Time to look back - Nicolas

S: Kroen i Sunfury
T: Aften.
O: Fulde folk
V: Stille og kølligt.
P: Klik
@Nicolas

---

De havde taget hende da hun sad fredeligt på søen. Selvom hun var meget ilter og ikke ønskede at de skulle tage hende - var det i sidste ende lykkedes dem. Tatia sad nu på kroen i Sunfury. På en stol op af en væg. Elvejægerne gjorde deres dartpile klar, og havde sad skiven op bagved hendes hoved. Hun var bundet på hænder og fødder til stolen - med bind for hendes mund så hun ikke kunne sige noget. Tatia sank let en klump, imens hun prøvede at rive sig fri - dog uden godt resultat. De var fulde nu jægerne. Det var der de gjorde sig klar til at kaste. De havde tænkt sig at have det lidt sjovt, og aftenen skulle ende med at tage hendes øre. Om hun ville lade dem gøre det eller ej.

De kastede den første pil som ramte forbi, heldigt nok. Tatias hjerte bankede løs. Den anden pil kom flyvende igennem luften og ramte hendes skulder. Hendes ansigt kneb sig tilbage i smerte, men ellers prøvede hun blot at lade som ingenting. Pludselig gik døren til kroen op.
"Det dronningens rådgiver." Hviskede en tæt på hende, og Tatia sank en klump.
"Nicolas. Hvad siger du til en øl og et skud. Dem som rammer hovedet får en gratis omgang." Blinkede den ene af jægerne, og prøvede tydeligvis at få det til at lyde som dagens bud. Tatia kiggede på Nicolas. Hendes blå øjne var en smule på kneb. Han mindede hende lidt om Blake. Hendes tvillingebroder. Udover han havde mærke øjne, ellers lignede det ham meget godt. Let sank hun en klump.

Det var langt fra første eller sidste gang, Nicolas ville træde ind i denne kro. Hans besøg var blevet hyppigere, efter han var blevet Andreas rådgiver. Det første han opdagede var blod. Det var frisk. Dernæst hørte han nogen nævne ham som ”dronningens rådgiver” det generede ham på ingen måde, for det var han jo, men han ønskede ikke jobbet definerede ham. Han trådte hen til gruppen af mænd, og så hen imod pigen. Hun var ikke så gammel - eller som ikke andet sådan ud. Men det var aldrig til at regne med. Han kunne dog ikke se, hvorfor hun skulle spændes fast og bruges som målskive. Men Nicolas kunne alligevel ikke takke nej til hans tilbud.

Nicolas tog en af pilene. Han gjorde klar til at skyde, men ramte bevidst forbi hende. Han havde på ingen måde tænkt, at skyde på en uskyldig pige. Han gik hen for at hente pilen, og tog sig god tid om, at få den ud af skiven. I mellemtiden kunne han forsøge at berolige hende. ”Jeg skal nok få dig ud herfra.” Han så ikke på hende for, at bevare hans troværdighed. Han ”tabte” pilen og fik bundet hendes fødder op, dog uden man ville ligge mærke til det. ”Sid stille lidt endnu,” hviskede han og tog pilen op. Nicolas vendte sig om, og kastede hurtigt og præcist pilen ind i øjet, på ham der havde budt ham med. ”Giver det en gratis omgang?” Jægerne var naturligvis ikke glade for dette. Han kunne godt kæmpe imod dem, og gjorde det om nødvendigt, men han gad det egentlig ikke mere. ”Medmindre i vil ende på samme måde, lader i os gå.” Han var alvorlig i sit udtryk, og de skulle ikke være i tvivl om, at han ville dræbe dem for denne pige. Selv om han ikke kendte hende, så han noget bekendt hende. Hun mindede ham om en.

Hendes hjerte sprang en takt over da han skød, men ramte ved siden af. Hun sank en klump, men så hviskede han noget som gjorde hende opmærksom. Så tabte han pilen og bandt hendes fødder fri. Tatia havde ellers været klar på at løbe, men han sagde hun skulle vente, og af en eller anden grund gjorde hun som han sagde. Tatia gispede let da pilen fløj i øjet af jægeren. Men det tog ganske kort tid før hun så ganske fornøjet ud. Overraskende nok. Hun rejste sig op og sank atter en klump. Hendes krystal klare øjne kiggede rundt på jægerne. Også gik hun hen til ham som havde det blodige øje og skreg på gulvet. Han skulle til at slå ud efter hende da hun ramte ham på siden af hovedet, så han blev slået ud.
"Undskyld mig, men du har noget jeg skal bruge." Mumlede hun og fiskede en blok op. Så kiggede hun på Nicolas med tegn på, at hun ville gå. Jægerne havde egentlig ikke lyst til at lade dem gå, men en kamp de ikke kunne vinde var heller ikke det værd. Tatia gik ud af kroen og gennemsøgte ivrrigt blokken igennem. Der stod en liste med navne på, og udfor var der en plet med indtørret blod. Som tegn på de var døde.

Tatia søgte efter to navne, og hendes øjne virkede så bange og hendes hjerte galoperede afsted.
"Eretria Elessedil..." Hun fandt navnet, og hendes læber blev en smal streg til hun så, at der intet blod var. Det måtte betyde, at hun var sluppet fri. Om hun stadigvæk var i live, var jo så en anden ting. Dog var hendes broders navn ingen steder af se. I vrede kastede hun blokken fra sig, og kiggede over på Nicolas.
"Tak for hjælpen." Sagde hun så og kørte en hånd henover sit hår. Eretria var hendes moders rigtige navn, en oplysning Amberle havde luftet for hende.
"Beklager min opførsel, jeg leder efter min bror." Undskyldningen var ikke ligefrem helt oprigtig.

Nicolas var lettere pudsig, når det kom til mennesker i nød. Sommetider hjalp han, andre gange gjorde han ikke. Det handlede mest om hans humør. Men han anede ikke hvordan, han afgjorde det. Det skete bare på stedet. Og han havde besluttet at hjælpe denne pige. Nicolas fik løsladt hendes hænder, så hun selv kunne fjerne det om hendes mund. Hun gik hen og slog manden ud, for så at tage en blok. Han så rundt på de andre, og da ingen gjorde tegn til at gøre noget, gik han med kvinden ud af kroen. Nicolas var på vej væk. Der var ingen grund til han blev længere.

Hun var fri, og virkede til at kunne tage vare for sig selv. Men da hun begyndte at sige et navn, blev han opmærksom igen. Han samlede blokken op og så på navnet. ”Eretria?” Han så på hende, og kunne nu se ligheden. Hun lignede hende en smule På nær øjnene. ”Hvor kender du hende fra?” Nicolas blev nu mere interesseret. Hun måtte være i familie med Eretria. En kvinde han ikke havde set i evigheder. Og han var nu nysgerrig. ”Det var så lidt.” Han nikkede blot da hun undskyldte. Hun virkede ikke så troværdig i den undskyldning, men ville ikke sige mere om det. Hun ledte efter sin bror, der var ingen grund til at gå i dybden med det. Han ville hellere vide mere om Eretria og hendes kendskab til hende.

Da han gentog navnet løftede hun på et bryn.
"Det skulle være navnet på min mor... jeg søgte tilbage i tiden.. fandt navnet og sporrede tilbage til, at mine forældre ikke døde af en sygdom... Det var som om, at der har været nogle som ikke ønskede min broder og jeg ikke skulle kende til dem." Startede hun. De havde prøvet i flere år. Længere end et menneske kunne være på jorden.
"Men det hænger ikke sammen." Mumlede hun let i frustration. Måske burde hun tage tilbage til skoven og slappe af.
"Hvor kender du hende fra overhovedet?" Spurgte hun så og vippede hovedet let på højkant. Det var ligeså besynderligt at han kendte hende som at hun gjorde. Tatia lagde spændt armene overkors imens hun så afventende på ham.
"Du lyder sjovt, men først da jeg så dig... lige da du kom ind. Troede jeg du var min bror. Til jeg så dine øjne ikke var mørke som hans." Tilføjede hun så pludselig og slog blikket let ned inden hun kiggede op igen. Det var en smule underligt, og alligevel ikke. Det eneste man skulle bruge var to kloge hoveder der kunne slå deres hoveder sammen - og finde ud af hvad det faktisk betød. Tatia rystede let på hovedet, af sig selv, hun burde ikke stå her og sludre med en fremmed. Det var tid hun kunne og skulle bruge på at finde ham. Dog alligevel følte hun, at hun stod der hvor hun skulle. Der var noget over ham rådgiveren her, som var så underligt rigtig at være i selskab af.

Nicolas kunne bogstavlig talt fornemme, hvordan luften forlod hans krop. Det tog fuldstændig pusten fra ham. Eretria havde en datter. Og en søn også. Han prøvede at bevare roen. Hvad var sandsynligheden lige? Hun lignede Eretria. Meget. På nær de øjne. Blå øjne. Som hans. Pludselig så han ikke en fremmede elver. Han så et bekendt ansigt. En han burde have kendt. Var det hans datter der stod foran ham? ”Jeg tror jeg ved hvordan det føltes.” Hvis det var hans datter, ville han gerne have kendt til hende før. Men Eretria kunne umuligt finde ham, hun havde måske ledt, men det var ikke nok. Kort efter hans forvandling, gik han under jorden. ”Vi var… Sammen. For længe siden.” Han var langt fra komfortabel i situationen. Det var ikke just en, man stod i til hver dag. Og han vidste ikke engang, om hans tanker var helt galt på den. ”Ikke som dine øjne. De er lysere.” Han tog en dyb indånding og så på hende. ”Lad os forsætte i det sjove. Jeg tror vi har mere tilfælles end som så. Jeg tror vi deler gener.” Han kunne ikke få sig selv til at sige far. Han kunne ikke være far. Han ville være en forfærdelig far.

Pludselig tog han pusten fra hende. Det var ikke en situation hun havde regnet med at stå i. Naturligvis, havde hun forstillet sig uendelige scenerier af at hun skulle møde sine forældre. Faktisk havde hun forstillet sig, at hendes far var død - hvilket han teknisk set jo også var. Hvis han talte sandt.
"Fortæller du mig, hvad jeg tror du fortæller mig?" Spurgte hun en anelse forvirret, og med øjnene som lyste af et glimt af håb. Det var ikke fordi hun havde nogle forventninger faktisk. Så fik hun øje på noget henne ved jægernes heste. Så gik hun derhen og trak sit sværd op fra den taske der hang om hesten. Hun satte det på sin plads på hendes ryg, så det var nemt at trække i kamp. Så drejede hun sig om imod ham igen. "Jeg forlader aldrig mit hjem uden." Satte hun blot som en kommentar.

Så gik hun hen foran ham igen, og kneb øjnene let.
"Siden du kommer og fortæller mig på en meget fin måde.. at vi måske deler gener... så kan jeg ikke undgå gerne at ville vide dit navn." Sagde hun og hævede let på et bryn. "Jeg er Tatia." Tilføjede hun af ren høflighed. Let sank hun en klump. Tænk alle de nyheder hun kunne fortælle sin broder når hun fandt ham igen. De kunne få ansigt på dem de havde ledt efter så længe. Selvfølgelig krævede det, at hun fik reddet hans røv først.
"Skal vi blive ved med at stå udenfor, ikke at jeg har noget imod det. Men at snakke udenfor en kro fyldt med jægere, og regn på vej." Elverne kendte vejret også, det lagde i luften som de hurtigt lærte at analysere. Og to sekunder efter begyndte det at dryppe, hvilket fik hende til at smile skævt ganske kært.

Nicolas kendte ikke engang til hendes eksistens. Så at stå ansigt til ansigt med, var en ubeskrivelig underlig følelse. Han kunne klare sig i de fleste situationer. Men ikke en som denne. ”Jeg er ikke sikker. Vi bliver nød til at finde Eretria. Men jeg mistænker det.” Han smilede da hun fandt et sværd frem. Det lignede ham. Dengang han var menneske i hvert fald. Han havde ikke holdt et sværd i evigheder. Men han havde heller ikke brug for det. ”Ligesom mig. Dengang jeg var menneske.” Man kunne aldrig være for sikker. Nicolas havde slet ikke opfattet, at de ikke havde udvekslet navne. Hans tanker havde været et helt andet sted. ”Nicolas.” Han studerede hende. Det kunne være hans eneste datter der stod foran ham. Nicolas havde tænkt på børn før. Men det havde aldrig været en mulighed. Så hvorfor overhovedet forsøge.

”Lad os gå.” Han gik hen til hende. ”Jeg vil hjælpe dig med at finde din bror og Eretria. Så kan vi få svar.” Han havde brug for, at vide, om han havde bragt børn til verden. Hvis han havde, var han ikke sikker på, hvordan han ville håndtere det. Han havde aldrig troet det ville ske, så han havde aldrig tænkt på sine evner som forældre. Han tvivlede dog stærkt på dem.

Nicolas. Så havde hun et navn. Hun nikkede let til ham. Han ville hjælpe hende. Hvilket hun var taknemlig for.
"Lad os håbe at jeg har bedre chance med dig til at hjælpe. Jeg har trods alt søgt i over 2000 år." Svarede hun og pustede let ud. At han havde brugt sværd da han var barn havde blot fået hende til at få et smil frem hun ikke helt kunne skjule, men stadigvæk gjorde sit for faktisk at skjule det så godt som hun kunne.
"Hvordan var hun... Eretria?" Spurgte hun imens de gik hen imod et hus hun vidste, at hun måtte komme i. Hun havde ikke brugt hele sit liv i skovene. Derfor var hun så god til at tale menneskets sprog, men mindst ligeså god til sit elversprog. Hun åbnede døren og trådte ind.
"Det en gammel kendnings sted. Vi kan tale her." Sagde hun og lukkede ham med ind, før hun lukkede døren. Så slog hun sig ned på en stol og svang det ene ben henover det andet. "Jeg har en sjov historie. Vidste du, at Eretria var den ældste datter af den royale familie blandt skovelverne. Hun blev taget af elvejægere da hun var lille... det den eneste historie vi har hørt omkring hende." Fortalte hun. Hun var ufattelig nysgerrig på at vide mere om hendes mor, hvis han blot kunne fortælle om, hvordan hun var da han kendte hende.

Nicolas blev blot mere sikker i sin sag, da hun afslørede hun var over 2000 år gammel. Det var begrænset, hvor mange der nåede derop efterhånden. Men han var stadig ikke fuldkommen sikker. Det kunne han ikke være, før han havde talt med Eretria. Han var ikke helt sikker på, hvilke ord han skulle bruge til at beskrive hende. ”Fantastisk.” Han fulgte hende ind i huset og satte sig ned. ”Nej, det vidste jeg ikke.” Han havde ikke forelsket sig i hendes titel eller i hendes baggrund, men i hendes væsen. Hendes skønhed. ”Hun er utrolig smuk. Du ligner hende. På nær øjnene. Hun er en af de blideste personer jeg har mødt. Hun var den første jeg elskede.” Det kom man sig aldrig rigtig over, men han havde lært at leve med, at hun lå begravet et sted. Nu viste det sig, at hun stadig levede. Eller det gik han ud fra. ”Jeg troede hun var død.” Nicolas lænede sig en anelse frem og så nærmere på hende. ”Jeg ved ikke om jeg er din…” Det var stadig et svært ord for ham at sige. ”Jeg ved ikke om jeg er din far, men jeg vil lede hele underworld igennem for at finde hende og din bror. Ingen fortjener at mangle deres familie.” Han havde aldrig sat meget pris på Angela, og det var dumt af ham, for hun var den eneste familie, som altid var der for ham.

Hun lyttede interesseret med da han fortalte hende om Eretria. Det gjorde var slet ikke hvad hun havde forventet. Og hun kunne nærmest ikke vente med at finde hende. Det føltes som om at hele hendes krop bare ville finde hende, og det kunne kun gå for langsomt.
"Selv hvis du ikke er, så er jeg yderst taknemlig." Svarede hun og lagde hovedet blidt på skrå. Så nikkede hun.
"Jeg må være ærlig og sige, at jeg håber. Lavet af stoffet eller ej. Ikke mange ville have hjulpet til på kroen i dag. De fleste vil have ladet som ingenting, andre ville have deltaget. Du har givet mig informationer jeg kun kunne drømme om." Sagde hun og lænede sig afslappet tilbage. Han var vampyr, og med det vidste hun efter kun ganske kort analyse - at han kunne være ganske voldsom - hans kast i øjet af jægeren. Det var ikke noget hun bebrejdede ham for, og alle havde gjort noget de kunne skamme sig over eller var bange for andre fandt ud af. Dæmoner var dæmoner.

Tatia sank let en klump, og rømmede sig så.
"Ligemeget hvad, så skal du vide, at jeg forventer ikke noget. Jeg forventer ikke far datter tid. Visheden er for mig nok. Hvis det virkelig er dig. Så skal du vide det." Sagde hun og sendte ham et smil. Det måtte vel også være beroligende, at vide, at man ikke forventede noget af den anden.

Nicolas var voldsom. Og det vidste alle omkring ham. Det havde Tatia allerede lært. Han var nådesløs hvis det var nødvendigt. Det betød intet for ham at tage et liv. Engang havde han jaget dyr, nu jagede han mennesker. Og han stoppede ikke for, at fortryde det. Ikke engang et øjeblik. ”De fleste er kujoner Tatia. Det er vi ikke. Din mor er ikke en kujon. Hvis du bare er lidt som hende, vil du gøre hvad du føler er rigtigt.” Han var ikke sikker på, om han ønskede at være hendes far. Det ville være et pres, en ændring i hans liv, som han ikke var sikker på han kunne håndtere. Men han ville prøve. For Tatia, hendes bror og Eretria. Nicolas så væk et øjeblik. Det var ikke fordi, han var uvant i en redningsaktion eller en jagt på en forsvundet person, men denne pige kunne være hans datter. Hvordan skulle han opføre sig, hvad skulle han sige? ”Din far bør være sammen med dig. Du har manglet begge dine forældre, ingen er så hjerteløs, at de vil tage en forældre fra dig, når du endelig har fundet ham.” Selvom Nicolas kunne være hjerteløs til tider, ville han aldrig kunne gøre det. Familie var vigtig, og man burde ikke tage det for givet.

Hun trak let på skuldren.
"Jeg har manglet dem ja. Men det betyder ikke mit liv har været et helved. Jeg har haft min bror. Lige nu bor jeg i The forest med min tante, og træner elverbørn til krigere. Naturligvis har jeg haft spørgsmål, og jeg har ledt. Men jeg har aldrig følt behovet, for jeg har aldrig følt, hvordan det var." Hun så imod ham og åndede ud. "Vi er van til at klare os med hvad vi har. Det vil ikke kun blive anderledes for dig, hvis det er dig. Det vil ændre sig for os alle sammen." Tilføjede hun, og lænede sig let frem.

Så løftede hun hånden lidt op til de skulle være stille. Hendes anden håndbevægede sig hen til hendes ryg, hvor hun greb skaftet på hendes sværd. Så snart døren åbnede, var der en som kom ind. Jægeren med det ene øje havde åbenbart ikke kunne lade tingene ligge. Tatia trak sværdet og kastede det imod ham. Mange kunne tænke hun aldrig ville ramme. Tatia? Ja hun vidste hun ramte. Et mål ramt perfekt i hjertet. Det regnede udenfor, så hun lukkede blot døren.
"Nogle går lidt for meget op i ordsproget et øje for et øje." Kommenterede hun med et lille grin. Hun dræbte også uden at føle skyld over det. Ikke at hun dræbte uskyldige, men blod på hendes hænder havde hun haft i mange år.
"Ser man det. Vi lige så gode til at kaste også." Sagde hun til Nicolas med et lille smørret smil på læben. Derpå trak hun sit sværd op og tørrede det af i jægerens tøj - hvorefter hun satte det på plads.

//Jeg outer på grund af ændring er karakter c: