Lena beware of the city - (Sean)

Tid: nær midnat,2-3 uger efter Geneviras indtræden so herskerinde
Sted: Borgen
Vejr: Stjerneklar nat
Emnepartner: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

På Doomsvilles slot befandt en halvforvirret Lady Gray sig igen, ikke uvant disse dage men disse gange kunne være en labyrint at holde orden på. Ikke nær så ildevarslende som Graceling palæets funklende vægge, med stiliseret placerede slaver at lede en væk fra krogende. Nej her var blot en sær krydsning af en ny æras blomstrende fryd og minder i skyggelagte afkroge fra Doomsvilles bortgåede ånder.

Lena bevægede sig igennem tjenere, i færd med ommøbleringen efter vampyrherskerindens behov og kultagtige visioner. Frydes ville hun måske i synet af sådan spænding, men i fuld ærlighed … jah så var hun øjeblikkeligt faret vildt. På vej hjem fra kort en opfølgning på Lady Isherwoods planer i gære, havde hun bevæget sig ned af hvem ved hvor. Archiebald, den nye og stadig ikke helt lydige familar, som blev ved med forsvinde ind i diverse gardiner, hjalp heller ikke ligefrem. Den lille grå killing havde hun samlet op sammen med omtrent tyve andre katte på Doomsvilles skæbnesvangre nat og båret i sikkerhed herhen. Faldet I søvn på gangen med alle dyrene omkring sig havde hun endda. De fleste havde vist indfundet sig som borgens musejægere, hvilket Genevira ikke virkede til at protestere. Et par var givet til familier dømt værdige, en gravid hunkat og de kommende killinger foræret til sviger søsteren, men denne grå killing havde hun ikke nænnet at skilles fra. Et smukt væsen med knappeøjne og ulden pels men Elona dal bevares er han blevet givet blot en hjernecelle.

”Archiebald, vil du venligst lade Lady Isherwoods nye møbler være, vi må trods alt efterlade respektabelt et indtryk! Du ved virkelig ikke hvad manerer eller feudalstatus er gør du?”

Ladyen sukkede udmattet en vis, som talte hun til et menneske ikke en vildfaren killing i færd med at vælte tjenere omkuld. Ja tjenere der ad hendes nonchalante omtale af en kat så en anelse, skræmte ud.  Hun lænede sig op ad væggen en stund støttede sig stokken med stolt en trækat snittet foroven, jah den af sin afdøde mands knogler gemte hun til en dag rådets medlemmer havde behov for intimiderende en faktor. Hun lignede sig selv, Gray drue mønstre i bronzetråd på underkjolen. En næsten sort midnatsblå overkjole med subtil damask tekstur og perler hængende i krave og ærmer. Det lange hår gemt i et alexandrite stens belagt hårnet og french hood. Blandt brystets decor en kæde af blomster, to roser og en lilje, jah for passende effekt til diskursen. Hun lignede sig selv, blot en smule vildfaren i øjeblikket, at få en kat under kontrol og finde familiært et ansigt virkede som fornuftig en plan.

Hans ting var for længst blevet sendt hjem til hans palæ i Terrorville. Men selv om Sean ikke officielt var Geneviras rådgiver, befandt han sig stadig ofte på borgen. Eller...Det vil sige, det gjorde han igen, efter flere ugers pause. I den tid var der allerede sket store ændringer i møblementet. Genevira var hurtig til at sætte sit præg på det hele. På en og samme tid var det både fint nok, og lidt foruroligende. Han var hurtigt blevet skiftet ud. Selv ned til hvilken stol man sad på. Godt nok gik Sean ikke så meget op i møbler og kunst. Men han følte næsten ikke der var noget tilbage han genkendte.
Men sådan var det. Det var Geneviras smag og behag der fyldte nu, og dette var med til at udtrykke magtskiftet. Ingen kunne undgå at bemærke de nye og lysere møbler og den nye kunst der fyldte flere steder. Præcis som Genes egne nye og lyse kjoler i al deres overdådighed.
Igen, ikke at Sean havde stor forstand på mode hellere. Selv om hans tøj var af fin kvalitet, var det ikke just fordi han brugte farver og mønstre i stor stil. Ikke privat.

Genevira og ham selv var kommet på talefod igen for nyligt. Og derfor havde Sean været forbi et par gange, såsom denne nat. Men han var en travl mand. På den ene side tjekkede han til Gene, og de snakkede sammen om stort og småt. På den anden side havde Sean travlt med at få sin klan i spil igen. Den havde ikke fået lov til at blomstre, da han selv var hersker. Men nu kunne han give den al sin opmærksomhed igen. Med al dens organiserede kriminalitet, salg af informationer, tyvekoster og afpresninger. Eller et lejemord, fra tid til anden.
Sean havde netop overrakt Gene en seddel med et par uønskede navne, som del af deres aftale, da han bevægede sig igennem borgen. Han kendte borgen godt. Engang Sakrefs borg, efterladt til forfald, før Sean overtog den. Han havde aldrig prioriteret at istandsætte alle værelserne igen, og Sakref havde efter sigende stadig fælder eller skjulte rum der ikke var opdaget endnu. Borgen rummede en del hemmelighed, hvis man gad lede efter dem.
Sean havde, fra tid til anden. Men til sidst ikke haft tid, eller ikke gidet.

Med en bog under armen, som han havde haft glemt her, var han egentlig på vej ud af borgen og ned i byen igen. Alligevel fik nogle simple lyde af samtale ham til at dreje af og gå ned af en gang med flere rum. Han stoppede op i døråbningen, lænede sig op af dørkarmen, som han lod det mørkegrå blik glide over rummet. Og ikke mindst gæsten, der havde travlt med at irettesætte en kat.
Han kendte kun en person der gik så meget op i katte. Og han var ikke skuffet over det uforudsete møde. Lidt tid kunne han godt bruge her, før han skulle videre. Hans liv handlede jo om hans egne lyster og behov nu. Ikke en bys.
Iklædt et par læderstøvler, et par sorte bukser og en sort skjorte, stod Sean i døråbningen. Det mørkebrune hår var redt tilbage, selv om pandehåret altid vendte tilbage til panden. Glatbarberet, for en gangs skyld. Og med et næsten unaturligt smil, som Sean i disse tider følte sig...Glad.
En næsten uvant følelse, hvis han skulle være ærlig. Hvad skulle han gøre med al den nye energi?
Og sidst, men ikke mindst, et bælte med hans sværd. Altid.

Han rømmede sig svagt efter et øjeblik.
"I min erfaring er det begrænset hvor meget skolegang katte har gennemført" bemærkede han i en let drillende tone. En let gestus gled igennem luften ved hans ord.
"Selvfølgelig...Har jeg ikke så mange katte som Dem selv, Lady Gray" forsikrede han.

Lady Gray kunne måske have befundet sig I sin egen lille verden længe. En verden åbenbart af ulydige katte og politisk eufori… Ja havde en familiær stemme ikke brudt ind. I momentet kunne hun ikke undgå at smil I morskab, af påmindelsen om denne spøjse relation. Ikke sit ladysmil til høflige forsamlinger, nej en næsten latter, som var hun midt i akademisk banter, de lange dage i universitetsbibliotekerne… en frihed deri, med et hint af overlegen tilgang til egen intellekt.

”Oh… men de er tydeligvis ikke en Gray, Lord Mcgivens…”

Svarede dæmonladyen, stadig lænet mod væggen, blikket på katten. De forblev hun blot en stund, kærtegnede trækatten på sin stok. Forundret, dog underholdt af dæmon herrens uventede ankomst. Ser de denne sære økonom af en Gray lady var fascineret af den sæbe opera som var Doomsvilles ledelse. Lord Mcgivens heriblandt, mandens intentioner var uforudsigelige… ukalkulerbare... som perleøens omringede hav. En kontrast til akademiets orden, var havet så ofte stormfuld en magt. Der var en fin perleklædt linje, hvor Lena fandt sig tryk. Der var akademierne, viden, maner… en orden at tilpasse sig i. Men de regler, de tillader en at lege i kaosset og intrigerne af denne verden. Lord Mcgivens var at kaos, et hun med akademisk præcision ønskede at gennemskue, et spil foregik der måske imellem dem som hun hungrede for.

”Erica og Lavinia var mine ledsagere i sin tid, på akademiet. En særdeles spøjs forkærlighed for C. S. Rhodes har de begge to”

At udtale spøjs nonsens ved tale om katte og vise sin viden frem om obskure økonomiske teoretikere, ja det kunne lady Gray ikke undgå. Ved kort omtanke, indebar Rhodes værker en teologisk forundren over identitet, og vist også lanterner. Hun noterede at anbefale Genevira en bog eller to, som hun endelig vendte sig mod lord Mcgivens, stadig ved muntert mod. Det var herren såmænd også? Hvilket nær kom bag på Lena.


”De virker ved godt mod, på denne nat af… tusind liljer.”

Hun henviste til møblerne omkring dem, som stadig stod i kaos, et kaos Archibald var i færd med at erobre. Han var vel ikke så vis en kat, men i sikkerhed måtte han være, tjenerskabet skulle være et kvaj for at lade ham skade. Hun fangede i stedet herrens blik, hvad mon denne leg kunne tilbyde? Nok var hun fornøjet med løfter om mystik i luften, men kunne hun stole på manden? Der var en stund hun havde tvivlet, som rygterne om herskerskifte var i gære, hun havde endda for en meget kort stund… tvivlet på egen dømmekraft. Lord Mcgivens havde accepteret hendes guld, lovet indflydelse og kort efter afgået? Ved deres forhandling, var hun blevet lovet indsigt i hvor hendes bidrag gik hen, ja det var før de tog en mere erotisk drejning… Havde elskoven været blot en distraktion? Havde hun forundret sig over… var hun faldet for et spil og tabt? Morskaben de havde tilbragt sammen, havde hun netop set som en leg til hendes fordel, underholdning og reklame for sin forretning… Men hun havde vel tilsidesat den del, overgivet sig til morskaben… For det var sørme morsomt… og archdæmonen kendte sine incubus kunster det kunne ikke benægtes, og intellektuel kapacitet manglede han heller ikke. Men Lena noterede for sig, at der var Intel hun manglede, fra imellem deres møde til herskerovergivelsen. Hun havde fundet sig en plads ved Genevira, og tegn pegede på at dette også havde været archdæmonens plan. For dumdristig var ideen ikke, Genevira i posten, hele folkets håb hun bragte.

Jah, imellem de to dæmoner dog, var en leg hun villigt vil lege, et mysterium hun vil følge til ende. Selvom det ikke kunne benægtes, at Sean Mcgivens var uforudsigelig, farlig endda. Sine tvivl havde dæmonladyen, men farlige lege kunne hun ikke modstå.

”Jaså… Jeg ser borgen stadig ikke har sluppet deres affektioner.”

Hun fortsatte samtale venskabeligt, lod ham afsløre bidder han ønskede... for nu.

Legen om informationer og magt var velkendt, men også næsten uvant. Jovist havde folk nogle bagvedliggende planer og interesser, når de opsøgte ham som deres hersker. Men han havde gjort som han ville, eller holdt tingene i en stilstand. Han skulle jo bare holde byen for Natalie, trods alt. Men ikke længere. Han var ikke helt fri af Natalie, men han var fri nok. Han kunne igen genoptage sit liv som han ønskede, og kun sidde i dybe politiske møder når Gene bad ham om at deltage, eller når Natalie krævede det. Hvoraf den ene ville han lystre med glæde, og den anden med tilbageholdenhed. Men på trods af hans uvilje mod Natalie - der mere grundede i en uvilje mod at nogen havde et ord at sige over ham - var der også ting at hente. Informationer. En undskyldning til at opsøge folk at betydning, i en skjult stilling, mens han samtidig hentede informationer og muligheder til hans klan. Dobbeltspil. Han levede for dobbeltspil. Som hans tid som hersker havde været, til den skæbnesvangre nat, der omend næsten havde kostet ham den eneste relation han faktisk gik op i.

Det mørkegrå blik fulgte katten rundt i lokalet. Killinger var legesyge og nysgerrige - som alle børn af alle racer og dyr var. De skulle lære. De skulle træne og øve. De skulle udvikle sig. Men det var en energi og nysgerrighed Sean sjældent havde meget tålmodighed til. Måske var det en medvirkende årsag til at han ingen dyr havde selv. Eller havde ville have børn...
Før for nyligt.
"Det..." Et smil gled over ham.
"...Er ingen hemmelighed" forsikrede han. Ingen kunne påstå han var så meget som i nærheden af familien Gray. Ikke nærmede end han kendte en anelse til kvinden foran ham, i hvert fald.

Rhodes? To katte der læste...Rhodes?
I en verden af magi havde Sean stadig den opfattelse af de fleste dyr var...Ja, dyr. Nogle var praktiske, andre var der bare. Han havde en dyb ligegyldighed for deres eksistens, præcis som han havde for de fleste levende væsners. Medmindre de vækkede hans interesse eller kunne være af nytte.
Og derfor lod han sætningen hvile der. Måske mere en drillende bemærkning, alligevel, end fordi de skulle begynde en dyb samtale om katte og bøger. Og katte der læste bøger.

I stedet rettede han sig op og trådte ind i lokalet. Hånden gled over ryggen på en sofa, broderet med diverse liljer i forskellige farver. Så...Så...
Hvad skulle han sige om disse møbler? At de var ekstremt feminine set fra hans side? Til punktet hvor det næsten blev for meget. Men dette var normalt heller ikke et modtagelsesværelse. Gad vide hvad rummet skulle bruge til? Ophold generelt? En rolig stund?
Blikket gled over lokalet.
"Man må sige det hele er blevet nok så...Blomstret. Så De må føle dem hjemme, trods manglen på roser. I dette lokale, i hvert fald. Det vil måske glæde Dem at vide jeg har plantet rosen jeg fik af Dem" bemærkede han med et lille smil, som blikket forlod de polstrede møbler, og i stedet fandt Lady Gray.

I en let bevægelse gled boget fra under hans ene arm, til ned i hånden. Han kiggede på den, som om han selv havde glemt hvilken bog det var - hvilket han nok på ingen måde havde. Han trak let på den ene skulder.
"Min bog, ja. En vigtig en? Lad os bare sige vi fandt den efterladt tilfældigt. Jeg må indrømme jeg glæder mig til at begynde at læse igen. Jeg har en kærlighed for sjældne bøger om videnskab, ritualer og politik" bemærkede han let, før han lod bogen hvile mod ryglænet. Med den ene hånd sørgede han for den ikke gled nogle vegne. For den der kendte bogen, eller kunne læse det fra da han enten stod og viftede med den, eller læse det fra under hans hånd, kunne man vide det var en bog om "Verdens skabelse - og andre teorier om væren". En bog fra en mindre kendt akademiker, der måske mere var kendt for at tænke ud af boksen, end anderkendt for noget stort. Teorier om hvordan verden blev skabt, og hvordan eller hvorfor den kunne være forbundet med andre verdner.

Lena havde skam været underholdt, havde hun kendt til den mindre eksistentielle krise hun havde underlagt Lord Mcgivens. Det filosofiske spørgsmål om kattes læseevner måtte dog forblive ubesvaret for nu, som så mange spøjse kommentarer fra hende ofte gjorde. Til tider var hendes humor sagt med så megen selvtillid at selv de vise kom I tvivl, hvilket jo havde sine gavn, hun blev husket, hun blev hørt.

“Jeg diskriminerer ikke på den front”

Hun sendte ham et lille smil med ironisk flair. Ja, Gray families historie, kunne hun ikke bedømme hvorvidt han kendte til. Men lad os sige der stadig var de som foretrak at bevare mere end hvad var passende I familien.


“Vore nye herskerinde har skam smag for disse detaljer, jeg klager ikke.”


Nej Lena forstod skam udmærket magten af liljens billede. Historien Genevira fortalte I sin décor og præsentation.  En helgen… en blid stakkel fra ringe kår… et nyt Doomsville. Et hvor pøblen skulle vokse sig stolte. Et hvor de med adlen hånd I hånd ville sejre I… hvad end eventyr foran dem. Men liljen, ja liljen er evigt tilstede, liljen ser dig, liljen skal du adlyde. Og så var det også bekvemt at Genevira manglede silke og en kyndig kjolemager.


“Ikke et ringe valg…”

Sentimentet var skam sandt, Genevira Isherwood var et klogt valg. Men komplimentet var lige vel en påmindelse. En påmindelse om at hun, til en grad var klar over et spil fra hans side. Hans fortsatte indflydelse. Og at han kalkuleret accepterede hendes penge så vel som begær… uden at informere hende om denne, sandsynligvis allerede planlagte ændring. Om dette var et valg hun fordømte eller beundrede arbejdet bag… ja det var stadig uafklaret.

Påmindelsen om roserne bragte dog morsomme minder tilbage som hun nikkede af Lord Mcgivens dedikation. Måske dette var glædeligt et tegn, rosen… mindet… betydningen af deres løfter var ikke helt kastet bort trods alt.

“…Hvor glædeligt at høre… Jeg vurderede sorten passede dem… Deres have må være fascinerende…“

Hun forestillede sig staden som en fæstning, en vildskab… en glasskab med måde var måske den rette beskrivelse. Af forestillingen og endda manden selv.

Derved kunne hun heller ikke påstå lord Mcgivens litterære præferencer kom bag på hende, tilfreds var hun dog over hans deling deraf. De var skam i trit med den arbejdes afhængighed hun havde noteret om hans væsen. Nej hun havde ikke taget ham som en connaisseur af elskovs fabler eller komediespil.  

”Gray biblioteket besidder en del antikke vidundere af den slags… Ja også jeg selv er en elsker af litteraturen. Lagt pen til økonomisk teori selv… Nu må jeg også tilstå en kærlighed for eventyrene… Nogle finder fiktion banalt… men det er marveløst hvor meget sandhed afsløres deri.”

Gray biblioteket var såmænd fyld med sjældne litterære skatte, som var deres boliger af udstillingsgenstande, en vis mængde argumenterbart anskaffet på uetisk vis. Det var heller ikke usædvanligt for Gray familien at bidrage til diskurser af videnskab og kulturel værdi. Slægten så sig stolt som akademikere på mange spredte fronter. Nogle værdige af beundring mens andre, som de af grandtante Agnes, hvis fokus lå på retfærdiggørelse af familiens biologiske historik. En historie Lena selv i fandt høj grad ydmygende. De fleste af sådanne tekster var blevet destrueret længe siden, for at beskytte familiens ry. Officielt havde sådan gøren jo ikke fundet sted i mange mange generationer… Hun bad dog til at lord Mcgivens ikke havde stødt på en A. C. Gray.

Lena så i stedet ned på pågældende objekt af hans interesse. Lyste op gjorde dæmonfruen i spænding.

”Oh, verdens skabelse...Har de teorier derom, Lord Mcgivens?”

Alle familier havde deres hemmeligheder. Hans egen bar også en del. En del, som ingen nogensinde ville kunne finde eller gennemskue, eftersom de ikke engang tilhørte denne verden. En gammel og halvglemt fortælling, som han det meste af tiden glemte alt om. Men som til tider kom snigende. En glemt familie, levende eller død? En gammel verden, så anderledes fra denne her. Ville han nogensinde vende tilbage? Livet var uendeligt. At påstå han aldrig ville, ville være et svært løfte at give. Men han følte ingen trang til det. Der var en grund til at han var rejst. En grund til at hans var i sin egen verden nu. En verden han kunne påvirke og have indflydelse i, uanset om den var fanget i gammel teknologi og teorier. Var flere her ikke fra andre verdner? Flere end man troede. Det var hans nye sværd et bevis på.
Nej, hans nyeste mål at genskabe en McGivens-familie med et godt rygte og rigdom. Starte hans egen gamle og kendte familie, på trods af han havde og var den første McGivens i denne verden, og at ingen derfor ville kunne finde noget fra før han trådte ind i denne verden og gjorde sig kendt.

En historie han aldrig havde fortalt. Ikke fuldstændigt. Mest et hint, til folk der havde betydet noget. Gad vide hvordan det ville føles hvis han en dag gav efter, og bare fortalte alt? Alt han tænkte på, alt han havde oplevet...Dagen ville ikke have timer nok, og folk ville ikke kunne følge med. Et lille legende smil gled over ham.
"Genevira vil gøre noget ud af sig selv. Hun har min største beundring og støtte" forsikrede han let, som han tvang sig selv tilbage til samtalen.
"Også selv om jeg ikke går meget op i blomstrede møbler"
Et legende smil igen - men denne gang af andre årsager.

"Min have har manglet opmærksomhed. Det viser sig det ikke altid er nemt både at styre en hel by, og bo på en borg, samt samtidig sørge for hver en detalje i ens andet hjem. Jeg har desuden haft...Gæster...I et stykke tid. Og har det stadig. Lige nu er Deres rose det eneste flotte der er værd at finde i vildskabet af...Alle mulige planter" bemærkede han beskedent. Det var ikke helt løgn. I forhold til design af huse og haver, havde han ikke mange evner. Han havde ikke kreativiteten eller forestillingsevnen til at forestille sig æstetiske detaljer. Ofte led tingene under praktikalitet frem for alt. Hans have bestod mere af små buske i mønstre, der gemte små bede hist og her med medicinske eller giftige urter. Og roser, eller andre blomster, der på eller anden måde kunne skubbe til hans inspiration.

"Jeg har også mit eget personlige bibliotek. Hvem har ikke det?" Forsikrede han.
"Dog bruger jeg ikke min tid på eventyr. Men det er næppe en overraskelse. Skal nogen fortælle mig små historier, går jeg i teatret eller observerer de adelige til en fest"
Han blinkede let med ene øje. Samtalen underholdte ham - og han var sikker på at Gray observerede mindst lige så meget som han selv gjorde.
"Hvad angår min bog..."
Sean rettede sig lidt op, gik rundt om sofaen og satte sig tungt. Blomster eller ej, var en sofa først og fremmest beregnet til at sidde i. Det formål den heldigvis levede op til, uden at han fik en fjeder i ryggen. Så på det punkt kunne han vel også godt godkende møblementet?
Hans blik gled over til Gray igen.
"Lad os bare sige jeg er så indbildsk at jeg tror jeg ved hvad manden skriver om. Hvad der er tættere på sandheden...Og længere fra den. Om end selve skabelsen er et evigt spørgsmål. Jeg er dog ikke typen der tror på nogle guddommeligheder. Guder, giganter...Et eventyr"
Han smilte let.
"Men hvad med Dem selv Gray? Tror De på noget på guddommeligt, og deres skabelse af os alle sammen?"
Bogen lagde han ved siden af sig.

Blomstrede møbler, sikke en uskyldig formulering fra den ældgamle archdemon. Den fik skam et smil frem på Lady Grays læber. Genevira og hendes lilje bannere var langt fra uskyldige, hendes poesi om et samlet Doomsville lige så en front. Liljen bar magt, liljen vil bringe nye tider og liljen var farligere end ild. Og Lena… Lena frydes i eksperimentet der var liljedomination. Nu var Madelena Gray ganske ung for en dæmon med råd til et godt helbred især. Men evighed føltes allerede længe… og sådan et ryk i samfundsorden skulle man vente årtusinder på.

”Lady Isherwood har været aldeles imødekommende, hun bærer visdom imponerende for især sin unge alder. ”

Sagde Lena uden at indrømme sig til egne meget få dæmon år blandt de levendes plan.

”Jeg skal beklage til jer begge, mindes jeg. Hvis min tilstedeværelse og søvnrytme på oprørenes nat skabte ubelejligheder på borgen… det er en ydmygende affære”

Ja efter at samle en tyve katte op på sin flugt og kontemplere over pøblens dårlige manere, havde dæmonen fundet sig noget udmattet, som hun endelig ankom til borgen med de resterende adelige. Derefter faldet i søvn på åben gang med bunken af katte omkring sig. Nu var lord McGivens blevet advaret om dette og Lena så som sådan ikke noget i vejen med sine instinkter, i trit med majestætiske dyr men en anelse ubelejligt var det vel at optage den plads når nu styret havde så travlt med krigsforbrydelser.

”Der er en undervurderet skønhed frie stokkes vildskab…”

Var Lenas eneste kommentar om lord Mcgivens have. Ja skovene hun var vokset op omkring og vandret rundt i katteform som barn var vel det, frie. Modsat noble Gray børn, der ved ægteskabs parat alder forventes at ofre langt mere af sig end blot friheden de fleste gifte kvinder gav…

Det var kommentaren om Mcgivens husholdningen hun fandt… overraskende. Lord Mcgivens var en privat mand, så meget havde hun konkluderet fra deres få interaktioner og hvad man nu overhører som kat. Og der var rygter hist og her. Men havde han et motiv for at omtale sit privatliv for hende? På sådan halvkryptisk vis. Og han vågede beskylde hende for en gådefuld natur?

”Jeg håber deres husholdning og gæster er i sikker behold… efter alt hvad vore hjem har været igennem”

Hun valgte at anerkende hans ord men lade ham uddybe hvis ønsket, som samtalen gled videre til kunsten af fortælling og teater. Hun elskede i sandhed teateret, hun og Caleb havde i mange stunder af barndomshjemmets somre på at opstille forestillinger af folkelegender og prætentiøse stykker. Derunder fladet i stridigheder over hvem fik de centrale roller.

”Er adlens strabadser ikke blot et teaterstykke? Nedskrevet af en vis galning?”

Hun smilede og satte sig ved siden af ham, i noget mere galant maner en han, en gal professors glimt i øjet af længsel for et videnskabeligt indblik og intelligent samtale. Og indblik til Lord Mcgivens ideer fik hun… det var en farlig påstand i nogen cirkler, at indrømme sig vantro, at benægte guderne. Hun kunne ikke undgå at undre sig, hvorvidt han havde større tillid til hende end hun havde beregnet, eller om udsagnet var en test af en art. Søgte han en reaktion?

”Jeg er til tider så vis jeg intet aner af hvad jeg siger, en smule indbildskhed er skam sundt nok.”

Hun startede sit svar spøgende ud. Men overvejede grundigt sine næste ord. Af hensigt til sin skepsis til Seans intention såvel som hans endelige spørgsmål. Hendes ideer. For hvad mente Lady Gray, i al sin selvudpegede visdom om… eksistensen selv? Ja det var en af disse stunder hvori hun afskyede sin unge alder. I Gray slægten var ungdom ikke et eftertragtet træk. Nej visdommen af en uendelig eksistens var begærbart. Hendes ansigt havde måske nok begyndt at tage form af en aldersløs skabning, frem for ungdommens sødme… men tiden at kontemplere eksistens i… den kunne hun ikke påstå sig at besidde. Hvor ydmygende…

”… myterne… legenderne… guderne… jeg tror på at de bærer en sandhed. De såvel som eventyr besidder essensen af dæmoners… menneskers… havboeres sind. Hvor bogstavelige beretningerne så end måtte være, er et andet spørgsmål… Er det vigtigt hvorvidt de er tro? Når de og deres indflydelse fortæller os så meget om hinanden?”

Genevira bar rigtig nok en speciel visdom. En speciel måde at tænke på, og analysere tingenes tilstand. Det var hvad han havde set første gang han mødte hende - og hvorfor han med det samme havde tilbudt hende job og uddannelse under hans vinger. Genevira var...Ikke som alle andre. Og tanken gjorde ham både glad og...Stolt?
Hun var den tætteste han nogensinde havde mødt, på en ligesindet. På trods af de hverken delte køn, race eller meget andet for den sags skyld. Men rent intelligensmæssigt...Jovist. Der var mange kloge og intelligente folk i denne verden. Hvis man ledte de rigtige steder. Men Gene...Hun kunne følge hans indviklede tanker uden besvær. Og de kunne snakke hele natten, fordi de havde samme...Hvad sagde man? Mønster? Måde at tænke på?
Også selv om de ikke altid var enige.
Men de ting ville han aldrig kunne sige højt, uden at blive anklaget for intimitet der aldrig havde eksisteret mellem Gene og ham selv. De var tætte. Men ikke på en måde hvor de var hinandens hemmelige elskere. Tanken var så fjern for ham, at den fremstod komisk.

Sean måtte koncentrere sig og huske tilbage. Hvad undskyldte Lady Gray for? At...Sove? På den skæbnesvangre nat?
Sean havde haft så meget andet at tænke på, at han på intet tidspunkt havde bekymret sig over hvem der sov hvor - mange adelige havde søgt tilflugt på borgen. Der havde været kaos, og folk havde fået lov at opholde sig i hvilke rum der nu havde været ledige til det.
"Alt forladt"
Forsikrede han blot. Han kunne da godt tilgive hende denne ting, hvis det nu betød noget for hende.
"Og tak. Mit hus slap...Let"
Han lod emnet falde der. Let, fordi han havde sørget for ekstra sikkerhed på den gade. Kampen var aldrig nået helt op til hans hoveddør - og hans dyrebareste. Nok til at nogle vinduer og døre i huset var gået i stykker, men det var med vilje. Et syns skyld. Men totalskadet og brændt ned havde han nu undgået. De få der havde prøvet var blevet dræbt eller jaget væk.
Det havde været nemt nok, når han nu selv havde stået bag det hele, trods alt.

Der manglede ingen ydmyghed i at kalde sig selv for så vis, at man intet vidste. Eller også var det en indrømmelse. Lady Gray var ikke dum, så han hældte mest til at tro på det første. Men det ville passe i tråd med hendes opførsel og manerer at lægge vægt på det sidste.
"Essensen af vores sind?"
Sean så lidt frem for sig, på trods af han havde rettet sig lidt i sofaen, så han sad skævt og var rettet mere over mod hende med kroppen. Det ene ben trukket lidt på sofaen, og en arm langs ryglænet. Der var heldigvis god plads til at han ikke trængte ind i hendes intimsfære ved at sidde sådan.
"Så hele vores liv...Alt hvad vi er...Er et eventyr?" drillede han hende.
"Historierne er et bevis på vores evne til at tænke abstrakt. Og tænke på ting der end ikke er håndgribelige for os. Så på den måde...Kan de fungere som en essens af hvilke væsner vi er. Men hvis De mener at troen på noget guddommeligt er en del af hvem vi er...Må jeg desværre melde mig dybt uenig"
Han så intet problem i at indrømme han ikke var troende. Måske fordi så få af hans bekendtskaber var det, at det sjældent var et problem. Som hersker havde han altid holdt det hen i det uvisse. Aldrig helt tilkendegivet noget. Men det virkede ikke som om Genevira havde travlt med at skulle genopbygge de ødelagte hellige bygninger i byen. Så måske var der nye tider, hvor den direkte indrømmelse højst vækkede fornærmelse mellem de mest fanatiske.

Måske var det hans manglende interesse i eventyr, og derfor det at han ikke havde læst særlig mange af dem. Men han så ikke eventyr og myter om guder fortalte særlig meget om folk omkring ham. Nogle folk kunne analysere dem og trække alle mulige meninger ud af en tekst, uden at vide om teksten var tiltænkt sådan eller ej. Alle kunne dreje og fortolke. Og det i sig selv kunne måske igen sige noget om folk. Om folkene selv. Ikke om teksten.
I hans mening, var det måske værd at tilføje.
"Vores samtaler er spændende. Vi har forskellige opfattelser af...Så mange ting. Det er godt at blive udfordret på sine ståsteder" bemærkede han til sidst. Ikke at hun endnu havde sagt noget, der fik ham til at ændre mening om noget. Men han elskede at tænke - og blive udfordret i sine forståelser.

Lettet over Lord Mcgivens manglende anerkendelse af hendes postyr var hun. Med fortrydelse stadig at det var midt på slottets åbne gang hun var faldet i søvn, i stedet for at finde et mere anstændigt værelse. Hun nikkede dog taknemmeligt. Lagde sit fokus på mandens bekræftelse af husstandens sikkerhed.

”Det glæder mig at høre, min egen stand er sluppet, på nær tjenerfløjen men kattene er i god behold.”

Hun havde lyst til at tilspørge nærmere… om hans husstand, hvem den bestod af og hvordan en mystisk tidligere hersker i sandhed levede og fandt komfort. Men noget sagde hende han ikke var meget for at dele personlige miner og sandheder. Hvad vidste hun i virkeligheden om ham? Han besad megen magt stadig, han besad værdsættelse af roser… men hvad ellers? Hvad hun ved deres sidste møde havde antaget for paranoia, bragte hende nu i tvivl. Var det et kalkuleret valg? En facade til at retfærdiggøre sin kryptiske natur, sin manglende deling af viden? Var hun blot en del af hans plan? Hvad end den nu indebar…

Så hun valgte at udlade flere informationer om egen husstand. Som svigerinden og de fem menneskebørn som nu boede hos hende og spøjst nok kaldte hende far til tider.

”Er vi så langt fra? Eventyr? Gudemyter? De er fortalt og nedskrevet af væsner som os… Væsner med noget dystert på hjertet, eller væsner med håb og drømme… Væsner der forsøger at sprede det gode ord. De besidder en sandhed om de som fortæller dem og de som tror dem…”

Var avisernes historier ikke også konstruerede fortællinger om en helt og en ondskab? Havde han ikke selv udvalgt Genevira Isherwood fordi hun besad essensen af den folkehelt Doomsville manglede? Hvem skulle have vidst at en barndom af eventyr vil gøre dæmonladyen så glad for propaganda?


”Ser de mørkets væsner i menneskernes historier, repræsenterer kun en smal opfattelse af vores sind. Vi repræsenterer der deres frygter og deres skrøbelighed. De maler billeder af lysets heltinder og lykkelige slutninger fordi de har brug for dem… Men eventyr jeg voksede op med… ja de fortæller en anden historie… Engle og puritanere der, de repræsenterer straffe, lidelse… tilbageholdte begær.”

Det lykkedes at fange den lille killing inden han sneg sig op på lord Mcgivens, og hun sendte Archibald et blik af en belærende forældre.

”De nævnte selv teateret… i sin vis er er politik heller ikke langt fra scenekunst…” En scenekunst Lord Mcgivens besad talenter i… Hvilket fascinerede hende lige meget som det bragte kvaler. En del af hende nød legen og en del følte sig så ydmygende ung og dumdristig for ikke at have gennemskuet hele hans spil.

”Jeg indrømmer at nyde deres selskab…” Måtte hun afgøre i oprigtighed. De stolede nu nok ikke på hinanden men skulle de lede hinanden ind i dystre lege… kunne det blive ganske morsomt. Men hun ville observere hvad han vil gøre med det udsagn. Vil det blive udnyttet?

Sean tvivlede ikke på at kattene var blevet reddet på den aften. Hvad vidste han om Lady Gray? Katte, roser - ja, blomster og perler generelt - og afdøde ægtemænd. Og et ønske om at stige i graderne, måske også i skyggen, fordi man som kvinde ikke altid kom så langt. Sean havde sludret med nogle adelige der var fornærmet over Genevira ikke var gift. Hvor var stabiliteten og en mand til at lede tingene? Kvinder vidste man aldrig hvor man havde.
Til dels kunne Sean forstå tanken. Mænd og kvinder kunne tænke på to dybt forskellige måder, og lægge vægt på helt forskellige ting. Og for nogle mænd var det åbenbart skræmmende. Sean fandt det kun interessant. Han kendte mange stærke kvinder. At tænke mindre om dem faldt ham ikke ind.
Nej, kvinder som mænd - alle kunne være mystiske og ambitiøse på deres egne måder. Og Lady Gray slog ham som der gerne befandt sig i dette puslespil eller teater.

"Væsner...Som opfinder historier, fordi de ikke kan andet. Hvad med at forme deres omgivelser? De besidder ikke andet end evnen til at skrive, og lader som om det er en kunst"
Måske satte Sean det også lidt på spidsen for diskussionens skyld. Han elskede at læse, selv om det oftest var faktuelt eller videnskabeligt, måske historie. Nej, Sean havde begrænset overskud til at sætte sig ind i såkaldt kunst - hverken den skriftlige eller maleriske.
Og det var blot endnu et punkt hvor hans adelige uddannelse manglede. For han var jo slet ikke født adel, selv om han begav sig som en.
"Hvis de brugte bare en anelse af den energi og tid på at omforme deres virkelighed, som de brugte på at opdigte historier...Kunne de være et helt andet sted i deres liv" bemærkede Sean, ikke uden et svagt smil.
"Forskellen for os...Er vi former vores virkelighed. Og måske er det også en historie i sig selv. Men i så fald...Er den virkelig. For os, hver især, som individer"

Hvad angik politik dog, var han fuldstændig enig med Lady Gray.
"Politik er teater. Det er løgne og løfter. Det er manipulation og propaganda. Findes der noget sjovere end at gennemskue hvordan man får andre til at gøre ting...Af deres egen frie vilje? Af en dyb overbevisning om at det, de gør, er meningen med deres liv?"
Det var som om det tændte en lille gnist i Sean. Det var hans spil. Han havde spillet sådan hele sit liv, til det punkt hvor han kunne blive i tvivl om noget som helst i hans liv var oprigtigt og med mening. Eller om alt bare var manipulation på et eller andet niveau. Hvad var relationer, end udnyttelse af hinanden? Til at få sig selv til at føle sig godt tilpas, eller for at udnytte hinandens styrker og interesser?
I dag vidste han bedre...Måske. Noget af vejen. Men tanker som disse var ikke fremmede for ham, og fik ham ofte til at trække sig tilbage fra alt der involverede følelser i hans eget liv. For hvor passede de ind, i hans logiske tankegang? Hvorfor følte han sådan - og til hvad nytte?
Nej. Han havde ingen evner i at behandle sine egne følelser. Og måske var han på det personlige plan gået glip af meget glæde, fordi han ikke kunne reagere ordentligt i situationerne. Andet end vrede. Han vidste hvordan han kunne bruge sin vrede.

For et øjeblik fordybet i egne tanker, så han over på Lady Gray igen.
Ja. De nød hinandens intellektuelle selskab. Der var noget behageligt ved selskabet. En lille bobble for de to alene. Til at diskutere, og måske også diskutere almindeligt kendte forbudte emner. Såsom manglende religiøsitet.
"Engle og dæmoner...Og den sandhed man ser I dem"
Bemærkningen var svag, som en udånding mere end en fuld sætning, og kunne let forsvinde ud i rummet uden at blive hørt eller besvaret.
Der fandtes onde engle og søde dæmoner. Der fandtes altid det modsatte. Men folk havde lært af erfaring og viden fra deres historier og forældre, hvad der var farligt og hvad der var godt.

”Og… hvem siger at historier ikke former vore omgivelser?”  

En let latter undslap lady Gray, efter Sean Mcgivens bidrag til diskussionen. En ide hun fandt ganske naiv, fra en mand der jo selv holdt sig ved magten ved hjælp af skyggeteater. Og en mand der havde forfremmet århundredets fortælling til historiebøgerne, Genevira Isherwood.

”Historier kan skam være en distraktion fra vore virkelighed…”

Lena var stille en stund, en melankoli pludselig bag de mørke øjne, som hun strøg katten på sit skød, i et forsøg på at genfinde fodfæste. For bar Lord Mcgivens ord en snilde sandhed, vil en vis dæmon ladys stolthed lide. Når de skrev sangene om Madelena Grays bedrifter, var de lange stunder hun tilbragte skjult i bøgernes vold, fra sin menneskelige ægtemand… ikke just vers hun hungrede efter at høre. Hvor ganske simpelt Lord Mcgivens ord fik det til at lyde, og hvor længe havde hun tilbragt med et menneske af ganske afskyelig natur… uden at omforme sin virkelighed… et menneske…  

Videre talte ladyen dog, en gal professor for eventyrenes studier, var det fortrukne indtryk at efterlade end den magtesløse hustru.  

”Men har fortællinger… religioner… tro ikke netop væltet store husstande og nationer? Såvel som holdt dem kørende? Lad mig fortælle dem to historier… der var engang en ganske respekteret familie… ældgammel slægt, nogle siger de husker Lancaster familien fra tidernes morgen. Baller fra historiebøgerne blev afhold blandt de mystiske haller… men den ældste lord Lancaster forglemte sig stille og roligt på sit ry… forglemte verden udenfor sine tykke stenmure, der jo med snilde kunne beskytte hvad han holdt kært. Bønderne derimod… de så kun skatter der steg og steg, og forglemte sig på hvorfor de nu igen tjente deres formål. Et rygte spredtes om Lord Lancasters uvidenhed og Ladyens signifikante ligegyldighed for folkets mangel på brød… Om rygterne mon sande var, eller blot eventyr… det kan ingen af os bekræfte. Men hvad bekendt er, er at familien en ganske uventet nat, befandt sig i volden af flammer, antændt af en vred hob. Kun tre unge Lancasters, uden megen formue tilbage, lever til den dag i dag… og de ansvarlige… skaffet af vejen af Lancaster familiens allierede. Så meget blodspild…
Men en helt anden historie, som lovet, lyder således. En landsby af mest elvere og mennesker begynder at få besøg af to dæmonbørn, en dreng og en pige der kom dansene med en flok ravne  omkring dem og en ged dansende i trit. Nogle siger de var strålende og begavede for deres alder. Andre at de kom med sygdom og fordærv, nogle fortællinger siger endda at de havde en lille pastel fugle de bar med sig, var et fortryllet barn, som selv Elona dal ikke kunne redde. Et ry de to søskende nød ganske udmærket, de vil lege med landsbyens børn… påstå en forbandelse kom gratis foræret med gaver de gav dem, skrev endda digte derom på de forunderlige sten de fandt i skoven, blot i håb om at give en vandringsmand et mareridt eller to. Nogle påstod endda at forældre ville forsvinde, risikerede man at udtale en klage over for de to dæmoner.  Så børnene begyndte at efterlade gaver til dem, en ide de troede på vil beskytte dem fra dæmonernes lege og det var en handel de to fandt ganske underholdende… Selvfølgelig var de for det meste blot børn der legede dystre lege, og forbandelser ingen steder at finde, pastelfuglen blot deres elskede bror... desuden fandt disse historier sted generationer siden og alle er nu vokset op… men ofringer kan stadig findes. Sange er skrevet om dem… eventyr… nogen mere sande end andre, men legenden lever og makabert eller ikke… så vedligeholdes relationen mellem bønder og lokale dæmoner.”


Fordybet i sin eventyrlige slægtsfortælling var hun blevet, og ganske underholdt af at forsøge at gennemskue Sean Mcgivens reaktioner.

De var dog nu trods alt ved en enighed, om politikkens teatralske sider. Ganske spændt lyttede hun til hans ord. At få andre til at gøre noget… af egen fri vilje… Ja Lena indrømmede skam ikke svagheder let men at lære af Sean Mcgivens var vel… ganske brugbart.

”…det lyder som om de besidder en ekspertise der? Hvor… fascinerende… ”

En distraktion?
Hans blik gled rundt i lokalet ved den kommentar.
En distraktion....
Fra alt der skulle laves? Seans distraherede sig med virkeligheden. Havde ikke tid til at spilde tid på andres historier, travlt beskæftiget med at skabe andres. Ændre andre. Omforme andres. Til hans egen fordel, selvfølgelig.
Ligesom Genevira.
Men tingene med Genevira havde ændret sig. I starten...Havde han bare set en ung kvinde, der havde lokket hans interesse med overraskende ord og indsigt. En kvinde, der kunne følge hans kringlede tanker. Med tiden, næsten uden han behøvede sige dem højt. Selvfølgelig fordi hun som hans personlige tjenerinder, og til sidst næsten husholderske, havde vidst hvad han skulle bruge hvornår. Hun havde været dygtig og lærenem...
Og han havde set en snert af sig selv i hende. Og var blevet glad for hende. Hun var blevet til mere end bare en brik - selv om han havde spillet det lange spil til ende, før det gik op for ham at visse ting ville han aldrig kunne forudsige eller planlægge sig ud af.
Følelser.
De ødelagde så mange ting.

Han trak vejret dybt og vendte tilbage til Lady Grays historier. Som nu distraherede ham fra andre tanker på godt og ondt.
At høre historier, der ikke var faktiske historier om noget der skete nede i byen, i andre byer eller for naboen, havde altid været næsten søvndyssende for ham. En stilstand. At sidde stille og lytte var han ikke god til. Selv når hans folk fortalte ham om byens tilstand - fra skyggerne - var det næsten altid i gang. Sean stod sjældent stille længe nok til andet.

Var disse historier nogle Lady Gray havde læst, eller nogle hun kendte fra en mere personlig vinkel?
Det betød ikke noget, for de fungerede som eksempler.
"Men ry..."
Han så på hende med et lille smil.
"Ry. Rygter. Vil jeg vove og påstå er andet, end de lange eventyr De finder i tykke bøger, og som nogen har brugt en livstid på at skrive ned. Rygter er levende historier, fortalt mund til mund, og som omformer vores virkelighed nu og her...Eller i den nære fremtid"
Havde han ikke selv spillet tungt på rygter, både nu og til al tid? Stemningen omkring ham lige nu, i det offentlige, var ikke specielt positive. Men han havde placeret sig der med vilje. Målet helligede midlerne, og han havde opnået hvad han ville. På trods af uforudsete hændelser.
Med tiden ville folk glemme ham igen, især fordi historierne om Genevira fyldte mere og mere. Og glemt var præcist der han gerne ville være - med undtagelsen af hans generelle gang i byen.
Kun sejlivede dæmoner og vampyrer ville sikkert huske ham i længere tid, end menneskets flygtige hukommelse. Og kun så længe det var relevant for dem.

"Rygter er en kunst. Hvor kommer de fra? Hvem startede den? Den sure nabo? En glemt elsker? Jalousi, misundelse, eller er rygtet ligefrem positivt? Eller måske opstår de helt andre steder, fra helt andre spillere...Man kan aldrig stole på rygter. Andet end de påvirker de let-påvirkelige" bemærkede han, ikke uden en lille gnist. Var rygter ikke netop en del af det politiske spil? Det store spil for manipulation og magt?
Enhver god politiker kunne spille på rygter og historier blandt sine folk. Og de fleste blev påvirket af dem, på den ene eller anden måde. Kun de vigtigste spillere virkede tilbageholdne hvad angik den slags. Men selv de kunne vælte, hvis man fjernede deres ben - deres bønder og folk - under dem.
Sean elskede det. Levede for det. Og nu, et liv uden en stor plan, var næsten kedeligt. Men hvad skulle han dog gå efter? Bruge tid på?
Andet end at genopbygge sin klan og hjem.
"Beklager...Jeg sidder og fylder Dem med snak, de fleste aldrig ville have med en kvinde. Selv om vi begge ved, ingen af os er helt som de andre. Men jeg er også overbevist om at De ville kunne hjælpe Genevira på Deres helt egen måde"
Om Gray mente han virkede erfaren på det punkt eller ej...Et eller andet sted gjorde det ham bare stolt at nogen tænkte det. Især oven på Geneviras knap så...Glade...Udgangspunkt.
Hans største plan nogensinde. Og han kunne ikke engang nyde sejren.

Lord Mcgivens fixering på den såkaldte virkelige verden, ja den fik hende til at smile en anelse. Ry, eventyr… man kunne vel forsøge at finde et skæld derimellem. Men hendes morskab kom fra tanken om sin tante og onkel. Hvor kedsommelige Lenore og Edgar Gray mon vil finde denne hersker. Jo er det ikke ligefrem fordi vi har en Gray uden sine særheder at påpege som pragteksemplar. Men de to var kendt for deres benægtelse af virkeligheden. De levede i deres egen verden om situationen så end blot var en familiemiddag. Jo de havde en effekt på pøblen, så meget er sikkert. En inspirationskilde til folkeeventyrene endda måske. Og så insisterede de på at gøre en leg ud af enhver begivenhed. Ved sidste nat af dæmoniske selskabelige spil, forgik de to reglerne fastlagt, og forsvandt så langt ind i deres rollespil, at Lenore erklærede sig død og Edgar involverede necormancy til sit spil. Det bør nævnes at spillet i tale startede ud som skak. Så vi som læser kan måske konkludere, lady Grays opvækst ikke ligefrem prioriterede virkelighed.

”Nogle vil påstå den levende virkelighed er en overvurderet farce… Inden den ender i sange og tykke bøger”

Hun forstod dog lord Mcgivens standpunkt, at skelne mellem fantasiens verden, hvor en del Grays befandt sig af hver sin årsag, og et rygte af selskabelig sladder. Jo sidstnævnte kunne hun for diskussionens skyld, betragte som sin egen kunstform. Og hans fiksering derpå… ry… virkelighed, fik hende til at overveje de to dæmoner, til stede i øjeblikket. Ja manen havde virket nær paranoid ved deres sidste forhandlinger, og hun havde jo også lidt af et ry med sin husbonds død… døde svirebrødre… en omkommet svigermor… Lord Mcgivens og hans position, deres position i hinandens spil, ja det var endnu et mysterium.

”…og hvordan vil de, Lord Mcgivens have deres ry fremlagt? Hvordan ønsker de at fremstå… for os? Er vi de… let påvirkelige de betegner?”

Hun henviste til sig selv og katten, i færd med at fare rundt mellem hans ben, en stark kontrast til den stoiske lady.


”Og mit ry… de må have undret dem…”

Ladyen så fortsat munter ud, mysteriet af Lord Mcgivens og Doomsvilles intriger for fascinerende til at undlade smilet. Som han nævnt Genevira, måtte hun indrømme sig oprigtigt flatteret. Der var punkter hvorpå han virkede til at se hendes værdi, om dette for hende var en glædelig nyhed, eller hendes undergang… det måtte tiden vise.


”Hvorfor beklage? Fylder måske tværtimod deres hoved med eventyr… Det glæder mig, at vi begge ser fremtid i lady Isherwoods styre. Om det er de tykke bøger, eller rygtets kunst fra en Terrorville opera aften som definerer hendes historie… jo det kunne vi vil bruge årtier på at diskutere.”