It's been a long long time

Tid: Maj 1167. Aften kort efter mørkets frembrud
Sted. Sunfury Slot. Dog foregår starten delvist på rejsen på vej til Sunfury
Omgivelser: Beskrives i emnet
Emnepartnere: @Valentine og @Madelena Gray

For sådan cirka hundredesyttende gang siden Genevira og Madelena var taget af sted mod Sunfury sad Genvira nu igen og begyndte at fortryde samtlige af sine valg i livet. Tvivle på, at dette på nogen måde kunne beskrives som det rigtige at gøre. I starten havde hun kunne distrahere sig selv fra realiteterne ved , hvad det var hun skulle til at gøre ved hårdnakket kun at fokusere på forretningselementerne i rejsen. Det var trods alt også stadig det der var vigtigt. Og i lang tid havde det været ganske nemt blot at fortabe sig i, Lady Grays økonomiske rådgivning, excentrisk om end den unge dæmon ofte virkede til at være. Nogle gange var det i sig selv næsten en kærkommen distraktion, at hun skulle bruge et øjeblik ekstra på at greje, hvad Madelena overhovedet lige havde sagt til hende, da hendes ord ofte var dyppet i et så tykt lag sarkasme eller bare generel mærkelighed, at hun var som et puslespil, der skulle sættes sammen. Når forretningsdiskussioner alene ikke virkede brugte hun tid med kattene, i det omfang de magtede. Ellers gik hun ture i området omkring deres vogn når de gjorde holdt på tidspunkt, der gjorde det muligt for hende at gå udenfor.
Faktum var bare, at jo tættere de kom på Sunfury, jo sværere blev det for Genevira at distrahere sig selv og jo mere nervøs og underlig blev hun. Enten talte hun for meget eller slet ikke og hænderne var hun nødt til konstant at holde beskæftigede for ikke i stedet at flå sig selv i stykker. Så hun syede dukketøj eller malede dukkeansigter, satte bittesmå glasøjne i tomme porcelænshovedskaller med en præcision, der tilsyneladende var komplet upåvirket af, at de konstant var i bevægelse. For ikke at forholde sig til virkeligheden sank hun ind i sig selv, men dette gjorde også bare, at hun havde ekstra meget stiltiende tid til at lytte til sin egen dumme hjerne og dens ideer. Hvordan ville Valentine overhovedet reagere på at se hende igen? Ville han nævne, hvad der havde været eller bare lade som om, der aldrig havde været noget i mellem dem? Hun vidste ikke hvilket out come der ville gøre mest ondt. Fra tid til anden fandt hun sig grebet af sådanne anfald af kvalmende angst, at den lille herskerinde ikke kunne gøre meget andet end at ligge dramatisk slynget henover sine sæder og i stilhed bede til at noget ville slå hende ihjel, før hun gjorde sig selv til grin og ødelagde sin karriere, før den var begyndt. Trods det kunne hun, selv nu, ikke undertryke den del af hendes for længst døde hjerte, der stadig længdes. Den del der mere var spændt end angst. Ungpigeagtigt begejstret bare ved tanken om igen at se ham. Så huskede hun Katrinas ansigt og væmmedes over sig selv.

”…for en regnbue kan vi trods alt ikke sælge på flaske men måske bør jeg afhøre en…”

Genevira ville ikke have været alene i verden for at finde hendes udtalelser for besynderlig retorik, men sådan var dæmonladyens natur. Besynderlig, og nød det. En excentrisme havde sine fordele, I denne verden af magtintriger og herrers lege. Der var de som så hende for spøjs, der var Haynes familierne i verden… men ofte havde mænd ikke andet valg end at stoppe op og lytte, for særhederne omfavnede hun og udtalte nonsens udtalelser med selvtilliden af mænd uden kvaler. Selv Sigfred Von Umbra, en dæmon der betragtede sig en Eugene Gray af vigtighed men bare mere lighed til Ludwig Haynes ynkelige morgenmad, havde fundet hende en næsten velkommen en samtalepartner. Ikke et sentiment gengældt.

Her sad de nok, to mørkets væsner, to kvinder, to dukker påklædt til skæbnesvangre lege. Genevira og hun selv bar tydelige forskelle med sig, men hver havde fundet sin plads bland de af betydning. Genevira, bemærkede hun bar sin ydmyghed som skjold. Et forgyldt skjold med dedikationen til lemlæstelse hvis de forkerte kom for nær… Lena, var Lena som hun fortsatte sine forundringer.


”… jeg læste et eventyr hvori stjerner blev plukket til monetær anvendelse… en bedårende fortælling men et ressourcespild i strategisk udførsel hvis de spørger mig…”

Genevira, med de store dukkeøjne fulgte skam nok hendes ord, forundret som hun is stunder så ud. Men jo mere de nærmede sig den solrige by jo mere distræt virkede herskerinden. Som et blodtørstigt dådyr så hun ud, Lena kunne ikke lade vær at undre sig over denne nær depressive vampyr, som så fortabt ud, i færd med at brodere sin dukkes skørt.


”…Jeg har medbragt linen til nødstilfælde… Vi kan ikke have hende besvimende af varmen, hvilket indtryk det vil efterlade”

Lena henviste til dukken, i et forsøg på at lette den lille herskerindes trængsler. Jo og så fandt hun legetøj fascinerende, selv havde hun lært at sy kjoler til sine kattedukker i sin tid, I dukkehuset af barndomshjemmet, hun havde medbragt til Doomsville. Sine lærlinge, trænede hun nu i samme færd.


”Hun ser anstændig ud for Sunfury, frygt ikke. Vi har været igennem traditioner og historien af royale hilsner for byen, så for vore vedkommende ankommer vi i respekt.”

En del af Lenas rolle var rådgivning om skikke og de nobles affærer, hvilket dæmonfruen kom forberedt til. Den nye konge dog… han var et mysterium. Et hun på sin vis fandt sig fascineret af… men ligeledes forundret. Juniper Gracelings mystiske bror, hvis eksistens dæmonen ikke kendte til før nyere tider. Ifølge Caleb en perfekt gengivelse af Juniper selv…


”Den nye konge dog, er så vidt jeg er bekendt ikke af samme opvækst som de kongelige linjer, vi må bære i mente potentielle ændringer i skikke. Har de nogen spørgsmål, lady Isherwood?”

Det var ofte, at Genevira ikke svarede mere end ja nej eller andre enstavelsesord på Madelenas særegne udtalelser. Der var for mange af hendes egne tanker, der hærgede i hendes hoved til, at hun i virkeligheden rigtig kunne forholde sig til, hvad der foregik i dæmonladyens hoved. Alligevel var der noget sært behageligt ved bare at lade lady Gray tale. Det var ikke fordi, at kvinden ikke var velformuleret og nogle af hendes tanker om tilsyneladende helt tilfældige ting bar også sin egen særprægede form for charme. Men helt deltagende havde Genevira trods alt kun fuld åndsevne til at være, når det handlede om noget vigtigt. Alligevel brast den lille herskerinde i en sølvklokkeagtig latter, da lady Gray nævnte det eventyr hun havde læst. ”Gid det var så vel, at man kunne det. Genopbygningen af Doomsville ville kræve mindre af os, hvis vi kunne betale os fra det med den uendelige mænge af stjerner på himlen,” sagde hun, men faldt dog hurtigt igen hen i alvor. For her i lå det størtste af hendes problemer trods alt stadig. Selvom hun på én gang gruede for og bittersødt længdes efter at se Valentine igen, bad i sit inderste hjerte til, at han havde længdes lige så meget efter hende, så var han alligevel og havde aldrig været hovedformålet med at tage tværs gennem deres farefulde kontinent. Hvor end han sikkert gerne ville tro det.
Nej hovedformålet var trods alt stadig, som alt hvad hun levede og..javel måske ikke åndede, for nu var det, at byen havde brug for hende. En vis genopbygning efter brandnatten havde allerede fundet sted, men det havde tæret på Doomsvilles ressourcer, der i forvejen havde været svindende efter længere tid med uro og førend det år med naturkatastrofer og hungersnød. Lady Isherwood var fast besluttet på, at hendes folk, de som elskede hende og som hun nærede al kærlighed i verden til, fortalte hun i hvert fald sig selv, ikke skulle lide mere end højst nødvendigt. Men et sådant mål krævede penge i statskassen. Penge som Valentine havde og Genevira havde tænkt sig at få del i. Så armeret med, hvad hun håbede var, overbevisende eksempler på, hvad en aftale med Doomsville kunne bibringe til Sunfury. Og hvis ikke det virkede bad Genevira til, at der havde været blot et gran af sandhed i hans omsorg for hende, der kunne bidrage til, at han ville ønske at hjælpe hende. Nødstedt som hun nu engang så sig selv. Hvis ikke andet kunne løftet om genoptagelsen af deres forhenværende kommunikation måske hjælpe med at tilte vægtskålen til hendes fordel.
Med den slags ængstelige overvejelser gik tiden ind til Genevira Isherwood til sidst ikke anede, hvor lang tid der overhovedet var gået.
Atter var det Lady Grays ord, der trak hende ud af den døs, hun mere eller mindre havde befundet sig i. Uden at se op fra det dukkeansigt hun var ved at male rømmede Genevira sig sagte, flyttede lidt uroligt på fødderne.

”De bør vide, Lady Gray, at kongens og min historie til dels er sammenbundne…” sagde hun noget kryptisk.

”Jeg kan ikke svare for, hvordan han vil reagere på vores ankomst, men jeg ønsker ikke at holde Dem hen i det uvise og det er bedst, hvis De er forberedt på, hvad som helst,” sagde hun, imens Sunfury’s tårne og spir efterhånden blev synlige.

”Vi må vel håbe kongen har erfaring med galaktisk høst… belejligt vil det være.”

Hun fornemmede Lady Isherwoods kvaler, på trods af talentet hun besad i at holde sig ideelt i fatning. Lady Gray antog først nervøsiteten værende grundet presset af Doomsville, en helgen status var magtfuld… men hvor langt kunne hun falde hvis ikke befolkningen havde en mindst en smokescreen af opfyldte løfter snart? Intrigerne kunne Lena selv more sig over, en stolt familie havde hun at falde tilbage på… de vil nok forklare hendes nuværende foretagen væk som et spøjst valg der hører ungdommen til og gifte hende til en den legalt tætteste slægtning muligt. Sin værdighed vil hun miste, men liv og komfort i behold vil hun have, (og en kat at flygte i) hvis Doomsvilles herskerinde skulle fejle… denne belejlighed kunne Genevira Isherwood ikke tillade sig. Nu beregnede dæmon fruen, med sin egen indblanding, ikke dette scenarie for værende realistisk. Men kun et kvaj vil forblive ubekymret med en kåring af herskerskab og helgenstatus om halsen.

”Vi ser vel mere til dem and Sunfury, måske vi bør handle.”

Fortsatte hun de åbenlyst spøgende ideer, men en del af hende kunne ikke lade vær undre sig, hvorvidt befolkningen var fæ nok til at falde for sådan en gøren. Jo mørket i Doomsville eksponerede stjerner i vintermåneder i langt højere stand end solen tillod i den forbrændte ørken. At sælge kønne skøder og navngive et par lys på himlen var vel muligt, sælge dem for en sær sans af ære og… så måtte de rejse til Doomsville for den ideelle oplevelse…


”Det kunne næsten fungere…”

Mumlede hun mest for sig selv, fortabt i beregninger et øjeblik. Denne konkrete sindssyge undlod hun at uddybe på nu men ideer gav den.

”Stjernehimlen… den er en lukrativ en repræsentant for byen og deres styre… vi bør styrke dette i image, ”Doomsville, byen af tusind stjerner” eller ”Genevira Isherwood, nattens lys” har bedre klang trods alt end ”Ruiner, ruiner, dommedag””

Lena, dedikeret til sin nye hobby som fascist konsulent, måtte nu også indrømme Sunfurys sol en intimiderende faktor. Varmen var begyndt at sætte sig, og sammenlignelig med barndomshjemmet eller Aquerne var den stadig mærkværdig. Klar var hun dog ankommet, i beige linen kjole, med drue motiver broderet, druer og liljer. En hat dækket med liljeblomster blandt drueblade med slør der vil dække hende i tilfælde af solens fremtræden. Handsker, bar hun tykkere end alment stof og juveldruer hængende derpå. Lena havde medbragt nogle sommerkjoler fra barndomshjemmet i Forest of mother nature, de var eventyrlige og passende til varmt et vejr. Men til sin ankomst havde hun forberedt denne dragt, med ynde men alvor i mente. Hun repræsenterede trods alt stadig Genevira og Doomsville… og om hun stadig hørte til eventyrene… ja det var spørgsmålet. Kattene havde hun efterladt hos Bedelia for deres sikkerhed, hårdt som det var at være adskilt fra en familier måtte hun det værende nødvendigt. Hvordan mon den kontroversielle historie om Lady Isherwood vil modtages rundt i kontinentet var et afventende spørgsmål.

Se så var der Sunfurys konge… som Genevira netop havde tilstået et bekendtskab til. At Lord Mcgivens tjenerinde havde omgås magter var såmænd ikke overraskende, nej… Valentine Avari Bousquet dog, var dog til hendes bekendtskab ikke blandt politiske spillere før fornyeligt… Helt ukendt var hans eksistens for hende indtil nyligt… Overrasket over denne drejning så hun på Genevira. Om der var tale om delikater maner kunne man vel ikke tillade sig at spørge direkte om, at Genevira selv uddybede hvad var nødvendigt.

”Oh… hvor fascinerende, jeg må indrømme Lord Bousquet lidt af et mysterium selv.”

Nysgerrig var hun af åbenlyse årsager, med karriere inden for fascist assistance, men en lille del af dæmonen, måtte erkende sig desperat efter hvad end måtte informere hende om Juniper Graceling.

”Ser de jeg har som bekendt, en historie med prinsesse Juniper… hun også er jah... et mysterium… Forberedt på… lidt af hvert er vi vel begge…”

I dæmon forsikrende forstand nikkede hun af Genevira.


”Det kan ikke undgås at personlige relationer indtræder til tider, er de… partikulært nervøs for dette møde?”

”Foreslår De at vi skal sælge stjerner, lady Gray?” spurgte hun og så endelig op på sin rådgiver, som for, ved at granske hendes ansigt at vurdere om dæmonfruen lavede sjov. Nogle gange var det svært at vurdere, hvornår hun forventede at blive taget alvorligt. Meget af hvad hun sagde forekom, hvis ikke man, som Genevira først var begyndt at vænne sig til, kunne finde sandheden i hendes ord, som det rene nonsens. Noget sagde Genevira at dæmonfruen endog til et vist omfang nød at fremstå underlig. Måske var der reelt set tale om en forsvarsmekanisme. Meget lig hvad Geneviras ofte ekstreme høflighed var for hende selv. Var det simpelthen for at sikre, at hun kun havde samtaler med folk, der kunne afkode, hvad hun reelt mente med sine mærkværdigheder og dermed sortere folk, hun ikke gad spilde tid på fra fra en start? Det var svært at sige, men ud fra hendes ansigtsudtryk, virkede Lady Gray mest af alt til at more sig på sin egen halvsardoniske facon. Kvinden besad et ansigtsudtryk, der gjorde det svært at vurdere, om man selv var grundlaget for hendes morskab, hvilket Genevira til tider fandt lettere..off putting, at blive konfronteret med at hun ikke altid forstod alting. Stadigvæk. Og dog virkede lady Gray til oprigtigt at være ved at udforme en idé af en eller anden form inde i den hjerne, som Genevira ikke kunne påstå at forstå, hvordan fungerede, men nyttig var hendes rådgivning dog alligevel. Kryptisk om end den fra tid til anden tog sig ud. Og hvis Madelena Gray kunne få flere penge i statskassen, ved at overbevise grådige adelsfolk og andre med formuer, de ikke vidsste, hvad de skulle bruge på om, at de nu ejede et stykke af nattehimlen, så skulle hun være velkommen til at prøve. Underligt om end Genevira fandt det.
Et mysterium kaldte Lady Gray Valentine. Tja, det var ikke fordi hun tog fejl. I lang tid havde Genevira regnet sig blandt de personer, der virkelig kendte ham, i hvert fald de dele af ham, som han var komfortabel med at dele med nogle få nære. Og det havde været nok. Det havde føltes betydningsfuldt og hun havde båret sin forståelse af ham, deres fælles forståelse af hinanden, i et lille varmt hjørne af sit for længst standsede hjerte. Det gjorde dobbelt så ondt at hæfte sig ved tanken om, at hun måske slet ikke havde kendt ham, muligheden for at han bare havde moret sig, fordi hun havde skattet noget, der måske end ikke have eksisteret, så højt.
Genevira vidste for så vidt ikke, hvad der ville være værst, på den ene side var hun overbevist om, at hun ville dø, hvis han henviste til, hvad der havde været, men samtidig gav bare tanken om at blive behandlet som en fremmed, en forretningspartner, hende kvalme.
”Han er en mand, der slår til, når han ser muligheder,” sagde hun med et skuldetræk, henvisende til ægteskabet med prinsesse Elizabeth. Hendes blik var atter bortvendt. Godt nok havde Sean påpegede at ægteskaber sjældent blev indgået af kærlighed, hvilket Genevira godt vidste i forvejen og nu var Elizabeth taget bort. Alligevel holdt Genevira ikke rigtig ud at tale om hende. Delvist måske fordi det var nemmere at bebrejde hende for sine kvaler end det var at bebrejde Valentine.

”Ergo skal vi overbevise ham om mulighederne ved en alliance med os. Hvis vi kan det er han vores,” fastslog hun. Med et tilbage i det mere forretningsmæssige mindset.

”Ja…jeg er nervøs,” indrømmede hun og så ud af vinduet på de forbirullende gader og stræder som de kom tættere og tættere på paladset.

”Jeg er nervøs fordi mit folks skæbne afhænger af vores evne til at vinde interesse fra end mand, der én gang før har forkastet mig, men…dette må altså være mit lod at bære. Det er den bedste chance vi har,” fastslog hun, imens hun en sidste gang rettede på sine klæder. Sikrede sig at alt sad ikke blot som det skulle, men perfekt. Den lillehvide kjole var broderet med silhuetter af ikonisk arkitektur fra Doomsville og Sunfury, hvor imellem der symbolsk var illustreret broer. Diamanter glitrede på hendes skørt, som om det var blevet dyppet i de stjerner, de lige havde diskuteret at sælge som varer.
Om hendes skuldre hvilede en tynd kappe i sartgylden silke broderet med liljer. Helt unødvendig i varmen, men når man ikke blev påvirket af temperaturer var det eneste mål en sammenhængende æstetik. Håret var som sædvanlig sat ærbart op og gemt af vejen, i dag under slør, der glitrede som om det var vævet af månelyset selv. Genevira var sært lettet, da hun rettede den sidste del af sløret så det også dækkede det meste af hendes ansigt. For det første var der som den helgenskikkelse hun udgjorde en vis styrke i at svøbe sig i en kappe af mysticisme. For det andet og på et mere personligt plan, var der dog også en vis tryghed i at, når hun ikke vidste, hvilken reaktion hun skulle forvente fra Valentine, at han ikke i første omgang ville kunne se direkte på hendes ansigt.
Liljekransen blev placeret som den altid gjorde i officielle anliggender.
Det varede ikke ret længe, før den strålende hvide vogn pyntet med liljer i bladguld og trukket af snehvide heste indfandt sig på gårdspladsen foran Sunfury slot. En række af de tjenestefolk, der havde rejst i en anden vogn sammen med følget stimlede nu og sørgede for at deres herskerinde mødte Sunfury med værdighed. Genevira trådte ud af vognen til bukken og skraben fra sine egne tjenestefolk, der havde taget opstilling som til en teaterforestilling. Trods det sene tidspunkt syntes en vis mængde tilskuere at have fundet ud af, at et alliancemøde skulle finde sted. I hvert fald havde en vis folkemængde samlet sig. Nok mere for at se deres egen konge og reaktionen på hende, end for at se hende i egen person. Alligevel vinkede Geneviratil dem, idet hun med svævende lydløse skridt krydsede gårdspladsen.

Outfit (desuden er fletningerne i hans hår vævet med gyldne tråde).

Det var en smuk aften. Lun som de havde tendens til at være, når man boede i solens by. Det eneste som manglede var månen. Gemt væk bag de eneste skyer på himlen den nat, lod månelyset sig kun vise sporadisk, næsten som om, at den massive kugle af lys frygtede, hvad end dens lys måtte afsløre i byen under sig. Men spurgte man byen, ville den fortælle, at der var intet at frygte. I stedet var der kun glæde. For kongen havde ventet længe på denne nat, og nu var det endelig tid. Slottet summede af liv, og på trods af de sene timer så lod det til, at stort set hele Sunfury havde holdt sig vågen. Bare for at få et lille glimt. En smagsprøve… af Dem.

Det hele var egentlig startet ganske simpelt. Ikke længe efter Elizabeths rejse havde Valentine modtaget et brev, som havde vendt alting på hovedet. For selvom han ikke havde været et sekund i tvivl ved synet af det officielle stempel fra Doosmville, og det nyligt anerkendte liljesymbol, så fortalte den øvede håndskrift ham alt, hvad han behøvede at vide. Brevet indikerede formelle omstændigheder som hele årsagen bag mødet, men dødssynden havde ikke kunne sige sig fri for at læse mellem linjerne, og straks se en helt anden grund til at mødes. Ikke desto mindre var en officielt aftale hurtigt blevet stablet på benene, og Valentine havde brugt tiden på at tælle dagene og forberede sig på bedst mulig vis - både som konge af Sunfury, men helt sikkert også som en længselsfuld elsker desperat efter flere måneders tvungen adskillelse (at fraværet var hans egen skyld, nævnte historien ikke noget om).

Natten var endelig oprandt, og selvom det havde været en fornuftig idé at sove lidt længere den morgen, velvidende dette møde højst sandsynligvis risikerede at vare det meste af natten, så var dødssynden for én gangs skyld vågnet relativt tidligt. Det havde heldigvis givet ham og resten af slottet rigeligt med tid til at færdiggøre alle forberedelserne, hvilket viste sig mere end nødvendigt, da kongen for en gangs skyld ikke havde sparet på noget. Liljer i massevis var blevet fragtet til Sunfury, og udover de sædvanlige vidunderligt smuke blomsterdekorationer som havde prydet slottet siden Valentine overtog rollen, så befandt der nu buketter i hvert et rum med smukke, hvide liljer. Desuden var der forberedt alle de ting, som han huskede bedst. Fade læsset med eksotiske frugter i massevis, skåret og formet i de mest absurd kunstværker, man kunne forestille sig. Mængdevis af petit fours, chokolade og andre lækkerier som Valentine havde bemærket Genevira nyde i deres tid sammen. I korte ord; mad, drikke og pynt nok til at gøre selv Frådseri en anelse jaloux på hele arrangementet. Det havde da heller ikke været nemt at overtale søsteren til at blive hjemme denne nat - endnu mindre, da det gik op for dem begge, at en ganske særlig dæmon havde tænkt sig at dukke op i selskab med herskerinden. Heldigvis havde Valentine  altid “storebror” kortet at falde tilbage på, så efter en vis mængde protest havde søsteren, samt andre involverede søskende, endelig trukket sig og ladet ham være alene til de sidste af hans egne forberedelser.

Mange timer senere befandt han sig endelig ud på gårdspladsen, og betragtede ivrigt, hvordan kareten færdiggjorde sidste del af turen op mod slottet. Egentlig havde han overvejet at vente inden for… lade dem møde ham i tronsalen. Ophævet og mægtig, som han gerne fremstod. Men iveren var simpelthen blevet for meget. Så han havde i sidste øjeblik besluttet at møde dem på halvvejen, på gårdspladsen, sammen med det halve af Sunfury lod det til. Men meget modsat Genevira var det ikke noget, som han havde øje for selvom han sædvanligvis nød opmærksomheden. I stedet var hans blik udelukkende rettet mod hendes skikkelse, som pludselig gled frem i mørket. Så smuk. Så vidunderligt smuk. En brud af natten med sin krans af liljer, sin hvide kjole og sit tynde slør, som glitrede himmelsk i skæret af månen, som lod til endelig at være kommet frem fra sit skjul. Og ved hendes side en dæmon. Lige så nobel og stolt, og mindst lige så velklædt som broderen havde været. Valentine forstod hurtigt, hvilken skønhed hun havde fundet i sit eget udødelige væsen. En skønhed havde måske været mere tilbøjelig til at udforske, havde de været alene. Men for nu var hans opmærksomhed rettet mod duoen som en helhed. Armene bredte sig ud, inviterede, med sløret svajende bag sig, som han bød dem velkommen. Et blændende smil, samt et par klare, blå øjne og en varm, behagelig stemme, ville være det første som mødte gruppen, som de langsomt men sikkert kom ham i møde.

“Lady Isherwood!... Lady Gray!... Welcome to Sunfury!”

Badet i skæret fra månelyset, placeret ved toppen af trapperne som ledte op mod slottet, og prydet med gyldne detaljer fra top til tå, måtte han uden tvivl tage sig ud, præcis som han følte sig det øjeblik. Som en gud. Klar på at modtage sine disciple. Sine tilbedere. Men der var kun én, som han ville have.

Hele vejen henover gårdspladsen var Genevira sig det på én og samme tid behageligt og pinligt bevidst om, at hun blev iagttaget. Af folkemængden ja, men vigtigere og mere presserende af ham. For der stod han. Ved toppen af trappen. Om muligt endnu smukkere end Genevira nogensinde havde set ham. Det kunne altså konstateres, at det royale liv klædte Valentine yderst godt. Måske var det fordi, han virkede så meget i sit es. Det forekom naturligt, at han var der hvor han var. Han var sikkert lige så bevidst om mængden, som Genevira selv var det, men han virkede så afslappet med alt opmærksomheden, at han lige så godt kunne have stået på sit eget værelse. Selv her fra på afstand virkede hans udstråling lige så varm og indbydende som hun huskede den og Genevira blev et øjeblik overvældet af den pinagtige ungpigetrang til at løbe resten af vejen og kaste sig om halsen på ham. Men nej, hun kunne ikke tillade sig at tabe ansigt. Hverken foran folkemængden, foran lady Gray eller foran Valentine selv. Og det han havde gjort hende ved at forkaste alt hendes affektion så pludseligt og uden videre stod nu i skarpere relief end nogensinde før. Ved igen at værre nær ham stod det hende klarere selv end det var gået op for hende i sin vrede og sårethed, at hele hans udstråling med lethed kunne være skuespil. Måske var hans varme slet ikke til ære for hende, men for folket, som han trods alt vel stadig havde et behov for troede på ham som den godhjertede og generøse konge, han måske slet ikke var. Hun stilnede den del af sit for længst døde hjerte der øjeblikkeligt ønskede at tilgive alt, ville have modtaget enhver undskyldning han kunne give hende og glædeligt have bebrejdet Elizabeth for et hvilket som helst af deres problemer, inklusiv ondskabsfuldt at have flået dem bort fra hinanden. I stedet huskede hun sig selv på, at hun var her udelukkende af forretnings og alliancemæssige årsager. Dette var ikke for hende, men for folket. For begge folk faktisk. For faktum var, at Sunfury også ville få noget ud af det her foretagende. Ergo var det retfærdigt. Således styrket i troen på sit eget formål fortsatte hun værdigt og tavst det sidste stykke hen af gårdspladsen, ind til hun standsede op på trappen nogle trin under, der hvor Valentine stod. Hun nejede en flydende bevægelse. Godt nok var de af samme rang rent systemisk nu, men i sin hjemstavn fortjente en royal at blive mødt med respekt.

”Your Grace. I thank you for meeting with us. May the heat burn away all selfishness in our hearts and the water for our people be plentiful and clear,” sagde hun formelt. En gammel hilsen, hun havde lært sig gennem mange timers studier af Sunfurys kultur. Solens styrke som et sandhedsvidende før forhandlinger var alment anerkendt, men solen kunne hun af gode grunde ikke referere direkte til, så hun havde modificeret den en anelse. Vandets dyrebare kvalitet i en ørkenby var dog åbenlys og referencen til at disse forhandlinger var for folkets bedste var simpel.
Imens hun talte studerede hun, gemt bag sit slør, hans ansigt i søgen efter skjulte tegn, hvad som helst der kunne fortælle hende, at Katrinas ord fra for så længe siden havde været sande. Genevira fandt intet.

Sunfury var ikke staden Lady Gray færdes mest, en fjern slægt mindre indavlede af familiens grene fandt sig i ørkenen, men de kendte Lena kun fra portrætter. Selv Gray familiens højtids baller kunne ikke introducere alle og en hver med et skummelt stamtræ. Desuden fandt hun varmen, uden perleøens hav som komfort, en bedrøvelig situation for de med bleg hud og en latterlig mængde sort hår, gemt under tykkere stof end alment. Måske det var vist ikke at medbringe en familiar, hvor udmattende end dette måtte være med kattepels.

Men smukt var paladset under nattehimlen, og spøjs var ekstasens af folket omkring dem. Geneviras samling i Doomsville var en ting, Synfurys borgere dog, var så vidt dæmonen havde læst sig til, ikke selvidentificerede symbolske børn af denne konge. Nej mon sådanne påstande overhovedet vil gå an eller ville de hænges for bagvask mod monarkiet? Et spøjst nyopstået monarki med… Juniper i relation? Mon abbedisserne nu så sig forlegne? Akademiets hvidhårede skamplet, nu en prinsesse? Hvor ironisk…morsomt næsten… ikke mindre intimiderende dog… Juniper Graceling? I nærheden af sådan magt? Jah hvis denne Lord Bousquet havde lige så sindsforvirrede effekt på folket som Jun på Caleb og en vis benægtende tvilling, var det forvildede publikums reaktioner ikke et under. Dårligt nok levende så skikkelserne ud… som Lord Gracelings Marionetter, i brede smil og halvt foruroligende blik.

Og så kom han til syne… en stund kunne hun have forvekslet kongen for sin elskerinde, for en stund var dæmonens hjerte ved at lyse i råddent et skær… Fixeret på denne sære mand var hun, Caleb havde for engangs skyld ikke været forkert på sine beskrivelser. Almindelig vis var broderens ord ikke just til at tage for alvor, medmindre subjektet kunne sammenlignes med en sok. Men her stod han foran hendes, selvangiveligt langt visere øjne og… glemt for et split sekund var hendes bevidsthed om folkets blik, slaverne hun uden god vilje godkendte som gave, den sære klaustrofobi der sneg sig tættere og tættere. Forgabt i mysteriet af den mystiske lord, observerede hun en stund sin herskerinde og den potentielt gale konge, som deres blikke mødtes i noget der kunne ligne godt skjult ømhed.

”Thank you for your kind hospitality, Lord Bousquet. And may these lovely stars bless our endevours and unions, Doomsville sends its regards”

Den halv sære velsignelse var i sandhed en hun på stedet digtede op i sin dæmon forvirring. En eventyrlig klang havde det vel og stjerner virkede for an vampyrinde passende et symbol, resten lige prætentiøst nok til den højtidelighed forventet af dem.

Som de to herskere tog sig til deres private forhandlinger, vil hun afvente ordre i paladset. Paladset, som føltes mere og mere fængslende jo tættere de kom.

Valentine kunne næppe frasige sig at være mere eller mindre på fuldstændig bar bund, da begge kvinder pludselig stod foran ham og præsenterede hver deres formelle hilsen, den ene mere kryptisk end den anden. Muligvis huskede han et eller andet sted at være blevet introduceret til Sunfury’s gamle hilsner og traditioner, men det var ikke ligefrem fordi han havde lagt ret meget vægt på at memorere ret meget mere end det, som han i forvejen vidste kunne tillades som adelig. Men det havde hun... selvfølgelig havde hun det. Genevira var intet mindre end perfektionistisk, og det gav kun mening, at hun ønskede at gøre det bedst mulige førstehåndsindtryk - selvom de nu havde adskillige indtryk at falde tilbage på. Valentine lod sig heldigvis ikke slå ud af noget så simpelt som lidt gammel poesi, men tog i stedet trøst i det faktum, at han ejede en ganske naturlig flair for det med ord. Måske var det medfødt? En egenskab som skulle gøre det nemmere at overtale folk, når det kom til at synde? Nej, sådan måtte han ikke tænke. Ikke nu. I stedet brugte han de få desperate sekunder som kunne indhentes, imens damerne fik talt færdigt, til at lade tankerne flyde. Og da det endnu engang blev hans tur til at tage ordet, svarede han da også med en selvtillid, der på ingen måde burde indikere, at alt hvad han sagde fremover var brygget sammen på mindre end 30 sekunder.

“Ah… Yes. And may the night sky and its light of a thousand stars bless both of our cities. May the moon let her energy flow and touch every soul with her grace… and may this night be as rewarding as it is beautiful for the both of us.”

Hvad end det egentlig faldt i god jord eller ej, lod han ikke damerne mange sekunder om at overveje. I stedet gled dødssynden helt naturligt videre i teksten, og bukkede ganske let som svar til Geneviras nejen inden, at han rettede sig op igen, stadigvæk værende ét stort smil. Han kunne nemt have stået meget længere, beundrende over Geneviras voksende skønhed, samt dæmonens kreative og skønne udfoldelse rent tøjmæssigt, men måtte i sit stille sind minde sig selv om, at Sunfury trods alt stadigvæk så med. Ro. Det var, hvad de manglede. Så meget at tale om!

“Thank you both for the kind words, My Ladies. It’s an honor to have you here. I know you’re probably rather tired from such a long journey, but I do hope you’re still up for our meeting tonight?”

De blå øjne funklede om kap med de hundredvis af gyldne smykker og ædelstene, som dansede rundt under nattehimlen, ved Valentines mindste bevægelse. Som da han begejstret klappede hænderne sammen, da Genevira valgte takke ja til at fortsætte deres aften, og han derved kunne gå videre med nattens plan.

“Wonderful! Shall we, My Lady? Oh! And will your dear friend, Lady Gray, be joining us? Or is is just... the two of us?”

Efter at have sikret sig, at Geneviras lille dæmoniske følgesvend ikke skulle med dem videre, vendte han atter opmærksomheden tilbage mod Doomsvilles nyvalgte messia. En arm, som enhver ordentlig gentleman burde, blev tilbudt hende, og valgte hun at acceptere, som han håbede, ville Valentine roligt vinke farvel til byen under dem for så at føre dem begynde turen gennem paladsets oplyste gange. Valgte Genevira at takke nej, ville armen glide på plads igen, og Valentines ville i stedet nøjedes med at holde sig tæt ved hendes side, som han ledte dem videre, stadigvæk ikke uden at vinke farvel til både byen og Lady Gray.

Var der en sært romantisk undertone i Valentines ord? Havde han fundet på denne hilsen blot til hende lige netop i dette øjeblik? Eller var det en hilsen hun blot ikke kendte til før nu? Genevira måtte trække vejret forsigtigt et øjeblik og minde sig selv om ikke at løbe til forhastede konklusioner. Dette var måske nok en genforening, men det var en genforening med et politisk formål. Det ville være dumt at antage mere. For hun ville sikkert kun ende med at blive såret, ligesom sidst. Valentine havde ikke engang været adskilt fra sin tidligere hustru særlig længe og her stod Genevira allerede med en fod halvvejs udover den metaforiske afgrund en genoplivning af det, deres tidligere forhold engang havde været. Hvis det forhold overhovedet eksisterede andre steder end i Geneviras eget hoved. Det var bedre at fokusere fuldt ud på politikken og ikke formode noget, som Valentine højst sandsynligt ville være uenig i, hvis hun havde haft modet til at spørger ham. Det havde hun dog ikke.

Genevira nikkede kort.

”Lady Gray will be joining us later. Presently I should think we have things to discuss regarding the future of our cities and our people,” erklærede hun med mild ro. Ikke i tvivl om at Madelena Gray ville finde en eller anden måde at bruge sin tid konstruktivt eller i hvert fald underholde sig selv. Genevira kendte hende godt nok efterhånden til at vide, at en bygning fyldt med så meget historie som Sunfury’s palads ville have tiltrukket Lady Gray uanset hvad.
Således ønskede hun lady Gray en god aften for nu og fulgte med Valentine. Hun tog ikke imod hans arm. Selvom det var en fristende tanke at mærke hans varme igen. Men det sendte de forkerte signaler, så i stedet foldede hun hænderne foran sig og svævede af sted ved siden af ham.
Allerede i indgangshallen slog den energi der var puttet ind i at fremstå imponerende hende i møde. Hallen var rund og klart hvidt sten ligesom de fleste bygninger i Sunfury, sandsynligvis for at undgå at bygningsværket optog varme fra solen. Solen….den var overalt. En guld og topas mosaik i gulvet illustrerede hvordan Elona Dal satte solen på himlen. En frise i væggen løb hele vejen rundt i det runde rum med scener af, hvordan solen som livgivende og beskyttende kraft hjalp Sunfurys befolkning. Langs væggene stod statuer af malet marmor af Sunfury’s tidligere konger eller dronninger. Alle tunge af symbolik, men Genevira vidste kun nok til at kunne navngive et par stykker. Mest i øjenfaldende var, at den plads, der sikkert var reserveret til Fenrers statue var tom. Havde de ikke konstrueret den endnu? Af angst for at gøre hans død til virkelighed? Eller var den blevet fjernet?
Genevira nåede ikke at tænke meget over det, før de gik videre. Mængden af liljer der faldt i hendes øjesyn fra diverse vaser over det hele, fik næsten Genevira til at le. Så han forsøgte altså at få hende til at føle sig velkommen? På sin egen måde,
Som det også havde været i hans hus for længe siden var væggene fulde af kunst. Her var meget dog noget, som Genevira ikke havde ham mistænkt for at sætte op. Malerier af slag, skildringer af diplomatiske møder. Nej, alle skildringerne af smukke ting, steder og personer, var meget mere ham selv. Igen var det underligt tydeligt at alle portrætteringer af Fenrer og Elizabeth manglede.
Sørgede han? Eller kunne han ikke længere døje sin tidligere hustrus ansigt? Genevira skammede sig i stilhed over den tilfredshed, hun følte ved den sidste tanke.
Den unge blonde kvinde der figurerede på flere af Valentines egne portrætter var ikke nogen af føle blot et gran jalousi over. Tydeligvis en søster.
Efter at være gået i lang tid, hvor Genevira følte, at hendes mund havde lukket sig sammen trådte de igen udenfor. Denne gang befandt de sig på en enorm balkon med udsigt over paladsets endnu mere enorme og farvestrålende haver. Hvordan fandt de vand nok? Hun kunne dufte dem herfra.
Over dem glødede uendelige mængder af stjerner. Et øjeblik var hun så optaget af naturen omkring sig, at hun slet ikke lagde mærke til det overdådigt dækkede bord til to, der stod midt i det hele og strålede uvirkeligt.
Pludselig lidt nervøs, satte Genevira sig ned i den ene stol. For, hvad i alverden var det her egentlig? Hun havde følt sig så klar og nu var hun næsten tom for ord.

”It’s good to see you again. You have done well for yourself evidentally,” sagde hun endelig, samtidig med, at hun vovede forsigtigt at fjerne sløret fra sit ansigt.

Egentlig ganske tilfreds med tanken om at have Genevira helt for sig selv, fandt han ingen problemer med at lade dæmonen være tilbage, som de gled videre mod deres næste mødested. Jo, familien Gray havde ganske vist pirret hans nysgerrighed, men denne aften ønskede han udelukkende fokus rettet mod noget af det, som han ikke havde haft mulighed for at beskæftige sig med i noget nær den grad, som han havde gået og drømt om, det seneste års tid. Desuden var det trods alt ikke så forfærdeligt længe siden, at han havde haft fornøjelsen af at lege lidt med en ganske særlig pyntedukke af en Gray, så han vurderede, at Madalena sagtens kunne vente lidt endnu. Han havde dog allerede en klar idé om, at søsteren ville vise sig noget anderledes at håndtere end sin sokke-fikserede tvilling. Tanken frembragte et kortvarigt smil hos dødssynden, som han mindedes den langsomt voksende samling af nydeligt dekorerede sokker, som det møde havde startet. Det var åbenbart ikke helt ufarligt at omgås en Gray.

Valentine nikkede bekræftende til Geneviras ord, og lod derefter kvinderne tage en hurtig afsked inden, at han selv ønskede Lady Gray en god aften. En anelse skuffet over manglen af den fysiske berøring kunne han ikke undlade at føle, men tog det med oprejst pande, som parret gled gennem slottets forgyldte haller, der lod til at tage pusten fra de fleste. Selv havde han da heller ikke kunnet undlade at mærke begejstringen og ærefrygten de første par gange, han havde besøgt slottet i jagten på Elizabeths hånd. Men med tiden var det som om, at detaljerne var gledet en anelse i baggrunden for ham. Jovist, han havde da gjort sit for føle sig mere hjemme, og havde også været hurtig til at fjerne de værste af beviserne af slottets tidligere indehavere, men alligevel kunne han stadigvæk tage sig at længes efter sine egne private gemakker gemt væk længere ned i Sunfurys gader - hvor alting var hans. Nøje udvalgt og særligt indrettet. Hvor alting ikke handlede om historie, folket eller den forbandede sol, hvis skønhed han tog sig selv i at forpeste nu og da, som den lod til at fylde mere end han selv gjorde i folkets øjne. Statuen af Fenrer - eller rettere manglen på selvsamme statue - skyldtes dog mere held end forstand. Elizabeth havde selv været i tvivl til starte med. Produktionen ville betyde et endeligt. En slutning hun ikke var klar til at håndtere. Så de var blevet enige om at vente til hendes rejse var slut. Nyheden om, hvorvidt Fenrer fandtes død eller levende, var trods alt altafgørende for byggeriets fremtid. Og nu lod det - desværre - til, at byggeriet ikke ville have mulighed for at fortsætte det næste meget lange stykke tid med Elizabeth ude af billedet. Oh ve… Oh well.

Som de nåede havestykket for enden af turen, trådte Valentine hurtigt hen mod den stol, som Genevira lod til at have udset sig. I en rolig bevægelse trak han let stolen ud for hende, ventede til hun satte sig og hjalp hende så på plads igen inden, at han fandt sin egen plads. Afslappet gled benene over kors imens, at han lænede sig tilbage i stolen for maksimal support. Det kunne godt give en øm ryg at bære de fleste af hans outfits en hel dag, da mængden af guld og ædelstene havde det med at veje mere end de fleste turde drømme om. Men han havde efterhånden lært små tips og tricks, som gjorde det en anelse nemmere at klare sig igennem dagen og natten, imens man bevarede mest muligt af det udvalgte look - og her var en god rygstøtte essentiel. De blå øjne fæstnede sig lynhurtigt ved synet af den blege hud, som pludselig kom til syne, da hun valgte at fjerne sløret. Det tog ikke mange sekunder at konstatere, at hun lignede sig selv. Ikke så meget som en rynke eller andet, der fortalte om tiden siden deres sidste møde. Åh, hvor han dog misundte den evige ungdom. Udødelighed mod hans eget… ja, hvad var han? Det var aldrig lykkedes ham at finde et passende svar. Som resten af de andre søskende, havde han næppe andet valg end at se, hvad fremtiden bragte. Men én ting var sikkert. Han havde ikke tænkt sig at se passivt til, skulle kroppen pludselig begynde at falme for øjnene af ham.

“It is good to see you as well… and yes, I guess you could say that.”

For at sige tingene mildt i hvert fald. Valentine havde trods alt opnået mere end de fleste nogensinde turde drømme om. Magt. Rigdom. Indflydelse En hel by under sig. Et kongerige klar på at føje hans mindste vink. Hvad mere kunne man ønske sig? Som Grådighed havde han næppe kunne forlange meget andet. Og alligevel… mærkede han den. Snigende som altid, voksede behovet sig større dag for dag. Behovet for mere. Hvad end dette mere måtte være. Det meste af tiden havde han knapt selv en idé. Men denne aften, som han sad der og betragtede hende, havde han måske egentlig en idé om, hvad det kunne være. Men… det ville han aldrig kunne indrømme. End ikke overfor sig selv. Ikke nu i hvert fald. Så i stedet fulgte han op på spørgsmålet. Fortsatte dialogen og nød lyden af hendes stemme efter lang tids stilhed.

“But so have you, I’ve been told. The new hope of Doomsville.” han lagde hovedet en anelse på skrå, nysgerrigt, men lige akkurat nok til, at kronen ikke fik overvægt. “It suits you… just as I thought it would.”

Midt i det hele stod pludselig en skikkelse for enden af bordet. En ung, velklædt tjener med en flaske vin mellem hænderne. Rødvin som var bragt til bordet denne aften, velvidende den havde muligheden for at komplimentere de fleste af de massevis af delikatesser spredt ud over bordet mellem dem. Genevira, blev som den første tilbudt noget af vinen, men Valentine var dog hurtigt til at byde ind.

“If you’re not in the mood for wine, I have something else. I’m afraid it won’t be as… freshly harvested… as some of our earlier encounters, but as far as I recall, shapeshifter’s your favorite. Correct?”

Siddende på stolen ved det overdådigt dækkede bord i omgivelser der mest af alt mindede hende om noget fra et eventyr ønskede Genevira et øjeblik ikke andet end bare at kunne give slip på alting og rent faktisk kunne nyde Valentines selskab og deres drømmescenarieagtige omgivelser i deres helhed. Men hun var her med et formål og det kunne hun ikke undse sig, ligegyldigt hvor fristende det var. Der var dog også noget andet, der holdt hende tilbage fra denne fristelse. Noget, der gjorde det nemmere at lade være, næsten og chokerende nok var det faktisk Valentine selv. Det var ikke fordi hun ikke ønskede at række henover bordet og tage hans hånd i sin egen, tvært imod, men Valentine virkede så afslappet og i sit rette element, at hun ikke kunne andet end at tolke det, som om han på ingen måde havde lidt under de samme kvæler, som hun selv havde. Han havde ikke nævnt deres lange adskillelse med et ord, end sige undskyldt for pludseligheden, som han sidst havde taget afsked med hende med. I og for sig var det ikke som sådan overraskende for Genevira. I de lag, hvor de nu begge bevægede sig var det åbent at indrømme en fejltagelse ofte ensbetydende med at tabe ansigt. Således skulle et fejltrin enten fejes under gulvtæppet eller fordrejes på en måde, så det kom ud som en fordel. Og i og for sig var der el ikke engang tale om et fejltrin. Han havde giftet sig klogt, det kunne hun ikke fortænke ham i, givet at hele hendes opvækst havde inprintet hende vigtigheden af netop det samme. Det betød bare ikke, at det ikke havde gjort, og stadig gjorde, ondt.
Det måtte for alt i verden ikke kunne ses på hendes ansigt. Heller ikke selvom hun et øjeblik sad og følte sig helt tung og utrøstelig.
Takket være en livstids øvelse i ikke at træde folk over tæerne formåede lady Isherwood alligevel at smile sit milde, men fjerne signatursmil.


”The people are the hope of Doomsville. I am merely a tool to bring us towards a brighter more fruitful future,” sagde hun roligt med et udtryk, der havde fået presset magten nedover sig og nu kun bar den af ren og skær pligtfølelse. Ikke at dette var sandt, men Genevira havde været meget effektiv i sin overbevisning, ikke mindst af sig selv.
Genevira takkede høfligt nej til vinen, givet det, de skulle diskutere, ønskede hun at holde sindet så klart så muligt.
Hun vendte blikket tilbage til Valentine.

”You are correct. A generous offer. And one I will take you up on, thank you,” sagde hun.
Da tjeneren endelig var forsvundet fikserede Genevira Valentine med et uudgrundeligt mørkt blik. Næsten sort i aftenmørket.

“Once again I thank you profusely for agreeing to this meeting. I take it that you, as I have, see the benefits cooporating would bring each of us and the people whom we serve.”

Hun tog en dyb indånding.

”It is no secret that events in Doomsville have left my coffers running low. I have more respect for you than to lie or to dance around the fact of the matter. I need your financial aid in rebuilding and improving for the sake of my citizens. For any fondness you may once have born me I implore you to look upon this, admittedly brazen, request with kindness,” startede hun ud. Følte sig øjeblikkeligt mere sikker. Politik kunne hun fjerne fra sin egen sorgfuldhed og dermed var det nemmere at diskutere.

”I do not have the audacity to come to you empty handed of course. In return I offer you Doomsvilles aid in any conflicts that Sunfury may find itself in. Futhermore I offer you part of the produce of our surrounding farms and feels. Being that Sunfury is a desert city I think you shall find this contribution most valuable in assuring that your people are fed.
Regarding the products of Doomsville I can grand you reduced fees when importing goods from our city. These including fine textiles, expertedly crafted wood and leatherwork and, should you need it, furs from the animals of our surrounding forests.” Som hun talte kom en række af hendes eget medtagende følge slæbende med trækister fulde af eksempler på de nævnte vare, således at Valentine selv kunne inspicere.

Genevira modstod trangen til grave fingrene ind i sine håndflader i undertrykt angst og afventede hans respons med et roligt afmålt udtryk.

Valentine betragtede hende smile. Lyttede til ordene, der forlod de kolde, bløde læber, hvis sarte farve han følte behovet for at dække med sine egne gyldne. Ordene lød ikke som hendes. Præcis som smilet ikke føltes ægte. Genevira, som sad på modsatte side af bordet, virkede stærkere end nogensinde før i sin nye rolle - og alligevel så utrolig skrøbeligt. Som om vægten af titlen hang over hende, lige så tynd og usynligt som det slør hun bar, men tungere end man overhovedet kunne forestille sig. Ikke engang Valentine. For hvor han havde taget kronen ganske frivilligt, så bar vampyrens historie stadigvæk en del mysterier bag sig. Ingen tvivl om, at hun havde været tæt med Sean McGivens. Hun havde altid talt varmt om dæmonen - så meget, at Valentine ofte havde mistænkt deres forhold for at være mere end blot arbejde på trods af hendes gentagne insisteren på, at den slags aldrig ville finde sted. Alligevel havde det været hende og ingen andre, som arvede byen, da han pludselig trak sig. Havde hun vidst det? Havde det været planen hele tiden? Da tanken første gang ramte ham, havde han følt sig bedraget. For det betød, at hans ægteskab til Elizabeth i virkeligheden var unødvendigt. At de aldrig havde været nødt til at skilles. At han havde ofret sig selv helt unødvendigt. Men selvom tanken stadigvæk legede i hans sind denne aften, så kunne han ikke undgå at mærke tvivlen komme krybende ved synet af den krakelerede overflade. Måske var det derfor han svarede, som han gjorde.

“You are no mere tool, Genevira. You are a light in the dark for the people lucky enough to call you their ruler… and you shine brighter than they ever will.”

Tjeneren, som for et øjeblik måtte bistå det overraskende følsomme scenarie fra kongen, blev hurtigt sendt af sted, så snart Genevira havde accepteret tilbuddet om noget andet at drikke - dog ikke uden at fylde Valentines eget glas før, at han forsvandt. Genevira spildte dog ikke tiden, og da de endelig var alene lod det til, at hun havde andre tanker end at fortsætte hyggesnakken. Ah ja, forretning. Det var vel egentlig derfor de sad der var det ikke? Det havde hun i hvert fald skrevet om i brevet. Han lod hende fortsætte. Lyttede opmærksomt til hendes salgstale, og tillod sig samtidig at smage på nattens vin, som han med stor tilfredshed kunne konstatere var lige så udsøgt, som da han havde smagt den i forbindelse med forberedelserne. Og som samtalen skred frem kunne man måske også have lyst til at give Genevira ret i hendes mistanke om, at Valentine tog det hele lidt for pænt. Som han sad der, mageligt placeret i sit velpolstrede sæde, med sit sædvanlige varme smil, så han trods alt strålende ud som han havde for vane at gøre. Men… en særligt opmærksomme gæst kunne måske være hurtig til at opfange de små revner i den ellers blankpolerede overflade. De intense lyseblå øjne, flakkede, som om de ledte efter noget at fokusere på, som ikke lige var Genevira. Og så var der smilet, der måske alligevel ikke helt nåede øjnene. Urolig i sin stol tog han distræt endnu en god slurk af sin vin, der pludselig virkede til at fylde hele munden på en særdeles ubehagelig måde. Tung var den i hvert fald at sluge. Men hvorfor?

Som grådighed burde han være i sit es. Dette burde være tidspunktet, hvor hans interesse for alvor blev vakt - og det gjorde den. Men for en stund var det alligevel som om, at hans tanker havde svært ved at fokusere på ret meget andet end det faktum, at hun omtalte hans følelser for hende i datid. Som om, at det var slut. Havde han ventet for længe? Eller havde hun haft svært ved at se meningen bag hans royale ægteskab? Ikke just ting, som han kunne spørge om lige nu. Desuden noget helt instinktivt, som forbød ham at undersøge det nærmere. Noget mørkt og forpint, der vred sig ubehageligt ved tanken om, at hendes følelser havde den slags virkning hos ham. For var der noget Valentines opvækst havde lært ham, så var det, at affektion kun var noget, som man gjorde sig fortjent til. Som noget der kun kom i form af begær eller belønning eller begge dele. Kærlighed var en illusion. Forhold var i virkeligheden ikke andet end instinkter og drifter, som drev folk sammen, og som favoritter blandt ens ejendele, så fandt man som oftest en yndling eller to. Andet havde han aldrig oplevet. Ikke personligt. Søskendeflokken var et glimrende eksempel på, at “kærlighed” var magt. Du var intet uden. Selv kulten havde vist ham, at han ikke kunne forvente andet. Han havde været som et stykke legetøj, delt ud mellem de voksne. Hans krop kunne bruges, hans sind kunne udforskes. Så længe interessen var der, så kunne man bruges. Og Genevira havde uden tvivl fanget hans interesse, selvom han stadig havde svært ved at forstå hvordan. For han ønskede ikke at bruge hende. Ikke på samme måde, som med alle de andre. Hun var særlig. Og det gjorde det hele meget værre.

Det var her, fordybet i sin tankestrøm, at han blev opmærksom på en bunke tjenestefolk, der pludselig kom væltende. En af dem bragte ham en kasse med skind. Dovent lod han en ledig hånd glide over den velholdte pels. Kanin. Så blød og fin, at man næsten kunne forestille sig, at resten af dyret lå gemt nede i kassen. Dødssynden så op mod himlen for en stund inden, at han svarede.

“What about slaves?… As far as I remember you have an excellent market going on, but even Doomsville won’t be enough to offer housing and jobs for every poor soul while you rebuild. Meanwhile I’m thinking of terminating the ban installed by Fenrer, thus making way for a whole new line of jobs and opportunities here in Sunfury. For your people as well as mine.”

Endelig lod han blikket glide tilbage til Genevira. Udtrykket var ganske vist blevet mildere, men det var med samme ophøjede ro, at han fortsatte.

“I never left Doomsville with the intention to stop caring for you… so I’ll be honest. Despite your offer seeming quite generous, having to pay for import twice just seems a little… much? Because not only would I be contributing to the funding of those wares, I would also have to buy them for my own city - at a discount, of course. Allies are always important as well, but again, Doomsville would gain more by actually getting a deal with its first major city. Food is a sacred resource, but with the elves this close, we’ve secured some pretty stable trading…”

Han tog en pause. Ikke videre begejstret over tanken om at slå hendes håb ihjel på den måde. Men på den anden side, så havde hun vovet sig ud i en handel med Grådighed - og ingen havde nogensinde påstået, at man slap billigt fra den slags.

“... How much is it that you’re asking for? Financially? Because I want to help you… but thinking of Sunfury, I’m afraid I might need more.”

Et sted i det fjerne nærmede skridt sig hastigt. Sikkert tjeneren fra før med nye drikkevarer, nåede dødssynden at tænke inden, at han drak det sidste af sin vin, afventende Geneviras reaktion.

Blikket der fastholdt Valentine, så intenst mildnedes en smule ved hans ord.

”You never did run out of kind things to say. Thank you, you are most kind, your grace,” konstaterede hun stilfærdigt. Det var ikke uden en vis sorg, at Genevira nu reflekterede over dette. Hvis du virkelig synes sådan, hvorfor gik du så din vej, som om jeg var en beskidt klud? Var det første, hun nåede at tænke. Og så, tænkte han overhovedet sådan eller var det bare en almindelig høflighed fra en hersker til en anden? Havde han nogensinde ment noget af, hvad han havde sagt og skrevet. Eller havde han bare siddet og ventet på en der var yngre og mere blond? I guder, nu lød hun som Abigail… Et øjeblik måtte vampyren bruge på at tage en dyb indånding og få styr på sig selv. I dette øjeblik observerede hun samtidig Valentine, der pludselig virkede meget langt borte på trods af, at han sad på den anden side af bordet. Selv efter så lang tid adskilt fra hinanden, kendte hun det flakkende undvigende udtryk alt for godt. Hun kunne ikke sige, om det var på grund af et livserfaring med at skubbe sine egne følelser til side og i stedet overprioritere andres, eller om det skyldtes, at båndet mellem dem rent faktisk stadig eksisterede, men næsten før hun vidste af det havde hun, måske noget overilet rakt ud efter ham, strejfede hans hånd med sin egen og betragtede ham et for en stund med en bekymret rynke mellem brynene.

Hvor forsvandt du hen? spurgte hun ordløst, før det lod til at gå op for hende igen, hvilken situation de sad i og hvad der var på spil. Hvilken attitude der givetvis måtte opretholdes. Hun lænede sig tilbage i sin stol og trak hånden til sig.
Hans næste ord brød da også øjeblikket. Genevira kunne snart sagt ikke finde et mindre romantisk samtaleemne end at diskutere slaver. Reelt så hun helst, at det blev bortskaffet, men økonomisk måtte hun erkende det, som et nødvendigt onde og hun gjorde sit bedste for at vende et blindt øje til de skæbner, som Doomsville fragtede bort i lænker. Hun fortalte sig selv, at hun gjorde noget godt ved at fastholde at ti procent af indtægterne for hver solgt slave gik til staten. Så fik andre da i det mindste gavn af andres ofringer. Men hun foretrak slet ikke at tænke på det. For hvis hun tænkte ret meget over det, så hun de moralske huller i sin egen logik.

”You will have them. We have already brought some along. Currently being stored with the horses I believe…you may inspect them later at your leisure…I trust that they are up to standard. Call them indentured servants or whatever else pleases you, until the ban is lifted,” foreslog hun med en ophøjet ro. Som om de ikke talte om mennesker. Det gjorde det nemmere.
Hun havde forventet at han ville stejle ved hendes foreslag. Det var en del af det at forhandle. Nu var der så tid til at de fandt ud af, hvad råderummet reelt skulle være.

”The exact numbers will be worked out in cooporation with Lady Gray. I trust that we will come to an agreement that sits well with both of us. And our cities. Name your price and I shall see what can be done. For the good of us all.”