Not all who wander are lost - Sebastian Castle

*Få nu tændt det dumme bål!* skreg Nymeria så højt hun kunne, at det næsten kunne havde forsaget en hovedpine hos Elanor.
Elanor kiggede hurtigt hen på Nymeria med et strengt udtryk, det var ikke lige det hun havde allermest lyst til, en gang hovedpine lige nu.
*Jeg gør jo hvad jeg kan... Det er jo ikke fordi du kan gøre det bedre* svarede hun tilbage med en irriteret tone. Selvfølgelig kunne hun ikke gøre det bedre, hun var en ulv, hun var ikke til stor hjælp når det galt sådan noget som dette, hun var bedre når de skulle forsvare sig.
*Og det bliver svære at tænde med en ulv der skriger inde i dit hoved* forsatte hun og kiggede på bålet hun var igang med at tænde.
Nymeria lagde sig ned med et suk, som kun kom fra en ulv som hende. Hun lukkede sine øjne let og hvilede sig indtil at bålet ville blive tændt, og de kunne få lidt varme. Det var begyndt at blive noget koldt, og det havde også regnet om eftermiddagen.
Træet de havde gang i var dog bare lidt vådt, til deres uheld, det ville være svært at tænde. Men til sidst fik hun det endelig tændt, og der kom varme på. Noget både Nymeria og Elanor satte stor pris på lige nu, det var begyndt at blive mørkt og koldt, og de ville helst gerne have en nat hvor de kunne sove med varme på, i stedet for at vågne op næste morgen, med en slem forkølelse.
*Så er det tændt, er du så tilfreds* snerrede hun af Nymeria som straks åbnede sine øjne, og kiggede på bålet lige foran hende. Hun satte sig direkte foran det, men på en sikker afstand. *Ja, meget, men næste gang må det godt gå lidt hurtigere* sagde Nymeria og kiggede hen på Elanor.
Elanor sukkede og opgav, hun var ikke til at have med at gøre Nymeria, ikke i det humør hun var i lige nu. Hun var utålmodig, og ikke lige samarbejdsvillig.

*Regner du så med, at vi skal overnatte her?* spurgte Nymeria, som sad og varmede sig foran det dejlige bål. Elanor så lidt tænkende for sig, det kunne være risikabelt at ligge og sove, men det måtte de jo gøre en gang imellem, ellers ville det bare blive usundt. *Ja, vi bliver nød til at få noget søvn på en måde, og vi lejer os ikke ind på nogen kro.* svarede Elanor endeligt, og kiggede hen på Nymeria med et svagt smil.
*Nej, selvfølgelig ikke, det gør vi jo aldrig, jeg synes bare det er lidt risikabelt*
Elanor nikkede, hun var helt sikkert enig, der var ingen tvivl om at dette var risikabelt, men som sagt, de blev nød til at få noget søvn, ellers ville de ikke kunne tænke klart og de ville ikke kunne rejse rundt ordentligt.
*Det er det, men der er usundt ikke at få sovet*
Nymeria nikkede kort og kiggede så ind i bålet *Du har ret.*
De begyndte at varme sig rundt om bålet, uden rigtig at udveksle et ord, de sad i stilhed, men det var en rar stilhed.

Hvis udtrykket 'rar stilhed' var en udtryksform, for at der lå en ivrig jæger vampyr i busken, og peget en meget stor egetræs armbryst mod den uskyldige piges kranium, som en fuldvoksen mand, havde sin enorme støvle over en lille snegl, der i sin uvidenhed om situationens alvor, havde sit liv i en tynd tråd, mens en usolidarisk voldsmand, løb rundt med en saks i hånden.
Manden hed Castle. Han havde så meget selvkontrol som en håndgranat, og så meget medfølelse som en slavehandler på arbejde, og ikke mindst, havde han et så inderligt indenbrændt vrede, så lidenskabligt som Mozart, og så gribende at selv fedtmule ville slå anders ands hoved i stykker med en sten, til der ikke var andet end hjernevæske og nakkeskinds kød raster på stenens ro overflade.
Det var i hvert fald en måde at se på Castle. En anden var mere nuanceret og korrekt. En mand drevet af passion, som var skabt gennem ulykke og sorg. Sorg til sin døde søn Oliver, og til sin forsvundet ekskæreste, samt de endeløse prøvelser, som hans problematiske venskaber har givet ham på skuldrene.
Han var tidligere jæger af onde overnaturlige væsner, men nu drak han af ondskabens bryst, og med det bankende vampyr hjerte i hans bryst, jagtet han alt af et djævelsk lyst og begær til ødelæggelse. Ikke fordi han bliv gjort til vampyr, eller fordi han var af natur en ondsindet person, men efter at have jagtet vampyrere som menneske i så mange år, havde han begyndt at identificere dem med hudløs skåneløshed, så da han modvilligt selv bliv til en af disse grufulde skabninger, havde hans egne fordomme og fremmet had til hans nye art, skabt ham et fordrejet syn på sit nye selv. Og da Camille forsvandt kortvarigt efter, uden at lade høre fra sig, forsvandt Castle i sig selv, og bliv fortabt i den vrede der drev hans dyriske jagt teknikker.

Men hvad er mere vigtigt end at få ristet menneske streg, eller ulvekotelletter, var at komme ud af skoven. Hvilket måske lyd simpelt, men efter at have været gået fortvivlet rundt i nogen timer, og havde fundet så mange udveje som en mus i en labyrint, havde han valgt, at den næste levende organisme, som han stødte på, ville han ikke såre, men derimod bede om hjælp til at komme til den nærmeste landsby.
Han lod sin finger hvile mod aftrækkeren på armbrysten, men fjernet den modvilligt så med et indre suk, inden han så rejste sig op fra busken, mens han i samme bevægelse, havde våbnet hvile slapt ned af siden, så han ikke virkede truende.
at hun stod fredligt med en ulv, virkede underligt, men han havde kigget på dem siden de begyndte for en halv time siden at starte deres bål, og ulven virkede tam, så han ville ikke tænke for meget på det. Der kunne jo være en række muligheder til hvorfra hun havde en tam ulv.
Han sagde med en flabet, men charmende tonefald "Undskyld mig, jeg hedder Thais" Han peget ud mod skoven, og forsatte "Jeg leder ihærdigt efter en slavehandler der skulle søge tilflugt i det her lokal område. Jeg hørte lyden af sten der bliv gnidt mod sten for at skabe gnister, og troet.. ja" Han trak lidt i smile bundet, og sluttede sin talestrøm af "i hvert fald, det var ikke for at skræmme dig. Jeg beklager jeg forstyrret din overlevelses tur" Han trak roligt et skridt tilbage, for at virke til at ville respektere hendes private rum, og det faktum hun muligvis kunne føle sig utryg.
Han stod i en sort ærmeløs t-sthirt. og nogen militær carmoflage bukser i farverne grøn, brun, og sort. Hans venstre øje var lavet af glass, så han var tydeligt blind på det. På hans venstre arm var der tattovering af en drage.

Nymeria holde godt øje, hun kunne mærke at der var noget på færre, men hun ville ikke sige det til Elanor. Hun ville ikke bryde denne tavshed. Hele dagen havde de gået og hakket på hinanden, mest Nymeria faktisk, men hun var bare ikke i særlig godt humør i dag. Hun havde bare nogle af de dage, og det var hun selvfølgelig meget ked af, for hun ville jo ikke være til besvær, men hun kunne på en måde ikke gøre for det.
Nymeria så tomt ind i bålet for en kort stund, indtil hendes blik svævede over på Elanor som langsomt var begyndt at lukke et øje, mens hun dog stadig sad op.
*Lig dig ned Elanor, du har godt af at sove* sagde Nymeria til hende, og Elanor lagde sig tungt ned på jorden, hun lukkede langsomt øjne, men inden hun kunne få lov til at gøre det helt, kom der en advarende og dyb knurren fra Nymeria.
Elanor rejste sig hurtigt op fra jorden, og i det samme mødte hendes blik en meget muskuløs mand, som ike stod særlig langt væk fra dem.
Nymeria studeret ham nøje, hun stoppede ikke et tidspunkt med at knurre af ham, hun havde godt lugtet at der var noget galt omkring dem, og det var så selvfølgelig ham. Han havde dog været her i lidt tid nu, hvorfor havde det taget ham så lang tid at springe frem, og hvad ville han helt præcist.
Efter Nymeria's mening var det af med hans hoved, og det skulle helst gå hurtigt. Men Elanor så ud til at overveje noget andet.

Elanor så meget nysgerrig ud, det var så tydeligt i hendes øjne som vandrede op og ned af ham. Thais hed han. Han var godt nok stor, efter hendes mening, hun havde ikke set mange folk, men nogle havde hun set, og de var ikke ret store af muskelmasse, men ham her, han var altså stor.
Han lede efter en slavehandler?
Hun kiggede hurtigt hen på Nymeria, som også kiggede hen på hende. *Elanor, han er farlig, jeg kan mærke det, det føles forkert det her!* sagde Nymeria, men Elanor havde ikke i tankerne at lytte, ikke lige endnu i hvert fald, men ikke lige endnu, kunne være for sent for hende.
Elanor kiggede tilbage på Thais med et anelse venligt smil i hans retning.
Hun rystede lidt på hovedet. "Du forstyrre ikke, men hvad troet du helt præcist, hvad vil du helt præcist, ikke for at være uhøflig, men det er ikke mange som kommer i skoven denne tid på aften." forklarede hun med en undrende tone.
Hun kiggede skabte kort øjenkontakt med ham, da han tog et skridt tilbage, men brød den hurtigt, hun var ikke særlig god til at have øjenkontakt med folk, hun ville helst være alene, men med trygge omgivelser, som Nymeria og skoven.
Hun ville ikke være uhøflig mod ham her, det kunne måske få alvorlige konsekvenser for hende, hun tog det varsomt indtil videre, hun vidste ikke hvad Nymeria ville kunne finde på.