Could use some help ~ Sean

T: omkring 02.30
S: En gyde i Sunflower District
V: det er tørt og blæsende
O: gyden med al dens stank, rådne mad, og ubehagelige selvskab

~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~


Hun så sig omkring. Lugten var uhumsk, som resten af kvarteret også var.
Nephthys stod i en blindgyde, og stirrede på de to mænd der havde trængt hende op i gyden.
Den ene, en høj spinkel mand, med manglende fortand og ar over øjet, så grådigt på hende. Den anden, en lille tyk mand med et blåt øje og sorte tænder, gned sine hænder.
Ingen tvivl om hvad de havde i tankerne om hvad de skulle gøre ved hende.
Nephthys havde en sort meget spinkel sommerkjole på, med tynde stropper og et blødt sort silkebånd om livet. Hun havde stilletter på, så at løbe var udelukket.
Hun fumlede hurtigt i lommen efter sin lighter, men hun kunne ikke finde den. Forbandet!

Mændene nærmede sig hende, mens hun så sig fortabt rundt...

Sean kom roligt gående ned langs gaderne. Han havde gået her så tit, at han ikke længere lagde mærke til hverken skidt eller stank.
Denne aften havde han nogle lette, mørke bukser på en sort skjorte der sad lidt stramt og var åben for oven. Hans mørkebrune hår sad en anelse pjusket, med pandehåret som gled ned over hans pande.
nogle skægstubber fra de sidste par dage, hvor han ikke havde gidet at barbere det af. Bare fødder.

De mørke øjen gled dovent over omgivelserne. Han kendte denne by, lige som mange andre og her så ikke ud til at ske noget nyt. Trist. Måske skulle han have taget imod en kvindes invitation tidligere? Se var der da sket lidt mere...Til hendes død, vel at mærke..
Han gik om et hjørne...Og stoppede op.
Foran ham stod to mænd, lidt lurvede og luskede, og havde trangt en ung kvinde op i et hjørne. Og hun så ikke ud til at nyde det.
Hans blik gled over personerne...ved udsigten til ballade ville de sikkert løbe deres vej...de lignede i hvert fald sådanne typer. og hun lignede ikke en der kunne klare sig selv.

Han så sig lidt omkring. Skulle han hjælpe? eller bare se til?
Hvor grusom havde han lov at være? For det var tydeligt hvad de ville...Han samlede en sten og vejede den i hånden. Den var god nok.

Han gik nærmere på en næsten lydløs måde, da han nærmede sig dem. Først da han stod så tæt på den ene at han kunne række ud efter ham, sagde han noget.
"Er i ikke lidt for store til at lege sammen?" spurgte han smilende.
"Hvad med at finde en der faktisk vil være med? Gruppepres er noget være noget..." og da den ene mand vente sig om for at se hvem der talte, knyttede han hånden hårdt om stenen, mens han slog den hårdt lige i skallen på manden. Der lød en knasende lyd og manden faldt sammen som en klud. For nemt!
Fordi han var dæmon havde han flere kræfter end mennesker.
På ingen tid havde han pludselig sluppet stenen og fundet sin egen lille dolk frem.
Med den i den ene hånd, stadig afslappet, vendte han sig mod den sidste mand.
"Eller hvad?" smilte han
"Jeg vil godt lege..."

Nephthys stivnede da den tredje mand kom til. Som om to ikke var nok!
Dog, så denne mand... Anderledes ud. Mere som den type man ville møde i hverdagen, hilse på og måske drikke en kop kaffe.

Hun gispede da hun hørte den knasende lyd fra den ene mands kranie.
Den nyankomne var der åbenbart for at hjælpe hende.

Hun bakkede lidt væk fra dem, da hun kunne se dolken i hans hånd. Hvad når han var færdig med mændene? Var hun den næste på listen?

Hun så lidt væk, inden hun begyndte at liste forbi dem.

Sean havde set det hele. Man skulle måske ikke tro det, men han var utrolig opmærksom på selv de mindste ting.
"Åh nej..." han trådte tilbage så hun ikke bare kunne gå sin vej. Ikke uden at skulle forbi han først. Den anden mand prøvede med et lille tandløst smil.
"Se, vi er jo slet ikke så forskellige...hvorfor skal vi to ikke...?" mere nåede han ikke at sige, før dolken stak ud af hans hals. blodet vældede frem og manden faldt sammen, ved siden af den anden.
Han vendte sig nu om mod kvinden med et afslappet smil.
"Sean, til din tjeneste..." han så lidt på mændene...
"...eller det var jeg. bare rolig...jeg tager ikke penge for det" hans job gjaldt jo lidt af hvert, men dette har havde jo ikke været planlagt.
Han gik over og hev sin kniv fri. blodets sprøjtede ud over det hele i et øjeblik.
Han tørrede kniven af i mandens eget tøj, før han gemte den væk igen.
"Lad være at løbe!" han vente sig om mod hende igen.
"Det er ikke en måde at takke sin redningsmand på, omend jeg godt kan forstå din frygt. Men, kære shapeshifter...Jeg er ikke ude efter dig" han sendte hende et lille smil.

Hun stirrede nu lamslået på ham.
Hvorfra kendte han til hende race?!

Uden tøven gik hun hen til ham, bukkede kort for ham, gav ham et kys på kinden og begyndte at gå. At takke ham med ord var ikke noget hun ville. Det ville bare lyde forkert...

Hun så lidt ned mens hun gik, og rystede svagt på hænderne

Så hun ville bare gå? Hendes tavse tak havde han forstået og accepteret. Mens hendes stilhed pirrede også hans nysgerrighed.
Han havde lidt overraskelse, nogle af hans ord måtte have givet denne reaktion på en eller anden måde.
Han kunne ikke se hvordan et almindeligt tak kunne være forkert...
Han endte med at indhente hende og gå med hende, ved siden af hende. I et øjeblik virkede han som om det var helt normalt, før han snakkede til hende igen.
"Du pirre min nysgerrighed. Det må ikke være sjovt at blive næsten overfaldet af to snuskede mænd..." sagde han og lod blikket glide over hende, men den at stirre. Mere for at læse hendes kropssprog.
"...Men vil du ikke nok sige noget? så føleler jeg mig ikke som en idiot der bare går og snakker hele tiden" han prøvede med et lille smil.
"f.eks. dit navn?" foreslog han

Hun bed sammen da han igen var oppe ved hende. Han bad direkte om hendes navn? Hvordan skulle hun kunne fortælle sit navn, når hun knap kunne tale?
''Nephthys...'' hendes stemme var halvkvalt, en hvisken, som en døende persons. Ikke så underligt, med kun en halv tunge. Hun måtte kæmpe med hvert ord, for blot at få det til at lyde nogenlunde rigtigt.

Hun så ikke på ham mens hun gik. Hun var taknemmelig for at han havde hjulpet hende, men forventede han noget til gengæld måtte hun skuffe ham.

Han nikkede svagt. Han havde bemærket hendes mærkværdige udtale...Som om...Hun næsten ikke havde nogen tunge. Han forstod pludselig hvorfor hun ikke havde sagt noget. Hun kunne næsten ikke og havde vel ikke lyst, folk var måske efter hende begrund af det.
"Hyggeligt at møde dig" svarede han så og stoppede endelig op. Hun ønskede måske ikke hans selskab, men var måske ikke i stand til at sige det.
Han bukkede kort, som en gentleman ville gøre det.
"så er jeg tilfreds. Hvis du helst vil fortsætte alene, vil jeg forlade dig igen..." han så afventende på hende

hun så på ham, med et lille smil. Endelig en der forstod bare en smule.
Hun vinkede ham hen til sig, et tegn på at han skulle følge med.
Hun gik videre, hen mod en lille kro lidt derfra. Måske ville han have en drink med hende? Det ville folk nu sjældent.

(sorry kort svar, skal lige vaske gryder af. lover det næste bliver længere)

Han gengældte hendes lille smil. Han var accepterede. Af en eller anden grund.
Måske var hun lidt ensom, i længden? Ej...nu skulle han ikke overdrive. Man kunne jo sagtens have venner og familie, uden en tunge.
Han nikkede svagt og fulgte med hende.
Han ville gerne dele en drik med hende, dog viste han endnu ikke hvad hun havde i tankerne.
Hans tanker gik mere i stilen af...at han var glad for han havde givet sig tid til at forstå kropssproget så meget som han kunne. Hvis hun ikke havde lyst til at tale, udtrykte hun sig jo nok på en anden måde.

Han fulgte med hende og ventede på at se, hvad hun mon havde tænkt sig...

//Du skal ikke undskylde. Det bliver den længde det gør. vi skriver jo for fornøjelse...hvad er fornøjelsen, hvis vi ikke bare skriver som vi har lyst og kreativitet til? //

Han fulgte med, godt. Så kunne det være at hun fik lidt selvskab.
Hun gik forsat mod kroen, mens hendes sko gav den der høje 'klik-klak-klik-klak' lyd fra sig.

Hun stoppede udenfor kroen og så spørgende på ham, i håbet om at han forstod hvad det var hun ville.

(sandt nok )

Han så de nærmede sig en kro. Boede hun her?
Han så på hende, da hun spørgende så fra kroen til ham.
Han forstod ikke helt hvad hun ville.
"Bor du her?" spurgte han. Hun kunne altid nikke eller ryste på hovedet. Hvis ikke hun boede her...hvad ville hun så?
Han overvejede det lidt. Hvad lavede man på en kro? som regl spiste eller drak. måske snakkede.
Så hvis hun ikke boede her...ville hun måske have lidt selskab?
Men hvad hvis hun boede her? Var det så stadig et udtryk for hun gerne ville have selskab?
Han så lidt på hende.
"Eller...ønsker du jeg skal gå med ind? for selskab?" spurgte han så prøvende.

Ved hans sidste spørgsmål nikkede hun roligt. Selvskab ville være skønt.
Hun åbnede roligt døren ind til kroen, og blev mødt af en masse underlige blikke. Nogen af dem var kolde og hårde, andre var direkte medlidenhedsfulde. Men ikke et eneste venligt blik fra nogen af dem.

Enhver lokal kendte til Nephthys og hendes 'handicap'.
Hun så lidt ned, undgik at se dem i øjnene og gik hen til et tomt bord, mens hun regnede med at Sean fulgte efter.

Han viste folk tit var ondskabsfulde. Og han forstod det simpelthen ikke. De fleste havde vel en urgammel tendens til at være bange for og hade alt fremmed. Alt nyt. Og resten så ud til at...have ondt af hende.
I stedet for at se hende som den person hun var.
Folk kiggede også på ham, men med andre øjne. Noget nysgerrige, andre mistænksomme. De sidste var undrende. og endelig, nogle stykker der slet ikke kiggede. Måske gæster i byen?

Han fulgte hende, men satte sig ikke ned sammen med hende. I stedet smilte han lidt til hende.
"Jeg går ud fra de gerne vil have noget at drikke? Jeg vil. Vil du have noget? Vand...øl..." han nævnte navnet på nogle forskellige drinks og gav hende tid til at nikke, hvis der var en af dem hun ville have...

Hun nikkede stille til vand, da hun ikke rigtigt turde være fuld i nærheden af ham.
desværre var det noget hun havde en glimrende evne til - at blive hurtig fuld.
Én øl, så dansede hun på bordet, grinene og gav lapdance til alle og enhver.

Hun så lidt ned i bordpladen, tavs. Hun hadede at hun ikke bare kunne snakke rigtigt med ham, men desværre blev det nok aldrig en mulighed for hende

Han smilte og nikkede. Han forsvandt et øjeblik, mens han gik op og bestilte det. Han fik et glas vand med isterninger og en øl. Han betalte for det med nogle småmønter og gik tilbage til hende med det.
Han stilte vandet foran hende og satte sig selv med sin øl. Han tog en tår af den før han så på hende igen.
"Jeg beklager virkelig at tvinge dig til at snakke, hvis du ikke bryder dig om det. Men jeg er nysgerrig. Hvordan har du mistet noget af din tunge?" spurgte han og var spændt på at se hvordan hun ville svare. Hvis hun ville.
Han fik pludselig en ny ide.
"Hvis du gerne vil være med i samtalen, og det tror jeg du vil, kan jeg hente noget papir og en blyant? Så kan du skrive lidt ned, så du er fri for at snakke så meget?" foreslog han. Det var tydeligt han ikke gjorde grin med hende eller så ned på hende. Men faktisk bekymrede sig for hvordan de bedst kunne have en samtale.

hun rystede på hovedet over hans tilbud. Men hun smilede da hun så op på ham.
Hun tog et lille lys der var tændt på bordet, og lod flammen vokse umiskendeligt stor. Da den var lige ved at svide loftet, formede det sig til bogstaver. Papir og blyant var ikke nødvendigt.

'Det er en familietradition. Når vi er nyfødte får vi enten taget det halve af vores tunge, vores ene øre eller vores ene øje..'
Ildens bogstaver forsvandt igen, og hun stillede lyset på bordet, hvorefter hun tog en tår vand. Sveden dryppede af hende

Aha. Så hun kunne lege med ild.
Han havde lænet sig lidt tilbage i stolen for ikke selv at blive mærket af varmen. I hvert fald ikke så meget at det ville skade ham på nogen måde.
folk omkring dem stirrede på dem. Nogle af dem var mennesker og kendte hverken til magi eller væsener og for dem...Ja, de vidste ikke helt hvad de skulle tro.
Sean lod en hånd glide gennem sit hår et øjeblik mens han studerede hende.
Og smilte så svagt.
"Nuvel. Men selv om du kan lege med ilden, tror jeg det skaber for meget opmærksomhed. i hvert fald til min smag" han gjorde en gestus mod rummet, hvor folk nu også begyndte at diskutere det.

Sean vidste ikke om sveden var begrund af anstrengelsen. Eller varmen. Hvis det var af anstrengelse kunne deres samtale jo nok ikke vare ved for længe.
Selv om han intet havde imod hende evne, brød han sig ikke om unødig opmærksomhed. Han fik for meget af det på sit arbejde...Hvor han helst skulle være uset. Ukendt.
Og jagtet blev han tit. Derfor havde han det bedst, hvis ingen rigtig lagde mærke til ham. Som de dog havde i aften.
"men tillad mig så at spørge...hvor kommer den tradition fra? Hvad er meningen med den? Ved du det?"

Hun rystede på hovedet, tavs.
I bordpladen optrådte svedne bogstaver foran ham.
'Storyteller-slægten har altid fulgt disse traditioner..'

Hun kradsede sig kort på armen, så hvide mærke optrådte på huden.
Hun havde ikke godt med at tale om sin slægt, specielt fordi hun var den sidste

Det var da lidt bedre. selv om kroejeren nok ikke ville blive glad. Men mon ikke de var van til det? Der skete jo mange ting hele tiden...Han kunne leve med det.
Storyteller...Han havde aldrig hørt om den slægt.
Han opfangede hendes kradsen på armen og hendes udtryk. Selv om hun ikke sagde tingene med ord, havde hun stadig et kropssprog. Og lige nu fortalte det ham at hun ikke fandt sig særlig godt tilpas...Med dette emne i hvert fald.
"Okay...Tak" smilte han, for at vise han satte pris på hendes svar selv om hun nok ikke brød sig om at fortælle om det.
Men mon ikke det skræmte folk væk? Mænd, kvinder? Ved tanken om at deres børn skal massakreres på den måde når de blev født...
"Men jeg må sige jeg aldrig har hørt om jer før, Storyteller. Har i altid hørt til området?" Han viste ikke hvor alle hans spørgsmål kom fra. Måske en arbejdsskade. Men hun måtte vel udtrykke det, hvis det irriterede hende.
Han tog en tår af sin øl.

Hun så på ham, en smule trist.
'jeg er den eneste tilbage...'
bogstaverne erstattede dem fra før.

Hun så ned på bordet, og derefter på ham. Hun vidste ikke hvem han var, men han havde reddet hende. Eller, det var som man så det. Måske ville han bare selv have hende.

Hun sukkede kort, næsten lydløst.

Han nikkede kort.
"Det er trist..." svarede han, som svar på hendes nu triste holdning.
"...Det ligger vel et pres på en, ikke? at man er nød til at bringe slægten videre på en eller anden måde, måske?" Han håbede da hun havde styrke nok til at beskytte sig selv og med tiden måske finde en mand som kunne bringe hende nogle børn. Eller ville hun lade slægten dø ud? Det var jo ikke til at vide hvilket forhold hun havde til sin slægt...eller havde?
"Jeg burde nok ikke spørge...men hvor er resten blevet af?" han måtte snart stoppe de evige spørgsmål. Lade hende trække vejret og selv få en chance for at spørge ham om noget. Bare lige det sidste....
Problemet var bare hendes svar gav ham flere spørgsmål og han ville så gerne vide ting...

''død''. hun sagde bare ordet, med en total monoton stemme.
hun så på ham.
''de er alle døde..'' Hendes øjne glimtede svagt af de tårer der pressede sig på.
Stille tog hun en tår vand, og så lidt ned igen.
Så så hun på ham, og lukkede øjnene lidt

han nikkede svagt og spurgte ikke om mere. åh, han havde masser af spørgsmål. Hvordan. Om hun havde set det, som mange af en eller anden grund havde hvis de havde en lignende historie. Hvor de normale havde hørt til...Og flere i den dur. Men han viste hvornår han skulle stoppe og han fornemmede han havde nået en ende. For nu i hvert fald.
Han tog en tår af sin øl og de sad lidt i stilhed. Sean så roligt på hende, afslappet. Kun let rørt af hendes sorg.
Det var ikke fordi han var kold. eller enlig var han det vel nok...Han havde lært sig selv ikke at leve sig for langt ind i andres ord og fortællinger. Hans job krævede en vis distance.
"Det er jeg ked af" sagde han så endelig.

Efter et par minutter, tog hun nogle mønter frem, lagde foran ham, rejste sig og tog hans øl mens hun forlod kroen.
Måske var det på tide hun drak sig i hegnet, og gjorde en ende på den åndssvage, tåbelige slægt.

Hun smuttede ud, inden han nåede at stoppe hende.
Hun begyndte bare at gå, mens hun drak af øllen