Tja, det her er en smule akavet... ~ Caden

t: omkring frokosttid
s: Cadens lejlighed
v: udenfor er vejret vidunderligt
p: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.], blot med almindelige flade sko i stedet.

Såret var helet pænt.. Aret ned af hendes overarm fra mødet med Kol mindede hende konstant om hvad Caden var, hvad hun selv var. De var forældre, og de var nødt til at holde sammen. Nu, var der ingen vej udenom.
Caleb og Grace var blevet tungere og større, tydeligvis. To måneder havde hun nu levet uden kontakt med sin far eller James. Hun følte sig ikke ensom, ikke med børnene i nærheden. Men hun kunne sagtens have brugt mere tid sammen med Caden.
Hun havde igennem de sidste par dage tænkt længe over det med Caden's race. Han var en varulv.. Det gjorde ondt, bare tanken om den smerte han måtte føle ved forvandlingen... Men også tanken om at hendes fars reaktion på det var klar som glas - varulve skulle dø. Lord Winchester måtte intet vide om at hans datters kærlighed var hos en varulv - han ville aldrig accepterer det.
Igennem et stykke tid, havde Madeleine prøvet at få et arbejde - men med børnene var det svært. Til trods for at de var to måneder gamle, var de langtfra klar til at være alene.
Hun stod nu foran Cadens hoveddør og bankede på med spidsen af hendes sko, mens hun havde begge børn på armene. Efter aftale med Caden, var hun kommet forbi. Børnene skulle se ham regelmæssigt, og hvad han lavede når hun ikke var der prøvede hun at lade være med at tænke for meget på. Det var hans liv - ikke hendes. Hun havde trods alt bare været 'uheldig' dengang de mødtes.. Eller, det var sådan hun følte at han mente det var. Hvad hun ikke forstod var, hvorfor han så ikke havde angrebet hende den aften med Kol i stedet for at beskytte hende. Der var så meget hun ikke kunne forstå for tiden. Så meget hun ikke kunne få plads til længere i hverken hoved eller hjerte. Ret skulle være ret, friede Caden til hende ville hun ikke tøve med at sige ja - men det vidste hun godt ikke ville ske.

Caden sad i hans egne tanker. De fleste var rettet imod Maddie, men lige så meget børnene, hans familie, hendes familie. Der var så mange ting der spillede ind på deres forhold. Men det eneste der betød noget var hende og børnene. Han bekymrede sig ikke om hvad alle andre tænkte. De måtte bare kæmpe videre. Hvis det overhovedet var det Maddie ønskede. Han var ikke længere sikker på, hvad hun rent faktisk ville. Hans tanker blev afbrudt, da nogen bankede på hans dør. Han rejste sig og gik hen til døren, hvor han først åbnede den på klem. Efter episoden med skyggevæsnet, var han ikke længere tryg ved at åbne døren for alt og alle. Da han så det var Maddie, slog han døren op og sendte hende et bredt smil. Han trak hende nærmest indenfor, for så at trække hende ind i et dybtfølt kys. Han var selvfølgelig stadig opmærksom på at børnene ikke kom til skade. Uden Caden opdagede det, fordi han var optaget af Maddie, bevægede hans forældre sig ind i lejlighedskomplekset, og kort efter ind i lejligheden, hvor de opdagede det kyssende par. Hans far rømmede sig, for at få dem til at stoppe. ”Søn, du kysser en gift kvinde. En kvinde med bastardbørn. Du bør tænke over dine handlinger og de konsekvenser de har.” Caden stoppede kysset, i det hans far rømmede sig. Han kunne mærke vreden brede sig i ham. Han ville ikke finde sig i, at folk talte sådan til Maddie. Selv ikke hans forældre. ”Hvad jeg gør i mit liv vedkommer ikke dig.” Cadens far trådte ind imellem Caden og Maddie, og tvang derfor Caden til træde tilbage. ]”Forklar mig noget. Hvad vil din mand sige til at du går rundt og kysser på andre mænd.” Cadens mor rystede på hovedet og trådte op ved siden af sin mand. ”Tag dig ikke af ham kære.” Hun så på de to små børn på Maddies arm. ”Hvem har vi her?” Caden trådte op på siden af Maddie, men brød ikke ind i samtalen. Den var mellem Maddie og hans forældre, men hvis hans far blev for grov igen, ville han bryde ind.

Kysset var tiltrængt.
Til trods for, at hun havde følt sig usikker i hvorvidt Caden elskede hende, så vidste hun at hun elskede ham. Et kys var til tider alt der skulle til.
Da hun hørte en mand rømme sig, og Caden trak sig væk stirrede hun direkte på Cadens far. Manden, der stod og skældte Caden ud. Vreden ulmede svagt i hende indtil Cadens far begyndte at tale til hende.
''Jeg har ingen mand, Sir. Ægteskabet blev aldrig fuldbyrdet og han stak af da forventningerne til ham blev for store.'' hendes øjne sagde alt - Cadens far skulle passe meget på med hvad han sagde - ellers ville han fortryde det til sine dages ende. ''Og forresten, Sir, så kysser jeg ikke på andre mænd. Jeg kysser deres søn, og det burde jeg ikke skulle forsvare over for en eller anden gammel mand med manglende respekt for hans søns privatliv!'' kort skiftede hendes øjne fra himmelblå til mellembrune, inden de skiftede tilbage igen.
Cadens mor på den anden side, var en tilnærmelsesvis behagelig kvinde.
Hun smilede let til fru Sinclair, inden hun så ned på sine børn.
''Dette er Grace...'' sagde Madeleine med et stort smil inden hun kort så hen på Caden.
''Og dette er Caleb.''

Caden var bestemt ikke en stor fan af hans far. Han var derfor også glad for, at det var hans mor der havde stået for opdragelsen. Han var måske ikke blevet et pragteksemplar af en søn, men han behandlede andre mennesker ordentligt. Caden så på Maddie, da hun svarede hans far. Hun gav ham modstand, hvilket var noget han manglede. Hans far var vant til, at få alt han pegede på. Han var faktisk bare en bitter, forkælet gammel mand. Caden vendte blikket imod hans mor, da hun spurgte ind til børnene, og han vidste godt hvor det ville føre hen. Hans forældre ville om et øjeblik vide, at børnene var hans. Da Maddie havde præsenteret børnene, så hans forældre kort på hinanden, før de begge vendte blikket imod Caden. Hans mor var skuffet, hans far vred. Caden var fuldkommen ligeglad med hans fars mening, men det betød noget, hvad hans mor tænkte om ham. ”Undskyld os Madeleine. Vi vil gerne have et øjeblik alene med vores søn.” Hans forældre gik i forvejen, men Caden blev et øjeblik. ”Du kan tage børnene med ind i værelset du fødte i. Jeg har lavet det til et børneværelse.” Der var stor vugge, som var stor nok til både Grace og Caleb. Derudover var der også noget legetøj, et bord til at skifte dem på. Han manglede stadig nogle ting, men havde ikke gjort det færdigt endnu. Caden gik efter hans forældre ind hans soveværelse. Hans far begyndte med det samme at råbe. ”Hvad tænker du på knægt! Du gjorde en kvinde gravid, og lod hende gifte sig med en anden! Jeg troede vi havde opdraget dig bedre!” Caden rystede bare på hovedet. ”Vi? Så vidt jeg husker, var det kun din kone der opdragede børnene. Du brugte din tid på det lokale horehus. Hvordan gør det dig bedre end mig?” Caden kunne godt være provokerende, især når det kom til hans far. Faderen skubbede Caden ind i væggen, så det godt kunne høres ude i stuen. Dernæst slog faderen Caden på kæben, der efterlod et mærke. Cadens mor reagerede ikke på det. Hun var utrolig konfliktsky. Caden havde fået nok. Han rejste sig rank op, og så på hans far med et vredt blik. ”Forsvind! Du skal ikke udøve vold i mit hjem. Slet ikke når mine børn er her. Ud med jer, begge to.” Han vidste godt, at hans mor altid ville vælge hans far. Caden gik ud af værelset og ud til Maddie igen.

Madeleine var ikke dum - han havde ikke fortalt dem om hende eller børnene. Men da hans far begyndte at råbe, havde hun allerede sat sig for hvad der skulle gøres.
Madeleine havde lagt børnene ind i vuggen og stod nu ved Cadens hoveddør igen, og så afventende på hans forældre.
Moderen lod hun være - det var ikke hende hun var ude efter. Hans far derimod, manden der lige havde slået Caden, stod nu til endefuld.
''Hr Sinclair, må jeg lige tale med Dem hurtigt?'' uden at give ham et valg trak hun Cadens far til side.
''Hør her, din gamle ignorante mand.'' hviskede hun mod hans øre da hun lod som om hun krammede ham for at sige farvel og tak for besøget.
''hvis du så meget som rør mine børn eller Caden igen, så sværger jeg ved min mors gravsted, dette er intet i forhold til hvad jeg kan udrette.'' hendes hvisken var truende, rasende, men samtidig så silkeblød og mild.
Alt imens hun havde hvisket til ham, havde hun presset et sølvvedhæng ned i håndfladen på ham indtil hun nærmest kunne høre hans hud syde. Derefter fulgte hun ham ud, og lukkede døren bag dem begge og så derefter hen på Caden. Hun sagde intet da hun gik hen til ham og blidt lod en finger glide over mærket fra faderens slag.
''Er det forkert af mig at ønske at du havde gengældt det her inden du smed dem ud?..'' hviskede hun, og man kunne tydeligt se hvor dårligt hun havde det med at han var blevet slået. Det havde jo været hendes skyld. Ballade og problemer var det eneste der fulgte hende når hun var sammen med Caden - udover den lykke hun følte ved at være sammen med ham. Hun elskede ham -mere end noget andet.

Caden fulgte Maddie og hans far med blikket. Han vidste godt hvad der foregik, men kommenterede ikke på det. Han havde fortjent meget mere end han havde fået. Han lukkede døren efter dem, og lod den få et godt smæk. De skulle ikke tro, han var okay med hvad der var forgået. Da han igen stod foran Maddie, så han hende blot i øjnene. Han var klar over, hun bestemt ikke var tilfreds med hvad der forgået. Forståeligt, hvis det havde været Maddie, havde han gjort noget meget værre. Lige gyldigt om det var hans far eller ej. Da hun lod en finger glide over hans blå øje, trak han sig ikke tilbage, selvom det gjorde ondt. ”Nej. Men han er langt mere temperamentsfuld end jeg. Hvis jeg havde givet gengæld, var der en chance for han havde forvandlet sig. Jeg kunne ikke risikere det.” Han lagde en hånd imod siden af hendes hals, og rykkede sig tættere på hende. ”De er ikke det værd. Lad os bare nyde tiden sammen.” Han lod hans læber møde hendes pande, før han trak sig en smule væk. Han bevægede sig hen til hans sofa og satte sig god til rette, og klappede på pladsen ved siden af, som tegn på hun skulle komme at sætte sig. Maddie og Caden havde været en del igennem allerede, men hun var den eneste der oprigtigt kunne gøre ham glad. Bare hendes tilstedeværelse, hendes duft, kunne frembringe et smil på hans læber.