That girl is a problem -Arycia-

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]//

Endelig slog hun øjnene op, det havde virket som om hun havde været væk hele tiden. Dog var hun blot faldet hen på sofaen efter smerterne fra hendes uønskede barn var faldet lidt væk. Andrea satte sig op og svang benene over kanten imens hun blinkede et par gange for at vågne ordenligt. Hurtigt greb hun fast i de papirer hun havde efterladt sig på sofabordet fra den dæmon hun eftersøgte i hendes hoved, nemlig hendes voldtægtsmand men også faren til hendes uønskede barn. - Ikke noget Noah, Andreas forlovede var ret glad for overhovedet. Andrea var glad for hun ikke kunne læse tanker, der var alt for mange folk der ikke kunne lide hende til at hun ville hører på deres meninger om hende. Andrea tog atter et blik på navnet af den dæmon, inden hun foldede papirene sammen og lagde dem i baglommen. Andrea besluttede sig for at lede efter ham, for hun havde næsten sit hoved helt klart på at Noah ikke havde ladet ham slå sig selv ihjel.. det var han alt for moralsk til.

Andrea trådte ud af sit hus, og bevægede sig ind imod byen. Mørket var ved at falde på, dog havde det aldrig gjort hende noget. For når det var sagt var Andrea jo en af nattens kvinder. Med bevægelser der passede til gik hun ned af gadernes mørke hvor kun lys fra gamle antikke lamper oplyste gaden med en svag glød. Andrea passerede mørkets gyder, der var altid de værste rygter om lige det sted, men Andreas bedste veninde boede inde i mørkets dybte, et sted hvor ingen regnede med at finde hende. Andrea tænkte hun vel måtte besøge hende eller ihvertald hendes lillebror Noa som vist boede i Angelas hus.. så måske to fluer med et smæk?
Andrea gik ind i gyderne, der var underligt nok flere sanser igang end normalt. Der var flere folk og det gjorde hun blev mere opmærksom.. Røg gjorde hun holdt vejret lidt, mest for at beskytte det ellers uønskede barn, dog var det stadigvæk den moderlige kærlighed til det som ramte hende før alt andet.

Ud af skyggerne trådte en genkendelig dæmon.. John Gilbert.. den hun havde haft efterlyst efter hun havde prøvet at sende ham i døden.. og glæden var jo ikke ligefrem i hans øjne. Overhovedet. Snare var det vreden der afspejlede sig i hans øjne og det morderiske smil der gled over hans læber.. med det samme hun fangede hans blik. Andrea trådte et par skridt tilbage og sank en klump. "Så.. der noget du glemte sidst jeg så dig." Sagde hun og knyttede sin hånd imens hun hævede den imod ham og ramte ham lige på kinden med alt sin styrke, som var ret så stærk da hun havde en evne der gjorde hende super stærk. Andrea så på John da han bukkede sig lidt til siden efter slaget, dog greb han hurtigt om hendes hals og klemte hende op af muren.. Han prøvede på at kvæle hende ved at blokere hendes luftveje, og det lykkedes også næsten til at Andrea gik overtalt sig selv til at gribe fast i hans arm og tvinge knoglerne til at brække. Så trådte hun et skridt frem og hamrede sit hoved ind i hans så han væltede flere skridt tilbage.. Andrea smilede skævt, dog så det ud til at andre omkring så det som en udfordring til at lege med på julelegene. De slog ikke kun ud efter hende, men også hinanden.. Lugten omkring hende var en blandet form af alkohol og røg, og hun hadede den lugt så forfærdelig meget når hun ikke var i det bedste humør, som idag. Dog endte Andrea med at undvige de fleste slag, dog endte hun også med nogle sår på hendes arme.. men fik sat sig i et hjørne hvor ingen så ud til at få øjnene op for hende.. Normalt ville hun have elsket en god gade kamp, men hun skulle jo passe på det barn inde i hende. Resten af gade kampen endte også i et blodbad, der var blod på hele jorden og murene.. Lig der lagde dækket til med det klamme tykke røde væske, Andrea var selv halvt dækket af det, fordi det sprøjtede rundt som det havde gjort..

Dæmonen var stukket af, eller bare sørget for sin egen røv. OVerlevelses instinkt. Andrea fik øje på en høj muskuløs mand der kun bar shorts, hans muskler spillede i takt med at han med sin økse huggede hovederne af hver eneste mennskeligende skikkelse han så, død eller levende. Mudder og blod par de steder hvor hans hud ellers skulle være blottet.. og nu havde han set sit blik fast på nattens dronning, som hurtigt rejste sig op og satte afsted så hurtigt hun kunne.. Andrea kunne mærke hvordan hendes adrenalin bankede afsted i hende, det galte om at overleve i denne leg. Og Andrea havde ikke tænkt sig at give op nu når hun var nået så lagt. Hun hoppede hen over diverse forhindringer der var på hendes vej, et par sten stod i hendes vej, som hun elegant udenvidere blot sprang over uden besvær.. Jagten fortsatte.. han havde set blod og var ude efter varulvens.

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

En utrolig stærk hovedpine havde fået sit kram på Arycia, som gik rundt og bar den, og var yderst irriteret over den, ikke bare irriteret, nej, hun var ved at blive sindssyg over den. Den drev hende til vanvid og den gjorde ondt. Det var som små glasskår der skar hende hver evig eneste gang hun tænkte på at gå hjem. Den dragede hende, nej den tvang hende ud på gaderne, ud i det kolde vejr, ud i mørket, hvor hun slet ikke hørte til lige nu. Hun ville hjem og ligge, med en pille og et glas vand, så hun kunne få det godt igen, hun havde virkelig kvalme over dette.
Hun stoppede for et sekund og lagde hovedet mod den kolde sten mur for at få et minuts kulde mod hendes dunkende pande. Hun knep øjne sammen for et par minutter, før at hovedpinen så steg igen og hun blev nød til at gå for at få det til at stoppe, for en eller anden mærkelig grund.

Hun havde fuldstændig mistet sit overblik over hvor hun var henne, hun gik bare for at få smerten til at stille. Hun kiggede sig forvirret omkring, med sammenknebende øjne, og rynket pande. Som ikke ligefrem gjorde det bedre for hendes hovedpine, selvom det var hovedpinen som fik hende til at skabe den mærkelige, og smertende, grimasse.
Hun begyndte at gå langsommere, da hun fandt ud af at hun faktisk gik ret hurtigt, og det nok ville være bedre for hende at sætte farten lidt ned og få sig en kort pause. Men denne hovedpine... Den ville simpelthen ikke lade hende få sig et minuts stilhed. Det var som om den ville have hende til at gøre noget, før den lod vær, og hun blev simpelthen nød til at finde ud af hvad det var den ville.
Hun lagde kort sin kolde håndflade mod sin pande og gik så hurtigere igen.
Hun måtte simpelthen finde ud af noget, ellers ville hun da snart falde om.

Der gik ikk længe før at hun kunne høre noget komme løbende, ikke bare et par løbende fodtrin, men tog, som om der var nogen efter den første person.
Pludselig kom der en kvinde frem, og hendes hovedpine var der pludselig ikke mere, denne kvinde blev efterfulgt af en hvis muskuløs mand, som Arycia specielt ikke ville have noget at gøre med, overhovedet.
Men da hun prøvede at gå væk fra dette tumult, kom hendes hovedpine tilbage, bare dobbelt så stor. Hun gav et lavt klynk fra sig og vende sig hurtigt om mod personerne igen og den var væk... Hun måtte rede denne kvinde.. Ellers ville det blive hendes død...
Hun sukkede tungt og spurtede efter dem. Men... Det var jo ike meningen at hun skulle dræbe denne mand, hun skulle gøre noget som ville få ham til at stoppe med at følge efter kvinden...
Hvad kunne det dog være.
Imens hun løb, fandt hun en stor mursten, den kunne hun helt sikkert bruge til at slå ham bevidstløs med.
Hun spurtede efter ham og da hun var lige bagved ham, og han mærkeligt nok ikke havde lagt mærke til hende, knaldede hun den lige i knolden på ham med et *bong!* og han faldt til jorden med et brag, det var nærmest tydeligt at høre hvordan hans muskler ramte den kolde jord.

Hun slap hurtigt murstenen og kiggede op på kvinden... Hun måtte være den hun skulle beskytte, Arycia var hendes skytsengel.
"H.. Hej" kvidrede hun svagt og kiggede på kvinden.

((Håber det er godt nok))

Hjertet sad i halsen på hende, og Andrea selv vidste godt at hun ikke ville kunne blive ved med at løbe forevigt, dog var hun stædig som et æsel og havde ikke tænkt sig at give op bare fordi presset blev større. Hvor var Angela når man skulle bruge hendes styrke? Andrea fortsatte igennem de smallere gader, hun kunne hører mandens trampen bagved hende.. hvordan han nærmest brølede efter hende.. Dog kiggede hun sig ikke tilbage, et stop ville sænke hende, og hendes hoved ville højest sandsynligt trille igennem gaden. - Og det stod ikke lige øverst på listen over hvad der skulle ske idag. Lyden af noget hårdt der ramte ned på den kolde og hårde beton jord.. Samt noget der kunne have lydt som et suk af smerte inden man faldt hen, lyden fik det til at rive genlyd igennem de små gader.. og Andrea stoppede op... Hurtigt klemmede hun øjnene sammen og åndede voldsomt ud.. hun var forpustet, og med god grund. Andrea vendte rundt for at være sikker på at manden var enten nedlagt, død eller bare besvimet. Dog kunne hun hører ham ånde så han var ikke død.. Kvinden slap murstenen som sikkert var skyld i mandens fald.. Andrea lagde i ren refleks en hånd på hendes nogenlunde runde mave.. det var ikke sundt for den at løbe sådan, men igen Andrea gjorde alt for sin egen røv. Udover når det kom til dem hun elskede mest. "Hej." Svarede Andrea noget så forpustet, hun havde aldrig troet hun skulle være så glad for at se et fremmed ansigt! Andrea fik stemme til at sige noget mere, og kørte en hånd igennem sit hår. "..Tak for hjælpen... jeg mener det virkelig.. tak." Fik hun sagt, og smilede skævt til kvinden.. hun var engel, det kunne hun fornemme ret hurtigt. Noah hendes forlovede var jo skytsengel, så det var noget hun kendte nogenlunde meget til. Andrea lagde hovedet på skrå, og det var alligevel som om hun allerede havde noget hun syntes om kvinden. "Navnet er Andrea." Smilede hun med et venligt nik. Andrea var yderst udholden, og det var en af grundene til hun ikke prustede mere, hun havde fået sin vejrtrækning normal igen..

Arycia kiggede diskret ned på kvindens mave som hun sig til... Hun var gravid... Interessant. Hun kiggede derefter op på kvinden igen og en følelse af glæde og lettelse strømmede over hende da kvinden talte.
Der var ikke sket noget med hende. Og det var rigtig fint, fordi... Hun var hendes skytsengel, og hun vidste ved første blik, at hun skulle beskytte hende her med sit liv, lige meget hvad det bragte med af fare for hendes eget liv.
Hun smilede venligt og blidt til pigen, hun nikkede "det var da så lidt... Han så virkelig ud til at... Kunne knuse en hver knogle i ens krop.." Hun grinede lidt halv akavet og kiggede ned på manden som hun forsigtigt skubbede til for at se hvor vågen han var. Han så stadig ud til at være bevidstløs...
Hun kiggede op på pigen.. Eller Andrea igen. Smilede venligt "Jeg hedder Arycia.."
Andrea så ud til at være en stærk kvinde i sig selv, så hvad skulle hun egentlig med en skytsengel... Men, der måtte jo være en grund... Ligesom det der skete ligesom før.

Hun kiggede lidt undersøgende på Andrea før hun kiggede op på hendes ansigt igen og fangede hendes øjne, hun gav hende et smil.
Hun burde nok have af vide at hun var hendes skytsengel, og hun faktisk skulle leve med hende, ret tæt på sig det meste af tiden.
"Øhm... Jeg ved ikke om du ved særlig meget om... Skytsengle?" Det startede hun i hvert fald ud med at sige til hende. Hun stod lidt og ventede.

//Hey, sveske. Tænkte på om vi ikke bare skal aftale hvad der er sket og så starte et nyt emne. Tænker nok din karakter nok er kommet mere igang, så der ville være nogle andre tanker til hende. Sorry at jeg har været så inaktiv :/

((Jov, det lyder som en god ide, skriver lige tilbage på din pm, så kan vi aftale noget nærmere, det bliver dog lidt senere jeg skriver, da jeg lige har travlt med eksamen
Du behøver ikke at undskylde ))