Markulius, we need to talk!

Sted: Doomsville Rotten Root District.
Omgivelser: Ingen væsner. Rotter, skraldespande, og så videre.
Tid: 23:42.
Vejr: Blid kølig brise, få grå skyer, halvmåne.
Påklædning 1, profil.

Nille gik langs gågaden. Hun lignede en der var blevet tortureret, hvilket hun også var blevet. Hun rystede svagt ved armene og benene. Hun havde blod på sin kind, de tre ar på hendes venstre arm, var blevet større. Hun havde små skrammer over hele kroppen, men intet varigt. Dusørjægeren havde nærmest kun brugt vievand mod hende, og så en pisk, men den havde ingen varig skade gjort da pisken ikke havde været så forfærdelig. Pisken havde været en kort snor, dyppet i vievand. Hun rystede specielt på venstre arm, ikke noget hun selv gjorde, men fordi hun stadig var i chok. Hun kunne ikke skelne mellem venner og fjender, hun havde næsten fået sig til at dræbe Caroline! Caroline som var hendes bedste veninde... Hende som havde overbevist Nille om ikke at begå selvmord. Hun havde også opdaget at hendes og Marks forbindelse var brudt. Hun havde kun følt sine egne følelser. Hvilket et held, for den tortur Nille havde været igennem, var blevet for meget for hende. Hun var en Drevens nu. Hun var stærkere. Markulius kunne ikke længere gøre hende noget, og det måtte han heller ikke. Hun rankede sig, så hun gik som hun plejede. Hun lignede en man ikke skulle komme på dårlig fod med, og det skulle man da bestemt heller ikke. Hun var ikke en man bare sådan kunne angribe. Jo, man kunne godt angribe hende, men så ville man dø. Alt efter hvem man var.
Færten var Markulius ramte hende. Hun så rundt.. Dér.
"Markulius!" Hendes stemme var skarp, bestemt. Man kunne både høre og se på hende at han skulle snakke med hende, om han ville det eller ej! Hun gik med hastige skridt mod ham, mens hendes lysende blå øjne lynede af nysgerrighed og savn. Hun havde faktisk savnet ham. Men hun var nysgerrig om noget. Hendes sorte hår var løst med en hvid fjer i. Hun havde en daggert gemt i hver læder støvle. Hun havde ikke trukket hætten over, så hendes hår var løst.

Færten af øl var behagelig. Trætheden var overmandende. Men den holdte en vågen. Tår efter tår begyndte koppen at forsvinde. Alt på grund af en mand med sit nye arbejde var i fuldt gang med at drikke god øl. Manden så ældre ud end han plejede. Han så udtørt og tynd ud. Det var osse klart. Han havde intet spist i flere dage. Specielt på grund af det nye arbejde. Sene nætter. Ingen søvn. Ingen tid til jagt. Men det gav penge. Mange penge. En ting var sikkert. Han ville ikke smide jobbet foreløbig ligemeget hvad andre sagde. Da glasset var tømt skubbede han den over til bartenderen som med det samme sendte et nyt glas tilbage. Og skrev derefter antallet ned på hans lille blog.

Det var der manden næsten tabte glasset. Baren var en af de åbne hvor man kunne se hele vejen ind. Kort føltes det var som om hjertet sad i halsen. Roligt og perfekt ubemærkeligt af hans overraskelse lagde han glasset ned og vendte sig rundt samtidig med at den hånd ved baren som hun ikke kunne se gled ned og greb fat om skaftet på den ene af hans perfekt afbalancerede knive.

Og det var der hans fik øje på hende. De perfekte øjne. Det smukke hår. Den perfekte krop. En mands drøm. Enhver mand ville ønske en aften med hende. Undtagen denne mand. Markulius som navnet var. Markulius havde allerede tilbragt en aften med hende. Og ønsker stort set bare ikke andet end at slippe for minderne. For de gjorde ondt. Men det var hans tidligere liv.

Markulius var blevet desperat. Og havde valgt at tage det eneste job han var god til. Han var dusørjæger nu. Og øverst på den liste han fik i den gruppe han var kommet ind i. Stod Abbadon. Ikke mange vidste hvor gode forbindelser Nille havde til ham. Men det gjorde Markulius. Men nummer to på listen stod så Nille. Det var grunden til han gik efter kniven. Han overvejede kraftigt at indtræffe dusøren. Bare som hævn for hvad hun havde gjort ved ham. Ingen i hele hans liv havde fået ham til at tvivle så kraftigt på hans liv. Andre end hende. Roligt slappede han mere af og slap kniven svagt. Nej. Han ville aldrig kunne få sig selv til at skade hende. Det krævede alle hans kræfter sidst. Og han havde ellers sådan håbet han slap for hende. Men der var hun. I fuld fart mod hende. Mindst 120 i timen. Sådan så det i hvert fald ud. Roligt vendte Markulius sig rundt igen og tog en ny tår af sin øl. Baren var øde. Der sad ingen ved siden af ham. Hvis hun ville kunne hun bare sætte sig. Han ville ikke stoppe hende. Han ville bare nyde sin øl og fokusere på noget andet end arbejde for en gangs skyld.

Den hvide kjole hun havde på fremhævede hendes former. Mange ville sige at hendes sorte hår kunne ligne nattehimlen men der ville hun blot grine, hvis de sagde det. Hendes sorte hår var så sort som en panters pels. Lige så sort som den panters pels hun engang havde været. Udover at dengang havde hun haft tre hvide striber på ryggen også, men de tre hvide striber var ikke tilstede ved hendes hår. Hendes lysende blå kunne ligne det reneste vand. Men igen ville hun blot grine, hvis nogen sagde det til hende. Hendes øjne var alt andet end gennemsigtige. De var lysende blå, de kunne fange andres blikke. De lyste op i mørket nogle gange. Når hun havde skammer øjnene fremme lignede de det sorteste hul i verden, et hul fyldt med skam, et hul man ikke kunne slippe fra. Hvis man sagde det til hende, ville hun blot se væk og sige de havde ret. Hendes sorte øjne kunne skræmme mange, især dem der havde set ind i dem før. Hendes sang stemme var smuk, men frygtindgydende. Den var frygtindgydende når hun brugte skammer stemmen. Den kunne være kærlig, venlig eller beroligende. Men det plejede den ikke at være. Hun var ikke typen der pralede med sit udseende, hun var ikke typen der solgte sin krop. Hvis man rørte hende mod hendes vilje, ville skammen ramme dem hårdt. En daggert ville skære deres strube over eller skære sig ind i deres hjerte. Deres valg. Nille var en stærk Drevens, en stærk skammer. Hun kunne klare meget, men der var grænser. Der var ting der svækkede hende. Der var personer der betød alt for hende. Man kunne skade hende på mange måder.

Nille gik mod Markulius med hastige skridt. Hun var pænt ligeglad med om han ville snakke med hende eller ej. Hun ville ikke snakke med ham heller, han havde jo været så ond sidst! Hendes øjne lynede. Hun satte sig ikke ned, hun var heller ikke for tæt på ham, da hun stoppede op. "Vil du være så venlig at forklare mig, hvordan vores forbindelse er blevet brudt?" Spurgte hun. Hun havde hænderne knyttet. De tre store ar var tydelige for enhver nu. Man kunne også se hun havde grædt. Hendes krop rystede svagt. Det var tydeligt at se at der var sket noget.

Ingen reaktion. Kroppen var iskold. Hovedet var roligt. Og bevægelserne var naturlige. Selvom hun styrtede mod ham vidste han jo hvad hun ville spørge om. Hun måtte endelig have lagt mærke til det. Det som havde plaget hans natter i så mange uger. Hans evne var væk. Hans hurtigste og letteste måde at jage var væk. Og hun havde ikke engang mærket det. Åbenbart ikke før nu.

Ølkrusset blev roligt hævet og Markulius tog en god lang tår. Og lagde så krusset på bordet. Og sukkede svagt. Spørgsmålet var ventet. Men at det var så hårdt. Så fjernt og ondt. Undrede Markulius meget. Roligt vendte han svagt blikket imod hende. De tydelige tegn på et stort chok og en stor rystelse var tydelig. Men hvad var mere tydeligt var de tre lange ar. Markulius sukkede svagt. Før han så på sit ølkrus igen. "Kan du ikke mærke noget nu?." Var det eneste han ville sige. Han ville ha hende til at lægge mærke til at hans normale kulde som gav hende et begær efter ham. Var umærkeligt væk. Ikke skruet ned som normalt. Men helt væk. Selv på den afstand hun var nu burde hun kunne svage den svage nedskruede kulde. Men der var intet. Ingenting overhovedet.

Selvom der var nogle kølige briser var der ikke nogen ligesom hans kulde. De var bare behagelige. Ikke begæriske.

Nille havde opdaget det før, men havde ikke haft tiden til at opsøge ham. Hun havde ikke tid til alt hun ville, langt fra. Hun ville aldrig nogensinde rigtigt få tid, hun havde knap nok tid til at sove. Hun vidste kun at deres forbindelse var væk, hvilket hun faktisk var glad for. Hun havde været træt af at han kunnet bruge den forbindelse mod hende. Hun lagde også mærke til at den kolde begærende kulde ikke var tilstede mere. Det lettede. Der var kun en behagelig brise, heldigvis. Hun ville ikke lade ham behandle hende som han gjorde sidst. Hun... Hendes tiltrækning til ham var næsten væk. Han havde været så ond mod hende sidst, hun hadede ham næsten. Hun ville aldrig nogensinde lade ham komme tæt på hende igen, aldrig. Derfor var hun lidt væk fra ham nu. Hun smilede svagt over hans spørgsmål.
"Nej, det kan jeg ikke. Vil du være en sød fyr og forklare mig hvordan det er sket?" Hun lagde armene over kors, mens hun sukkede dybt. "Din begærende kulde er heldigvis væk. Du har blandt også noget andet at forklare." Hendes øjne blev kolde, vrede. "Hvorfor var du så ond sidst? Hvorfor er vores forbindelse væk? Hvad er der sket?!" Hun trak vejret dybt ind.

Hun ville ikke lade ham gå nogle steder, før han havde forklaret hende det hele. Sådan var det bare. Hun sukkede igen, ikke så dybt denne gang. "Jeg vil have svar på mine spørgsmål." Hun lagde armene over kors.

Et svagt smil kom frem på hans læber. "Mit bedste våben. Det våben der gjorde at jeg kunne drikke uden at de ville lide smerte. Det våben der gjorde at folk ikke ville begynde at undre sig over de døde. Er væk. Og ved du hvorfor?" Spurgte han roligt før han halvt vendte sig mod hende. "Fordi jeg fjernede den. Jeg sprøjtede mig selv med et serum der fik min evne til at forsvinde. For din skyld. For at fjerne vores forbindelse. Så du ikke behøvede at mærke mig mere. Og hvad værre er så var jeg ond mod dig for at få den grund frem som gør at du lige nu holder dig lidt væk fra mig." Han rejste sig svagt op. "SÅ GIDER DU LADE VÆRE MED AT VÆRE SÅ SKIDE SUR." Råbte han hårdt vendte sig drak det sidste af sin øl og gik forbi hende. Mens han svagt puffede hendes skulder samtidig med han med spydige giftige ord sagde. "Hyg dig med Jacob." Derefter begyndte han at gå videre væk fra hende før han vendte sig rundt og gik baglæns samtidig. "Og hvis jeg var dig. Ville jeg genoverveje at opsøge mig. Jeg er trods alt dusørjæger nu. Egentlig er det min pligt at jagte dig. Men fordi jeg elskede dig engang. Så lader jeg dig gå for denne gang." Sagde han roligt med et hånligt grin. Og vendte sig så bare og gik videre for sig selv. Stak hænderne i lommerne og gik så bare.

De havde været sammen en gang før, tænkte han nok. Problemet var bare at det ikke havde været Nilles krop han havde været sammen med. Nej, det havde været Rebeccas. Den blondhårede pige, med blå øjne. Nilles krop var ikke som Rebeccas, langt fra. Nilles krop var blevet skabt til kamp, skammer evnen og den anden evne der var under udvikling. Så nej, han havde ikke været sammen med Nille i sengen, det havde han ikke. Men det havde han været med Rebecca. Det ville aldrig ske med Nille, aldrig. Aldrig nogensinde. 
Hun lod sig ikke påvirke af hans råben, eller at han puffede hendes skulder væk. "Lad vær med at råbe." Sagde hun blot og vendte sig om mod ham. Hyg dig med Jacob. Ahva! Vreden samlede sig i hende. Hun knyttede hænderne. "Du kan i det mindste snakke pænt!" Hun havde hævet stemmen men råbte ikke. En klump af kulde samlede sig i hendes mave af hans ord.
"Så du vil dræbe mig." Elskede hende engang... Så han gjorde det ikke mere. Det var hun faktisk glad for. Hun gik efter ham. "Hvis du dræber mig, dræber du Rebecca! Dæmonen du elskede. Hun lever stadig. Inde i mig." Hun håbede vel på at det virkede... "Og hun elsker dig. Selv som du er nu. Men hun er svag, Mark. Jeg kan ikke mærke den tiltrækning jeg havde til dig engang, fordi hun er svag. Den lille stump sjæl der er tilbage af hende er svag. Du gjorde hende svag. Det er din skyld at hun er svag. Det er et held for mig, at hun er svag. Den tiltrækning jeg havde til dig vil aldrig komme tilbage. Rebeccas forelskelse i dig er for svag til at påvirke mig. Jeg kan mærke det. Dræb mig, og du vil blive dræbt før du ved af det."  Teknisk set levede Rebecca, og så alligevel ikke. En lille stump af hendes sjæl hang sammen med Nilles. Nilles sjæl havde manglet et stykke, som resten af Rebeccas sjæl overtog. Hun vendte ryggen til, men var opmærksom. Hvis han ville angribe, ville hun hurtigt opdage det, og undvige. Hun gik med målbevidste skridt væk fra ham.
Hun hadede ham.

Han stoppede op og langsomt vendte sig roligt imod hende før han med et svagt grin. Så på hende. "Er det min skyld? Nej jeg er ikke skyld i det. Det er du selv. Du benægter en del af dig selv. Ved du hvorfor jeg kan være sådan her? Fordi jeg engang benægtede en del af mig selv. Den dyriske side. Nu er den side af mig en del af mig. Jeg har accepteret den. Jeg er blevet stærkere end nogensinde. Men ved du prisen? At jeg skal slå ihjel for ellers går jeg amok. Du er allerede ved at nå der. Du benægter en del af dig selv. Du opsøger mig selvom du er bange. Det ikke fordi du siger det. Det er fordi en lille del af dig rigtig gerne vil være i nærheden af mig. Jo længere tid du benægter dens eksistens. Jo svagere bliver du. For hvis du ikke var svag. Så ville du have angrebet mig. Allerede dengang jeg var ond imod dig. Du kan bare ikke. Du kan ikke få dig selv til det. Du kan ikke engang bruge dine skammerøjne mod mig." En hurtig bevægelse med hans vampyrfart og han stod foran hende. Med blikket direkte imod hendes øjne. "Show me if i'm wrong." Et ondskabsfuldt smil kom snigende frem fra hans læber og hans blik lynede af selvsikkerhed. Han var ikke i tvivl han havde ret.

Hvorfor var han så pokkers irriterende? Hun havde lyst til at stikke en af sine daggerter i hans hjerte, blot for at se hans overraskede udtryk! Hadet til ham brændte som en stærk flamme inde i hende. Hun lyttede roligt til hvad han sagde, selvom hun vidste inderst inde at hans ord ikke var sande. De sidste ord han sagde, fik hende til at rette sig op, hendes lysende blå øjne blev alvorlige. "Du tager fejl. Det er ikke min skyld. Det var dig der var grusom mod mig sidst, der skræmte hende. Jeg kunne ikke gøre det sidst, fordi din evne stoppede mig, distraherede mig. Jeg brugte alle mine kræfter på at holde mig fra dig. Du er forfærdelig, Markulius. Jeg benægtede min tiltrækning til dig, netop fordi det ikke var mig. Hvis det ikke var på grund af at Rebecca elskede dig, ville jeg aldrig have følt andet end had for dig. Hvad angår mine skammer evne. Jeg bruger den ikke altid på folk jeg ikke bryder mig om. Du kender mig tydeligvis ikke. Lige nu har jeg sådan en forfærdelig lyst til at få det selvsikre glimt i dine øjne væk, ligesom dit ondskabsfulde smil." Hun stillede sig på tæer, så hendes læber ikke var særlig langt væk fra hans, men hvis han prøvede at kysse hende ville hun trække sit ansigt væk, så han ikke nåede det. "Men jeg har et spørgsmål. Hvis Rebecca kom tilbage, hvad ville du så gøre?" Hviskede hun svagt, og trak sig så væk fra ham igen. Så hendes læber ikke var så tæt på hans.

Han kunne ikke stoppe med det svage grin som automatisk kom. Det hun sagde var latterligt. Roligt lukkede han øjnene svagt og slappede sin krop helt af før han åbnede øjnene igen. "Intet. Jeg ville ikke kunne få mig selv til noget som helst. For du har lige sagt noget som har bevist min mistanke. Rebecca som du kalder hende. Eksistere ikke. Du har leget med mig. Du har leget med alle. For hvis du tænker dig om. Jeg har aldrig nogensinde skadet dig. Jeg har gjort alt hvad jeg kunne for at beskytte dig. Du siger du ville kunne skade mig hvis du ville. Så vil jeg gerne se du kan. Jeg vil se om Rebecca stadig er der inde. For hvis hun er. Og du skader mig. Hvis Rebecca er den jeg elsker. Og hun elsker mig. Og du skader mig. Tja lad os bare sige så ville jeg være glad for jeg ikke var dig." Han greb fat i hendes arm. "Brug dine evner. Skad mig. Sår mig. Få mig til at skamme mig. For det er det eneste jeg har gjort i meget lang tid. Skammet mig over at have valgt dig som den eneste person jeg kunne forbinde mig til. En kvinde som åbenbart ikke elsker mig. Så brug den hvis du vil. Jeg ønsker at dø. Bare for at slippe for tanken. Eller du kan vise mig at jeg tager fejl. At Rebecca virkelig er der inde. Hvis hun skal bryde frem. Hvis hun eksistere og skal bryde frem så det nu. Eller også er det for sent. For hvis jeg går nu. Ved jeg at Rebecca enden ikke har eksisteret eller osse eksistere hun ikke mere. Og så har jeg intet i vejen for at slå den store nille ihjel. Og indhæve min dusør." Sagde han med en neutral mine. Et ansigtsudtryk der ikke viste nogle følelser overhovedet.

Det han sagde gav ingen mening i hendes hoved. Hun skule skade ham, men... Hvad? Hun forstod det ikke. Han sagde to forskellige ting, der ikke gav nogen mening. Hans greb i hendes arm irriterede hende. Hun havde sådan en lyst til at give ham en lussing... Hun trak vejret hurtigere, ujævnt. Hendes øjne var skræmte. Hun havde adskilte læber men sagde intet i nogle minutter. Hun kiggede blot på ham. Så fik hun endelig sagt noget.
"Rebecca eksisterede, det gør hun stadig. Hvis du dræber mig, dræber du hende. Du forelskede dig kun i mig, fordi hun er inde i mig. Hun kan se dig lige nu... Hun har det som jeg havde det, dengang hun havde kontrollen. Du leger med ilden, Markulius. Hvis det ikke var fordi at du skræmte hende, ville hun være fremme lige nu. Jeg ville ikke have kontrol. Din gamle evne var det der trak hende til dig, men sidst virkede det ikke, fordi jeg var svag, så hun var svag." hun så væk. "Jeg er efterhånden van til at dusørjægerne vil slå mig ihjel, men du glemmer en ting." Hun kiggede på ham igen. "Hvis du slår mig ihjel, er det ikke sikkert jeg forbliver død." Hun rev sin arm til sig. Hun var jo trods alt stærkere end en almindelig vampyr, da hun var en Drevens.

Han holdte ikke engang fast i hende. Han holdte bare for at understrege sin pointe. Roligt så han på hende. Kort begyndte hans blik at blive rødt. Samtidig med hans evne gik igang. Hans fremtidsevne. Et klart tegn på han forberedte sig på kamp. Og ud af det blå vendte han sig med en knyttet næve og ramte ansigtet på en person som var ved at løbe forbi Markulius. Adskillige knæk kom fra ansigtet. Samtidig med manden faldt om og begyndte at skrige af smerte. "Husk lige på hvem af os der kan se fremtiden. Og jeg kan se hvis du kommer i live igen. Jeg kan se hvis du vil angribe mig." Sagde han roligt med et roligt smil. "Jeg tror ikke på dig. Du har såret mig for meget Nille. Jeg har opgivet dig. Jeg har fjernet min evne for din skyld. Jeg har ofret min eneste forbindelse for din skyld. Jeg er blevet tortureret på grund af dig. Men en eneste dag med den jeg elsker kan du ikke give mig. Jeg har opgivet. Det lykkedes for dig. Jeg har ikke i hele mit liv givet op. Men det gør jeg nu. Jeg opgiver." Roligt stak han hænderne i bukserne. Og gik to skridt baglæns før han vendte sig rundt og begyndte at gå videre væk. Hun havde lige sagt at det var håbløst. Og denne gang troede han på det. Hun havde lige sagt at hans evne fik hende frem. Den er væk nu. Hvad skulle han så gøre.

Hun forstod det ikke. Hvorfor tog han det sådan? *Ville du ikke også opgive dit liv, hvis dem du elskede ikke elskede dig?* Hun så ned. Husk lige på hvem af dem der kunne se fremtiden. Hun fik lyst til at sætte sig ned og bare græde. Hun havde ikke lyst til det mere. En der havde betydet en del for hende, ville enten dø eller slå hende ihjel.  Hun mærkede tårerne i øjnene, da han begyndte at gå væk. DEr var noget... Noget der trak sig frem. Hendes stemme forandrede sig svagt.
"Markulius, du må ikke gå..."  Hvis det havde været muligt, ville Nille faktisk have haft blondt hår, men nej. Det var ikke muligt. "Du må ikke give op." Det var Rebecca der snakkede, ikke Nille.

Nille så rundt i mørket. Forhelvede, var hun nu tilbage? Hun så Rebecca sidde ned i skrædderstilling, og hendes læber bevægede sig. Nille gik hen imod hende... Og før hun vidste af det, var Rebeccas hånd om Nilles hals. "Nok kan jeg ikke overtage kroppen igen, men jeg kan det som du kunne. Snakke med dem jeg holder af." Rebecca smilede svagt. 

Markulius stoppede pludseligt op. Alt stivnede i ham. Han kunne høre måden at snakke på. Han kendte stemmen. Det var som om det var en hel anden stemme. Og samtidig var det den samme. Men det gjorde ingen forskel for Markulius. Han vidste hvor stemmen kom fra. Roligt og langsomt begyndte Markulius at vende sig rundt og så på Nille. Der på jorden. Grædende. "Rebecca?." Spurgte han målløs. Før han roligt begyndte at gå hen imod hende. Ude af stand til at tænke. Han kunne intet sige. Hans stemme var som forsvundet.

*Nej Markulius du skal ikke falde i hendes klør igen* Markulius stoppede op cirka en meter fra hende. Den stemme. Inde i hans hoved. Det var hans dyriske side. Han havde hørt den engang før. For mange mange år siden. *Men det er kvinden jeg elsker.* Stemmen grinte *Du elsker ikke nogle. Du er en dusørjæger. Du er et monster. Tag kniven og gør en ende på det. NU MARKULIUS.* En enkel kontrol fik dyret i ham. Og han greb fat i den ene kniv ved sin lænd. Før hele armen begyndte at ryste. *Nej jeg kan ikke.* Roligt slap Markulius kniven igen. Og faldt ned på knæ. Så den meter som var der før. Blev til en halv meter.

Rebecca kunne mærke at hun blev stærkere. Nok de næste par dage ville Rebecca slippe fri, men ikke endnu. Hun havde gemt sit ansigt i hænderne, med et bevægede hun sig slet ikke sagde ingenting.  Hun  var som en statue.. 
"Du slipper aldrig fri!" Snerrede Nille, mens hun greb fat om Rebeccas arm med begge hænder. "Vil du ikke have din sjæl for dig selv da?" Spurgte Rebecca, og strammede sit greb om Nilles hals. Nille vred Rebeccas arm om, så hun gav slip. "Jo!" 
Mere skulle der ikke til. Nilles øjne landede på Markulius. Rebecca styrede stadig. Hun kravlede væk da Markulius greb fat i sin kniv. "Nej, Markulius!" Stadig Rebecca der snakkede. Hun så på ham med vidt op spærrede øjne. Da han slap kniven, mistede Rebecca kontrollen.
Nille så rundt, hun havde kontrol igen. "Forhelvede..." Hun tog sig til hovedet. "Se selv, hun er der stadig.. Og om få dage, slipper hun fri."

Et kort øjeblik kiggede han bare på hende eftertænkende. Før han roligt greb fat i kniven igen. Dyret var fremme. Øjnene lyste kraftigt rødt. Markulius kunne ikke styre sig selv. Ordene der kom ud af hans læber var både onde og tydeligt ikke hans egne. "Medmindre jeg slår jer begge ihjel nu. Så Markulius aldrig vil blive sig selv igen. Jeg har store planer med denne magt han besidder." Roligt trak han kniven svagt fra holderen. Og gik langsomt imod Nille med det røde lysende blik rettet imod hende. Han gjorde klar til at se hvad hun ville gøre. Hans blik var fastnet på hende. Lavede hun den mindste bevægelse ville han vide det 5-6 sekunder før hun overhovedet gjorde det. Ville hun angribe ville han med garanti forsvare det så nemt som ingenting. Markulius'es krop var ikke stærkere end Nille's Dreven krop. Men hans krop kunne se ud i fremtiden. Han ville kunne nemt forsvare sig. Uden problemer. Det var det som var problemet for de fleste som ikke var vant til at slås. De slog bare. De fokuserede på deres styrke. Markulius'es krop var perfekt afbalanceret. Derfor havde han aldrig tabt en kamp før.

Nille skubbede Rebecca væk fra sig. "Lad os ikke kæmpe." Sagde Nille roligt. "Udmærket. Jeg slipper fri. Før du ved af det." REbecca smilede kækt. "og jeg er fri for dig, vel?" Nille hævede et øjnebryn. "Lidt... Jeg forsvinder nok ikke... Jeg besøger dig nok et par gange."  Sagde Rebecca uskyldigt, selvom hun langtfra var uskyldig. "Fint!" DA Nille råbte det ord, blev hun revet væk fra mørket, væk fra Rebecca. Så var hun tilbage i sin egen krop.
Og der stod Markulius, klar til at dræbe hende. Hun kendte hans evne. "Du ødelægger ham. Du ved ikke hvad du gør. Han elsker Rebecca. Hvis du dræber mig, vil det ikke hjælpe Markulius eller dig. Hun er stærk. Du kan bruge deres begges magt. Hvis du dræber mig, tro mig eller ej, Rebecca bliver hamrende sur på dig." Hun kravlede lidt væk. Og så kom smerten. Hun snerrede, på grund af smerten, og lukkede øjnene hårdt i. Smerten var bekendt. Hun havde følt den før. Og hun hadede den! Rebecca pressede til, hun ville fri nu. Nille hostede, og vendte sig om, og hostede blod ned i asfalten. "Årh forhelvede, Rebecca!" Nille rejste sig fortumlet op, væk fra Markulius. Hun var svimmel. "Du vil ikke dræbe mig..." Rebeccas stemme. Nille tog sig til hovedet. "Du vil ikke dræbe mig eller Nille... Markulius, vær sød og lad være.." Stadig Rebeccas stemme. "Ignorer dyret i dig!" Det var både Nille og Rebeccas stemme nu. Nille var lige ved at falde, men fik holdt sig oppe.

Et svagt ryk kom fra Markulius. Ikke et angreb. Mere en chokerende bevægelse. Som om han holdt igen. Som om han kæmpede med sig selv. Hele Markulius'es krop begyndte at ryste. Langsomt begyndte dyret svagt at lukke øjnene halvt. Så drabeligt på Nille. "Så det du siger er. På den ene side kan jeg knuse Markulius. Destruere ham. Så hans krop bliver min egen. På den anden side kan jeg få jer begge. Både Rebecca og Markulius. Spændende. Og dog." Et ondt smil kom frem på dyret's læber. "Er du klar over hvad det betyder hvis Rebecca kommer fri? Markulius vil stadig være tilknyttet til dig Nille. Det er din krop som hans krigered er sat sammen med. Det er din krop han vil være forbundet i krigerens ed." En tanke kom frem i dyret. "Hvad mon Rebecca vil sige til det? I virker ikke særlig gode venner i forvejen." Et hårdt grin kom fra dyret. Hans tanke var at lave strid mellem Nille og Rebecca. Se hvor hårdt han kan presse dem begge. Se hvor meget uvenner han kan gøre dem. Bare fordi han nød at se Nille i smerte.

Noget rørte sig inde i Nille, det var Rebecca. Ordene der kom fra Markulius, selvom det ikke var hans egne ord, gjorde ondt på hende. Nille kunne fornemme det. Hun sukkede. *Rolig Rebecca. Vi finder ud af det.* Tænkte Nille, usikker på om Rebecca mon ville høre tanken. Men Rebecca rørte ikke længere på sig, hun var stille igen. Og en styrke steg op i Nille. Styrken til at sige dette uhyre imod, af hele sin magt. Hun rankede sig, ignorerede smerten, og så bestemt på Markulius.
"Det gør hende intet. Den kriger ed, holder ham fra at dræbe mig,og selv hvis den kriger ed ikke var der, ville han ikke dræbe mig medmindre han ønsker Rebeccas vrede. Vi er ikke gode venner, nej. Men mig og Rebecca forstår hinanden. Vi ønsker ikke hinanden død. Gå din vej, uhyre. Du får intet ud af dette." Sagde Nille med roligt smil. "Og nu må du have mig undskyldt." Lige da Nille sagde det sidste ord, kollapsede hendes krop sammen og hendes krop faldt til jorden. Fem sekunder efter skreg Nille op. Fem sekunder efter det, rejste hun sig op, omtumlet. "Hun er fri." Nille var svimmel. Hun var lige ved at falde. "Jeg troede først at hun ville komme fri, efter et par dage... Men..." Nille hostede.

Uhyret grinte svagt. "Vi får se." Sagde han roligt før Markulius'es krop faldt ned på knæ. Et ulækkert og ubehageligt knæk kom fra hans knæ. Et godt tegn på at han blødte fra sine knæ. Igen. Derefter faldt hans krop langsomt sammen. Hans røde øjne begyndte at falme. Til de sædvanlige mørkeblå farver. Og Markulius var tilbage. Roligt begyndte han at lukke sine egne øjne. Hans krop var træt. Og udmattet. At blive til uhyret var ligesom et krampeanfald. Ens krop var total udkørt bag efter. Flere gange havde han sovet i flere dage. Dog var den ikke så voldsom denne gang. Han ville nok sove et par timer. Mere ville det nok ikke være.

//Rebecca er på min profil, der er et gif af hende, så du kan se hvordan hun ser ud. ^^//

Da Mark vendte tilbage, lå Nille også på jorden. Med lukket øjne, hun var besvimet. Rebecca spærrede øjnene op, hun lå i en gyde, nogle meter fra Mark og Nille. Hun satte sig op og tog sig til hovedet. "Årh forhelvede.." Mumlede hun. Hun havde hovedpine. Rebecca rejste sig op, og så ned af sig selv. Hun smilede stort. Rebeccas blondte hår var sat i en flot fletning, hun havde en tætsiddende hvid kjole på, hvide stiletter. Hendes blå øjne lyste svagt. Rebecca gik mod Nille og Mark.
"Vågn op." Rebecca ruskede svagt i Nille, som kort efter lukkede sine øjne op. Nille sukkede dybt men rejste sig op. Rebecca gik over til Mark, og satte sig på hug. Hun strøg ham ned af kinden forsigtigt. "Markulius... Er du vågen?" Hviskede Rebecca, men højt nok til at han ville kunne høre det.

Stilheden var irriterende. Indeni Markulius stod han i et mørkt rum. Væggene var høje. Et lille vindue kunne ses. Men selv i det var der mørkt. Og så kom det frem. Noget forfærdeligt. Uhyret. Langsomt lignede det en mand. Men da det var helt. Samlende af mørket. Viste det sig at være en kvinde. Men for Markulius var der ingen tvivl om dette var uhyret. Det uhyre monster som altid var indeni ham. Det som altid snakkede til ham. Det var dog første gang Markulius så hende. Ved første øjekast så hun okay ud. Men så snart øjnene kun frem. Og munden. Var det det mest hæslige han nogensinde havde set. øjnene var store. Og blodrøde. Præcis som hans evne. Læberne var blodrøde og tænderne pileskarpe. Håret sort og løst så det indrammede hendes ansigt. Først begyndte hun at snakke roligt. "Markulius godt at endelig og møde dig." Stemmen var silkeblød og smuk. Men der var noget forkert ved den. Noget underligt. Den lød bekendt. For bekendt. Som om den altid havde været en del af ham. Lige siden hans forældre døde. Og hans bror. Som han stadig troede var død. "Nu kan jeg fortære din sjæl så jeg kan overtage din krop permanent." Stemmen blev hæs og skrækkelig. Derefter angreb uhyret ham. Markulius var som lammet. Og der skete der noget underligt. En vidunderlig. Fantastisk. Og smuk stemme skar igennem murene. Og lavede en mur. Skabt af kærlighed. Imellem uhyret og Markulius. Uhyret kunne ikke røre ham. Og så kom lyden. "Markulius... Er du vågen?". Først der kunne Markulius kende stemmen. Og han skreg med det samme. "REBECCA." I samme sekund som han havde skreget færdig. Kunne han mærke blive hevet ud af rummet. Og ind i hans krop. Så han fik kontrollen igen.

Et spjæt kom fra ham. Og han satte sig pludselig op. Han var tilbage i sin egen krop. Pustende. Svedende. Og blegere end en vampyr plejede at være. Øjnene var spæret helt op. Markulius gik med det samme efter sit hjerte. Men der var ingen fornemmelse af en hjerterytme. Det var klart. Markulius var jo udød. Men alligevel var det som om hele hans krop dunkede som bare satans. Han var stadig ret chokket. Han var med andre ord. Helt paf.

[For at se billedet skal du være tilmeldt og logget ind.]

Rebecca blev fortvivlet. Var han helt bevidstløs? Nille trak sig lidt tilbage og så blot på. Rebecca fik et chok da han spjættede. "Markulius...?" Hun hviskede hans navn så svagt, at han nok ikke kunne høre det. Da han åbnede øjnene åndede hun lettet ud. Men gud, hvor så han hærget ud! Hun rørte blidt ved hans kind, mest fordi hun var forundret over at hun kunne røre ved ham igen. "Er du okay?" Spurgte Rebecca blidt, mens hun måtte holde sig selv i snor, for ikke at omfavne ham.
Nille trådte et skridt frem, selvom hun følte at hun måske skulle gå. "Jeg går igen." Nille smilede svagt til Rebecca, der vendte sit ansigt mod hende. "Vi ses, Nille." Rebecca smilede kækt. "Og hils Jacob fra mig." Rebecca kiggede på Mark igen. Nille himlede med øjnene og begyndte at gå væk.

Han smilede halvbesværligt mens han så op på blondinen ved siden af ham. Selvom hun ikke helt lignede sig selv. Kunne han mærke det var hende. Roligt lagde han sig ned igen. Så hans krop kunne få lov til at komme sig. Den rystede stadig en del. Han var stadig meget svag. Men et svagt roligt smil kom frem på hans læber. "Hej." Hviskede han svagt. Mens han så op på hende roligt. Før hans smil ændrede sig til et fjoget et. "Der er noget jeg har haft lyst til at spørge dig om." Hviskede han stadig svagt før han roligt lukkede øjnene. Og langsomt åbnede dem igen. Derefter rettede blikket mod hende igen. "Kysser Jacob bedre end mig." Et lille svagt grin kunne han ikke stoppe. Selv i hans svækkede status. Kunne han ikke dy sig i at lave sjov. Så det ikke var så alvorligt mere.

Nille gik fra dem. Hun havde intet mere at gøre der.

Rebecca åndede lettet ud da han hviskede hej. Han var i live, godt. Hun satte sig i skrædderstilling mens hun betragtede ham. Hun mærkede sit hjerte banke stærkere da han smilede fjoget. Hun lagde hovedet lidt på skrå. "Og hvad er dit spørgsmål så?" Spurgte hun roligt. Hun strøg hans kind med blide bevægelser med sin hånd.
Hun grinede svagt over hans spørgsmål. Hun rystede på hovedet. "Nej ikke for mig." Svarede Rebecca roligt med et skævt smil. "Kan du gå?" Spurgte hun bekymret.