir! If you have any idea who might be able to tell me... I - I just need to know!" lød det fra en ung kvinde. Nervøs og desperat klyngede kvinden sig til håbet om at nogen... bare en eller anden kunne hjælpe hende i hendes søgen. Hun var så tæt på nu. Hun havde ledt i så mange år og nu følte hun at hun var ved vejens ende. Under hendes rejse havde hun fået en del erfaringer og fået tildelt sig selv en del færdigheder... men, det var også tydeligt at mærke hvor træt hun var blevet. Hvor udmattet hun efterhånden var blevet over den lange rejse. Hun havde trods alt aldrig prøvet noget lignende, men det var skam ingen undskyldning for ikke at prøve. Hun havde lært hvad hun kunne fra sin far om overlevelse og hvordan man jagede. Samtidig havde hun lært så meget af så mange andre mennesker... det var ikke til at tælle på to hænder hvor mange mennesker som hun var taknemmelig overfor. Hun ville aldrig have kommet så langt uden dem... og inderst inde, så vidste hun også godt at hun ikke havde klaret det uden hendes "tildelte" evner... hvis man kunne kalde dem det. Det var i alt fald ikke noget hun havde ønsket sig. Især ikke med den viden om hvad det havde gjort ved hende, samt hendes familie... hendes lillesøster. Havde det ikke været for den aften var denne rejse slet ikke nødvendig...

Oh Katie... where are you? tænkte den unge kvinde

Den unge rejsende kvinde hvis navn var Fayre Faron-Marshall. En varulv som i sin nyerhvervede galskab havde bidt sin egen søster og lavet hende om til et væsen som hende selv... og skræmt hende væk. En af hendes største ærgrelse samt skam. Af alle de ting hun havde kunne gøre som storesøster. Sådan at mærke hendes søster på den måde med et bid og forvandle hende. Hun havde ikke ønsket at være en varulv eller forvandle sin søster, men ingen af dem havde haft et valg... og Fayre havde ikke gjort dem med sin egen gode vilje. Det var vilddyret i hende som havde gjort det. Af hvilken årsag vidste Fayre ikke selv og hun fandt nok aldrig ud af det, men, nu kunne hun kontrollere det. Det havde Cali og hendes familie sørget for. De havde sørget for at hun var i stand til at tæmme bæstet dybt inde i hende og sørge for at hun ikke længere havde risiko for at skade andre... ubevist. Så udover sin egen søster havde Fayre ikke mærket andre. Det var nogenlunde en trøst, men det gjorde stadigvæk ikke helt op for hvad hun selv havde gjort dengang... nej, det var ikke i nærheden af at være nok. Hvis bare hun kunne finde sin søster... hvis hun stadigvæk var til at finde... Nej! Sådan ville hun ikke tænkte. Hendes søster var stadigvæk derude! Hun kunne mærke det. Hun måtte være i live. Sammen med... en ny familie... en familie som holdt af hende og passede på hende så ingen eller intet nogensinde ville skade hende... Ja, sådan ville hun hellere tænke. Katie måtte være i live og elsket af alle omkring hende. Hun havde trods alt været en herlig pige og der ville ikke være mange til at modstå hendes charme samt hendes varme og kærlige smil.

Fayre var ankommet til yderkanten as Ashen Wood, da det var at trætheden skubbede sig på. Hendes fødder var ømme og hun var sulten. Solen var ned at gå ned og hun var snart nødt til at slå lejr. Hun havde hørt om en varulve flok som boede her i nærheden og det var måske forsøget værd at spørge dem om ledetråde... eller om hun kunne være hos dem for en aften. Nu håbede hun bare ikke at de så hende som en trussel eller noget, men hvis hun kendte en del til ulve-mentalitet... og tænkte at det nok ikke ville være så slemt igen. De fleste havde det trods alt med først at advare andre varulve hvis de ikke ønskede dem tæt på sig. I alt fald havde Fayre i sinde om det var okay at hun bevægede sig ind på deres territorium. Hun havde trods alt brug for noget søvn inden at det gik helt galt og hun faldt om af udmattelse. Det havde hun skam prøvet før, og derefter havde ulven taget over... det havde været noget af en oplevelse og ikke noget hun ønskede skulle være ude af hendes kontrol. Ikke igen... aldrig mere ville hun miste kontrollen.