Costte-- Silken

Dag:ligemeget
Dato:irl
Omgivelser: Væsner som går rundt og snakker og lader livet passerer
Vejr: ret koldt.
Tid:23.19
Årstid:Efterår
Sted: I en af sidegaderne med små kroer, værtshuse´.


Zeril Gik gennem gaden denne aften, ikke fordi hun havde noget formål men hun havde tænkt sig at opsøge en gammel ven/fjende, som hun ville snakke med angående noget teritorie overtrædelse. Hun var i et vældigt okay godt humør, selvom hun var kendt som en hystade blandt folk, og da også kendt som en Smuk Risisska Vampyr der undentvivl var blevet valgt til vampyr fordi hendes skønhed passede til Lederens mening af et smukt væsen. Hun så lige ud som om alle disse væsner ikke betød det mindste hviket de faktisk ikke gjorder.... Hun havde en hvid kjole på med guld stof kanter de steder der endnu engang var kanter. Hendes arme var let dækkede med silke ærmer og man kunne tydeligt se at dette var mere end bare en smuk kvinde, auraen omkring Zeril var enestående, fyldt med energi men igen fyldt med sort og dyster energi der mest af alt lå i at sjæle var blevet taget af hende go ført til helved af hendes voldlighed og sult.

Cosette gik rundt i gaderne, hun var lige kommet ud fra et værtshus. Men hun var blevet smidt ud fordi hun ikke havde købt noget. Men det var svært at købe noget uden penge, hun trak på skuldrene og rundt i sidegaderne. Hun havde ingen at snakke med, hun sukkede lavt over de væsner som havde nogle at snakke med.
Hun gik i sin lange sandfarvede kjole, den gik som alle hendes kjoler elegant ned af hendes krop. Og den markerede hver lille detalje, og så var det godt at være pæn slank med former. Hendes store amolet hang ligeunder i hendes hals, hendes kæreste eje. Den havde været hendes mors, men nu var hendes mor død.
Men Cosette var ved at komme sig, men den sidste uges tid havde alt bare været overraskende og forvirrende..
Hun fik øje på noget af en smuk kvinde, med fine klæder. Cosette smilte og hendes smukke ansigt fik en venlig glød. Hun var selv ret smuk, men det var ikke noget hun plagede at udnytte. Hun ville hellere have folk skulle kunne lide hende på hendes personlighed og ikke blot hendes kønne ydre.

Zeril var stadigvæk langt fra Cosette og da Cosette ikke var af nogen interesse or hende lagde hun ikke mærke til hende før at de var ca. 7 meter fra hinanden, her var det ikke Cosette som sådan der fangede hendes øjne, det var amuletten som hang om den lyse piges hals. DeN nærmest tryllebandt Zeril og det fik hende til at stoppe op og stirre direkte på Cosette, Lugten fra Cosette havde endnu ikke ramt Zerils lugte sans, nok mest af alt fordi Zeril ikke ville dufte nogen af disse væsner da ikke alle havde en lige god lugt. Intet smil var på de smukke farvede læbr af Zeril, og hendes øjne var ikke syn derligt glade. Dog lagde hun straks mærke til at Cosette også så på hende, en tid var det som om at alt omkring dem ligesom bare flød ind i en stilhed, men tilsidst nikkede Zeril til Cosette. Den underlige følelse af lyden nærmest stod stille kunne få nogen til at blive svagt runtossede i et kort sekundt.

Cosette smilte og nikkede tilbage. Hun vidste at der kunne være gode og farlige væsner næsten alle steder. Men hvem der var hvem var meget svært. Hun var en smule bange for vampyre, men kun fordi en af vampyrene engang havde fortalt hende. At hendes lyselver duft var så sød, men at hun også havde en shapeshifter lugt som smagte så sød. Tanken fik det til at løbe koldt ned af Cosettes ryg. Bare tanken om at en vampyr skulle sætte tænderne i hende, det fik nærmest hende til at skælve.
Cosette elskede sin amolet, derfor havde hun sat noget bestemt skjold på den. Noget af lys magi, vampyre og ondevæsner kunne tage den. Heller ikke tyve. Cosette gik en smule vidrer, hun kom forbi kvinden og de stod med ikke mere end et par meter fra hinanden. Cosettes hud duftede af en sød blanding af lyselver og shapeshifter. Denne blanding var meget sjældent, og det var klart selv når Cosette ikke engang var helt sikker på den. For hun havde aldrig gjordt sig til noget dyr før. Så hun var begyndt at miste troen på det vampyren sagde.

Det kom som et slag da lugten ramte Zerils lugtesans. Hun gjorder intet tegn på at hun var blevet begejsret over Pigens Duft, men hele hendes krop blev fyldt med iver og sult. Havde de mødtes bare for 200 år siden havde Zeril slet ikke kunne styre sig på samme måde som nu. Zeril lod sin mund stadig svagt åben så ikke mere en 2-3 mm var åben. Den duft, den var så speciel, helt specifik, hhun havde svagt ved at finde ud af hvad hun var denne kvinde, hvad var hun. Var hun et lille blandings barn? Det måtte hun være, En ægte delikatesse!!!!!! I det samme kom et smil på de røde læber, og hendes øjen forandrede sig helt fra døde og kolde til glade og venlige. Hun måtte få fat i dette væsen! Hun sagde stadig ikke noget, men lod sig blive helt afslapped i den ellers så ranke og stolte kropsholdning som Zeril havde. Det var som om at der var gået spat inde i hendes hoved, men det skyldtes at blandings væsner var så sjældne og var som et fremmed madkultur der havde været gemt og nu havde vist sig i dagens lys eller rettelse mørke i Zerils forståelse-

Cosette forsatte med at gå, hun gik normalt hurtigt men med elegante skridt. Hun hilste på alle forbi pacerene væsner. Hun var bare en meget smilende pige. Hun var helt afslappet og anede intet om den farer hun ellers stod i. Cosette kørte en hånd igennem hendes hår, som lagde et tykt duftspor efter sig.
Hun kiggede op på den smukke natte himel og hviskede musestille. "Godnat mor.." Hun bed sig i læben og kiggede kort ned i jorden. Der var ingen grund til at sætte en overdrivelse på nu. Hun ville bare finde et sted at sove, men hun havde brugt sine sidste penge på aftensmad. Lidt dumt, men hun havde været sulten. Omridset af hendes krop blev lyst svagt op, det var noget alle lyselvere gjorde. Men Cosette gjorde det ikke ligeså kræftigt.

"Er du træt! lød det pluseligt bag fra pigen, det Zeril der stod i egen høje person og kiggede direkte i Cosettes ansigt. Hun smilte med lukket mund, og øjnene stirrede næremst bare ind i Cosettes sjæl. Zeril ville havde dette væsen i aften, dette væsens blod skulle flyde i hendes krop om væsnet ville det eller ej. Zeril var svagt kendt i denne verden, men ikke lige så meget som sin skaber og hendes familie. Ja Zeril var en Risisska vampyr, hvilket hun var meget stolt over, disse slags vampyrer var kendt for deres nærmest dybt overnaturlige og unaturlige skønhed. Zeril var mest af alt kendt for sit lyse hår og blå øjne men allerhøjet for sin hysteriskhed og voldelige adfærd. Hun kunne være så blid som et lam og være lige så voldelig som en sulten hyane der ikke have fået mad i en uge og nu stod hun her foran Cosette som en anden ven der sprugte om hun var træt og ville hjælpe. Denne verden var ikke så god som den nogen lignte, det havde Zeril lært den dag hun selv hadve mistet sit bankende hjerte til sin skaber. Men livet som levende død havde givet hende så meget mere end det havde som et simpelt og svagt menneske der måtte slide sin krop op og tilsidst dø. Måske var hun blevet gift med en rig mand på grund af henes skønhed men den tid hun kom fra var kvinder det svage køn, heldigvis havde hun mødt sin skaber som havde givet hende så meget mere.

Cosette kiggede på kvinden, lidt overrasket. "Lidt." Hun smilte venligt, og kiggede kvinden ind i øjne. Hun havde varme øjne og de fik nærmest en til at føle sig venlig. Cosette synes nu at kvinden så meget unaturligt og overnaturlig smuk ud. Der var ikke en eneste fejl i hendes hud, den var perfekt. Hun havde flot lsyst hår, og de blå øjne lyste smukt op i forhold til de flotte karamelbrune Cosette havde.
Cosette kendte ikke kvinden, hun var hverken dum eller noget. Hvad skulle en smuk nok rig kvinde dog med hende?

Cosette trak på skuldrene og bed sig en smule i læben. Hun syntes kvindens virkede mystisk, men også meget spændende. Noget inden i Cosette advarede hende, og noget var ligeglad. Men hendes hjerte bankede stadig hurtigt og Cosette syntes næsten at det gav ekko.

Cosettes hjerte var som musik for Zeril hun kunne ´danse til lyden af et hjerte når en person var bange. Zeril smilte lidt dybere og bredere, "det kan jeg mærke på dig" Hendes sætning var fast som om den var indlært. Ikke et eneste sekudnt studerede Zeril Cosettes udseende, det hun virkelig var igang med var at sende en svag auraføler ud som kunne finde ud af hvilket form for væsen dette væsen endnu engang var, men amuletten rundt om denne piges hals, gjorder det svært, der skulles arbejds ekstra hårdt for at komme igennem det beskyttende skjold. *Lysmagi* tænkte hun og det ene øje dirrede svagt ved tanken om dette. Men smilet var stadig fast. Zeril var stadig meget und i sit vampyr liv, men kun kendte helt bestemt til de mange forskellige magi'er, og lysmagi var noget Zeril bestemt ikke brød sig om.

Cosette kunne mærke hendes amolet sendte nogle sinaler, men hvilke forstod hun ikke. Cosette kunne mærke faren, hun syntes næste at hun kunne læse kvinden. For det var som om kvinden kiggede ind i hendes sjæl. Hvem vidste om kvinden var sjæledæmon eller vampyr? Cosette kiggede lidt ud af kvindens øjne og var klar til at forsvare sig selv. Hun holdte en lille usynlig lyskugle i hånden. Men den skulle kun bruges vis kvinden angreb. Hun syntes kvindens ene øje dirrede lidt, hvilket fik hende til at synke en klump. Hendes hænder rystede en smule og hendes hjerte galoperede afsted.
"Ellers tak." Cosette valgte at gå forbi kvinden og forsætte ligeud. Hun havde sin lyskugle klar i tilfælle af angreb. Kuglen af lys ville ikke dræbe blot bedøve væsnet for dens mørke onde kræfter.

Zeril nærmest vendte sig samtidig med at Cosette gik fordi, hun så kort på hende inden at hun sagde noget. "Er der noget galt?" Hendes temme var stadig venlig men hendes aura var blevet lidt mere tiltage trukket. Cosette havde faktisk intet at miste for her i byen ville det være ret så dumt at angribe hinanden....Da der var andre væsner der tydeligt ville komme den forurettede til unsætning. De røde læber på Zeril smilede stadig, dog med lukket mund så tænderne ikke blottede sig.
HUn ventede på svar eller i det mindste en reagtion, Cosette gjorder klogt i at svare hende, Zeril var en type der nærmerst fik alt hvad hun ville have når hun ville have og hvis ikke det skete kostede det også. En let brise slog igennem den halvstore gade som de begge stod på og fik Zeril og Cosettes hår og tøj til at blagre svagt, brisen var kolg men ikke lige så kold som den ville have været hvis de var ude i natur, byen var altid ldit varmere fordi der var mange væsner og huse der var tændt op i.

"Nej.. Jeg skal bare videre.." Svarede hun hurtigt og stod stille øjeblik. Hun skulle enlig ikke noget, men auraen omkring kvinden den var mærkelig. Der var noget mystisk over hende. Cosette sank og med sine negle lavede hun en lille rift i sin hud. Blodet samlede sig for at komme ud og lagde dråbe efter dråbe da den kolde asfalt. Cosette var stadig klar til at forsvare sig hvis det skulle ende galt. Der var pelsjægere i byen, så en virkelig dum mulighed var at bruge sine shapeshifter evner. Det ville være for farligt. Men Cosette vidste også at hvis kvinden var sjæledæmon så var hun udenfor farer.
Cosette vidste også at hvis kvinden var vampyr, så ville hun 100% reagere på hendes blod. Hun havde stadig en usynlig lyskugle klar.

Zerils øjne blev pluseligt afslappede, ved lugten af blod. Men hun blev stående hvor hun var en tid, "Mit navn er Zeril" sagde hun og gik 2 skridt frem Cosette, hvis hun kendte til klanerne i denne verden ville hun måske kende hendes navn derfra, dog var det mere de store lederes navn der var kendte. Zeril var blevet helt afslapped i ansigtet men hendes krop var stadig som før, hun skar kort tænder for at få sine tænder til at lade være med at dirre i hende.

//sorry kort svar//

Cosette kendte til klanerne, men hun havde aldrig rigtig kunne huske nogen af navnene. Hun knyttede sin hånd så der kom mere blod ud. En kold vind, svingede duften rundt om næserne på folk. Men kun vampyrer var vågne og istand til at lugte det. Der blev pludselig helt stille, der var ikke andet end dem og et par andre væsner tilbage. Sikkert vampyrer for man kunne se deres hugtænder. Men det var som om de var bange for kvinden som stod foran hende.Cosette var klar på angreb, men vidste ikke om hendes modstander ville angribe.
Hun gik forsigtigt et skridt tilbage, men kunne mærke vampyrerne bagved kvinden fulgte hende med øjne.

//Gør ikke noget Du skriver virkelig godt!//

Det var dumt af Cosette at sætte duftspor i luften mest af alt fordi det var mørkt og mest af alt fordi at i disse områder var det normalt vampyrer der kom. Alle dem der nu stod og stirrede på Cosette var rigtigt nok vampyrer og de alle nærmest glanede da de mærkede den ukendte duft af det fortryllende blod. Nogen måtte styre sig mens andre begyndte at blive let ivrige. Man kunne ligefrem så deres ivrighed på deres kropssprog. Zeril havde fjernet blikket fra Cosette kort for at se sig omkring, stakkel lille pige, dette var nærmest hendes døds dag, Zeril Grinte overlegent og så så Skummelt over på Cosette. Det var som om hendes øjne lyste af en form for glæde. "Hvem er du" hun kaldte næsten aldrig andre for de da det var sjældent at hun mødte nogen der var det værd. HUn havde endnu ikke blottede sine tænder selvom mange omkring dem havde blottet sine, nogen enkle Dæmoner var der da også og alle dem der ikke så pÅ Cosette kunne tydeligt ses ikke var nogen onde væsner.

//Tak har også brugt 7 år af mit liv på at være på sådan forums//

Cosette var nu ikke bange, hun ville være sikker. Og selvom hendes plan langtfra var idiotsikker, så stolte hun på sine instinkter. Hun forsatte med at lave duftspor, men skuderede alle bevægelser og adfærd.
På den måde kunn hun skælme mellem god og ond. Og Zeril var helt sikkert en man skulle passe på. De andre væsner bag hende, var fuld af appitit men de var bange for hende.. Hvorfor?..

Kun skar kort tænder og lod sig i det samme forsvinde foran folk i det næste ville hun være et stykke foran Cosette, de havde mere at skulel tale om! Zeril stirrede på Cosette imens hun kom nærmere, hun havde intet at frygte lige nu selvom at Zeril stadig var en ung vampyr, øjnene stod som knive rettet mod Cosette. Det lyse hår gav et svagt skær fra gadelamperne. Lige nu var aftenen stadig rolig og Det var Cosettes helt eget valg og den skulle forsætte sådan. Hvis hun begyndte at flygte eller lave rav i den som hun var igang med at gøre kunne denne aftenen blive Hendes dødsdag, ikke kun fordi Zeril var her men også fordi at man af de væsner der gav sig ud for at være normale fik ikke var så normale igen. Man skulle tage sig i agt, men viste Cosette ikke allerede det?

Cosette gjorde en lyskugle kklar, og kiggede Zeril i øjne. Hun knyttede sine knorr, og bed sig forsigtigt i underlæben. Hun affyrede lyskuglen og ramte Zeril med en bedøvende kugle af lys. Cosette satte i løb, og sørgede for andre væsner ikke kom i nærheden. Selvom det var svært var det forsøget hver. Cosette havde fart som en elver og en jaguar til sammen, så hendes fart var fordobblet.

Godt nok var det en svag magi men havde hun virkelig regnet med at Zeril ville lade sig underkue, hun lavede et kort svagt med hånd og lysmagien for afsted med en anden vampyr. Hunhavde lavet et sjold med sin telekinese.... Men alligevel gjroder magien svagt ondt da den var kommet ret så tæt på.... Mange af de andre væsner stirrede nu på Cosette, hvad havde hun lige gang i. Nogen mennesker begyndte at råbe om at en shapestifter heks prøvede at lave ballede og andre så på den stakkels vampyr der havde fået magien på sig-

Cosette kiggede rundt og vidste ikke hvad hun skulle gøre. Hendes øjne flakkede rundt som et dådyr, der lige havde fået øje på et lys fre en billygte. Hun trippede rundt, og kiggede for at se om hun kunne finde en vej væk. Men det var umuligt, hun kunne ikke finde nogen vej. Fanget i den mørke gyde, som en mus i et bur. Hun var lænket til hendes liv ligenu, hun kunne ikke flygte fra skæbnen. Måske var det hendes dødsdag..

Zeril havde forvaltet sig op på hustagende og stod nu og så på den unge pige der flygtede for sit liv....Det var nok ballade og sjov for i nat med denne pige. Zeril skulle videre. I det samme forsvandt hun, forsvandt ud i mørket, ud i natten

//out, så har jeg sat lidt frygt i dig //

Cosette stod tilbage, og lod sig glide ned ad den kolde mur. Med et strejf af frygt som fik hende til at kigge til alle sider.

//Out, ja Tak for emnet //

//i lige måde//

//Håber vi kan tage et nyt en anden god gang //