Only teardrops ~Nicolas~

Caroline gik stille igennem gaderne i byen, efter Firewood Village havde hun fundet sig et hus her i byen. Dog var hun ikke meget i det, hun havde enlig bare lyst til at flytte hjem til Nille. Men når man så Caroline på gaden, lignede hun is. Hun så ligeså kold ud i hvertfald, og var en mester af de bedste til at skjule hvad sjælen råbte efter. Caroline havde sorte shorts på og en hvid top, samt hendes stiletter. Det var først nu hun sådan rigtig var klar over hvad hun følte, men det var hendes tanker. Hun elskede ham, også igennem de utilgivelige ting han havde gjort, også selvom at hun havde tilgivet ham.. Men det alligevel ondt, og tankerne kørte rundt. Hun var måske bare ikke god nok til ham? Hun fnøs, selvfølgelig var hun det. Det var helt utroligt at hun kom med sådan en selvtillid påtrods af hvad der var sket rundt i verden. Hun havde oplevet en masse på tja cirka en månede men ikke alle oplevelser ville hun give væk. Hun smilede kort, da hun passede Nicolas' hus. Det føltes underligt bare at gå forbi det, men så stoppede hun op, og brugte sin fat til at komme op til døren. Hun trak ned i håndtaget og gik ind. Hun kiggede grundigt rundt omkring, hun vidste at han var derinde. Hun ville bare snakke, hun kunne ikke holde sig væk mere. Hun var blot gået sidste gang, vendt ryggen til og løbet sin vej. Kujonagtigt måske, hun havde skam også fortrudt sin handling så grundigt. Caroline kiggede sig rundt omkring, kort var det som om at der kun var lidt tid og så mange ting der skulle siges. Hun vidste ikke hvordan han ville reagere på hendes lille ankomst overhovedet, hvordan han ville reagere på at hun kom tilbage efter en månede. Han kunne sikkert sagtens klare sig uden hende, og selvom hun vidste hun også sagtens kunne klare sig selv.. Så manglede der noget, som om der var et lille hul i hendes hjerte som ventede på at blive fikset. Caroline tog en dyb indånding, hun var lidt nervøs af en eller anden mærkelig grund. Hun tog et skridt indenfor og lukkede døren, hun gik stille ind. Lidt uhøfligt måske, men hun var bare til tider ret målrettet. Hun kiggede sig rundt omkring, der var ingen frisk fært af Linetth.. Hun havde sikkert ikke klaret den. Caroline tog en dyb indånding, og lukkede øjnene kort. Caroline vidste at han kunne klare det, for ham var det jo næsten som om at der var en mindre at bekymre sig om. Og hun gik så var der to mindre at tænke på.. Den tanke om han var ligeglad med hende nu, fik hendes hjerte til at springe en takt over. Den gjorde hende ikke specielt glad.. Overhovedet ikke.. Hun fjernede håret om på den ene skulder og gik lidt frem af. Noget der lignede små rifter kunne ses ved hendes ryg, de var ikke så små men de kunne ikke forsvinde. Det lignede tre lange snit og det var det, de fyldte hendes ene skulderblad.. Efter en uheldig middag kunne man sige, en ved navn Oliver mente åbenbart hun var hans slave nu. Men hvis man spurgte Caroline havde hun helt andre meninger omkring det ordvalg! Nu anede hun ikke hvordan hun fik det fjernet, og desuden kunne hun gå i sollyset nu. Det var alletiders!

Nicolas havde fortrudt hans handlinger hver eneste sekund af hver eneste dag, siden han havde været utro. Men han kunne ikke ændre på det, selvom han hellere end gerne ville. Han havde haft det elendigt, og det kunne man også se på ham. Han så virkelig træt og slidt ud. Da døren gik op, overvejede han at gå derned, men han havde ikke den største lyst. Men da han kunne dufte Caroline var han hurtigt dernede, han var ligeglad med, at han så så slidt ud. Han ville bare være sammen med hende, han havde ikke andre end hende og Angela lige nu. Bethany havde han ikke set i lang tid, så hun var ikke rigtig i hans liv længere. Nicolas gik hen imod hende og så bekymret på hende. Han hadede ikke, at være tæt på hende. "Undskyld." Han havde sagt det en million gange, men han følte ikke han kunne undskylde nok. Det var ikke tit man så ham sådan, han plejede altid at være rolig og hurtigtænkende, men ikke længere, han havde ikke fået noget blod i lang tid, så han var så småt ved at tørre ind. Men han var ligeglad, uden Caroline betød den slags ingenting for ham.

Hun hørte hans stemme bag sig og vendte sig hurtigt om. Caroline lagde hovedet lidt på skrå, hendes ansigt var ikke koldt eller noget.. Hun kastede et ordenligt blik på ham, han så syg ud.. Hun fik straks et bekymret glimt i øjet, hun trådte tættere på ham. Så kiggede hun ham i øjnene, og med det samme kunne hun se hans ord var sandt. Caroline lagde en hånd på hans kind, imens hendes øjne borrede sig dybt ind i hans.
"Jeg tilgiver dig," Sagde hun med en blid og kærlig stemme, hun havde jo ikke kunne gå rundt uden at tænke på ham overhovedet. Udover de få gange hun havde været i en større konflikt eller diskutioner, så havde hendes tanker ikke været der. Caroline så bekymret på ham.
"Du ser syg ud, hvor langtid siden har du sidst fået blod?" Spurgte hun og kiggede ham alvorligt ind i øjnene, Caroline hævede på et bryn. Hun var alvorlig og bekymret, men så kom hun i tanke om nogle små forsyninger hun havde gemt da hun var der sidst.. Medmindre han havde drukket dem.. Caroline vidste de fleste af hendes ting stadigvæk var her, men igen det kom an på om han havde smidt dem ud..
"Du har brug for noget blod.. nu." Sagde hun så og lagde begge hænder på hver sin side af hans kæbe.. Hun var bekymret for hans helbred.

Nicolas var glad for hun tilgav ham, han havde frygtet hun var vred på ham og, at det ikke ville gå over. Han sendte hende et svagt smil, mest fordi han ikke var sikker på hvor meget han kunne tillade sig, at smile. Han tænkte tilbage. Hvornår havde han sidst fået blod? Han kunne ikke huske det. Nicolas trak lidt på skulderne. "Jeg er ikke sikker." Han vidste godt der var blod gemt i huset, men selvom han havde haft en kraftig trang til dem, havde han ikke drukket det. Han mente han fortjente en straf, og det havde han fået ved, ikke at drikke blod. Han så på hende og rystede på hovedet. "Jeg har det fint." Han vendte sig om og gik nogle skridt væk fra hende, men hans skridt var vaklende og usikre, han havde helt klart på for blod, han ville bare ikke indrømme det. Han så op imod Linetths værelse og var lige ved, at kalde på hende, men kom så i tanke om hun ikke var der længere. Han havde det rigtig dårligt, hun havde ikke overlevet, han skulle have beskyttet hende og det kunne han ikke.

Caroline kunne ikke lide tanken om hun kunne se på ham at han var tørsig, og hun kunne godt lide at se et svagt smil på hans læber. Da han gik lidt væk fra hende tog hun stadigvæk ikke øjnene fra ham, Caroline gik ud i køkkenet og fandt et par blodposer frem.
"Jeg tror ikke på du har det fint, Svarede hun udefra køkkenet og hældte blodet op i et glas, hun gik tilbage og rakte ham så glasset hun bemærkede at han kiggede imod Linethhs værelse.
"Jeg er ked af det med hende," Tilføjede hun stille og stod bagved ham, hendes blik hvilede stille på ham selvom han stod med ryggen til. "Men her, drik det." Hun spurgte ikke om han ville, men ville heller ikke give ham en ordre på det. Caroline ville bare gerne have at han havde det så godt som overhovedet muligt. Det første sted hun var gået efter mødet med Oliver var herover, af en eller anden grund. Men hun vidste at hvis nogle kunne hjælpe hende her, så var det Nicolas. For han kendte hende næsten bedre end nogenanden, det eneste som var et problem var at finde tidspunktet at spørge om denne hjælp. Caroline valgte dog at thi og lade hver med at sige noget før hun fandt det passende, eller før han selv opdagede det. Caroline gik lidt op på siden af ham og kiggede selv imod rummet, men lod sit blik kigge lidt ned før hun kort lukkede øjenlågene i.
"Jeg er ked af jeg bare vendte ryggen til og gik, det var bare at det var 4. gang det skete.. Men efter det indså jeg også noget andet.. Jeg indså at du er den eneste person som jeg virkelig elsker. Det er en af grundene til jeg kom tilbage, fordi jeg elsker dig." Caroline rettede sine øjne imod hans igen, hun mente det. Og selvom hun ikke vidste helt hvad han ville svare, kunne det være det lige var det han havde brug for at få afvide.

Nicolas ville altid elske Caroline, og det var grunden til han mente han fortjente at sulte lidt. Han fortjente at udtørre. Linetth havde vel også noget, at sige. Han savnede hende så inderligt, hun var den eneste udover Caroline og Angela der kendte ham bedre end andre. De kendte til hans svagheder. Men nu var der kun Caroline og Angela, det var bestemt ikke en dårlig ting, men han manglede bare en. Han så kort efter hende da hun gik ud imod køkkenet. Han vidste ikke helt hvad hun havde tænkt sig, han kunne ikke give ham hendes eget blod. Men der var selvfølgelig det blod han vidste der var rundt omkring. Han havde bare ikke taget dem. Nicolas så væk fra hende da hun ikke længere var til, at se. Han stod bare og stirrede på Linetths værelse. "Der er ikke noget at gøre ved det. Jeg skulle have beskyttet hende bedre, og nu er hun død." Han følte sig skyldig for mange ting. Alting. Han kunne få alt til at lyde som om, det var hans mening. Han tog glasset og drak det forsigtigt, han mærkede hvordan det hurtigt opvikkede ham. Da hun igen begyndte og tale igen så han over på hende. Han blev rørt af hendes ord, men han lod det ikke rigtigt vise. Andet end et glimt i hans øjne der skyldes et par enkelte tårer. Han mente bare ikke han var fortjent til hende. Nicolas stak hånden ned i hans lomme og fandt en lille æske frem. Han åbnede den og tog hendes hånd frem og lagde den deri. Det var en ring. Han havde overvejet at gjorde det længe, men det havde bare ikke været hans stil at gøre det. Men nu var det rigtige tidspunkt. Han stillede sig på det ene knæ og tog fat i hendes ene hånd. "Caroline, jeg elsker dig mere end noget andet. Jeg vil tilbringe resten af mit liv med dig og det vil jeg symbolisere." Han så et øjeblik ned før han så op på hende igen. "Vil du gifte dig med mig?"

//Ringen: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] //

Caroline ville ikke have han gav sig selv skylden, det kunne have sket for hvem som helst. Caroline havde også mistet en gammel veninde fordi hun valgte at tage en bestemt vej, det havde haft fordele og konsekvenser. Lola var død, hun havde været den person som havde været der mest for Caroline i den tid med Locan og Julian, og selvfølgelig havde Julian dræbt hende da hun flygtede dengang. Fordi hun betød noget for Caroline, men det var også Josh's mor.. Caroline slog sig selv ud af den tanke, da han drak blodet.. Hun kiggede ham i øjnene selvom han rakte sin hånd i lommen, hun tænkte lidt om det bare var for at være mere afslappende.. Dog trak han den alligevel hurtigt op igen, og hendes øjne opfangede æsken. Men holdt øjnene på ham så længe hun kunne, dog landede hendes øjne ned på æsken da han åbnede hvorpå han lagde den i hendes hånd. Caroline sank kort en klump, den var meget smuk.. Hun kiggede ham i øjnene igen. Caroline holdt vejret da han satte sig ned på knæ, ikke fordi hun ville løbe væk eller noget eller var chokeret. Hun var bare positivt overrasket, hun elskede ham mere end noget andet.. Og var klar over hun ikke kunne leve sit liv uden ham, ihvertfald ikke uden der ville mangle noget stort. Caroline åndede let ud, meget stille så man bemærkede næsten ikke hendes åndedrag.. Hun skulle lige have sine ord frem og udover sine læber, men startede med et nik.
"Nicolas, jeg vil være sammen med dig.. Forevigt. Selvfølgelig vil jeg gifte mig med dig." Svarede hun med en silkeblød stemme, hendes øjne var faste ærlige på ham. Hendes smil var blidt placeret på hendes læber som var røde som roser. Det blondte hår bølgede blidt ned over hendes ene skulder.
"Jeg vil altid kun elske dig."

Nicolas havde ikke frygtet at fri til Caroline. Han havde bare ikke vidst hvordan, det hele havde føltes forkert. Ligemeget hvordan han havde forstillet sig det. Men nu virkede det bare så oplagt, de havde passeret endnu et bump og var igen sammen. Han holdt vejret mens han ventede på et svar. Hvis hun sagde nej, ville han selvfølgelig blive skuffet, men de ville komme over det. Han smilede da hun sagde ja. Nicolas rejste sig op og tog ringen ud af æsken. Forsigtigt tog han hendes hånd og placerede ringen på hendes finger. Han lukkede den tomme æske og lagde den tilbage i hans lomme. Han slap ikke hånden med ringen på da han stod og beundrede ringen på hendes finger. Det så meget bedre ud end han havde troet. Han slap hånden og kyssede hende. Han kunne ikke forstille sig livet uden hende, så de kunne lige så godt gøre det mere officielt. Han ville dog have svært ved at omtale hende som hans kone. Hans evige kærlighed havde en langt bedre klang over sig. Han slap kysset. "Jeg har aldrig elsket nogen som jeg elsker dig."

Ringen gled stille op på hendes ringefinger, og strålede i sin pragt. Den passede perfekt til hendes finger, hun smilede bredere af at kigge på den. Caroline betragtede ham nøje da han lagde æsken tilbage i sin lomme og slap hendes hånd. Hun mærkede hans læber imod hendes igen, det var noget hun havde savnet meget i den sidste tid. Caroline gengældte kysset til han slap igen og sagde noget, hun kiggede ham dybt i øjnene. Imens hun lod den ene hånd køre op over hans overarm, hendes ansigt var stadigvæk tæt hans. Det ville blive en smule svært at vende sig til, men det skulle hun nok overraskende hurtigt! Aldrig havde hun overhovedet troet hun ville kunne være i et forhold så længe, finde en som elskede hende og en som hun elskede så meget som hun gjorde. Tænk hvis hun havde givet op på hendes liv for så mange år siden, at hun ikke havde kæmpet.. Men det havde hun og se det lys hun stod i.. Ja hun havde stadigvæk det pokkers slavemærke, men hvad havde det enlig af betydning.. Jo at hun var ejet af en, men hun så det alligevel mere som at ejern ville dø ingen for de tætteste 10 meter hun fik øje på ham. Caroline slog atter en tanke ud af sit hoved for at kigge ham i øjnene, hun smilede mere af at mærke hans tilstedeværrelse det var betryggende.. Hun kyssede ham igen, og stillede sig tættere ind til ham.. Hun havde savnet ham, uden tvivl.. Og nu forlovet, det var fantastisk.

YDERST VIGTIGT EMNE!!!//