We could be friends. >Claire<

Sted: Ashen wood forest.
Tid: Middagstid.
Vejr: Overskyet med lidt sol.
Påklædning: Skjorte og et par cowboybukser.

Solen havde bestemt at skjule sig bag skyerne, så der kastede sig skygger over Ashen Wood forest.. Inde i disse skygger gemte dig sig sultne sjæle, som ventede på et bytte skulle komme forbi.. De hylede til hinanden, imens de luskede rundt, sørgede for ikke at blive set..
Det unge menneske havde ikke set dem.. Han gik bare i sine egne tanker.. Tanken om hans egen verden pressede meget på ham.. Hvad skulle han gøre for at komme hjem igen? Dette sted var ikke hans hjem, lige meget hvad denne mand havde fortalt ham.. Han tilhørte jorden.. En verden hvor der ingen vampyre, dæmoner og varulve var.. En verden der var kedlig for alt til denne..
Han sukkede og kørte en hånd igennem det gyldne hår, han bemærkede slet ikke de sultne hunde bag ham..
Inden han kunne nå at reagere, var de sprunget på ham.. Satte deres skarpe tænder ind i hans hud.. Hans skreg og forsøgte at skubbe dem væk, men de var meget stærke.. En af dem greb ham i armen, mens en anden placerede sin potter på hans bryst og snappede ud efter hans hals..
Zayn kunne mærke blodet strømme ud.. Han måtte have hjælp..

Middags tid.. Gud dagene gik så langsomt, og sorg gjorde den langsommere..
Claire gik rundt i Ashen Wood Forest, hendes skov kaldte hun den for det var her hun kom fra og nu det sted hun ville tilbage til.. Claire kom ud på stierne og nogle hunde havde sprunget på en ung mand. Hun kunne ikke manden bagfra, så hurtigt var hendes skygger på farten hen over jorden, og hurtigt var de igang med et sende tanker til Claire via telekanise at det var Zayn. Zayn mennekse drengen.
Hun kiggede på hundene.
"Dræb dem." Sagde hun og hendes stemme var ikke høj men fløj med vinden så man kunne hører hendes stemme igennem skovens trækroge og i vinden. Hun lagde hovedet lidt på skrå, og ud af hends skygger kom der to lange skyggehalse med drageformede hoveder. Skygger men med øjne så gyldne som flammer. Et chok for livet ved blot at kaste dem et blik, de var mørkets skabninger..
De fløj i flæsket på hundene og hundene peb og ville bare væk. De glemte alt om Zayn og ville bare væk fra de livtruende skygger. Skyggernes halse blev længere og snappede ud og fangede to hunde hver og forsvandt ind i hundenes kroppe og begyndte at æde indefra. Hundene peb og peb, til de ikke kunne bevæge sig mere og skyggerne jagede de andre på flugt så Claire kunne gå over til Zayn. Hun satte sig på hug ved ham.
"Du må altså lære at passe bedre på dig selv, ellers ender du med at dø." Sagde hun og kiggede på hans sår og rev noget af hendes trøje så hun kunne stanse blødningen. Hun ville virkelig ikke snakke mere om død, det var et alt for hårdt emne. Men hun måtte være stærk og derfor ville hun ikke være svag og græde mere som de små lysvæsner ville gøre normalt. Claire kiggede Zayn i øjne og pustede ud.
"Bare pas bedre på dig selv."

De bed og bed, så han næsten ikke havde en chance for at slippe væk fra deres muskuløse kroppe som så tungt lagde ovenpå ham. De var som urokkelige sten, lige meget hvor meget han skubbede til dem, slog dem, så rokkede de sig ikke ud af stedet.. Han pustede og jamrede, hev dem i ørene for at få dem til at forsvinde, men de gav sig ikke så let, de hapsede ud efter hans hals, de ville dræbe ham. han kunne ikke længere stritte imod, trætheden havde vundet og skulle nu tage imod sin sejr døden.. Øjnene blev lukket i og lige inden ulven skulle til at tage fat i hans strube, hoppede den tilbage med et hyl. Det var så længe siden at han havde hørt et hyl af smerte, så det slet ikke gik op for ham at ulverne hyl af smerte, før det allerede var forsent.. Han satte sig forskrækket op og kiggede rundt.. Den smukke Claire stod nu foran ham.. Hun havde hjulpet ham..
"Det ved jeg," sagde han en smule kvalt og tog sig på halsen, for at tjekke om ulven havde fået fat.. det havde den ikke, så han stoppede med at føle og sendte hende et taknemeligt smil. "Tusind tak Claire,"