Det er onsdag, vores dag. Ødelæg det nu ikke. (Camille)

Camille var rigtig nok ofte meget ansvarlig og forsigtig , når det kom til de mere personlige sager. Men af natur var hun nysgerrig og eventyrlysten til en vis grad, hendes humor havde båret hende igennem ting som at dræbe vampyrer med blyanter og den ' vidunderlige' opdagelse at hun rummede et sæt ' sommerfuglevinger' som hun takket være gud KUN havde set en enkelt gang, i et trip Mina sendte hende på- og som Camille slet ikke kunne finde ud af at få til at blafre ud af hendes ryg.Ikke fordi hun havde øvet sig.
Hun havde sandt sagt aldrig end forsøgt. Hun priste sig bare overmådeligt lykkelig over de ikke poppede ud af sig selv, hvilke egenlig ville have været meget typisk for hende. Fe status havde hun aldrig higet efter.

Camille smilede til Elyas, da han hjalp hende ned at sidde.
Hendes øjne der normalt var sådan krystalblå, lidt gennemsigtige i kuløren, var endnu mere klare når de havde promiller som støttehjul.
Hun så nysgerrigt på Elyas...rødmede han ? Mn skulle ellers tro at en fyr som ham havde piger der nussede rundt på ham , hele tiden - men måske var det anderledes her i underworld ? Hun tvivlede dog stærkt, når hun tænkte på det harem der altid osede rundt om Sean.
" Naaa... Din onkel er klogere end som så, han ved at alkohol ikke får mig til at spilde mine hemmeligheder " sagde hun med et lille grin.
Camille klappede nu på sofaen , med en håndflade..." Sæt dig nu ned, du ligner en der er bange for jeg kunne finde på at æde dig " drillede hun ham mildt.

Hun regnede da ikke med hun havde lagt op til ham. I hvert fald ikke med vilje.
Men det var nok det punkt hun var mest i ubalance på, så Camille var måske lidt en tikkende bombe på det område. Eric var den der skulle have afmonteret bomben, eller hvad Søren man gør med den....men det havde han vist ikke haft lyst til - eller kunne finde ud af . Hendes genetik var mere besværlig end mange andre piger, var hun efterhånden begyndt at tro - og hun forstod udmærket at hun ikke var umagen værd.
Men Tristans tilbagevenden havde slået hende ud af kurs, omend hun var så helt enormt lettet og lykkelig over han levede og var ok.

" Jeg er ok, Elyas....bare en lidt trang hverdag....der er for meget arbejde og al for lidt sjov " sagde hun en smule mere alvorlig i sit tonefald.
" Jeg er glad for at se dig, det er så længe siden ...og jeg har tænkt meget på dig...jeg går ikke ud fra du har hørt fra din far, vel ? Jeg har hørt rygter om at portalen nu er lukket...min ven , Tristan er en af de sidste det lykkes at rejse igennem den,...forlyder det" kom det en smule mere mut.
Det var da lidt underligt at skulle høre om hans færden igennem andre.
Hun skulede diskret til cognacen, en SIDSTE ville ikke skade, og så skulle hun også hjem....når hun lige havde out sneget sig alle de åndsvage uddøde der skæmmede gaderne og tog livet af dem de mødte.
Hun lænede sig frem og fyldte ikke et...men to glas.
Det ene blev skubbet over til Elyas. Når de havde så fandens travlt med af gøre ham til en hård og voksen krigsmaskine, kunne ingen vel himle op over hun introduserede en spinkel cognac til manden....vel ?

Å ( til ære for dig Sean ) XD

/Fik endelig skrevet et svar, men fordi jeg sidder på skolen, og vi skal logge ind på nettet i tide og utide, slettede den det hele!//

Han satte sig over for hende i den anden lænestol. Han skulle ikke for tæt på, han havde fornemmelsen af dette kunne gå ret galt, hvis han ikke passede på. Han lod hånden glide igennem det tykke hår og bed sig let på indersiden af læben mens han studerede hende lidt og lyttede til det hun sagde. Til sidst smilede han lidt til hende, velvidende fulde folk ikke var til at argumenterer med. Men selvfølgelig skulle hun nævne hans far...
"Drop det!" han kom til at lyde lidt hårdere end han havde ville. Han så lidt ned mod bordet, før han prøvede igen.
"Jeg mener bare...Jeg gider ikke tale om min far. Han kommer ikke tilbage, han efterlod mig her. Jeg får aldrig ham eller min mor at se igen. Jeg er fanget her, men min onkel hjælper mig med at skabe en tilværelse, gør mig stærkere end min egen far gad at gøre mig! Han efterlod mig her!" til sidst lød han vred. Igen så han ned mod bordet, mens han trak vejret dybt. Hvorfor give sig tid til dette? Hun huskede det nok ikke i morgen, fordi hun var fuld.
"Så jeg gider ikke snakke om det. Vi kan snakke om det som er nu" foreslog han og så hen på hende igen med et svagt smil. Hans onkel skiftede altid emne, når der var noget han ville undgå. Men hvad skulle han skifte til? De havde intet til fælles.
"Hvordan går det så...med hvad du end laver?" spurgte han, i håb om hun da lavede noget.

// Sean ... Vi skriver begge under 'ikke optimale forhold'.
Skal vi ikke bare kalde os for emneudviklingshæmmet lige nu ? Og så gøre vores bedste ! XD vi er....Underworlds svar på Morten og Peter ! //



Hun smilede da Elyas satte sig overfor hende, istedet for ved siden af.
Man kunne ligefrem se hans overvejelser i det kønne ansigt, hvilke morede hende.
Camille var anderledes på det punkt, ikke just kendt for at være en maneater, så at han Elyas lignede en der frygtede hun ville konsumerer ham i en glubsk lækker mundfuld, var en smule sødt.
Camille var langt mere genert....fuld eller ædru.

Hendes smil pauserede da han , blev hård i tonen.
Samtalen om Zean var stadig et ømt punkt. Han savnede ham , kunne hun udlede af hans lidt vredfulde reaktion.
Men Camille mente han havde fået noget helt galt i halsen.
Hun forholdte sig dog tavs, altså ...indtil han var helt færdig.
Og inden de skulle tale om nutiden, skulle Camille luge hjælpe den unge mand med at rydde op i hans rodet tanker og meninger.

" Hør lige her Elyas....det er meget dejligt at din onkel hjælper dig....og gør dig stærk, men jeg har ikke tænkt mig at lade dit sind langsomt vende sig imod din egen far, eller mor for den sagde skyld"
Camille måtte lige tage en dyb vejrtræking. Det var fristende at gøre Dawv til et grimt minde, for Camille havde aldrig brudt sig om hende, ikke efter at Dawn langede ud og Camilles små katte klør aldrig nåede at kradse tilbage, før Dawn var krøbet i hi i sit mussehul.
Hmm. Men det skulle ikke gå udover Elyas. Camille var sikker på hun var en god mor der elskede sin dreng og Dawn havde også elsket Zean.

Camille smilede og tøvede lidt, men forsatte dog....
" Din far render rundt med et stort hul i hjertet lige NU...som vi taler, fordi han savner dig. Han ELSKER dig, og tro mig....din far er ikke en mand der deler gavmildt ud af sin kærlighed. Du må stole på mig Elyas....han ville bare beskytte dig, og han vidste dette var det bedste sted, langt væk fra jorden! Og....mæske valgte han netop mig til at være en del i dit liv, fordi han vidste at du ville lære alle de andre ting uden problemer....han vidste du ville blive pragtfuld...men måske vidste han også at du ville behøve een der holdte døren åben så dit sind og dit hjerte ikke blev for hårdt?"
Camilles stemme var ikke belærende. Hun havde ikke selv tænkt på det fra den vinkel før, men det gav mening i hendes hoved. Var det ikke havd hun gjore bedst ?
Fik medmenneskeligheden og en smule samvittighed frem i folk?

Efter følgende , når samtalen blev mere nutidig, trak hun benene op i sofaen, som en lille havfrue.
" Jeg er i fuld sving med min skole nu....Eric Valentine hjælper mig, og det går frem af.Til foråret bliver det...farligt....der har jeg tænkt mig at stjæle en bunke børne slaver. Ja...ehh...det har jeg faktisk.
Jeg befrier dem, og bortførelse dem ud i skoven til min skole.
Her skal de have selvtillid opbygget, lære st læse og skrive og lære at slår.
Ikke at de skal lære had, med de skal kunne forsvare dem selv.
Det er et lille Academi jeg forsøger skabe.
Den store udfordring er, hvis nogen finder os....hvis mit røgslør ikke holder, og de søger efter mig, og finder skolen...og børnene....så skal vi kunne forsvar os.
Så den udfordring går jeg og tygger lidt på nu "
Undvigende hun ham. Skole delen var slet ikke action præget nok til at fange hans interesse, regnede hun med. Formålet, at befri slave børn og give dem et frit liv ville han være ligeglad med, forstillede hun sig.....men måske delen med at hjælpe hende bygge et solidt forsvar op, kunne tiltale ham?
Elyas ville have en chance her, for at vise kreativitet, handlekraft og snuhed....men det krævede selvfølgelig at han havde lyst til at hjælpe Camille.

Han havde slet ikke regnet med at hun ville svare på far-delen. Det gjorde ingen, også fordi ingen kendte til ham og ingen ville blande sig i noget, de intet viste om. Han så lidt på hende og bed sig usikkert på indersiden af kinden. En svag smag af blod skulle der til, før han stoppede med det igen. Han havde bidt et lille hul, han håbede ikke der gik betændelse i, der var intet mere irriterende end blister, som gjorde man hverken kunne spise eller drikke noget. Eller ligge på siden. Eller tale ordentlig. Han fik dog et stædigt udtryk kun et øjeblik efter. Kunne hun da ikke forstå han måtte beskytte sig selv? Det havde hans onkel hele tiden sagt, at han måtte beskytte sig selv, for ingen andre gad at gøre det for ham...Og dette var en del af det.
Men...Hun havde måske ret i en ting? At han jo havde sat ham her for at være i sikkerhed, måske fordi Camille var det tætteste han kom på en der kunne holde ham nogenlunde ved sine fulde fem...
Han viste ikke helt hvad han skulle mene om det. Han havde mest lyst til at være vred på nogen, sin far, Camille, hvem som helst! Men samtidig havde han lyst til at kunne vende tilbage til en normal hverdag, gå i almindelig skole og lave ting i fritiden.
Til sidst var Camille rykket videre til snakken om nutiden og hans chance for at svare på tiltale gled væk.Hvilket måske også var bedst, da han alligevel ikke viste hvad han skulle sige igen.

Det lød spændende nok, altså selve skolen lød kedelig, men det farlige ved at befri slaver, og deres mestre der ville lede efter deres ejendom...Det lød spændende. Og som noget nyt. Onkel havde lært ham lidt om det med slaver og taget ham med til markedet et par gange for at vise ham det. Og han havde ikke brudt sig om det, han forstod ikke helt hans onkel ligegyldighed på det punkt.
*Folk har altid været slaver. Der vil altid være slaver* Havde han svaret når han spurgte ham. Og måske havde han ret...
"Onkel ville kunne hjælpe. Han ved hvordan man får folk, endda steder, til at forsvinde. Og hvis der endelig er rygter, som er tætte på sandheden, planter han sine egne rygter, så folk bliver helt forvirret og dropper emnet. Men slaver er jo almindelige i denne verden og derfor kan det tænkes at selv vagterne vil lede efter slaverne. De er i princippet nogens ejendom. Medmindre dem, der ejer dem, ikke kan vise papir på det" han trak let på skuldrene og så lidt ned i bordet da han snakkede, for selv om han lød selvsikker, viste han jo ikke noget om det. Andet end hvad han havde hørt og læst sig til. Han havde ingen erfaring.
"Der findes jo kontrakter på alt. Han vil også kunne sende folk efter de mænd, de endelig skulle finde stedet....Men jeg ved ikke om han vil beskæftige sig med en lille skole for slaver, medmindre han selv får noget ud af det" han trak let på skuldrene og sendte hende et hurtigt blik for at se om det han sagde overhoved gav mening. Det kunne være sjovt...selv at slås. At bruge sin træning til noget. Men han var slet ikke så stærk som sin onkel og hans onkel ville på ingen måde accepterer det.

// haps