A most wonderful union - fællesemne

Idag var dagen. En dag som hans forældre havde ventet i spænding på, og håbet ville komme i de sidste mange år. Men nu var den her - idag skulle Althorn’s bryllup stå, med hans bedste veninde, Larlii. Elverne havde arbejdet i nærmest døgndrift de sidste par dage, naturmagi havde gjort det allerede frodige område storslået at se på, bænke vokset naturligt op af birk, og en lys bøg var vokset i formen af en bryllupsbue, med røde roser og hvide liljer voksende op langs den, mens kirsebærtræer ved hjælp af magien var gået i blomst igen, selvom det var efterår - hvilket gjorde at området havde de hvide og lyserøde blade stille dryssende ned over sig.

Althorn var i sit eget hjem som de sidste detaljer blev ordnet - tøjet blev rettet på, og fletningerne i håret set efter, før det hele blev trukket om i en hestehale, der gjorde det tydeligt at han havde barberet sig i siderne, hans generelle udstråling ikke lige så blid som den engang havde været - det nye udseende gav ham en form for kant han ikke havde besiddet før, omend han stadig havde makeup. Men denne var nu også blevet mørkere, og gav derfor et markant anderledes udtryk. Og som det var traditionen for manden ved det royale bryllup - så var det ikke det fine tøj i normal forstand han havde på, men tværtimod hans personlige rustning… Sværd ved hans side… Bue og kogger på ryggen. Ikke fordi der blev forventet kamp, naturligvis - men det var en tradition, og traditionerne skulle overholdes.

Han smilede udadtil, men indvendigt var han nu en del nervøs. Hvad hvis folk så igennem det hele? Men så tænkte han sig om igen - mange andre royale giftede sig ikke ud af kærlighed, men grundet politiske og økonomiske fordele. Det her var ikke meget anderledes - at blive gift med Larlii ville give ham et politisk pusterum, og få hans forældre til at slappe lidt af igen, for en stund. Både hans far og mor sad på en af de forreste bænke - bænken hvorpå der også var reserveret plads til Taliia, og den forreste bænk på den anden række havde reserverede pladser til gæsterne fra udenbys, han personligt havde inviteret - Elizabeth, Sean og Natalie. Han havde også haft inviteret Fenrer, men den anden konge lod til at have travlt… Så det var kun godt at Elizabeth kunne være der til at repræsentere Sunfury i stedet.

Som folk havde indfundet sig på deres pladser på bænkene - alle elverne nærmest summende af spænding som deres konge jo nu skulle giftes - så kom han stille og roligt gående hen til bryllups buen, hvor præsten, der besad både lysmagi og naturmagi, allerede stod. Han stillede sig derpå ved den venstre side af buen - holdningen perfekt og rank som han så ud over folkene der var samlet til denne begivenhed… Og nu blot ventede på Larlii… Som harperne og fløjterne begyndte at spille… Så vidste han… At hun var lige rundt om hjørnet.

Outfit: hårstil og kjolen
Tallia er med som npc, for at gøre det nemmere

Larlii var nervøs. Virkelig nervøs. Hun så ned af den lysegrønne kjole hun havde på og kunne ikke nærmest ikke tro på at dette virkelig var dagen, hvor hun skulle vies til sin bedste ven, som også var hendes konge. Hun rørte let ved krystalliljen, som hun havde fået af Althorn omkring et år tidligere. Hun havde fået hjælp af de bedste smykkesmede og fået sat en kæde i den, så hun kunne bære den som et halssmykke.
Månederne siden Lith’rras tidlige død var fløjet afsted i starten af året, hvor hun havde været uheldig at være i en landsby udenfor skoven, der var blevet overfaldet. Selvfølgelig havde hun sørget, faktisk så meget at hendes grandtante var ved at syndes at det var i overkanten. Men hvad kunne man forvente af en kvinde der havde mistet sin første kærlighed, og nu kun havde en datter og minderne til at mindes ham.
Heldigvis havde hun kunne finde trøst hos sin ven og konge. Mest af hensyn til sin datter, havde hun opsøgt ham med begrundelse for at han skulle have lov til at være sammen med sin guddatter. Og alligevel var der en lille del af hende, der havde håbet på at han ville værne om hendes sorg som en god ven, hvilket også var sket.

Hendes datter, Almiel, der var klædt i en mini udgave af sin mors kjole, sad storsmilende på en pude og fulde nysegerigt med i hvordan kvinder nærmest svirrede rundt om hendes mor, for at få det sidste på plads. Hun kom også med forskellige små ord, der ikke blev udtalt helt perfekt, men alligevel nok til at folk kunne gætte sig til meningen. Larlii smilede kærligt til sin datter og satte sig på hug, da kvinderne var færdige med at rette kjolen.
”Kom, vi skal ud og hilse på de andre.” Almiel rejste sig og svejede en smule inden Larliis grandkusine Nassia rakte hånden frem til pigen. Alles øjne så fulgte den lille pige, da hun tilbagelagde de par meter som der var hen til hendes mor. Larlii kyssede sin datter på kinden hvilket fik pigen til at grine.
”Nana fot.” Larlii måtte blinke hastigt nogle gange for ikke at lade glædes tårene løbe og kvinderne, deriblandt Nassia lo kærligt. Nogle måtte endda tørre en tåre bort. Nassia knælede ned ved siden af Almiel og så roligt på hende.
”Vil du gå foran din nana?” Pigen strålede af glæde, mens hun jublede ”ja, ja,” og holdte godt fast, da Nassia løftede hende op.
”Jamen så går vi ud og viser din nana frem.” Med det sagt, gik Nassia ud af værelset som den første og Larlii gik bagefter med lidt afstand, mens hun holdte brudebuketten i sin ene hånd. Hun havde ønsket en lille og nærmest neutral buket, og var alligevel blevet overvældet af den smukke buket, som Nassia var kommet med. Udenfor værelset ventede Taliia sammen med Fafnir. Hun var ankommet for et par uger siden, og var klædt i sit sædvanlige skovgrønne tøj. Dog til en forskel bar hun ikke våben og havde et par punge hængende ved bæltet, som var mærket med en sort flamme. Ind til videre havde Taliia ikke ville sige hvad der var i pungene, og Larlii ønskede ikke at spørge mere. Dragen rejste sig og brummede anerkendende og Taliia kom med et lydløst waou, der fik Larlii til at rødme let. Derefter bukkede Taliia let for sin kusine og rakte hende armen, så hun kunne føre hende hen til forsamlingen. Eftersom Larliis forældre ikke havde kunne finde tid til at rejse den lange vej, havde Larlii spurgt Taliia om hun ville føre hende hen til Althorn.

Så snart Nassia nåede hen til det bagerste af bænkerækkerne og skulle til at gå op mod præsten og Althorn, begyndte harperne og fløjterne at spille sangen "Only Time". Nassia satte Almiel ned og holdte hende i den ene hånd, så pigen selv kunne gå roligt hen til sin kommende far.
Da de kom derhen nejede Nassia ærbødigt for sin konge og Almiel forsøgte at efterligne hende, hvilket fik en venlig kluklatter til at komme frem hos nogle. Derefter gik Almiel og Nassia hen til den bænk hvor de skulle sidde.
Derefter kom Taliia og Larlii frem og gik roligt op af gangen. Under hele gåturen op af gangen, var Larliis smilende ansigt nærmest fastlåst på Althorn og man kunne tydeligt se at hun var overrasket over hvor godt han så ud. Omkring en halv meter fra Althorn og præsten, stoppede Taliia op og bukkede, mens Larlii nejede. Da de havde rejst sig op igen, talte Taliia på elvisk.
”Deres Majestæt. Jeg bringer Dem Deres brud. Må guderne velsigne denne forening.” Hvorefter hun igen bukkede og strakte sin arm frem, for at lade Larlii gå det sidste stykke selv. Så snart Larlii havde sluppet hendes arm, gik Taliia hen og satte sig på den plads der var til hende.

Dragen Fafnir var ikke fuldt med op af gangen, da han var gået hen til Althorns lille drage Nínim. Larlii havde øvet dragernes position med dem gennem nogle dage, så Nínim uden problemer kunne sidde på Fafnir’s ryg uden at falde af. Så snart Nínim sad på hans ryg og de hver havde fat i det bånd, som skulle bruges i cermonien, gjorde Fafnir sig klar til at udføre deres del. Han afventede roligt deres stikord.

//Nana = mor
Fafnirs størrelse: 2 meter lang og 1 meter ved skulderen af forbenet

Elizabeth
Kjolen: Link
Hår: Link - samt kronen.

April
Kjolen + hår: https://i.pinimg.com/564x/19/ad/d1/19add14940dd83911722e5d99b758470.jpg

Tøj: Tøj

Sean var ankommet dagen før. Han havde haft en betydelig rejse, så han havde været nødt til at ankomme tidligt, for at kunne være med til det hele. En kærkommen undskyldning for en pause fra sit arbejde...Og for at tjekke elvernes by. Han havde følt sig overvåget siden han var ankommet, men han havde ikke forventet andet. Mon kvinden var her? Den kvindelige...Vetis? Et svagt smil sad på hans læber, men han forventede det ikke.

Sean havde klædt sig fint på, som repræsentant af Doomsville. Natalie var her også. Hvorfor var Sean også blevet inviteret? Og hvad med alle andre raceledere eller herskere af byer? Det forundrede Sean at han var blevet inviteret...Men der måtte ligge noget politisk bag. Måske vidste elverne at han og Natalie havde en indbyrdes lille magtkamp, så de spillede på begge heste?
Der var mange muligheder.
Sean selv var kommet alene. Han havde flere han kunne have inviteret med - men en vampyr ville næppe finde sig til rette i disse lyse omgivelser. Beklageligvis. Desuden var han ikke et officielt par med Dannika. Alligevel gled vampyrerne igennem hans tanker, som han så sig omkring. Genevira og Dannika ville have elsket det, uden tvivl. Hernede sydpå blev det ikke efterår og vinter på samme måde som i Doomsville...Ikke lige så hårdt. Men Sean elskede efterårets farver. Præcis som han satte pris på kirsebærtræernes æstetik. Det var dog en mening han næppe ville ytre særlig højt.

Tøjet var på. Sort, med sølvbroderier. Et par læderstøvler, der allerede føltes for varme. Håret var redt tilbage, omend noget af det altid ville glide ned over hans pande. Helt glatbarberet, for en gangs skyld. Han havde haft sit sværd med, men under sit ophold ladet det blive i hans tildelte værelse. Han ville ikke opildne til uro. Han var gæst - og enhver undskyldning for at lære elverne bedre at kende var velkommen. Af politiske årsager, selvfølgelig. Tænk sig at han for mange år siden havde kæmpet for at komme ind i deres by, se den, og elverne. Og nu var han inviteret. Frivillig. Tanken var underholdende - og et bevis på at tingene ville komme, hvis man ventede længe nok.

Sean sad på bænken og studerede omgivelserne, og ikke mindst hvem der var til stede. Det hele var lidt for...Rolig? Fint? For hans personlige smag. Men han sad rolig og blot observerede. Præcis som han nok ville det meste af tiden. Han forstod ikke elvisk, på trods af han nok forstod få små gloser efterhånden, så han forventede ikke at få særlig meget af ceremonien med.

Udseende

Tanken om kærlighedsceremonier og endeløs lys magi havde ikke just virket tiltrækkende, da den lille dæmon havde modtaget invitation. Alligevel havde hun fulgt sin pligt som leder – og sin evige nysgerrighed omkring elevernes levested – hvilket var endt ud i en længere tur fra Doomsville. På trods af efteråret havde det ikke være svært at se, hvor meget de nærmede sig. På trods af efterårets mørke, som ellers havde fået et fast greb i Doomsville, så strålede alting her af liv. Hun havde svært ved at tro på, at det ikke bar blot en smule præg af lidt ekstra magi op til det kongelige bryllup. Hun havde i hvert fald aldrig set efterår være så levende før.

Natalie var ikke rejst alene. Ganske vist havde det været uden sin sædvanlige skare – lige bortset fra Poppy, som var gemt af vejen i dagens anledning – men en hvis anden personlighed, som hun for ikke mange måneder siden ville have nægtet at sidde i samme karet med, havde alligevel sneget sig ombord. Sean McGivens. Deres forhold havde for nyligt taget en drejning til den positive side, men det betød ikke, at hun decideret nød hans selskab alt for længe ad gangen. Følelsen lod til at være gengældt for efter turen var de begge trukket hver til sit, og hun så ikke mere til ham før selve bryllupsdagen.

Hun havde med vilje trukket den en smule før, at hun havde fundet sin plads. Ikke nok til, at hun blev forsinket eller uhøflig, men nok til at få andre gæster havde fundet deres plads – deriblandt Sean og Prinsessen af Sunfury, som hun ikke havde set noget til siden Midsommerballet et par år tilbage. Elisabeth sad ved siden af en kvinde, som Natalie ikke genkendte, men hun nejede alligevel høfligt for alle parter inden, at hun listede sig ned i smørhullet som var mellem Sean og Elisabeth på bænken. Det var én af fordelene ved ikke at have en voksen krop. Hun passede ind steder, som andre normalt ikke ville. Derefter rettede hun sig opmærksomhed imod ceremonistedet foran dem, og kvalte den tunge følelse fra lysmagien, som omgav dem.

Tøj: https://i.pinimg.com/564x/09/e3/9e/09e39e1bc0e13b63c770cd73d1bdbe63.jpg



Det havde været en glædelig og meget overraskende følelse, da Glorfindel of Noldo modtog en invitation til det kongelige bryllup i Forestina. Han havde ikke hørt noget fra hans dronning, så sammen med et par vagter tog han afsted for at deltage i brylluppet. Det var et velkomment pusterum fra oprydning og genopbygning af deres eget land. Vagterne ventede på en kro uden for Forestina mens han var blevet ved med at ride.

Glorfindel havde set skovelvernes magi før, men han blev hver gang forbløffet og kunne ikke lade være med at kigge rundt i beundring. Han sad lidt længere væk fra de andre udenbys gæster. Han kunne genkende et par stykker fra de beskrivelser han havde hørt. Prinsessen af Sunfury og Minotaris, Herskeren af Doomsville og Racelederen for Dæmonerne. Andre kunne han ikke rigtig genkende.

Han drejede hovedet da han så den kommende dronning og hans hoved bøjede sig i respekt, hans hår faldt over skuldrene på ham. Et meget let smil var om hans læber. Glorfindel satte sig ned da parret stod ved siden af hinanden ved alteret. Øjnene gled kort rundt for at studerer de andre gæster, før øjnene atter hvilede på brudeparret.

Det var ikke fordi Fenrer ikke ville med til brylluppet, men han vidste at han måtte prioritere opstanden der havde udfoldet sig ved kysten, hvor en flåde pirater havde forsøgt sig, nyttesløst, med at indtage en af deres gamle fæstninger, som Fenrer i sin tid havde indtaget.

Han havde dog fundet tiden til at deltage, om end knapt, da han havde overvurderet tølpernes kunnen, sat op mod hans nyopbyggede flåde, der igen havde vist sig velegnet til at forsvare Sunfurys ophavsret på blodhavet. Han havde besluttet sig for at skynde sig, alt hvad heste mand kunne holde, til brylluppet. Det var trods alt hans allierede og ven, om end på ikke så dybt niveau som Fenrer kunne ønske sig, der skulle giftes.

De var redet direkte til Forestina, og havde nået det til selve dagen, stort set uden ophold, men Fenrer havde dog stoppet op en enkelt dag, for at skifte heste og fremfinde den bryllupsgave, som han havde insisteret på at overrække personligt. Ved ankomsten til de royales palads, havde Fenrer hastigt klædt om, og vasket sig, for grundighedens skyld. Ved hans side bar han Eklipse, som altid.
Han overrakte en af hans egne tjenestefolk en pakke, der til forveksling kunne ligne et  agern, havde sådanne alt været af guld, og på størrelse med et oksehoved. Dette var dog kue en indpakning, og gaven indeni, var langt mere at skue.

Fenrer gik ind til det opdækkede område, og gik stolt frem. En march om man ville, som han efterhånden havde fået det af vane, med al den tid han havde brugt ved hoffet og blandt hans mænd, som han drog rundt i riget. En stolt konge, gjorde et stolt kongedømme.
På trods af den stolte march, gled Fenrer lydløst frem mellem bænkerækkerne, indtil han fandt den anden række, hvor han satte sig ved siden af sin datter og hendes kammerfrøken. Han smilede stolt til Elizabeth, med et par furer under øjnene, et klart syn for at han havde brug for den pause, som brylluppet her bød ham, fra sine pligter som regent.
"Det er godt at se dig mit barn" hviskede han knap hørligt, for andre end Elizabeth, før end han rettede sig op igen.

Kongen kunne ikke undlade at se for for, ud af øjenkrogen, mod de andre tilstedeværende på rækken.
Sean genkendte han naturligvis, om end han ikke havde hørt fra manden længe, men så igen, han havde jo ikke holdt sig så opdateret som han nok burde have, det sidste lange stykke tid. Ved Doomsville herskers side, sad djævleynglet, Natalie. Den skabning i Underworld som Fenrer nok mest havde lyst til at vride halsen rundt på, næstefter Snow selvfølgelig, men Fenrer ville slå koldt vand i blodet, og der var da næsten ikke til at se, hvor dybt han hadede Dæmonernes herskerinde.
Dernæst og sidst, men ikke mindst, var Glorfindel, som Fenrer genkendte, ikke af bekendtskab, men af rapport og portræt. Sært, at Silvanesti ikke havde sendt en af deres royale i det mindste, men en kaptajn af livgarden istedet. Men så igen, han havde ikke selv haft megen held med at få krystaltårnenes herskere i tale, så måske de blot følte sig over et sådan arrangement. Fenrer glædede sig dog til at have en samtale med denne mand.

Fenrer rettede så endelig sin opmærksomhed mod Althorn, og hans øjne fyldtes med glæde. Elverkongen tog sig fremragende ud i sin rustning, og lignede i sande et mandfolk. Dette skulle nok få sat en dæmper på de rygter der flygtedes om ham. Fenrer var personligt drønende ligeglad, om man sprang på mænd eller kvinder, og mente ikke at man skulle dømme folk på en sådan måde, men folket i Underworld ville gøre oprør, om man forsøgte at ændre tingenes tilstand.
Et let og vemodigt suk faldt fra Fenrer ved denne tanke.

Fenrer havde knap nok fået øjnene og sindet i ro, før end Larlii, som han også blot kendte af rapport og billede, blev ført op ad gulvet. Fenrer teg, og rettede sig, klar på at overvære den royale knytning af bånd og ed.

Althorn havde stået og gnedet sig lidt i hænderne grundet den nervøsitet han nu alligevel mærkede. Hvad hvis folk gennemså at dette blot var spil for galleriet? Hvis hans forældre indså at dette blot var så de ikke skulle snakke om hele tiden at finde ham en viv? Der var så mange ting at bekymre sig over, men han lod det ikke vises i hans ansigt, kun i den lette gniden af hans hænder, som der heldigvis også kunne tydes som den helt normale nervøsitet de fleste mænd havde, lige før det hele skulle til at gå for sig.

Og netop som han stod der og tænkte for sig selv, hørte han pludselig harperne og fløjterne begynde, og drejede hovedet - for derpå, med et smil, at nikke let som gengældelse til Narria og Almiel, og kluklo da også selv en smule af kære lille Almiel. Men derpå... Spærrede han øjnene en del op af overraskelse og forundring... Og derpå smile. Hans bedste veninde der nu kom gående mod ham.. Hvor så hun dog umådeligt smuk ud i den kjole, med det blonde hår - hele pakken.

"Mange tak. Og må guderne tilsmile Dem fremover, også," svarede han derpå Taliia, ligeledes på elvisk, før han med et smil vendte sig mod præsten, sammen med Larlii, som hun var kommet helt op foran, og alle folk blev bedt om at sætte sig ned, efter folk havd stået op mens bruden kom ned af gangen mellem alle sæderne... Og derpå begyndte ceremonien rigtigt, med små indskud af traditionelle elviske sange, som alle tilstedeværende elvere sang med på - sange der var smukke og fulde af glæde, men stadig med en svag tone af melankoli... En ting der ofte gennemgik i elviske sange, uanset hvor glædelig en begivenhed der blev sunget til.

Og så kom stykket hvor præsten kiggede ned af 'gangen', og nikkede med hovedet, så dragerne kunne komme med båndet - og til denne sidste del, slog han over i det almene sprog, så gæsterne også kunne følge mere med, end hvad de havde kunnet med deres elver-sidemakkere, der havde tilbudt at oversætte resten. "Og derfor tilspørger jeg nu Dem, Althorn Harthion Arveth Nestedir, Konge af Forestina og skovelverne, tager du Larlii Valcyriel til din ægtehustru?" Althorn tog en dyb indånding, og så derpå på Larlii med et stort smil, som han så hende ind i øjnene. "Ja."

Præsten vendte sig derpå til Larlii. "Og tager De, Larlii Valcyriel, Althortn Harthion Arveth Nestedir som deres kommende husbond?" så snart hun sagde ja, tog han imod båndet fra dragerne. "Lad dette bånd symbolisere jeres sjæle og kroppes forbindelse fra nu og fremover, for tid og evighed - til døden jer skiller." of som båndet blev bundet om deres hænder, som Althorn havde taget Larlii's hånd i sin... Lyste det op med lysmagien der var lagt i det. "Og med dette erklærer jeg Dem nu for rette ægtefolk at være. De kan nu kysse bruden," og som præsten havde sagt det... Smilede Althorn... Som han lænede sig ind mod Larlii... Og kyssede hende for første gang.

//Undskyld den lange stilhed, skole og praktik har bare haft tæret mig SÅ meget :'D

Larlii gik det sidste stykke op til Althorn og præsten. Han så lige så godt ud som den første gang hun havde set ham. Den gang var hun blevet lun på ham, og gennem deres venskab havde hun, godt nok ved en fejltagelse, opdaget hvad han virkelig var til. Men det havde ikke ødelagt deres venskab, nærmest tvært imod… Det var vokset sig stærkere gennem tiden og hans glæde, samt interesse for mange af de ting hun selv interesserede sig for havde bragt dem tættere sammen.
Hun lignede en der var roligt, men indvendig var hun nervøs. Både fordi dette bryllup indebar en pligt om at skænke ham en arving, men også for at folk eller hans forældre skulle finde ud af den virkelig grund til brylluppet.


Så snart signalet fra præsten var givet, gik Fafnir roligt og elegant op af ’gangen’ med den lille Nínim på sin ryg. Båndet som de begge bar i deres mund blev afleveret til præsten og dragerne trak sig lidt ud til siden, så der igen var frit syn til parret.

Selvfølgelig sagde Larlii ja, da præsten spurgte hende. Og hun smilede som den lykkelige brud hun var. En lille del af hende var jo stadig forelsket i den smukke elver, som hun nu blev gift med. Og selv om hun godt viste at de nok ikke ville dele ægtesengen særlig tit, så glædede hun sig alligevel til det.
Lysmagien i båndet var imponerende. Selv om de havde øvet dette, så kom det alligevel en smule bagpå hende. Men alt blev hurtigt glemt da præsten sagde at han måtte kysse hende og han så gjorde det.
Deres første kys…. Det var helt utroligt... Og hun nød det i fulde drag mens det stod på, hvilket han også ville kunne mærke på hende. Ligeledes ville han sikkert også kunne fornemme eller mærke hvordan den lille kærligheds flamme der brændte dybt inde i hende voksede ved dette kys.

// Efter aftale med Elizabeth springes hun over for denne gang, og turen går derfor videre til @Sean

// Efter snak med Sean går turen videre til @Natalie

Det var ikke svært for den lille skikkelse i smørhullet at bemærke kongen, som pludselig kom marcherende forbi bænken, hvor de fleste allerede sad afventende. De mørkeblå øjne fulgte hans skikkelse helt indtil, at han forsvandt, da han satte sig ved Elisabeths side. Så han nåede det altså. En ganske kedelig drejning til en dag, som hun i forvejen ikke så specielt frem til. Halen vred sig frustreret under den voluminøse kjole inden, at hun fik samlet kontrollen, og lod den trække tilbage. Natalie havde – heldigvis – ikke set noget til Sunfury’s bedårede konge siden Midsommerballet, hvilket havde passet hende ganske fint. Det var stadigvæk ikke noget, som hun havde tilgivet, og hun tvivlede på, at Fenrer selv havde glemt hele episoden. Mon andre havde det? Den slags kunne man vel altid forhøre sig om efter ceremonien.

Selve ceremonien var som forventet. Fyldt med et sprog, som hun knapt forstod andet end på skrift, samt en masse forskellige væsner, som virkede underligt påvirkede af hele stemningen. Den slags forstod hun sig ikke på. Det eneste som rigtig påvirkede hende, var den konstante – og atter øgende – mængde af lysmagi som fik det til at krible ubehageligt i kroppen. Men hun sad pænt, som forventet af hende, og fulgte med i parrets lykkelige stund, og klappede selvfølgelige på alle de rigtige tidspunkter… når det altså ikke blev mere spændende at lade blikket vandre. De nærmeste gæster blev studeret – specielt prinsessen kvindelige ledsager, som hun stadigvæk ikke kunne sætte en finger på. Tydeligvis ikke nogen vigtig personlighed, hvilket så fik den lille dæmon til at undre sig, hvad hun lavede blandt æresgæsterne. Det var næsten lige så galt, som da Sean dukkede op med Lori til Midsommerballet. Apropos Sean ville hun næsten ønske, at de bar en form for mental kontakt. Det havde da givet muligheder for at diskutere en ting eller to, i stedet for at døse hen, hver gang en ny sang gik i gang. Det mest fascinerende var næsten dragerne, som pludselig dukkede op midt i ceremonien. Det var nok hendes personlige højdepunkt ved det hele, da hun fandt dem ganske fascinerende. Ellers ventede Natalie blot på, at selve ceremonien blev overstået, hvorefter de formentlig ville blive sendt et nyt sted hen. Hun glædede sig til at se mere af elvernes territorie, samt slippe for alle de forbandede magiske genstande, som var spredt omkring i dette område.

// Glorfindel springes over denne gang, og vi går derfor videre til @Fenrer

Fenrer havde set de formindskede drager an, med beundrende øjne. De var så sandelig et sjældent og fremragende syn. Det var ikke fordi at Fenrer selv ville anskaffe sig sådanne kreaturer, når han ikke var mere hjemlig end han var. Han ville ikke have for vane at anskaffe eksotiske dyr, eller kæledyr for den sags skyld, når han ikke engang havde tiden til at komme hjem og bruge mere tid med sin datter, men måske man skulle se om dette var noget for Elizabeth?

Fenrer fulgte ceremonien nøje, og oversatte for sig selv så godt han kunne, heldigt for ham at ceremonielle taler oftest foregik i et stille og roligt tempo. Han havde da også haft rig mulighed for at øve sig på sit elviske, siden elverkongens sidste visit til Sunfury. Det var ikke fordi han talte det flydende, men det var godt nok. De salige sange der fyldte rummet, bar begivenhed til fredfyldte lykkelige højder.

Båndet blev bundet om de to og kysset faldt, og Fenrer havde nær klappet, som det var skik andre steder i verden, men nåede at stoppe sig selv, så han ikke kom til at virke idiotisk. Han kunne dog ikke undlade at føle en vis medfølelse for Althorn, skulle rygterne vise sig sande, selvom man ikke kunne unde ham en smukkere brud, bortset fra hans egen Valerya.
Hvor han dog håbede for dem at tingene ville gå dem godt, skulle de to beslutte sig for at videreføre Forestinas kongelige blodlinje. Han kastede et kort blik over på Elizabeth, og en stille tåre trillede fra hans øjenkrog. Heldigt at de var til en ceremoni der tillod den slags mentalitet.
Nu skulle der vist heller ikke gå så længe før end at de ville blive budt til receptionen, hvor Fenrer ville kunne få andre ting på tankerne. Der var kun en enkelt han ikke var videre interesseret i at komme i tale med, Natalie. Måtte det lille dæmonyngel få hvad der tilkom hende en dag, og hvis man var kæk nok til at lykken skulle stå en bi, så kunne det jo være at det var Fenrer selv der fik lov at fælde dom over det lille møgkræ.

Fenrer prøvede dog at ligge den lille irritation fra sig. Han havde dog visse håb om at kunne komme i tale med et par af elverne, eller Sean for den sags skyld, for han måtte indrømme at han savnede mandens selskab, og måske de små eventyr de havde haft. Ikke at han regnede med at der ville komme flere af den slags, når nu han havde så travlt, og Sean ligeså, men man kunne da håbe.
Måske endda Elverkongen kunne overtales til en lille eskapade, når nu der var nogen der midlertidigt kunne sidde på Forestinas trone.

Althorn... Nød ikke kysset på helt samme måde. Det var fint, ganske udmærket, og han elskede da også Larlii - blot... Ikke lige på dén måde. Men hun var trods alt hans bedste veninde, den han var absolut tættest med - og grundet dette, kunne han stadig godt nyde kysset... Før de smilende og, hånd i hånd, med båndet der stadig lyste... Gik tilbage ned af midtergangen for at lede an hen mod pladsen hvor der var gjort klar til receptionen. Der var borde der bugnede af mad - og duften af helstegt vildsvin spredte sig, som adskillige af disse var ved at blive ristet over flere bål der befandt sig i udkanten af lysningen. Modsat højelverne, så havde skovelverne intet imod at spise kød nu og da, og især til store fester var det meget normalt. Vin var der i stride strømme, adskillige tjenere stod klar med glas til alle, som folk ankom og fik sat sig ned ved bordene, og musikanterne var allerede igang, det øjeblik de så brudeparret komme gående. På alle borde var der et stort fad med alskens frugter i midten, til den lille sult inden svinene ville være klar til at spise.

Og her satte Althorn sig ned, sammen med Larlii, ved det mindste bord, der var sat i centrum - netop et bord kun tiltænkt de to, da selv hans forældre skulle sidde ved et andet bord under receptionen. Som til alle elver fester, var der faste bordpladser. Men da dette var svært at vide for udefrakommende - var der blevet sat bordskilte ned, til hvor de skulle sidde. Fenrer or Elizabeth fik et bord med Glorfindel, tæt på Althorn og Larlii. Til den anden side, lige så tæt, men med brudeparret til at skærme for udsynet mellem de to borde, var der skilte til Sean og Natalie, da Althorn regnede med, at de to dæmoner måske kunne finde en smule tryghed i hinandens nærvær, nu de var omgivet af så megen lysmagi, ellers.

//Undskyld den UTROLIGT lange ventetid, guys! jeg forlod mit studie... fik nyt job... OG fik flyttet i rækkehus, så det har været nogle vældig kaotiske måneder, men jeg burde kunne smide et svar i ny og næ fra nu af, startende med dette

Hun fornemmede godt at han ikke nød kysset på helt samme måde, men det fik hende blot til at smile med et lille drillende glimt i øjnene, da de afsluttede kysset.

Så snart de var blevet plaserret i midten, lænede hun sig tætter på ham, så hun kunne hviske ham i øret uden at nogle kunne høre hende.
"Så er det nemme overstået... Hvad angår senere, så har jeg lidt der kan hjælpe dig. På mere end en måde." Hun kyssede ham blidt på kinden, inden hun trak sig lidt tilbage igen hvis han ønskede sig lidt plads.


Taliia havde fået plads sammen med Larliis grandkusine, Nassia og Larliis datter, Almiel. Bordet stod tæt på brudeparets bord, men alligevel langt nok væk til at de ikke spærrede udsynet for de andre gæster.
Nassia havde kun lige sat sig, da Almiel smuttede fra hende og løb hen til Larlii og Althorn.
”Nana! Ada!” Larlii lagde hurtigt buketten på bordet og smilede til sin datter, der kom om på højre side, hvor hånden var fri. Larlii løftede snildt pigen op på sit skød og Almiel lænede sig over til Althorn for at give ham et knus.
Nassia, der var fuldt efter, nejede dybt for sin konge og nu dronning.
”Jeg undskylder denne forstyrrelse. Skal jeg tage hende med tilbage til min plads?” Hun holdte hovedet bøjet i respekt, indtil Althorn gav tilladelse til andet.

//Nana = mor. Ada = far //

//OOG: Natalie har fået besked fra Elizabeth om...At det var min tur. Så håber det er okay jeg bare svarer //

Ceremonien var...Ikke Seans største underholdning. Og lysmagien, alt lyset, var som små nåle i hans krop. Som noget, der i strid strøm truede med at trække energien ud af ham og efterlade ham som en søvndrukken dukke. Ikke at han lod det. Med samme viljestyrke, der havde båret ham hele livet, modstod han det. Med rank ryg sad han. Studerede omgivelserne, folkene omkring sig. Forstod ikke mere end et enkelt ord - eller let sætning - hist og her. Han kunne ikke elvisk, men hans lange levetid og den varierende interesse i handel med og informationer om elverne, havde lært ham en smule. En smule, der blev udfordret af de variationerne der naturligt måtte være mellem de forskellige elvere, selvfølgelig. Højelverne og skovelverne talte ikke altid på præcis samme måde, selv om sproget generelt var det samme.
Når sangene var for lange, og hans interesse dalene, kunne han i det mindste nyde at se Natalie sidde uroligt på sin stol. Pænt - men rastløst. Og det fik et lille smil frem, og fik ham selv til at sidde mere roligt. Hvornår var der ikke en minimal magtkamp mellem dem?

Sean fulgte roligt strømmen af folk, da de forlod pladsen for ceremonien, og gik til selve receptionen. Synet var flot, det hele en fest for sanserne. Duftene, lydene...Måske også smagen. Men af princip rørte Sean ikke maden, selv om hans fingre lukkede sig om det spinkle glas med vin.
Og selv om en samtale kunne være mere...givende...i selskab med en bestemt Konge - og det var ikke elvernes - måtte han tilfredsstille sig med Natalies selskab.
"Hvad synes du om det hele?" spurgte han pænt, som han satte sig til rette. Flere timers æderi? For en dæmon der ikke spiste, kunne det blive lige så kedeligt som ceremonien. Medmindre der var planlagt underholdning undervejs?
I det mindste, noterede han sig, fik han et unikt indblik i elvernes verden. Og netop det sugede han til sig.

Endelig sluttede ceremonien. Den lille dæmon var ikke sen til at glide ned fra sin plads, og bruge et øjebliks mulighed på at strække den urolige krop lidt i gang inden, at hun pænt fulgte med flokken af væsner som bevægede sig mod den næste lokation. Natalie havde egentlig et eller andet sted forventet noget lignende, men alligevel kom mængden af mad gevaldigt på hende. Som et væsen der ikke indtog fysisk føde, var det meget let for hende at glemme, hvor meget mad mange racer egentlig kunne skovle indenbords på blot en enkelt dag. Særlige højtider lod til at være endnu værre, eftersom det nærmest inviterede til et decideret ædegilde, hvor det bedste åbenbart var, hvis man faktisk blev fysisk dårlig efterfølgende. Natalie rystede den ubehagelig tanke af sig, og satte sig ved sin udvalgte plads. Hun havde selv været på noget der kunne minde om ’ædegilder’ i meget af sine unge dage, men eftersom hendes føde fyldte langt mindre, havde det mere føltes som en form for rus. Evige mængder af energi der kunne holde hende kørende i meget lang tid bagefter. Se dét var en følelse hun forstod.

En anelse distraheret af de enkelte bær, som hun havde travlt med at gennemborer med en gaffel på sin tallerken, hørte hun alligevel godt Seans spørgsmål. Natalie drejede hovedet med et løftet øjenbryn over det høflige spørgsmål, hvis svar burde være temmelig retorisk. Men hun anede, at han ønskede at optræde lige så pænt, som hun selv forsøgte, alt imens den irriterende kriblende lysmagi der nagede i baggrunden, blev heftigt ignoreret. Derfor smilede hun – et smil der ikke nåede øjnene – og rankede sig i sædet, imens gaflen blev lagt fra sig igen.

”Det er… flot. En smuk dag. Og hvad med Dem selv, Lord McGivens?"

Et eller andet sted ønskede hun at prikke til ham omkring hans manglende partner. Af nogen art. Det var næppe svært for en incubus – Sean i det hele taget – at finde en villig ledsager. Måske havde sidste omgang alligevel lært manden lidt om diskretion ift. forhold. Natalies smil voksede ubevidst en anelse, selvom slutresultatet ikke var blevet som håbet, så havde det måske haft en effekt alligevel. Natalie var dog selv fint tilfreds med, at hun ikke var blevet placeret til bords med Fenrer. Tanken om at skulle udholde mandens påtvunget selskab i flere timer uden mulighed for at slippe væk eller pauser, lød intet mindre end forfærdeligt i hendes øre. Sean derimod?... Det kunne vist lige gå.

Glorfindel sad ved hans bordplads og sippede til den søde drik som var blevet tilbudt. hans øjne gled over hver eneste deltager. Ceremonien havde vævert smuk, men han var nysgerrig på om han kunne starte en samtale eller to. Det var jo forventet at de kongelige eller raceledere deltog, men Glorfindel var ingen af delene, kun en kaptajn for den kongelige garde. Han tippede hovedet til siden da en anden Elver stillede ham et spørgsmål. “Jeg kan ikke udtale om hvad med dronning og konge laver, men de sendte mig i stedet for.” Han svarede og gav et den anden Elver et roligt blik.

Han havde følte et blik fra Herskeren eller var han en kejser? Han gav
Fenrer Descouteaux-Lemaire et undersøgende blik. Den yngre mand var en kriger hvis han herskede over to byer og var raceleder. Tog en bid af hans mad og sukkede. Der var intet bedre end hjemmeavede mad en koldt og tørt mad, som man fik når man var på farten.

Althorn kunne ikke lade være med at klukle en smule, da han hørte hendes hvisken. HUn var i sandhed hans bedste veninde, og det var ham en ære at i offentligheden blive gift med hende. Han havde ikke de helt rette følelser for hende til et giftemål, men han var sikker på at han aldrig ville få en anden kvinde så tæt på sig som han havde fået Larlii. Han havde nok rent faktisk et bedre forhold til hende end mange andre royale havde med deres mand eller kone, så mange arrangerede ægteskaber som der fandtes.

Dernæst smilede han og krammede Almiel som han mærkede hende læne sig over til ham, før han smilede og nikkede let til Nassia. Normalt, hvis de ikke var ude i fuld offentlighed, ville han have bedt hende om at løfte hovedet igen, men her, foran så mange vigtige folk - kunne han ikke, han vidste at han måtte opretholde 'facaden'... Så derfor fik han hende blot til at tage børnene med sig igen, så de kunne nyde festen og deltagerne.

Efter både appetizer, forret og hovedret havde været serveret, var der nu lidt af en pause indtil bryllupskagen skulle være klar. Derfor rejste Althorn sig, efter han sagde til Larlii at han lige skulle hen og tale med nogen, og hun selvfølgelig var fri til at tale med hvemend hun måtte ønske, også - ændrede musikken karakter til noget med en smule mere gang i, for at promovere dansen og at gæsterne skulle 'mingle' lidt med hinanden. Og her... Gik Althorn rent faktisk direkte hen mod de to dæmoner. De havde måske ikke alt for meget til fælles, men han var jo selv den type, der gerne prøvede at forstå alle han nu engang mødte - høre om de forskellige verdenssyn man måtte have. Forståelse promoverede jo nu engang fred og fordragelighed.

"Jeg håber, at sprogbarrieren under ceremonien og differencen i kost til trods - at I stadig finder den lange tur det værd?" sagde han, et venligt smil på læberne som han nu havde sat sig ned ved Sean og Natalie, med et glas vin i hånden.

//Sprang Fenrer over siden jeg ikke har hørt fra ham i en mindre evighed.

Nassia havde nejet dybt igen, efter at Larlii havde afleveret sin datter til hende. Ikke at det passede pigen ret meget, men Nassia fik lavmeldt dysset Almiel ned ved at love hende at hun måtte komme med ud og ride næste dag.

Larlii nød virkelig festen, maden og sin mands selskab. Samtidig sad hun og tænkte på om hun havde husket alle de urter, som var nødvendige for den forstående nat. Så da Althorn fortalt at han lige skulle hen og tale med nogen og at hun var fri til at kunne tale med andre, smilede hun kærligt til ham og nikkede forstående. Hun udnyttede chancen for snakke med Nassia om hun havde den særlige urtepose med. Posen skiftede nærmest usynligt hænder, og hvis der skulle være nogle vagter eller andre som havde opdaget noget, ja så ville Larlii blot fortælle at det var urter, som kunne hjælpe med at sikre en tronarving. Hun gemte posen væk i sin kjole, så hun havde den ved sig, når tiden kom.
Derefter gik hun rundt og hilste på de forskellige gæster, samt udvekslede små høflige og venlige samtaler, uanset om hun kendte dem eller ej.
Mens hun gik rundt, holdte hun lidt øje med Althorn, som snakkede med dæmonerne. En lille del af hende var nervøs, men største delen af hende var sikker nok på at han var i sikkerhed.

//Det er åbent for om I ønsker at indlede en samtale med Larlii.//

//Vi har ikke hørt fra Elizabeth, så turen går videre til @Sean //

Den ene ret tog den anden. Sean studerede høfligt retterne, mere nysgerrig på hvad elverne havde valgt at servere for det brogede selskab, end fordi han selv følte trang til at deltage. Hvilket var fuldstændigt okay. Enkelte, der sad tæt på ham, gav ham et skævt blik. Sidemanden på hans anden side havde endda tilbudt ham et fyldt fad af sprudlende salat, med ordene om at han da burde smage bare lidt af det. At det ikke var sundt at holde sig fra mad. Om personen troede Sean led af en sygdom eller noget, var meget muligt. Om ikke andet tog Sean venligt fadet og lod det gå videre, uden at smage - og uden at svare.

I stedet konverserede han høfligt med Natalie.
"Smuk? Absolut. Det er et unikt indblik i elvernes verden, og deres måde at feste på. Man kan også overveje betydningen af vores invitation, når halvdelen af gæsterne tydeligvis ikke bryder sig om vi er her" bemærkede han let, som svar på hendes spørgsmål. Ja, det var ikke så få blikke de fik, selv om folk efterhånden mest prøvede at ignorere dem. Gad vide hvordan en dæmon ville håndtere samme fest? Inviterede elvere, sikkert, men de ville nok stikke halen mellem benene og løbe væk, inden underholdningen overhoved var færdig.

Som maden nåede sin slutning, og næsten ret uden tvivl måtte blive en dessert, fik de alligevel fint selskab. Sean havde været på nippet til at rejse sig og finde Fenrer for en hurtig samtale, men hvem gik når dagens ene hovedperson - og deres vært - satte sig hos dem?
Desuden var Sean nysgerrig. Så han blev pænt siddende. Han lænede sig en anelse frem for at engagere sig i samtalen, mens han sad med sit eget glas vin. Ikke længere glas nr. 1, vel at mærke.
"Tak, det er en yderst lærerig oplevelse. Og smuk, ikke mindst" forsikrede Sean, før Natalie overhoved fik muligheden for at svare. Måske for at minimere muligheden for en spydig kommentar, der kunne fornærme deres vært?
"Vi ønsker jer stort tillykke med denne dag. På trods af jeres sammenblandede gæster, håber jeg det hele forløber som I ønsker det?"
Sean nippede let til sit glas, da hans blik faldt på Larlii, som hun gjorde sin egen runde mellem gæsterne. Virkede hun...Urolig? Sean kunne ikke lade være med at smile svagt. Af høflighed nikkede han let til hende, da hun kom tæt forbi dem.
"Ønsker De at deltage i samtalen? Måske det kan berolige Dem, at vide hvad vi snakker om?" foreslog han let. Hvorfor ikke få et indtryk af dem begge, hvis han fik chancen?

”Så sandelig, Lord McGivens. Vor tilstedeværelse er uden tvivl af stor betydning. Ligger der skjulte intentioner bag? Højst sandsynligt. Men… man må forestille sig, at Kongen har gjort sig sine overvejelser og derved har vurderet fordelene ved at have os i nærheden på denne særlige dag, til at opveje de konsekvenser som vi potentielt kunne fremprovokere. I det mindste er vi begge… veltrænede… hvad angår det sociale. En fordel uden tvivl.”

Ja. Selv gennem den kriblende og nagende lysmagi havde hun ikke svært med at mærke de gennemborende blikke, som havde lagt sig tungt mod bordet. Blikke der skyndsomt kiggede væk, forsøgte hun at få øjenkontakt, blot for at vende tilbage igen få øjeblikke senere. De generede hende nu ikke. Natalie var efterhånden temmelig vant til at blive nedstirret, hvor end hun gik, takket være hendes unikke fysiske tilstand. Det var ikke altid, at opmærksomheden var lige velset, men hun havde lært at leve med den. For det meste. Blev det for meget, så kunne man altid fjerne et øje eller to. Det plejede at hjælpe på problemet. Hun tvivlede dog stærkt på, at Althorn ville lade dem blive ret meget længere, hvis de begyndte at plukke tilfældige gæsters øjne ud under middagen. Hun huskede tydeligt, hvor utilpas han havde virket under Midsommerballets underholdning – på trods af den meget milde afslutning… elvere. Så sarte. Ikke desto mindre holdt hun tonelejet forholdsvis lavt, hvad angik samtalen med Sean.

Middagen foregik i ro og mag. Mad kom og mad gik. Ikke noget, som blev hængende hos dæmonerne særligt længe før, at diverse fade og tallerkner blev sendt videre. Natalie tillod nu og da sig selv at udvælge bestemte stykker af maden, som hun brugte tiden på at partere og studere inden, at det blev sendt videre igen. Det eneste som faktisk lod til at finde vej indenbords hos den lille dæmon, var en tilfældig slurk af sød saft i ny og næ. Da muligheden for en pause bød sig, var Natalie næsten allerede halvvejs nede af stolen, da Althorn pludselig nærmede sig deres bord. Indvendigt sukkede hun dybt, alt imens kroppen skreg af ubehag, over endnu en nytilkommen kilde af anmassende lysmagi. Det var umuligt at sige, hvor den helt præcist stammede fra, men Natalie var ikke i tvivl om, at kongen bar skylden for den. Ikke desto mindre satte hun sig pænt op i stolen igen, og nikkede ærbødigt for kongen, da han hilste på og samtidig spurgte ind til festen. Sean var hurtigt ude med et svar, og hvor hun normalvis ville være blevet irriteret over hans påtrængenhed, bød hun mulighed velkommen. Natalie havde aldrig set sig selv have meget tilfælles med den unge konge, og hun tvivlede på, at de ville se meget til hinanden generelt udover disse formelle omstændigheder. Da Sean var færdig, tillod hun sig at komme med et input. Hun holdt det kort for nu, velvidende høflighederne havde sine grænser.

”Som Lord McGivens så glimrende forklarede det, så har hele oplevelsen været særdeles lærerig i form af både kultur og oplevelser. Vi ser frem til resten af dagens begivenheder, og ønsker selvfølgelig Dem og Deres hustru lykke til, hvad angår ægteskabet...”

Skønt. Natalie havde ikke været i stand til at spotte Larlii før på grund af mængden af væsner i hendes synsfelt, samt vinklen ved bordet, så det var først, da Sean pludselig kaldte på den nygifte dronning, at hun blev opmærksom på elverens tilstedeværelse. En elver som i dæmonens hoved ikke havde meget at gøre ved kongens side – og da slet ikke som hustru. Ud fra den viden, som Natalie havde været i stand til at opstøve omkring kvinden og hendes slægt, så var familien én stor samling af bønder med en forkærlighed for naturen… og drager. Sidstnævnte var sådan set det mest interessante ved historien, så man bort fra, at Larlii ikke blot var enke men havde egne børn. Elverkongen kunne tydeligvis havde fundet en langt mere passende brud, så hele brylluppet forekom Natalie utrolig ufrugtbart set fra den royale side. Ikke desto mindre smilede hun høfligt i Larlii’s retning, da Sean bød op til, at hun kunne tilslutte sig selskabet, men valgte at tie for nu. Kvindens uroligheder lå desuden uden for hendes interessefelt.

Glorfindel har bedt om at blive sprunget over denne gang - turen går nu videre til @Fenrer