alt for længe siden! (Camille)

Hun slog en lille latter op, og så muntert på Sean..." ja...der sagde du ok til en blind date, hvem skulle have troet det om dig Sean.Måske beholder jeg dig selv næste gang? Når jeg har drukket dig så sanseløs at du ikke magter at gøre modstand" drillede hun ham, og fandt tanken underholdende.
Hele senariet med at hun skulle kunne drikke ham fuld, og slæbe ham med hjem og have sin vilje med ham, modstræbende.
Et stort smil glimtrede og Camille vidste at selv første etape var umulig, hun ville aldrig kunne drikke en dæmon under bordet.
" Stakkels Sean... Men fortæl mig nu...skal du se Penny igen? "
Camille så kun en ting der gjore at Pen ikke var kæreste material, og det var hun sejlede meget...og var periodevis væk, men det kunne hun jo måske overtales til ikke at gøre, hvis noget bandte hende hertil.Noget som Sean.

Hun blev kortvarig distraheret af en lille gruppe piger.Deres fnisen var højlydt, og to af dem havde så åbenlyst deres øjne på Sean.
Camille rystede på hovedet .." Er der noget i din parafume der drager dem ?"
drillede hun, og lænede sig fremover, greb i hans krave og sniffede ham op af halsen, for sjov...inden hun fik store runde øjne... " Du gode Sean, du kan da ikke gå rundt og dufte sådan.....du får jo aldrig fred!" Drillede hun tungt, og lod som det var en helt vild farlig opdagelse hun netop havde gjort.

Han smilte og fandt det selv underholdende, at Camille syntes det var så sjovt. Han grinte let og så lidt på hende. Hendes lille ide...Han ville gøre alt for det ikke skulle lykkes. Desuden havde hun vist også nok i de fyre hun havde samlet sig, mon ikke?
"Åh, det har vi ikke snakket om" svarede han ærligt.
"Bare en 'næste gang'" smilte han og tog en tår af sin øl, da Camille pludselig bemærkede pigerne der fniste og lænede sig frem for at snuse til ham.
"Camille altså...Er du en hund?" grinte han og puffede hende blidt væk.
"Det er et rent tilfælde! Men meget praktisk for mig" smilte han. Han levede jo af at kvinder fandt ham tiltrækkende...Bogstavlig talt.

Han sad lidt og så sig omkring, før han blev lidt for rastløs. Han så lidt på Camille.
Han havde ikke kunnet få sin nevø uden af tankerne, siden han hørte at han var her. Gad vide hvem han mindede mest om. Zean? Det ville være en katastrofe, han var jo ikke særlig stabil. Deres stamfader skulle vist bruge ham som talerør en gang i mellem...Det måtte ikke være nemt at være barn i det hus. Moren?
Af hvad han kendte til hende, havde hun et rædselsfuldt temperament, hvis man ramte rigtigt, men ellers ganske rolig og medmenneskelig.
Men sådan en to personer, samlet i en...Han kunne ikke helt bedømme om det var godt eller skidt.
Han sad tankefuldt mens han tænkte på det..

" Bare en næste gang? Hvad betyder det...ohhhh...nåååå, ja hvor er jeg langsom...du ønsker det skal være nu? " Camille satte to fingre ved læberne og piftede efter tjeneren, for at signalerer to store øl.Havde hun ikke haft en så mildt udseende og smilet så varmt til tjeneren, havde det nok ikke gået så let.Ikke alle brød sig om at blive piftet til ordre.
Men tjeneren var med på ideen, og snart stod to nye og meget store pokaler med øl , foran dem.
" Kom så Prettyboy....lad os se hvad du kan" smilede hun og tænkte ....ja, hvorfor ikke.
Tristan var over alle bjerge eller hvad han nu lavede.Aleck var ude på en opgave for Baa chan og hun skulle bare ud på gården senere, så hun kunne vel drikke hvad hun ønskede, og skabe sig tosset hvis hun lystede netop det?

" En hund? Altsår....jeg kan da godt afsløre noget om mig selv....noget meget privat...JA, Sean jeg er en hun" hun lavede en grimasse af sin egen virkelige dårlige joke, og var på nippet til at undskylde for den, men undlod.

" Arh...skulle jeg være et dyr ville jeg nok mere være en sommerfugl....jeg fik en gang sammen med Mina i et trip...nogle vinger....altsår jeg udviklede min feform...Mina siger ..eller sagde at jeg kan få dem frem når jeg selv vil...men jeg kan godt love dig at det ikke er noget jeg ønsker!Man føler sig ikke just mere ' kvinde' når der popper underlige ting ud af ens ryg" sagde hun tørt.
Hun var ret sikker på de fyre hun kendte alle ville få mave kneb af latter, hvis hun pludselig stod der med hendes fine edderkobbespindelvævstynde vinger, der næsten glitrede...næsten! Kun næsten! Forhelvede da!

Han rystede kort på hovedet. Camille var åbenbart i store-drikke humør og han havde ikke lyst til at være med. Han havde næsten ikke engang fået drukket sin anden øl, som tjeneren tog fra ham.
Han nippede til den store øl, mens han nøjedes med bare at smile til hende. Han lænede sig igen tilbage i stolen. Fevinger? Hvorfor ikke...Men hvor måtte det se komisk ud! Hvornår var det nu...Han havde måske set en enkelt fe engang...Nej, selv det var han ikke engang sikker på! Men deres vinger...han var sikker på han ikke kunne tage nogen alvorligt, som havde sådanne nogle fine vinger!
Han lod en hånd glide gennem håret en enkelt gang, før han lænede sig ind over bordet igen. Han var på nippet til at fortælle noget som enlig gik ham på, bekymrede ham...Men det var for fjollet og ordene blev siddende i hans hals. Nej. Han ville kun snakke om det, med folk som det ville involvere...mente han da. Men han viste jo ikke engang hvad der skete eller hvordan han kom af med det...
Bare for at redde situationen lidt, sagde han noget helt andet.
"Kan jeg enlig kom til at se Elyas?" spurgte han
"Hurtigts muligt?"

Det afhang jo af hvordan man så det , selv om det ikke var vanvittig smigrende at sige...og hun aldrig ville sige det højt, til nogen..så passede de skide vinger jo til hende.
De kunne bare hendes kropsvægt, de var spinkle og rene i linierne, lidt som Camille selv, og et pat sorte eller blod røde latex vinger ville have skræmt hende halvt til døde, hvid de pludselig var groet ud af hendes ryg, så alt i alt...hvis man endelig skulle have nogen, så kunne det nok ikke være meget anderledes-desværre.
" Kom nu Sean.." opmuntrede hun..."Jeg trænger til noget sjov" lød det bedende fra hendes mund, men hendes øjne fortalte hende at det nok ikke skulle være med ham, Sean så ikke ud til at bide på fest krogen.
Ha...et emneskift...så det var der hans interesse lå...Elyas.
" Jo ...selvfølge lig kan du det.Hun fiske den lille blå notes bog op af lommen og nedfældede adressen på kroen.
"Spørg efter ham der...og Sean, sker der den dreng noget...anse hvad, så jagter jeg ned ned selv...okay?!

Han smilte svagt til hende. Nej, deres forskellige sindsstemninger passede ikke til hinanden lige nu. Han modtog adressen på kroen, selv om han udmærket kendte kroen. Godt. Han ville tage direkte dertil efter han var færdig med at snakke med Camille og så vente på ham der.
Han så lidt op på hende og smilte igen svagt.
"Hav lidt tiltro, ikke?" svarede han let
"Jeg er her ikke for at slå alle ihjel...Jeg slår kun dem, der bliver betalt for. Du såre mig. Det skulle forresten ikke undre mig, hvis han laver sine egne problemer" han blinkede kort og tog en lille tår af øllen.
Han lænede sig tilbage i stolen igen, mens papiret med adressen simpelthen så ud til at forsvinde. Men enlig havde bare lagt den i en af sine få lommer.
"Der ud over, beklager jeg mit kedelige sindelag i dag. Jeg er simpelthen ikke i festhumør..." og der stoppede han sætningen, selv om det lød som om han ville have fortsat den.

" Jeg stoler på dig, Sean.. men ærlig talt..har du ikke lige sagt at han er mere jaget end andre grundet inskriptionen på hans arm? -Og hvad gør du den dag der måtte være en pris på Ely..på din nevøs hoved? Jeg håber godt nok du kan sætte familie over penge" sagde hun kort.
Om deres sindsstemninger matchede var egenlig ikke til at vide, for Camille kæmpede..hårdt...for at holde hendes for døren og sætte en mere munter op istedet.
Camille sukkede og trak på smilebåndet.Ja...en knægt i den alder ville blive et maridt at styre...og faktisk havde hun en ide om at han ville køre løbet på sin egen måde, men nu måtte de vel se.
Overrasket så hun på Sean.." Undskylde...det behøver du da ikke...men...øhm..hvad er det der trækker dig ned Sean? Jeg kan se på dig et der er et eller anden fejet ind under gulvtæppet....spyt ud " opfordrede hun og smilede blidt til ham.

Han smilte kort til hende, men besvarede ikke spørgsmålet om, hvorvidt familie kunne være vigtigere. Det var et farligt emne og for Sean kom det nok mere an på hvordan situationen var lige i det øjeblik. Han kendte jo endnu ikke Elyas godt nok og hans eneste grund til at passe på ham var fordi han en dag skulle gøre slægten videre.
Hvilket jo også kunne være nok.
"Mig? trykket?" han så lidt på hende og rystede så på hovedet. Så huskede han nephthys, der var blevet noget så sur over at han aldrig fortalte om ham selv. Selv om hun aldrig havde spurgt. Men Camille spurgte...
Han var bare så van til...Så forsigtig...at være lukket, bare var blevet den han var. en del af ham og hans personlighed. Det krævede stadig stor overvindelse faktisk at sige noget...Faktisk viste nehthys kun så meget som hun gjorde, grundet Jimmy...
Han lod en hånd glide gennem håret, som han havde for vane når han blev en anelse usikker.
"Nej, det er der vist ingen grund til at snakke om" smilte han og lænede sig frem. Man kunne ikke længere se på ham, at der gemte sig mystiske ting inde i hans sind. Det eneste man kunne se, var hans øjne der virkede venlige og varme, hans lille smil der indgød til at stole på ham og åbne sig for ham. Det samme ansigt, som han altid mødte folk med.
Og den eneste grund til at han faktisk kunne skjule det så godt, var utroligt mange års øvelse. Og måske var der stadig en anelse i stemmen, eller en krog i øjet som faktisk afslørede det...Det viste han ikke helt.
Han hævede sit krus med øl.
"skål" og tog en ordentlig slurk af den.

Camille smilede...og ja, hun var måske nok lidt af en guru til at være nysgerrig....men det var jo altid for bare at hjælpe, og ikke kun for at snøvse rundt i andres lykke eller elendighed.
Det hun fangede og tillagde betydning var hans...' Det er der ingen grund til at snakke om'.
Hmmm...måske stod det ikke til at ændre...det var der faktisk mange ting der ikke gjore.Men man kunne live en lille smule lettere om hjertet...om ikke andet, så imens samtalen stod på.
Hun hævede den store øl " skål Sean" - skummet lagde sig på hendes overlæbe, og imens hendes pegefinger gled over den og viskede det væk, sagde hun blid og en smule udfordrende til ham..." så der er ingen grund? Jeg synes DU er grund nok til at løfte sløret for hvad end der bekymrer dig.....kom nu Sean..tal med mig" bad Camille og håbede at han snart havde tiltro nok til hun ikke ville svigte, hvis først han åbnede op.

Selv ikke hans lille nummer havde virket. Hun var vedholden og glemte ikke bare...Eller forstod en hentydning eller to. pludselig forstod han godt hvor hun fik sine problemer fra.
"Camille...Hvis du spørger en gang til, rejser jeg mig og går" han sagde det så rolig, så fast og kort at der ingen tvivl var om, at det ville han virkelig gøre, hvis hun blev ved.
Han tog endnu en tår af øllen og lod blikket glide over sine omgivelser. Der skete intet interessant i nærheden af dem. Og han var ved at føle sig rastløs.
"Nå, men jeg må også videre...Eller i hvert fald ud og bevæge mig lidt" han smilte svagt og gjorde allerede mine til at rejse sig op.
"Jeg tror faktisk jeg vil finde min nevø" indskød han.

Hun sukkede....hvad var snart formålet med at ...være til?
Hun fik jo ikke lov til at hjælpe nogen, gjore ingen forskel mere...kun for slaverne , hvilke også var fint....så kunne hun vel leve sit liv dedikeret til dem?
Hun skumlede da hun svarede" okay..okay...fint..mine læber er lukket" og så mimede hun en lille lynlås ved munde og smed nøglen væk.
Sean ville afsted, og helt ærligt vidste hun ikke om det var hende han nu tog flugten fra.
Hun mærkede mismodet og en trang til at være rebel.Hun var så ked af det hele lige nu, intet var stort set gået som planlagt i underworld....selv da hun blev kæreste med Tristan, havde hendes hjerte glødet og hun havde haft de bedste nætter i sommers ved hans side...men så forsvandt han...ud på opgaver og eventyr, og efterlod hendes med alle hendes egne dilemmaer og ting.
Hun drak hurtigt ud....og var nu fast besluttet på at tage ud til Mira og Eric, hun savnede dem.
" Hvis du vil kan jeg lede dig til kroen og præsenterer jer...og gå min vej igen" tilbød hun- " men det er også okay hvis du fortrækker at gå alene" hun smed nogle mønter og forlod stedet, med eller uden Sean.

Han brød sig ikke om at hun skulle være den første til at forlade stedet, når han var den første der havde fortalt at han ville forlade stedet.
Så han gik med hende.
Han bemærkede let af Camille var i dårligt humør og han tolkede det som sin skyld. Kunne han overhoved gøre noget rigtigt uden at ødelægge det for alle andre? Især dem han normalt snakkede godt med?Alt gik jo som et helvede...hos alle. Med alt.
Han sukkede svagt, en smule frustreret.
"Og nu er du i dårligt humør...Fantastisk. lige som alle andre i mine omgivelser, jeg spreder åbenbart den følelse. Du plejer ellers at være så glad og det var dens slags selskab jeg godt kunne have brugt.
Men pyt nu med det. Jeg vil gå med og hilse på Elyas"
Selv om han enlig ikke var i humør til det lige nu, fandt han det stadig bedst hvis hun præsenterede dem for hinanden.

Camille sukkede da Sean fulgte efter.Det var jo ikke fordi hun ikke ønske hans selvskab, tvært om var han en af dem hun satte stor pris på, særligt efter deres kamp mod Castle, da hans tanker var sløret af skyggedragerne.
Hun havde følte sig tæt på ham, ikke grundet Zean men fordi han havde kastet sig over hende, da Castle sprang bomben, og faktisk offret sig selv for at passe på hende.
Hun vidste godt at det ikke var dordi det var hende men mere fordi han bare var sådan, men alligevel....hun havde lukket ham et trin længere ind efter det.
Camille så skævt op på ham..." Nu skal du ikke smiger dig selv....mit humør var skod langt inden jeg mødte dig i dag" men et lille smil lå over hendes læber.
Hun var bare nem lige for tiden....nem at tilte til enten den ene eller den anden side- og hun behøvede at genfinde sin stærke solide ståplads.Den hun havde dengang.....dengang hun først startede date Tristan, eller hvad end de nu valgte at kalde det.Lige nu havde hun det som hun sad på en karusel og slt kørte rundt og rundt.....ville nogen ikke godt afbryde den tur?
"Det er en god ide at hilse på ham Sean, nu håber jeg han er hjemme så"...... Og inden længe var de ankommet til kroen hvor Elyas var indlogeret.

Sean så på hende med et svagt smil. Selv tænkte han ikke længere over den episode, der engang havde været...Selv om han ikke havde forstået det hele, havde han forstået nok til at hans nysgerrighed ikke havde halshugget ham siden. Og med et såret ben, havde han ærligt talt været lidt ligeglad.
Da han beskyttede hende, havde det været af ren refleks. En refleks som andre, mere...egoistiske og grumme dæmoner, nok ville se ned på. Men en refleks var vel af refleks...
Han lod hånden glide gennem håret, da de nåede kroen. Han så lidt op på kroen, selv om han sagtens kendte den, guderne vide hvor mange gange han havde sovet her! Men hans hjerte hamrede alligevel på en helt anden måde...Han havde ingen familie, og da slet ingen han ville kendes ved, og alligevel stod han her, på vej til at møde sin nevø...
*Ignorer tanken og gå ind og kig...Han er sikkert ikke hjemme. Hvis du var en teenager fuld af energi, hvor ville du så være?* Tanken var logisk.
Han så lidt på Camille.
"Går du med ind?" spurgte han og håbede det faktisk...