Begyndelsen på venskab eller... ~ Genevira

Tid: starten af sommeren 1167
Vejr: Sommervarmt med solskin og let brise.

Emnepartner: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] +

medaljon med to portrætter:

som hænger uden på skjorten.


Beskeden om at Sean havde overdraget ledelsen af Doomsville til Genevira ankom omkring tyve dage efter at det havde fundet sted i Hovedstaden. Det tog ham lidt tid at huske at hun havde været på alliancebesøg sammen med dæmonernes leder tilbage i efteråret femogtres. Han havde sukket dybt og undret sig lidt over at det virkelig var halvandet år siden den fejltagelse...
Efter at have snakket med Rafaela og sin næstkommanderende Darren for at komme frem til et passende brev til den nye herskerinde. Det skulle fungere både som en lykønskning af den nye stilling og som en forespørgsel på om han måtte komme og give en officiel undskyldning. Det havde ikke været nemt for Jake at skrive brevet, men han syndes at han skyldte det sådan som mødet sidst var gået. Det var trosalt ikke Genevira som havde været modbydelig i tone og holdning.
Rafaela havde ikke været meget for det, men hun lod Jake om det, ligesom hun havde gjort klart at hun ikke ville med til Doomsville. Jake havde respekteret hendes holdning og valg.

Og selv om han ikke var meget for at forlade hende, så var han alligevel taget afsted, da der var kommet svar tilbage med tilladelse fra Genevira. Han valgte at flyve i drageform, da det gik en del hurtigere end at rejse gennem det iskolde land. Sammen med ham var hans butler Fritz, som havde insisteret at tage med, selv Darren havde insisteret på det for at være sikker på at Jake ikke blev fundet for 'svag'. Udover butleren, var en af dæmonerne fra klanen taget med. Det var en midaldrende kvinde der ikke var bange for at sige sin mening. Hun havde forsikret Jake og de andre om at der ventede en flok på otte, som var klar til at fungere som tjenestefolk for Jake. Noget Jake ikke var helt glad for, men som han desværre også viste var nødvendigt. Adlen i Dragons Peak var i forvejen ret skeptiske overfor den måde han opførede sig på. Ja, han var hersker i byen, men det betød ikke at han var for fin til at hjælpe dem som havde brug for det. Det var også derfor han havde sat arbejdet med flydehavnen og hejseværket i gang tilbage i starten seksogtres.

- - - - -

Jake var ankommet til byen aftenen før han skulle mødes med byens herskerinde, og havde indkvarteret sig, sammen med Fritz, på en kro i den finere ende af Angerforge Districtet. Han var oprigtigt overrasket over hvor meget byen havde ændret sig. Men ja, han havde ikke været i Doomsville i et par år eller mere.
Næste dag gik Jake hen til stedet som der havde stået i brevet. Bagved ham gik Fritz sammen med en gruppe på otte folk af blandet køn og racer. Fritz bar på en æske, som indeholdte en halskæde og øreringe, samt et par ringe. Alt sammen i guld og havde sorte opaler indfattet.
Han havde haft nogle af sine folk til at lave smykkerne efter hvad de viste om herskerinden, så der var større chance for at hun ville tage imod gaven.

Da han kom hen til herskerinden, [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] han for hende. Fritz og gruppen bukkede og nejede ligeledes for herskerinden.
”Deres nåde. Må jeg gratulere Dem med Deres nye erhverv. Hvis De tillader det, har jeg tilladt mig at tage en lille gave med til Dem og håber den falder i Deres smag.” Hvis hun gav ham lov, ville han vinke Fritz frem med æsken, som Jake åbne og række den frem til hende, så hun kunne studere indholdet, mens han igen bukkede for hende.

Som sådan var det ikke fordi, det var uventet for Genevira at høre fra Jake efter at hun var blevet indsat som herskerinde. De var begge to ledere nu og et vist politisk kendskab til hinanden var påkrævet. At stille sig høfligt an fra dag et, var måske noget af det smarteste, hun rent politisk havde set Jake Black gøre for nu. Ikke at listen var frygtelig lang og gerningen var i og for sig heller ikke specielt imponerende. En start var det dog og hvis han ønskede at krybe og komme med en alt for sen undskyldning, der i øvrigt også burde være adresseret til Natalie og Sean, så måtte han gerne få lov til det. Efter deres seneste møde, brød Genevira sig lidet om manden, men personlige tanker og politik skulle ikke overlappe og Doomsville havde brug for at stå stærkt. Så hun gengældte høfligheden og takkede ja til hans besøg. At ses på god fod med andre ledere ville kun gavne dem begge, ligegyldigt hvor lidt de så rent personligt havde tilfælles. Så borgen var blevet klargjort til gæster og hun sørget for at få sit andet arbejde, der var altid møder, så evigt mange møder, af vejen så hun havde en ren kalender under hans besøg. Ikke tale om, at Genevira ville gentage hans fejl og glemme deres møde. Lade dem sidde og vente på sig.
Af samme årsag mødte hun, på denne aften for mødes start, Jake Black og hans lille følge på gårdspladsen foran borgen. Hun stod der, i hvad der næppe kunne betegnes som sommervarmen i det evigt sådan lidt vådt kølige Doomsville og ventede på ham med de små behandskede hænder foldet ærbart foran sig og det mørke dukkeblik rettet afventende mod den lille gruppe, der bevægede sig over gårdspladsen til hende.
Genevira var i aftenens officielle anledning klædt i sine sædvanelige farver. Den sart gyldne kjole var så lang, at den nåede jorden, lige så kjolens fejende lange ærmer pyntet med liljedetaljer. Knapper af perlemor lukkede kjolen hele vejen op i halsen og liljebroderiet på skørtet lyste næsten i aftenmørket. Som det var sædvane var hendes lange mørke hår sat op og gemt væk under et slør. På hendes hoved hvilede en krans af liljer. Hun hævdede aldrig, at det var en krone, men for folket, kunne det være godt det samme.

”Lord Black. Jeg takker for Deres ord og håber, at De havde en sikker rejse. Jeg sender mine hilsner til Deres familie og håber at Lady Morladin og børnene har det godt,” erklærede hun høfligt og modtog gaven med forsigtighed. Kvalte tanken om at han allerede forsøgte at købe hende fra det øjeblik han trådte på hendes jord. Dette var blot en høflighedsgave som man kunne forvente fra en hersker til en anden, ikke sandt? Det var det nødt til at være.

”Jeg værdsætter deres betænksomhed, my lord,” sagde hun roligt og rakte æsken videre til en kammertjenerinde. Ikke at hun nogensinde ville røre de smykker At gå med en gave åbenlyst givet af en mand, der ikke var hendes ægtefælle. Det ville være en skandale.

”Skal vi gå ind?” foreslog hun.

Han smilede venligt til hende, da hun takkede ham for hans ord og sendte sine hilsener. Han var sikker på at de var ærligt ment og han nikkede roligt til hendes 'ønske' om at Raf og børnene havde det godt. Ligeledes glædede det ham at hun værdsatte hans betænksomhed omkring gaven. Samtidig sagde noget ved hendes måde at videregive æsken, at hun var af den type som kun ville gå med smykker givet af sin ægtefælle. Han overvejede om han skulle sige til hende at hun kunne gøre med smykkerne som hun ønskede, men ombestemte sig. Det kunne nemt komme til at lyde forkert, og han havde allerede en gang ødelagt hendes indtryk af ham.

”Jeg skulle hilse fra Lady Rafaela og vores skønne børn. De er ved at blive store. Og selv om jeg ikke er deres far af blod, så er de alligevel mit hjerteblod. Han holdte en lille pause inden han fortsatte med et bredt smil.
Jeg er imponeret over hvor godt byen ser ud efter den omtalte udrensning. Og jeg er sikker på at det er takket været Dem. En lilje der får hele byen til at lyse op. Det er tydeligt at mærke i byen. Deres navn ligger på manges læber, og jeg har kun hørt godt om Dem.”

Da hun forslog at de skulle gå indenfor, bukkede han for hende inden han så hen på sin butler, som havde fanget hans blik ud af øjenkrogen. Fritz bukkede med højre hånd over hjertet.
”Master. Vi vil vente her, med mindre Deres nåde ønsker at vi skal vente andet steds. Med det sagt, vil jeg tilbyde min og en af mine kvindelige kollegaers tilstedeværelse, hvis Deres nåde ønsker det. Deres nådes ry og omdømme skulle nødigt beskadiges af et mandligt besøg.” Jake nikkede og så hen på Genevira.
”Min butler har ret.. Jeg ønsker ikke at være skyld i at det bliver ødelagt. Han slog sig let for panden og et ansigt der tydeligt fortalte at han lige havde opdaget en fejl hos ham selv.
”Hvilket jeg skulle have tænkt over inden jeg gav Dem den gave. Jeg beder om Deres tilgivelse. Gaven var ment som en værtindegave. Men det havde måske været bedre at gaven havde været af en anden art.” Han bukkede lidt dybere end tidligere, som opfølgning på sin undskyldning. Derefter rettede han sig op og så roligt på hende.
Når det er sat, vil det så være forkert af mig at tilbyde Dem min arm, som en høflighed?” Han afventende roligt hende svar. Hvis hun bare gik ind, ville han følge efter hende. Ellers ville han tilbyde at hun kunne tage hans arm og ledsage hende hvor hun end vejledte ham hen.

Hvis hun tillod Fritz og en af kvinderne at følge med, ville de følge efter dem med en afstand af fem skridt.

Hendes ansigt var en porcelænsmaske af et høfligt imødekommende, men ikke alt for varmt smil.
”Forældreskab kommer i mange former, lord Black. Jeg er sikker på børnene værdsætter at have Dem i deres liv. Blod eller ej. Jeg har ikke selv børn, men jeg har mit folk,” sagde hun høfligt, ikke helt sikker på, hvordan samtalen var endt her? Hun havde blot overbragt sine velønsker til Rafaela og børnene som høflighed krævet og lord Black var endt ud i en hel svada om det at være en stedfar. Var det sådan forældreskab fungerede? Edythe havde aldrig slået hende som typen, der var lykkelig for at diskutere sine børn med hvem som helst og da slet ikke, hvis hendes børn havde været en flok bastarder. Men så igen, Genevira var kun efterhånden ved at lære at hendes mor måske trods alt ikke var som mødre var flest.
Det var et øjeblik en kraftanstrengelse ikke at le, men, måske takket være Geneviras udøde tilstand, lykkedes det hende alligevel ikke at fortrække en mine. På den ene side var det jo kun godt, at han havde pæne ting at sige om hende, trods alt, men hvis han kun havde hørt godt, så havde han ikke hørt ret meget.
På den anden side regnede hun heller ikke med, at Jake Black var særlig opmærksom på, hvad folk gik og sagde om ham selv i hans egen by, det ville i hvert fald ikke ligne ham ud fra det lidt, som Genevira vidste.
Og dog, samtidig værdsatte hun, at han ikke smed samtlige rygter, som sure adelsfolk kunne finde på i hovedet på hende, indenfor de første ti minutter. Dem skulle hun tackle nok af til hverdag.
Hvor mange sindssyge rygter om, at hun var Seans bastardbarn, hans elskerinde eller, på sygeste vis, begge dele, kunne de mennesker finde på?
Nogle folk havde vel bare for meget tid og for lidt at lave, var hendes forståelse af sagerne.

”Jeg takker Dem, lord Black, men jeg forsikrer Dem om, at det var den kollektive vilje og ikke kun min fortjeneste. Jeg kunne ikke have udrettet dette uden folkets samarbejde og der er stadig meget, der skal gøres,” konstaterede hun.

”Det går også godt i Dragon’s Peak har jeg ladet mig fortælle? Tillykke med havnen? Må den bringe Dem og Deres folk velstand og lykke,” sagde hun mildt, før hun fulgte det lille følge indenfor.
Borgens mørke stenvægge og høje lofter der fortabte sig i mørket langt langt oppe havde det med at virke ugæstfri på udefrakommende. Nu var noget af borgens iboende kulde dog forsøgt bandlyst af vægtæpper på væggene, genfortællinger af vigtige øjeblikke i af Doomsvilles historie, skabt af nål og tråd, adel og fattigs kår skildret side om sidde. Mange af disse indeholdt i for sig deres eget mørke, men borgen havde fået ny æstetisk sans og forsøgte tydeligt at skabe et narrativ og et samlet folk på tværs af klasser og race.
Friske blomster, mest liljer stod i vaser alle vegne og mørket blev jaget på flugt af levende lys og pejseild. Ligegyldigt hvor meget sommer det var, blev det altid koldt her, hvis man ikke tændte op.


”Deres tjenestefolk er velkomne i tjenestestuen, hvor der er dækket op til dem. De er trætte efter rejsen er jeg sikker på og mine egne folk vil være lykkelige for at dele nyheder med folk udefra, er jeg sikker på,” konstaterede Genevira.
Åh hvis bare han ikke havde bragt gaven op, de kunne have ladet hans forkludrede forsøg på høflighed dø og gå i glemmebogen og så ville Genevira ikke behøve at tænke over, at Valentine sikkert ville tage hans hoved.


”Ingen skade sket, lord Black, men for Deres skyld så vel som min egen er det bedst, hvis vi glemmer det,” sagde hun.

”Hvis De føler Dem mere tryg ved at have en af Deres ansatte med, skal De være velkommen, men jeg har mine egne.”

Han smilede varmt ved hendes ord om at forældreskab kom i mange former. Hun havde ret. Blod eller ej, så var børnene hans. Selvfølgelig ville han elske hvis Raf en gang kunne bære hans barn, men han ville aldrig give hende skylden, hvis det ikke lykkes.

Et lidt større smil kom frem da hun takkede ham for hans ord, samt forklarede at det også var folkets ære. Han fulgte roligt med indenfor. Selv om han før havde været her i borgen, så virkede det anderledes nu. Det føltes som om der var mere lys i borgen nu.
”Jeg takker. Tanken med havnen var blandt andet at sikre en bedre rejse end turen gennem den kolde ørken. Og nå vi nu er i gang. Må jeg sige at De virkelig har fået lyst borgen op. Jeg elsker virkelig de forandringer.”

Fritz og de andre bukkede og nejede for herskerinden, da der blev snakket om at de kunne vente i tjenestestuen. Jake stod sådan at han kunne se sine folk ud af øjenkrogen og kunne tydeligt fornemme hvordan Fritz forsøgte at skjule sit ønske om at følge med sin herre, hvilket gjorde at Jake fik et lille skævt smil på læben. Smilet blev dog hurtigt ændret til bekymring, da Genevira fortsatte omkring gaven. Han nikkede mere afmålt og måtte give hende ret. Han var på nippet til at sige noget, men kom på bedre tanker og nøjedes med at smile og bukke for hende.
”Naturligvis har De ret. Tilgiv mig.” Da han rettede sig op igen, så han roligt på hende.
”Jeg tvivler ikke på Deres beskyttelse. Mine folk vil vente i tjenestestuen.” Han afventede hendes reaktion. Så snart hun begyndte at gå, ville han følge efter hende med et par skridts afstand af høflighed.

Genevira smilede bare sit altstedsnærværende smil.

”Klogt træk. Alt for mange har været udsat for overhængende fare eller det der er værre ved at krydse Valley of Thousand Winters. Fremtidige generationer vil sikkert takke dem for Deres fremsynethed.” Ikke på ret mange andre punkter end dette, så vidt Genevira kunne se. For hende fremstod mandens fiksering på havnen som en indikator for, at han ville have været bedre tilpas på havet. Men modsat Jake var hun for godt opdraget til bare at sige, hvad end der tilfældigt syntes at poppe ind i hendes hoved. Hun krummede stadig tæer blot ved mindet om hans italesættelse af dæmoner og vampyrer ved deres sidste møde. Åbenbart havde han ikke tankevirksomhed nok til at vurdere, at han burde stoppe sig selv, når han sad i møde med en vampyr og en dæmon.
Hun rystede tankerne af sig. Så på ham stadig uden at smilet veg så meget som et sekund fra det lille dukkeansigt.

”Forandringerne var nødvendige. En forening af fortiden som en borgens fundament og fremtiden..som vel i for sig er mig,” Her lo hun en lille sølvklokkeagtig latter. En ydmyg og fin, men dog håbefuld lyd skulle det gerne være.

”Ja, det syntes ganske enkelt. For at gøre forandringerne tydelige fra start af, må de altså også opstå visuelt.” Hun trak på de spinkle skuldre og fortsatte med svævende skridt ned ad gangen.

”De behøver ikke min tilgivelse, lord Black. Frygt ej.” Men Valentines? Måske. Det var ligefør, at Genevira følte, at hun burde ønske den stakkels mand held og lykke med at forsøge at få den. Meget kunne Genevira driste sig til at sige om den mand, hun trods alt, elskede, men et tilgivende individ kunne hun ikke kalde ham.

Genevira kunne ikke undgå at ligge mærke til Fritz og hans ubehag over at skulle forlade Jake. Et øjeblik måtte hun overveje det. For som en tidligere tjenerinde, forstod hun dedikation til dem man arbejdede for. Og dog….dette var pinligt. Ikke tale om, at hun ville have stået og lignet en slået hund, hvis Sean erklærede, at han skulle til et møde alene. Man gjorde som man fik besked på og man gjorde det uden at kny eller tvivle.
Under hendes ledelse var tjenestestaben på Doomsvilles borg som en velsmurt maskine, drevet mest af gensidig respekt de forskellige tjenestefolk imellem, håbede Genevira da, men hun vidste også, at tjenestefolkene dengang havde frygtet hende i hvert fald en smule. Det bar en vis vægt at være så tæt på herskeren, som hun havde været.
Hvis….dette var hvad denne visne gamle mand der var borgen i Dragon’s Peak’s ypperste stillede tjener havde at byde på, når det galt disciplin, så undrede Genevira sig pludselig ikke længere over, hvor gralt, hun havde følt, at det stod til blandt personalet, da hun selv besøgte Drageborgen.
Og hun blev kun mere overbevist om, at hun ikke ønskede at have ham i rum med sig. En tjener der tillod sine medtjenestefolk åbenlyst at lytte ved døre, som de havde gjort dengang, kunne meget vel løbe med sladder selv.
Hun værdigede kun Lord Blacks kommentar med et kort nik, før hun strøg videre ned af de lange gange og efterlod det sørgelige syn at Jakes tjenestefolk i sit kølvand.
Døren til hvad der kunne have været en spisestue, hvis hun spiste, blev slået op og hun trådte først ind. Levende lys glimtede i en lille krystallysekrone pyntet med månedetaljer. De vævede stråmåtter lagt på gulvet for isolering duftede stadig nyt og sødeligt af de indvævede friske urter. Ovenpå var der lagt tykke kulørte tæpper. Disse med motiver af diverse himmellegemer. På et mørkt egetræsbord stod et par tallerkener med mad.

”De ankom sent og jeg ville nødig lade Dem sulte,” konstaterede Genevira, der ikke selv så meget som rørte ved maden.

Fritz og de andre bukkede og nejede for Jake og byens herskerinde, inden de to forlod forhallen. Derefter ville de følge borgens tjenerstab, som Jake ønskede. Han smilede høfligt og venligt mens han fuldte efter hende hen ad gangen. Som hendes stille skikkelse nærmest svævede hen over gulvet, blev Jake mere og mere nysgerrig efter at finde ud af hvilket væsen hun var. Havde han enlig fundet ud af det den gang de var på Drageborgen? Det kunne han ikke huske. Men hendes holdning og ønske om at mødet skulle foregå om aftenen fik ham til at tænke på at hun kunne være vampyr. Ikke at det skræmte ham det mindste.

Han valgte at følge hende til bords og trække stolen ud til hende som en gentleman, inden han gik hen til den anden plads. Han smilede venskabeligt til hende.
”Jeg takker for Deres venlighed.” Han tog et dybt åndedrag og smilet blev større. Han elskede duften af frisk lavet mad. Han tog et stykke kød og lidt grønsager på gaflen og tyggede let på det inden han sukkede tilfreds. Grønsager som var tilberedt med en præcision, som kun en god kok kunne gøre. Ligeledes var kødet perfekt rosa og var fantastisk mørt.
”Ung kronhjort. Min kompliment til kokken og husets frue.” Han løftede vinglasset til en hilsen og bøjede hovedet i en hilsen til Genevira.

Så snart hilsenen var over, tog han endnu en mundfuld ingen han igen nippede til vinglasset. Han smilede til Genevira, mens han skar lidt mere kød ud.
”Jeg har længe fortrudt mine ord fra vores sidste møde. Nogle dage efter at De og Lady von Tenebris havde besøgt mig, opsøgte jeg både vampyrer og dæmoner i Dragons Peak. De fortællinger som de kom med, gav mig et indblik i deres verden. Og jeg indrømmer at jeg havde set mig blind på dem. De har ligeså meget ret til at jage deres bytte, som jeg har til at jage mit. Det er en del af dem, ligesom det er en del af mig at jage vildt.”

Genevira satte sig stilfærdigt ned ved bordet over for Jake. Selv spiste hun ikke. Ikke engang en tallerken, var der blevet placeret ved hendes plads. Det var tydeligt, at spisestuen mest eksisterede som en høflighed overfor de af hendes gæster, som havde brug for at spise menneskemad. I stedet sad hun med hænderne foldet pænt i skødet og ventede på, at Jake ville sige noget.

Hun noterede sig tavst, at han smilede til hende, som om de var gamle venner. Varmt og indbydende. Et eller andet sted kunne hun vel godt forstå, hvis han var populær blandt dele af sin befolkning, hvis dette var så approchable, Jake generelt var. Alligevel fandt Genevira det ubehageligt. Tilbedt som hun, var det alligevel på en måde, der både krævede og skabte en voldsomt stor distance mellem hende og de fleste andre væsner. Hendes væsen krævede nu, at fremstå perfekt og i balance på alle tider af døgnet. Hun havde ikke råd til at andet, pinefuldt opmærksom på, at den piedestal hun ledte sit rige fra var både smal og høj. Et skridt i en forkert retning og hun kunne falde ned. Nok fremstod hun som regel på sin måde imødekommende, det var en del af det hele lige så meget, som resten, men det var på den ophøjede fjerne måde, man så hos en kirkestatues mildt smilende stenansigt.
Så Jake, der smilede som om de havde kendt hinanden altid, lå hende mere end bare meget fjernt.
Som sædvanlig holdt hun dog ansigtet i høflige folder, lyttede til hans ord uden så meget som at fortrække en mine. I sit stillle sind undrede hun sig dog. Han var beredt til at undskylde for blodbanken, en nedværdigende og dæmoniserende idé som den var, at masse kontrollere en del af befolkningen frem for andre. Det var vel et skridt i den rigtige retning for lord Black, men han havde tydeligvis stadig ikke forstået, præcis hvor gralt han havde trådt ved siden af dengang for flere år siden.

”Sandt at sige, var det ikke nogen succeshistorie for nogen af os, lord Black,” sagde hun roligt. Afmålt. Der var ingen uvenskab i hendes stemme, men heller ikke andet end professionel høflighed.

”Men tilgivelsen er ikke min at give. Jeg må minde Dem om, at jeg dengang blot var med som Lord Mcgivens’ repræsentant. De og Deres forlovede brugte størstedelen af vores møde, et møde De selv var blevet enig om at afholde, på at kalde dæmonerne utroværdige. Antyde, at de ikke kunne holde deres ord til Dem, blot på grund den race, de tilhøre. De forstår vel, my lord, hvorfor det ikke er mit bord, at fritage Dem fra byrden af Deres fejltagelser.” For ikke at tale om, at han dengang på det nærmeste havde afkrævet card blanche til at diktere Doomsvilles ledelse, men det virkede ikke til at være gået op for ham.
Genevira holdt den anden herskers blik urokkeligt fast. Ikke fjentligt på nogen måde, men det var tydeligt, at hun ikke indbød til diskussion.

Han skulle til at tage kødet i munden, da hun svarede ham. Han så på hende og kunne godt mærke at hendes blik fortalte mere end ord, at det ikke var til at diskutere.
Så i stedet for at spise videre, lagde han bestikket med kødet på tallerkenen og nikkede roligt til hende.
”Sandt nok, Deres nåde. Jeg vil forhøre mig om muligheden for et møde med både Lord McGivens og Lady von Tenebris, inden jeg tager tilbage til Dragons Peak. Dog regner jeg med at det nok bliver et længere varende forløb, hvis de overhovedet vil se mig. Ikke at jeg vil fortænke dem i at afvise mig.” Han tog kødet på gaflen i munden og tyggede eftertænksomt.

Hvis han ikke passede på, endte det måske med at de tre ville gå sammen om at få ham fjernet. Han måtte være vågen mens han var her i byen. Ellers kunne han risikere at måtte forvandle sig midt i byen for at undslippe. Afgjort noget han ikke ønskede. Det var sådan set stadig få som viste det. Med mindre nogle fra Dragons Peak havde ladet nyheden sive videre, hvilket han ikke kunne afvise, hvor meget han end ønskede.
Da han havde tygget færdigt, tog han en mundfuld af vinen.

Genevira betragtede Jake roligt. Tja, han indrømmede da sine fejl.. Virkede oprigtigt villig til at krybe for Sean og Natalie, hvis det vandt ham noget som helst tilbage. Dette kunne både være en styrke, hvis han da holdt fast i sin nye og forsinkede selvindsigt, men det kunne lige så godt blive en svaghed. Han indrømmede det for nemt. En hersker var nødt til, hvis ikke andet så i det mindste at fremstå som værende, selvsikker i sine beslutninger og deres sandhed. Det var i hvert fald det princip Genevira levede efter. Så længe hun holdt fast i sig selv, kunne folk ikke skubbe hende af pinden. Hun måtte ikke vakle så meget som et sekund. Og her var så Jake, der vaklede sig vej gennem politik, tilsyneladende uden tanker for, at han en dag kunne brande sig slemt på det. Nej, han lod ikke engang til at være i sandhed passioneret for sin stilling som hersker, et synspunkt som Genevira, hvor lidt hun end havde brudt sig om det, havde kunne forstå hos Sean, som var blevet tvunget til det, men som hun havde langt sværere ved at acceptere hos Jake, der lod til at have en attitude af blot at trække på skuldrene og tage tingene som de kom. En fornærmelse når politiske møder pludselig blev tilsidesat til fordel for….familietid? Ikke en prioritering man nogensinde ville have råd til at gøre sig i Geneviras eget hoved.

”De virker….bekymret, Lord Black,” reflekterede hun mildt, da manden et øjeblik lod til at være helt fortabt i sine egne tanker.


”Jeg kan selvfølgelig forsikre Dem om Deres sikkerhed så længe De er i Doomsville, men jeg kan ikke forsikre en venlig modtagelse hos hverken Mcgivens eller Von Tenebris husholdningen.”

Hvad regnede han egentlig med? Hvis de gjorde ham noget, ville det blive en storpoltisk skandale. Desuden, hvor lidt hun end brod sig om ham, holdt han en vis fred i Dragon’s Peak. Et magttomrum, som hun ikke ville kunne forudse hvem udfyldte, havde potentielle til at blive langt værre end en mand, der blot var inkompetent.

Han var ved at kløjes i vinen, da hun konstaterede at han virkede bekymret. Efter at have synket vinen, måtte han lige hoste et par gange før han kunne sige noget. Men da hun fortsatte ventede han høfligt til hun var færdig med at tale.
”Jeg... takker. Mine tanker var, rigtig nok, på Lady Von Tenebris og Lord Mcgivens. Men den tid den sorg eller glæde.” Han smilede blidt til hende, mens han stadig tænkte på hvor meget af hans 'hemmelighed' der var nået Doomsville.

For ikke at nævne Raf... Åh gud ja... Hun havde fra tid til anden haft nogle tidspunkter hvor hun forvandlede sig mere end ellers. Og han havde været lige så 'god' til det. Han kunne have slået sig selv for panden, hvis det ikke ville virke malplaceret og i det selskab han var i lige nu... Så han nøjedes med at smile og komme med lidt small talk.
”Må man spørge om De har nogle planer for byen, når den er genopbygget?” Han håbede inderligt på at han ikke gjorde hende vred ved at spørge, hvilket også var årsagen til at han formulerede sig som han gjorde.

”Tag ikke Deres sorger på forskud, lord Black. Lady Von Tenebris og Lord Mcgivens er trods alt civiliserede folk.” Modsat med hvilken velkomst, vi blev modtaget i Deres egen by altså, kunne det ikke undgå at glide igennem hovedet på Gene, alt imens hendes ophøjede lille dukkeansigt afslørede ingenting.
Stadig med hænderne foldet ærbart i skødet rørte Genevira ikke ved maden. Faktisk rørte hun sig stort set ikke ud af flækken i løbet af deres samtale i det hele taget. I stedet havde hun blot de afgrundsdybe næsten sorte øjne uudgrundeligt rettet mod sin samtalepartner. Et tegn på en voldsom disciplin måske, eller evnen til at give den anden, sin fulde opmærksomhed. Andre ville nok finde det intimiderende. En påmindelse om, at ligegyldigt, hvor tilnærmelig Genevira Isherwood kunne beslutte sig for at være, så var hun, når alt kom til alt, stadig noget andet og mere end noget levende væsen.
Hans næste ord fik hende til at trække på smilebåndet. Et næsten drillende glimt indfandt sig et kort sekund, sammen med glimtet af perlehvide hugtænder, før Genevira lagde ansigtet tilbage i de sædvanlige, roligt diplomatiske folder. Manden gik sandelig lige til stålet, hvis han forventede at få hele hendes byplanlægning her henover en enpersonersmiddag, men så igen, han havde ogsåå gang på gang bevist, at i Jake Blacks verden fungerede tingene åbenbart bare noget anderledes end på det plan, som Genevira anså for værende virkeligheden.

”Lige nu er prioriteringen som De rigtigt nok selv fastslår genopbygning og en række projekter, der skal forbedre borgernes livskvalitet, herunder en større sikring af borgernes adgang til rent drikkevand samt etablering af suppekøkkener rundt omkring i byen. Resten er det mig på nuværende tidspunkt ikke forundt at dele med Dem, er jeg bange for,” sagde hun glat.

”Hvad med De selv? Jeg har hørt tale om at Lady Morladin har været…ilde tilredt. Jeg vil tænde et lys for hendes bedring,” lovede hun.

Da hun smilede, var han sikker på at han så et drillende glimt hos hende, men da det var så kort kunne han ikke sige det med sikkerhed. Så han lagde gaflen og lyttede interesseret til hendes ord. Han greb sig selv i tanken om at sætte albuerne på bordet og folde hænderne som han plejede at gør når han tænkte eller lyttede folk på sit kontor. Så i stedet flyttede han sig en smule på stolen og lagde fingrene om vinglassets stilk. Han nikkede forstående til hendes ord, da han også selv ville have prioriteret dette.

Men da hun spurgte ind til ham, og nævnte at hun havde hørt om at Raf ikke havde haft det godt, blegnede smilet en smule og sorgen blev mere tydelig hos ham.
”Jeg takker for Deres venlighed... Ja, hun havde været uheldig med noget familie... Men hun er heldigvis kommet sig en god del. Alligevel var hun desværre ikke i stand til at tage med på denne tur. Det er mit håb, at vi en gang i fremtiden kan invitere Dem, Lady Von Tenebris og Lord Mcgivens til en fest i Deres ære.” Han så roligt på hende, men forventede nærmest at hun ville afvise ham på stedet. Samtidig var han begyndt at tænke på, hvad han eventuelt kunne hjælpe byen med. Naturligvis kun hvis hun tillod det.
”Hvis der er noget jeg kan hjælpe med omkring opbygningen af byen, vil jeg se hvad jeg kan gøre hurtigst muligt.” Det venlige smil var igen begyndt at kikke frem hos ham.

Det skarpe vampyrblik missede ikke, hvordan den anden herskers ellers så varme smil pludselig blegnede. Han regnede måske ikke med at hans egne affære nåede andres ører? Og det til trods for, at han snakkede åbent om Rafelas tilstand til en fest af alle steder. En fest, hvor Geneviras på nuværende tidspunkt forlovede trods alt havde været til stede. Åh Valentine havde skam haft en ting eller to at sige om herskeren af Dragons Peaks mærkværdigheder, inklusiv, at han havde været ret ivrig for at beholde Valentine og hans søster der, så de kunne møde hans syge forlovede. Eller det var i hvert fald sådan, Valentine havde udlagt sagen, mere eller mindre. Hvor om alting var, var Jake åbenlyst ikke særlig opmærksom på, at ting han sagde til folk nåede videre til andre folk. Genevira lod det ligge for nu, men skrev sig bag øret, at det havde været den bedste handlingsmåde ikke at fortælle Jake for meget, han var i hvert fald ikke forsigtig med, hvem han fortalte hvad.
Hun sendte ham et beroligende smil, næsten som for at undskylde for i det hele taget at have bragt det op.

”Jeg kan forsikre Dem om, at jeg ikke tager hendes fravær ilde op. Send hende mine hilsner og ønsket om en snarlig bedring,” sagde hun roligt.
Det næste han sagde fik hende dog til at rynke panden en smule, ikke uvenligt, hun var oprigtigt bare forvirret.
”En…fest…til min ære? I Dragon’s Peak?” ?” Den havde hun ligegodt ikke forventet. Var Dragon’s Peak allerede så ivrige efter at erklære sig enige i hendes politik? Efter at have spyttet Sean og Natalie i ansigtet?

”Hvor om alting er, takker jeg for Deres generøsitet.”

Han smilede venligt af hendes rolige forsikring om at hun ikke var fornærmet over at Raf ikke var med. Og han bukkede let som tak for at hun sendte sine hilsener og ønsker om bedring.
Men når det var sagt. Så fik hendes næste ord ham til at bide sig let i læben. Han havde sagt Dem, hvor han havde tænkt Jer... Shit... Der var ikke andet at gøre end at forsøge at udrede den, selv om han havde en fornemmelse af at hun ville blive fornærmet. Han ventede med at sige noget til hun havde talt færdigt, og nøjedes med at bukke som respons på hendes tak for hans generøsitet.

”Jeg undskylder. Jeg mente til ære for Jer. En fest til ære for Dem, Lady Von Tenebris og Lord Mcgivens. Som en formel undskyldning.” Hans stemme var rolig og mild. Men alligevel kunne han ikke skjule en svag nervøsitet, for hvordan hun ville tage imod denne ændring. Ved alle guder, hvor han dog hadede alt denne formalitet... Hver gang han skulle opføre sig på denne forsigtige måde, var han ved at ønske sig tilbage ombord til piratlivet, hvor alt var meget nemmere...
Indvendig sukkede han dybt, mens han udvendig forsøgte på at holde på formaliteterne. En eller anden dag, måtte han simpelthen lære noget mere om alt det her politik halløj. For ikke at nævne måden at omgås højtstående ledere og almindelig adelige... Afgjort noget han ikke glædede sig til.

Hun lænede sig frem i stolen, pludselig gjort nysgerrig af måden Jake lignede en, der næsten ville have foretrukket at kvæles i sin egen tunge. Var det en forhastet hjertebanken hun hørte ovre fra ham? Frygt hun kunne lugte? Rovdyret i hende var et opmærksomt et, til trods for at det slumrede bag dådyrøjne, svøbt i liljehvide klæder. Et sekund glippede hun med øjnene og fandt tilbage i sig selv.
”Et interessant forslag, lord Black,” sagde hun og mente det faktisk. Næppe af de årsager Jake ønskede, at hun skulle føle nogen interesse, men hvad manden ikke vidste, hvilket lod til at være ganske meget i øvrigt, havde han ikke ondt af. Måske havde han aldrig oplevet smerte i sit liv?
Hun måtte tale med Lady Gray om det her, og Sean og Natalie ikke at forglemme. Jake var potentielt ved at begå en fejltagelse som hersker. Ærligt havde Genevira svært ved at se at denne fest, som skulle gøre det ud for en undskyldning, ikke ville blive tolket som et svaghedstegn fra hans side blandt hans befolkning. At bøje sig for en anden magt ved så åbenlyst at erkende, at han havde begået en fejl, men det betød jo ikke, at Doomsville ikke potentielt kunne drage nytte af et sådant arrangement. Genevira var stadig en ny hersker, at blive set og udbrede sine tanker til andre steder kunne potentielt ende med at være ret essentielt eller i hvert fald ganske gavnligt for styret. Og hvis det så overbeviste nogen af især den vampyriske befolkning om at Doomsville ville være at foretrække at slå sig ned i, hvem var hun så til at stoppe dem? Men hun ville ikke gøre noget uden at konsultere sine rådgivere først, vigtigst heriblandt var Sean selvfølgelig, nok lige så meget af personlige som af politiske årsager, men Lady Gray havde også hurtigt vist sig uvurderlig. Om ikke andet var hendes rene entusiasme, selvom Gene ofte ikke var helt sikker på, hvor den kom fra, for projektet beundringsværdig.

Af en eller anden grund fik hendes reaktion, ham til at miste resten af sin appetit. Og for noget lignende anden gang i hans liv, fornemmede han at være byttedyr. Ikke nogen rar følelse for en som normalt selv var et rovdyr.
Han samlede sig hurtigt og havde igen sit venlige smil på læberne, mens han forsøgte at finde ud af hvordan han kunne vende situationen til sin fordel.
”Dejligt, så vil jeg finde nogle datoer og sende forslagene til Jer.”

Han var usikker på hvordan han skulle fortsætte, og appetitten var nu ødelagt. Han drak lidt af vinen, men den syndes næsten også at have ændret smag. Nærmest som om den søde smag var blevet bitter. Men han var næsten sikker på at det alt sammen bare var i hans hoved, eftersom han var blevet vurderet som et muligt bytte.
Nærmest lydløst og usynligt tog han et dybt åndedrag, for at sænke sin puls der var begyndt at banke lidt hurtigere end normalt. Han huskede for sent at hun var vampyr og dermed havde en utrolig hørelse, som gjorde hans forsøg ligegyldigt.

Genevira ville nok aldrig kunne indrømme overfor sig selv, eller, den del af sig selv, som hun i det mindste så som rationelt tænkende, hendes sande, fine og rene selv, det som hun ønskede at være, hvilken glæde Jakes åbenlyse panik vækkede i hende. Det var ikke på nogen måde begær, langt fra. Og hun havde heller ikke engang lyst til at kaste sig henover bordet og æde ham, som ellers normalt var bæstets første instinkt, når det blev vækket på en sådan måde, som det var lige nu. Nej, snare morede det hende bag det fine udtryksløse statueansigt. Men ikke blot det, jo mere hun tænkte over det, jo mere blev det en fjollet og overfladisk tolkning. For selvom der var noget grundlæggende sjovt ved at se et så ældgammelt væsen som Jake Black var, være nødt til at trække vejret skarpt ind blot fordi han blev opmærksom på, hvad hun, en lillebitte kvinde, i virkeligheden var, så lå der henover det en følelse af noget…magtfuldt. Genevira havde, fra det øjeblik hun blev født eller så godt som, været underlagt andre mennesker. Hendes opvækst og ungdom havde været præget, nej dikteret, af en gennemgribende rædsel for mænd, som hun måske aldrig ville komme af med. Og her sad han så. En mand. Og han frygtede hende. I hvert fald på et eller andet niveau. Samtidig med at Genevira selv var totalt urørt af frygt. Et øjeblik følte Genevira, at hun havde taget noget tilbage til sig selv. Hun havde lukket en metaforisk hånd om noget, hun aldrig før reelt havde besiddet i form af en følelse af sikkerhed i sig selv overfor dette ynkelige væsen på den anden side af bordet. Og i det korte øjeblik hun mærkede denne fremmede følelse svælgede hun i den på samme måde som en nyligt frigiven fange ville have svælget i fornemmelsen af solen på sit ansigt.
Hun rystede det dog hurtigt af sig, uden så meget som at fortrække en mine og smilede i stedet varmt til Jake. Ikke venskabeligt, og slet ikke som en elsker kunne have gjort det. Der var noget fjernt i det, som når en mor smilede til et barn, hun dog alligevel ikke kunne lade være med at erkende for sig selv var måske lidt bekymrende dum.

”Tilgiv mig. Det lader til, at jeg har skræmt Dem,” sagde hun med mild ro. Intet rovdyr til stede.

Han smilede tilbage og rystede let på hovedet, så det skuldre lange hår dansede lidt rundt.
”Det er helt i orden.” Han rømmede sig lidt, eftersom stemmen var blevet en smule hæs.
”Jeg takker for maden og vinen. Det var afgjort udsøgt. ” Han var omkring halvvejs færdig med maden, men havde nu mistet appetitten fuldstændigt. Så han lagde roligt bestikket på den måde der signalerede at man var færdig.

Hvad var så det næste? Han anede det ikke og var desværre ikke dræven nok til at begå sig i den politiske rotterede, som han var havnet i. Hvordan i alverden holdte folk det ud? Altid gå og smile, uanset om man havde lyst eller ej. For ikke at tale pænt med folk, som man mest af alt havde lyst til at banke. Indvendigt sukkede han, mens han udvendigt var i den rolige og smilende facade. Det kløede et sted omme mellem skulderbladene, men han afholdte sig fra at klø sig. Han ville ikke have skyld for at se dum ud, hvis han brugte stolens ryglæn som kløpind. Det var nok at Raf og Darren grinte af ham når han gjorde det hjemme i arbejdsværelset.
Han håbede inderligt at hun havde en plan for aftenen, ellers kom dette møde til at være utroligt kort og akavet.

Jake virkede ikke just i godt humør. Tvært imod lignede han en, der helst ville frigives fra Geneviras selskab så hurtigt så muligt. Underligt, når nu han selv havde bedt om at mødes med hende. Fornærmende endog, men Genevira havde trods alt heller ikke forventet andet af Jake Black, vis første handling til deres første møde havde været en fornærmelse.ved at glemme dem, igen til et møde han selv havde været enig om at afholde. Her sad de så i hvad der hurtigt kunne blive en saks af akavethed. Men den unge herskerinde nægtede at lade sig fange i Jakes egen inkompetence og skubbede i stedet sin stol ud fra bordet, rejste sig målrettet og med et veloplagt muntert smil. Når nu visse andre tydeligvis ikke var det, var det vel trods alt kun passende selv at vise sig fra sin bedste side og tage initiativet.
”Jeg agter at vise Dem byen som jeg ser den. Kom kom. Jeg håber, at De er sikker til hest, ellers bliver det nok en lang tur,” sagde hun og forlod spisestuen uden at vente på ham. Som den herskerinde hun trods alt var, regnede hun blot med, at han ville følge med. Ellers ville tjenestefolkene pænt vise ham vejen.
De nåede gårdspladsen foran slottet og Geneviras egen hest, en lille hoppe, der var så hvid, at den skinnede som nyfalden sne, blev bragt ud sammen med en hest til Jake. Genevira steg i sadlen med en hjælpende hånd fra sin personlige vagt, Theobald og så red følget ellers af sted i et adstadigt tempo, Genevira med en lille flok af de mest dedikerede tjenerinder omkring sig til fods. Alle tre klædt fra top til to i hvidt og tilslørede som hun selv så ofte var det. Anonymiserede, som de mest i sandhed helhjertede kultister (Genevira brød sig lidet om ordet, men det var nu engang hvad skeptikerne kaldte dem) valgte at være det. Ophøjet (eller reduceret) til Doomsvilles tro tjeneste.
De to vidt forskellige herskere red ned af gader og stræder og Genevira påpegede mildt fremskridt med byens genopbygning. Ting hun havde ændret til forbedring. De red forbi hvad der for få måneder siden havde været boligen for en adelig familie. Siden var de blevet arresteret for statsundergravende virksomhed. Nu lå her et hjem for nødstedte kvinder. De som før så sig nødsaget til at sælge egne kroppe, fordi de ikke havde ret meget andet at sælge. Dette var blot en spæd start, det første spadestik. Det varede ikke længe, før prostitution og køb heraf ville blive ulovliggjort i Doomsville og alle bordellerne lukket. Disse planer sagde Genevira dog ikke noget om, men fortalte i stedet glædestrålende lord Black om, hvordan kvinderne på stedet modtog undervisning for at kunne fungere i andre erhverv og i samfundet generelt.
Videre red de, forbi ruinerne af Elona Dals kirke, der, i dagtimerne, stadig var ved at blive ryddet. Genevira ignorerede fuldstændig ruinen, opførte sig faktisk som om at kirkerne i Doomsville aldrig havde eksisteret. Organiseret religion havde ingen plads i hendes styre og med tiden ville folk glemme den. Der var vigtigere ting at dedikere livet til. Og at tilbede.
Hun viste Jake gennem de fredfyldte brede boulevarder i Terrorville, gennem de sovende købstads gader i Angerforge og ned til distriktet der aldrig sov. I Rotten Root var der altid både liv og lyd. Her boede trods alt de folk, der ikke nødvendigvis havde privilegiet af at have råd til en konsistent søvnrytme. Desuden var der nu flere der var blevet ansat specifikt i sanitet, altså i nattens mulm og mørke sørgerede de for at holde deres hjemstavn ren for sig selv og deres medborgere.
Også her var der sket ændringer. Små for nu, men ændringer trods alt. Mere gadebelysning, synlige vagter, hendes folk kunne gå til, havde de brug for hjælp. Genevira svor at de dage, hvor Rotten Root havde været et glemt diskret, hvor man blev myrdet eller voldtaget og efterladt i en rendesten skulle være ovre. De der boede her var lige så meget Doomsvilles børn som resten af befolkningen.
Og selv i denne sene time stimlede de af hendes børn, der stadig var vågne, de udsultede, bort kastede og ynkelige, unge som gamle sammen omkring hende, lykkelige for et glimt af herskerinden, der engang havde været en af deres egne. Efter bedste evne trykkede Genevira udmagrede arbejdsomme hænder, velsignede både børn og unge ved at ligge en lille handskeklædt hånd på deres hoveder, udelte småbitte sovende porcelænsdukker hun selv havde lavet fra en flettet kurv en af tjenerinderne havde haft med til de få mindre børn, sendte dem med et moderligt ord hjem i seng, før hun og hendes følge vendte hjemad igen. For nogen tid fulgt af de sidste ivrige sjæle, der ikke ønskede at slippe hende af syne.
Da der endelig var ro på igen vendte hun sig mod Jake med et udtryk der trods hun smilede bar et tungt ansvar.

”De ser vel, at vi alle har en plads her. Forandringer er nødt til at finde sted. Folket har brug for mig."