You agian? ~ Rowan

Jeg skal bare hjem. Bare hjem. Hjem hjem hjem. Ingen svinkeærinder. Ingen omveje. Bare hjem! 

De sidste par dage havde været enormt hektiske - han havde været indblandet i overfald, blevet smidt ud af et bordel, været indblandet i endnu et slagsmål... I dag ville han bare gerne have en stille og rolig aften. Ikke andet. Rowan var godt på vej, og et lille selvsikkert smål havde fundet vej på hans læber. Endelig! Endelig ville han få en normal dag igen. Tanken om, at låse døren op, sætte sig ind foran pejsen og smække benene op på bordet... Læne sig tilbage i sofaen, med en et glas vin og en god bog... Det lød ganske enkelt for godt til at være sandt! Og da han hørte en velkendt stemme blandt byens folk, indså han at ja... Det var for godt til at være sandt. Han så op, og mødte Kats øjne. Han stod et øjeblik og stirrede på hende, uden helt at vide hvilken følelse han skulle give udtryk for.

"Kat!" udbrød han endelig, og smilte. "Længe siden. Godt at se dig. Hvordan- øh- hvordan har du haft det?" Uanset hvad, så var Rowan i det mindste formel. En hurtig samtale havde aldrig skadet. Så længe hun ikke var ude på at få hævn, så kunne dette møde næppe blive et problem.

Rowan skævede til hende men undlod at røre sig, da hun - som en grib - cirkulerede om ham. Besynderlig adfærd mindedes han var helt normalt, når det kom til Kat. Hun var lidt en særlig kvinde. Et smil gled over hans læber ved tanken, men han lod det hurtigt forsvinde. Hun skulle nødig tro, at han fandt hende underholdende.
"Hvad jeg har lavet? Åh, du ved, en helt masse. Jeg har været lidt hist og pist. Mødt nogle mennesker, genset nogle slægtninge, læst en masse bøger... Det sædvanlige!" Han valgte at undlade at nævne slagsmål, overfald, kidnapning, pirateri og nedpløjning af udøde. Med alle disse ting i baghovedet, indså Rowan pludselig at det forgangne år var gået ganske hurtigt. Det gjorde ham en anelse vemodig.
"Der sker jo så mange ting hele tiden. Hvad med dig? Har du lavet noget spændende for nylig?" spurgte Rowan høfligt, og trippede en smule. Han forsøgte bedst muligt at skjule, at han egentlig gerne ville hjem. Men hans høflighed og manerer var stærkere og vigtigere, end hans trang til vin og ro. Man måtte jo prioritere.

"Min bror?" gentog Rowan en anelse forvirret. For at være ærlig, så så Rowan ganske sjældent sin bror Richard - han havde løjet om at se familien. Faktisk havde de ved sidste møde haft et skænderi, der ikke var endt godt. Han rynkede næsen, men nåede ikke at spørge yderligere ind til det, inden hun skiftede emne og inviterede ham ud at spise. Han trak på smilebåndet og på skuldrene. "Jo, en bid mad og lidt vin lyder som en fantastisk god idé! Jeg kender et godt sted!" svarede han med et smil. En del af ham tænkte, at det måtte være en tosset idé at tage ud og spise med én person, han havde sådan et anspændt forhold til. På den anden side, så kunne det jo blive hyggeligt! Varulven trak på smilebåndet. Det var jo længe siden. Han mindedes pludselig dengang hun var væltet igennem isen - det lille våde og kolde pjok hun havde været. Tanken gjorde blot hans smil bredere.

Ikke længe efter, havde de sat kursen mod en lille kro ikke langt derfra. Rowan havde spist der mange gange før, og anbefalede den ofte til sine venner og bekendte. Nu var det så på tide, at han inviterede en ven dertil. Indenfor blev de henvist til et hyggeligt lille bord i hjørnet af kroen; han trak stolen ud for hende, så hun kunne sætte sig uden problemer.
"Så... Min bror? Du har mødt min bror... Og... Lært ham manerer? Lad mig høre... Fortæl mig endelig alt hvad du, jeg mener... Alt hvad I har lavet!" Richard fik ofte rodet sig ud i alskens problemer, så det var nok bedst at Rowan fik en idé om hvad der foregik, inden der kom for store problemer i spil.