This is my little camp (Nancy=privat)

S: Ashen Wood Forest.
T: Lige omkring 18
O: Ikke rigtig nogle en meget stille aften faktisk.
V: Overskyet mørkt og rimelig koldt.

Solen var ved at gå ned. Solstrålerne skindede på en fantastisk og smuk måde. Bålet brændte roligt. Et telt stod ved siden af bålet. Hen over bålet hang en fugl som var ved at blive grillet. En mand sad på en sten ved siden af bålet og så ind i flammerne. Og drejede fuglen engang imellem. Han havde en feltflaske i hånden. Og 2 mere ved siden af sig. Det var sjældent han manglede vand. Men havde altid ekstra med sig. Han havde placeret lejr her og havde boet herude i skoven i mindst en måned nu. Han manglede noget at lave. Nogle gange var der nogle rejsende som gik igennem skoven. Han tilbød sin beskyttelse. Uden at be om noget igen. Men fik altid lidt brød de kunne undvære eller noget i den stil. Det gjorde han også fik brød til maden i stedet for kun kød. Og selvfølgelig bær han havde plukket. Mandens navn var Dylan Ether. Men blev kun kaldt Dylan af de få personer der kendte hans navn. Han havde aldrig fået et kælenavn nu han tænkte over det. Han så kort op på de mørke skyer. Selvom det var mørkt og koldt. Sad Dylan i et par bukser. Men med bar overkrop. Hvor den svagt muskuløse overkrop kunne ses. (Ligesom på billedet.) Langsomt løftede Dylan fuglen op fra bålet og lagde ved siden af sig på en tallerken. Og tog roligt grenen ud af fuglen som den hang på. Han havde fjernet alle fjerdene så den lille fugl så rigtig indbydende ud nu når den var grillet. Dejlig gyldenbrun. Med meget lidt sort på. Og han var sikker på den var gennemstegt. Han kunne se det på grenen. Der sad rester af kødet inde fra midten. Og det var gennemstegt. Langsomt knækkede han benet af. Og sad med fuglebenet med noget kød på. Og spiste svagt lidt af det. Mens han så rundt.

Nancy som altid kom gående rundt omkring hvor hun nu var henne, var nu endt i en skov hvor hun nærmest ikke kunne finde ud af igen og anede ikke hvad det var for en skov hun var henne af, men hun kom nok bare længere og længere ind i skoven som hun gik videre ind af og anede ikke hvad hun skulle der inde, hun kiggede sig omkring og syns at hun kunne begynde at lugte en form for mad eller noget i den stil der og roligt gav hun sig til at gå i mod lugten.
Hun stoppede roligt op og kiggede på et bål der var der, men der sad også en mand ved det "du ved godt at det der vil tiltrække masser af farlige dyr og den slags der"sagde hun roligt og kiggede roligt på manden og viste ikke hvad hun ellers skulle ha sagt, for det var jo rigtig nok det hun sagde til ham, men om han lyttede til hende var jo ikke sikkert som så mange andre ikke gjorde når hun havde ret i ting, men roligt smilte hun til ham og ventede på en reaktion fra ham af.

Lyden af en stemme tog han helt rolig. Han havde forventet nogen ville komme forbi før eller senere. Og han var ikke typen som man nemt gav et chok. Roligt så han op på kvinden der snakkede til ham. Tog et roligt stykke af den mad han havde i hånden. Før han pegede hen imod en bunke cirka 200 meter fra dem. Og smilede roligt. "For det første så er dyr bange for ild. De tør ikke rigtig nærme sig når bålet er tændt. For det andet det der over er en stor bunke kød fra en masse forskellige dyr jeg har været nød til at slå ihjel idag. Masser af kød. Intet ild i nærheden. Hvilken bunke tror du de vil tage fra? Den her. Eller den derovre." Han smilede roligt. Hvorefter han roligt tog et stykke af fuglen og rakte til hende. "Har du lyst til at joine mig i noget mad?" Spurgte han roligt mens han smilede roligt til hende. Og så afventende på hende.

Hun kiggede roligt på ham og nikkede stille og gik hen og satte sig ned og tog det han rakte imod hende "altså jeg vil da nok tro de tager fra den hvor ilden ikke er i nærheden af"sagde hun roligt og så på ham og smilte stille og roligt, og roligt gav sig til at spise af det hun havde fået fra ham af og så på ham "navnet er Nancy"sagde hun roligt, og ville bare være venlig og fortælle ham hvad hun hed og alt det, men nu måtte han jo selv om han fortalte hende hans navn eller hvad han valgte og gøre, det var jo sådan set op til ham, han kunne også vælge og lade være, men det ville da vist ikke være fair hvis hun ikke fik det at vide eller noget i den still.

Han smilede roligt. Mens han så på hende blidt. Og grinte svagt. "nej tror du det?" Sagde han og grinte svagt. Hvorefter han roligt spiste lidt videre. Da hun fortalte hendes navn så han roligt på hende. "Godaften Nancy. Mit navn er Dylan Simon Ether. Hvad du vil kalde mig bestemmer du selv." Sagde han og smilede svagt. HVorefter han roligt lagde knoglen han havde spist. Ned i en lille kasse foran ham. Og tog så et nyt stykke mad. "Hvad laver en så ung smuk kvinde ude i sådan en skummel og farlig skov som denne?" Spurgte han roligt mens han så på hende blidt. Og vendte roligt sin krop rundt på stenen hen imod hende. Og så på hende med et roligt smil. "Jeg mener. En så smuk kvinde som dig burde slet ikke være herude. Og da slet ikke alene." Sagde han og smilede fortsat til hende mens han så på hende fokuseret og undersøgende.

Hun kiggede roligt på ham og slappede bare af "nej det burde jeg nok ikke men det ligger jo bare sådan at jeg går ikke med folk bare lige sådan så jeg må jo gå for mig selv jo ikke"sagde hun roligt og så på ham med et stille smil på sine læber og gav sig til at spise lidt mere, og havde det godt med at sidde her sammen med ham.
Hun var sådan set bare glad for at hun fik sig noget og spise, da hun ikke rigtig havde spist eller sådan noget i et par dage så det var dejlig og alt det, Hun kiggede roligt på ham "men hvad laver du selv her ude alene"spurgte hun roligt og kiggede på ham og ville da også godt vide hvorfor han selv var her ude når hun skulle svare på det sådan da, og det var jo bare sådan, når hun kunne skulle svar fik de selv det samme spørgsmål tilbage.

Han så roligt på hende. Med et svagt smil. Hvorefter han så imod flammerne kort igen. Lyttede til hvad hun sagde. Og nikkede forstående. "Men stadig? En skov? Eller rettere en af de farligste skove?" Spurgte han og vendte blikket imod hende med et roligt smil. Hendes spørgsmål var egentlig ventet. Men hvad skulle han svare? Han valgte at svare for en gangs skyld 100 procent ærlig. Han så på hende roligt. "For et par måneder siden havde jeg en kone. Og en partner. Hende og jeg var det perfekte makkerpar. Vi gik efter en ond leder fra en af de andre byer et godt stykke herfra. Han havde dræbt min lillebror. Jeg har altid været den vilde af hende og jeg. Hun var altid den der havde mig under kontrol. Men da jeg så hende sagde det klik. Jeg løb fra min partner. Og hun blev skudt bagfra. Havde jeg ikke været løbet kunne jeg ha reddet hende." HAn sukkede og så kort ned. "Jeg nåede væk. Og vandrede i evigheder. Før jeg ramte dette sted. Jeg besluttede mig for at ære hendes minde. Ved at blive herude i skoven. Og hjælpe rejsende når de kommer forbi." Sagde han og så op på hende med et svagt smil. "Det er grunden til jeg er her. Jeg bor her og hjælper rejsende." Han smilede blidt og tog så og spiste lidt mere.

Hun sad stille og roligt der og lyttede til hvad han sådan havde og sige til hende, for han nærmest fortalte en del af hans liv omkring en partner og den slags der og roligt imens sad hun og spiste det han havde givet hende, og roligt så hun på ham og smilte stille "det lyder som om den person var farlig og det altid noget at du bevare minder om en du har elsket"sagde hun roligt og så på ham og smilte stille til ham.
Hun var jo bare der og var stille og rolig overfor ham for der var jo ikke grund til andet sådan lige nu, og roligt så hun på ham "forstår godt hvad din partner så i dig du virker som en meget rar mand i dig selv og det gør et godt indtryk på folk som fx mig"sagde hun roligt og så på ham, og håbede på at han forstod hvad hun mente med det som sådan.