As green as ever, I see - Kain

Selvom Kain ikke havde interesse i at kigge tilbage på sin bror, kunne han ud af øjenkrogen udmærket mærke, at Luxuria betragtede ham. Selv var Kain så stødt af tanken alene om, hvad de havde været i færd med. Han kunne ganske enkelt ikke få sig selv til at tro på, at han ville lade sig selv gå så langt - og da slet ikke med Luxuria. Desuden var hans krop ufattelig øm selv, hvilket betød, at han selv måtte have været offer for en del receiving, hvis det skulle være. Kain kunne i hvert fald sagtens genkende den form for smerte, som han ellers havde gjort sit for at fortrænge siden han formåede at komme ud af Rotten Root District som ung. Men hvad var motivet for Luxuria i at lyve om den del? Eller gik det virkelig begge veje? Igen, det var svært at tro på. Og alligevel kunne han ikke finde andre forklaringer.

”It may be your way of showing superience, but none of this has anything to do with how I would reach my goals.” Da bukserne endelig var ordentligt på, rettede Kain sit blik hen mod sin bror. Han ville ønske, at han kunne klargøre Luxurias motiver bedre. Var det blot en mulighed for at ydmyge ham, at hans bror lod det ske? Det ville ærlig talt ikke overraske Kain, hvis det var tilfældet. Og alligevel, så gav det stadig ikke mening for Kain, at han overhovedet ville være intim med nogen som helst - mindst af alt manden foran ham.

Den følgende kommentar fik næsten Kain til at grine. Næsten. Så det var det, Luxuria troede? At han havde et begær for at dominere ham? ”You must have really high thoughts of yourself if that’s what you think, brother.” Han stoppede med at lede efter sit tøj for en stund, som han lod et køligt blik hvile på hans bror. ”Truth is, you are nothing more than a pestilence to me. A simple bug waiting to be squeezed. For you to think I’d even bother thinking otherwise of you, brother.. That’s almost laughable.” Han lod stemmen forblive kølig, som han snakkede. Kain havde set sit snit til at få taget noget af den kontrol, som han havde manglet siden de mødtes tilbage. Nu skulle han bare ud herfra, så han kunne glemme alt om dette møde. Og muligvis planlægge en hævn.

Dorian morede sig gevaldigt indvendigt over den tvivlsomme situation, som han havde udsat sin bror for. Lige nu tænkte Invidia sikkert over om det Dorian havde sagt var sandt, eller falsk - hvilket var lidt af en blanding for at være helt ærlig. Der var sket så meget at Dorian knap nok selv havde styr på det hele. Det havde han nemlig ikke altid når det var at der var alt for mange lystige mennesker... men hvorfor skulle han også det? Det var trods alt så meget andet at lave til sådan en begivenhed end at tænke. Gad vide om hans bror var typen til at tænke for meget når han havde sex? Altså... når han havde sex sobert... hvis han overhovedet gjorde det.
Dorian underholdte næsten tanken inden at det var at Invidia afbrød hans tankestrøm... uhøfligt alligevel, men Dorian var i godt humør - så det gik. Dorian løftede blot sit ene bryn som reaktion til Invidia's lange talestrøm om at Dorian måtte være højtidelig... og ikke var andet end et insekt og en pestilens. Det var en smule underholdende at høre på det hele, men Dorian var egentlig mere interesseret i at se Invidia klæde sig på, end at svare på Invidia's lange sværte. Hvis noget så havde Invidia da smag for tøj, men det var noget kedeligt.

"You sound so certain... Almost like you yourself know how desire works," drillede Dorian med. For Dorian var ret så sikker på at det ikke var tilfældet. For der var ingen i sandhed som vidste hvordan begær fungerede. For begær var i sandhed ikke noget som kunne skæres ud i pap og blotlægges... i alt fald ikke vis ens ego stod i vejen for at opnå den viden. Det var ikke rationelt koncept, så Invidia kom nok til kort på det område. Det var et koncept som Dorian kunne bruge en hel dag på at blotlægge og informere ham om... men hvad var pointen i det? Nej, Dorian så hellere Invidia lide i uvisheden.

"So tell me brother if you're so certain; If I were to "nudge" you then you'd know exactly what you'd do? You'd know for certain that you'd be in control?" Dorians øjne var helt pinke idet at han søgte dybere i sin brors begær. Dorian havde nu rejst sig op i sengen, med hele kroppen vendt mod Invidia. Dorian havde et grumt smil om munden, som mest af alt mindede om en sulten jæger...
Dorian kravlede derefter mod sengekanten, og svang benene ud over kanten inden at han rejste sig op. Dorian var ligeglad med at han ingen trevl havde på kroppen. Det var trods alt sådan at han foretrak det.

"But if there's truly nothing to fear from me... then surely you wouldn't mind me trying... now would you? Dorians stemme lød varm og indbydende, men bag dette slør gemte sig en bidende kulde. Hans pinke øjenfarve i mellemtiden havde steget i itensitet idet han havde trådt nærmere sin bror.

Kain himlede med øjnene af Luxuria selvsikre kommentar. Det var fuldkomment latterligt. Han vidste udmærket, hvordan det fungerede. At han ikke havde tænkt sig at blandes ind i andres perverse interesser var en anden sag. Desuden havde Kain ikke nogen seksuel interesse. Det var spild af tid, det var vulgært, og det sagde ham absolut intet. At Luxuria vovede at tro andet, ja, det var til grin.
Han greb fat i sin trøje, som han endelig formåede at finde. Den så ikke ligefrem ud til at være i samme stand. Den var krøllet, og en anelse flænset i enden. Han sukkede inderligt, men tog den på alligevel. Han måtte blot smide den ud, når han kom hjem, hvor han kunne skifte til noget andet.

”In fact, I doubt there would be much for you to nudge.” Farven der ændrede sig i Luxurias øjne var absolut ikke et godt tegn. Som hans bror rejste sig med et udtryk i ansigtet, som virkelig afslørede hans dårlige intentioner, kunne Kain godt mærke, at han måtte tænke hurtigt, hvis han ikke skulle ende op i flere problemer. Han havde ikke tænkt sig at være Luxurias underholdning igen, men han vidste, at det var en tabt kamp at konfrontere sin ældre bror. Nej, det bedste var bare at lukke samtalen, så han kunne vise sig selv ud herfra.
Selvom hans hoved ikke var til meget hjælp, vidste han udmærket, at han var nødt til at fokusere på noget, som Luxuria ikke kunne bruge imod ham. Trang til anerkendelse og behov for at føle tilfredsstillelse skulle der lægges låg på. Nej, stop. Han bed tænderne sammen, som han prøvede at tænke på andre behov. Såsom det faktum, at han var begyndt at blive sulten. Han havde behov for at bringe nogen i fordærv, så han kunne tilfredsstille sig selv. Eller så meget som det nu plejede at lykkes ham, når man var i en evig cirkel af medynk. Nej. Han rullede med øjnene. Fokuser.

Han bukkede sig langsomt for at tage sine sko, dels som undskyldning for ikke at kigge ind i Luxurias øjne. Han skulle nødig fange sig selv i hans greb igen. ”I do not need to prove anything to you. Besides brother..” Istedet for at hæve blikket, fokuserede han i stedet på at få taget sit fodtøj ordentligt på. ”I actually have work to do. Not all of us have nothing else to do than just lying around all day.”

Åh, sikke at Invidia kæmpede mod sig selv og hans egne ord. Var der i sandhed intet som Invdia begærede, og som Dorian kunne skubbe til? af hvad Dorian kunne se, så var der masser at tage af - især når nu Invidia panisk prøvede at lukke låg på det. Vidste han ikke at jo mere han kæmpede imod at tænke på det... desto mere tænkte han på det? Det var noget så morsomt at overvære. Især Invidia's ansigtsudtryk som virkede mere sammenbidt idet at han koncentrerede sig. Det virkede dog ikke til at gå særlig godt for ham da Dorian fik mere end et hint om flere ting som Invidia begærede og ønskede sig. Ikke nogen ting som overraskede Dorian - for Invidia for ham havde altid været meget nem at læse. Det at han var voksen havde ikke ændret meget på det, men nu var Dorian så også dukket op ude af det blå. Det kunne være at Invidia ville være mere forberedt næste gang de stødte på hinanden... forhåbentligt. Det var jo aldrig til at vide om Invidia ville have lært noget af deres møde. Ikke at det ville være et problem for Dorian, men det kunne jo blive et problem for resten af synderne hvis Invidia var så nem at læse - samt manipulere. Men der var så kun hvis de alle sammen levede. Man havde da lov at håbe at de mest interessante havde overlevet al denne tid.

"You don't look very certain of that fact..." sagde Dorian drillende og tog et faretruende skridt nærmere sin bror. Han placerede den ene hånd afslappet på sin hofte og observerede Invidia idet at manden undgik sin brors øjne. Sødt at han troede at han kunne undgå Dorian's søgen blot ved at kigge væk. Hvis Invidia i sandhed ville undgå sin brors søgen - så måtte han få benene på nakken og flygte langt væk hvor Dorian ikke kunne finde ham... Hvilket nok også var hvad han havde tænkt sig idet at de skiltes for denne dag. Invidia havde trods alt ønsket sig det i noget tid, og Dorian havde skam tænkt sig at løslade ham. Dorian var trods alt gavmild af natur. Især overfor en så kær lillebror som Invidia.

"Of course you don't... You don't need to prove anything to anyone..." sagde Dorian sødt og med et hint af spydig sarkasme. For begge vidste de godt at det ikke var sandt. Det var trods alt langt fra sandheden. Invidia havde trods alt altid noget at bevise overfor andre... og især hans eget værd. Ikke kun overfor hans søskende men især overfor manden som havde været med til at skabe dem. Deres fader - Necromanceren.

"And what important work that must be for you to be in such a hurry, that one might think that you're running away." Dorian holdt en kort pause, inden at han viftede afværgende med sin frie hånd.

"Well, I shan't keep you then. Be on your way then brother... Fare thee well..."
Dette var sagt med en venlig nok tone, men Dorian's ansigtsudtryk og blik sagde derimod: flygt du bare din kujon.

Luxurias nærmest hånende kommentar fik Kain til at spænde op en anelse. Det var virkelig ikke til at begribe, at der ikke skulle mere til for at få ham til at tabe ansigt. Hvor meget han end kæmpede imod, vidste Kain jo godt, at Luxuria havde ret i visse ting, når man læste mellem linjerne. Kain var udmærket klar over, hvem der overordnet havde kontrol blandt de to brødre lige nu. Det gjorde ham dog ikke mindre hævngerrig. Kain havde trods alt mødt mange mænd i den kaliber, han ellers ville sætte Luxuria i. I modsætning til hans bror dog, formåede de aldrig at komme under skindet på ham - metaforisk og vitterligt. Det var typisk Kain, der formåede at komme ud på toppen ved brug af strategi og manipulation. Desværre, selvom Kain stadig vil påstå, at Luxuria manglede intellektet, var han fandens god til at læse og forstå folk.

”Well, you never seemed to be one to believe in anything but what you wanted to be reality, regardless.” Hvis han ikke kunne få overbevist Luxuria, måtte han bare virke indifferent omkring emnet. Kain noterede, hvordan Luxuria kom tættere på. Snigende, langsomt. Som om det skulle friste. Alligevel havde Kain lært af erfaring, at Luxurias manipulative og bydende handlinger i sig selv kunne være en fælde. Han fjernede øjnene fra ham igen, som han sikrede sig, at tøjet sad ordentligt.

”Indeed I don’t.” Det var frustrerende, hvor afslappet Luxuria kunne tale om, hvorvidt Kain havde brug for at bevise noget overfor nogen. Selvfølgelig vidste Kain inderst inde, at hans bror vidste, hvad han snakkede om. Hvor meget man end ønskede at gemme det væk, ønskede at isolere de bitre tanker.. Jalousi var håbløst åbenlyst. Det var en fatal flaw, og Kain var mere end bevidst omkring det. Kain tog en dyb indånding, men vendte derefter atter blikket hen mod Luxuria. Hans udtryk var stift. ”And I shall. Farewell.” Og med det korte svar, var Kain gået ud af døren.