We meet again //Amun//

Tid: 21:00
Sted: Terrorville District, hjemme hos Sylar.
Vejr: Skyfri aften/nattehimmel, få stjerner.
Omgivelser: Private vagter, tjeneste folk kan spejdes i og udenfor huset tilhørende Sylar.

Morgen havde trukket sig tilbage, og med den var det idylliske billede af en evigharmoni forsvundet, der var knap så mange væsner som gik rundt udenfor, og de som endelig gjorde det, var enten private vagter, eller fyldebøtter som ikke anede hvad forskellen var på op og ned.
Dog så havde aften også visse herligheder med sig, hvis man så bort fra de fulde væsner, og de andre små kriminelle som åbenbart havde det herligt med at arbejde i ly af natten og mørket, så var aften da også et herligt tidspunkt, med den mørke himmel som blev pyntet med de klare stjerner, det var da i sig selv et helt fantastisk syn. Men denne aften havde også bragt andre ting med sig, om det var gode eller dårlige nyheder viste Sylar ikke noget om, han havde blot modtaget et brev fra Amun, hvori der stod at hun var nødt til at snakke med ham hurtigt muligt, hvilket at Sylar absolut heller ikke kunne sige nej til, hun havde betydet meget for ham, og det gjorde hun da også stadig. Så da han modtog brevet kom det meget bagpå ham at hun overhovedet ville ses med ham igen.
Sylar tog det velkendte symbol på ham selv, op fra sin lomme og kiggede på det primitive sølv ur, som skulle vise ham tiden så godt som det nu var muligt, på trods af de mange maskinelle mangler, så kunne uret dog stadig godt du til en vis grad, og så, så det også smart ud til ham.
Med en hastig bevægelse rejste han sig op fra den bløde lænestol og gik hen til det store vindue og kiggede ud på forhaven, hvor et vagthus var placeret nogle meter væk, den store mand som havde denne tjans var vist faldet i søvn, eller sådan så det ud fra Sylars vinkel, om han så var det, var svært at bestemme.
Atter gik Sylar sin liste igennem om alle de ting han ville spørge Amun on når hun kom for at besøge ham, for hvis det stod til ham, så ville hun ikke forlade hans ejendom, uden at de havde talt det igennem engang til. Det føltes som om tiden var gået i stå, og på trods af Sylars overflod af selvtillid, kunne han ikke lade være med at kigge ned, og rette på hans jakkesæt, som om det ikke sad ordenligt på ham, i virkelighed, så var han nervøs for at mødes med Amun igen.
En lav stemme bag ham, fik ham næsten til at falde sammen i chok, indtil han fik vendt sig om, og det blot var en tyende, som snakkede til ham, hvorfor han var sådan oppe og trippe lignede ham slet ikke, men samtalen faldt dog hurtig i god jord med den unge tjeneste pige, som skænkede en kop te til ham.
Tiden blev mere og mere ulidelig, for hvert minut der gik, føltes det som timer.
”nu går der ikke lang tid før hun burde være her” hviskede Sylar til sig selv og tog atter sit ur op, for at se hvad klokken var ”Ikke lang tid endnu” fik han afsluttet det med inden han tog endnu en slurk af sin te.

Hendes lange jakke flagrede i vinden, mens hun gik ned af de moorke gader. Grunden bag at hun begav sig ud den smukke aften var at hun virkelig havde brug for at faa snakket med Sylar, nok var det laenge siden, men han fortjente at faa sandheden....sandheden om at hun bar hans barn i maven. Hun var fem maaneder hen, saa maven var vokset i den tid og ja hun skulle nok havde kommet foor tid til ham eller sendt bud efter ham foor, men naar sandheden kom frem havde hun vaeret bange, bange for hvad der ville ske. Blandt hendes art var det en hellighed at faa et barn og da mange af boornenen tit endte som doodsfoodte, var det at hun blev gravid en stor ting og en af de stoorste helligheder blandt hendes slags.
Hun havde sendt bud efter ham, ikke fordi hun forventede han ville goore noget ved det eller for den sags skyld hjaelpe hende, men han fortjente sandheden. Hun nussede sin mave og sukkede, hun holdte af ham, men kunne ikke tvinge ham til at hjaelpe hende...og da slet ikke med hendes problem angaandene et hjem "det skal nok gaa" hviskede hun til sin mave, foor hun gik op mod hans store.
Hun trak per automatik frakken laengere op omkring sig, skjulte derved den bulle hun bar paa maven. Hun var faktisk ikke blevet saa stor endnu, men den var tydelig, paa en tynd kvinde ville man kunne saette 5 cm ud af i bredten ogsaa havde man hendes stoorelse. Hun sukkede, lagde armene om sig selv foor hun bankede paa dooren, hvordan mon han ville reagerer paa dette....det var jo en stor ting at fortaelle og hun var selv bange. Hvilket ikke lignede hende, hun var jo skaenket en stor gave...et barn, men frygten sad i hvad barnets fader ville synes til denne nyhed om at der var et vaesen inden i hende, som var barn af baade ham og hende

//haaber dette er godt nok ^^

Pludseligt, ud af ingenting, lød en banken på hans hoved, dør, med en hastig bevægelse kiggede Sylar atter ud af vinduet men ingenting, enten opdagede han det for sent, eller også var Amun bare hurtig som hun altid var, hvordan hun havde undgået både Sylars og den nu så tydelige sovende vagts blik var mærkeligt, eller det var umenneskeligt at hun undgik hans blik, den sovende vagt ville selv den mest klodsede tyv kunne snige sig ind på. Med en flyvende bevægelse hoppede Sylar over den store lænestol og dumpede ned på den anden side af den, og med et selvsikkert smil, tog han sit ur op fra lommen og kiggede på tiden ”du er altid så punktlig” lød det fra Sylar til ham selv, om det kun gjaldt når det var de to som skulle mødes eller bare generelt vidste han ikke det store om.
Endnu et af de mange tyende kom gående hen imod døren, men et vredt blik sendte Sylar dog til ham, hvorpå at tjeneren ikke kunne lade være med at smile over det og gik igen, Sylar ville være den som åbnede døren for den længe ventede gæst, om han så skulle give alle tjenere fri.
Med et smil åbnede Sylar langsomt den store massive egetræs dør, og der stod Amun, det første der faldt Sylar ind var ”Et syn for guderne som altid” og uden at tænke mere om det, var det også det han havde sagt, nervøs stammende, dog stadig med et smil plantet på læberne ”Jeg har savnet dig” og uden at tænke mere over det, og som gammel vane, omfavnede han hende også, ”Hvor uhøfligt af mig, kom dog ind, kom ind” Amun havde ikke ændret sig en dag, ligesom han selv ej havde ændret sig, følelserne væltede op i ham, og der var så mange ting han gerne ville spørge hende om.
Hurtigt viftede Sylar med hånden af endnu en tjener som kom hen til dem med te ”tørstig?” kom det fra Sylar til Amun, og tog to kopper med te, i det at han stærkt regnede med at hun ville have noget drikke efter sin tur hen til hans hus. ”sæt dig, du må være træt” kom det atter fra ham og guidede hende hen til den bløde lænestol og satte sig selv overfor hende. ”Det lød alvorligt det du ville snakke med mig om, hvad handlede det om?” Sylar kiggede en smule bekymret på hende, hvad var det værste der kunne ske? Og hvem vidste det, måske bragte hun gode nyheder med sig.

Hun saa op mod dooren da den blev aabnet og et smil dukkede op paa hendes laeber da hun igen saa ham, det helede dukkede op i hende da hun saa ham nu haabede hun bare ikke denne nyhed villle oodelaegge det hele...for selvom hun ikke ville sige det til nogen, saa ville hun ikke miste ham. Hun smilede blidt og varmt til ham, krydsede fingre, hun blev dog overrasket da han pludselig krammede hende "jamen mange tak, jeg ser du ikke har forandret dig" hun klukkede og krammede ham blidt igen "jeg har ogsaa savnet dig" hviskede hun blidt, dog fik hun stand paa sig selv og hun nikkede, hvorpaa hun traadte ind og fulgte efter ham, hun smilede og rystede paa hoved "nej tak, det er meget venligt af dig, men nej" hun blev staaende og gik hen til ham. Hun tog blidt hans haand mellem sine haender og lagde den mod hendes mave, saa han kunne maerke at hun var blevet stoorre siden sidst "hvad jeg ville fortaelle dig....er at jeg er gravid" hun smilede svagt til ham, holdte ooje med ham og haabede paa det bedste. Hun vidste at han var den perfekte mand og han ville sikkert ogsaa vaere den perfekte far....men ville han vaere det til hendes boorn? Eller ville han bede hene om at gaa sin vej...aldrig komme igen?

Atter kom det frem igen, hun ville fortælle ham noget, spændingen hobede sig op indvendigt i ham, og han kunne ikke holde tiden ud, det føltes som år, bare at få sætningen at vide. Men handlingen, sagde mere end hvad han havde regnet med, alene det at han havde savnet hende så meget, og hun ville ses med ham igen, var et godt skridt på vejen, dernæst, kom det som skulle omvælte hans liv som han kendte det, hun var gravid, med hans barn.
En trykken i maven hobede sig op, og oversteg til enhver forventning spændingen, kunne det virkelig være sandt, men det var det. Et bredt smil bredte sig på hans læber, men han anede ikke hvad han skulle sige, ud over et par små lyde som skulle havde forestillet ord, men uden sammenhæng, gav det ikke meget mening.
Indtil han fik taget sig lidt sammen ”Du…er…gravid” fik han sagt smilende til hende, og med en tåre løbende ned af kinden, dette var i særdeleshed en af de bedste nyheder han kunne havde fået.
Hun havde haft en stor indflydelse på hans liv, og den person han var i dag.
Smilet var stadig ikke blegnet fra hans ansigt, og glæden var nem at spotte ”Det er da fantastisk”
fik han udbrudt, men han anede dog ikke om hun stadig havde tænkt sig at beholde barnet.
Sylar vidste godt at hun også var speciel, ligesom ham, men ellers havde de ikke snakket som sådan omkring det, så atter flød spørgsmålene rundt i hovedet på ham.
”Har du et sted at bo? Nogen der kan tage sig af dig? Vil du beholde barnet?”
Uden at stille hende alt for mange spørgsmål, tænkte han at han nok hellere måtte holde lidt igen.
Selvom spørgsmålene bare var ustoppelige, men hun skulle jo også lige have en chance for at kunne svare på hans spørgsmål, uden at tænke vider på de resterende hundred spørgsmål.

Hun bed sig i laeben, nervoos for hvad han ville sige til saadan en nyhed, selvom et eller andet sted kunne den ogsaa vaere forventet. De havde vaeret sammen i lang tid, aldrig saadan rigtig sammen, men havde mere noget hen af venner med fordelle, der saa i sidste ende brood op. Hun smilede sammen med ham, klukkede over de lyde, der nu engang skulle havde vaeret ord, men som aldrig kom i naerheden af at skulle vaere det. Hun nikkede og fik selv taare i oojnene "ja, jeg er fem maaneder hen, de andre siger det er en stor hellighed, at jeg er blevet gravid..." Hun toovede kort, saa ned foor hun igen moodte hans blik "du behoover ikke goore noget ved det, jeg synes bare du fortjente sandheden" hviskede hun, toorede taaren vaek.
Hans glaede overraskede hende dog virkelig, smittede af paa hende "synes du virkelig" spurte hun og af gammel vane satte hun sig paa hans skood, med haenderne paa hans skuldre. Det glaede hende virkelig at han fandt det direkte fantastisk. Hans mange spoorgsmaal fik hende dog til at se vaek "jeg beholder barnet, det ville vaere som at spytte paa en helligdom ikke at faa det..." Hun drejede med vilje uden om spoorgsmaalene angaande et hjem, da hun faktisk intet hjem havde, men hun kunne bare ikke bede ham om saa meget. Det virkede allerede overvaeldende i forvejen....det skulle ikke blive vaerre for ham end det allerede var

Fem måneder henne, var det virkelig så lang tid siden de sidst havde set hinanden, det var dog utroligt som tiden fløj, det kunne ikke passe, de var så gode venner, med visse fordele, men det hele blev ødelagt, over hvad der kun kunne ses som en lille ting nu.
Sandheden sagde hun, hvad var sandheden? At han savnede hende, ja det gjorde han jo også, gevaldigt endda. ”Jeg behøver jo at gøre noget Amun, for både dig og den lille” atter smilede han til hende, nyheden kunne ikke være kommet bedre, og det havde virkelig også reddet hans dag. Han som havde troet at aften ville forløbe med at hun ville sidde og rive op i sår fra gammeltid og blot sige farvel, så endte det med at hun kun havde bragt glædeligt nyt med sig.
”Amun..” fik han sagt, inden hun satte sig på hans skød med hænderne på sine skuldre, ”det vil være mig en glæde, hvis du ville bo her hos mig, indtil du vælger at være et andet sted” han smilede til hende, og lænede sig tættere ind til hende, og omfavnede hende ”I vil slet ikke være til ulejlighed” atter smilede han til hende, og en tåre trillede ned fra hans kind ”Og hvem ved, måske vil i blive boende her?”
Syler kunne ikke fjerne det smil hun havde plantet på hans læber, og mest af alt, ville han bare blive ved med at omfavne hende, og denne gang, ville han aldrig give slip, den tid de før havde haft sammen, havde i virkelig sat nogle følelser i gang i ham, og da hun stod foran hans dør, var det som om de alle var vækket til live atter engang.
”Jeg er glad for at du vil beholde vores barn” også selvom Sylar nok ikke var den bedst egnede til rørstrømske taler, så følte han virkelig at han kunne åbne sig for hende, og hvis hun ville bo hos ham, så ville begge parter blive glade.

Hun smilede, kunne virkelig ikke holde det tilbage, det han ville goore, de ting han sagde, fik igen taarene op i hendes oojne "er du sikker" spurte hun, bed sig kort i laeberne, mens de faa taare gled ned af hendes kinder. Der ville komme en svaer tid i moode, bland hendes slags var graviditeten svaer...da kvinderne med korte ord havde nogle haarde hormon forstyrrelse. Fandt man menneske kvinder forvirrende skulle man moode en af hendes slags, saa moodte man noget der var haardt.
Hun rynkede brynet, men smilede og puttede sig ind mod hans varme og trykke favn "mhh det vil jeg med glaede" et suk passerede hendes laeber, taenk han ville goore det, at han ville have hende boende og endaa haabede hun ville blive boende. Hendes oojne saa op mod hans "jeg haaber det bliver en dreng og at han bliver ligesaa smuk som sin far" hviskede hun og begravede ansigtet mod hans hals. Hun lukkede oojnene og nood hans arme om sig, det gav ligesom en trykhed hun laenge havde savnet og havde haabet at faa "jeg troede du ville sige jeg skulle ga og aldrig komme igen, naar jeg fortalte dig sandheden om at jeg er gravid" hun rystede kort og svagt. Hun ville helst ikke give sliup paa ham denne gang saa hurtigt, om saa hun fik sit gamle liv igen, det store hus og alle de goder hun havde foor ville hun ikke, om saa guderne og gudinderne ville forbande hende ville hun nyde dette oojeblik til det sidste

Glæden oversteg enhver forventning, hele aften havde oversteget enhver forventning han havde haft.
Dog så blev han noget skuffet over hendes tanker om hans mening, hvorfor i al verden ville han have hende ud af sit liv, og især nu, trods alt, så bar hun hans barn, hvilket var endnu en grund til hvorfor hun skulle ind i hans liv igen. Kommentaren om at barnet forhåbentligt ville blive en dreng og ligeså smuk som ham selv, fik ham blot til at komme med en halvkvalt latter, også selvom hun nok ikke mente det for sjov, så kunne det godt ses på den måde, men der skulle nok komme mange timer i den nærmeste fremtid, hvor de ville grine sammen ”Hvis vi får en pige, så håber jeg hun får dit udseende” fik han sagt smilende og kyssede hendes pande, ”Men med begge vores gener, så bliver vores barn smuk og utrolig klog” stadig smilende, kunne han ikke lade være med at omfavne hende endnu mere, dette var sandlig, en tryghedszone, han var glad for at have opbygget med Amun, det at hun så glædeligt ville flytte ind til ham, ville vende hans verden op og ned, men i sandelig, så var Amun, lige nu, og forhåbentligt i lang tid endnu, den der betød mest for ham. Det føltes som om tiden var gået i stå, men ikke på nogen dårlig måde, han ville absolut ikke have at dette skulle stoppe, at han sad med Amun på hans skød, og holdte hende tæt, duften af hende, virkede så, euforiserende, at han ikke kunne få nok. ”Alting skal nok blive godt igen” lød stemmen rolig, mens han kørte sin hånd gennem hendes hår ”intet i denne verden vil skille os fra hinanden igen” hans stemme var stadig rolig, men også, alvorlig, på den måde at man nemt kunne hører han ikke havde nogen planer om at han så nemt ville give slip på hende, ”Jeg vil gøre alt for dig” sagde han med hviskende stemme, og atter kyssede hendes pande, hvilket også var sandt, hun var atter trådt ind i hans liv.

Hun lyttede i stilhed på hvad han nu ville sige, frygtede dybest inde hvad han mon ville sige, hvad han ville kommentere til hvad hun virkelig frygtede inderst inde. Da han intet sagde, gik hun vel ud fra at han ville kommentere sig på hendes udtalelse og i stedet for at vente på det, nød hun at sidde i hans favn og nyde af den varme han nu engang besad. Hun klukkede sammen med ham og rettede sig op "hvad...må jeg ikke mene at du er yderst smuk" hun bed sig i læben og lagde hoved på skrå. Hun var ikke typen der indledte et seksuelt forhold til mr. hvem som helst, så da hun nu endte med at gøre det med ham, var det simpelthen fordi han i hendes øjne var smuk.
Han gav hende en form for tryghed og glæde, noget hun ikke havde følt længe, selv det blide kys på hendes pande fik hende både til at rødme og kort lukke øjnene for at nyde det.
Hans ord fik hende til at tænke kort "tror du den vil overleve" spurte hun og lagde hånden mod sin mave. Hun frygtede for barnets overlevelse, da kvinderne i hendes art i forvejen havde svært ved at få børn og når de endelig fik et, endte det typisk op med at barnet døde enten under fødslen eller efter. Hun smilede og nikkede, lagde sin egen hånd mod hans kind, mens hun nussede den blidt "jeg håber du har ret min kære" sukkede hun og så væk. Hun ville ikke kunne klarer hvis barnet døde, det ville være hjerteskærene for hende, noget hun helst ikke ville opleve i sit liv. Hun bed sig i læben "alt siger du...så kys mig" hviskede hun stille og så på ham med et par varme grå blå øjne.

De spydige kommentarer, kunne ikke gøre andet end at han atter måtte trække på smilebåndet ”du må da hjerteligt mene at jeg er smuk, hvis jeg så må sige at du også er” de sidste ord var mere sagt i en drilsk tone, men det var dog heller ikke usandt, hun var virkelig smuk, måske, højst sandsynligt var hun kvinden i hans liv. Dog så kom ordnerne bag på ham, havde hun ikke regnet med at deres, perfekte barn, ville overleve, eller var det simpelthen fordi hun var bange for noget, frygten stank nærmest i rummet, dog ikke en frygt som hvis man frygtede en person, men nærmere en frygt for at miste noget man holdte kært.
”Det er slet ikke en mulighed at du vil miste vores barn, med vores gener, er det en faktor som slet ikke eksistere” han smilede et opmuntrende smil til hende, i håbet om at det både kunne berolige hende, men også få hende til at tænke på noget andet ”det hele skal nok gå, der er intet der går galt”
Sylar mente dog også selv, at det slet ikke var en mulighed for at hun enten mistede barnet, eller det døde, det var umuligt, eller også var hans benægtelse af sandheden simpelthen så stor, at han ikke ville se den risiko i øjnene, dog så lagde han tankerne længere tilbage i baghovedet, og smilte atter ”Det hele skal nok gå” hviskede han til hende, og lagde hånden på hendes mave ”hører du lille fyr, mor og far skal nok passe på dig” atter smilede han til hende, men sætningen hun sagde om at han skulle kysse hende, der gik ikke mange sekunder, før han skred til handling og kyssede hendes læber.

hun grinede, men nikkede til sidst "det må du da gerne...du må mene hvad du vil...hvis jeg må få den samme frihed" hun trak på skulderne. Hun så ikke selv hvor hun skulle være så smuk, men hvis han nu mente det...ville hun ikke tage det fra ham, da hun følte sig smuk under hans blik. Måden han så på hende, gav hende faktisk følelsen af at være smuk...hvilket hun ikke gjorde så tit, så hun ville bare nyde følelsen nu hvor den var der.
Hendes øjne søgte væk fra hans "jeg håber du har ret...jeg så min moder gå i stykker da hun mistede sit andet barn, hun var knust og ødelagt" hviskede hun og strøg ham blidt over kinden, hun ville ikke miste sit barn...ikke nu hvor hun endelig var sammen med Sylar igen. Hans ord havde en overraskende berolig virkning på hende og hun nikkede straks "hvis du siger det...så tror jeg på dig" hun ville tro ham om han så sagde at der var en dag hvor alle tog tilbage til jorden igen.
Hun grinede af måden han talte til hendes mave, ikke lige hvad hun havde forventet han ville gøre, men samtidig på den anden hånd gav det hende også en lykke "jeg kan lige forstille mig, hvis det bliver en pige. At du ville stå med et haglgevær og skyde alle de drenge der jagtede hende" grinede hun og en tåre gled ned af hendes kind, bare tanken om det gav hende så meget glæde som intet andet. Da han kyssede hende, sukkede hun af glæde, lagde armene om hans hals og kyssede ham igen.

Amun var virkelig smuk, og det havde han skam også ment, lige fra første gang hans øjne var faldet på hende, hvis han havde modet til det, ville han nok have fortalt hende, at hun højst sandsynligt var kvinden i hans liv, men modet var atter taget fra ham, og med en omvæltning som var sket på denne aften, så havde det nok heller ikke været det smarteste træk at sige det.
”Du kan sige hvad du har på hjertet, og du har da frihed til at både fortælle mig alting” atter smilede han til hende, og strøg sin hånd gennem hendes hår:
Da hendes øjne søgte væk fra hans, vidste han godt at de havde ramt et ømt emne, et emne som Amun sjældent havde talt om, og som de ikke havde brugt megen tid på at snakke med hinanden om.
”Amun..” fik han sagt men stoppede dog langt før sætningen skulle være færdig, hvordan han skullet tackle det her, uden at virke som en arrogant nar, eller blot som om han lavede sjov med det, var en anelse svær for ham ”Amun..” fik han atter sagt og sank en klump ”..Jeg kan kun gisne om hvordan det måtte havde været at vokse op og se sin mor lide på den måde, og hvor ulykkelig du også må havde været, godt nok så har jeg aldrig haft en mor, ej heller en som kunne tage en rolle som min mor” Sylar stoppede, måske havde han grebet det alt for forkert an, også selvom han aldrig tænkte på sin mor, og hans far og bror havde ingen hjælp været, det var som om det hele var blevet mørklagt, langt før hans tid, hvilket Sylar blot havde indfundet sig med, og smilede af hver dag.
Dog så skulle denne tid omfavnes mere, endelig var han endt sammen med hende igen, talløse nætter var gået hvor han blot havde ligget i sengen og tænkt på hende, deres måde de skillendes på, virkede helt, unaturligt, det virkede som om, det var uægte, og netop derfor skulle han passe bedre på den tid han havde sammen med hende.
”Det hele skal nok” det var som om, denne aften kun havde bragt smil med sig fra hans side af, hvilket netop havde fået ham til atter at smøre et smil på læberne.
”Hvis det bliver en pige, så tror jeg det bliver svært at skræmme drengene væk, hvis hun har udseendet fra sin mor” atter var den drilske tone oppe, men derfor havde hun nok ret alligevel, hvis det blev en pige, så ville han gøre alt hvad der stod i hans magt for at beskytte sin datter, og det ville nok ende i stil med at han før eller siden faktisk blev nødt til at jage nogle drenge væk fra hans ejendom, fordi de var lidt for kækhøje.
Handlingen var vist skredet i aktion, og de kys de to turtelduer uddelte, en varme begyndte sig at sprede sig, hos Sylar, hvor han dog havde savnet hende, mere end han havde savnet nogen anden person i sit liv.

Hun grinede og nikkede "jamen okay, så lad mig fortælle dig noget...noget jeg ikke har fortalt nogen" hun kørte fingrene igennem hans hår. Nu var spørgsmålet bare hvad hun skulle fortælle...eller hun vidste godt hvad hun skulle sige til ham, men hun havde så mange ting som hun skulle fortælle igennem tidens løb, der var hendes lille mord på forældrene...og havde hun nogensinde fortalt ham hvad hun var i race?...når det kunne de tage senere. Hun strøg ham fra håret ned til kinden "du gør mig så glad...giver mig en lykke og glæde jeg ikke har haft længe" hviskede hun og nappede ham drillende i underlæben. Hun kunne skam godt være drillende når hun endelig ønskede at være det og sammen med ham fik hun bare lyst til at have det sjovt, nogle gange søge tryghed også accept.
Hun følte at han bare uden videre accepterede hvem hun var og hvordan hun var, uden at stille spørgsmål eller forlange at få nærmere at vide. Bare måden han uden videre spurte om hun ville bo hos ham, det fik hendes hjerte til at smelte.
Selvom hun havde set væk, fik lyden af hans stemme hende til at møde hans øjne, det var hårdt men hun ville for alt i verden ikke se væk når han talte til hende, det var han alt for vigtig til at hun ønskede. Hans ord og den lille fortælling fik hende til at nikke "bare jeg har dig....betyder intet andet noget" hviskede hun, samtidig med at hun dansede sine fingre ned af hans kind, ned mod hans hals. Hun puttede sig ind mod hans varme, nød den og kunne næsten ikke holde smilet væk fra de bløde læber "du må ikke give slip på mig" hun lød med et helt sårbar, måden hun havde sagt de 7 simple og enkle ord, som dog havde en masse bag dem, frygt og et ønske om at blive elsket.
Hun satte sig op på knæende, med armene om hans hals "mhh hvis det bliver en dreng og han ser ud som du gør min kære...så tvivler jeg på han får problemer med pigerne, de vil jo stå i kø" grinede hun blidt, hun huskede selv hvordan det var da hun havde lagt sine øjne på ham, han var smuk og det at de var end sammen, nok ikke som partnere, gjorde hende alligevel lykkelig. Hun sukkede mod hans læber, hvilede panden mod hans, efter at havde brudt kysset "mhh det har jeg savnet" hun rødmede, nussede ham ned over kinden, så ud til næsten ikke at kunne holde fingrene fra ham

’Jeg vil fortælle dig noget’ havde hun sagt, og straks, straks havde han regnet med at der var flere mørke hemmeligheder, som var holdt skjult, dog anede han ikke hvad ej hellere hvilke hemmeligheder det kunne være, og han regnede også med at, næsten alt hvad hun ville sige, ville absolut ikke rører ham, han ville nok prøve at finde hoved og hale i det, og til sidst ville han nok ende med at beskytte hende og sige, at hun ikke havde gjort noget galt, og han nok ville havde gjort det samme i hendes situation.
Men da han kiggede tilbage, så havde han selv haft visse hemmeligheder, der var jo først og fremmest det at han var, eller engang var, arvetageren til et ret så stort samfund i Egypten, og det at han havde været i denne dimension siden portalen åbnede sig, og diverse andre ting, men han regnede dog kraftigt med at hver ting ville komme til sin tid, og den tid de havde nu, var ikke den tid hvor han skulle forklarer hende nogle af de hemmeligheder han også selv besad.
Men dog så fløj hans tanker et andet sted hen, da hun sagde, hvad han tolkede som var det oprindelige hun ville havde sagt ”Du gør også mig lykkelig, glad, og for at være ærlig, så føler jeg også en tryghed ved at være sammen med dig” dog så var det ikke som en tryghed i at jeg-beskytter-dig-mod-alt-ondt, men mere en tryghed af jeg-har-en-familie tryghed, hvilket ikke var noget han havde haft i lang tid.
”så længe vi har hinanden, ligger verden for vores fødder, og jeg vil som sagt, bringe både du og vores barn, alt hvad i vil have” atter smilede han til hende, og et halvkvalt grin blev holdt tilbage da hendes fingre, legende gled ned af hans kind og længere ned mod hans hals, og da hun puttede sig længere ind til ham, var det som hans hjerte sprang et slag over ”Jeg giver aldrig slip, hvis det er hvad du ønsker” fik Sylar sagt og holdte hende en anelse tættere ind til sig, ”Trods alt, så..” atter stoppede han midt i sætningen, skulle han sige at han var ret sikker på at han elskede hende, eller var det for tidligt? ”..Så betyder du alt for mig” fik han taget sig sammen til at sige, stadig i frygt for at hun måske ville havde syntes det var gået en anelse for hurtigt frem, men hvis man så tilbage på deres forhold, så virkede det alligevel rigtigt.
”Hvis vores søn ligner mig, så ender han nok også i nogle problemer, som vi skal redde ham ud fra” kom det drilsk fra ham, dog så røg hans minder straks tilbage, første gang de mødtes, om de var forelskede, eller om de blot vidste de havde planer i fremtiden, var svært at gøre sig klog på, men hun havde fået hans opmærksomhed hurtigt, og se hvordan det var endt, efter utallige venne-dates, var de endt her, begge elskede de hinanden, og hun var gravid med deres barn.
”Jeg har også savnet det, og dig” kom det fra Sylar, hendes rødmen havde han altid fundet attraktiv, nuttet endda, og som det så ud, så kunne de vist ikke holde fingrene fra hinanden.

Hun smilede bredt, hans ord fyldte hende med den stoorste glaede som nogen kunne give hende "jeg vil altid vaere her for dig....intet ville kunne holde mig vaek" lovede hun og lod haanden glide ned over hans bryst, foor hun tog hans haand i sin egen og lagde det mod sit hjerte "jeg ved det lyder dumt...men saa laenge dette slaar vil jeg vaere her med dig. Selv ikke guderne og deres gudinder kan holde mig vaek" hun lagde hoved paa skraa, lyttede til hans smukke ord. Hun rystede paa hoved, lagde en haand mod hans laeber "nej, jeg har ikke brug for andet, ingen ting...intet andet end dig" hun smilede og fjernede langsomt haanden igen, kyssede dem kort "mener du virkelig det, jeg..." Mere naaede hun ikke at sige foor han igen snakkede, og det naeste han sagde havde hun ikke forventet, dog sprang glaeden op i hende "du betyder mere for mig end nogen anden jeg laenge har moodt" hviskede hun og smilede straalende, selv hendes tro var intet i forhold til ham og det han fik hende til at foole. Hun vendte sig om saaledes at hun havde ryggen mod hans varme bryst og hoved mod hans skulder "hvis han ligner dig, er han meget smuk" hun vendte ansigtet mod hans hals, lukkede oojnene og nood at ligge i hans arme. Hun tog blidt fat om hans arme og lagde dem om sig, gav hende naesten foolelsen af at vaere beskyttet mod alt og alle. Hun tog en dyb indaanding var et lille sted bange for at sige hvad hun var ved at sige...men hun skulle vaere modig "jeg tror jeg et sted...altid har...e...elsket dig" det sidste sagde hun helt stille, naesten uhoorligt, men ogsaa fordi hun ikke vidste hvordan han ville reagere paa de ord, dette var ogsaa grunden til at hun saa vaek fra hans oojne

Intet ville kunne holde hende væk fra ham, og det samme omvendt.
Selv end ikke hendes guder og de gudinder hendes tro havde, hvilket var stort, hun havde før omtalt hendes tro, og hvad den indebar, men han havde ikke rigtigt taget højde for den, og han selv havde ikke troet på sine guder i de sidste mange år hundrede, da hans gud ikke havde talt til ham.
”Vi vil altid holde sammen, og vores barn bliver perfekt” atter smilede han til hende, og holdte hende en anelse tættere ind til sig.
En snæver lyd undslap Amuns læber, en lyd han ikke nåede at opfange, rigtigt, men han hørte nogle ord, men uden den større sammenhæng, gav det ikke ligefrem mening, men det gav ham modet.
”Jeg…Har..Altid, elsket dig” kom det fra ham, det gav ham så også modet tilbage, tilbage til at kunne fortælle hende sandheden ”Jeg har altid elsket dig, lige siden første øjenkast”
Der, så var sandheden lagt på bordet, nu var spørgsmålet så bare, om hun også følte det på samme måde som ham. Dog så håbede han det virkelig, især nu, især nu hvor hun bar deres barn, ikke det at barnet skulle bruges som en undskyldning, men dette var en ekstraordinær begivenhed, som han ikke måtte lade passere, og deres barn, skulle ikke vokse op uden at forældrene var sammen, det at vokse op uden ens mor havde været hårdt, og han var sikker på at Amun ville blive en perfekt mor, og ham selv i rollen som en god far. ”ehmm…ehmm” var det eneste han kunne få sagt, hvorpå han sank en klump og fortsatte så ”Jeg har altid elsket dig” ordene kørte bare rundt i hovedet på ham, og han var nødt til at sige dem igen og igen, fordi det passede, og fordi, han kunne ikke få nok af det. Dog så vidste han ikke om hun også følte det på samme måde, men han krydsede fingre for det.

Hun nikkede "du har ret" sukkede hun, lukkede oojnene. For sit indre saa hun hvordan fremtiden ville vaere...ikke den rent faktisk ville ende op saadan, men det var vel et haab. At hende, barnet og Sylar ville vaere lukkelig sammen, grine og elske hinanden laenge. Hun bed sig selv i laeben, skulle lige til at sige undskyld da han sagde de magiske ord. Hendes oojne landede straks paa ham og hun grinede blidt "jeg har ogsaaa elsket dig, siden jeg saa dig foorste gang" hun tog hans haand op til sin mund foor hun gav den et blidt kys "du ved ikke hvor laenge jeg kaempede om at faa din opmaerksomhed, jeg havde mange konkuranter og bildte endda en ind om at du var boosse for at hun ikke skulle laegge an paa dig" klukkede hun og rejste sig op. Hun strakte sig og sukkede "tror du jeg kunne faa lov til at bruge dit bad" spurte hun, foor hun vendte sig om og smilede straalende ned til ham "jeg traenger til et bad" hun nussede sig hen over den gravide mave...af ren og skaer vane. Det var ikke fordi hun havde direkte brug for et bad...men et sted haabede hun paa at kunne faa lokket ham med sig, ikke for at goore noget i den stil, hun savnede bare at vaere rigtig taet paa ham, foole hans hud mod sin egen. Hun havde ogsaa faaet par ar hun ikke var helt saa stolt af, hun haabede ikke han ville blive sur over det eller finde hende grim under toojet, da hun for alvor ville foole sig grim hvis han mente hun var

De magiske ord optrådte atter igen, Amun, havde virkelig også elsket ham ved første øjekast, hvor utroligt, hvor fantastisk, der fandtes ikke ord for hvordan det beskrev hans følelser nu.
Dette var i sandelig, hvad der kunne beskrives som en perfekt aften.
”Hvor… fantastisk” kom det stammende fra ham, ordnerne havde i den grad taget pusten fra ham.
Ud fra hendes ord, og det faktum at de havde været sammen som venner før i tiden, kunne han dog ikke lade være med at smile og le sammen med hende, det at hun rent faktisk havde bildt en ind at han var bøsse for at en anden ikke skulle lægge an på ham, var, ja i sig selv var det jo en utrolig egoistisk tankegang, men som sådan, så var det jo utroligt at hun også havde den side i sig selv.
”Bildte du virkelig en ind, at jeg var bøsse?” kom det leende fra ham, i det at han ikke, aldrig, ville kunne se sig selv som bøsse og fandt det ret så sjovt.
Dog så blev deres ’hygge’ afbrud da hun rejste sig op, men så igen, de kunne vel ikke bruge resten af aften og langt ud på natten hvor hun sad på hans skød, og de rev op i minderne fra fortiden.
”Badet, op af trappen, anden dør på højre hånd” Sylar pegede i retningen af hvor trappen var henne, i det at det var lang tid siden hun sidst havde været i huset, og han også havde om dekoreret det meste af huset, selvom trappen altid havde sin faste plads, så kunne sådan nogle ting godt glippe i hukommelsen.
”Du kalder bare, hvis du har brug for noget, så vil jeg få angeret noget mad til os tre, imellem tiden”
kom det leende fra ham, imens han kiggede på hende, hun var i sandelig en gudinde der gik blandet de dødelige, i alt billedligt forstand, idet at han ikke kunne dø af alderdom.

Hun nikkede "ja, jeg fik hende til at tro du vaar kvinden i forholdet" hun trak paa skulderne, kunne tydeligt huske den aften, den strigle. Hvad hun dog skulle bilde den toos ind, det ene efter den andet, i dag fik det hende bare til at grine over minderne og glaedes dem. Hun nikkede "jeg snubber karbadet" sagde hun, kyssede blidt hans kind, et bad var virkelig noget hun kunne bruge lige nu, efter saa lang tid ude i naturen, var det hun havde allermest brug for ligenu et dejligt varmt karbad.
Hun vendte sig om for at skulle til at vende sig om for at gaa, men valgte at gaa hen til ham. Hun lagde en haand mod hans kind og kyssede ham blidt "vil du ikke goore mig med selvskab" spurte hun blidt, med en svag roodmen og et genert smil. Blidt stroog hun ham over kinden, betragtede ham under oojenvipperne, hun var taet paa bare at se vaek da det var et saarbart oojeblik. Hun gispede, tog sig til maven, hurtigt greb hun hans haand og lagde den mod sin mave "maerk han sparker" hviskede hun blidt, dette var det foorste tegn paa liv fra barnets side, et spark og derefter et til
//sorry ingen krea

”Ahvad?!” kom det som et udbryd fra Sylar, dog med et bredt smil på læben, og en klukkende latter
”Hvis jeg er noget i et bøsse forhold, så er det da manden” kom det atter drilsk fra ham.
En ret sjov humor besad Amun, men om det passede, at hun havde fortalt en kvinde det anede han ikke helt, dog så når han tænkte tilbage på dengang de mødtes, så havde der været en del kvinder, ud over Amun, som havde lagt an på ham, men der var en anden kvinde som han ikke kunne sætte hoved og hale på, ”Så det var derfor!” kom det netop som et andet udråb fra ham, hvorpå han fortsatte i en mere rolig stemme ”.. Derfor sagde hun det var ærgerligt, det var dig” de sidste ord var sagt i en mere drilsk tone, som at hun også skulle have en form for tak for det rygte, fordi pludseligt, så kiggede mange kvinder anderledes på ham, og der var endda en fyr som havde klappet ham bagi, hvilket i særdeleshed havde overtrådt den grænse Sylar ville have, og det endte med at han pandede ham en.
Sylar skulle netop til at rejse sig fra stolen, for at lave noget mad, spørgsmålet var bare om han var i stand til det, han havde ikke selv lavet mad i hvad der mindede om en menneskealder, det havde han folk til, men for Amun, ville han gøre alt. Dog så røg hans tanker hen på noget andet, hun var gået tilbage til ham, og spurgt ham om han ville gøre hende selvskab, hvilket, han absolut ikke kunne sige nej til, hvordan skulle han dog kunne sige nej til det? ”Jeg vil glædeligt gøre dig selvskab” kom det smilende fra ham, hvorpå han lod sin hånd finde hendes.
Men som sandelig, så sparkede deres barn, og han fik det endda også at mærke, ”Hvor Vidunderligt!” kom det glædeligt fra ham, dette var i sandelig et stort øjeblik, for dem alle tre, de var tættere på at blive en glædelig familie sammen. ”Vi har gjort det godt” kom det hviskende fra Sylar hvorpå han kyssede hendes pande, ”Vi har sandelig gjort det godt” replicerede han til sidst.

Hun grinede, kunne ikke ikke holde grinnet tilbage "undskyld kaere, jeg skulle taenke hurtigt ogsaa flooj det ud af munden paa mig" hun nappede ham i underlaeben, nussede ham i haaret "aahh tror du ikke du kunne vaere kvindelig" hviskede hun i hans oore, det havde vaeret en sjov aften, saa vidt hun huskede havde hun endda brugt sin gift paa en af hans smaa beundrer, men det var mere fordi kvinden var en golddigger. Noget hun bare ikke kunne klarer, det var afskyligt og burde stoppes. Hun gav hans haand et blidt klem, trak ham med sig med et kaerligt grin "selvfoolgelig har vi gjort det godt, forventede du andet tidligere elsker og nu..." Hun blinkede, trak sin jakke af som hun giuk ind paa badevaerelset, derefter roog blusen "mhh et bad det har jeg ikke haft glaeden af laenge" hun taendte for vandet saa det kunne loobe ned i karbadet. Stille gik hun hen til ham "du er virkelig min droomme fyr, ved du godz det" spurte hun blidt, hun lagde haenderne mod hans bryst, stille og forsigtigt aabnede hun hans skjorte, holdte sine oojne mod hans. Uden at tage oojnene fra hans boojede hun sig hen og kyssede hans kraveben blidt, samtidig lukkede hun ogsaa oojnene, hvilede sin pande mod hans bryst mens hun nood hans nervaer og varme "mhh...vil det vaere underligt at sige dette fooleles som at komme hjem" spurte hun og saa forsigtigt op paa ham. Hun ville ikke skraemme ham vaek, men samtidig ville hun ikke holde tilbage paa hvad hun englelig foolte for ham og omkring ham

En klukkende latter kom fra Sylar, da han fadt det sjovt ”Det var godt tænkt” kom det fra ham, hvilket det også var, og det virkede jo også kan man sige, Amun havde jo vundet den store pris, nemlig ham.
”Ahh, min kære, jeg er ret så sikker på at jeg ikke er kvinden i forholdet” kom det atter drilsk fra ham, men helt drilsk var det heller ikke, fordi hvis hun så ham som kvinden i det forhold, lige meget hvilken grad deres forhold nu var i, så var det forkert tænkt.
Og det så ud til at aften ville ændre sig gevaldigt, idet at han blev trukket med Amun, ”tidligere elskere, og nu er vi sammen og skal snart have et barn ind i vores liv” kom det glad fra ham, det var virkelig snart, eller det vil sige, der stadig var nogle måneder tilbage, men så igen, de skulle bare lige over en bakketop, og så var det faktisk tid.
Efter de var trådt ind i badeværelset, så var det som om resten af verden ikke betød noget, så længe han blot var sammen med hende, så kunne de overkomme enhver forhindring.
”Ja, det havde jeg regnet ud, og du er min drømme tøs” kom det drilsk fra ham, mens han smilede til hende. Sylar lagde sine arme rundt om hende, da hun begyndte at åbne hans skjorte, og lod deres øjne mødes. En halv kvalt latter kom fra Sylar da hun kyssede hans kraveben, ikke det at han fandt det sjovt, men han kunne godt lide det, eller også var det bare fordi han var så glad for at være sammen med hende igen, hvilket også fik ham til at holde hende tættere ind til sig, og bøjede sig en anelse og kyssede hende på læberne ”Døren har altid været åben for dig” kom det hviskende fra ham, hvorpå han rettede sig op og sendte hende et kærligt smil ”Velkommen hjem”
Ordene var ikke ment som at hun skulle skræmmes væk, men nu hvor de havde fundet sammen igen, så ville han ikke have noget imod at hun skulle bo hos ham, faktisk så ville han insistere på at hun skulle blive boende.

Hun blinkede "jeg takker" klukkede hun og bukkede for ham, hun nood for engangs skyld at kunne have det sjovt og bare slappe af "mhh nu hvor du siger det...tror jeg du har ret, det er jo mit job at vaere kvinden...altsaa medmindre du gerne vil overtage graviditets rollen" hun slog ud med armene og saa ned mod sin mave "jeg er sikker paa du ville se rigtig flot ud med saadan en mave" drillende kyssede hun ham.
Hans arme om hende fik hende kun til at trykke sig mod ham, hvile kinden mod hans bryst "det lyder dejligt...jeg ville ikke have det saa godt med det hvis det var en anden som var din droomme pige" hun trak hans skjorte af efter at havde aabnet den "det glaeder mig" hviskede hun haest mod hans laeber foor hun selv kyssede ham. Hun holdte kysset lidt laengere foor hun traadte tilbage, tog bukserne af. Hun vendte ryggen til ham og afsloorede derpaa et par blaa maerker rundt paa hendes hud, samt nogle ar. Hun aabnede sin bh og lod den falde ned paa jorden, foor hun daekkede sine bryster til. Hun saa ind mod vaeggen mens hun trak trusserne af og steg ned i karet, hun var daekket under saebens mange bubler, men holdte fortsat armene foran sine bryster, da hun paa en eller anden maade var genert. Hun var jo ikke laengere den tynde pige som hun havde vaeret foor, plus hun ogsaa bar blaa maerker og ar rundt omkring paa kroppen som alle kom fra den tid hun tilbragte i skoven

Ahh, måske skulle han ikke ligefrem overtage graviditetsrollen, også selvom det betød at hun skulle nusse og pusse omkring ham, men så igen, det havde han jo folk som allerede gjorde for ham, så det ville ikke ændre det store, det som ville ændre sig var, først og fremmest at det ville være ret så mærkeligt at han blev gravid, dernæst at han skulle gå rundt med et barn, så, det blev nok ikke ligefrem til noget, leende smilede han til hende og mens han rystede på hovedet ”Ah, måske ikke, jeg tror du passer bedre ind i rollen” kom det drilsk fra ham, om hun havde haft de samme tanker, og måske endda forestillet sig Sylar med en mave ville nok ikke ligefrem være det kønneste scenarium.
Atter leende over hendes spydige kommentar fik ham blot til at smile endnu mere ”ah, kan skam godt forstå det ikke ville være sjovt, men heldigt for dig, så fik du hoved præminen” Sylar smilede til hende og vendte sine tomler så de pegede på ham selv ”Nemlig ham her” kom det friskt fra ham, med et stort smil plantet på læberne.
Efter skjorten var fjernet og Amuns sætning, kunne han ikke lade være med at tænke, både på hvordan deres hverdag ville være, og om alt det her blot var endnu en drøm, det hele var sket så hurtigt, så impulsivt, men så igen, alle følelserne passede, det føltest som om det var en drøm der var gået i opfyldelse. Efter kysset var færdigt, og hun havde taget et par skridt tilbage, knappede Sylar sine bukser op, men hans opmærksomhed faldt dog på Amun igen, ikke alene fordi hun nok var den smukkeste skabning, men fordi hun bar op til flere blå mærker og mindre ar, han kunne ikke lade det passere uden at snakke om det, det kunne jo være hvad som helst, fra uheld til en jaloux ekskæreste som havde gjort det ”Hvad er der dog sket med dig?” kom det nervøst og spørgende fra Sylars side af, i det at han allerede havde draget konklusioner om hvad der var sket.
Efter Amun havde sænket sig ned i badet, stod Sylar dog stadig, næsten fuldt påklædt, det vil sige, at han stadig bar bukser, underbukser og tja sko og sokker, dog så gik der ikke lang tid før han havde fjernet tøjet og lagt, nærmere smidt det over til skjorten, hvorpå han steg i badet sammen med hende. Stadig ligeså betaget af hendes udseende som den første gang han så hende ”Du behøver ikke at dække dig til Amun, vi har gjort det, og set hinandens private dele flere gange” kom det drilsk fra ham, mens han stadig afventede svar fra hende om de blå mærker og hendes ar.