Sean ~ hajsa, hvem og hvad er du så?

S: Skoven
T: Eftermiddag
V: Varmt og tørvejr, men skyet
O: Træer, træer og atter træer

Det var lidt ud på eftermiddagen. Kyla kede sig meget der hjemme, og ville gerne en lille tur udenfor. Hun havde taget en hvid T-shirt og et par cowboybukser med huller på. Hun gik ind i stuen hvor hendes mor sad i sofaen. ”Mor?” Moren så op på Kyla med et smil. ”Hvad er der skat?” spurgte hun. ”Øm, er det okay at jeg går en tur i skoven?” Moren så en smule overvejende ud ved det spørgsmål, som om hun ikke rigtig vidste om hun skulle give Kyla lov eller ikke. Hun sukkede. ”Okay da, men pas på, og ikke snak med nogle, okay?” Kyla nikkede. ”Selvfølelig mor, ses. Og tak” Hun smilede af sin mor, og gik så ud af huset. Hun havde faktisk ingen planer om at holde det, med ikke at tale med fremmede hvis hun skulle møde folk. Hun boede i et hus i udkanten af skoven sammen med sine ’forældre’. Hun begyndte at gå ind i skoven. Hun følte det altid som om hun hørte mere til her i skoven. Hun følte sig mere fri her ude, men vidste ikke helt hvorfor. Hun gik med hurtige skridt længere ind i skoven, men gik så langsommere og langsommere, og følte sig helt fri, som hun kun kunne føle sig mens hun var i skoven. Det var ligesom om hun havde et indre dyr eller noget, som fik hende til at slappe af i skoven, men det kunne hun da ikke havde, eller kunne hun? Hun vidste ikke at hun var en shapeshifter og derved kunne forvandle sig til et dyr, men hvor skulle hun også vide det fra da hun havde mistet hele sin hukommelse for et år siden, og ikke havde fundet ud af at hun var mere end et menneske?

//Husk vi holder os til realtime-tid. Vi er altså i januar og det er altså vinter //

Sean var ikke ofte i skoven. Og dog...på det sidste havde han fået mere og mere lyst til at være i skoven. Grunden var selvfølgelig Alane, hans et og alt. Hun var et skovdyr...Kunne man vel kalde det. Hun elskede skoven og hørte også til der, som leder for shapeshifters. Hun elskede skoven, brugte tid i skoven og havde et ekstra hjem i skoven...Så derfor ville han gerne lære skoven bedre at kende, så han kunne finde frem og tilbage, så han ikke var afhængig af at hun viste ham rundt. Som en hundehvalp der var faret vild.
Han var iklædt vinterstøver af mørkt skind, vandtætte, nogle sorte og varme bukser samt en mørkt og varm trøje. En sort kappe, som fungerede lidt som en jakke, da den kunne knappes foran. Den hjalp med at holde ham vand, på turen fra byen og ud til skoven. De fleste træer var nøgne og det var de fleste buske også, selv om der var enkelte grønne pletter endnu. Lidt sne hist og her.
Han fandt en af stierne, der skulle føre en sikkert ind i og ud af skoven, og fulgte den. Han viste ikke hvor langt han ville gå eller hvor store chancer han ville tage i dag, men pointen var bare at prøve. I dag ville han bare lære hovedvejen bedre at kende, trods han jo havde været her før.
Han lod en hånd glide igennem det mørkebrune hår, som strittede lidt til alle sider. Hans pandehår, som hang ned over hans pande, næsten helt ned til de mørke øjne.
Der var heldigvis ikke helt hvidt af sne. Så ville han stå frem, nu da han var i sort. På samme måde som det gav camouflage i byen, røbede det ham i et lyst landskab. Han smilte let...Her var stille. Ud over hans rytmiske skridt og en enkelt fugl eller dyr i skovbunden...