In the Hands of a Demon - Emery

Sted: En bar i Rotten Root distriktet, Doomsville
Tid: Sen aften
Vejr: Lunt og let blæsende
Omgivelser: Masser af fulde folk

@Emery

Stemnings Musik:

Det var sommer i Underworld og dette kunne mærkes i et sted som Doomsville. Varmen havde gjort folk lystige og tørstige hvilket havde resulteret i at stort set alle barer var fyldt op med mennesker. Det var nemt at forsvinde i sådan en mængde... eller at blive overset. Det var det perfekte sted at gemme sig - hvilket på sin hvis var det som Vetis var i færd med.

Han havde i nogle dage holdt øje med en specifik engel, som havde fanget hans opmærksomhed. Nemlig fordi at der var så mange som havde kontaktet Vetis i håb om at afstraffe englen. Den uheldige engel var en kvinde med noget mærkværdig hår. Efter sigende havde hun noget af et temperament samt næver. Han havde set hende tit i Doomsville - hvilket havde gjort det nemmere for ham at samle informationer om hende. Hun havde noget af et rygte og Vetis havde ikke kunne lade være med at smile, da han havde hørt at hun var til at hyre. Dette gjorde blot hans job endnu nemmere. For det var nemlig nemmere at indsamle informationer om hende, samt en måde for ham at kontakte hende på... og opsætte en fælde for hende.

I løbet af nogle få dage havde han opbygget en meget simpel plan, som skulle sørge for at han fik fat på hende - uden de helt store komplikationer. Han ville få nogle til at tage kontakt til hende, og igennem dem få hende sendt ud på en lidt svær opgave. Han ville sørge for at opgaven var udfordrende nok for hende, men ikke sådan at hun ikke kunne klare den. Hun skulle i alt fald bare udmattes nok til at hun ikke ville kunne stritte for meget imod. Men de bedøvende midler som han havde tænkt sig at give hende, ville i alt fald sørge for at hun intet ville kunne gøre. Nu var det bare at få dem administreret til hende, men det skulle ikke blive noget problem. Hvad Vetis havde fundet ud af var at kvinden havde det med at blive tørstig efter sådan en opgave. Hun var oftest til at finde i nogle af Doomsville's barer. Han havde fulgt hende og fundet ud af hvilke nogle som hun besøgte mest. Han havde ændret udseende nok til at han ikke ville blive genkendt så nemt - så i aften havde han udseende som en blond mand, iklædt en stråhat og mest af alt lignende en hårdtarbejdende landmand.

Han havde fulgt med englen efter hendes job var blevet udført, og holdt nu blot øje med hende. Han havde forberedt en speciel drink til hende, men han ville lige lade hende indtage en del mere alkohol. Hun havde trods alt fortjent at hygge sig en smule, inden at han ville introducere hende for en verden af smerte.

En af de meget få ting her i livet, som faktisk formåede at gøre Emery i nogenlunde godt humør, det var et veludført stykke arbejde. Der var langt imellem dem. Specielt efter, at hun valgte at rykke rødderne op og flytte mere eller mindre permanent til Doomsville. Målene var ikke ligefrem blevet mildere eller mindre, selvom livsvilkårene i Doomsville var betydeligt værre end Firewood, hvor hun var opvokset. Det var mest gale køtere man stødte på derhjemme, og dem havde hun efterhånden et godt tag på. Nej, Doomsville var helt sin egen. Derfor gjorde det hende blot ekstra begejstret, da hun efter en længere rejse tilbage til sin hjemby, modtog et tilbud i Doomsville. Opgaven havde ikke just lydt nem, men intet hun ikke kunne klare. Og selvom Emery havde det med at tage munden for fuld, hvilket også syntes tilfældet i denne omgang, så havde hun klaret skærene uden de helt store omkostninger.

Emery havde som sædvanligt trukket sig tilbage efter arbejdet var udført. Hun var sluppet relativt billigt, men havde alligevel haft brug for et bad. Derefter var hun klædt om. De mere praktiske, hårdhændede klæder hun brugte til diverse jobs var blevet smidt til fordel for et par behagelige, sorte læderbukser, en løs, hvid skjorte, samt et par letter højhælede støvler, hvori der som altid gemte sig en kniv. Det våde hår var blevet sat op i en hestehale, og eventuelle skrammer, som hun havde pådraget sig under arbejdet tidligere på dagen, var blevet plejet og smurt med en salve, som moderen havde sendt hende afsted med. Emery ville aldrig komme til at forstå moderen 100%, men hun havde aldrig tvivlet på hendes evner som healer. Det havde reddet hendes skind mange gange. Emery besluttede hurtigt at droppet kappen, men havde i stedet brugt vingerne som afskærmning mod eventuel vind på hendes vej mod en af stambarerne i området. Kroværelset bar trods alt stadigvæk præg af, at hun havde været en længere periode, og hun havde stadigvæk ikke fundet overskuddet til at få gjort ordentligt rent. Så med nyvunden mønt på lommen, havde hun følt det ganske velfortjent at fejre det på ordentlig manér.

Emery havde fundet et ledigt bord i et stille hjørne af baren, hvor hun lod sig dumpe ned. Det var sent, og hun var egentlig træt, men maven knurrede efter at have gået det meste af dagen uden mad. Så hun fik hurtigt bestilt to krus øl, samt en portion af dagens ret. Da det hele ankom, bundede hun som det første et af krusene med øl inden, at hun gik i krig med maden – en form for gryderet, som hun ikke turde tænke for meget over. Den behagelige varme fra alkoholen spredtes langsomt i kroppen, imens hun tyggede sig igennem måltidet, og en gang imellem fik kastet et dovent blik ud mod resten af publikummet i baren denne aften. Umiddelbart så hun ingen familiære ansigter, så hun valgte at koncentrere sig om maden. Hun regnede ikke med, at dette blev en lang aften. Efter måltidet drømte hun egentlig mest om et blødt sted at sove. Emery stoppede derfor endnu en skefuld mad i munden, og tyggede søvnigt videre.

Vetis så på imens at englen tog for sig af mad og drikkelse. Hun kunne virkelig fylde sig... og hurtigt, hvilket for Vetis kun var en fordel. Det ville dermed gøre det en del nemmere at smugle noget ned i hende, siden at hun tyrede det hele i hovedet. Manere var ikke noget som hun syntes at have meget af, men havde hun haft det havde hun nok heller ikke havnet i denne situation - også havde det heller ikke været lige så sjovt at undersøge hende samt få jagtet hende. Ikke at hun virkede til at have en formodning om at hun var blevet jagtet. Hvilket nok var ret så godt, for det ville tyde på at Vetis var en dårlig jæger... Noget som for Vetis ville være blasfemisk blot at tænke. Men nok om det... tilbage til kvinden.

Vetis havde gjort det klart hvornår det var tid til at give hende bedøvelsesmidlet til dem som han arbejdede sammen med. Midlet var langtidsvirkende, da det nok ville sætte nogle alarmklokker i gang i hovedet på hende hvis det gik for hurtigt. Det skulle for kvinden virke så naturligt som muligt også selvom en bedøvelse var langt fra naturlig. De fleste ville ane uråd over så pludselig en døsighed, som gjorde én ude af stand til at holde øjnene åbne. Én som kvinden var nok en som i sidste ende ville ane uråd, men det var derfor at hun havde fået den svære opgave. Derudover når effekten først var sat ind ville det være for sent for kvinden. Bedøvelsesmidlet var trods alt ret effektivt... især siden at Vetis selv havde udviklet og perfektioneret det. Derudover havde han flere års erfaring med at teste det på diverse væsner og tilpasset det specifikt til deres race. Hvad skulle en gal mand ellers få tiden til at gå med? Nogle mente nok at Vetis burde få sig nogle mindre dødelige og terroriserende hobbyer... men, jokes on them... Vetis malede også i sin fritid og der var ikke mange som havde lidt overlast af den hobby - kun få havde indtil videre.

Nårh, nu var det vel også på tide at få indfanget den engel. Vetis havde en del planer som han gerne ville have realiseret, så han gjorde tegn og den næste drink som kvinden fik ville indeholde det bedøvende middel. Vetis drak videre af sin egen drink, imens at der blev serveret for kvinden. Midlet skulle ikke være til at lugte eller smage, men det var aldrig til at vide hvad der kunne ske. Vetis selv håbede bare at kvinden gjorde det nemt for sig selv, og blot tømte kruset som hun havde gjort med de tidligere.

Emery var lidt over halvvejs igennem sin mad, da hun bestilte en tredje øl. Egentlig var det mest, så hun havde en klar, som kunne nydes efter måltidet. Hun overvejede noget stærkere, men det virkede en anelse spildt, når hun blot sad der alene. De stærke sager var som regel ment til en aften i godt selskab eller til at drukne sorger i en fart. Og da ingen af delene var tilfældet, blev hun enig med sig selv om, at det ville vente til en anden dag. Desuden havde hun en flaske udmærket rom på værelset. Et enkelt glas af det inden sengetid hjalp altid med en tung og god søvn. Hun så op endnu engang, og kastede et ligegyldigt blik rundt i lokalet. De grønne øjne standsede kort ved en bestemt mand. Hun have fanget hans blik, hvilende på sig. Selvom hun umuligt kunne tyde racen, da afstanden og larmen mellem dem ikke gav hende en chance for at analysere noget som helst, så slog ham hende som værende harmløs. En træt landmand, der som hende selv, søgte en drink at lune sig på. Hun hævede derfor blot kruset i en skål, og tømte derefter resten af indholdet inden, at hun gik i krig med resten af sin mad.

Med et tilfreds suk, smed hun sig tilbage i stolen. Madens kvalitet og egentlige næring kunne nemt diskuteres, men det mættede, og det var trods alt det vigtigste. Emery kom ikke fra nogen rig fra familie, og var ikke nogen stor kok selv, så hun slog sig ofte til tåls nogle ret… anderledes… retter. Men de var næsten altid billige, nemme og robuste. Englen strakte sig dovent, og mærkede vingerne ramme væggen bag hende. Kroen var ikke stor, men egentlig ganske hyggeligt – specielt når man tænkte på, at det var Doomsville. Netop som hun faldt på plads i stolen igen, midt i et knap så diskret gab, fornemmede hun ud af øjenkrogen, hvordan endnu en øl blev placeret på bordet. Den tomme skål blev hurtigt skubbet til side sammen med det sidste tomme krus inden, at hun greb om den nyeste læskende drik.

Kruset blev sat for læberne, og hun tog en god slurk, som svarede til ca. 1/3 af indholdet. Hun tømte det ikke i et drag, som med den første, da hun efterhånden var ganske veltilpas, når det kom til mæthedsfornemmelsen. Denne øl var egentlig mest for hyggens skyld, og hun brugte det som en undskyldning for at sidde en stund længere inden, at hun begav sig hjemad. Hun bemærkede dog kort for sig selv, at øllen smagte anderledes end den første. Det var ikke nogen voldsom forskel, og havde hun været bare en anelse mere beruset, så havde hun helt sikkert ikke bemærket det. Alligevel var der noget, som hun ikke helt kunne sætte fingeren på. Hun kastede undersøgende et blik ned i kruset, men det dunkle lys på kroen, gjorde det svært at vurdere, hvorvidt der skulle være noget grums eller andet fra øltønderne, som generede smagen. Hun testede desuden ved at lugte forsigtigt til kruset, men opfangede heller ikke der noget usædvanligt. Emery sad tøvende et øjeblik, stirrende på kruset i hånden før, at hun til sidst trak på skuldrene, og slog det hen som værende en anden type øl end den, som hun havde drukket først. Hun slugte derfor endnu en slurk, og gav sig til at rode med sit hår i stedet. En hånd blev rakt op, og løsnede hestehalen, hvilket fik det grønne hår til at falde ned over skuldrene. Emery redte det kort igennem med fingrene, hvilket syntes at få en glødende effekt til at ulme svagt igennem lokkerne, inden det hurtigt døde ud igen. Sådan fortsatte hun lidt inden, at hun gav sig til at flette det stadigvæk let fugtige hår, imens hun tog små slurke af øllen nu og da.

Vetis' og kvindens øjne havde mødt hinanden kortvarigt, da kvinden havde kastet blikket rundt i lokalet. Vetis selv kiggede bare ligegyldigt tilbage, hævede sit krus i en skål og tog en slurk af sin egen drink. Det var vel ikke unormalt for kvinden at folk kiggede på hende? Især ikke når hendes hår var sådan en slående og interessant farve. Folk havde det trods alt med at stirre på Vetis' eget hår, siden at en så ungt-udseende mand sjældent havde så hvidt hår... medmindre man led af en sygdom eller noget andet i den dur. Det var i alt fald ikke noget som tydede på et godt helbred. Det kunne der så være noget om siden at Vetis ikke var født med noget særlig godt helbred, men det var heldigvis noget som han var vokset fra... i alt fald det meste af det... Men der havde været noget som han umuligt ville kunne vokse fra, men som alligevel ikke plagede ham den dag i dag.

En forbandelse...

Det var i alt fald det, som det var blevet kaldt af den gamle dæmonheks, som havde været en del af Vetis' gamle klan. Hun havde været en blind krøbling som havde kommet krybende til klanen, ligesom Vetis' mor havde gjort dengang Vetis blev født. Det var af ren og skær overlevelse siden at der ikke var nogen andre som ville have dem. I alt fald, kvinden var svag og forkrøblet, men hun var meget vis. Hun havde haft medlidenhed med Vetis' mor og ham selv, og havde oftest tilset Vetis når det var at han var kommet til skade. Hun havde også tilset ham når han var syg... og det var på dette tidspunkt at hun havde lagt mærke til noget. Noget som ikke var til at se med det blotte øje, men som ikke lå skjult for hende og hendes blinde øjne. En forbandelse. Vetis havde oftest hørt at han var forbandet, men det havde oftest været brugt som et skældsord end noget andet. Men da dæmonheksen havde sagt det, havde der været en dyster sandhed i hendes ord, samt en horribel realisation. Fordi den eneste grund til at Vetis var blevet skabt, var på grund af den selv samme forbandelse... Vetis blev ikke lige så berørt af at tænke tilbage på det, som han havde gjort før i tiden, men det påvirkede ham stadigvæk meget fra tid til anden - For den forbandelse var grunden til mange forfærdelige ting som havde hændt Vetis og hans mor... Og det hele kunne kædes tilbage til Vetis' far: Den sande forbandelse.

Vetis så frem til den dag, når han endelig ville få fat på ham... og vride halsen om på ham...

Men der var længe til, og Vetis ville også først skulle finde en vej hjem til sin egen verden, hvor hans far med sikkerhed stadigvæk vandrede rundt... og besudlede samtlige kvinder for at forbande flere af sit afkom. For det var det forbandelsen i bund og grund gik ud på - at give forbandelsen videre til sit blod for at undgå at den ramte ham selv. Men vis Vetis' far vidste hvilket monster han havde været med til at kreere, samt hvilke konsekvenser det ville have for ham - så havde han nok aldrig vovet at lægge hånd på Vetis' mor dengang.

Men nok om den smerte Vetis ville byde sin far, og mere om den smerte som Vetis ville byde englekvinden. Englekvinden havde lige taget en slurk af den spikede drink, som indeholdt det bedøvelsesmiddel som skulle sætte hende ud af spillet. Det havde dog ikke virket til at have været så stor en slurk igen, men det var egentlig ligegyldigt. Bedøvelsesmidlet havde trods alt en fin virkning, også selvom hvis det kun havde været en enkel slurk. Det var trods alt noget som Vetis selv havde produceret, så det var effektivt selv i små mængder. Derudover havde Vetis også taget højde fra kvindens kropsbygning og helbred. Hun skulle trods alt ikke have for meget eller for lidt af midlet. Det var dog et lille irritationselement da kvinden virkede til at kigge undersøgende på kruset. Mon hun havde lagt mærke til noget? Det var jo aldrig udelukket at ofrene kunne ane uråd, men det ville blot være nemmere for hende selv hvis hun blot bare drak videre.

Heldigvis virkede det ikke til at Vetis behøvede at bekymre sig for meget over det, siden at englekvinden begyndte at drikke videre. Med den mængde som kvinden havde drukket nu ville der ikke gå så lang tid igen, men det skulle gerne passe med at hun nok allerede var lidt træt - plus at hun lige havde fyldt sig med mad. Det havde det trods alt også med at skabe en naturlig træthedsfornemmelse samt en trang til at slappe af og fordøje sin mad.

Emery kvalte endnu et gab, og glippede kort med øjnene, som pludselig virkede underligt tunge. Ved Elona’dal… var hun ved at falde af på den?! Nej. Det havde været en lang dag, fik hun hurtigt overbevist sig selv om. Det andet var simpelthen for pinligt til overhovedet at overveje. Hun var knapt nok et helt århundrede endnu! Det havde været en lang dag. Det var undskyldningen. En produktiv dag! Derved fortjente hun også at kunne trække sig tidligt. Efter Chester var dukket op i hendes liv, så var Emery blevet introduceret til et langt mere natteaktivt liv, end hun nogensinde havde kunne forestille sig, fandt sted. Jovist, tidlige morgener havde aldrig været hendes stærkeste side, men i en lille by som Firewood, hvor hun var vokset op, så var der en altid en undskyldning for at lave noget – og for at udnytte sollyset. Og nu?... nu var hun heldig, hvis hun faktisk overvejede at gå i seng før midnat, og hvis hun stod op før middag. Tanken fik hende til at sukke. Hendes træning og livsstil var bestemt ikke, hvad den havde været, selvom man nødigt kunne påstå, at hun ligefrem sad stille det meste af tiden.

Med en lettere vakkelvorn bevægelse, fik englen skubbet stolen ud fra bordet og rejst sig. Det var lige før, at rummet sejlede. Emery forsøgte irriteret at gnide søvnen ud af øjnene, men intet syntes at hjælpe. Ved Guderne altså, dette var da helt til grin. Hun stak hurtigt en hånd i den ene lomme, og trak en håndfuld mønter op, som blev smækket på bordet uden egentlig at tjekke, om det var nok. Hun var ligeglad. Hun skulle ud. Bunden på det sidste krus blev vendt i vejret, og indholdet blev tømt i et enkelt drag. Hun havde en mission om at nå hjem i seng inden, at det tilsyneladende blev helt umuligt at orientere sig. Så meget havde hun trods alt ikke hældt indenbords! Det var dog næppe noget kønt syn. Med stædige men yderst slingrende bevægelser fik englen kæmpet sig vej igennem den fyldte stue, og ud kom hun vida til sidst. Det havde muligvis kostet en øl og en blodtud undervejs, da vingerne heller ikke syntes helt samarbejdsvillige, men det eneste hun havde kunne fokusere på, var udgangen.

Et øjeblik virkede det også næsten til, at den friske natteluft fik drevet lidt af trætheden bort. Men kun næsten. For da hun åbnede hun øjnene, som var gledet i, kunne hun i stedet træt konstaterer, at gaden stort set var én stor pærevælling. Great… det så ud til at blive en lang tur hjem. Emery havde på forhånd opgivet alle idéer om at flyve hjem, selvom det egentlig var et relativt kort stykke. Hun havde fløjet fuld et par gange før, og det første kun til problemer… og MEGET store blå mærker. Så hun gik. Vaklede. Whatever. Men hun bevægede sig i det mindste.

Emery gik i hvad der føltes som evigheder. Det slørede blik fik alle de mørkelagte gader til at se ens ud, og øjnene nægtede at fokusere længe nok til, at bogstaverne på eventuelle vejskilte kunne tydes. Et eller andet sted i baghovedet var der begyndt at ringe nogle alarmklokker, men trætheden der truede med at overvælde hende, gjorde det stort set umulig at samle tankerne til noget fornuftigt. En ting var dog sikkert. Trætheden virkede ikke længere naturlig. Den var tung, og truede med at sende hendes krop i jorden, hvis ikke hun fokuserede på hver enkelt skridt. Hun vidste, at de tre øl ikke var nok til at slå hende ud på den måde, så tankerne fløj straks hen på kampen tidligere. Havde hun misset noget? Blodtab? Nej. Det ville være blevet afsløret i hendes bad tidligere. Uanset hvad det var, blev hun nødt til at gemme tankerne til senere. For en ting var sikkert… hun ville ikke nå det. Pludselig knækkede benene under hende, og Emery nåede med nød og næppe at forberede sig på faldet. Hænderne fløj ud og tog imod det værste af stødet, men i det mindste var resten af kroppen intakt. De grønne øjne kastede et desperat blik rundt. Gaden var stort set mennesketom. De få skikkelser der var tilbage så ikke ud til at have meget interesse i at hjælpe en fulderik, som hun formentlig tog sig ud som. Og egentlig var hun ikke specielt interesseret i at kaste sig selv i armene på en fremmede lige nu. Derfor fik hun med en sidste kraftanstrengelse hevet sig selv på benene. Var det en gyde hun spottede? Kroppen satte afsted uden at tænke. Det var efterhånden ikke så vigtigt med lokationen længere. Det vigtigste var, at hun kunne være nogenlunde i fred – i sikkerhed. Blikket spejdede hurtigt rundt en sidste gang, for at være sikker på, at ingen fulgte efter hende. Og skulle det være tilfældet, ville hun nærmest kravle ind i den smalle gyde.

Kroppen væltede op mod muren, og gled pinefuldt langsomt ned langs murstenene til bygningen bag sig. Hun ville ikke blive en længe. Hun skulle bare lige have lov til at lukke øjnene i 5 min, så var hun klar igen. Så ventede der en blød seng, og den efterfølgende morgen ville hun bruge lidt ekstra på en god morgenmad. Tanken varmede hende, som vingerne tak sig tæt sammen omkring kroppen for at skærme mod vinden og eventuelle nysgerrige blikke. Kroppen siddende op af husmuren, med benene trukket op foran sig, og armene ned langs siden. Et lille smil voksede frem, imens hun fornemmede gyden svømme væk foran sig. For hun mindedes en lignende situation. Chester. Fundet nær en gyde, hvor hun havde slæbt ham ind og tvunget ham til at bruge det meste af en dag. Reddet ham. Taget ham til sig. Mon han kom forbi? Tog hende med sig hjem i seng? Selv vampyrer havde vel en seng. Hun forsøgte at le, men lyden blev ikke rigtig til noget. Igen en kort følelse af panik over den manglende kontrol. Hjælp?... Nej, hun var alene. Og det var okay. Chester skulle nok finde hende. Tanken fik en uventet ro frem, og en varmende fornemmelse i kroppen, hvilket var det sidste hun huskede, som øjnene lukkede sig. Indersiden af vingerne var det sidste hun så, som hovedet faldt til siden, og søvnen omsider overmandede hende.

Vetis prøvede så vidt muligt ikke at brænde hul i kvinden med hans koncentrerede blik på enhver bevægelse hun lavede... men det var svært når nu han var så spændt. Hans fingrer sitrede i iver om at få fat på hende. Men han holdt sig tilbage og fokuserede på sin drink - imens at alle andre at hans sanser var rettet mod englen. Han havde svært ved ikke at smile da det var at hun valgte at tømme sit krus, for med det var hendes skæbne beseglet. For hvad end modstand hun måtte vælge at gøre, ville hendes krop i sidste ende forråde hende med de stoffer som nu florerede rundt i kroppen på hende. Nu var det bare et spørgsmål om hvad hun ville gøre når hun begyndte at miste taget over sin egen krop. Ville hun gå i panik? Eller ville hun blot acceptere det som hendes krop naturlige reaktion? Det var nok mere det første, for uanset hvor dum man var, ville ens instinkter altid fortælle én at dette var unaturligt... Hun ville måske prøve at finde en løsning på hendes problem? Prøve at holde sig vågen så længe som hun kunne ville at få adrenalinen op og køre. Tja, det ville skam hjælpe en smule, men ikke længe. Og havde hun i sandhed været forgiftet så var det skam det sidste som hun skulle gøre...

Da englekvinden satte mod udgangen, rejste Vetis sig fra sig bord og fulgte med. Han prøvede at få det til at se så naturligt ud som muligt ved at småsnakke med nogle folk på vejen. Samt ved at selv at slingre en smule, som om han selv havde fået rigeligt at drikke. Han ventede dog til at hun var helt ude af døren i et par minutter inden han selv fulgte med. Da han så havde åbnet døren ud til gaden, kunne han se hende fortsat vakle udenfor. Så hun havde ikke prøvet at flyve? Smart, for han yndede ikke at skrabe hende op fra stenene og efterlade et kæmpe rod. Ikke at det ikke kunne henne at der var blod på gaden, men jo færre strabadser og drama der var ved denne situation desto bedre. Ikke at lidt drama ikke ville være underholdende, men han skulle på nuværende tidspunkt bruge hende i et helt stykke.

Vetis holdt sig på god afstand og som sædvanligt når han jagtede prøvede han ikke at producere nogle lyde. Han gik forsigtigt og øvet over brostenene og stoppede til tider op for kort at forsvinde ind bag noget, i tilfælde af at hun skulle vende sig om. Hans legende natur bønfaldt ham om at give tegn på at hun blev jagtet, blot for at sætte en skræk i livet på hende, men hun virkede som typen til at vende sig om og lave et postyr. Så han undlod at prøve at give sig selv til kende - i alt fald indtil videre.

Vetis observerede englekvindens fald imens at han var lænet op mod en mur. Hun virkede til at have det svært med at støtte sin egen vægt nu, og det virkede også til at det var med megen besvær hun kom op igen. Vetis estimerede at der ikke ville gå lang tid endnu, førend hun helt ville miste styrken i både arme og ben. Pludselig virkede hun meget opsat på at komme afsted, og Vetis fulgte englekvindens blik og smilede. En gyde... Det kunne ikke være bedre.

Vetis ventede til at englekvinden var forsvundet helt ind i gyden, inden han fortsatte sin jagt. Han kastede et blik mod gaden, som næsten var mennesketom, og prøvede at gøre sig selv ubemærket idet han fulgte efter. Han skulle jo nødigt have for mange vidner, og med det lagde han også mærke til hvem der var til stede og muligvis ville overvære noget som de ikke skulle - i tilfælde at han var nødt til at finde dem senere og gøre dem tavse.

Da Vetis nåede til indgang af gyden var smilet nærmest blevet permanent på hans ansigt. Sikke hjælpeløs hun så ud sådan som hun krammede sine ben til sig og krammede sig selv med sine vinger. Vetis havde hørt meget om kvinde og om hendes brutalitet og om hendes vedholdenhed. Han havde hørt om hendes flammer og hvordan hun ikke var nem at kurre... og her sad hun så som et fortabt barn. Det havde næsten været alt for nemt og Vetis tillod sig også at le ad det. Men nogle gange var det også bare de simpleste metoder som skulle til.

"Don't you just look darling..." sagde han lavt idet han var helt henne ved hende nu. Han satte sig ned på hug foran hende og placerede sin hånd på siden af hendes ansigt. Han nærstuderende hende og løftede hendes ansigt op, så han virkelig kunne se hende. Dette var nok det fredeligste hun ville se ud i lang tid... for når hun vågnede ville freden være ovre... samt det liv som hun havde kendt. Vetis ville vende så meget op og ned på hendes liv at hun ikke længere ville vide hvad vej op var længere.

Vetis fik samlet hende op og løftet hende hen til et sted i nærheden. Der var blevet forberedt nogle håndjern og lænker som han bandt om hende samt reb. Han fik immobiliseret hende og hendes vinger hvorved at han gjorde hende døv og blind. Derefter placerede han hende i en kasse med nogle blødt som hun kunne ligge på, hvorefter at kassen blev forseglet. Kassen blev derefter placeret i en vogn, og Vetis påbegyndte rejsen til englekvindens nye hjem som var blevet gjort klart til hende.

Det første kvinden ville vågne til igen ville været et kulsort og tomt rum. Hun ville være lænket til gulvet med sine hænder imens at hendes fødder ville være lænket til hinanden. Hendes vinger ville være bundet til hendes krop og ville dermed være ubrugelige. Hendes bind for øjnene og ørene ville være fjernet, men medmindre at hun kunne se i mørke - ville hun stadigvæk være blind.

Ja, hjælpeløs så hun måske ud. Virkeligheden var dog noget helt andet... havde hun blot været vågen. For aldrig i sine snart 100 år ville Emery frivilligt havde ladet nogen – for da slet ikke at tale om en dæmon - lægge hånd på hende på den måde. Nej, hun havde skam sparket folk for mindre. Meget mindre. Og ingen tvivl om, at Vetis ville have modtaget den fulde styrke af hendes vrede, hvis hun vidste, hvad der foregik omkring hende lige nu. Desværre var Emery på nuværende tidspunkt langt, langt væk i en drømmeløs rus, takket være stofferne, som var blevet sneget i hendes drink. Selv samme stoffer havde ligeledes afholdt hende fra at være det mindste smule opmærksom på sine omgivelser, da hun først var nået ud af krogen, og hun havde derfor været komplet uvidende om dæmonens tilstedeværelse. Det eneste, som rigtig syntes at glide igennem tågen var stemmen. Ikke en stemme, som hun genkendte eller kunne tydede ordene på... og som lød frygtelig langt væk. Den eneste reaktion kroppen derfor gav fra sig var et minimalt ryk, hvilket Vetis kunne mærke i sine fingre mod hovedet, samt vingerne der sitrede kort. Ellers var alt liv så godt som forsvundet fra englen, som blot hang tungt i dæmonens favn, som hun blev båret videre mod sin nye skæbne.

I lang tid var det bare mørke... og intethed. Så. Endelig lod det til, at hun omsider brød igennem det tilsyneladende uendelige tomrum. Øjnene glippede et par gange før, at de langsomt fik åbnet sig helt. Eller... det troede hun i hvert fald. Men selv efter at have ligget et lille øjeblik, og mærket hvordan kroppen værkede, så var verden stadigvæk sort som kul. Huh. Hun lukkede øjnene, trykkede dem hårdt sammen, og åbnede dem så igen. Stadigvæk mørkt. En snigende panik begyndte langsomt at sprede sig i kroppen, selvom hun gjorde alt, hvad hun kunne for at holde den på afstand. For måske var det sent? Måske havde hun bare sovet længe? Eller meget lidt?... Hvornår kom hun overhovedet i seng? Emery forsøgte desperat at grave i hukommelsen efter detaljer fra natten... men det eneste, som blev ved med at dukke op var Chester. Panikken bredte sig yderligere, da hukommelsen svigtede hende. Hun måtte op. Det var ved at blive svært at trække vejret, og hun måtte finde noget lys. Se om hun virkelig var blevet blind. Eller verden bare spillede hende et pus. Idet hun bevægede sig, fangede en lyd hendes opmærksom. Var det... metal? Panikken eksploderede. Pludselig gik det op for hende, hvor lyden kom fra. Den tunge følelse omkring hendes håndled var ikke til at tage fejl af. Emery røg øjeblikkeligt op fra gulvet – eller rettere... i sit forsøg på at rejse sig, var det i hendes paniske tilstand ikke gået op for hende, at lænkerne bandt mere end hendes hænder sammen. Derfor røg engleskikkelsen mindst lige så hurtigt – og hårdt - i gulvet, som hun var kommet op. Slaget sendte et jag af smerte igennem kroppen, som hun brugte et øjeblik på at sunde sig over. Alt imens begyndte små glimt af natten pludselig at vælte frem. Trætheden. Alt for unaturlig. Og farlig, havde det vist sig. Men hvem? Hvad? Og hvorfor?? For hun havde vel ingen sande fjender... havde hun? Nej. Eller jo. Emery havde provokeret rigtig mange væsner igennem sin levetid, men dette virkede... ekstremt. Måske dæmonen, som Chester havde myrdet? Måske. Hun vidste det ikke. Anede ikke sine levende råd faktisk. Det eneste som stod klart var, at hun måtte væk. Nu. Koste hvad det ville.

Et skrig. I ren frustration. Efter at have væltet sig selv nogenlunde på benene, havde Emery brugt guderne måtte vide, hvor længe på at flå, rive og sparke sig vej ud. Men uden held. Det var efterhånden gået op for hende, at det en tabt kamp. Lænkerne og rebene omkring det meste af hendes krop havde ikke givet sig det mindste, og udmattelse havde efterhånden overtaget, hvor der førhen havde været panik. Udmattelse og vrede. Hun svedte, hun var træt, og der lå sikkert fjer over det hele. Men hun var ligeglad. Hun ville væk. Eller i det mindste vide, hvorfor hun befandt sig i et mindre helvedeshul. For mørket havde ikke ændret sig. Og ingen havde meldt sig. I hvert fald ikke nogen, som hun kunne se. Så hun standsede sin kamp – for nu – og søgte derfor rundt i lokalet, efter det mindste tegn på liv imens, at hun langsomt fik sin vejrtrækning under kontrol. Fandt hun ikke noget, ville hun give sig at råbe i stedet. Højt og tydeligt. “HALLO?!”

Det var næsten til at grine over hvor nemt det havde været at anskaffe englen, taget i betragtning af så mange som tidligere havde haft så meget besvær med hende. Ifølge historierne omkring hende var hun meget hårdfør og resolut. Men hvad nyttede det når ens krop ikke længere lystrede en selv? Det var et under at de andre før Vetis ikke blot havde prøvet at bedøve hende. Ikke at de ville have haft de samme stoffer at give til hende, som Vetis selv havde. Men han skulle skam i alt fald ikke klage over at have fået denne opgave - Det var trods alt mere interessant arbejde for ham selv plus at han blev betalt rigtig godt for det. Så nej, ingen klager fra Vetis af. Det var nok noget andet for englekvinden som han havde fanget, men hun havde ikke rigtig noget at skulle have sagt. Ikke at hun kunne sige så meget langt væk i drømmeland...

Det havde i den tid hun sov været nemt for Vetis at observere hende og sørge for at hun var godt bundet til. Han havde hørt om nogle af de ting som hun var i stand til, og noget af det som han havde været mest interesseret i var hendes evne - Hendes evne til at hidkalde grønne flammer. Det var noget så mærkværdigt, og det var måske derfor hendes hår mindede om grønne flammer? I alt fald var det noget som han ønskede at finde mere ud af, men det havde også betydet at hendes fangenskab ville være lidt mere vanskeligt. I alt fald hvis han ønskede at holde hende fanget uden de helt store problemer. For han vidste ikke helt hvor varme hendes flammer var, men han havde gået ud fra at hun kunne blive meget varm taget i betragtning af blå flammer var ufatteligt varme. Derfor havde han fået speciallavet nogle lænker som ikke var til at smelte. De var nemlig lavet til at kunne udholde stor varme og styrke. Skulle det alligevel lykkes hende at komme ud af lænkerne så var der skam også andre foranstaltninger til at holde hende her. Vetis var trods alt kendt for at være meget grundig. Det var én af de store grunde til at han var så god til det han lavede, samt at han havde overlevet i så lang tid som han havde. Fejl i hans branche kunne hurtigt koste en livet - og Vetis yndede at leve.

Efter at have gjort alt klart var det blot om at vente på at kvinden vågnede. Det ville ikke være om så længe igen, hvis Vetis' beregninger var korrekte. Hvilket de oftest var...

Vetis hørte hvordan kvindens vejrtrækning havde ændret sig til det af en vågen person. Under alt dette forholdt han sig meget stille... Ikke at det var så nødvendigt siden det var mørkt, og at han var på den anden side af en barriere i rummet - Så hun ville nok heller ikke kunne høre ham så godt. Ikke at han ikke kunne høre hende. Det hjalp et apparatur ham med. Kvindens lyde ville nemlig gå direkte igennem det, og hen til der hvor han sad. For at hun ville skulle kunne høre ham ville han skulle trykke på en knap først. Maskinen var ret primitiv i forhold til dem fra hans egen verden, men det gik meget fint an i denne verden. Især hvis man havde viden om hvordan lyd rejste rundt luften og videre. I alt fald - Han kunne høre kvinden meget tydeligt og kunne konkludere at hun var vågen. Han grinte lavmælt idet hun skreg. Han nød når frustration og panik satte ind, for det var oftest i disse situationer man kunne lære ufatteligt meget om folks sande person. Hende hers første indskydelse virkede umiddelbart til at være at prøve at kæmpe sig vej ud. Ikke fordi Vetis havde forventet meget andet med det som han havde fået at vide og fundet ud af. Det passede allerede ret godt til det billede som han havde af hende. Men folk kunne altid overraske...

Da hun kaldte på nogen, tænkte Vetis at det var tid til at starte det hele...

"Hello... Sleeping beauty. Slept well?" sagde han efter at have trykket på en knap som ville sende lyden ind på den anden side af barrieren til kvinde. Lyden ville komme fra oven. Vetis trykkede derefter på nogle knapper, og lys begyndte at tænde på hans egen side bag barrieren. Disse lys som han tændte for, var lige nu dæmpet og placeret sådan at de kastede lys bag Vetis, så han forblev en silhuet. Lyset rak heller ikke så langt så dæmpet som det var, men kvinden ville være i stand til at se Vetis sidde ved et flot skrivebord, med forskellige knapper og apparaturer. Hun ville også være i stand til at se en tavle, hvorved en engelkrop ville være tegnet med forskellige noter omkring deres biologi. Der ville også ligge en engelvinge på et operationsbord med værktøjer liggende på et metalbord ved siden af. Der var også en masse boghylder med bøger og en behagelig udseende sofa med en vinhylde ved siden af. Alt dette var på Vetis' side af barrieren. Hun ville ikke kunne se så meget på sin egen side endnu - I alt fald ikke før Vetis havde tændt for lysene derinde.

//Stil gerne spørgsmål hvis der er noget som ikke er beskrivende nok eller som ikke over mening ;3 Har tænkt mig at lave en model eller tegning over rummet så det er nemmere at forestille sig//

Emery havde fra en ganske ung alder hurtigt erfaret, at det med at skille sig ud fra mængden, ikke nødvendigvis var en god ting. At hendes grønne hår ikke var en velsignelse, som hendes mor ellers havde forsøgt at bilde hende ind det meste af hendes barndom, og at hendes modstridende personlighed ikke var charmerende og unik. For tværtimod, hvad hun ellers blev bildt ind igen og igen, så var begge dele faktisk lidt af en forbandelse. Der var intet godt over at være forkert. Specielt ikke når de andre børn på hendes alder for tiende gang den uge, forsøgte at plukke hendes hår eller rive i hendes store, klodsede vinger. Eller når de andre mødre endnu engang bankede på for at skælde hende ud, fordi deres egen lille englebasse var kommet hjem med endnu en blodtud. Og når ingen havde tid til at lytte på hendes forklaringer, men i stedet havde travlt med at belære hende om, hvad der var og ikke var passende for en skytsengel. Hvordan skulle hun vide det? havde hun spurgt dem. Far havde jo forladt dem… og mor anede ikke en fløjtende fis om noget som helst. Hendes stakkels moder der på en og samme tid, måtte skjule hendes egen smerte over det vaklende familieliv, alt imens hun forsøgte at berolige hønsegården. Hun havde ikke gjort det nemt for sig selv. For nogen faktisk. Heller ikke da hun valgte sin profession, og moderen grædende tiggede hende om at vælge noget andet, da hun første gang kom hjem fuldstændig ødelagt ovenpå sin første succesfulde mission. Fem brækkede ribben, et stiksår og et flækket øjenbryn. Småskrammer. Adrenalinen derimod… den var vildere end noget, som hun hidtil havde prøvet. Og snart blev det bare bøllerne fra barndommen om igen. Og igen. Og igen. Og det som hun ikke selv kunne fikse med nål og tråd, kunne moderen som regel hjælpe hende med. Ellers var der altid alkohol. Det plejede at drukne det meste. Pludselig var der gået et årti, og så blev tingene ligesom rutine. Og det havde da også fungeret ganske fint… indtil nu altså.

Tilbage til virkeligheden rev Emery sig fri fra tågen af gamle minder. Ingen grund til at pine sig selv mere end højst nødvendig, da det allerede så ud til, at hun fik mere end rigelig tid til den slags, hvis der ikke snart dukkede nogen op. I et desperat forsøg, gav hun sig til at lytte efter tegn på liv. Hun ejede ganske vist ikke ligefrem nogen overnaturlig form for hørelse, men det var et forsøg værd. Det viste sig dog hurtigt sværere end først antaget, da blodet dunkede så kraftigt i hendes øre, at hun et øjeblik troede, at de skulle sprænges. Hun tvang desuden sig selv til at holde vejret, så lang tid det nu kunne lade sig gøre i håbet om at få sin vejrtrækning under kontrol. Men da hun efter flere minutter kunne konstatere, at rummet stadigvæk virkede fuldstændig øde udover hendes egen tilstedeværelse, mærkede hun pludselig, hvordan kontrollen vejrtrækningen begyndte at svigte. Tanken om, at hun var blevet smidt i en eller anden tilfældig fangekælder og efterladt til at dø helt alene, var decideret gruopvækkende. Ikke, at Emery ligefrem var den mest socialt anlagte type, men manglen på andre væsner forringede hendes chancer for overlevelse betydeligt. Desuden brød hun sig ikke om at dø uden svar. For hvordan var hun endt her? Og hvorfor?!...

Netop, som hun gjorde sig klar til at råbe for anden gang, lød der pludselig en fremmed stemme over hende. Emery fór sammen, og rykkede sig lynhurtigt væk fra lyden. Ikke at hun nåede særlig langt takket være lænkerne omkring hendes arme og ben, men forhåbentlig var det langt nok til, at hun ikke pludselig fik noget - eller nogen - i hovedet. Det tog hende et øjeblik at registrere, hvad stemmen egentlig havde sagt. Cirka lige så lang tid som chokket der varede omtrent 30 sekunder før, at det pludselig skiftede, og raseri overtog alt, hvad der før havde heddet angst. Raseriet som stod tydeligt malet i englens ansigt, da hun hidsigt snappede tilbage af stemmen over sig.

“The fuck do YOU think, ya fucking pervert?!”

Hvad var det her? En eller anden syg sex fantasi som hun var blevet udsat for? Tanken fik det til at vende sig i hende, men i det mindste fik det panikken en smule mere under kontrol. Raseri var bedre end frygt. Det gav handlekraft. Beslutsomhed. Ikke lysten til at lægge sig i fosterstilling, og vente på det uundgåelige. Én ting var at hun skulle dø uden forklaring… en anden ting var at skulle optræde som en anden dukke i en eller anden syg leg. Fandme nej. Den tankegang varede cirka lige så længe, som det tog personen bag ruden at få gang i projektørerne. Blændet af den uventede mængde lys, trak Emery hurtigt armene op foran ansigtet for at skærme sig bedst muligt. Øjnene blinkede hektisk, som de forsøgte at genvinde kontrollen, hvilket ikke var nemt efter at have brugt det sidste stykke tid i komplet mørke. Efter hvad der mindede om frygtelig lang tid, men sikkert blot var et minut eller to, lod hun endelig de lænkede hænder sænke igen. Øjnene missede stadigvæk, men nu syntes hun i det mindste at kunne ane noget bag ruden foran hende. Et bord. Og en person? Munden åbnede sig, klar til at snappe igen, da hun pludselig standsede midt i bevægelsen. Blikket var gledet videre, og fik nu endelig øje på de andre ting, der gemte sig i rummet bag den mørklagte skikkelse. Og selvom alle tingene generelt frembragte en vis mængde ubehag, så var det først, da hun nåede den enlige englevinge, at hun frøs fuldstændig. Hvor bleg og træt hun end havde måtte tage sig ud før, så var det intet sammenlignet med farven der forlod hendes ansigt, som hun langsomt trak sig baglæns. Så langt væk fra det grusomme syn, det mareridt, der lå lige foran hende. Hun standsede først, da lænkerne ikke tillod hende at bevæge sig længere bagud, og først nu rev hun blikket væk fra englevingen, og lod det glide tilbage til personen, som befandt sig bag skrivebordet. De grønne øjne var som et dådyr fanget af jægeren. Vilde, opspærrede og fyldt med uhæmmet panik. Ingen vej ud. Fanget. Hun sank en enkelt gang, forsøgte at få styr på kroppen og stemmen, som pludselig var begyndt at skælve.

“Who…Who are you?”

Måske var det et dumt spørgsmål. Men ikke mere dumt end “hvad laver jeg her?”. Og noget i hende var ikke sikker på, at hun havde rigtig lyst til at vide det. Scenariet foran hende gav dog et glimrende eksempel på, hvad hun så ud til at kunne forvente. Og intet af det var godt.