So manny thoughts... ~ Arason & Abaddon

Tid; 15pm
Sted; The Forest
Vejr; Det fint nok
Omgivelser; Ingen?
Påklædning; Et par stramme jeans, en lyseblå top der kun går til lidt over hendes navle, en sort læderjakke og nogle sorte sko.

Kimi gik stille gennem skoven, hun havde hænderne dybt i sine lommer og gik i sine egne tanker, hun sukkede stille, for engangs skyld var det ikke dårlige tanker hun gik med, det var noget der var sket for ikke mere end et par dage siden, hun sukkede stille, og satte sig på en ret stor sten, hun så stille ned og bed sig i læben *Hvordan kan det være rigtig?* tænkte hun stille for sig selv, hun støttede sit hoved med sine hænder, hun sank en lille klump, og rystede lidt på hovedet.

Arason komme løbne igemmen skoven han havde haft en masede folk effter sig han sukket hans kappe fløj i vinden imens han havde sin hætte på han komme til en pige der sad på en sten i det han så hende løbe han om bag det nærmeste træ og greb hans daggert idet hun kunne være en af dem der var ude effter ham han havde kunne haft sin daggert på i de sisdte 3dage

Kimi så roligt op da hun hørte nogen løbe mod hende, men da hun så rundt kunne hun ikke se nogen? hun rynkede panden lidt, hun vidste der var nogen, normalt var hun vildt genert, men ikke nu, hun rejste sig roligt, og så lidt rundt igen, inden hun stille gik mod ham uden at vide det, hun sukkede stille, og stak hænderne i lommerne mens hun så lidt rundt.

hans ånde dræt blive meget højre i det han greb grbet
om daggerten endenu hårde han gik den anden vej omkring
træet i det han håbet hun ikke så ham han holde stramt fast om sin daggert
i det han forsætte med at gå den modsatte vej

Hun smilede svagt da hun hørte hans ånddræt blive højere, hun kunne høre han begyndte at gå den anden vej om træet, så hun stoppede bare op, og ventede på han skulle komme om til hende, hun gabte kort og så så lidt rundt igen for at se hvor langt han var...

han stoppet op der hvor han stod og
håbet at hun ikke havde høret hans
åndedræt i det han kiget om for at se hvor tæt
på hun var han begynde at kravle op i træet
i det han håbet at hun ikke så ham

Hun smilede, og så roligt mod ham "Seriøst... hvad laver du?" spurgte hun stille, og grinede, hun lavede en mindre energy ball og kastede den så den gren han stod på knækkede, og hun regnede med at han så bare ville hænge i sine arme, hun sukkede stille, og så bare op på ham.

"hva jeg laver jeg laver da ikke noget" svarde han
i det han greb fatede med sine hænder og gemte kniven i hans
skede i det han hoppet ned og landt med føddrene første i
det han kiget over mod hende og trak hans hætte ned

Lyden af en svag torden kravlede over jordbunden, da nogen voldsom store militær støvler vandret over landskabet. de kraftige skridt tilhørte en store bredskuldret dæmon, iført en sort læderjakke, indeunder den en sort silke skjorte, og på benene havde han nogen gangske normale militær bukser. den høje dæmon skjulte hverken hvem han var, eller hvor han var i skoven, og for hvert skridt bliv gjort med åben pande, og hårde stød mod jorden der gav de høje lyde. Dæmonen havde nogen frygtindgydende øjne, sorte som den mørkeste nat, som to sorte grotter, tomme, øde, og skreg af en blanding af sadisme, og hjerteløs ondskab. Dæmonen havde ingen synelige våben. han så stoppede da lugten af sjæle kom til ham, og han tog nogen dybe indåndinger, og som man kan lugte god mad fra et køkken, kunne han lugte to sjæle, og tog sig lidt tid til at suge deres sind tilstand til sig, inden han så kom over den bakke, som gjorde han nu kunne få udsyn til dem begge, og et dystert smil smed sig selv på hans læber.

Hun så stille på Arason, og grinede stille, da han trak hætten ned, hun smilede svagt, men det nåede ikke hendes øjne. Da hun hørte lyden så hun lidt rundt for at finde ud af hvor den kom fra men uden held, hun sukkede, stille, og rystede lidt på hovedet, hun bed sig i læben, og sank en lille klump, hun sukkede stille, og så lidt rundt inden hun igen så lidt rundt, og fik så øje på dæmonen der stod og så på dem, hun smilede stille, og lidt mere koldt, hun skar kort tænder, men rykkede sig ikke, så bare på ham da hun ikke rigtig frygtede Arason..

Arason nåde ikke at gendgælde smilte
i det han høret nogen tunge skridt i det han
greb sin daggert og snuret lyn hurtiget rundt
i det han holde sin daggert klar så han kunne undgå slag
han var ikke bange for denne pige eller den mand der var på vej

Dæmonen havde ikke forberedt sig at skræmme, frygt var ikke hans redskab, og hele konceptet havde han aldrig helt gået op i, han var som han var... to meter høj ond dræber maskine.. og hvis man bliv bange for det, var det ens eget valg. Dæmonen så at hans éntre var blevet bemærket, og et frydefulgt smil lod sig kravle på hans læber, inden han så gik mod dem med selvsikkere målrettet skridt. Rafael var nok ikke på vej for the og kage. Rafael lod en hånd glide bagved ryggen, og tjekkede under læderjakken om hans våben stadig var der. just in case. Rafael var cirka ti meter fra dem da han lod en dæmonisk grusom stemme forlade hans læber "En ære. hvem har jeg fornøjelsen af at møde?"

Kimi så roligt på ham mens han gik mod dem, hun sukkede stille, da hun så hans smil, men hun kommenterede det ikke, hun bed sig stille i læben og så på ham igen "Mit navn er Kimiko..." sagde hun roligt, og alligevel på vagt.. hun brugte aldrig våben i kamp, så kom det der til ville hun bruge sine evner, hun stak stille hænderne i lommerne mens hun bare så på ham, dog holdt hun også en smule øje med den anden der var der, hun sukkede stille, og bed sig lidt i læben igen mens hun roligt så på ham, men hun virkede ikke nervøs eller noget...

"mit naven er arason"
svarde han i det han greb mere om
skafte på hans daggert i det han holde øje
med dem begge to hans hånd var stadig på skafte af dagerten

Rafael kiggede over mod den anden mand, og så ikke andet end en forvirret lille hundehvalp, som et barn uviden om verden og dens indhold.. det var det eneste Rafael så i manden, og efter et par sekunder hvor de sorte øjne havde studeret ham, sagde han lidt halvt respektløst, men med en drillende tone som en bror til en anden "Jeg er her ikke for at tage din slikkepind, så slap lidt af frøken powerpuff. skulle nødigt sende dig iseng uden aftens mad." Rafael gik et skridt tættere på, og hvis manden ville slås, skulle Rafael nok personligt bruge sin store militær støvle til at give den fremmede mand en storslået mulighed for at kysse jorden, hvilket han ville prøve på ved at ligge den solide støvle på mandens bryst, og som et tog i fuldfart, skubbe ham væk. hvis manden derimod ikke begyndte at kaste knytnæver, eller knive for den sags skyld, så kiggede Rafael mod pigen, og sagde med en næsten gentlemands stemme, selvfølgelig stadig med lidt dæmoniske træk "Kimiko. et viljestærkt navn. deres forældre må have haft store ampitioner for dem"

Hun så roligt på dem, og fnøs af det Rafael sagde til Arason, hun rystede lidt på hovedet og grinede svagt af hans ord, hun så stille ned, og bed sig i læben for at kvæle sin latter, hun så roligt op, og på Rafael igen da han snakkede til hende "Tjae.. det ved jeg ikke.. kan ikke huske det" sagde hun roligt, og trak på skuldrene, en hun havde snakket med en nat havde fået hende til at virke mere som en dæmon end hun før havde gjort, hun sukkede stille og fik sine skuldre til at sige knæk, hun sukkede, og bed sig roligt i læben mens hun så på ham.

han smilte tilbage til dæmone
i det han svarde "jeg ville dukke mig hvis jeg var dig" sagde han med en drillende smil
i det han kastede daggerten forbi hans øre så den ramte træet bag ham i midten

Rafael skulle til at elegant svare pigen med et djævelsk kompliment, men hans opmærksomhed bliv revet mod den kniv som pirrende kom gennem luften som en fugl, og så præcist et kast af det kolde stål kunne give en klipning i en lige linje. Rafael flyttede sig ikke, han stod som et kampesten på toppen af en bakke, så urokkelig og jernfast som en statue. Rafael lod en fast maskulin hånd glide smiget gennem luften, og greb knivens skaft i det den var ved siden af hans øre, og på vej mod træet. Manden kastede godt, det måtte han give ham, men Rafael var ikke den rosende type, en rigtig mand vidste hvad han var værd, og havde aldrig brug for at nogen sagde det til ham, så Rafael ville ikke rose manden. ud af Rafaels ryg kom der store sorte vinger der ligende noget fra de væreste gysser film. vingerne havde fuldt ham hele hans lange liv, og det kunne ses på deres frygtingyende udsende. og ud af hans pande kom der nogen store brutale horn frem, og tors han var ret stor i forvejen bliv han lidt bedre over skuldren, og voksede med et hoveds højde. han fik en hale der piskede rundt, som var det en læder pisk, der kærtegnede luften, med endeløse og ondskabsfulde sadistiske smæl. hans tænder bliv lange og hvide, som æld gamle vampyr hugtænder.. nu bare en hel mund fyldt med dem. Abaddons hænder bliv til klo agtige vanskabninger der var skarpe som jagt knive, men han kunne stadig tage fast om ting, og endelig efter den enorme transformation, som havde fået den kæmpe dæmon til at vokse et hoved eller to, gav han slip på kniven, og sagde med en dyb stemme til Arason først "Føler mig ikke intimideret af legetøj. spar mig for deres såret stolthed, find dine nosser og tag en snak som en mand. jeg kaster ikke 30 centimeter lange mordvåben efter dig."

Kimi så først efter kniven og så mod Arason "Seriøst!? hvad har han gjort dig Arason!?" spurgte hun lettere skingert, og med en svag foragt, hun så mod Rafael, og fik et imponeret glimt i øjet, hun bed sig stille i læben, men forvandlede sig ikke selv, hun kunne ikke se nogen grund til det.. i hvert fald ikke endnu, skete der noget meget drastisk ville hun selv forvandle sig, ellers ikke, hun så stille på Rafael med en underlig nysgerrighed, og alligevel ikke, man kunne ikke rigtig beskrive det glimt hun havde i øjet mens hun så på ham...

han smilte effter han havde set ham forandre sig
"ja jeg ville bare vide hvilken skabning du var"
sagde han med et smil som en slags storbror der ville drille sin lillebror

Rafael trak et øjenbryn op, og sagde så flabet tilbage til ham "Du kunne have spurgt. smart ass" Rafael havde skam intet mod at sige hvad han var, han gik med oprejst pande af en grund, han var en stolt person, og ville da ikke lyve om hans race om så himlen faldt ned hvis han ikke gjorde. en mand måtte gerne lyve, og bedrage, men at give afkald på ære var forkert.. ja, Rafael gik meget op i at være mand. han var ikke sexsit, han behandlede kvinder ligeså dårligt som han behandlet mænd, han syntes bare der var forskel på mænd og kvinder.
Rafael trak på skuldren, og tog en dyb indånding, inden han kiggede over mod Kimiko igen, og med den store klo hånd, tog hans skånsomt om hendes bløde hånd, og førte den mildt, men stadig med fast hånd, op mod hans læber, og i bedste klassisk romantisk stil, kyssede hendes nøgne håndryg, og lagde så den ubeskyttede hånd ned af hendes egen side igen, og gav slip på den, da han havde trygt afleveret den til hende. Rafael gik et skridt væk fra hende, og kiggede tilbage på Arason, og sagde med samme tonefald "Tidligere dæmon leder til deres tjeneste. som sagt.. du kunne bare havde spurgt"

Hun så roligt på ham, og rystede kort på hovedet, det Rafael sagde var jo rigtig, Arason kunne jo bare have spurgt, hun smilede skævt da hun mærkede hans klo hånd tage tage skånsomt om hendes hånd, hun smilede stadig da han kyssede hendes håndryg "Vent... du sagde tidligere dæmon... hvad mener du med tidligere?" spurgte hun nysgerrigt mens hun så på ham, hun bed sig kort i læben, og smilede stadig lidt mens hun så på ham.

han nikket bare af det og tog sin daggert og skar noget træ ned i det
han begyndte at lave nogen pille imens han kiget sig omkring en gang i mellem

Rafael vidste ikke hvad man skulle syntes om det menneske, han virkede ikke intraseret i hvad der skete omkring ham. Rafael tog sin opmærksomhed mod Kimiko, og svaret hende "Tidligere. et spyd gennem maven, og hængt til tørre på af en kirkemur, satte ting i perspektiv. Stoppede med at være leder efter min brors lille cirkus nummer i kirken."

Hun stille over på Arason og smilede en smule koldt, hun så på Rafael og smilede roligt mens hun så på ham og lyttede roligt til hvad han sagde "det er jeg ked af at høre" sagde hun stille, og smile forsvandt fra hendes læber, og hun så i stedet på ham med et neutralt blik