I was wrong! //Eric//

O: Træer, en masse lyselver.
V: Solskin.
T: Formiddag
P: En hvid kjole.

Dagen havde ellers startet så godt, stille og rolig. Fuglene havde sunget så smukt, og fløjet så stille og roligt rundt imellem de smukke trækroner. Eller det som var tilbage af dem, efteråret havde overtaget. Bladene havde skiftet til en smuk rød/orange nuance, og mange af dem dalrede ned af træernes kviste. Mange af skovens højetrær stod helt nøgne tilbage, med deres høje brune stamme. Bladene dansede med hinanden i den stille vind, og landede ovenpå hinanden da de ramte jorden. De rislede da vinden skubbede dem hen langs jorden. Alt havde været så viunderligt, så rart. Til nu.
Cosette løb afsted igennem skoven, hun så sig næsten ikke tilbage. De var efter hende, de ville ikke tillade hun var der. De var efter hende, det kunne ikke lide hun var i deres skov. Det var sådanne nogle tidspunkter hvor Cosette ønskede hendes mor ikke var død. Hun ville ønske den shapeshifter ikke havde taget livet af hendes mor. Men nu var det forsent.. Hendes mor var død, og Cosette havde taget livet af sin mors morder. Cosette var hurtig i skoven, og løb for sit liv. Hun var blanding, og hendes dyriskeside gjorde hende hurtigere til hendes fordel.
Men hun stoppede dog op med det samme hun ramlede ind i en ung mand.

Ikke alle havde en god start på dagen, men i modsætning til andre endte den godt ud. Efter et heftigt skænderi i hjemmet, hvor taget næsten var blæst af, havde Eric fundet en smutvej ud af gården og op på hesten. Som altid så han det som sin bedste udvej, ikke fordi den nødvendigvis var bedst men fordi han kunne lide den og den gav en stor chance for at virke så snart han var oppe på hesten. Hans hest. En dejlig stor en af slagsen, der kunne skræmme de fleste bare ved synet, med mindre de var større end den. Et lille problem.
Efter at have reddet rundt fra sted til sted i et par timer, var Eric endt neden under et æbletræ hvor både de to benet og firbenet kunne få stillet deres sult, hvis altså de små kunne nå træet, det kunne han til alt held godt med hestens ryg og med et par æbler i hånden, sprang han ned fra dyret og satte tænderne i æblet mens han åndsfraværende stak en hånd igennem tøjlerne på hesten for at begynde hjemtuen. Knap var han kommet ud på vejen, før hesten trak i tøjlerne og fik Eric til at vende sig om, lige tids nok til at se en eller anden kvinde med blondt hår løbe ind i ham.

Hun mærkede et stød igennem hendes tynde krop, da hun ramte noget.
Hun kiggede op på den ung mand, som sikkert var jevnaldrende med hende selv.
Hun kiggede flovt ned i jorden, og gik et kort skridt tilbage. Før hun tog sig sammen til at kiggede ham i øjne.
Hun havde en blondt slangekrølle til at sidde foran, hendes smukke brune øjne. Hun så en smule bange ud, men ikke hvor ham. Hun var bange for de lyselvere som mente hun hun var døden hver. Men hun var nu stærk nok til at klare sig selv, lidt i hvertfald. Hun kiggede hurtigt tilbage, da hun kunne hører lyden af de rasende stemmer. Det ville tage forlang tid at forvandle sig, og det ville sikkert skræmme hesten. Så hun lod vær, og håbede på at den unge mand ville hjælpe hende.

"Godmorgen." Måske var det ikke helt godmorgen og måske så meget andet. Måske var det ikke normalt at skride fra hjemmet klokken lort om natten og en helt masse andet, men hvis man skulle gå op i alle de detaljer livet igennem, så kunne Eric hurtig se det blev både langt og kedeligt. Ved lyden af råb, kiggede han op og forsøgte forgæves at lokalisere lyden, ud over at den kom fra skoven. "Bliver du jagtet?" Det gjorde hun sikkert nok og derfor var det et dumt spørgsmål, men der kunne jo altid være chancer (eller risiko) for noget andet, man kunne efterhånden aldrig vide sig sikker med nåde.
Så var der tre valg, det ene ville udelukke de to andre. Han kunne enten puste sig op og forsøge at forsvare kvinden, hvilke ar dømt til at mislykkes, for trods Eric formåede at svinge lidt her og der med et sværd og diverse andre våben, så var det ikke noget at blive imponeret af. Tvært imod. Han burde have øvet noget mere der hjemme, men det havde bare aldrig tiltalt ham, det med at hamre løs på andre med diverse mærkværdige våben. Det andet valg bestod i at hoppe til hest og smutte i en fart, inden han fik problemer på halsen eller han kunne vælge at hjælpe pigen, som var hans tredje valg og kunne føre til mindst lige så mange problemer som hvis han blev.

Cosette kiggede tilbage, og frem på ham igen.
Hendes øjne var meget triste, med en anelse af frygt for døden.
"Ja.."
Hun nikkede svagt, og kiggede tilbage igen. Hendes hjerte sad i halsen på hende, hvis han ikke hjalp hende nu ville hun dø. De ville dræbe hende fordi hun var skyldig skyldig i at være anderledes. Skyldig i at være et misfoster, en blanding.
"Please hjælp mig.."
Hendes stemme var virkelig bange nu, hun ønskede bare han ville hjælpe hende. Han behøvede ikke at kæmpe imod dem, blot få hende væk derfra det var hvad hun ønskede at komme væk nu!

Ikke overraskende endte Eric med at springe op på hesten, hvor han greb fat i den flygtende kvinde. Hvis hun hjalp til, ville han kunne svinge hende op bag sig og sætte hælene i hesten, der ville springe frem og sætte i galop i den ønsket retning. "Hvorfor flygter du?" Spurgte han, da de efter nogle minutter igen satte farten ned, men stadig var på vej væk i et rask tempo som ikke lige kunne indhentes med det samme. Der var ingen grund til at forsætte hæsblæsende, hvis de alligevel ikke fulgte efter og Eric havde tillid til at de nok skulle komme væk i en fart, hvis der skulle snige sig nogle problemer ind på halsen af dem.

Hun holdte om ham, og hendes hår blæsede smukt med vinden.
Hesten red med et rask tempo, og Cosettes hjerte sænkede farten. Hun var ikke så bange mere, men hun vidste de ikke ville give op før hun var ude af skoven. Derfor var Cosette taknemlig over drengens hjælp.
"Fordi de ville dræbe mig, kun fordi jeg er blanding."
Hun sank en klump, Cosette håbede ikke han ville smide hende af for at være en blanding. Cosette bed sig i læben, og kunne se de snart var ude af skoven.
"Mange tak for redningen, jeg hedder Cosette."
Hun smilte, også selvom han ikke kunne se det.
En lyselver kom op på siden af dem, og skød en pil afsted som ramte Cosette på benet. Pilen borrede indunder huden, men udenom knoglen.

"Hybrid." Eric nikkede for sig selv, diskret, mens han fortsat drev hesten frem i sit jævne tempo som den kunne holde noget længere tid end hvad et menneske nogen sinde kunne komme nær. Der var også nogle forskellige i kropsbygning men detaljer detaljer! "Eric." Præsenterede han sig selv med, en smugle kort for hoved. "Det var så lidt." Han forstod ikke helt motivet til at elverne ville dræbe en af deres egen race, en der havde samme blod i årerne som dem, men det blev der ikke meget tid til at tænke over, da der pludselig dukkede en elver op på siden af dem.
For sent fik han drejet hesten væk fra modpartens hest og ind af en mindre sti, hvor han fik hesten til at fortsætte, mens han selv kiggede sig over skulderen for at høre hvordan benet, han havde bemærket, var remt.

Cosette bed tænderne sammen i smerte, og rev pilen ud.
Hun holdte sit øjemål på den hurtige elver, som var hendes mors veninde, eller havde været. Cosette klemte godt fast om pilen, og kastede den og utroligt nok ramte den elveren i maven. Og hun bukkede sig af smerte, Cosette rettede opmærksomheden imod Eric og nikked til at alt var okay. hun kunne heale sig til med noget magi, men det ville blive senere. Hun ville ikke forsinke dem.
"Har du mødt andre før?" Spurgte hun, Cosette vidste ikke om der fandtes andre blandinger. Men måske kendte han til nogen?

"Mødt andre hvad før?" Eric håbede på at kvinden ikke var en af de typer der bare snakkede ud fra deres tanker og så forventede at gud og hver man vidste hvad de talte om. Det skete selvfølgelig af og til, det kunne ingen undgå, men i længden kunne det være dybt frustrerende. Godt nok følte man sig ikke direkte magtløs, men måske en smugle dum? Der var mange ting man kunne føle sig.
Eric var bare en smugle imponeret over at Corsette så let som ingen ting havde trukket pilen ud og slynget den af sted som var det en bold. Det kunne være noget med elver gener eller hvad hun nu var, men han kendte ikke et præcist svar. Han kunne ikke selv gøre det, hverken det ene eller det andet, men som menneske havde han ikke nogle overnaturlige kræfter eller styrker der kunne hjælpe ham med den del. Godt eller dårligt, det svang fra tid til anden. Man kunne ikke få det hele.
"Hvor vil du af henne?"