Åbent emne - The paragon smith

Sted :: Rotten Root - gågaden
Tid :: Morgengry
Omgivelser :: Der er allerede mange mennesker og væsner på gaden og lyden af butikker og sælgere larmer som det nu gør.
Vejr :: Det ser ud til at blive skønt vejr, der er ikke en sky i sigte

Selvom solen knap var stået op over de skrånende gamle bygninger, var der allerede et mylder af både mennesker og væsner i Rotten Roots gågade, larmen var umenneskelig og støvet stod som en sky over alle der gik eller arbejdede i område. Det var ikke et smukt sted... Langt fra, men det var billigt og de fleste havde råd til at bo eller arbejde her, hvilket også betød at konkurrencen var mindst lige så stor som på Bazaren der ikke lå langt væk. Selvom larmen var stor og trængslen større, var der alligevel noget der fik folk til at vende hovederne i et stort smil, eller en harmefuld grimasse, en dværg bærende på en byldt der var godt to gange så stor som hamselv, bandede og svovlede som ondskaben selv mens han bumlede afsted som en lille sneplov, der fik alle andre til at flytte sig for ham.
Det var tydeligt for enhver der kunne høre larmen fra bylden, at han var en nytilflytter. Han bar også det karekteristikse dårlige humør af en der lige var kommet til byen og ikke var van til at blive skubbet, mast og sparket rundt af andre fordi pladsen var så trang, at man næsten ikke kunne se lys fra hans højde. Dværgen bandede højlydt da en mand trådte ham over foden og en anden skubbede til ham så han næsten faldt under den enorme vægt af hans store oppakning.

Dorin var efterhånden klar til at smide bylden, finde Stoneheart frem og hugge alt omkring ham ned, bare så han ville have lidt nemmere ved at komme frem. For ham var det svært at forstå, at en by kunne blive så stor at det tog flere timer at gå fra den ene ende til den anden, desuden var det ham en helt ny oplevelse ikke at have noget tag over hoved og han var hele tiden bange for at komme til at snuble og simpelthen bare svæve ud mod himlen. Tanken var urovækkende, men så længe han ikke tænkte på hvor vred han var på den store mængde af mennesker, gjorde han dem ikke fortræd, selvom de egentlig begyndte at fortjene at blive udtyndet en smugle i deres hobetal.
Til Dorins store glæde kunne han nu skimte den skrævende hus, som han havde købt bare dagen før. Tiden var inde til at starte på en frisk og der var ikke nogen bedere måde at starte på end at begynde at smede alt det man kunne til langt ud på de små timer. Dog skulle han lige kæmpe sig de sidste hundrede meter over til det gamle skur som nogen ville kalde et hus.

Da Dorin endelig stod foran det gamle skur, var synet intet mindre end et antiklimax, han havde glædet sig til at finde frem til sit nye hjem, men det var ikke et hjem som han så det. For det første var det lavet af træ og det så ud til at værre så råddent at det knapt ville kunne holde til en høj nok bøvs, for det andet var lugten så gusten at der ikke kunne være tvivl om at et eller andet var dødt, eller levede på meget uhumsk vis inde i bygningen. Dorin sukkede dybt og rodede lidt i bylden da han satte den på jorden, hvorefter han fandt en økse frem i det fineste metal man kunne forestille sig og sparkede døren op så hele hytten var ved at rasle sammen. Indenfor sad en hund på gulvet omgivet af døde rotter til alle sider og da bæstet fik øje på Dorin gik den med det samme til angreb, hans ringe størrelse gjorde åbenbart at han ikke virkede som en trussel i dyrets øjne. Dorin brugte ikke engang øksen, han smed den på jorden, greb hunden som den kom mod ham og kastede den ud af døren så den med et hyl fløj ud på gaden, bag den smækkede han døren og kiggede rundt på rodet og de mange døde rotter, der var meget der skulle forbedres inden han kunne begynde at smede våben og rustninger i dette elendige hul, men ikke destro mindre var det meget rart at være ude af mylderet og larmen.

De næste timer gik med at få ryddet ud og gjort skorstenen ren nok til at man kunne bruge den som smedje, udenfor var den åbne ovn og blæsebælgen blevet sat op og armbolten med de karakteristiske Moradin symboler over det hele stod klar. Dorin gned sig i hænderne og det lange hvide skæg bølgede i den lette brise, han havde skiftet fra sit vandretøj, til det mere robuste læderforklæde og de to sorte handsker. Med rolig og vant hånd fik han tændt op i skorstenen og snart var den buldrende ild klar til at stålet kunne blive bøjet for hans vilje.
Det første Dorin ville lave var et skilt der viste at han var klar på arbejde, det eneste der manglede var bare kunder.