As green as ever, I see - Kain

Sted: Firestep Dansekro, Angerforge distriktet i Doomsville
Tid: Aften
Vejr: Varmt men med en kølig brise
[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Selvom solen var gået ned fra flere timer siden, var det stadigvæk en lun og varm aften i Doomsville. Derved var der en masse folk som stadigvæk var ude for at socialisere sig og mødte op på de forskellige kroer og barer. Alle virkede til at være i godt humør og der var sang og glade stemmer igennem gaderne i Angerforge distriktet. Det var trods alt en perfekt aften til det, så det ville næsten være en synd og en skam ikke at tage imod muligheden. Apropos synd…

En ung mand iklædt let lyst sommertøj, vandrede gennem gaderne. Hans hår var som altid farvet sort, som stod i kontrast til hans isblå øjne. Øjne som virkede til at kunne se igennem folk… og se helt ind til hvad de virkelig ønskede sig i livet. De ønsker som de fleste lagede lå på og som de skjulte fra resten af omverden. Alle deres herlige og indebrændte ønsker og begær… Se, det var i sandhed en synd. I alt fald vis man spurgte Dødssynden Luxuria Peccatum – eller Dorian som han så fint havde navngivet sig selv. Det var lidt af et finurligt navn som han havde givet sig selv dengang, men på den anden side så var det noget som tilhørte ham selv. Det var et valg som han havde taget ud af sit eget ønske, og derfor var det ham noget specielt... i modsætning til Luxuria Peccatum, som han blot havde modtaget på grund af det som han var... og ikke den som han var... Et våben. Dorian mente ikke selv at der var noget galt i at være et dødbringende og korrumperende middel. Det der dog var galt i det var at det var meningen at han skulle kontrolleres. Necromanceren havde været mange ting, men smart var ikke én af dem. Bare det at han havde troet at de 7 dødssynder skulle styres, havde været et tegn på hans inkompetence. Især at han havde troet at nogen nogensinde skulle styre begær. Ingen styrede begær... ikke engang begær selv. Hvilket var det smukke i det. Kaosset i det ukontrollerbare og det uregerlige. Dorian levede af det såvel som i det at han gjorde hvad der passede ham – når det passede ham. Han smilede stort idet han travede frisk igennem gaderne, og smagte på folks begær. Det var dog ikke intenst nok for hans smag, hvilket også var årsagen til at han satte mod distriktets dansebar, Firestep.

Han havde som altid planer om at tilbringe hver dag i ekstase, for en dag uden var en dag spildt i hans mening. Verden lå trods alt for hans fødder siden at han skred fra sin familie, så hvorfor ikke? Han kunne nu leve fuldt ud som sig selv, og han håbede blot på at hans søskende gjorde det samme… hvor end de var i denne verden. Han vidste dog godt at det nok ikke ville være tilfældet for dem alle… De havde trods alt deres at kæmpe med og ville nok altid have det. Nok om hans familie dog, de kunne for længst være døde og borte fra denne verden, uden at han ville skænke det en tåre. De ville nok heller ikke skænke Dorian en tåre vis han skulle falde død om. Der var nok endda nogle af dem som helst så ham død. Dorian smilede idet han tænkte på en vis grønskolling af en bror, og stod nu udenfor Firestep. Hans søskende kunne han tænke på senere, for lige mærkede Dorian et væld af diverse begær... Alle sammen velsmagende i deres egen ret... og nogle åh så delikate og dystre. Han slikkede sig om læben inden at han tog de sidste skridt derhen mod åbningen. Han havde en god fornemmelse for i aften... hvilket han enlig havde hver aften - i aften syntes dog at være speciel og han kunne ikke vente med at finde ud af hvorfor. Dorian var trods alt på ingen måde kendt for at være tålmodig.

Vejret var ikke just med ham denne dag. Det var lige en tand eller tre for varmt for hans smag. Det mindede ham lidt om hans tur til Sunfury, hvor han mildes talt følte, at han smeltede. Det hjalp selvfølgelig ikke, at han konsekvent nægtede at gå klædt, som var han en af Sunfurys beboere. Der var i hvert fald en grund til, at Kain ikke migrerede derned.
Som aftenen kom med den kølige brise og det mildere vejr, var det dog lidt mindre ulideligt, hvilket ikke kunne være meget bedre. Kain havde trods alt et møde med en vampyr på en dansekro i Angerforge distriktet. Normalt var det et sted, han ville have holdt sig langt væk fra, men desværre havde alternativet været et bordel, hvilket.. ja, så virkede dansekroen nu ret så harmløs. Sådan var det jo nu engang, når vampyrens primære forretning omhandlede prostitution, hvilket normalt var en afdeling, Kain selv holdt sig ude af. Det var dog ikke altid helt muligt taget i betragtning, at det var så tæt knyttet til det marked, han selv kørte. Der var jo efterspørgsel på sexslaver.

Kroen skulle vise sig at være ret så livlig. Der var, selvfølgelig, folk der dansede. Derudover var der gamblers og andre spil. Nogle stykker, der tydeligvis ikke kunne styre deres lyster, som virkelig børe få sig et rum. Og selvfølgelig, stamgæsterne ved baren, der blot var der for at drikke al mjøden. Kain rynkede sig let på næsen. Der lugtede ret så vammelt herinde, og hvis han skulle være ærlig, kunne han ikke forstå, hvorfor vampyren insisterede på, at de skulle mødes her. Oh well. Han måtte bare få det overstået.
Så de fik sat sig ved et bord for sig, hvor de diskuterede forretning imens de fik bestilt husets mjød. Eller, Kain prøvede ihærdigt at få ham til at holde fokus på emnet, men det var ret så tydeligt, hvorfor han egentlig vil have, at de skulle mødes op her, som han blev ved med at iagttage danserne og sågar række ud efter dem, når de letpåklædte væsner gik forbi. Usselt, virkelig. Men igen, Kain måtte bide det i sig, for det var ret så væsentligt at få den her aftale i hus.

Som tiden dog gik, var det ret så tydeligt, at det her ikke førte til noget. Vampyren havde nærmest drukket sig lam i lyster og mjød. Han sagde, at han skulle på toilettet, men.. Well, Kain blev efterladt ved bordet, så det ud til. Han lod dog tvivlen være vampyren til gode, men så gik der fem minutter. Ti. Femten. Kain sukkede opgivende, som han tog glasset til munden. Han havde selv fået en del indenbords efterhånden, og ved det her punkt var det som om, at han egentlig var ret så ligeglad efterhånden. Så han lænede sig tilbage i sin stol, hvorefter han kiggede sig omkring. Han kunne vel altid gå, når han havde drukket færdig.

Vis man kunne få den aroma, som fyldte alle afkroge af dansekroen, på flaske... så havde Dorian gjort alt for at få fingrene i dem alle sammen. Det var måske underligt at sige at han elskede duften, men for Dorian betød aromaen noget helt specielt. Det var ikke noget som sølle dødelige var i stand til at sætte pris på, hvilket kunne få selv Dorian til at knibe en enkelt tåre - eller noget som mindede om det. I alt fald nød han selv godt af aromaen af lyst, begær og desperation. Med det sagt kunne Dorian med det samme fornemme folks lyster som små kys på hans hud. Han kunne især mærke varmen på de steder på hans krop som var bare, og han ville nok inden længe brænde op på sådan et sted her. Det var dog det som han var ude efter, og han ønskede at tage så mange med sig i korruptionen som var ham muligt. Dette var noget som han især var god til, og han var allerede i gang med at udse sig dem vis lystens flamme brændte klarest. Han vidste med sikkerhed at sådan noget ikke ville være så svært igen i et sted som dette. Det ville helt klart være nemmere andre åbenlyse steder, som et bordel, men nogle gange var en udfordring i sig selv skam også ret underholdende... og det hele værd i sidste ende - lidt ligesom en god vin eller noget øl... eller måske noget mjød?

Dorian havde en pludselig trang til det søde velsmagende stads, og ændrede sin kurs til stedets bar. Det var nok en eller to alkoholikeres lyst som han mærkede, men det passede Dorian fint. Han havde trods alt været en smule tørstig på denne varme aften, så drinken var mere end velkommen. Nu var det bare om at komme igennem folkemængden som havde samlet sig. Efter kort tid med at blive befamlet og raget på, lykkes det for Dorian at nå op til baren og bestille to krus mjød. Begge var til ham selv, men de fleste tænkte nok at en mand som Dorian havde selskab et eller andet sted. I de fleste tilfælde ville det skam også være sandt, men aftnen var stadigvæk ung, og hvem sagde at han kun skulle nøjes med én ledsager. Dorian havde ikke i sinde at slå sin rekord i aften, men han forventede i alt fald mindst at finde 3 som ville ledsage ham til morgenen efter. Mindre kunne ikke gøre det. Inden det skulle Dorian dog først finde et bord at sidde ned ved vis han skulle få sine drinks indenbords - uden at spilde. Han havde trods alt i sinde at deltage i aftens løjerligheder og dans. Musikken var trods alt ret fængende, og godt nok dansede han ikke selv professionelt... men der var ingen tvivl om at han sagtens ville kunne tjene penge på det. Det område lod han dog være for sin storebrors skyld... eller i alt fald i Sunfury. Dorian skulle da nødigt udkonkurrere sin egen bror... især ikke hans favorit. Det havde været noget andet med hans andre søskende, men Dorian kunne vitterligt ikke forestille dem arbejde inden for eksotisk dans. Bare tanken om det kunne give ham latterkramper… men Dorian ville helt klart betale for at se det.

Idet at Dorian gik i sine egne tanker fik han øje på et bord hvorved at der kun sad én person. Muligheden var perfekt, men Dorian havde stoppet helt op idet han havde set personen.
"Of all the colours..." mumlede Dorian for sig selv idet at han så personens hårfarve... Det var kridhvidt. En ellers så unaturlig farve i denne verden, men noget som sagtens kunne forekomme... alligvel. Dorian smilede skævt og valgte at tage chancen. Mest af alt på den ene side fordi at han manglede et sted at sidde, og fordi at personen nu havde fanget hans interesse - der var trods alt et eller andet familiært over dem.

"You look like you've got room to spare... and like you could use a drinking buddy" sagde Dorian og kiggede storsmilende på manden, som helt klart gav en fornemmelse af familiærhed. Nu var det bare om Dorians fornemmelse var korrekt, men med den fornemmelse han havde haft tilbage med Avaritia - så kunne han umuligt tage fejl nu.

Kain lænede sit en anelse tilbage i sin stol, som han studerede sit glas, der var halvt tomt. Det måtte have været, hvad.. Hans fjerde glas? Han havde ærlig talt ikke talt. Det kunne vel også være ligegyldigt egentlig. Han havde dog konkluderet, at han ligesågodt kunne give op på at opnå noget som helst dog. Det var bare med at få drukket det sidste, før han tog hjem igen. Det havde ikke ligefrem været en succesfuld aften på nogen måde, hvilket ærlig talt gav ham en bitter fornemmelse i munden. Han havde arbejdet hårdt på det her, men tydeligvis havde vampyren været ret så ligeglad. Nu handlede det så bare om at sikre sig, at manden, der sikkert morede sig, kom til at bøde hårdt for det. Hvordan måtte Kain dog finde ud af, når han engang kunne tænke mere klart. Han havde dog ikke i sinde at lade sig blive ydmyget på den måde.

Hans tanker drøftede rundt, som han kiggede rundt. Han undgik såvidt øjenkontakt med de letpåklædte dansere, der helt sikkert havde et ekstra tilbud, skulle man have lyst til at betale dem ekstra. Hans blik faldt derfor på den mand, som lige pludselig talte til ham og sågar satte sig. Nej, det var ikke vampyren, der kom tilbage. Kain skulede en anelse. Hvem var han? Og vigtigere. Hvad vil han? "Well, actually I was about to leave in a minute." Kain kommenterede med et skuldertræk, som han tog endnu en tår af sin mjød. "If you are looking for entertainment, I'm sure you can find plenty." Han så sig omkring, nærmest for at lave et statement.

Inden manden havde svaret havde Dorian sat sig ned foran ham. Ikke noget som var velset hos de fleste, sådan umiddelbart at gøre - men de folk var ikke Dorian. Dorian kunne slippe af sted med uhyre mange ting... han havde testet det. Dette var oftest én af de ting, men det kom blot an på om personen var som Dorian troede. Det var aldrig helt til at bedømme ud fra udseende, siden at Dorian sidst så sine søskende da han selv var et barn. Derimod var det skam til at bedømme ud fra fornemmelsen af dem. En fornemmelse som bestod i at Dorian kendte til sine søskendes sande begær og ønsker. Derved havde han fået skabt en fornemmelse af sine søskendes sande væsen... om de så ønskede at han skulle se det eller ej. Det var ikke noget som de var herre over - end ikke Dorian var herre over det.

Dorian kiggede mere indadgående på manden og observerede ham imens at han tog en slurk af sit ene krus. Manden var køn, ingen tvivl om det, og manden havde selv samme isblå øjne som Dorian selv. De skulede godt nok en del i Dorians retning, men Dorian lod som om at han ikke så det. Manden overfor ham virkede en anelse forvirret, men det var til at forstå af mere end én grund. Manden havde virket til allerede at have indtaget en del alkohol. Derudover lignede Dorian ikke sig selv, siden han var lille... og hans mest genkendelige kendetegn, nemlig hans hår, var farvet kulsort.

"Leave... already? But for whatever reason? The night is still young," sagde Dorian i en sukkersød stemme og tog endnu en slurk. Han løftede derefter et bryn af mandens sidste kommentar, hvilket var sandt nok i sig selv, men det var ikke det som Dorian var efter lige nu. Nej, tværtimod... han havde skam fundet noget bedre lige her.

"That I certainly can... and always have... however," med dette satte han sig krus fra sig og rejse sig op fra sig sæde. Som en kat på jagt lænede han sig over bordet og kiggede manden dybt i øjnene. Der kort afstand mellem de to mænds ansigter nu, og Dorians øjne havde et drillende glimt til sig.

"I seem to have found the right kind of entertainment right here..." Dorian tog nu kærligt og fast i mandens hage. I et kort øjeblik gjorde han ingenting... men holdt blot manden lige der, i ubekvem stilhed, inden at han med et ryk drejede mands ansigt til siden. Dette var så Dorian kunne se hvad der gemte sig bag mandens højre øre... og rigtig nok. Dorian lo lavmælt idet det nu var tydeligt hvem personen var. Manden var intet mindre end Dorians lillebror, Invidia.

"A mighty fine mark you have here..." sagde han og gav slip inden at hans bror ville kunne slå ud efter hans hånd.

Kain betragtede manden, der satte sig foran ham. Han studerede hans træk, selvom han nu måtte erkende, at hans sanser virkelig var sløret grundet alkoholen. Heldigvis var han dog ædru nok til at have forstand på, hvad der foregik omkring ham. Der var noget bekendt over manden, nærmest noget.. familiært. Blikket mindede ham fuldkomment om Avaritias. Iskolde som hans egne. Lystige. Men han vidste nu godt, at det ikke var ham. Såvidt Kain havde fundet ud af, levede Avaritia i sit bedste velgående i Sunfury som en eller anden hore. At han ikke havde fundet på noget bedre at leve af, forstod Kain ikke. Især ikke taget i betragtning af hvor priviligeret han var, som værende den ældste bror blandt syvlingerne samt have en nyttig evne. Men så igen, Avaritia havde nu heller aldrig slået ham som værende den skarpeste. Ikke at han rigtig så nogen af hans søskende som værende alt for intelligente.

"Well, I was about to leave. Is that reason enough for you?" Han kunne ikke undgå at himle med øjnene over den bitresøde stemme. Den gav ham kvalme. Der var bare et eller andet over manden, der gav ham en ubehagelig fornemmelse i maven. Kain kunne dog ikke helt sætte finger på, hvad det var.. men det nagede ham, hvilket gjorde at han mest af alt bare havde lyst til at komme så langt væk fra ham som muligt.

"I'm afraid I have no inter-" Kain frøs nærmest kortvarigt, som manden tog fat i hans hage. Hans øjne forstørrede og i et sekund var det som om, at han minder kom tilbage til ham fra tiden i Rotten Root District, efter Necromanceren havde efterladt ham og hans søskende. "What the hell are you doing?" Han bed tænderne sammen, som hans blik blev skarpt vendt mod manden, der havde drejet hans ansigt. Det hjalp selvfølgelig ikke på, at han havde fået lige tilstrækkeligt indenbords. Det gjorde det den anelse sværere at bevare roen. Ikke det smarteste træk. Da det dog gik op for ham, hvad der foregik.. Da manden - Eller snarere Luxuria - kommenterede på hans symbol bag øret. Det hele faldt på plads i hans hoved. Ærlig talt dog, så vidste Kain ikke, om han var lettet eller forfærdet. Luxuria var nok overvejende set den af hans søskende, han havde det allerstrammest ved på et personligt plan. "I got to say. The hair does make you quite unrecognizable."

Dorian måtte indrømme at det var helt noget andet at se sine søskende som fuldvoksne. Invidia havde ændret sig en del udseendemæssigt, men det var vel til at forvente. Nu var spørgsmålet bare om hvor meget Invidia havde ændret sig indvendigt. Dorian var lige nu i troen om at Invidia nok stadigvæk var den samme kære lillebror som altid havde været så let irritabel... hvilket havde været grunden til at han havde flyttet sin hånd så hurtigt igen. Med det sagt var det jo ikke til at vide. Det kunne være at Invidia var blevet bedre til at skjule samt styre sådan nogle ting nu. Invidia må trods alt have oplevet en del nye ting imens at han var blevet ældre - ligesom Dorian selv havde.

Dorian lo let over hans brors himlende med øjnene samt hans kommentar. Den var herlig bitter reaktion fra hans brors side af, og Dorian mærkede et stik af nostalgi. Hvad han dog også mærkede et stik af, var hans brors lyst til at komme væk fra Dorian. Det hele var så dejligt nostalgisk. Især sådan som Invidia var ukomfortabel omkring Dorian - hvilket i bund og grund gav en masse mening. Men modsat af hvordan en bror nok burde reagere, så havde Dorian altid fundet stor nydelse i sin lillebrors reaktioner. Og hvorfor skulle han ikke også det? Det var trods alt umådeligt underholdende.
Mest underholdende var at se Invidias reaktion sådan som Dorian havde haft fat om hans ansigt. Det var lige før at der havde været noget ligende panik i hans øjne. Det gik dog så hurtigt at Dorian ikke kunne dykke ned i det... eller det ville han godt kunne men det var nemmere at se hvad der direkte lå i overfladen. Andet skulle han koncentrere sig mere om - hvilket han så ikke kunne lige nu. Især ikke når det endelig virkede til at have gået op for Invidia, hvem han havde med at gøre.

Dorian gav Invidia et tandfuldt vis ikke en kende foruroligende smil. Det var oprigtigt nok, men det var ikke et smil, som gav nogen form for varme fra sig. Varmen var noget som kun var tiltænkt de falske smil, som skulle give folk en sans for sikkerhed... og for at stikke blår i øjnene på dem.

"But you still managed to regocnize me... I'm honored" sagde Dorian med latter i sin stemme.

"Not that it should surprise me. You always were quite observant." Dorian satte sig helt ned på sin plads igen, og begav sig til at drikke og gav dermed sin lillebror til at bearbejde mødet. Invidia havde aldrig virket særligt begejstret for at spendere tid med Dorian... Ikke at Invidia som sådan havde virket til at virke særligt begejstret for mange ting... eller resten af deres søskende. Dorian kunne dog ikke lade som om at han ikke vidste hvorfor, for hans evne havde i en tidlig alder kunne afsløre en del om hans søskende... som deres inderste ønsker og håb. Ønsker som de fleste nok helst så forblev hemmelige og for dem selv.

"Do you like it though? One day I felt like changing it to black - and so I did."

Des mere Kain betragtede manden foran ham og skubbede følelsen af beruselse til siden, des mere blev de genkendelige træk tydeliggjort for ham. Selvfølgelig havde Luxuria ændret en del, præcis som en ville have forventet. Og dog var der træk i form af, hvordan Luxuria smilte til ham på en lettere foruroligende måde, som om han lurede på noget. Hvordan hans blik føltes som om, at det stirrede ind i ham så dybt, at han kunne se og føle alle Kains tanker og følelser - hvilket vel til dels var rigtigt. Det gjorde ham dog bestemt ikke mere tilpas.

"If that is all it takes for you to be honoured, you really are as easy to please as you look like." Det var formentlig ikke svært at gennemskue, hvad det var, Kain refererrede til. Som Luxuria fik sat sig igen, lod Kain hans blik følge ham ganske forsigtigt. Han var stadig ikke sikker på, hvad det var, hans bror ville ham. Selv havde Kain været ganske tilfreds med ikke at have noget med sine søskende at gøre. Og dog, så havde han mødt to af dem igen indenfor de sidste par måneder. Hvor uheldig havde man lige lov at være?

"If you are looking for someone to fawn over you, you should probably look elsewhere." Ærligt forstod Kain sig ikke på behovet til at farve sit hår. Det virkede unødvendigt. Han ville dog lyve, hvis han sagde, at det så hæsligt ud, så det var bedre at vende ordene. "I'm sure you could find plenty right here."

Dorian lo over Invidias kommentar over at Dorian måtte være lige så nem at tilfredsstille som han så ud. Det var sikkert ment som en spydig kommentar, og sikkert også ment til at stikke til Dorian... men, det var mere komisk taget i betragtning af at Invidia havde ramt sømmet på hovedet. Der skulle trods alt ikke meget til at tilfredsstille Dorian, da han trods alt kunne finde nydelse i stort set alt.  Derudover havde Invidia også det mod sig, at Dorian var stort set umulig at fornærme. Han blev ikke vred... eller ked af det. Der var enlige mange ting som Dorian ikke følte som majoriteten af denne verden gjorde. Om det så var fordi at han var en dødssynd eller på grund af hans opdragelse - var ikke til at vide. Det var nok en blanding af en masse ting, men Dorian var hvad man ville kalde følelseskold. Han kunne more sig, men der var ingen varme bag det... eller oprigtighed. Det eneste som Dorian i sandhed følte oprigtigt, ja, var lyst og begær - noget som kunne være så glødende til tider. Med det sagt var det nok det eneste varme ved ham. De folk som rigtigt kendte Dorian, som hans familie, ville nok i de fleste tilfælde beskrive ham som kynisk og kold. Dorian havde trods alt ikke været i stand til at skjule det så meget som barn.

"That woud be the case yes," svarede Dorian og blinkede til sin bror. Dorian havde næsten glemt hvor god underholdning hans lillebror var, men idet de spenderede mere tid sammen, kom det hele tilbage. Dorian gad vide hvor mange måtte have været genstand for Invidias skarpe tunge i alle de år, han ikke havde sine søskende til at spidde. Inden at han nåede at funderer for meget over det, afbrød Invidia Dorians tanker. Han sendte Invidia et gennemborende og koldt blik, imens at hans smilede vidende.

"Looking for someone to fawn over me...?" Dorian fortsat kiggede på sin bror idet han lagde sine arme over kors og lænede sig ind over bordet, mod sin bror. Hans falske smil forsvandt helt og hans ansigt vendte tilbage til dets naturlige stadie... nemlig følelsestomt.  "If that was the case dear brother, then they'd already be at my feet fawning... groveling...begging - all just for my time and adoration."

Dorians isblå øjne begyndte nu så småt at ændre farve. De gik fra hans klare blå øjne, til en mørkere blå, som lige så stille blev mere lilla i det. Dette var et tegn på at han brugte sin evne. I dette tilfælde kiggede han blot forbi sin brors overflade begær og ønsker... og kiggede dybere... Det ville være interessant vis Invidia ville kunne genkende hvad det var som Dorian gjorde, men der var ikke meget som Invidia ville kunne gøre ved det. Dorians ledende blik ville føles varmt, og kunne få de fleste være svært at se bort fra, nemlig fordi at det for dem føltes umådeligt behageligt og pirrende. Det var dog ikke tilfældet for alle, men det var mest rene væsner som fandt Dorians blik brændende og ubehageligt.

Dorian havde allerede en god ide om hvad han ledte efter, og hvad svaret ville være - det ville formentlig være det samme som for flere år tilbage. Men hvad Dorian ønskede var at vide hvor meget stærkere Invidias behov for at blive anerkendt var blevet... bare for sjov. Invidia havde trods alt valgt at kaste med sten, når han selv boede i et meget skrøbeligt glashus. Derudover gjorde det heller ikke noget at minde Invidia om hvem han talte sådan til. Dorian var godt nok ikke den ældste, men han var under ingen omstændigheder den yngste heller.

"But you know all about wanting that... now don't you?" Det var tydeligt med tonen i hans stemme, med hvad præcis han mente. Dorian blinkede et par gange og hans øjne var igen deres sædvanlige blå. Han lænede sig tilbage og genfandt sit falske smil som om intet var hændt.

Det var egentlig ikke fordi, at Kain havde særlig meget interesse i at holde Luxuria underholdt ved at diskutere med ham. Kommentarerne kom dog så naturligt for ham som noget andet, da de som udgangspunkt lagde grund for noget bittert. Misundelse. Og med alkoholen i blodet, var den del af ham ikke til at lægge låg på. Han havde sådan set håbet på, at Luxuria ville være for ligeglad til at blive hængende, da det vil give ham mulighed for at komme sig over det i fred. Men nej, desværre havde hans ældre bror aldrig vist sig at gøre noget som helst for hans skyld. Tværtimod. Men hvad kunne man dog gøre? Hvor meget Kain end hadede at være midterbarnet med arrogante søskende, der kunne finde på at hundse rundt med en, så var der alligevel en form for hieraki, der bare ikke kunne brydes. Man var nødsaget til at vise en form for respekt for de ældre blandt syvlingerne, og så måtte man formå at hundse med de yngre. Desværre, så var Dorian nok den af hans søskende, han helst ikke så som værende over ham. Det var i og for sig intimiderende.

"So you are telling me your new fixation is family bonding?" Han himlede med øjnene. Det nægtede Kain simpelthen at tro på. Luxuria var ikke typen, der gjorde noget blot for at være flink. Han var vulgær og indtrængende, i hvert fald hvis man spurgte Kain. "Because if that is so, I'm sure Avaritia would love to help you out." Med det bundede Kain sin drink. Der var helt bestemt kommet detaljer fra Luxuria, han ikke havde behov for at høre om - ikke at det var unormalt. Alligevel gav det ham nærmest kuldegys ved tanken.

Alkoholen havde så småt ramt et punkt, hvor Kain mest af alt var træt, så han formåede at slumre tilbage i hans stol, som han forsøgte at holde sit blik på Luxuria - blot for ikke at vise sårbarhed. Der var nu noget varmt og nærmest behageligt over blot at sidde der med et halvsløret blik. Igen gav han alkoholen skylden, siden han nu godt kunne mærke det. Han rynkede dog lidt på panden, som det var som om, at hans tanker løb rundt. Hvordan han følte en trang til at bevise sit værd, hvilket mest af alt blev målt i forhold til andre. Især hans søskende, hvilket nok var den primære årsag til, at han havde undgået dem siden de var børn. Hans søgen efter den erkendelse, han aldrig har fået fra necromanceren - som han ikke engang vidste hvorvidt stadig var i live eller ej.

Han rystede let på hovedet, som tankerne flød i ring. Det var dog først der, at det gik op for ham, at Luxurias øjne var lilla - noget han bestemt ikke mindes værende særlig betryggende. Det løb ham koldt ned ad ryggen og som Luxuria igen talte, var Kains første tanke bare at komme væk herfra. Men så igen, det var netop den slags reaktioner, Luxuria ønskede fra ham. Så han blev siddende trods ubehagelighederne i forsøg på at slappe af. Alkoholen hjalp ham godt nok ikke med hans anspændthed længere dog. "You are as disgusting as ever, I see." Han bed tænderne sammen, hans hoved stadig ikke i stand til at tænke klart. "And to see you aren't even going to be useful with that. Not that I should have expected anything from you of all people."

Dorians første intention havde skam ikke været at irritere sin lillebror. Han havde blot været nysgerrig til at starte med, og havde enlig bare ønsket at se om han stadigvæk var den samme. Derudover ville han også blot bare vide mere om ham, men idet at Invidia havde fået en del at drikke... og plus at han var så let at irritere... tja, kunne man bebrejde ham for at drille sin lillebror? Invidia var og havde altid været så indbydende at drille - om Invidia så ønskede det eller ej. Det var vel noget som kom naturligt ved at være en storebror? Så på den måde følte Dorian et eller andet familiært bånd... eller lignende.

"Well, that does sound like a fun "fixation" as you so call it. Sadly you're the only family I have since I can't make one of my own." Han smilede drilsk inden at han fortsatte med det næste.

"Belive me, I've tried... Thoroughly..." Det var dog ikke lykkes for Dorian at gøre nogle gravide, bare for sjov... og fordi en del af kvinderne havde begæret det, men det var aldrig lykkes ham. Han havde aldrig været i stand til at gøre nogle gravide, hvilket var lidt af en skuffelse. Dorian gad godt se hvad resultatet ville blive og havde set frem til lidt af et misfoster. Han havde prøvet med diverse racer for at prøve at se hvor problemet lå, men han havde indset at problemet nok var med ham selv. Dorian havde gættet at han nok bare var steril eller noget i den stil... men i det mindste var han ikke impotent - ikke at det ikke havde været ironisk og morsomt. Heldigvis var det dog ikke tilfældet så folk måtte finde noget andet at grine over.
Dorian selv syntes at det var sjovt at Invidia ligefrem nævnte deres bror Avaritia, dødssynden for grådighed. Avaritia var nok Dorians eneste yngling af hele hans søskendeflok - af meget åbenlyse årsager siden at begær og grådighed havde det med at gå hånd i hånd... og ja, Avaritia havde bare altid synes at have en forståelse for de ting som Dorian satte pris på her i livet. Det var dog stadigvæk sjovt den måde som Invidia nævnede Avaritia på. Det lød næsten som om at han med hans kommentar selv havde stødt på deres bror. Derudover lød det også som om at han foreslog noget meget incestuøst... Dorian vidste ikke om han skulle være stolt eller overrasket over at sådan nogle beskidte tanker kom fra hans lillebror.

"Oh, is that so? Then you wouldn't happen to be able to point me in his direction? I'd love to bond with him." Igen var det nok ikke så svært at gætte sig til hvad han mente, især ikke vis man kendte til hvordan han var. Dorian havde ingen skrupler i livet, så han var enlig ligeglad med ting som incest og andre tabuer. Der var dog ingen rigtig intention bag det han sagde, men det var mest af alt også bare sagt for at irritere Invidia med at bruge hans egne ord imod ham... og for at gøre Invidia mere utilpas.

"And you're as green as ever, I see" sagde han som svar på Invidias egen kommentar om hvor modbydelig Dorian var. Det var sjovt at se at Invidia stadigvæk ledte efter erkendelse fra hans familie, nok især Necromanceren, ligesom da de var børn. Det var næsten lige så ynkeligt men hey, et ønske var et ønske og alle ønsker var relevante for Dorian. Dette var dog nok et svære ønske at få opfyldt, men det var fordi at Invidia nu engang var som han var.
"Cry me a river Invidia" sagde han hånligt og tog tømte sit ene krus. Dorian gik dermed i gang med sit andet inden at han fortsatte.

"Even if I did help you; you'd never achieve your goal... I can only push people so far, but if they lack the ability to do anything about it... well, then that fault is entirely their own."

"And do us all a favor and stop pretending like you even expect anything out of us... or that you'd even accept my help if I were to offer it. After all, you do seem to love blaming others for your own shortcomings and actually achieving something would put an end to that."

Hvor end kommentaren ikke kom bag på ham, gav det godt nok Kain en vulgær smag i munden. At det var noget som Luxuria kunne finde på var virkelig ikke nogen overraskelse. Så pervers som hans bror var, så det ud til at stort set alt tændte ham. Det gav i og for sig mening taget i betragtning af, hvad Luxuria stod for; alligevel var det noget, Kain selv foretrak at holde sig så langt væk fra som overhovedet muligt. Han så helst sig selv så langt væk fra Luxuria generelt. Hans omverden havde været så fin uden at vide, hvorvidt hans søskende overhovedet var i live. Nu vidste han så i hvert fald, at to af dem var - begge to nogle, han ikke ligefrem brød sig mere om siden barndommen. Tværtimod.

"You really want to be a dad this badly? You must really hate children." Hvor meget Kain end følte tydelig ubehag ved snakken, så prøvede han at skjule det via spydige kommentarer. Normalt ville det også være en god strategi, eftersom han under almindelige omstændigheder var suveræn til at holde masken - men i takt med, at hans hoved sumrede grundet alkoholen samtidig med, at han allerede i forvejen var virkelig ubehagelig til mode, så gik det ikke ligesågodt, som han havde håbet. Luxuria kunne trods alt få de værste fornemmelser frem i ham. Og i takt med, at hans bror mindede ham om tiden i Rotten Root District grundet det han stod for, efter de alle var blevet efterladt, så var Kains syn på ham virkelig ikke blevet bedre.

"Go to Sunfury, then. He's probably busy in one of the many brothels in that city." Selvom Avaritia ikke var personificeringen af begær, så kunne han i hvert fald finde ud af at opføre sig således, hvilket ikke gjorde ham meget bedre end Luxuria. I Kains øjne var de på mange punkter to sider af samme sag, hvilket ikke ligefrem var noget, han på nogen måder kunne fremhæve til noget positivt. Men hvis de begge blev dernede i den vamle by, langt væk fra ham, så kunne de gøre, som det passede dem.

Monologen, der pludselig kom fra hans bror var dog langt fra noget, han hverken havde håbet på eller forventet. Kain rynkede med panden, blot en anelse. Selvfølgelig havde den forbandede, perverse stodder sneget sig ind i hans hoved. Selvfølgelig. Og dog, Kain kunne ikke få sig selv til at tro på det. Selv han fokuserede ikke engang på hans indre begær. Det var noget, han lukkede helt af for. Det gjorde det selvfølgelig noget mere pinefuldt, når Luxuria gjorde det. "You have too high thoughts of yourself if you think I'd even expect anything from someone like you." Han bed tænderne en anelse sammen. "You are and have never been anything but a nuisance."

Det virkede skam ikke til at tanken om familiebonding huede Invidia særlig meget, men så meget var da at forvente af hans bror. Ikke at Dorian ville sige at han var snerpet, siden han kun havde minder fra de var syv, men han virkede i alt fald ikke til at underholde tanken. På sin vis kunne Dorian godt forstå det, men på den anden side forstod han det overhovedet ikke. De var alle sammen syv dødssynder, med vægt på synder, og ikke de syv dyder - Så var der overhovedet nogle pointe i at have værdier? Det gjorde ikke andet end at sætte grænser, og i at afholde én i at gøre hvad der passede. Se, det var noget som Dorian ikke kunne stå inden for. Grænser... bare ordet kunne give ham en ubehagelig sur fornemmelse i munden... og han havde smagt surt før og nydt det. Denne fornemmelse var dog ikke noget som han kunne se god for, og derfor havde Dorian ingen grænser. Han havde dog aldrig før prøvet at sove med én af sine søskende, og han var heller ikke helt sikker på om hvem der ville være sjovest at sove med - men mon ikke at han en dag ville prøve det? Bare fordi... jeg bare fordi at han kunne. Udvalgte var dog bare ikke det største også selvom at de var syv. Alligevel gik hans første tanke til Avaritia.

Dorian lo over hans kommentar om Dorian ønskede at være far... og om han virkelig måtte hade børn. Det var ikke som sådan at Dorian havde ønsket sig at være en far, eller i alt fald en far som de fleste nok tænkte Han havde mere blot gjort det for at se hvad der ville ske, og om hvad hans børn måtte være for nogle væsner. Måske at han havde, kunne sin egen lille hær, ligesom Necromanceren havde prøvet på. Dorian selv ville have haft gjort det på en helt anden måde... en sjovere måde, men det var ham som sagt ikke muligt. Det betød dog ikke at han stadigvæk ikke ville kunne starte sin egen lille hær - det skulle bare ikke være hans egne børn.

"Me, hate children? I tolerate you don't I?" spurgte han drillende og velvidende at hans egen kommentar var ret barnlig. Det var dog svært at lade være siden at Invidia virkede så sød og barnlig. Det var sjovt sådan som de gik tilbage til barndommen. Nok også lidt fordi at Invidia havde fået drukket en smule, eller i alt fald nok til at virke en del påvirket. Det var dog ikke til at vide præcis hvor meget han allerede havde fået, men Dorian så gerne til at Invidia fik mere indenbords. Han var trods alt ret interessant i dette stadie af fuldskab. Det var dog synd sådan som hans bror var påvirket alene, så Dorian tømte sit krus og kaldte på mere drikkelse for én af de forbigående servitricer.

"Funny you should say that. I just came from Sunfury," bemærkede Dorian muntert. Det var trods alt den by som han selv havde bosat sig i. Og som han var godt i gang med at korrumpere. Det havde indtil videre vidst sig at være den perfekte by at starte med, siden at så mange goody-two-shoes prøvede at "frelse" den. Med så meget undertrykkelse var det nemmere at forføre og friste.
"If only I'd known that you'd been around, then I'd have given you a tour of all my favorite places."

Dorian rynkede på det næste som Invidia sagde. Sprutten måtte virkelig have steget ham til hovedet, og forhindret ham i at tænke ordentligt. Det kunne selvfølgelig ske for den bedste, det lovede selvfølgelig ikke noget godt for Invidia hvis ikke at han var i stand til at tænke hurtigt... og skarpt. Det var dog intet problem for Dorian, da sådan noget altid var til hans egen fordel. Det gjorde det nemmere for ham at opnå de ting som han ønskede sig. Hvilket i dette tilfælde var at se sin bror ydermere fuld. Heldigvis for Dorian kom hans drinks... som var et virvar af forskellige drinks og flasker. Dorian hældte noget vin op til sig selv, og henviste Invidia til resten af drikkevarerne som i at han bare skulle tage for sig.

"Now, where were we...?" spurgte han tænkende og hvirvlede hans glas med den røde vin. "Oh right! Your inferiority complex and steadily increasing inability to understand complex sentences."

"It's sad really - the inferiority complex and your way of dealing with it. The other thing is mostly due to your alcohol intake. What's most saddening to see is that you're still projecting your own insecurities onto others. I mean, I know it's your thing but is it really that much fun?"

"Yeah we're a nuisance - what of it? Dorian var skam ikke lige så hovmodig og stolt som hans ældste storesøster, men han skammede sig heller ikke over sig selv. Han hvilede i sig selv og spurgte man Dorian så var der ikke noget som han ville ændre på sig selv. Han var på den måde som han skulle være, og var der nogen som var uenige, tja, så var det deres eget problem. Dorian ændrede sig ikke for nogen - kun for sig selv.

"We weren't exactly created to be lawful abiding citizens of this world," sagde han og blinkede til sin lillebror. Gad vide om Invidia havde høje tanker om sig selv og den måde man skulle være på? Det virkede lidt som om at det var tilfældet, men Invidia var umuligt blevet et dydsmønster i alt den tid de havde været separeret. Se, det ville være perverst selv for Dorian... en dydig dødssynd.

"Now drink some more! Be merry and comfort yourself with the thought that you couldn't possibly be more of a nuisance than the patrons of this place..." han pause kort og smilede skævt "Unless you want to best them even in that; lest you end up envious." Han skubbede nogle velduftende drinks mod sin bror og håbede at han ville tage imod hans tilbud. De skulle trods alt ikke gå til spilde.

"It's funny how that comes from you." Kain himlede med øjnene. Det kunne godt være, at hans hoved ikke kunne tænke vildt klart lige nu, men det var stadig lysende klart, at han bestemt ikke var den barnlige blandt syvlingerne. Tværtimod ville han nærmere vove at påstå det stik modsatte. Men den kamp var nok umulig at tage med en som Luxuria. Hans opførsel lige siden, at han dukkede op ved hans bord, havde trods alt bevidst, at han ikke havde ændret sig overhovedet siden sidst, at de sås.

Det kom egentlig ikke bag på ham, at Luxuria ville holde til i Sunfury af alle steder. Stedet var jo fyldt med horer i lange baner, og folk gik nærmest nøgne rundt på gaden. Bestemt ikke et sted, han kunne tænke sig at opholde i længere tid end højst nødvendigt. "I'll pass. I've seen enough." Han himlede med øjnene, som han lænede sig tilbage i sin stol i forsøg på at gøre sig mere komfortabel. Det nyttede trods alt ikke at virke for anspændt i en situation som denne. "Though, I should probably give you credit, considering how it appears you've made an entire city to a bunch of whores." Hvorvidt det var Luxurias værk eller ej var nok ikke tilfældet, men pointen stod der nu stadig. Kain tvivlede i alt fald på, at han havde gjort situationen i Sunfury bedre.

Med alt den alkohol, der lige pludselig dukkede op, kunne Kain ikke undgå at kigge mistænksomt på Luxuria. Det var tydeligt, at hans bror måtte have intentioner bag. Hvor meget Kain end havde en trang til at bevise, at han kunne følge med i, hvad end Luxuria havde i sinde, kunne han stadig konkludere, at det var bedst at gå. Gå før det her eskalerede til noget, hvor han ville være helt ude af sine sanser. Kain nåede dog kun lige knap at lette sig fra stolen, før han hørte sin bror tale igen, hvilket ærligt fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på ham. Han rynkede en anelse på panden, men besluttede sig så for at sætte sig ned igen. Luxuria skulle ikke have bekræftet noget som helst i form af Kains underlegenhedskomplekser. "And what exactly have you achieved with just fun, other than creating yourself a reputation of a nymphomaniac?" Han lænede sig indover for at gribe med flasken med whiskey for at hælde noget op til ham selv. Hvis han skulle holde den her familie reunion ud, måtte det hellere være stærkt. "Chaos isn't what makes sins strive for long. Keeping the sinning in order keeps it going, long term."

Uha! Sikke et comeback... Sprutten var virkelig steget til hans brors hoved, vis det var hvad han havde at diske ud af. Dorian havde mest af alt lyst til at fortælle ham, at hans øjne ville en dag sidde fast, sådan som han konstant himlede med øjnene. Han undlod dog sådan en kommentar, og bare fortsat lyttede til hans lillebrors tydelige irritation med Dorian. Igen var det dog svært at holde kommentaren tilbage når det virkede til at Invidia himlede af alt… Det var dog lidt af et under at det lykkes Invidia at himle så fint med øjnene, taget i betragtning af hans tilstand - men nu var han jo også en mester til det. Han havde sikkert også haft en del øvelse i det, ved at spendere tid sammen med folk som han så under ham selv... sjovt hvordan han egentlig selv virkede arrogant, men var nok ikke noget som han ønskede at høre om... især ikke når det også fik Invidia til at minde om deres storesøster. Generelt ønskede Invidia nok ikke at blive mindet eller sammenlignet med nogle af hans søskende, da det trods alt var der at nogle af hans problemer lå. Ikke at Dorian forstod det, men det var mest af alt nok også fordi at han var fuldstændig ligeglad. Det var Invidias problem, og noget som han selv skulle slås med og prøve at overvinde - ikke at det ville lykkes. I alt fald ikke vis man spurgte Dorian. Ifølge Dorian var Invidia skabt til at torturere og pine sig selv i al evighed - og give alle andre skylden for hans lidelser.

"Suit yourself. It could have been fun," endte Dorian blot med at kommentere. Vis Invidia ikke ønskede at tage tilbage til Sunfury, så var det hans egen sag. Dorian selv syntes blot at byen havde en masse at tilbyde, hvilket var grunden til at hans selv havde slået sig ned der. Det gav dog mening at Invidia ikke ønskede at være der... alt hvad han gjorde i den by ville trods alt blive overskygget af begge hans brødres arbejde - så meget var sikkert.  

"Why thank you brother. It's nice to hear you coming close to praising other people's work for once." Det var helt sikkert ikke ment som et kompliment sådan som Invidia havde sagt det - men det var også lige meget. Dorian selv tog sådan noget som et kompliment. Det ville også vise Invidia at der skulle mere til for at komme ind under huden på Dorian... det og meget mere for Dorian blev ikke fornærmet. Det var muligt at han nok en dag ville kunne blive det, men det var endnu ikke lykkes til den dag i dag. I alt fald satte Dorian pris på sit eget arbejde med at korrumpere folk. Der var stor tilfredshed i hans arbejde og resultatet var altid belønningen i sig selv. Sådan som folk blev frigjort fra deres egne bånd, og satte mod det som de ønskede sig mest. Der var ingen bedre belønning... i alt fald ifølge Dorian. Andre havde nok nogle helt andre tanker om hvad de selv burde få ud af det, men det var så deres problem. Dorian selv var nem at tilfredsstille, men det var ikke ens betydning med at han stoppede der. Begær havde trods alt ingen ende... især ikke når man først havde fået smagen for dets udløsning... eller hvad end man kunne kalde det. Bare ærgerligt at hans lillebror ikke havde haft en smag for sådan noget før… men igen, det var hans brors evige forbandelse.

Det tænkeligt at Invidia ville blive mistænksom med alt den alkohol som pludselig ville være ham tilbudt. Dorian var trods alt ikke venlig anlagt, og han havde det ikke med at gøre ting for andres skyld. Invidia ville dermed sikkert tage sin afsked på grund af Dorian, men Dorian kendte sin bror om Invidia så ville det eller ej. Ved at gå ville Invidia blot konfirmere sin underlegenhed... hvilket var noget som Invidia nok ikke ville sætte pris på. Dorian kunne derved ikke lade være med at smile skævt idet at hans bror satte sig ned igen, efter kort at have rejst sig fra sin plads. Invidia var dejlig nem at håndtere og forudse så længe at man kendte hans svagheder... og efter at han havde fået en del at drikke.

"Just that my dear brother. Fun. I've had loads of it. You should try it some time when you're done pitying yourself." Dorian fortsat drak sin vin, og rynkede på brynet idet at Invidia greb ud efter en flaske med whiskey. Det var godt nok nogle af de lidt hårde sager at gå til på dette tidspunkt, men Dorian sagde ikke noget om det. Der var nok en god grund til at Invidia gik ud efter den stærke sprut. "Must I achieve something of value? But then again, I have never had the need to prove myself to anyone..."

Den sidste kommentar var lige til at grine over så latterligt som det var. Dorian undlod dog at grine idet at han havde munden fyldt med vin, og yndede ikke at sprøjtlakere hans brors ansigt med det... også selvom det ville være noget af et syn. "Order? What a grand notion you have brother. Are you one such a person capable of such a grand feat?"

"Are you the one to save us from our chaotic, wicked and perverted ways and the one to lead us towards betterment and glory? Oh, but let me grovel at your feet big migthy one, and let me change my horrible and disasterous ways! After all you clearly must know best with your bitter and envious ways... Such feats which clearly makes up a perfect and competent leader... Not to mention a succesful Sinner."

"I'm certain that you would think that." Deres definition af sjov var tydeligvis vidt forskellige. Hvor meget det end kunne være svært at tolke, var Kain i stand til at more sig. Det skete sjældent grundet hans natur, der nærmest tvang him til at sidde fast med en bitter fornemmelse over hans konstante fokus over, at der altid var mere at opnå. At han altid ville være underdanig på den ene eller anden måde. Det var en del af hans natur som personificeringen af misundelse, så hvor meget han end selv foragtede sig selv for netop denne konstante følelse fra tid til anden, var det ikke noget, han var i stand til at arbejde på. Det var stik mod hans natur. Men glæde? Det hændte da. Han kunne føle glæde, når der var hunde til stede. Han følte kortvarig glæde, når han opnåede langvarige mål - selvom glæden og gejstringen forsvandt ligeså hurtigt, som den dukkede op. Det var i sandhed hans helt store forbandelse, og han vidste det udemærket godt. Tværtimod var han nok den, der netop vidste det bedst - på godt og ondt.

Det var så typisk Luxuria at vende absolut alt til noget optimistisk af den vamleste kaliber. Det kom nok som følge af den synd, som han repræsenterede, men alligevel var det nok til at få Kain til at ønske, at hans bror foran ham blot ville forsvinde. Hvad han ikke ville gøre for at gnide det skide smil af hans ansigt. Desværre, med Kains erfaringer, havde han endnu ikke fundet ud af, hvordan man kom under huden på Luxuria. Det gjorde det selvfølgelig ikke bedre, at Luxuria netop vidste /præcis/ hvilket knapper, han skulle klikke på for at komme under huden på Kain. Det var en powerdynamik, som Kain så inderligt gerne vil have vendt. Desværre vidste han blot selv, at han ikke ville være i stand til det i sin nuværende situation, hvor ting var sløret, og hans egne tanker ikke var helt sammensatte. Timingen for deres reunion kunne virkelig ikke have været meget værre.

"Not all of us are as easy to please as you. Some of us have standards." Han gned øjnene en anelse sammen, som han tog en slurk af sin whiskey. Det kunne godt være, at det ikke var det smarteste at drikke lige nu, men det var nødvendigt, hvis han skulle holde Luxuria ud i mere end fem minutter. "But if you find pleasure in settling for less, be my guest." Han bed tænderne sammen ved den sidste del. Hvor meget han end hadede at stå ved det, ramte Luxuria, selvfølgelig, hovedet på sømmet.

"I don't expect you to understand. You've never really been thinking with your head, after all." Det var ikke rigtig nogen hemmelighed, at Kain opfattede en del af sine søskende som værende stupide. Det havde bestemt ikke ændret sig gennem årene. Luxuria havde altid vist sig kun at tænke med det, han havde i bukserne, hvis man spurgte Kain. Klamt. Med et lettere irriteret suk, hvirvlede han let med sin whiskey, som han lyttede til hans brors monolog. Blot et tegn på, hvor uvidende han var. "People will always be fighting the sins if it remains chaotic. Make it a day of their everyday life and they would do it regardless of whether they like it or not."

Tja, hvad kunne han sige? For Dorian handlede det altid om morskaben og at slå sig løs. Bruddet med grænserne og med sit ego. Det handlede om det rå... kernen i hele ens essens... Det var en del filosofisk det hele, og de fleste ville nok more sig over sådan nogle udtagelser fra Dorian. Det var mest af alt fordi ingen rigtig tog ham seriøst, men det var der skam heller ikke noget galt i... Det gjorde det blot lettere for Dorian at komme ind under paraderne på dem... og helt under huden... Noget som man aldrig skulle lade ham gøre - for så havde han dem i sit greb. Han søskende derimod var en anden sag at komme ind under på - de vidste trods alt at de skulle være forsigtige med ham. Det var så en ulempe for ham til tider, men en udfordring af og til var nu også meget sjovt. Især når det var at man brugte beskidte kneb til at få hvad man ville have. For Dorian var helligede alle mål de midler som man tog i brug. Der var ikke det middel som var ham ulovligt eller for fejt. Alt gjaldt trods alt i krig og kærlighed... og vis alt det gjaldt for kærlighed, hans modsætning, så gjaldt det vel også for lyst og begær? Dorian kunne i alt fald godt lide at tænke, at det var tilfældet.

Dorian fornemmede sin brors utilpashed ved hans kommentar, og fornemmede hans lys til at Dorian blot ville forsvinde. Se, her var det til tider at hans egen synd gik ham imod... han selv nu ønskede lige så småt at opfylde sin brors lyst, men det var nu ikke så grelt at han ikke selv kunne overtrumfe den. Han selv ønskede jo ikke at forlade Invidia endnu. Så han valgte blot at ignorere det og drak videre at den berusende vin. Han lod dermed også sin bror gære videre med hans uopfyldte ønsker. Ikke noget som var nyt siden at Invidia altid havde virket til at brænde inde med disse. Noget som faktisk altid havde tiltrukket Dorian, modsat af hvad Invidia nok ønskede sig... men, sådan havde det altid været. Dorian smilede indvendigt med tanken om den afsky som Invidia nok ville vise, vis han vidste dette. Indtil videre havde dette dog ikke virket til at være tilfældet for så havde Invidia nok gjort noget ved det for længe siden... eller i alt fald prøvet på for blot at fejle. Dorian kunne man nemlig ikke holde væk - især ikke når man emmede med uopfyldte drømme og ønsker. Gad vide hvor mange flere uopfyldte drømme som Invidia havde samlet op gennem årene? Åh, det kunne være en fryd at krænge Invidia's hoved og hjerte ud... blotlægge ham og se ham bløde det hele ud. Mon han skammede sig over nogle af de ting som han ønskede sig? Var der ting som han end ikke selv kendte til, og hvordan ville han reagere vis Dorian pointerede det for ham? Der var så mange muligheder og måder at bruge det på. Dorian havde nu gjort det i så mange år, og han svælgede i det hver gang. Det var en fryd at have den magt over folk... åh og den ekstase i at frigøre dem eller destruere dem... Lyst og begær holdt endeløse muligheder om hvem folk var og hvem de blev til. Det kunne hæve dem op og frigøre dem eller holde dem nede og ødelægge deres væsen. De troede for det meste altid at valget var deres eget, men det var blot fordi at de var blinde for hvem der i sandhed havde magten... Dorian skulle ikke undervurderes, men han fortrak det for dermed forblev folk ignorant om den reelle fare... og når de så gjorde, så var det alt for sent.

"Pfff..." Dorian viftede kort afvisende. Hvad betød det at have standarder? Det var ikke andet end blot flere begrænsninger for at holde én selv tilbage... eller begrænse én i ens muligheder. Men det var nok ikke fordi at Invidia nok tænkte det på den måde. For Dorian lød det blot som Invidia's måde at hæve sig over sin bror på. Som at vise at han ikke var "let". Enhver anden havde nok taget det som en fornærmelse, for det hentydede trods alt til at man ikke havde nogle standarder; det havde dog ingen effekt på Dorian. Ja, Dorian var let at tilfredsstille og havde som sådan ikke nogen standarder, og han ønskede ikke at det skulle være på nogen anden måde. Man fik trods alt meget mere ud af at være åben for alle de nydelser som kom ens vej.

"Not settle for less... settle for more."

"Why should I chain myself down to the specifics and limit myself? The world is a most wonderous and bountiful place. The possibilities are endless and the gain... the gain is ever sweet and vast. No dear brother, I shan't torture myself the way you do by being narrowminded, and let myself develop tunnel vision."

"If I did then I fear that I'd wither and become... a bitter, self-loathing drunk, all alone at a bar with a closed mind and a broken sense of worth... Why, I'd become just like..." Det sidste var usagt, og Dorian lod som om at han til sidst blev betænksom. Det var dog ret tydeligt hvem Dorian mente at han ville blive lige som... Eller det håbede han i alt fald at Invidia ville fatte, selv med hans stigende alkohol indtag. Selv tog han en tår mere og mærkede hvordan han selv blev en smule påvirket. Det gjorde ham dog ikke noget.


Kommentaren om at Dorian ikke tænkte med sit hoved var ret morsomt. Invidia havde virkelig ikke nogen store tanker om Dorian, samt hans egenskab til at tænke med andet end sit lem. Se, der var noget som hed multi-tasking. Dorian kunne tænke med mere end blot ét hoved - man siger jo også at to hoveder tænker bedre end ét, og Dorian kunne ikke være mere enig. Dorian valgte blot at give sin bror et skævt smil og et alt-sigende blik som svar på hans kommentar. Den anden kommentar som han kom med krævede dog et svar... bare for at irritere Invidia som virkelig selv troede at han selv var åh så smart... Hans bror havde virkelig groet noget af et stort hoved siden sidst han havde set ham.

"How clever of you to think of such things brother. You really have grown in the years we've spend apart. If only I myself had thought of such things... Oh wait... I don't need to." Han tog en tår mere og ventede på at se Invidia's reaktion inden at han fortsatte.

"People are dumb... this is a fact."

"People are too busy fighting amongst themselves and even against their own person. This you know very well as you've so nicely stated - and again, how I weep for you as this is something that shall always remain a mystery to me."

"Lastly dear brother, I shall let you in on a little secret..." Dorian lænede sig ind og holdt en hånd foran sin mund, som for at skærme sin stemme som nu var så lav at kun Invidia ville kunne høre den.

"People are controlled by instincts. It is their way of life and not something to be denied. It cannot be denied... It cannot be fought against. Only in death are you free of this... but as long as you live you shall want to nourish yourself. You shall want to rest and relieve yourself..." Dorian rykkede nu tættere på og meget lavmælt sagde han; "and you skall want to pleasure yourself..." Han rykkede nu sig selv tilbage på sin plads og tømte sit glas.

"People shall always lust for something dear brother. Whether that be compliments, money, sex, recognition, violence, sustenance, rest - and so on and so on. The possibilities of wants are endless. And as long as people want something, I shall thrive and flourish in their desires... until their dying breath." Det var lige meget om der var kontrol eller ej. For hvad folk ønskede sig var hvad Dorian ønskede sig. Han kunne ikke kæmpes imod, for han var essensen af dem selv... han var essensen af livet. Mange ville dog nok ikke tænke lige sådan, nok enten fordi at de ikke var i stand til at tænke så dybt, eller at de blot ikke tillod sig selv at tænke så dybt. Men når det kom til stykket så var det den blotte sandhed. Der var ingen måde at flygte fra den på, for den var i alles væsen - uanset hvor dybt man havde gravet den ned... Dorian skulle nok finde den.

Kain kneb øjnene sammen, da Luxuria indirekte kaldte ham en patetisk drunk. Han havde mest af alt lyst til at give igen, men taget i betragtning af den givende situation, hvor det meget vel så sådan ud, var det lidt svært at modsvare. I hvert fald siden han kendte Luxuria nok til at vide, at han kunne komme med et endnu værre comeback. Kain var nødt til at være mere påpasselig, især taget i betragtning af, at hans hoved allerede virkede mere eller mindre omtåget. Han bør virkelig gå til ro nu, men omvendt kunne han heller ikke blot gå og lade sig bøje for sin bror. Det var lige det, Luxuria gerne vil have ud af ham. Så i stedet løftede han atter sit glas op til munden for at tage en tår – og for at undgå at sige noget, der kunne bruges yderligere imod ham.

Taget deres fortid i betragtning, så kom det ikke som nogen yderligere overraskelse, at hans bror så ned på ham, når man tog det faktum, at Kain på mange måder var ham stik modsat. Det skyldtes selvfølgelig dels deres vidt forskellige synspunkter og fortolkninger af synd og kaos samt deres måde at skabe det på. Og dog, taget i betragtning af hinandens evner og personificeringer, så kunne de heller ikke opnå det samme resultat. En ting Kain i hvert fald aldrig ville kunne indfinde sig med var, at han ikke kunne lade misundelsen springe frem rent naturligt. Hans egne evner var bundet fast til individets egentlige følelser, som han derved kun kunne forstærke eller formindske. Ikke alle var misundelige af sig. Og ikke alle var i stand til at høre på ham til den grad, at de kunne formå at blive manipuleret; hvilket var en kontrast til Luxurias helt naturlige og nærmest generelle evne, der gjorde ham i stand til at komme indunder huden på folk. Det var praktisk og det gjorde tilværelsen væsentlig nemmere for sin bror, hvilket forargede Kain. Til sammenligning for hans søskende var det som om, at han langt mere aktivt var nødt til at arbejde sig frem til noget resultat, hvis han ville nogen vegne. Det eneste der kom ham naturligt, var hans egen overordnede jalousi og bitterhed, hvilket var hans egen overordnede essens. Med det taget i betragtning var det ikke engang fordi, at han selv var videre overrasket over, at Luxuria så sådan ned på ham – hans bror kunne trods alt finde tilfredsstillelse ved mere eller mindre alt – i modsætning til Kain, der var dømt til aldrig at opleve selvsamme følelse.

”You are naive to think you are this invincible. People deny their desires everyday, whether it being due to charity, religion or fear.” Han lagde sit glas ned igen. Luxuria var tydeligvis blevet noget høj på sig selv, hvilket ærlig talt var vammelt at høre på. ”And why do they do that? They despite you. They know blindly following you reduce them to merely animals without any capabilities to think rationally for themselves.” Hans blik var låst fast på hans bror, som han talte i forsøg på at virke mere rolig end han følte sig. Sandheden var dog, at han var udemærket klar over, at han ikke var i stand til at lægge sig op mod Luxuria og hans filosofi lige nu dog. Det var der jo intet nyt under solen over. ”But I assume you don’t mind that, your sick mind considering. If you really were the one striving, I doubt I would be wrong to assume that is /exactly/ how you want people to behave. Like animals. Thing is though, animals aren’t sinning due to their lack of ability to differentiate right from wrong. People can do that.”

Det virkede til at Invidia stadigvæk ikke havde fået nok at drikke - for han virkede stadigvæk til at tænke... og der kom ikke noget yderligere sjovt ud af, at Invidia tænkte. Så det måtte der sættes en stopper for. Heldigvis for Dorian fortsatte Invidia med at drikke, men det var klart taget i betragtning af hans personlighed, og at Dorian nærmest udfordrede ham. Selvfølgelig ikke direkte men stadigvæk på en måde så Invidia ville have opfattet det som en udfordring. Dorian selv drak også videre men han gjorde det dog lige så stille og roligt. Han havde trods alt intet som han skulle bevise, eller noget som han skulle drikke sig kræfter til. I modsætning til andre folk i lokalet...

Invidia virkede til at være stille i noget tid. Dorian var næsten helt bange for at han havde mistet gejsten... at han måske helt havde opgivet, men der var ingen grund til bekymring. Invidia sonderede vel bare over det som Dorian havde sagt, og tænkte vel på hvordan han svarede tilbage bedst. Sikkert med et eller andet spydigt for at krydrer lidt på det. Det virkede trods alt til at være Invidia's fortrukne krydderi... det også salt. Masser og masser af salt.  

Dorian blev småforstyrret i sin morsomme tankestrøm, da Invidia's mundtøj begyndte at virke igen. Det var altid morsomt at høre hvad Invidia havde at sige, og denne gang var heller ikke nogen undtagelse. Især ikke når han ledte ud med at Dorian var naiv. Virkelig?

"Oh! How your words wound me brother!" Startede Dorian ud med, med en falsk og dramatisk såret stemme. Han tog sig derefter til brystet og lod som om at Invdia's ord smertede ham.

"Oh how my fragile heart aches knowing now that someone despises me!"  

"Oh, how oh how am I going to continue living my life, knowing such a dreadful thing... Tell me dearest brother of mine... Tell me or it shall haunt me forever!"

"But what is this?! A thought has occured to me... I can live on like I always have, since I really don't care about what other people may think of me... because I can" Hvis det han tidligere havde sagt ikke havde været en tydelig nok hån - så måtte det sidste vel være det.

Dorian smilede skævt og var enlig ligeglad med at hans lille forestilling havde vendt nogle øjne og ører deres retning. Folk ville alligevel ikke vide hvad de skule få ud af den samtale, især nok heller ikke når der var så meget alkohol på deres bord. Det var egentlig fordelen ved sådan nogle steder her. Folk var ligeglade med alle andre som ikke havde betydning for dem selv. Og det gjaldt ikke kun lumre steder som kroer og dansesteder. Der var så mange folk som generelt var ligeglade og selvviske. Det var i deres natur, og det ville det altid være så længe at de var i live.

"Honestly, it's kinda cute that you yourself believe that. They don't despise me - they despise themselves. Either because of their own "bad" desires, or because of their inability to achieve any of them... You should know this well, brother." Foruden visse familiemedlemmer havde Dorian aldrig oplevet at nogen ligefrem afskyede ham. De kunne sagtens afsky hvad han stod for, men i sidste ende ville de ikke afsky andet end sig selv. For det var deres egne ønsker. Det var ikke noget som han tvang dem til at ønske eller begærer. Nej, det var noget som de helt selv stod for. Så vis de ikke brød sig om det, så var det i sidste ende dem selv som de ikke brød sig om. Igen så var det dog noget som Dorian var ret ligeglad med. Folk kunne trods alt synes hvad de ville. Han skulle trods alt nok få hvad han ønskede sig, uanset hvad.

Dorian lo let over det som Invidia sagde med at Dorian sikkert godt kunne tænke sig at folk agerede som dyr. Tja, der kunne være noget om det, men dyr var bare ikke lige så syndige som folk. Nemlig fordi at der lige var en intelligens til forskel - samt en sans for morale og etik. Se, det var en ting som var meget menneskelig, og noget som gjorde en synd til en synd. Dyr havde det ikke så meget med at modsige sig deres egen natur og instinkter - hvilket var noget som Dorian kunne respektere. Men det betød så også at de ikke havde så megen brug for hjælp. Men jo, det kunne været sjovt at reducerer folk til deres basis... deres kerne. Se, det ville være noget at et nydeligt syn, men hvorfor skulle det lige disses eller ses som noget negativt? Hvad var der galt i alt leve sin egen sandhed?

"Sick mind? Really? You can do better than that," drillede Doran med og tænkte om han også skulle bestille nogle snacks til drinksne... Inden han dog fik fat på en tjener, så fortsatte han, "I'd rather just call it either being creative, or unlimited... or perhaps free? A free mind sounds good..." Dorian fik til sidst tømt ud i sin drink og fald kaldt en tjener ned for at få bestilt nogle snacks... af den spiselige slags.

"But, seeing people walk around on all fours... mindless and driven by their instincts..." Dorian virkede til at fundere over det for en stund. "Now, that would truly be an amusing sight. Not even going to deny that, but if that was truly what I wanted, then it'd already be so."

"But alas, such is not my desire at the moment, and therefore you can rest easy. There are still some minds left for you to manipulate, brother... or maybe not... In your current state I fear that you might not even be able to convince a chicken to cross the road."

Kain endte med at rulle med øjnene ligeså snart, at Luxuria begyndte på sin monolog. Hans hoved var for slørede til at høre efter alligevel. Enhver bevægelse han lavede føltes tung, og de få gange hans øjne faldt sammen, var det som om, at verden lavede saltomortaler. Han var kort sagt ikke sikker på, hvor længe han kunne holde ud at insistere på at virke i stand til at holde sin egen bror ud. Selvfølgelig, hvis han knap nok kunne høre det ævl han kom ud med, var det et stensikkert plus. Men omvendt virkede det nu også ret så farligt. Men den sidste del kunne Kain ikke forholde sig til lige nu. Han havde mest af alt bare lyst til at gå i seng og sove.

”Yeah, sure. Because you can so many things.” Kain mumlede primært ordene, som nærmest døsede hen. Hvis han skulle være helt ærlig, var han knap nok sikker på, hvad han havde sagt ja eller nej til mere i første omgang. Nej, vent. Det var ikke et ja/nej spørgsmål, var det vel? Han var faktisk ikke sikker. Han kunne ikke fokusere på samtalens emne længere. Alkohollen havde for alvor ramt ham hårdt.

”No. I know for a fact that I am not cute. That’s something you would call a dog. Not a sin.” Kommenterede han ret så stædigt, som hans øjne hvilede på Luxuria. Han bemærkede slet ikke, at det slet ikke var det, konteksten af det, Luxuria havde sagt handlede om. Alt han prøvede at fokusere på var at holde øjenkontakt til sin bror for nu. Imens tømte han så småt sit eget glas med alkohol, hvorefter han lagde glasset på bordet. Luxuria skulle i hvert fald ikke have den fornøjelse at tro, at han ikke vidste, hvad han lavede.

Det virkede måske ikke sådan explicit set, men Kain var overbevist om, at Luxuria var en af de dødssynder, der havde den farligste evne. Den var måske ikke fysisk, og nok var den ikke bemærkelsesværdig for alle andre end Luxuria selv, men den mængde viden og fornemmelse, han kunne få alene ved at være i nærheden af andre var ikke noget, der skulle undervurderes. Det var nok i og for sig derfor, at Luxuria var den af hans søskende, som Kain var mest ukomfortabel omkring.

På trods af al den alkohol, rynkede Kain alligevel på næsen, da Luxuria begyndte at snakke højlydt omkring diverse kinks, og hvad end det måtte være. ”Spare me the details.” Fnøs han blot. Det var virkelig tid til ham at gå, før han gjorde noget, han fortrød. Så Kain rejste sig fra sin plads. Han var dog nødt til at holde fast ved bordet for at undgå at miste balancen, fandt han hurtigt ud af. Hvor meget havde han ikke lige drukket? Alt virkede til at svimle rundt for ham. Alligevel kunne han ikke bare sætte sig igen. Det i sig selv vil være et tegn på svaghed. På at Luxuria vandt denne omgang. Det skulle ikke ske.

”Please. It shouldn’t be that hard. For now, however, I’d head to bed. I have a long day tomorrow.” Well, han skulle da hjem til Doomsville, selvom han nu ikke havde så travlt igen. Men Kain havde ikke lyst til at blive hængende. Alligevel endte han dog med at gå ind i den tjener, Luxuria tidligere kaldte på for snacks, hvilket fik ham til at falde kluntet tilbage i stolen. Han var dog knap nok i stand til at rette sig ordentlig op i stolen igen. I stedet for lod øjnene sig så småt lukke sig til uden en videre tanke.

Dorian kunne nu både se og høre på Invidia, at han ikke holdt længe endnu. Dette viste sig tydeligt ved at han snøvlede og han virkede til at kæmpe mod vægten af hans egne øjenlåg. Stadigvæk virkede det til at Invidia stædigt kæmpede videre... Hvor sødt... Denne kamp kunne Invidia dog umuligt vinde - dette var Dorian sikker på. Især siden at Dorian ikke var Invidia's sande modstander i denne kamp, nej, Invidia's modstander var ham selv... som det altid havde været. Uanset hvor meget han end foragtede andre og hans søskende, så var Invidia's største fjende i sidste end ham selv. Det kunne godt være at Invidia ikke anså dette til at være sandt, men det var den sandhed som Dorian så - og altid havde set. Derudover kunne Dorian også fornemme hvordan Invidia ønskede at sove. Noget som han skam nok skulle få lov til... og mere til. Han skulle blot give op også skulle storebror Dorian nok klare resten. Men først virkede det til at Invidia selv lige skulle ævle videre, hvilken han skam skulle have lov til. Det var trods alt ret morsomt at se ham prøve at fokusere på at tale og holde øjenkontakt, for blot at ramme helt forbi med det han sagde.

Dorian lod bare Invidia tale ud nu. Mest af alt fordi det var så morsomt, og lige så underholdende som at se et byttedyr, totalt udvidende om den fare som de var i. Dog virkede det til at dette bytte prøvede at komme væk... vægt på at prøve. Invidia havde muligvis ikke drukket lige så meget i sit liv, eller havde lige så stor erfaring med det som Dorian selv - men uanset hvad virkede det til at Invidia havde glemt den effekt som alkohol ikke blot havde for ens sind... men også ens krop og dens funktioner. Dorian kørte sin finger rundt på toppen af sit glas, imens at han iagttog sin lillebror prøve på at holde balancen. I øjenkrogen kunne Dorian se tjeneren komme imod dem med hans snacks, men havde stadigvæk sin opmærksomhed vendt mod Invidia. Stille sad han og lyttede til det sidste som Invidia sagde, inden at det uundgåelige skete.

Tjeneren tabte det hele på gulvet, og så forskrækket til idet at Invidia faldt ned på plads igen. Stille og med fuld kontrol over sig selv, rejste Dorian sig elegant fra hans siddeplads. Han gik over og beroligede tjeneren, samt fik undskyldt på hans kompagnons vegne. Han lagde en hånd på deres skulder og forsikrede tjeneren om at hans nok skulle betale for det hele, med en silkeblød stemme som kunne love både guld og grønne skove... Tjeneren forlod derefter bordet, med rosa kinder og et genkendeligt blik. Dorian trådte derefter hen til Invidia, og kiggede rundt på rodet på gulvet.

"What a fine mess you've created for yourself brother," sagde han drilsk, ikke sikker på om Invidia overhovedet kunne høre ham nu. Det lignede trods alt at Invidia var godt på vej til drømmeland - vis ikke han allerede var faldet i søvn. Med en sikker hånd på bordet lænede han sig ned over sin lillebror for bedre at kunne se. Han holdt øje med hans vejrtrækning og ethvert tegn på om han kunne være vågen. Efter noget tid tog han dog et valg.
"Looks like I will have to take care of it... So allow me..." sagde han lavt og koldt - og begyndte at løfte Invidia op i stolen. Efter dette fik han løftet Invidia helt op i sine arme, som var Invidia blot et lille barn igen. Det var utroligt sådan som Invidia næsten ingenting vejede, også taget i betragtning af at han var en voksen mand. En fuldvoksen mand som nok for altid for Dorian ville ligne et barn... Især nu sådan som han lå i hans arme, fuld og ude af stand til at tage vare på sig selv... helt og aldeles hjælpeløs. Dorian gøs ved tanken om alle de ting han reelt kunne gøre ved ham. Det ville være så nemt som ingenting, og Dorian ville ingen skyldfølelse have med nogle af de handlinger. Men hvad ville være sjovest? For helt billigt skulle Invidia skam ikke slippe for denne aften. Han måtte lære sin lektie... og Dorian ville ikke være en særlig god storebror ellers hvis han ikke disciplinerede sin lillebror. Så det var hvad han havde intention om at gøre - og han vidste lige præcis hvordan...

Med Invidia i sine arme forlod Dorian dansekroen og satte ud i byen... Natten var stadigvæk ung, og Invidia kunne ikke vente med at komme i gang.


Det var op mod eftermiddagen da Dorian selv vågnede igen efter strabadserne fra sidste nat. Han kørte en hånd igennem sit sorte hår og begav sig til at gabe. Han var godt tilfreds med hele forløbet og smilede indvendigt for sig selv. Det havde i sandhed været en god nat, og helt klart noget som han kunne finde på at gøre igen. Dorian kiggede omkring sig, ud fra hans plads i den overdådige store seng og så hen mod vinduet. En solstråle havde fået bevæget sig hen mod sengen, og han rakte sin ene hånd ud mod den for at mærke varmen. Hans blege hud lyste op, og sveden fra natten før fik hans hud til at glitre. Der var helt stille i det store værelse nu, i modsætning til nogle timer forinden... Hvorved at samtlige folk havde været samlet på værelset, og udleveret nogle af deres dyriske drifter. De var dog alle sammen væk nu, men ikke uden at have efterladt noget af dem selv... i form af mærker på Dorian's krop... og Invidia's krop.

Invidia som nu lå helt nøgen på sin storebrors brystkasse, med sine ben flettet ind i Dorian's egne...  

Invidia havde selv været en del af nattens aktiviteter, men på en helt anden måde. Invidia havde nemlig ikke selv været en aktiv del af menageriet, men det skulle blot ligne at han havde. Derfor var han blevet godt og grundigt befamlet af diverse folk, som hver især havde efterladt et mærke. Dorian havde selv ikke rørt ved Invidia, men det havde han så ikke tænkt sig at sige. Invidia skulle trods alt tro at de to brødre skam også "udforsket" hinanden, på sådan en måde at det ville vende sig i maven på Invidia. For dette var en tanke som Invidia især havde virket til at have noget imod... at søskende skulle have kopuleret med hinanden.

Dorian kiggede ned på sin bror, og kørte en hånd lige så stille igennem Invidia's hår. Han så, så fredfyldt ud sådan som han lå der, men det var ikke noget som ville vare ved... Især ikke når han vågnede igen. Dorian nød derfor det stille øjeblik og vovede at kysse ham blidt på panden - imens at han smilede indvendigt ved Invidia's forargede reaktion. Men forhåbentligt ville han lære af situationen og tænke sig om næste gang han åbnede sin mund overfor hans storebror.

Hele sidste aften virkede sløret. Kain huskede tydeligt, at han var blevet bailet af en forretningsaftale, hvilket havde ført til, at han havde undte sig selv en smule at drikke. Han huskede også, at han havde stødt på en af sine brødre, mere specifikt Luxuria. Derefter blev ting mere sløret. Der var diskussioner, indre konflikter, spydigheder og en hel masse alkohol. Der kom i hvert fald et punkt, hvor Kain ikke kunne finde hoved og hale i det, der foregik. Han syntes at huske læber på sin krop, men han kunne ikke danne et billede af hvem de tilhørte. Han følte sig øm i kroppen, men han måtte have været helt væk på det tidspunkt. Kain mindedes slet ikke at have gået så langt med nogen. Og at dømme ud fra hans egne principper, var han ret så sikker på, at det kun havde gået galt den aften.

Han sukkede dybt, som han følte læber på hans pande. Han rynkede en anelse på panden, som han langsomt begyndte at vågne. Han lod sin hånd nærmest instinktivt bevæge sig mod den overkrop under ham-- Vent.. Kain spærrede øjnene op, som han chokerede vågnede op. Hvad fanden foregik der?! He knurrede i smerte. Alkoholen havde virkelig givet ham en slem omgang tømmermænd. Og at dømme ud fra Luxurias mærker, var Kain ret så sikker på, at han /ikke/ havde lyst til at vide, hvad der var foregået.

I stedet for forsøgte han at skubbe sin bror fra sig, før Kain indså, at han også selv var helt nøgen. Nøgen og øm. Og var det sugemærker? Han spænede øjnene op i panik, før han endelig rettede sit blik op på Luxuria. ”What the hell have you done?” Han bed tænderne sammen. Kain vidste udmærket godt, at hans bror var vulgær. Men det her var et helt nyt level. ”Get off me.”

Dorian havde allermest lyst til at sukke idet at stilheden blev brudt af Invidia som var vågnet. Han havde været så tolerabel idet han bare lige så sødt havde sovet, men Invidia's ansigtsudtryk var egentlig det hele værd... og mere til. Dorian undlod dog at grine også selvom det var meget fristende. Især når det var at det virkede til at Invidia kæmpede med sit eget hoved. Dorian var ret sikker på at det dunkede noget så grusomt, efter al den alkohol som Invidia havde indtaget fra aftenen før. Det ville være underligt ellers... medmindre man var sådan en freak som aldrig havde tømmermænd... som Dorian. Han havde måske haft det lidt i starten idet han havde drukket rigeligt for første gang, men selv dengang havde det ikke været slemt. Men han havde hørt nok fra folk, til at vide hvordan det var for de fleste. Man kunne lære meget ved blot at observere folk rundt omkring én, i alle mulige situationer. Selv de helt mundane ting kunne man lære en del af. Såsom hvordan man skal føre ens ansigtsmimik så man ikke ligner en omvandrende statue. Og hvordan man skal skjule en latter som boblede indvendigt, blot ved at se på sin lillebror som var ved at gå i spåner.

Hvis blot det var et udtryk som man på en eller anden måde kunne få foreviget... Men ak, det var måske ikke tidspunktet at hyre en maler på. Det var dog ikke til at sige at han ikke ville kunne få lavet et maleri senere... blot ud fra hans egen erindring om det. Så han måtte hellere brænde udtrykket fast, så det kunne blive lige så fint og præcist.

"Well, good morning to you too brother dearest..." sagde Dorian sukkersødt, og blev liggende hvor han var i sengen. Han gjorde ingenting, selv idet at hans bror begyndte at skubbe sig væk fra ham. Dorian lagde sine hænder bag sit hoved og lænede sig godt til rette. Dorian nød blot synet i mellemtiden, især da det var gået op for Invidia at han selv var nøgen. Dorian havde selv set en del til Invidia's krop natten før, men det var lidt noget andet at se den i dagslys. Han var en del spinkel, i alt fald i sammenligning med Dorian selv, men derudover så han ikke så dum ud igen. Det var lige før at Dorian selv kunne have hoppet på sin bror i går... lige før - men han havde så selv haft travlt med at underholde sig selv og nogle andre. Hans bror havde han fint efterladt til resten af gæsterne... som så ud til at have taget til sig med alle de mærker som blev tydelige for Dorian nu.

"Now that is a good question indeed... but the wrong one. The one you really should be asking is - what have you done yourself?" Dorian sagde det på en måde hvorved det ligesom var underforstået at Invidia selv havde spillet en aktiv del i det hele. Om han så troede på det var noget andet, men det var den information som Invidia ville få. Det gik jo ligesom ikke at Dorian blot fortalte ham hele sandheden. Det ville der intet godt komme ud af... for Dorian altså. Afslappet fik Dorian rejst sig op på sine albuer, og bed mærke i hvordan Invidia fik bidt sine tænder sammen. Det var utroligt at han kunne være så anspændt taget i betragtning af hvor godt og grundigt han var blevet "løsnet" op for tidligere.

"May I remark that it's you who are on top of me... Not that there was much difference in that last night... I'm not sure that I'll be able to walk after that. Though that is not much of a surprise considering how pent up you must've been... But you could've been gentler."

Kain kunne stadig ikke begribe, hvad der lige var sket her. Han prøvede at mindes natten forinden, men det var alt sammen sløret. På trods af hans daværende stadie, syntes Kain alligevel at kunne mindes noget, der godt kunne tyde på det værste. Hænder, munde. Tanken alene var nok til at give ham kvalme. Det gav tanker tilbage til hans tid i Rotten Root District, hvilket bestemt ikke var noget, han brød sig synderligt meget om at tænke på. Alle de halvgamle mænd, der syntes godt om at udnytte muligheden for at ydmyge og nedværdige unge som ham, der dengang ikke bare havde muligheden for at kæmpe imod. Eller, sådan så han umiddelbart ud, taget i betragtning af, at Kain var mere hjerne end muskler. Problemet var bare, at her havde han ikke kunnet gennemtænke en plan, selv hvis det Luxuria påstod skulle vise sig at være rigtigt. Han havde jo ikke været ved sin fulde fem.

”Oh yeah?” Kain hævede skeptisk et øjenbryn, som Luxuria vovede at åbne munden. Han fjernede dog hurtigt blikket igen i forsøg på at finde hans tøj. Taget i betragtning af, at de havde lagt op ad hinanden hele natten for alt, hvad han vidste, var Kain efterhånden ret ligeglad med, at han var nødt til at rejse sig helt bar. Han så helst, at han forlod dette værelse hurtigst muligt, så han kunne komme så langt væk fra Luxuria som overhovedet muligt.
Hvad der kom bag på Kain var den måde, Luxuria hentydede til, at /Kain/ var den af dem, der havde været aktiv. Hvordan i alverden kunne det passe, når Kain knap nok kunne huske noget? Han var ret sikker på, at han ville have gået død, hvis han var så væk, som han måtte være. Desuden tvivlede han stærkt på, at han selv i fuld fase ville kunne overhovedet drømme om at sove med Luxuria. Der var intet af dette, der gav meget mening.
”You are sickening me.” Han fandt sine bukser, så han skyndte sig at tage dem på, før han vendte sig hen mod Luxuria igen. ”Besides, what you say doesn’t add up. Conscious or not, I would never do that with you.”” Han sendte sin bror et kritisk blik. Han væmmes virkelig af ham, men uanset hvor svært han havde ved at tro, at han ville gå så vidt som at have sex med Luxuria, så kunne Kain ikke undgå at frygte, at hans bror faktisk ikke løj for ham.

Det nemmeste ved hele situationen her var at Invidia ikke selv virkede til at rigtig kunne huske noget. Han havde, kunne huske noget ville han jo med det samme kunne se igennem Dorian og hans ord - men siden at han ikke havde udbrudt noget, eller virkede særlig selvsikker... Så betød det at Dorian havde overhånden i denne situation. Hvilket lige præcis var det som Dorian ønskede - nemlig da det sikkert var noget som var med til at gøre Invidia endnu mere utilpas ved det hele.
Dorian observerede Invidia, idet at lillebroderen kiggede rundt i lokalet. Invidia virkede undersøgende og ledende, og Dorian tænkte om mon hans bror ledte efter noget at dække sig med... eller noget at slå Dorian ned med. Måske begge dele? Invidia var i alt fald velkommen til at prøve, men han skulle først lige klare at kunne stå på sine ben... hvilket nok ville være noget af en udfordring på nuværende tidspunkt.

"What's new?" sagde Dorian drillende til Invidia's kommentar om at han gjorde Invidia kvalm. Der skulle så heller ikke meget til vis man spurgte Dorian. Det var lige før at det var lidt for nemt - ikke at det dog gjorde noget. De ting man kunne få foræret var skam også noget værd. Dorian i mellemtiden fik vendt sig om på siden, mod sin bror, da det lod til at Invidia havde fundet sine bukser… en skam… Han så bedre ud uden.

"Doesn't it? I think that it makes a lot of sense actually..." sagde Dorian med et hint at noget mere meningsfuldt. Han rejste sig op i sengen, og lænede den ene arm på sit knæ. Han var stadigvæk helt afslappet samt selvsikker i sin sag... og hvorfor skulle han ikke også det? Han kendte sin bror. Bedre end Invidia nok kendte sig selv. Derfor havde han også en god ide om hvordan han bedst kunne rode ved sin brors hoved.

"Think about it brother..." sagde Dorian lige så stille og roligt. Det kunne godt være at det på nuværende tidspunkt ikke gav så meget mening for Invidia, men tænkte man dybere over det lige sådan en position som Invidia altid havde ønsket sig... En position over sine søskende... Dog nok aldrig på denne måde, men, det var en sandhed som sagtens kunne bøjes - især siden at Dorian havde den evne som han havde.

"You've always wanted to prove yourself... Always desired to be better than your peers... To be on top... To dominate..." Dorian blotlagde alle de sandheder om Invidia, som Dorian kendte bedst. Nogle sandheder som Dorian havde set spænde ben for Invidia selv - og som stadigvæk gjorde det, af hvad Dorian selv havde set. "So whether or not you'd do it now, fully consious, doesn't matter. Because it doesn't change the fact that you did do it... and the fact that you revelled in it..."