YOU?!? //Nicolas//

S: The Forest
O: Træer
T: 16:16
V: Det er køligt og solen er så småt ved og gå ned
P: Sort løbetøj dvs bukser og jakke og et par sorte sko og en lilla top på.

Det var køligt og solen var ved og gå ned, men det stoppede hende ikke i og løbe sig en tur. Ikke en gang det, at hun var gravid stoppede hende. Man kunne akkurat ane, at hun var det, men hun havde det sådan, at så længe hun stadig kunne bevæge sig uden besvær så løb hun. Hun ville holde sig i form. Hendes sorte lange hår hang i en hestehale der flavrede i vinden imens hun løb. Det nærmest kærtegnede hendes kinder og hendes hår imens hun løb hurtigere og hurtigere. Der var nogle enkelte små dyr i skoven, men de løb væk når de hørte hende komme løbende. Hun havde brug for og tænke sig om. Hendes liv var forvirrende. Hun var ikke helt sikker på hvor hun havde folk henne længere.
Hun løb hele tiden. Hun stoppede ikke en gang for og få vejret. Hun ville ikke stoppe. Hun ville løbe til hun var ved og falde om. Hun kiggede rundt i skoven. Det mindede hende om dengang hun kom til og dræbe Roland. Hun havde reflekteret over det lige siden han døde. Under hende. Det var den forbandet vampyrs skyld, at han døde. Men han havde sikkert været død alligevel nu af alderdom. Han var bare et menneske imens hun var en draconier. Hun undrede sig lidt over hvad der var sket med den vampyr som havde skyld i, at hun mistede Roland. På den anden side håbede hun dog, at han var død og væk fra denne verden.
Hendes hjerte galopperede afsted. Hun var nød til og stoppe efter noget tid og tage en slapper. Hun kiggede op imellem træernes kroner og prøvede og få vejret rigtigt igen, så hun kunne løbe videre. non-stop. Uden og blive forhindret i og løbe videre.

Nicolas brugte meget tid i skoven. Der lå en tæt på hans hus, som han ofte benyttede. Men han havde besluttet sig for at komme længere væk. Så han havde fundet en anden skov at være i. Der var ikke mange at finde i skoven. Men han hørte hurtigt nogle hastige skridt nærme sig. Nicolas satte i løb, menneskeligt løb, og løb ved siden af kvinden. Han kunne godt kende hende et sted fra. Men hvor det var, kunne han ikke huske. Han havde mødt så mange i tidernes løb. Nicolas var ikke typen der løb for at holde sig i form, han brugte ofte sin overnaturlige fart. Men det var til helt andre sager. Han så på kvinden med et smil der for nogen kunne være ret betryggende. Hvis ikke man kendte ham, eller kunne se bag hans facade. "Har vi mødt hinanden før?" Nicolas kunne på ingen måde huske hende. Hun havde ikke gjort et stort indtryk på ham, det kan være fordi hun bare var et måltid eller en hvis familiemedlem han har terroriseret. Muligheder var der skam nok af, men hvilken var den rigtige? Kvinden ville måske kunne huske ham, hvis ikke, kunne de starte forfra. Han kunne bruge hende som legetøj.

Hun kiggede rundt i skoven. Hun fik et chok da der pludselig stod en vampyr foran hende. Hun skreg af chok og sprang lidt bagud. Hun kiggede forskrækket på ham. Hun lagde sit hoved let på skrå. Han så bekendt ud, men hvor fra? Det undrede hende lidt. Det irriterede hende lidt, at han lignte en eller anden hun havde set før, men hun kunne ikke huske hvem det var. Hun så på ham "Skulle lige til og spørge dig om det samme" sagde hun med en mindre forvirring i stemmen. Hendes hestehale var falder over den ene skulder og over øret hvor hun havde fået skåret et lille R i. Hun var nu glad for, at håret havde valgt og lande i den side af hendes hoved, så det kunne skjule R'et. Hun prøvede og tænke tilbage på hvor hun havde set denne fyr henne.
Der gik lidt tid hvor hun undrede sig over, hvem han var og kom i tanke om det. Hun bakkede skræmt væk fra ham "DIG?!?" Det var ham som havde angrebet dem. Ham vampyren som gjorde, at hun kom i sin drageform for første gang og ham der var skyld i, at Roland døde! Hvad lavede han her?! Hun så både skræmt og vredt på ham "Hvad laver du her?" hendes stemme havde en klang af vrede i sig.

Nicolas prøvede ihærdigt ikke at le da hun blev forskrækket over hans tilstedeværelse. Han synes det var sjovt at skræmme folk. Han forsatte med at være ved hendes side, han kunne lige så godt have det lidt sjovt. Da han så hvor skræmt hun var, kunne han regne ud, deres møde ikke havde været det bedste. Men han kunne stadig ikke huske hende, hun var et velkendt ansigt, men hvorfra? Nicolas så på hende med at skævt smil, det var et smil der ofte var på hans læber. Bag ved smilet kunne man altid ane noget mørkt og ondskabsfuldt. Men han var ikke ond, han havde bare sine øjeblikke. Nicolas trådte frem mod hende og lagde hovedet på skrå. "Ingen grund til at være bange kære. Jeg er ikke en stor fan af drageblod." Der begyndte at fremstå et billede af deres første møde for hans indre blik, men han prøvede så vidt muligt ikke at fokusere på det og miste fokusset på hende. Så ville det være lettere for andre at angribe ham, og den chance kunne han ikke tage. Nicolas hævede begge sine øjenbryn, hvilket gav ham et forundret blik. "Jeg er bare ude at løbe en tur. Naturen er en stor del af mit liv. Hvis du absolut vil vide det."

Hun kiggede vredt på ham. Hun hadet denne fyr mere end noget andet. Nok ikke nær så meget som hun hadet Rafael, men det var tæt på. Hun bakkede ind i et træ. Hun mumlede lavt for sig selv. Hun kiggede skræmt på ham da han gik tættere på hende. Hun var sådanset ligeglad med om han drak drageblod eller ikke. Det ændrede ikke på, at han havde prøvet og drikke blod fra Roland og at han havde fået hende til og gå i drageform og ville angribe ham, men landte ovenpå Roland, så han var blevet flad som en pandekage. Hun mærkede tårerne presse på. Hun knyttede sine næver og bed sig lidt i læben. Hun så ned og sukkede "Ok, må videre..."
Hun skubbede sig forbi ham og gik videre

//Sorry at det blev så kort//

Nicolas' udstråling skreg af selvsikkerhed. Men det var ikke det mange opfangede når de så på ham, mange følte sig bange og usikre på ham. Det var forståeligt, han kunne nemt knække deres hals over og efterlade dem. Eller hvis han skulle være rigtig ondskabsfuld kunne han torturere alle de kendte til døde. Men det betød ikke at han gjorde det ved alle, han skulle have en grund. Sult, kedsomhed eller fordi de eller deres familie havde provokeret ham til det. Men selvom han godt kunne genkende hende her, havde han ingen grund til at dræbe hende. Alligevel, virkede hun bange for ham. Nicolas havde dog ikke noget imod det, hvis hun var bange var det fint. Så var hun forberedt på hvad han kunne gøre. Nicolas vendte sig om og så efter hende da hun gik væk. Han måtte have gjort noget virkelig slemt ved hende, siden hun stak af uden videre. "Lad os i det mindste tale kære. Jeg er harmløs i dag. Det er et løfte." Nicolas fulgte efter hende, han var fuldstændig ligeglad med om hun syntes om det eller ej.

Hun følte sig ikke helt tryg ved og være tæt på ham. Hun frygtede ham og hadet ham. Det var hans skyld, at hendes liv blev til et helved. Det var hans skyld, at hun var så nem at knække. Alt det der havde ødelagt hendes liv til og starte med var HANS skyld!! Hun kunne ikke længere holde tårerne tilbage længere. De løb ned af hendes kinder imens hun bevidst gik væk fra den fremmede vampyr. Hun stoppede op da hun hørte, at han gik bag hende. Hun sukkede lidt og vendte sig om imod ham. Hun tørrede tårerne væk og prøvede og holde dem tilbage, men der kom nogle enkelte frem en gang i mellem "Hvad vil du så snakke om? Om hvorfor du skulle ødelægge mig liv måske? Eller havde herren noget andet i tankerne?" alle de negative følelser hun havde haft gående med de sidste mange år var kommet tilbage efter mødet med ham. Hun var så vred, at hun ikke længere kunne styre sine følelser. Hun begyndte og græde og slå på hans brystkasse imens hun græd. Det var ikke særlig hårdt hun slog det var bare så det lige kunne mærkes "Hvorfor ødelagde du mig liv? Hvorfor?!" hendes stemme var utydelig pga gråden, men det kunne stadig anes hvad hun sagde.

Nicolas var overraskende nok en meget dyb type. Han havde sider som ikke mange så, sider som man ikke forventede han havde. Det var ikke et samtaleemne, slet ikke med en fremmede. Men han havde en masse han kunne snakke om en masse andet, hvis det blev nødvendigt. Nicolas lagde mærke til hun havde tårer i øjnene, hvilket bare beviste at han havde gjort noget mod en hun holdt af. Højst sandsynligt. Men han kunne stadig ikke placere hende, hun var blot en af hans mange ofre. Nicolas så på hende med et hævet øjenbryn. "Det kunne vi da godt snakke om. Så hvad har jeg gjort? Dræbt din mor? Tortureret din far til døde?" Nicolas så tænksom ud i luften. "Nej nu ved jeg det. Det var en kæreste, ikke sandt?" Han blev ikke overrasket over hendes reaktion. Det var normalt at andre prøvede at bruge vold på ham. Men alle glemte bare en lille ting, han kunne ikke mærke det. Eller jo, han kunne godt føle at hun slog ham. Men det gjorde ikke ondt. Nicolas lod hende slå et stykke tid før han tog fat om hendes håndled og holdt dem fast. Hun ville dog nemt kunne rive sig ud af hans greb, hvis hun ville det. "Lad mig se.. Mulighed nummer et er at jeg var sulten. Mulighed nummer to er at din ven, familie eller hvad det nu var, havde provokeret mig. Mulighed nummer tre er at jeg kedede mig. Det sker ret tit." Nicolas bevægede hendes hænder ned af og slap dem.

Hun græd som bare satan og slog bare videre på ham. Hun var ligeglad med om det gjorde ondt eller ej. Hun snøftede og så på ham imens tårerne løb ned hendes kinder og imens hun slog ham på brystkassen "Du fik mig til og dræbe min kæreste! Du gjorde, at jeg fik et helved til liv!" tårerne løb ned af hendes kinder. Hun lod ham holde fast i hendes håndled da han tog fat i dem. Hun så ned i jorden og græd videre. Hun havde ingen krafter tilbage i sin krop efter og haft brugt dem på og slå ham. Hun så ned og rystede lidt. Hun kiggede op på ham da hun hørte ham snakke. Hun lyttede til det han sagde. Hun hulkede lidt "Hvorfor er du sådan? Hvorfor kan du ikke bare spise dyr eller sådan noget? hendes stemme viste stor tegn på, at hun var ked af det. Hun kiggede ned og så på hendes hænder som han førte ned af og slap dem. Hun bakkede lidt væk fra ham. Tårerne trillede ned af kinderne.

Nicolas drejede hovedet en anelse til siden og så tilbage på hende med et blik der ikke ligefrem lyste af venlighed. "Det var ikke mig der sprang på ham. Jeg er ikke dum, selvfølgelig undveg jeg. Du gjorde det her mod ham, ikke mig. Du kan bare ikke leve med at du har dræbt end du holder af. Jeg forstår dig. Hvis jeg dræbte min søster ville jeg også hade mig selv. Men indse at det her var din skyld. Ikke min." Nicolas kunne være meget hård, men man kunne ikke få den slags ting til at sive ind på andre måder. Han havde egentlig ikke noget imod at få skylden, men at se hende hade sig selv for at have dræbt sin kæreste var meget sjovere. Nicolas var kold over for at hun stod og græd foran ham. Han var ligeglad med hende, så hvorfor tage sig af det? Nicolas så på hende med et hævet øjenbryn. Man kunne ikke leve af dyreblod, det var han overbevidst om. Han havde prøvet det engang, men det var ikke gået så godt. "Jeg har prøvet. Men en vampyr kan ikke leve af dyreblod ret længe. Trængen til blod fra et menneske eller en engel vil være for stærk. Hver gang man nærmer sig en person vil det eneste man hører, være blodet der pumper rundt i hendes krop. Man kan ikke fokusere på andet end det blod der tikker ham om at stikke tænderne ned i hende og få det fantastiske blod."

Hun kiggede op på ham med triste øjne "Nej du forstår det ikke! Hvis du forstod det havde du ikke angrebet mig og Roland dengang!" hun hader ham mere og mere. Hvorfor forstod han ikke hvordan hun havde det?! Han sagde, at han forstod hende, men det kunne han ikke! Det var ikke ham der havde dræbt en han elskede over alt på jorden imod sin egen vilje! Det var hende ikke ham! Hvorfor kunne han ikke bare lade hende være? Han havde ødelagt hendes liv nok! Hun tørrede tårerne væk fra sine kinder og trist op på ham imens tårerne løb ned af hendes kinder. Hun vendte ryggen til ham i et øjeblik. Imens hun stod med ryggen til ham prøvede hun og få sig til og blive meget mere rolig igen og kæmpede med og få styr på sine følelser igen. Da hun endelig havde fået styr på sine følelser igen vendte hun sig om igen og kiggede op på ham igen. Hun så op på ham med et noget mere roligere blik, men hun var stadig utryg ved og være i nærheden af ham. Hun så på ham imens hun lyttede til det han sagde. Hun var nu glad for,at hun ikke var vampyr for det ville ikke give andet end problemer og hun mente hun allerede havde problemer ved og være en draconier. Hun så på ham "Det må være temmelig træls og have det sådan" hun vidste det ikke rigtigt selv for hun kendte ikke ligefrem til det.

Nicolas kunne ikke lade vær med at smile over hvor lidt hun faktisk forstod. Når man var rigtig sulten, så angriber man hvad man kan få fat i. Han rystede på hovedet over hende. "Hvis du ikke har fået noget at spise i noget der kunne være to uger, så ville du også få fat i det første du kunne ikke sandt?" Nicolas så væk fra hende. Han virkede ligeglad, hvilket han også var. "Den såkaldte Roland var den første jeg stødte på." Han så tilbage på hende og havde en antydning af et smil. "Men det var stadig din dumdristighed der dræbte din kæreste. Jeg tvang dig ikke til at kaste dig på mig. Hvis jeg stadig havde været der du ramte ham, så ville du ikke kunne have dræbt mig. Du havde også dræbt ham. Så det var din handling der fik ham dræbt. Jeg prøvede bare at overleve." Nicolas havde på ingen måde noget imod at være vampyr. Man fik en helvedes masse frynsegoder. Noget som ingen andre kunne få. Han rystede på hovedet. "Det er ikke det værste der kan ske. Desuden er det langt bedre at være vampyr, end noget andet. Man kan meget mere end nogen anden. Man kan leve sit liv, du er udødelig indtil nogen dræber dig."

Hun var lettere irriteret over ham. Han fattede åbenbart ikke hvad det var han havde gjort. Han fattede åbenbart ikke hvad der rørte sig i hende overhovedet. Hun var helt sikker på, at hun ville få nogle bedre svar og mere ud af og snakke til en dør, end og snakke til ham. Hun rullede med øjnende "Jeg angriber ikke folk eller andre for og få mad, så det kan du aldeles ikke samligne med" hendes stemme var lettere irriteret. Hun så på ham og rullede igen med øjnende da han sagde, at Roland var den første han stødte på, men det var rent faktisk løgn! Han gik ikke ind i ham eller noget som helst. Han direkte sprang ind i mellem dem. Hun så irriteret på ham "Du stød ikke ind i ham! Du sprang direktre ind imellem mig og ham!" hun kunne ikke fatte, at han ikke forstod det han havde gjort overhovedet. Var han virkelig så ligeglad med alt som han så ud til? Hun kunne ikke tage det! Hun så ned i jorden da han sagde det var hendes skyld han døde. Detvar sandt, men skulle hun ellers bare haft set på, at han drabte Nicolas? Det kunne hun ikke bære. Hun så på ham "Du kunne bare lade være med og komme og angribe os så havde jeg ikke drabt ham!" hendes stemme havde den klang i sig, at hun var meget irriteret over ham nu. Hun så irriteret på ham. *Nåh er det så godt og være en race der ikke kan gå rundt i sollys* tænkte hun. Hun fik et lille smil på læberne, men det varede kun kort. Hun så rundt og fik øje på en træstamme. Hun gik hen og satte sig på den og kiggede hen imod vampyren "Hvem er du så om man må spørge?" nu ville hun vide mere om den vampyr der havde ødelagt det meste af hendes fortid.

Nicolas smilede og så en anelse op, det fik ham til at se ud som han havde en tilføjelse til hendes ord. "Det er rigtigt. Men det kan vi godt lave om på. Hvad siger du til at jeg drikker hver dråbe af dit ækle blod og erstatter det med mit? Så vil du blive som mig, du vil ikke kunne modstå lysten til blod. Lyder det ikke herligt?" Han kunne ikke lade ved med at more sig over hendes mindre vredesudbrud. Det at han irriterede folk, var bare så underholdende. Især hvis de troede, at de kunne overvinde ham i en kamp. Nicolas forsatte med at smile, han nikkede kort over hendes bemærkning. "Det er en talemåde kære. Han var den første jeg mødte der havde nogenlunde velsmagt blod. Hvorfor skulle jeg ikke have forsøgt at drikke af hans blod?" Nicolas havde som ny vampyr, følt sig skyldig over de drab han begik. Han tænkte på om hans ofre havde familie. Men nu tænkte han på om ofret havde familie, så han kunne få sig noget mere blod. Han havde meget svært ved at føle skyld. "Men hvorfor skulle jeg lade vær? Jeg var ligeglad med ham, jeg var ligeglad med ham. Det er jeg stadig." Nicolas havde intet imod at fortælle sit navn. Faktisk, ønskede han at, folk kendte hans navn. Så ville de være sikker på hvem han var, når han en dag kom for at dræbe dem. "Nicolas."

Hun rullede let med øjnende af han sagde, at han godt ville ændre hendes race for hende *Skal fandme ikke være en vampyr!* tænkte hun for sig selv imens hun kiggede på ham "Ellers tak du, har det fint med og være en draconier" hun var tilfreds med den hun var. Det eneste som var et minus var, at når hun forvandlede sig var hun meget klodset og havde svært ved og være forskellige steder og kunne skade mange flere end hun rigtigt ville, men ellers havde hun det fint med det. Hun ignorerede hans kommentar over, at Roland var den første som åbenbart havde så godt blod. Men han ville nu haft brændt hans tunge af, hvis han havde drukket af hendes blod så det burde han næsten bare for og få brændt tungen af, men hun skulle ikke bides ikke i dette eller næste liv. Hun kiggede op og lod vinden fange sit hår som sad i hestehalen og kærtegnede det. Det var beroligende og mærke vindens kærlige og blide stød mod sit ansigt. Vinden var ikke for stille og den var heller ikke for hård. Den var perfekt. Hendes øjne var lukkede og hun nød vinden. Hun så efter lidt tid ned på vampyren igen *Hvorfor var han her stadig?* tænkte hun irriteret. Hun ignorerede endnu en af hans irriterende kommentarer. Hun gad næsten ikke høre på ham længere. Hans irriterende kommentarer som bare ville såre hende igen kunne han holde for sig selv. Hun så på ham med et lidt roligere blik da han sagde sit navn "Nicolas? hm...Et meget normalt navn" hun trak let på skulderne og rejste sig fra træstammen. Hun gik hen til et træ i stedet og lænede sig op af det. Hun viste ikke helt, hvad hun skulle gøre ved sig selv. Hun kiggede på ham "Hedder Luce, hvis det har nogen interesse" hun var sådanset lidt ligeglad med om han kendte hendes navn eller ikke for han kendte til hendes fortid eller retter det som gjorde, at hendes fortid blev til et helved.

Nicolas vidste udmærket af drageblod var brændende for vampyrer, men han kunne lige så godt lege med hende. Det var ikke sikkert hun vidste det. Nicolas trak på skulderne, han havde hurtigt mistet interessen for hende. Hun var ikke sjov, hun reagerede ikke så voldsomt. Udover da hun slog ham, men det havde ikke været nok. Han ville have hende til at falde grædende sammen, for så at efterlade hende uden nogen som helst. Det var sådan han var, han var ligeglad med så godt somme alle. Medmindre de havde formået at blive en del af hans liv, hvilket kun få havde. Det var fint for Nicolas, han havde det bedst alene alligevel. "Mine forældre ville give deres børn normale navne. Men så længe alle ved hvem jeg er, og hvisker mit navn i krogene af frygt.. Så er jeg god tilfreds." Nicolas kunne ikke ligefrem kalde sig ukendt, der var måske ikke mange der kendte til ham og hvad han gjorde, men de der gjorde ønskede ikke at møde ham igen. Han var barbarisk, intet skulle stå i vejen for ham. Hvis det skete, tøvede han ikke et øjeblik med at rive deres lunger ud af deres brystkasse. Han fandt sig ikke i at nogle stod i vejen for ham. "Luce er et meget interessant navn. Det skal jeg nok huske på." Han mente det skam, det var ikke fordi han havde tænkt sig at glemme hende. "Men hør.. Luce, jeg har ikke tænkt mig at undskylde for hvad der skete med din kæreste. Hvis det er det du ønsker fra mig, kan du ikke få det. Så er der noget du vil have, eller bliver du bare fordi det er hyggeligt?" Nicolas lagde tryk på hyggeligt, fordi det var alt andet end hyggeligt.

Luce var sådan set lidt ligeglad med ham og håbede bare, at han ville lade hende være fra nu af. Nu havde hun flejnet ud på ham, så nu var det kapitel ovre. Hun Så roligt på ham og trak lidt på skuldrene da han fortalte, at hans forældre var til normale navne. Det var hendes forældre nu ikke. De elskede underlige navne. Selv de havde underlige navne. Hun så på ham "Sådan er det nogen der har det. Mine havde nu det med og vælge de mest underlige navne de kunne komme i tanke om" hun hun trak let på skuldrene. Hun frygtede ham nu ikke så meget længere og hun var heller ikke rigtigt sur på ham længere. Men alligevel var der noget der lurede i krogende over ham. Noget der blinkede rødt inderst inde i hendes hjerne for fare, men hun vidste ikke rigtigt hvad det var, men der var noget. Hun så undrende på ham da han sagde, at han ville huske på hendes navn. Hvorfor ville han egentlig det? Det forstod hun ikke rigtigt "Hvorfor skal du lige huske på mit navn? Hvad skal du bruge det til?" ja nu var hun nysgerrig og hun forventede ihvertfald et svar på det. Hun så lidt undende på ham. Det eneste hun ønskede kan han ikke skaffe hende. Hun så på ham "Forventer ikke noget af dig og tror ikke du kan hjælpe mig med det jeg vil havde hjælp til og få væk" hun tænkte på det lille R der var skåret på hendes højre øreflip og de brandmærke hun havde fået på sine balder.

Nicolas fandt det en anelse underligt at de snakkede sammen om deres forældre. Som om det der lige havde forgået, ikke var sket. Han havde snakket med en der nærede et had til ham, på den måde. "Det kan jeg høre. Luce er et interessant navnvalg." Han var forvirret over den fred der pludselig lå over stemningen. Han valgte dog ikke at tænke så meget over det. "Er du sikker på du vil vide det?" Han smilede for sig selv og så ned i jorden, for så at se op på hende igen. "Jeg har tænkt mig at følge efter dig. Være hvor du er, dag og nat." Han sagde det bare for at gøre hende nervøs, han havde på ingen måde tænkt sig at forfølge hende. Han havde bedre ting at tage til. Nicolas samlede en sten op og kastede den frem og tilbage mellem hans hænder. "Hvem ved.. Måske kan jeg endda få din familie dræbt." Nicolas var ikke sikker på, om hun overhovedet havde familie. Men det skadede ikke at skræmme hende, det var det sjoveste han kunne finde på at lave. "Jeg kan mere end du lige regner med. Du skal ikke undervudere det jeg er i stand til." Han kunne selvfølgelig ikke alt, men han havde igennem årene lært en helvedes masse.

Hun så lidt på ham. Han var underlig rolig syntes hun, men hvis hun nu tænkte lidt over det selv, så var hun også selv meget rolig. Det var ret underligt og tænke over. Hun så på ham "Tja. Oprindeligt hedder jeg Lucinda og blev kaldt for Luce, men efter den lille episode fik mine forældre et eller andet imod mig, så jeg tog navneforandring og tog mit kældenavn som mit fornavn" hun trak let på skulderen og så på ham. Ja, hun ville gerne vide hvorfor han ville huske hendes navn og hvem hun var. Hun kiggede bare på ham og lyttede til det han sagde. Hvorfor ville han forfølge hende? Det så hun ingen grund til eftersom der ikke var noget spændende og holde øje med. Hun kiggede på ham "Hvorfor vil du lige holde øje med mig dag og nat?" hun så virkelig ingen grund til, at han skulle det overhovedet. Hun var blevet meget kølig på det sidste og sådan ville det være længe. Hun så på ham da han snakkede om og dræbe hendes familie. Hvilken del af den? Hendes forældre? Det gjorde han bare, de var alligevel ligeglade med hende. Hendes søn og John? Hun anede ikke lige præcis hvor de var længere så det skræmte hende ikke og så længe han ikke kendte til hendes familie ville det ikke røre hende. Hun så på ham og lod hans kommentar bare passere.
Hun så lidt på ham og sukkede "Tror ikke på, at du kan gøre det jeg har problemer med" hun kunne ikke tro på det.

Nicolas nikkede interesseret til hendes historie om hendes navn. Lucinda var også unikt, men det havde noget velkendt over det. Han kunne ikke lige komme på det, men der var noget ved det navn der gjorde at han kom til at mindes en eller anden. Han valgte dog ikke at fokusere så meget over det. "Fascinerende. Jeg har altid heddet Nicolas, men min søster kalder mig Nic. Alle andre kalder mig svin, idiot og hvad de ellers kan finde på. Det er utrolig hvor fantasifulde man kan være omkring skældsord." Nicolas var blevet kaldt al verdens tid. Der var næsten ikke det skældsord han ikke havde hørt. Der var ikke specielt mange der var fan af ham, og de få der var, var typisk hans familie. Den eneste han kunne komme i tanke om havde holdt af ham ubetinget i flere år, var hans søster. Selvom der var gået et par tusinde år siden de sidst havde set hinanden, var de stadig lige tætte. "Jeg har ikke noget at lave for tiden. Nu hvor jeg allerede har ødelagt dit liv, kan jeg lige så godt holde øje med hvor godt det gik mig." Han lød fuldstændig kold, hvilket også var det han var. Men på en eller anden måde, havde han ikke de morderiske tanker over for hende, som han havde for så mange andre. Tværtimod, ønskede han et sted langt, langt inde, at hun ikke hadede ham. Men det viste han på ingen måde. Han ville ikke indse det selv, så andre kunne heller ikke. "Prøv mig."

Hun kiggede bare på ham. Hun vidste ikke rigtigt hvorfor hun ikke var gået for længst, men et eller andet sted var der noget over ham som ikke var så skræmmende endda som hun husker ham. Nok var der flere hunred år siden. Hun havde ikke helt styr på hvornår hun sidst så ham. Hun havde haft mange problemer med og holde styr på tiden på det seneste. Men tiden gik nu også så ufatteligt hurtigt. Hun så på ham "Kært barn har mange navne" hun trak let på skulderen. Det ordsprog havde hendes far altid sagt fordi han var begyndt og kalde hende en helt masse underlige navne. Det vidste sig så, at han havde mange flere børn end han egentlig fortalte. Dette vidste Luce så intet om for hun havde ikke spurgt ind til det.
Hendes ene øje var lukket. Det havde det sådanset været hele tiden. Hun ville ikke åbne det for der var intet øje bag de lukkede øjne. Forhåbentlig troede han, at det kun var pga solen hun havde lukket øjet. Hun kunne altid binde et eller andet for øjet, men det havde hun ikke villet fordi hun vidste, at det ville flyve af imens hun løb. Ja hun løb stadig selvom hun kun havde et øje og kigge med. Hun smilte let for sig selv da han sagde, at han ville holde øje med, hvor godt han klarede sig for og ødelægge hende "Så skulle du været kommet for flere år siden. Jeg er kommet videre i mit liv. Den eneste grund til jeg huskede fortiden var pga dig ellers havde jeg ikke reageret sådan der overhovedet" det var nu sandheden hun var kommet videre hun havde andre problemer nu. Mange større problemer end man lige gik rundt og troede. Hun så rundt og spekulerede over hvad han mente med prøv mig. Hvad snakkede han om? "Prøv dig til hvad? Til og sige hvad mit problem er?" hun så mindre forvirret på ham.

Nicolas var vant til at blive kaldt alverdens ting. Det folk mest kaldte ham, udover Nicolas eller Nic, var monster. Det ramte ikke meget forkert, han kunne være lidt som et monster ind imellem. Men forskellen var bare, at han stadig havde følelser. Derfor, kunne han ikke være et monster. Nicolas nikkede til hendes ord, det var sandt. "Sande ord." Nogle gange, var det tydeligt at høre på Nicolas han var en ældre vampyr. Hans talemønstre kunne være gammeldags. Men han prøvede for det meste at følge med tiden, det ville være underligt at gøre andet. "Det har du ret i kære. Men fordi jeg tydeligvis har ødelagt dit liv, så er det ligegyldigt om du er kommet videre. Hvis jeg har ødelagt dit liv, så er det ødelagt. Man kommer ikke bare videre." Han havde svært ved at forstå hvordan han kunne stå og snakke til hende som et civiliseret menneske. Det lignede ham ikke, da hun var begyndt at slå ham, ville han normalt have sørget for hun var død. Men det gjorde han ikke, han havde brug for at vide hvor godt det var gået for ham. Han havde endnu ikke mødt en, hvis liv han skulle have "ødelagt", så han blev nød til at tjekke op det. "Ja. Jeg er sikker på jeg kan finde en løsning for dig." Nicolas havde mange metoder til at få løst problemer. Det var dog mest hans egne, han løste.

Luce var nu en af dem alle ville kalde for et frygtindgydende person der burde dø på samme måde som ham hun slog ihjel i sin form. Ihvertfald dem som kendte til hendes fortid og kendte hende fra dengang. Det var der bare ingen der gjorde længere. Ihvertfald ikke her i verdenen udover ham her Nicolas eller hvad han nu hed. Det havde hun lidt svært ved og huske eftersom han var helt ny, men hun skulle nok huske det jo længere hun snakkede med hende det skulle ikke undre hende. Hun så lidt på ham og nikkede for og give ham ret i, at det var sande ord hun sagde. Hun havde ikke lige det i sig og have ret i alt det hun sagde, men det var begyndt og komme så småt som tiden gik. Hun rejste sig op og kiggede rundt og så på ham igen "Nej man kommer ikke bare sådan videre. Jeg har også arbejdet med det siden det skete og det er først nu, hvor der er sker værre ting for mig end det du gjorde. Så jeg er ved og komme helt over det som du ser. Hvis jeg ikke var kommet over det havde jeg ikke snakket til dig overhovedet" hun så på ham. Det var sandt det hun sagde. Hun havde nægtet og snakke med ham, hvis hun ikke var så småt ved og komme over det han havde gjort. Hun så på ham og sukkede lidt. Skulle hun fortælle ham hendes problemer som han måske kunne hjælpe hende med? Eller bare lade være. Hun så ned i jorden så håret kom hen over det lukkede øje. Hun åbnede det langsomt. Det var et rent hulrum indebag, med nogle løse nerver. Hun løftede sit hoved og så på ham. Hun strøg hestehalen om bag øret så det lille R kom frem som var skåret i hendes højre øreflip. Hun bed sig lidt i læben og sukkede "Det og så et brandmærke..." hun havde ikke ligefrem lyst til og vise ham brandmærket hun havde fået på balderne. Det kunne han godt glemme. Ihvertfald hvis han ikke kunne gøre noget ved det.

Nicolas så forsat på hende. Hun var stædig, men ikke så stædig at han ikke nok skulle få hende vendt rundt. Han gik tættere på hende. "Men jeg er højst sandsynlig skyld i at alle de ting er sket for dig. Ikke fordi jeg selv har gjort det, eller har stået bag det. Men hvis ikke jeg havde fået dig til at dræbe din kæreste for lang tid siden, så ville der måske ikke være sket alle de ting der er sket. En lille ting, kan ændre det. Den lille ting, kunne lige så godt være drabet på din kæreste." Nicolas havde det med at kunne lyde meget overbevisende, det var dog langt fra alle der hoppede på det. Det var oftest svage og godtroende personer. Noget sagde ham, at Luce ikke var sådan. Han kunne ikke vide sig sikker, men han havde en fornemmelse. Da hun havde vist sine skader, så han tænktsomt ud i luften. Han var ikke sikker på, om han kunne gøre meget for at gøre det bedre. Slet ikke hendes øje, i hvert fald. Men det R hun havde i øret, kunne han måske godt fikse. Det samme med brændmærket, men han ville ikke kunne få det til at stoppe med at gøre ondt. Hvis det stadig gjorde det. Nicolas vendte blikket mod hende igen. "Jeg tror måske godt jeg kan hjælpe. Men alt har sin pris."

Hun kiggede stædigt på ham. Hun ville ikke lade ham knække hende igen. Han havde knækket hende en gang denne dag og det ville ikke ske igen. Hun så roligt på ham og lyttede til det han sagde. Måske havde han været med til og starte det hele, men han havde intet og gøre med, at Rafael havde været efter hende. Hun så på ham "Måske har du været med til, at det er sket for mig, at jeg endte her og blev direkte dømt væk fra min familie og alt det jeg kendte til, men en ting er jeg sikker på og det er, at det ikke er din skyld, at jeg har fået problemer med forskellige racer og en raceleder" det var ret hårdt for hende, at indrømme, at han ikke var skyld i alt det dårlige der var sket for hende i hendes liv, men det var jo sandheden og nu var hun ihvertfald klar og stærk nok til og indrømme disse ting. Før var hun ikke klar eller stærk nok til det, men man skulle videre i livet og det kom hun. Hun kiggede undrende på ham og ventede på, at han bestemte sig for om han ville hjælpe hende eller ikke. Hun stolede langt fra på denne fyr og det ville ikke ændre sig på nogen måde. Ihvertfald ikke det næste lange stykke tid. Hun lyttede til det han sagde. Det kom ikke bag på hende, at han ville havde noget for og hjælpe hende. Hun så mindre irriteret på ham "Hvad har du så i tankerne?" hun kunne lige så godt undersøge, hvad han skulle have for og hjælpe hende.