half way there.. - Sarjo

Han smilede som svar da han godt forstod at hun ikke ville uddybe det og lige det område ville han aldrig presse på med... han ville da ikke tvinge eller presse hende til at fortælle om noget der var et ømt punkt for hende...

"kom nu op at stå istedet for at sidde hernede... Jeg kunne godt tænke mig at gå en tur sammen med dig?"

Han kiggede på hende, og håbede hun havde lyst til det...

''jeg har lidt ondt i benene...'' sagde hun blidt mens hun så på ham

"Ja okay... Så kan jeg godt se det ikke er så smart at gå..."

Han havde ellers bare lyst til at komme uden for og helst sammen med hende... Han havde ikke lyst til at være væk fra hende ret længe, og slet ikke nu...

"Hvad med så bare at sætte os udenfor?"

hun nikkede stille mens hun prøvede at rejse sig

Han hjalp hende op at stå og hjalp hende uden for... han stoppede da de var kommet ud og trækkede vejret tungt og dybt for at mærke den friske luft i sine lunger...

Han kiggede så på hende, for at fange hendes øjne... Hendes utroligt smukke øjne...

"jeg har et spørgsmål til dig..."

hun så lidt ned, da han prøvede at fange hendes blik. Hun havde aldrig rigtigt kunne lide at folk så hende i øjnene.

''spørg løs..'' sagde hun stille

Han blev en smule skuffet over at hun ikke ville se på ham... Men det var hendes valg, hvis hun ikke ville det... han ville ikke tvinge hende til niget på nogen måde... Han følte jo stadig at han lidt havde tvunget hende den aften...

"Jeg er nød til at være sikker på om du har tilgivet mig for det jeg gjorde?"

Han kiggede så væk da spørgamålet var et helvede for ham at spørge...

''jeg tilgiver sjældent mennesker. du må ikke tro at jeg er vred, for det er jeg ikke. men jeg tilgiver dig ikke for det Sajro.'' sagde hun stille inden hun så ham i øjnene. Hendes øjne var som en ulvindes; vagtsomme, klare og samtidig angrebslystne.
Det var næste tydeligt at hun beskyttede hvad hun bar i sig. For hver en pris.

''Sajro, jeg rejser væk når jeg skal føde. Det førte år er jeg afsted. Ikke fordi du ikke må se din søn, men det er bare ikke nemt for mig at komme igennem det med dig i nærheden..''

De første ord sagde han intet nikkede bare og forstod at han ville få det svært... Han elskede hende så højt... Han var bare ikke sikker på at han var andet for hende lige nu end et ated at bo og et sted at få mad...

Det næste var for ham som at mærke en ulv lukke tænderne sammen om hans hjerte... Han sank sammen på jorden ødelagt... Han følte sig intet værd længere, som om intet betød noget... Det han elskede mest var hende men han var nu sikker på at hun ikke elskede ham, og så kunne han vel lige så godt bare dø... Han vendte sine øjne mod hende sine døde øjne som han sad der sammensunken på knæ...

"hvorfor dræbte du mig ikke bare ved floden istedet? Bare dræb mig jeg har alligevel intet at leve for længere..."

Hans øjne var stadig døde men de var også blevet bedende...

''jeg kommer jo tilbage.. men hvis du hellere vil dø, så er det dit valg.'' hun gik indenfor igen.

Han kiggede på hende hele tiden og gik så efter hende ind i huset igen... Han ville ikke have hende til at forlade ham igen... Han forstod heller ikke hvorfor hun følte sig nødsaget til at rejse afsted...

"Du forstår åbenbart ikke hvor meget jeg elsker dig? Eller også betyder jeg bare intet for dig?"

Han stod i døren...

"Men hvorfor vil du rejse?"

Hans øjne var stadig døde...

''jeg har ikke lyst til at føre, for første gang, i samme rum som andre. Jeg vil ikke ses på.. Jeg lover til at komme tilbage inden for den første uge efter, okay? du skal nok få din nyfødte søn at se..'' lovede hun stille.

Han var stadig knust fordi han bare følte sig som en redskab for hende... Ikke noget hun elskede ikke engang noget hun holdt af... Men det kunne ikke slukke den flamme af krælighed der brændte i ham...

"Men du snakked om at rejse væk i et år? Og jeg er ellers ved at have skaffet et større hus til os..."

''jeg tror bare ikke at det er så godt for en lille dreng at vokse op i skyggen af en Nightcan..'' mumlede hun

Han så på hende med chokerede øjne...

"Jeg kan ikke helt tro hvad jeg hører... Tror du ikke jeg kan være en god far?"

Han var virkeligt i chok og kunne ikke få sig selv til at gå med til at hun skulle rejse væk i et år, og ej heller at hun skulle føde selv... Begge dele var jo nærmest et selvmord...

''det er dit første barn, og du ved hvordan du bliver ved lugten af blod. det er ikke sikkert for nogen af os hvis du er med til fødslen..'' hviskede hun sammenbidt.

Det kunne han ikke rigtigt sige noget imod, så han accepterede at han ikke måtte være tilstede... Men han ville gerne være i nærheden, som i virkeligt tæt på hende... Han kunne stadig ikke gå med til at skulle vente en uge med at se det første gang og at hun så ville være væk et år...

"Okay... Men jeg vil altså helst være i nærheden... Og det er altså farligt for dig at føde alene..."

Han så på hende...

"Og jeg kan ikke acceptere at du vil rejse væk i et år..."

hun så lidt ned.

''jeg tager kun væk i en uges tid. ikke i et år.. jeg lover dig, at jeg kommer tilbage.'' hviskede hun mens hun aede sin mave lidt

Han havde det stadig svært med at lade hende føde uden hjælp... Det ville virkelig slå ham ud hvis hun gik hen og døde det ville være det værste der kunne ske i hans liv overhovedet... Han forstod ikke helt hvorfor hun så gerne ville...

"Jeg er altså på ingen måde glad for at du gerne vil være alene når du skal føde... Du kan jo dø af det..."

Han fældede en tåre da han snakkede om at hun kunne dø...

hun så bare ned mens hun bed lidt sammen.

''jeg tager bare ud til azhi..'' hun så lidt på ham.
''jeg er bare ikke tryg ved at du kan høre mig, se mig og lugte mig under føslen.. den første uge efter fødslen kan være svær, specielt for mig..''

Han var både tilfreds og utilfreds med udfaldet... Han var ikke glad for at hun tog ud til Azhi... Ikke fordi han var bange for at hun ville dø, men han var bange for at Azhi ville holde hende væk fra ham...

"Okay... Men jeg regner med at have skaffet et større hus til den tid bare så du ved det..."

Det sidste sagde han smilende... Og det første blev sagt lidt mere som om at han bare accepterede det imod sin vilje...

hun aede igen sin mave, mens hun så tavst ned.

hun kunne ikke rigtig forstå hvorfor han var så meget modstander af Azhi.

Han lagde sine arme om hende, for at mærke hende igen og for at hun skulle mærke ham igen... Hun skulle ikke være i tvivl om hvor meget han elskede hende...

"Ja undskyld at jeg ikke virker helt tilfreds... Er bare lidt bange for at Azhi vil forsøge at holde os fra hinanden... Men jeg vælger at stole på dig..."

Han smilede og kyssede hendes kind...

''tror du hun vil skilde os ad? er det det du tror om hende? hun hjælper mig bare..'' hun kyssede ham kort på kinden.

hun sukkede stille. ''der er omkring to uger til fødslen..'' mumlede hun stille

"Jeg er bare bange for det... Jeg føler at hun mener jeg ikke fortjener dig eller noget i den stil..."

Han var faktisk lidt overrasket over at der var så kort tid til fødslen, men sådan kunne det jo gå nogle gange... Han var lidt trist over at der ville gå så kort tid før de skulle skilles ad igen...

"Det er utroligt hvor hurtigt det barn vokser..."