Yet another Demon// Benjamin.

Solens sidste stråler fejede ned gennem skoven hvor skovens træer nu tillod det. Træernes kroner gjorde nu ellers et ihærdigt forsøg på at holde solens stråler væk, men nogle få steder lykkedes det dog solen at trænge igennem. Skoven omkring Alane havde et underligt rødt skær på grund af den kraftige farve himlen havde, hun sad på en gren i et højt træ og betragtede solens sidste stråler forlade himlen. Det var et smukt syn men på en måde fik det også hendes tanker igang. Himlen var rød som blod og lagde et rødt skær for hendes øjne.

Den sidste tid i hendes lov havde været hektisk og nu trængte hun vel egentlig bare til at slappe af og hvor gjorde hun det bedre end nogen steder, tja sjovt nok der hvor hun befandt sig nu. I skovens beroligende omgivelser. Det var lang tid siden hun havde kunnet sidde ned og bare tage det stille og roligt og det var rart at man for en gangs skyld kunne gøre det. Roligt begyndte hun dog t kravle ned fra træet. Gren for gren. Efter kort tid slap hun den sidste gren og landede roligt og yndefuldt på jorden. Hun så sig kort omkring, de grønne søgte noget men hun var ikke helt sikker på hvad.

Hun var nok lidt utradionelt klædt til en tur i skoven men for hende var det nemt at færde sig i det og hun havde rig bevægelses mulighed. Hun var klædt i et par shorts i noget elastisk stof som gik hende til lidt over midten af låret, shortsne var sorte. Derudover havde hun en lettere tætsiddende langærmet trøje i en mørkegrøn farve. Hun havde en stram snørrevest udover den i sort og som sædvanlig bare fødder.

Alane gk længere og dybere ind i skoven og fandt efter noget tid sin fløjte frem og kort tid efter fyldtes luften af sirlige og eksotiske toner, det var som om tonerne fortalte en historie men man kunne ikke helt tyde hvad det var den gik ud på. Eller jo Alane kunne fordi hun kunne se billederne for sig som hun fulgte en større sti i skoven.

Der var ingen, som vidste, hvor lang tid han siddet på den sten. Dagens stråler havde varmet den, dengang han fandt den, men nu var den noget nær kold igen. Han var åbenbart ikke varm nok selv. Dengang han lige var kommet havde solen stået midt på himlen, brændende, gudommelig, og nu var den ved at blive slugt af varmet. Solens døende lys gav himlen en farve, som mest af alt mindede ham om smeltet ost og blod. Han havde set de solnedgange som var pænere. Nogle gange føltes det som om han havde set alt, hvad der var værd at se. Mødt de folk han skulle møde. Gjordt det han skulle gøre. I en ring omkring ham lå hans værktøj, blokke, blyanter, lå spredt ud over græsset. Og han kunne ikke være mere ligeglad. Tegningen var stadig ikke
færdig. I starten vidste han ikke, hvad det var han lavede, men lidt efter lidt tog det form en person. Baggrunden af hende var en naturlig blandning af bjerge og træer. Allerede nu vidste han, at hun ikke smilede.
Han lod papirblokken falde fra sit skød, moset på jorden dæmpede bumpet så meget, at han overvejede om det overhovedet havde været der.
Han sukkede, lukkede øjnene og kørte en hånd gennem sit allerede uglede hår. Han følte sig træt, så uendelig træt. Skibets besætning sov aldrig, larmede altid. Han blev ved med at vågne om natten, men af en eller anden grund vidste han, at det ikke var på grund af larmen. Hvad det var, var han dog ikke helt sikker på. Hvem er?
Benjamin lod øjnene køre gennem træerne, hen over moset, op i himlen og følte det som om, at han så sine omgivelser for første gang. Måske var det også sådan. Hvorfor skulle han også give dem opmærksomhed? Det var træer. Intet mere, intet mindre.
Han trak ærmerne på sin sorte, forstørre trøje ned; det var virkelig begyndt at blive koldere. Han var iført i nogle mange gange lappede bukser, som Pen havde tryllet frem , samt nogle slidte lædersko. Tøjet fra Jorden vidste han ikke, hvor var henne...
...og han var ligeglad. Det var virkelig ikke sundt; denne ligegyldige følelse. Han hadede den. Tomheden. Alligevel kunne han ikke lade den gå. Han samlede blokken op igen.
Pludselig var stilheden slået. Flænget i stykker af smuk fløjtespil. Han rynkede panden et kort stykke tid. Rejste sig så uden et ord, med blok og blyant i hånden, bevæbnet mod enhver det så var. Han gik i den rigtige retning; spillet blev stærkere og tydeligere for hvert skridt han tog. Han gad ikke tænkte, hvad der egentlig skulle ske, når han mødte ejermanden, nød bare den løbske historie.
Man skulle vel leve nuet?

Alanes slanke fingre dansede over fløjten og historien som blev fortalt blev mere og mere intens, hun så ikke andet for sig end billederne, sådan var det altid når hun spillede. Hendes øjne var lukket i men det var som om at hun kendte stien som hun gik på, vidste hvor den ville føre hen og at hun slet ikke behøvede se den for sig. En krig, et had, et venskab og forræderi. Historien blev fortalt fra manges øjne men kun en var den onde fordi han var den eneste som ikke fik lov til at fortælle historien trods det var ham den handlede om. Blodet flød som krigen blev ved. Som de to tidligere venner ikke ville give op. Den ene kæmpede for en ret til at tale og den anden kæmpede af en tro på forræderi.

Hun var væk i historien, forsvandt til en anden verden, det her var hendes flugt fra virkeligheden når den blev for meget, når hun ville se andres liv for sig end sit eget om det så var trist var det rart med noget afveksling så alting ikke blev så firkantet og trist at se på.

Skoven gled fordi hende som hun gik, hun lagde for en gangs skyld ikke mærke til noget omkring sig, Alane plejede altid at betragtet skønheden hun befandt sig i, for hende var ingenting sort eller hvidt, altid havde nuancer. Hun dømte ikke mennesker eller andre væsner udfra rygter eller handlinger. Man havde en grund til alt hvad man gjorde, grunden var dog ikke altid lige god. I hendes øjne var der ikke noget godt eller ondt. Fordi hvordan kunne man egentlig bedømme om det var ondt eller godt og især hvis man ikke kender grunden til handlingen.

Historien blev vildere og vildere og med et var det som om den stoppede og nu var den kun fløjtens eksotiske og sirlige toner der fyldte luften i en fortryllende tone. Alane åbnede stille øjnene og spillede en sidste tone før hun fjernede fløjten fra sin mund og lagde den tilbage på plads. Hun var dybere i skoven end hun havde været før men hun kendte vejen tilbage. Med et spidsede hun øre og så sig omkring, nogen kom imod hende men hun vidste ikke helt hvorfra og på ingen måde hvem der kom imod hende. Fare eller ej så var det bedst at være på vagt.

Gad vide, hvem det var som brugte fløjten? Dreng, pige? Menneske,
vampyr? Det var vindstille, så han kunne ikke opfange nogle dufte.
Hjernedød eller faktisk tankende? Det ville være overraskende, hvis
det var sidste. Der fandtes alt for mange dumme væsner nu om dage.
Ikke at det ikke altid have været sådan, men det var ved at drive
ham på nerverne.


Der var mange, som troede, at deres oprindelse gjorde dem kloge og
altvidende. Vampyr, mennesker, dæmoner, engle. Alle havde et
specielt udgangspunkt, en special og så uendelig udbredt tankegang.
Hvorfor handlede de som de gjorde? Hvorfor handlede englene imod
deres eget bedste og går i døden for andre?


Der havde aldrig været nogen, som han ville have gået i døden
før. Sådan en følelse, bare følelser i
det hele taget, var svage. Gå i døden for andre, pff. Forbandede
engler. Forbandede levende væsner.


Forband alle.

Musikken blev højere og højere,
og hvis han ikke havde holdt sig i skindet ville en historie have
taget form i hans hoved. Han stak hænderne i sine lommer og sagtnede
farten. Ikke han bevægede sig med høj fart, han havde ikke travlt.
På ingen måde. Hvorfor skulle han også have det?

Skoven var egentlig grim, nu hvor
man tænkte over det, umodelig grim. Forskurede træer, vildevoksende
planter, ildelugtende jord...


Havde det hele tiden været så
grimt? Var det musikkens skyld?
Han rykkede på brynene, tog sig
sammen, fokuserede.

Langsomt kom en kvindelig
skikkelse til syne. Hun havde forholdsvist kort, hvidt hår og en
matchende hvid hud. Hun var slank, på grænsen til tynd.

Han glattede sit ansigt og
studerede hende, før han trådte tættere på. Hvad nu? Hvad fanden
vil du nu gøre?
Han var ikke sikker. Man kunne næsten sige, at
han var usikker. Næsten. Kun næsten. Han smilede , men hans smil
havde ikke været ægte i meget lang tid.

”Halløj” sagde han, stadig
svagt smilende.

”Jeg hørte din musik og tænkte
jeg ville kigge, forbi...” han lade hovedet på skrå
”Shapeshifter.

Hun kunne mærke en person som stod og kiggede på hende, betragtede hende måske? Hendes hår så måske kort ud da hun havde det i en hestehale men normalt gik det hende til lænden. Alane forsatte dog med at spille mens personen stod der, hun kunne ikke se hvorfor hun skulle stoppe medmindre personen henvendte sig til hende, dog kunne hun ikke styre sin nysgerrighed og åbnede stille øjnene og lod dem falde på ham. En mand, en ung mand eller det var i hvert fald det hun så, sort pjusket hår og relativt tynd. Hun lukkede sine øjne i igen for ikke at virke som om hun bare sad og stirrede på ham. Men denne gang kunne hun ikke længere se historien for sig så hvorfor overhovedet spille mere? Roligt stoppede hun og lod fløjten hvile i hendes hånd som hun placerede på hendes lår. De grønne øjne åbnede sig atter engang og så på ham, hvem var han og hvad lavede han egentlig her?

Alane satte sig så hendes ben nu hang langs stenen i stedet for den skrædderstilling som hun havde siddet i før. Let lod hun sin tunge glide ud og fugte hendes læber mens blikket atter engang gled rundt i skoven, hvor lang tid havde hun egentlig siddet og spillet? Solen hang stadig på himmelen og gav skoven et rødt skær.

Hun var måske lidt tynd men hun var ikke sygeligt tynd men nok tyndere end normalt. Alane kiggede på ham da han snakkede til hende. Igen kørte tanken igennem hendes hoved, hvad vil han egenetlig her? Han havde jo egentlig nok bare været ude og gå en tur og havde så hørt hende spille.

"Hej", hun gengældte det smil som han sendte hende.

"Okay, det var du da også bare velkommen til at gøre. Men hvem er du egentlig hvis jeg må spørge?"

Let lagde hun hovedet på skrå og betragtede ham. Hun kunne ikke lade være med at smile skævt da han kaldte hende en shapeshifter, det var jo næsten rigtigt og så igen så langt fra det hun var.

Jo, sandt nok hun var en Shapeshifter, men der var noget ved hende...
En glød, en aura, som Benjamin langt fra kunne lide. Den var ikke ikke blodig, vred eller faretruende, men der imod føltes den rolig, som en evig flod. Og de roligste har sjældent en grund til være skræmte. De sad på en trone af status og magt.
Han hadede dens slags mennesker. De mere skræmte og ynkelige væsner var altid meget nemmere at have med at gøre.
Pigen, kvinden, den unaturlige overfor ham, var tydeligvis ikke en af dem.
Fordømt.
Hun gav ham noget som kunne minde om et elevatorblik.
De stod som to mistroiske rovdyr, prøvede at finde, hvem den var, men holde alle sine egne kort tæt til kroppen. Hun var ikke grim; selvom hendes hår var så langt, at det virkede lamt.
Pigen, det virkede mere nedværdigende end kvinde, skiftede stilling på sin sten, slikkede sine læber, han knep lettere øjnene sammen ved bevægelsen, og gengældte han akavede hilsen.
Han havde lyst til at grine ved den næste sætning som forlod hendes mund. Selvfølgelig havde han lov til det. Hvad, hvem ville kunne forhindre ham i at gøre, hvad han ville?
Pigen virkede høflig, venlig, så hende blev det kunne. Også selvom den lettere, meget svage, uro stadig var der. Ikke at han nogensinde ville indrømme det.
Men hvem er du egentlig, hvis jeg må spørge?
Ikke noget dumt spørgsmål.
Han havde lyst til at sige, nej, det havde hun bestemt ikke ret til. Hvad ville hun bruge den oplysning til?
”Mit navn er Benjamin Malach.” Han sagde det, som om selve navnet skulle vække hendes værste mareridts til live, hvilket det sikker ikke gjorde. Hun lignede ikke en, som trådte, hvor han gjorde.
”Før der bliver føjet flere detaljer til, vil jeg gerne havde dit navn også.”
Gad vide, hvor dette møde ville flere dem? I døden? Videre op af magtstien?
Pigen kunne sagtens være en vigtig brik, ikke central, men forholdsvis magtfuld. Ja, måske var ikke så tosset alligevel. Eller måske var hun bare endnu en bonde.